April 2004 Fattigt arbejdsmiljø - Ulandssekretariatet

ULANDSMAGASINET 

F A G B E V Æ G E L S E N I U D V I K L I N G S L A N D E N E 

Viden om arbejdsmiljø skal komme fattige til gode 

LO og FTF markerer den internationale arbejdsmiljødag den 28. april 

Solgt af far som fem-årig 

Godfred blev solgt til en slavetilværelse som fiskerdreng i Ghana 

Billig elektronik koster arbejdere dyrt 

Din billige pc eller mobiltelefon skyldes ringe arbejdsmiljø i Asien 

Ofre for regeringens politik 

Kaffeplukkere i Nicaragua betaler prisen for, at regeringen ikke giver plantageejere kredit 

Kunder og kemikalier 

Et fagforeningskursus i kemi giver Ghanas frisører kunder i salonen 

Få kroner skiller liv og død 

I Guatemala må mange fravælge hospitalsbehandling – de har ingen penge 

side 4 

side 6 

side 10 

side 14 

side 2 

side 9 

APRIL 2004 

Ulandssekretariatet 

LO/FTF Council

Fattigt arbejdsmiljø 

De fattige har ikke brug for et anstændigt arbejdsmiljø, og hvorfor skal fagbevægelsen 

kæmpe for retten til barselsorlov og tissepauser? 

Det var udmeldingen fra dele af regeringen under finanslovsdebatten sidste år. 

Tænk lige en ekstra gang over den. Forestil dig et arbejdsliv, hvor det ikke er en ret 

at gå på toilettet, hvor barsel og omsorg for nyfødte er skåret ned til få dage, hvor 

der ingen sikkerhed er mod farlige maskiner, ingen beskyttelse mod giftige kemikalier, 

hvor kvinder ikke er beskyttet mod seksuelle overgreb og hvor hverken mænd, 

kvinder eller børn er sikret mod tvangsarbejde. 

Hver dag dør 5.000 arbejdere som følge af arbejdsulykker og erhvervssygdomme på 

verdensplan. Det er to millioner om året og dermed flere dødsofre, end en sygdom 

som malaria sender i graven. Det vurderer FN’s internationale arbejdsorganisation, 

ILO. 

Otte ud af ti ulykker sker i verdens fattigste lande, og for langt de fleste af verdens 

fattigste er der tale om ulykke i ordets bogstaveligste forstand. Uden stærke faglige 

organisationer, uden sociale sikkerhedssystemer og uden ansvarlige arbejdsgivere 

er arbejdsbetinget sygdom eller i værste fald dødsfald en katastrofe for familier, 

hvis hele eksistens er bundet op på en løn – et arbejde. 

ILO’s konventioner og standarder er et godt udgangspunkt for lønmodtagernes rettigheder, 

når det gælder et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Desværre anerkender en 

række lande ikke dette glo bale regelsæt, og mange steder sættes beskyttelsen af 

lønmodtagerne under pres af en global udvik ling, hvor liberalisering og aktionærinteresser 

er i højsædet. 

Dansk fagbevægelse har i mange år sat fokus på de uhyggelige konsekvenser af dårligt 

arbejdsmiljø, børnearbejde og den manglende beskyttelse af lønmodtagere. 

Dårligt og farligt arbejdsmiljø er et fattigdomstegn. Det er et symptom på samfund, 

der ikke har ressourcer eller demokratisk vilje til at tage helt basale rettigheder alvorligt. 

Fattigdomsbekæmpelse er grundlaget for dansk udviklingsbistand. Derfor 

er det uforståeligt, at VK-regeringen prøver at begrænse den danske fagbevægelses 

muligheder for at videregive viden og erfaringer om arbejdsmiljø til lønmodtagere i 

ulandene. Hvorfor er det ikke vigtigt? 

Med finansloven for 2004 har regeringen og Dansk Folkeparti fjernet bidraget til 

Ulandssekretariatet og samtidig frataget ILO støtten til at styrke den sociale dialog 

om blandt andet arbejdsmiljø. 

Dermed er der sat en stopper for en række af de projekter, som er med til at fremme 

et sikkert og sundt arbejde for de mest udsatte arbejdere i verden. Det er en 

uansvarlig og stærkt beklagelig politik. 

2 

God læselyst! 

Anders Stig Møller, 

sekretariatsleder 

Udgiver: 

Ulandssekretariatet 

Nyropsgade 14, 6. 

1602 København V 

Telefon: 33 73 74 40 

E-mail: mail@loftf.dk 

www.ulandssekretariatet.dk 

ULANDSSEKRETARIATET APRIL/2004 

28. APRIL 

I dette det andet nummer af Ulandsmagasinet sættes der fokus på arbejdsmiljø. En række eksempler 

viser, hvor galt det står til med selv den mest basale beskyttelse af arbejdslivet i mange 

fattige lande. Landsorganisationen i Danmark (LO) og Funktionærernes og Tjenestemændenes 

Fællesråd (FTF) markerer den 28. april den internationale arbejdsmiljødag. 

Kampen for et bedre arbejdsmiljø hænger sammen med en verden præget af ulighed og fattigdom. 

For langt den største del af verdens arbejdere er arbejdsmiljø og levevilkår to sider af samme sag. 

Bliver man syg på arbejde er konsekvenserne katastrofale - for den ansatte, for familien og for 

samfundet. 

Ved at markere den 28. april knyttes vores krav om et sikkert og sundt arbejde i Danmark sammen 

med de uacceptable forhold, arbejdere i verdens fattigste lande lider under. Det er rigtigt og vigtigt. 

Det er et spørgsmål om anstændighed og respekt for menneskerettigheder. 

Hans Jensen formand for LO og Bente Sorgenfrey formand for FTF. 

Redaktion: 

Anders Stig Møller, ansvarshavende 

redaktør, Lars Erik Siegumfeldt, 

redaktør, Mads Bugge Madsen, 

Cecilie Iuul og Ægir Grafik & 

Journalistik 

Forsidefoto: 

Anne Poulsen 

Grafisk tilrettelæggelse: 

Koefoed/Ægir 

Tryk: Datagraf A/S 

Oplag: 13.000 

ISSN 1603-5232 

Otte ud af ti arbejdsskader på verdensplan sker i de allerfattigste lande, 

derfor er der så stort behov for en fælles indsats for bedre arbejdsmiljø. 

[Fotos: Ulandssekretariatet/arkiv] 

En håndfuld 

dollar til 

farvel 

AF JOURNALIST KAREN BRYGMANN, ÆGIR 

En ubetydelig sum penge og 

besked om at forsvinde. Det er 

konsekvensen mange steder i 

verden for arbejdere, der kommer 

alvorligt til skade på jobbet. Op 

mod 80 procent af dødsfaldene, 

der skyldes dårligt arbejdsmiljø, 

sker i dag i Asien. Et regionalt 

arbejdsmiljøinstitut i Bangkok 

søger at ændre forholdene

Det er ikke mange år siden, at 

tusindvis af engelske minearbejdere 

lagde hjelmene fra sig 

og krængede de beskidte kedeldragter 

af for sidste gang. En 

lang æra med minedrift er slut i 

England. I mens tager arbejdere 

andre steder i verden hver dag 

turen ned i mørke skakter for at 

bryde kul og andre råstoffer. 

– Nu hører vi ikke længere om 

En skadet arbejder er ikke meget 

værd. En ingeniør fra et stort internationalt 

byggefirma har berettet, 

hvordan virksomheden 

forholder sig, når medarbejdere i 

eksempelvis Asien kommer alvorligt 

til skade på jobbet. 

