Relationen mellem plejepersonale og patient, af betydning for den ...

Masterspeciale Sundhedsantropologi. Jeanett Struck Müller
første kontakt med personale og patienter gjorde jeg en del ud af at fortælle, at jeg var
i afsnittet i min egenskab af studerende, og at jeg var i gang med at indsamle data til
mit masterspeciale. Én patient jeg havde kontakt til, greb dog fat i mig og sagde
”udviklingssygeplejerske, hvad er det”? Jeg fortalte, at jeg normalt arbejdede med
kvalitet, men at jeg ikke lige i denne tid havde dette i fokus, men mere så på hvordan
”livet i en sygehusafdeling” udspandt sig. Patienten der viste sig at være læge, fortalte
mig ivrigt, at han var i gang med at forberede et foredrag om den faldende tendens til,
at man obducerer i videnskabeligt øjemed, og spurgte om jeg havde et bud på årsagen
til dette. Jeg begav mig ”velvilligt” ud i nogle refleksioner om rent og urent - fint og
mindre fint, og henviste til Mary Douglas begreb om ”matter out of place”, ”purity
and danger”, hvortil han blev meget begejstret. Senere udtalte patienten overfor den
stuegangsgående læge, at jeg havde inspireret ham, og at ”det var en fantastisk
pointe”, han havde rost mig til skyerne. Den stuegangsgående læge kunne ikke skjule
sin forbløffelse over, at jeg havde haft denne indflydelse på patienten. Og jeg på den
anden side havde min egen forbløffelse over ikke, som jeg oprindeligt havde haft til
hensigt at gøre, havde holdt lav profil og forholdt mig i en tilbagetrukket position.
Anekdoten viser, at jeg bliver objektiveret af ”de andre” i felten, som ser mig i en
bestemt position, som de naturligt taler til. Jeg blev en dobbeltagent i og med jeg
levede mig fuldstændig ind i rollen, ”jeg” blev til ”vi”, faktisk en ønskværdig
position, idet det er fra denne position at forståelsen for alvor debuterer og fra denne
position, at man bliver sin egen informant (Hastrup 2004:211).
Informanterne.
Mine informanter udgøres af 5 sygeplejersker og én social og sundhedsassistent, alle
kvinder. To af disse har været nøgleinformanter. Ud fra princippet om at
nøgleinformant- interviews med fordel følges op med deltagerobservation, fulgte den
ene (sygeplejerske, DD) i tre dage i hendes kliniske arbejde (Hardon A.2001). Den
anden nøgleinformant, også en sygeplejerske (CC), interviewede jeg på mit eget
kontor. Dette gjorde jeg efter det første fokusgruppeinterview med 2 sygeplejersker
(AA og BB). I fokusgruppeinterview nr. II deltog en sygeplejerske og en social og
sundhedsassistent (EE og FF)
Der er ifølge A. Hardon m.fl. tre basis principper som man altid skal tage højde for i
undersøgelser, der involverer mennesker: Det drejer sig om princippet om respekt, om
14