– Vi giver dem 50 dollar og 

siger, de skal forsvinde! 

Bedre arbejdsmiljø er nøgle til 

demokrati og velfærd 

AF JOURNALIST KAREN BRYGMANN, ÆGIR 

engelske, men i stedet om blandt 

andet sydafrikanske minearbejdere, 

der lider under voldsomme 

problemer med arbejdsmiljøet. 

Deres lunger bliver ødelagt, og 

de bliver fysisk nedslidte i en 

grad, så mange vil dø i en alt for 

tidlig alder. Vi har kendt konsekvenserne 

af det opslidende 

arbejde i minerne i årevis fra 

vel dokumenterede undersøgelser. 

Det frustrerende er, at vores 

erfaring ikke i højere grad kommer 

minearbejdere til gode, siger 

Marie-Louise Knuppert, sekretær 

i Landsorganisationen i Danmark 

(LO). 

Otte ud af ti arbejdsulykker 

sker i dag i de aller fattigste 

lande. I egne af verden, hvor de 

færreste i befolkningen kender til 

sociale sikringsordninger. 

Det er forhold som disse, 

Christine Nathan og hendes kolleger 

ved det regionale arbejdsmiljøinstitut 

OHSEI i Bangkok søger 

at ændre på. Medarbejderne 

har rigeligt at gøre, fortæller 

hun. 

– Både når det gælder lovgivningen 

og bevidstheden om 

● HANDEL FORPLIGTER 

For første gang går LO og FTF i år 

sammen om en stor fælles markering 

af den internationa le arbejdsmiljødag 

den 28. april. Blandt deltagerne 

ved møder i forbund, fagforeninger, 

på arbejdspladser og 

ved årets 1. maj arrangement i 

Fælledparken vil være repræsentanter 

fra organisationernes og 

Ulandssekretariatets samarbejdspartnere 

i Asien og Afrika. De vil 

Hjælp til forbedring af arbejdsmiljø redder liv og er samtidig 

et effektivt middel til at stimulere demokratisk udvikling og 

øget velfærd i den fattige del af verden, fremhæver fagbevægelsen. 

Mens regeringen skruer ned for dansk bistand på 

området, vil LO og FTF i år samlet markere den internationale 

arbejdsmiljødag den 28. april 

BESØGER DANMARK 

Christine Nathan fra det regionale arbejdsmiljøinstitut OHSEI i 

Bangkok besøger Danmark i forbindelse med den internationale arbejdsmiljødag 

den 28. april. Også Isaac Mudyandaruva, der er leder af 

arbejdsmiljøafdelingen i Zimbabwe Congress of Trade Unions, gæster 

Danmark på invitation fra Ulandssekretariatet, LO og FTF. De deltager 

ved møder i forbund og fagforeninger, desuden taler de begge ved 

1. maj-arrangementer i Århus og København. 

blandt andet levere frontberetninger 

om arbejdsmiljøets tilstand 

de mest udsatte steder i verden. 

Markeringen af den 28. april 

skal blandt andet ses som fagbevægelsens 

svar til flere regeringspolitikeres 

begrundelse for at 

skære Ulandssekretariatets rammebevilling 

bort fra finansloven. 

– At sige at fattige mennesker 

ikke har brug for et godt 

arbejdsmiljø er mildest talt udtryk 

for kynisme. Vi lever ikke i 

vores egen isolerede verden, men 

handler eksempelvis dagligt med 

lande, hvor vi ved, at mange ansatte 

kommer alvorligt til skade 

eller endda dør under produktionen. 

Den rige del af verden 

har muligheden og derfor også 

pligten til at dele vores erfaring 

på arbejdsmiljøområdet med 

arbejdsmiljø blandt virksomheder 

og ansatte, er der meget lang vej 

igen. I nogle af de asiatiske lande 

har man nu indført minimumsstandarder, 

som parterne på arbejdsmarkedet 

tilslutter sig. Men 

mange lande holder stadig fast 

i det gamle system, hvor staten 

alene regulerer bestemmelserne 

om arbejdsmiljø og på papiret fører 

tilsyn og straffer overtrædelser. 

Problemet er blandt andet, at 

der slet ikke er nok ressourcer til 

inspektion hverken i det ene eller 

det andet system, siger Christine 

Nathan. 

OHSEI-instituttet har forbund 

inden for blandt andet byggeri, 

uddannelse, offentlig service, 

metal- og tekstilområdet som 

medlemmer. En vigtig del af aktiviteten 

er at uddanne folk, der 

træner tillidsvalgte i arbejdet 

i sikkerhedsudvalg på arbejdspladserne, 

hvor også ledelsen er 

repræsenteret. På samme måde 

arbejder OHSEI for at oplyse fagforeninger 

og ansatte om risikoen 

for arbejdsskader og –ulykker. 

Desuden rådgiver instituttet 

den tredje verden. Nøjagtig som 

hjemme hos os selv skal vi hjælpe 

med at forebygge, at problemerne 

opstår, siger Marie-Louise 

Knuppert. 

● GENVEJ TIL FREMSKRIDT 

Netop arbejdsmiljøområdet viser 

sig at være en genvej, når det 

gælder at skabe for alvor mærkbare 

forandringer og fremskridt i 

den fattige del af verden, fremhæver 

LO og FTF. Når arbejdsvilkårene 

bliver bedre, sikkerheden 

større og man oplever at have 

medindflydelse og kunne skabe 

forandring på sit arbejdsliv, får 

man også lyst til at engagere sig 

inden for sundhedsvæsenet eksempelvis. 

– Alternativet til en udvikling 

som denne, hvor vi er med til at 

stimulere demokrati og velfærd 

gennem bedre arbejdsmiljø, er 

fortsat ustabilitet, uro og flygtningestrømme, 

siger Bente Sorgenfrey, 

formand for Funktionærerne 

og Tjenestemændenes Fællesråd 

(FTF). 

Herhjemme er det ikke mindst 

forbedringer af det psykiske arbejdsmiljø, 

der optager en stor 

del af lønmodtagerne i disse år. 

Eksempelvis problemer med stress, 

der blandt andet skyldes nedskæringer 

og mangel på medindflydelse 

på dagligdagen. I den tredje 

verden er det umiddelbart andre 

problematikker, der falder i øjnene, 

konstaterer Bente Sorgenfrey. 

● 100 ELEVER I KLASSEN 

Hun besøgte for nogle år siden 

en skole i Ghana, hvor Forbundet 

af Pædagoger og Klubfolk er engageret 

i et udviklingsprojekt. 

– Her stod én lærer i et 

myndigheder i de forskellige lande 

om, hvordan arbejdsmiljøforholdene 

kan forbedres. 

– Her i Asien sker op mod 

80 procent af de knap to millioner 

dødsfald om året, der skyldes 

dårligt arbejdsmiljø. Og det 

er kun toppen af isbjerget. Man 

regner med, at for hvert dødsfald 

er der andre 1200 arbejdere, som 

bliver syge på grund af deres job 

og må forsømme i tre dage eller 

meget mere, oplyser Christine 

Nathan. 

● SYGE MÅ KLARE SIG SELV 

På grund af de mange meget alvorlige 

arbejdsulykker, er der stor 

fokus på erstatning frem for forebyggelse 

i Asien, beklager OHSEI. 

- Reglerne for kompensation 

og genoptræning, når man kommer 

til skade på jobbet, er meget 

ringe, og de tager kun højde for 

fastansatte. Det er et meget stort 

problem, fordi virksomhederne siden 

den økonomiske krise i Asien 

i 1997 har fyret faste medarbejdere 

og siden hyret flere og flere 

midlertidigt ansatte, som de hur- 

mørkt, tætpakket lokale og skulle 

undervise 100 elever, der hverken 

havde borde og stole eller materialer 

at arbejde med. På et tidspunkt 

måtte et barn hjælpes op 

fra et hul i gulvet, han var faldet 

i, husker Bente Sorgenfrey. 

– Der har i en lang årrække 

først og fremmest været fokus 

på at udvikle produktionen i de 

fattigste lande. Arbejdsmiljøet 

er blevet glemt, men nu begynder 

den lokale fagbevægelse at 

rejse krav på området. Fra dansk 

side skal vi bidrage med vores viden 

i det omfang, de kan bruge 

vores erfaringer i en ghanesisk 

kontekst. Projektet i Ghana drejer 

sig dels om udvikling af den 

faglige organisation for lærere og 

pædagoger, dels om udvikling af 

rollen som lærer og pædagog på 

ghanesiske præmisser. For jobudvikling 

optager folk, selv om der 

er helt basale problemer, der også 

trænger sig på, siger hun. 

Regeringens mangel på interesse 

for arbejdsmiljøet er paradoksal, 

mener FTF-formanden. 

– Flere og flere af vores medlemmer 

arbejder i virksomheder, 

der har afdelinger ikke bare i 

Europa, men også i den 3. verden. 

Og selvfølgelig vedkommer 

det medarbejdere i Danmark, 

hvilke arbejdsvilkår deres kolleger 

et andet sted i verden har. 

Desuden flytter arbejdspladser 

med kort varsel fra en del af verden 

til en anden. Derfor er det 

også i vores interesse, at der 

overalt stilles krav om ordentlige 

arbejdsvilkår og et godt arbejdsmiljø, 

ellers kan vi slet ikke konkurrere, 

siger Bente Sorgenfrey. 

tigt kan afskedige igen, hvis de 

ønsker det. På nogle arbejdspladser 

er der nu flest løst ansatte, 

fortæller Christine Nathan. 

De heldigst stillede medarbejdere 

kan højst regne med at 

få 60 procent af deres løn udbetalt 

under sygdom. Mange andre 

får slet intet, og det er både dyrt 

og ofte resultatløst at gå rettens 

vej i håb om at opnå erstatning. 

Kort sagt er det katastrofalt at 

blive uarbejdsdygtig i denne del 

af verden. 

OHSEI-instituttet blev etableret 

for danske midler i 2000 

i samarbejde med Ulandssekretariatet. 

I dag har instituttet et 

vidt forgrenet samarbejde med en 

lang række internationale organisationer 

og udenlandske institutioner. 

– For os betyder det, at vi får 

uundværlig input fra eksperter 

udefra, som inspirerer vores arbejde. 

Desuden er vi afhængige 

af penge til aktiviteterne fra internationale 

donororganisationer, 

fortæller Christine Nathan. 

ULANDSSEKRETARIATET APRIL/2004 3

Arbejderne – hovedsageligt kvinder – i elektronikindustrien i Malaysia udsættes for en lang 

række meget giftige stoffer. Arbejdsmiljøet har ikke høj prioritet i de lukkede eksportzoner. 

[Modelfoto: Jimin Lai/Polfoto] 

Smækfuld af kemikalier 

Netop fordi elektronikindustrien er så smækfuld af 

kemikalier, har det danske Arbejdstilsyn udarbejdet 

en 13 sider lang arbejdsmiljøvejviser for, hvordan 

man skal forholde sig indenfor el- og elektronikindustrien, 

når man arbejder i Danmark. 

Medarbejdere, der omgås farlige kemikalier, skal 

for eksempel sikres udsugning i umiddelbar nærhed, 

ligesom de skal bruge handsker, masker og øjenværn, 

der er tilpasset den enkelte, så de beskytter 

ordentligt. 

Vejviseren indeholder også en liste over kemikalierne 

og deres skadelige virkninger i industrien. 

Den taler for sig selv: 

I fotokemiske processer bruger industrien stoffet 

hydroquinon, som kan skade evnen til at få normale 

børn. 

Når komponenter monteres, bruges tokomponentlim 

med isocyanatforbindelser, der anses for at 

være allergifremkaldende ved indånding. 

Og når man fremstiller printplader, bruges der 

flere stærke syrer og baser, som alle er ætsende 

og kan skade hud og øjne. 

Så er der formaldehyd, som menes at være kræftfremkaldende. 

AF JOURNALIST LOTTE LADEGAARD 

Blyforbindelser, der formentlig skader forplantningsevnen. 

Methanon, der optages gennem hud og luftveje. 

Thiourinstof, der nok er kræftfremkaldende. 

Ætsende flussyre, giftig cyanid samt methylmetacrylat 

og nikkelforbindelser, der anses for at kunne 

ødelægge forplantningsevnen, fremkalde allergi 

og kræft. 

Oven i det kommer alle de organiske opløsningsmidler, 

chlor samt midler til blødgøring af kabler, 

der har tilsvarende ødelæggende virkninger. 

Der er også regler for ergonomi og generelt velbefindende. 

For eksempel: 

Arbejdspladsen skal altid tilpasses den enkelte 

medarbejder, og akavede og fastlåste arbejdsstillinger 

skal undgås. 

Medarbejderne skal have mulighed for at skifte 

mellem stående, siddende og gående arbejde. 

Man bør give den enkelte medarbejder indflydelse 

på tempo og planlægning for at forebygge stress. 

ASIEN 

FRED OG DEMOKRATI SKAL 

STYRKES I CAMBODJA 

Et fredeligere og mere demokratisk samfund. 

Det er det overordnede mål for et 

nyt projekt med titlen ”Workers’ Education 

Project” i Cambodja. Der skal opbygges 

strukturer til faglig uddannelse for fagforeningsmedlemmer 

og –ledere, så de kan 

bidrage til udvikling og stabilisering af 

arbejdsmarkedet. Projektet er tilrettelagt 

i samarbejde mellem Ulandssekretariatet, 

ILO og syv cambodjanske landsforbund. Det 

fungerer samtidig som et fælles forum for 

de involverede forbund. 

FAGFORENINGSLEDER DRÆBT I 

CAMBODJA 

Den cambodjanske fagforeningsleder, Chea 

Vichea, blev myrdet i slutningen af januar. 

Mordet er det seneste i en række mord på 

højtstående oppositionstilhængere gennem 

det sidste år. Vichea var kendt for sin 

uforbeholdne kritik af korruption og brud 

på menneskerettigheder. Han opnåede 

stor respekt fra beklædningsarbejdere, 

hvis interesser han forsvarede overfor fabriksejerne. 

Han var derfor upopulær hos 

regeringspartiet, som beskyldes for at stå 

bag mordene. Ulandssekretariatet har et 

projektsamarbejde med den hovedorganisation, 

Vichea var leder af. 

FAGFORBUND I NEPAL SMELTER 

SAMMEN 

Ulandssekretariatet støtter sammensmeltningen 

af to nepalesiske fagforbund, 

NTUC og GEFONT. Et fælles sekretariat er 

formentlig etableret pr. 1. maj, herefter 

starter fælles uddannelsesaktiviteter. 

Projektsamarbejdet, som startede for godt 

et år siden, har som overordnet mål at styrke 

demokratiet i Nepal. Det skal ske ved 

at fremme forhandlingstraditionen blandt 

fagforeninger, arbejdsgivere og regeringen 

og derigennem forbedre arbejdsmiljøet for 

de fattigste arbejdere. 

IBM UNDER ANKLAGE 

40 tidligere ansatte hos IBM i Californien 

kører for tiden sager mod virksomheden. 

De mener, at IBM er skyld i, at enten de 

eller deres børn lider af kræft eller fødselsdefekter 

som følge af arbejdsmiljøet hos 

elektronikgiganten. IBM fastholder, at der 

ikke er nogen videnskabelige beviser for, 

at kemikalier på arbejdspladsen kan skade 

fostre, give kræft og andre sygdomme eller 

abnormiteter. Hvis klagerne vinder sagerne, 

kan det få konsekvenser for hele elektronikindustrien. 

Da det i 60’erne blev opdaget i 

USA, at der var alvorlige risici for kvinder 

forbundet med at arbejde i elektronikindustrien, 

blev produktionen ubemærket 

flyttet til Malaysia. Ulandssekretariatet 

støtter kvinderne i Malaysias elektronik-industri 

bl.a. ved at forbedre deres 

arbejdsmiljø gennem etablering af en 

arbejdsmiljøafdeling i MTUC, som svarer til 

LO i Danmark. 


lige ikke-statslige organisationer, 

fortæller Tomasa Cortadano. 

– Et af vores største ønsker 

lige nu er en skole til kaffeplukkernes 

børn. De er i dag helt og 

aldeles overladt til sig selv, når 

forældrene er på arbejde. Et andet 

stort problem blandt disse 

børn er underernæring. Derfor 

håber vi på at kunne bygge et 

sundhedscenter, hvor børn og 

gravide vil kunne få mad og medicin. 

Vi vil også gerne bygge et 

basishus, hvor vi blandt andet 

kunne afholde en række work- 

AF JOURNALIST ANNE POULSEN 

– Kaffeplukkerne er ofre for regeringens 

politik. Uden fornuftige 

kreditter til kaffeproducenterne 

kan kaffeplukkerne ikke få deres 

løn. Og uden løn er de afskåret fra 

at kunne sende deres børn i skole. 

Eller til lægen, hvis et af dem 

bliver sygt. Mange børn får knap 

nok et måltid mad om dagen. 

Underernæring er udbredt i området 

– og dødeligheden blandt 

børn fra 0 – 5 år er alarmerende, 

siger José Angel Bermúdez. 

shops for kvinder, siger Tomasa 

Cortadano. 

Det nytter at kæmpe, understreger 

hun. Selv om de resultater, 

fagbevægelsen hidtil har opnået, 

kan synes beskedne. Blandt andet 

er det lykkedes at skaffe skolepakker 

til børnene med tøj, sko, hæfter, 

blyanter m.m. Det er også fagforeningernes 

fortjeneste, at der i 

dag er en ambulance i San Ramón. 

– Men vi bliver ved med at 

kæmpe. Og vi agter ikke at tage 

et eneste skridt tilbage, siger 

Tomasa Cortadano. 

● UNDSKYLDER UDNYTTELSE 

Kaffekrisen er dog også blevet 

plantageejernes undskyldning for 

den grove udnyttelse af de fattige 

landarbejdere, påpeger José 

Angel Bermúdez. 

– Hver gang fagforeningerne 

gør opmærksom på, at arbejdernes 

rettigheder bliver overtrådt, 

så undskylder plantageejerne sig 

med, at de ikke har råd til at forbedre 

forholdene. Deres argument 

er, at hvis de skal respektere ar- 

FAKTA OM PROJEKTET 

Projektet, der er et samarbejde mellem 

Ulandssekretariatet, SID og FNT (Frente 

Nacional de Trabajadores), har et budget 

på i alt 3,3 mio. kroner og løber 

frem til midten af 2005. 

Projektets mål er at støtte en demokratisk 

og bæredygtig organisationsudvikling 

i fagbevægelsen, så denne bliver i 

stand til at varetage sine medlemmers 

interesser på arbejdsmarkedet. 

Indsatsen består dels i at videreudvikle 

FNT’s uddannelsessystem for fagligt 

aktive, dels i at opbygge kapaciteten 

af organisationen på nationalt plan, så 

det faglige arbejde i lokalområderne 

styrkes. 

bejdernes rettigheder og forbedre 

forholdene for dem, vil de blive 

nødt til at fyre andre, siger José 


Derfor forsøger FNT først og 

fremmest at lægge maksimalt 

pres på regeringen for at få den 

til at lempe adgangen til kreditter 

for kaffeproducenterne. 

65-årige Lozaro Suarez Torraz og hans 75-årige 

hustru Marta Lorena Gonzalez ønsker blot at 

gå på pension. Men det kan han ikke få lov til, 

fordi han bor i plantageejerens hus – og han 

afviser at pensionere den ældre mand. 

[Fotos: Anne Poulsen] 

FAKTA OM NICARAGUA 

Areal: 129.494 km2 (tre gange så stort 

som Danmark) 

Antal indbyggere: 5,1 mio. 

Hovedstad: Managua 

Stats- og regeringsleder: præsident 

Enrique Bolaños (liberal) 

Befolkningsgrupper: mestizer 69%, hvide 

17%, sorte og mulatter 9%, indianere 5% 

Sprog: spansk er officielt sprog. Desuden 

er engelsk, miskito, sumu og rama anerkendte 

sprog i dele af landet. 

Religion: katolikker 85%, andre (hovedsagelig 

protestanter) 15% 

BNP pr. indbygger: 2.200 dollar (Danmark: 

28.900 dollar) 

Nicaragua er et af de fattigste lande i 

Latinamerika. Landet er afhængigt af 

nogle få landbrugsprodukter, og økonomien 

er derfor følsom overfor udsving i 

råvarepriserne. 

Ifølge FNs Udviklingsprogram, UNDP, lever 

70 procent af befolkningen i fattigdom. Og 

80 procent af befolkningen skønnes at lide 

af underernæring på grund af fattigdom. 

Kilder: Det Udenrigspolitiske Selskab, CIA 

m.fl. 

Et af fagforeningernes største ønsker er en skole 

til kaffeplukkernes børn, som i dag er overladt til 

sig selv, mens forældrene er på arbejde. 

LATINAMERIKA 

PRÆSIDENTVALG I 

GUATEMALA 

Oscar Berger fra den højreorienterede 

valgalliance GANA vandt 

præsidentvalget i Guatemala i 

slutningen af 2003 og har dermed 

overtaget magten efter eks-general 

Rios Montt og den højreorienterede 

FRG-regering. Valget betragtes generelt 

som en sejr for demokratiet. 

Kongressen er nu sammensat således, 

at intet parti har absolut flertal. 

Efter det tabte valg har Montt 

mistet sin immunitet, og Spanien 

forbereder nu et sagsanlæg mod 

ham for de spanske statsborgere, 

der mistede livet under hans terrorregime. 

ARBEJDSTAGERRETTIGHEDER 

SOM LÅNEBETINGELSE 

Respekt for arbejdstagerrettigheder 

er nu en betingelse for 

Verdensbankens lån til udbygning 

af maquila-zonen mellem Haiti 

og Den Dominikanske Republik. 

Ifølge låneaftalen med byggefirmaet 

Grupo M, som skal forestå 

udbygningen, skal friheden til at 

organisere sig og retten til kollektiv 

overenskomstforhandling 

respekteres. Det blev vedtaget på 

et møde i januar på baggrund af 

en ICFTU-rapport, som påviste, at 

Grupo M tidligere har overtrådt arbejdstagerrettigheder. 

REGIONALT ARBEJDSMILJØ- 

INSTITUT PÅ VEJ 

Faglige organisationer i 

Latinamerika ønsker at etablere 

et regionalt arbejdsmiljøinstitut. 

Instituttet skal være et samlende 

forum, der kan tale de faglige 

organisationers sag, lød det på en 

konference i Honduras i januar. 

Repræsentanter fra fagbevægelsen, 

de faglige landsorganisationer og 

internationale fag-sekretariater 

deltog. Konferencen var en succes 

og er netop blevet efterfulgt af et 

nyt møde i Guatemala d. 16-17. 

marts, hvor der skulle tages beslutning 

om instituttets etablering. 

TILSLUTNING TIL CUTH 

I HONDURAS 

Lægernes faglige organisation, 

SITRAMEDHYS, i Honduras har tilsluttet 

sig den største landsorganisation, 

CUTH. I februar 2003 startede 

et treårigt projektsamarbejde 

mellem Ulandssekretariatet og 

CUTH, hvis hovedformål er at støtte 

opbygning og en bæredygtig udvikling 

af landsorganisationen. Målet 

er på længere sigt, at organisationen 

vil blive en indflydelsesrig aktør 

i det honduranske samfund og 

være med til at forbedre arbejdsog 

livsvilkårene i landet. 


Det handler først og fremmest 

om at overleve 

Arbejdstidsregler, sikkerhedsregulativer, genetillæg og garanteret 

mindsteløn er ikke det, der bekymrer afghanerne her og nu 

Efter 23 års væbnet konflikt er Afghanistan et af 

verdens fattigste lande. Fattigdommen er så desperat, 

at et arbejde – uanset under hvilke forhold og 

uanset om lønnen blot er nogle få afghani og knap 

rækker til at brødføde familien – i realiteten kan 

være forskellen mellem liv og død. 

Derfor sker forbedringer af forholdene på arbejdsmarkedet 

kun i takt med en effektiv bekæmpelse 

af fattigdommen, påpeger David Salter, seniorkoordinator 

for International Labour Organization 

(ILO) i Afghanistan. 

– Fattigdommen i Afghanistan er så dyb, at folk 

lever fra hånden til munden. Lige nu er folk desperate 

for blot at overleve. Først når økonomien begynder 

at gro, kan vi skabe bedre og bedre job. Indtil 

da er det først og fremmest fattigdomsproblemerne, 

vi bliver nødt til at fokusere på og tilpasse vores 

strategier efter, siger David Salter. 

Som en række andre organi sationer var heller 

ikke ILO re præsenteret i Afghanistan under Talebanstyret 

fra 1996-2001. 

– Talebanerne ønskede ikke at bevare forbindelserne 

til ILO. Jeg tror ikke, at arbejdernes rettigheder 

var en prioritet for dem. Alene af det faktum, at 

fagfore ningerne måtte gå under jorden i de år, siger 

mig, at det styre ikke var fokuseret på arbejdernes 

rettigheder, eller på kvindernes rettigheder eller på 

mange andre menneskers rettigheder, for den sags 

skyld, fortæller David Salter. 

● STARTER I DET SMÅ 

Efter adskillige års fravær genoptog ILO i 2002 efter 

Taleban-styrets fald sine aktiviteter i Afghanistan og 

genåbnede sit kontor i hovedstaden Kabul. 

I første omgang bestod indsatsen af en række 

små kapacitetsopbyggende projekter i Arbejds- og 

Socialministeriet og i Ministeriet for Kvin de an liggender. 

Projekterne bestod blandt andet i at oplære 

ministeriernes ansatte i engelsk og edb. 

I dag består ILO’s indsats i Afghanistan af to 

FAKTA OM DET AFGHANSKE ARBEJDSMARKED 

Andelen af befolkningen, som kan læse og skrive, er 

21 procent. I landområderne er andelen helt nede på 

11 procent. 

78 procent af kvinderne har aldrig gået i skole eller 

fået nogen form for undervisning. 

Den gennemsnitlige erhvervsmæssige familieindkomst 

er 2.296 afghani – eller omkring 300 kroner 

om måneden. 

70 procent af de afghanske familier er afhængige af 

alternative indtjeningsmuligheder. 

De mest almindelige former for alternative indtjeningsmuligheder 

er: penge fra pårørende (72%), 

ufaglært arbejdskraft (41%), andre former for beskæftigelse 

(29%), arbejde i udlandet (11%). 

Hver tredje afghaner er arbejdsløs. Arbejdsløsheden 

er størst blandt de 25 – 60 årige – af dem står næsten 

halvdelen uden job. 

Afghanske kvinders gennemsnitlige indkomst er 754 

afghani – omkring 100 kroner pr. måned. De tjener 

hovedsageligt pengene på at væve tæpper, sy og brodere. 

Kilde: Afghanistan Labor Market Information Survey. 

International Rescue Committee/The Ministry of Labor 

and Social Affairs, September 2003 

overordnede og langsigtede 

mål, fortæller David 

Salter. Det ene mål er bekæmpelse 

af fattigdommen 

gennem at skabe 

arbejdspladser. Det andet 

overordnede mål er 

at hjælpe arbejdsmarkedets 

parter – arbejdstagere, 

arbejdsgivere og 

Arbejdsministeriet – med 

at genopbygge og styrke 

deres kapacitet. 

– Arbejdsmarkedets 

parter er stadig for sva ge 

selv til at kunne be skytte 

andre. De kæmper først og 

fremmest for selv at overleve. 

Så hvordan skulle de 

samtidig kunne beskytte 

andre? spørger David 

Salter. 

● PENGE ER NØGLEN 

Økonomien er nøglen til udviklingen af arbejdsmarkedet, 

understreger David Salter. 

– Vi skal væk fra en krigs- og konfliktøkonomi til 

en mere normal, fri markedsøkonomi. Og det er vigtigt, 

at økonomien vokser hurtigt nu for at få den 

store gruppe af unge afghanere i arbejde. Derefter 

kan vi begynde at arbejde for at hæve standarderne 

på arbejdsmarkedet. Når folk ikke har noget arbejde, 

så nytter det jo ikke, at vi sætter standarderne så 

højt, at vi gør det umuligt for dem at få et arbejde. 

Vi bliver nødt til at bevæge os i takt med udviklingen. 

Og vi bliver ikke mindst nødt til at være meget 

beskedne og ydmyge i vores opfattelse af, hvad vi 

kan gøre, og hvor hurtigt vi kan gøre tingene, siger 

David Salter. 


– En løn på 35 dollar er knap nok til at købe det 

daglige brød. Den er langt under fattigdomsgrænsen. 

Men i et land, hvor der hverken er arbejdsløshedsunderstøttelse 

eller pension, er 35 dollar bedre end 

ingen løn, påpeger Qasam Ehsas, præsident for paraplyorganisationen 

CCNUAE. 

ASIEN 

NYT REGIONALT ARBEJDS- 

MILJØPROJEKT 

Produktion og anvendelse af information, 

forskning og dokumentation i arbejdet for et 

bedre arbejdsmiljø er en udfordring for asiatiske 

fagforeninger. Det skal et nyt projekt, som 

startede i efteråret i samarbejde med arbejdsmiljøinstituttet 

i Bangkok (OHSEI), være med 

til at råde bod på. Projektets hovedformål er 

at forbedre arbejdsvilkårene for lønmodtagere 

i Asien. Desuden skal projektet styrke asiatiske 

fagforeningers mulighed for at indgå i 

dialog om arbejdsmiljø med relevante arbejdsgivere 

og offentlige myndigheder. 


TILLIDSVALGTE I SWAZILAND 

FÅR UDDANNELSE 

Et nyt projekt er startet op i Swaziland 

med det formål at styrke effektivite ten 

og det interne demokrati i fagfor e ningen 

SFTU. Hensigten er at opbygge et 

uddannelsessystem til de provins-tillidsrepræsentanter, 

som ofte har været 

utilstrækkeligt uddannede til at håndtere 

regeringens jævnlige overtrædelser 

af fundamentale arbejdstagerrettigheder. 

Samtidigt uddannes ledelsen i relevante 

temaer som forhandlingsteknik, 

konfliktløsning, kvinder og ligestilling i 

fagbe vægelsen m.m. 

STORT FREMSKRIDT FOR 

LÆRERNE I TANZANIA 

Lærerforeningen (TTU) i Tanzania blev 

for nyligt anerkendt som forhandlingsberettiget 

organisation. Det betyder, 

at over 120.000 lærere i Tanzania nu 

står langt stærkere overfor regeringen 

i deres kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår. 

Ulandssekretariatet og Danmarks 

Lærerforening har siden 1997 haft et 

projektsamarbejde med TTU om at styrke 

foreningen som organisation og fortaler 

for kvalitetsuddannelse. Projektet 

er nu i en fase, hvor kursusaktiviteterne 

udbredes til skoleniveau for at styrke 

den faglige og administrative kapacitet 

på lokalt niveau. 

– Jeg solgte min søn. Jeg vidste 

godt, at det var ulovligt, men vi 

er mange i familien, og fiskeriet 

er vores eneste indkomst. 

Simon Atsu er fisker og far 

til fem børn. Han sidder på den 

jordstampede plads foran sit lille 

hus i Kpando Torkor, et fiskerleje 

ved bredden af den store sø Volta 

i det vestafrikanske land Ghana. 

Simon Atsu er i gang med at bøde 

sine garn, så de er parate til 

næste dags fiskeri fra den lange 

kano. Ved hans side sidder den 

kønne og lidt generte 10-årige 

Godfred. 

Simon solgte sin søn Godfred 

som fiskerdreng og dykker til en 

mere velhavende fisker længere 

nede ad søen, da Godfred var fem 

år gammel. I fire år slavede barnet 

for den fremmede arbejdsgiver, 

den såkaldte master, indtil 

han for et år siden blev reddet ud 

af trældommen, hentet tilbage til 

familien og kom i skole. 

4 

AFRIKA 

Solgt af sin far som 5-årig 


AF JOURNALIST JENS LÆRKE 

● FAREN IND I FAGFORENING 

To stykker papir, to vidt forskellige 

skriftlige kontrakter, har været 

altafgørende i Godfreds unge liv: 

Kontrakten mellem den fremmede 

master og faren, som beseglede 

salget af ham til en tilværelse 

som fiskerdreng og dykker for 

675 kroner, en fyrstelig sum for 

den fattige Atsu-familie. Og endnu 

en kontrakt, indgået for et år 

siden mel lem familieoverhovedet 

og et redningscenter for solgte 

børn. Den sikrer, at Godfred 

nu går i skole og får betalt skolepenge, 

bøger og den uniform, 

familien aldrig selv vil få råd til 

med den spinkle indkomst fra farens 

fiskeri. 

Faren har samtidig meldt 

sig ind i fagforeningen GAWU 

(General Agricultural Workers 

Union), som også arbejder på 

at stoppe det ulovlige børnearbejde 

på Volta-søen og samtidig 

hjælpe fiskerne med uddannelse. 

Fagforeningen forsøger eksempelvis 

at formidle lån og kredit- 

Fiskerdrengene bliver solgt til 

såkaldte masters, som udnytter 

børnenes arbejdskraft i fiskeriet. 

ter fra myndigheder og lokale 

pengeinstitutter, så familierne 

ikke behøver at bruge børnene i 

fiskeriet. 

Medarbejdere fra det Danidastøttede 

Anti Child Trafficking 

Project besøger jævnligt familien 

Atsu. De vil sikre sig, at Godfred, 

som på grund af perioden som 

børnearbejder stadig er på børnehaveniveau, 

følger sin skole, og 

at han stadig bor i hjemmet. De 

skal også forhindre, at han bliver 

solgt igen for kontanter eller som 

afbetaling på gammel gæld, hvilket 

sker for mange andre børn. 

● DRUKNEDØD PÅ SØBUNDEN 

– Ofte tog vi ud allerede klokken 

et om natten og begyndte at fiske. 

Vi kom tilbage klokken 11 

om formiddagen. I løbet af dagen 

fik vi kun lidt kassava-grød 

at spise, fortæller Godfred om sin 

tid hos masteren. 

Fiskerdrengenes job består i 

at sætte garnene ud om morgenen 

og hente dem ind om eftermiddagen. 

Volta-søen er dæmmet 

ind af flere store dæmninger 

og det betyder, at store dele af 

den er oversvømmet regnskov. 

Træerne står stadig med strittende 

grene på bunden af søen. 

Nettene filtrer sig fast i den døde 

bevoksning og kan kun hentes 

op, hvis de små drenge dykker 

ned og gør dem fri eller skærer 

dem løs med en kniv. 

Der er ingen statistik over, 

hvor mange ulykker der sker, men 

alle fiskerdrengene – og voksne 

hjælpearbejdere – siger samstemmende, 

at der næsten dagligt er 

børn, der drukner ude på søen.

Fiskerdrengene i Kpando venter på, at deres masters skal 

bruge deres arbejdskraft i det farlige arbejde på Volta-søen. 

[Fotos: Jens Lærke] 

Godfred er efter fire års 

slaveri som fiskerdreng 

tilbage hos sin familie 

og den far, der af økonomisk 

nød solgte sin 

egen søn til et arbejde 

som dykker på Voltasøen 

i Ghana 

De tvinges af masteren til at 

dykke op til seks-otte meter ned 

mod bunden for at hente garn 

og bliver viklet uhjælpeligt ind i 

nettene. De dukker aldrig op til 

overfladen af den uklare sø igen. 

● TVUNGET NED IGEN 

– Jeg var en god dykker, men nogen 

gange kunne jeg ikke blive 

så længe under vandet, som 

masteren ville have. Så blev jeg 

tvunget til at dykke ned igen 

med det samme. Ellers fik jeg 

tæsk eller fik mindre mad, når vi 

kom hjem. En anden straf var, at 

jeg skulle reparere fiskenet hele 

eftermiddagen, indtil vi skulle 

af sted på fiskeri igen, fortæller 

Godfred. 

Selv om hans tidligere master 

kun bor 10-15 kilometer fra 

forældrenes hjem, fik han kun et 

enkelt familiebesøg om året. Det 

samme var tilfældet for de to andre 

drenge, som var solgt til den 

samme fisker. 

– Når jeg besøgte Godfred, 

var jeg ikke tilfreds med de forhold, 

han levede under, men jeg 

havde en kontrakt med masteren, 

siger Simon Atsu. 

– Jeg sagde, at drengen skulle 

have sin mad til tiden, og at 

fiskeren skulle holde op med at 

slå ham. Men det hjalp ikke, siger 

Simon Atsu, der dog forlængede 

den oprindelige tre-års kontrakt 

med yderligere tre år, da den var 

ved at udløbe. 

– I dag føler jeg, at jeg gjorde 

noget galt dengang. Men nu 

har vi en kontrakt med Anti Child 

Trafficking Project, som kommer 

og ser til os. Jeg kunne aldrig 

sælge Godfred igen, lover han. 

– Jeg savnede min familie 

meget dengang, siger Godfred. 

Nu prøver jeg at glemme den tid. 

Jeg har mange venner i skolen, 

og jeg kan lide at gå der – og at 

bo hjemme. 


Drengenes opgave er at dykke ned og frigøre nettene, når de sætter sig fast. Et farligt arbejde, 

der ofte koster dem livet. 

Fagforening 

støtter forældrene 

Små lån og uddannelse 

til forældrene. Skole 

eller læreplads til fiskerdrengene. 

Sådan 

lyder fagforeningens 

recept mod ulovligt 

børnearbejde 

Forældre, der først sælger deres 

børn som ulovlige børnearbejdere 

og bagefter får penge 

for at tage dem tilbage. Det 

lyder som opskriften på en kynisk 

forretning og ren præmiering 

af ulovlighederne. 

– Det er ikke en gevinst 

for familien som sådan, men 

en måde at sikre, at børnene 

kommer i skole, siger generalsekretær 

Sam Kangah fra 

GAWU (General Agricultural 

Workers Union), en af de største 

fagforeninger i Ghana. Den 

bekæmper børnearbejdet ved 

at sætte ind over for hele familien, 

både børn og voksne. 

Arbejde i fiskeriet på Voltasøen 

er det mest almindelige 

arbejde for drenge i Ghana og 

står for over 60 procent af deres 

børnearbejde. 

Sam Kangah understreger, 

at børnearbejde samtidig be- 

tyder, at der tages arbejde fra 

voksne. Og at det bedste sted 

for et barn er i en skole eller 

på en læreplads. 

– Vi vil prøve at styrke 

forældrene økonomisk, så de 

kan tage vare på de børn, som 

hentes tilbage fra f.eks. arbejde 

i fiskeriet på Volta-søen. 

Hvis du blot bringer barnet 

tilbage til en familie i den 

samme situation, hjælper det 

jo ikke meget, siger han. 

– Fiskerne lever i fattigdom 

og skal have mulighed 

for støtte gennem mikrokreditter, 

som kan lette deres arbejde, 

siger Sam Kangah. 

● LILLE LÅN KAN BETYDE ALT 

En mikrokredit er et lille lån 

på fordelagtige vilkår, som fiskerne 

f.eks. kan bruge til udbetaling 

på en på hængsmotor 

til deres kano, så de bliver 

mere produktive og kan forbedre 

deres indtjening. 

Det er fagforeningen selv, 

der har rejst spørgsmålet om 

det betænkelige i at give penge 

til forældre, der tidligere 

har solgt deres børn. Eller at 

støtte de fiskere, der køber 

børnenes arbejdskraft, de såkaldte 

masters. 

– Støtten må aldrig blive 

et incitament til at handle 

med børnene. Det skal derimod 

føre til et bæredygtigt 

system, hvor forældrene både 

får hjælp og kontrollerer sig 

selv og hinanden. De skal også 

forpligtes til at advare fagforeningen, 

hvis der er børn 

i fare i deres lokalsamfund, 

siger Andrews Tagoe, der er 

ledende projektkoordinator i 

GAWUs afdeling for den uformelle 

sektor på arbejdsmarkedet. 

– Den økonomiske støtte 

gennem kreditter og uddannelse 

til fiskerne skal være 

langsigtet. Den skal gøre forældrene 

til bedre fiskere og 

forhindre, at der kommer nye 

masters til, siger Andrews 

Tagoe. 

På den organiserede del 

af arbejdsmarkedet ser det 

bedre ud, og børnearbejde 

er en sjældenhed, siger Sam 

Kangah. Bl.a. har GAWU indgået 

overenskomster med 

store ghanesiske virksomheder 

som Ghana Oil Palm 

Development Company, Ghana 

Rubber Estates og Volta River 

Estates. De har nu forpligtet 

sig til at udrydde alt børnearbejde 

i og omkring deres industrier 

og plantager. 


Billig elektronik koster helbred 

– På min fabrik er der tre samlebåndsarbejdere, 

som alle har 

været gift i mange år, men som 

ikke kan blive gravide, selvom de 

gerne vil. Mange andre har ikke 

regelmæssige menstruationer. 

Selvfølgelig har det noget at gøre 

med kemikalierne, siger Zahara, 

der ansat i et japansk elektronikfirma 

i Johore Bahru-området i 

det sydvestlige Malaysia. Hun tilføjer, 

at på hendes arbejds plads 

er der ingen regler for arbejdsmiljøet. 

Det er imidlertid ikke lovgiv - 

ningen, det er galt med i 

Malaysia, forklarer Jesper Randbæk 

Christensen. Han er 

Ulandssekretariatets rådgiver på 

et arbejdsmiljøprojekt under 

Malaysia Trade Union Congress, 

MTUC, som svarer til LO i 

Danmark. 

– Loven er baseret på, at fabriksejerne 

selv skal sørge for 

sikkerheden – fuldstændig ligesom 

i Danmark. Hvordan kan 

det næsten være anderledes? 

Selvfølgelig skal fabriksejerne stå 

med hovedansvaret. 

● INGEN ADGANG 

Problemet er at få gennemført 

lovgivningen. En stor del af elektronikken 

fremstilles i særlige 

eksportzoner, hvor fagforeninger, 

journalister og organisationer ikke 

har adgang. 

– Kun regeringens egne folk 

kan aflægge besøg, men 30 procent 

af stillingerne i Malaysias 

arbejdstilsyn er ubesatte, fordi 

der ikke er penge på finansloven. 

Der er heller ikke nok viden 

på området. Men uden kontrol er 

det alt for let at omgås loven. 

Samtidig ved vi, at elektronik er 

en arbejdsintensiv produktion, 

som vestlige firmaer netop lægger 

her i landet, fordi der er billig 

arbejdskraft. Alle disse ting 

tilsammen gør, at vi kan frygte, 

6 


at fabrikkerne ikke bruger den 

dyreste, nyeste og bedste teknologi 

i Malaysia, siger Jesper 

Randbæk Christensen. 

● KEMIKALIER UDEN ETIKETTE 

Rozana, der har arbejdet hos en 

underleverandør til de udenlandske 

firmaer siden 1999, giver 

gerne eksempler på arbejdsulykker 

på sin fabrik: 

– En medarbejder kom til at 

drikke kemikalier, fordi flasken 

lignede Sprite-sodavand og var 

uden etikette. Hun endte på hospitalet. 

Ledelsen påstod, at der 

ikke var nogen vidner, så hun 

kunne ikke få erstatning. 

Det uheld har gentaget sig 

adskillige gange, forklarer den 

37-årige kvinde. En enkelt gang 

fik en arbejder væsken i øjnene, 

da en kollega forsøgte at forhindre 

hende i at drikke af flasken. 

Hendes øjne blev ødelagt. Lige 

som Rozanas venindes hænder: 

– De er opsvulmede og fulde 

af eksem. Vi har gummitutter, 

der skal beskytte fingerspidserne, 

men tutterne bliver ætset væk ligesom 

huden. 

Lønnen er ingen kompensation 

for det sundhedsskadelige 

arbejde. Rozana tjener knap 1000 

kroner om måneden for seks 

ugentlige arbejdsdage, der officielt 

løber fra 7 – 16. Men tit har 

arbejderne først fri klokken 22, 

og ofte arbejder de også på helligdage. 

● BESVIMER PÅ SAMLEBÅND 

Det er ikke kun kemikalier, der 

udgør en fare for medarbejdernes 

helbred. 

Zahara er på 14. år ansat på 

sin japanske arbejdsplads sammen 

med 3000 andre: 

– Det er japansk politik, at 

man skal stå op og arbejde hele 

dagen, fordi det giver størst mulig 

produktivitet. Indtil videre 

er 20 besvimet. De, der står ved 

samlebåndet, arbejder oven i købet 

meget hurtigt, for maskinen 

bliver ved med at spytte dele ud. 

Vi har kun 10 minutters pause 

om formiddagen og eftermiddagen, 

og så har vi en halv times 

frokost, selvom loven siger en 

time. 

Rozana brugte en 

hel weekend på at 

lære førstehjælp hos 

fagforeningen MTUC, 

så hun kan hjælpe, 

hvis en kollega kommer 

til skade på 

arbejdet. [Foto: Lotte 

Ladegaard] 


Billig arbejdskraft og 

lukkede eksportzoner 

uden adgang for fagforeninger, 

journalister og 

organisationer har lokket 

i tusindvis af internationaleelektronikfirmaer 

til Malaysia. 

De billige computere og 

mobiltelefoner risikerer 

imidlertid at koste 

menneskeliv 

– De fleste multinationale firmaer 

har meget fokus på social 

ansvarlighed og børnearbejde eksempelvis, 

for de har jo et image 

at forsvare. De har lært lektien 

fra Nike og Select, så de måler 

og vejer alt, der kan måles og vejes. 

Der er bare ikke den samme 

bevidsthed omkring helbred og 

ergonomi. Desuden bør firmaerne 

også sikre sig, at deres underleverandører 

efterlever reglerne, siger 

Jesper Randbæk Christensen. 

● INTET ANDET ARBEJDE 

Selv er Zahara kun på sin elektronikfabrik, 

fordi hun mangler penge. 

Hun er enke og eneforsørger, 

og selv med 11 års skolegang er 

det ikke nemt at finde andet arbejde. 

Ifølge de officielle tal er 

arbejdsløsheden i Malaysia kun 

på 3-4 procent, men udbuddet 

af job er ikke stort for ufaglærte 

kvinder. Elektronikindustrien 

udgør 60 procent af Malaysias 

eksportindustri, og især Johore 

Bahru, Penang og Selangor i det 

vestlige Malaysia huser i tusindvis 

af fabrikker, der producerer 

komponenter til Hewlett Packard, 

Intel, Siemens, Bosch, Motorola, 

NEC, Toshiba, Fujitsu og mange 

andre mærkevarer. 

Alene i Penang, hvor 35-40 

procent af elektronikken bliver 

produceret, skaber industrien 

op mod 200.000 arbejdspladser. 

Det er og bliver her, at jobbene 

findes, så virkeligheden er derfor 

også, at der skal arbejdes indenfor 

murene i industrien for at 

skabe bedre arbejdsvilkår. 

MTUC har i mange år kæmpet 

for, at arbejderne kunne få 

lov at organisere sig i rigtige 

fagforeninger og ikke bare småforeninger 

på den enkelte arbejdsplads, 

sådan som det er 

til fældet nu. Siden 1999 har 

Ulands sekretariatet og MTUC 

også gen nemført et arbejdsmiljøprojekt 

med økonomisk støtte 

først fra Danced under det danske 

Miljøministerium og siden fra 

Danida. 

● MÅTTE GØRE NOGET 

– Der er behov for beskyttelse af 

arbejderne, så jeg besluttede, at 

jeg måtte gøre noget, forklarer 

Rozana. 

– Da ledelsen fandt ud af, at 

jeg var aktiv i arbejdsmiljøprojektet, 

forsøgte de at få mig til 

at stoppe. For eksempel flyttede 

de mig til et andet job. Før var 

jeg ansat i pakkeafdelingen. Der 

kunne vi tale sammen, mens vi 

arbejdede, men så blev jeg overflyttet 

til samlebåndet, hvor jeg 

står helt alene. Jeg får heller ingen 

løn for overtid længere, men 

det gør ikke noget. Jeg har været 

med til at gøre arbejdspladsen 

mere sikker. Vi bruger for eksempel 

kemikalier til at smelte metal, 

og nogen gange sprøjter det 

op i vores ansigter. Derfor anbefalede 

jeg ledelsen, at vi skal 

have skærme. Det har de indvilget 

i. 

Hver lørdag holder Rozana fri 

uden løn for at deltage i kurser 

hos MTUC og møder med fagforeninger 

og arbejdere. Senest 

brugte hun en hel weekend på 

at lære førstehjælp hos MTUC i 

hovedstaden Kuala Lumpur flere 

timers kørsel væk fra Johore 

Bahru. Hun er også medlem af 

sin fabriks sikkerhedskomité, der 

som noget helt nyt skal gennemføre 

et kursus i ergonomi. 

● SÅ SMÅT PÅ VEJ 

Zahara siger, at hun er stolt, fordi 

alle kemikalier nu er mærket i 

hendes firma. 

– Før jeg begyndte at beskæftige 

mig med arbejdsmiljøet, var 

der rigtig mange arbejdere, der 

blev syge og sagde op. Nu er vi 

begyndt at få ordentligt udstyr, 

og vi har oprettet en arbejdsmiljøkomité. 

Vi har formået at skabe 

opmærksomhed omkring problemet, 

selvom ledelsen kritiserede 

os i starten. Jeg viser mine kolleger, 

hvordan de kan beskytte sig, 

og de forstår, at det kan betale 

sig. Folk er blevet gladere for at 

arbejde her. Før vidste jeg intet. 

Nu er jeg blevet stærk og er ikke 

bange for noget mere. Nu vil jeg 

have andre til at sætte pris på 

deres liv, siger Zahara.

Arbejderne – hovedsageligt kvinder – i elektronikindustrien i Malaysia udsættes for en lang 

række meget giftige stoffer. Arbejdsmiljøet har ikke høj prioritet i de lukkede eksportzoner. 

[Modelfoto: Jimin Lai/Polfoto] 

Smækfuld af kemikalier 

Netop fordi elektronikindustrien er så smækfuld af 

kemikalier, har det danske Arbejdstilsyn udarbejdet 

en 13 sider lang arbejdsmiljøvejviser for, hvordan 

man skal forholde sig indenfor el- og elektronikindustrien, 

når man arbejder i Danmark. 

Medarbejdere, der omgås farlige kemikalier, skal 

for eksempel sikres udsugning i umiddelbar nærhed, 

ligesom de skal bruge handsker, masker og øjenværn, 

der er tilpasset den enkelte, så de beskytter 

ordentligt. 

Vejviseren indeholder også en liste over kemikalierne 

og deres skadelige virkninger i industrien. 

Den taler for sig selv: 

I fotokemiske processer bruger industrien stoffet 

hydroquinon, som kan skade evnen til at få normale 

børn. 

Når komponenter monteres, bruges tokomponentlim 

med isocyanatforbindelser, der anses for at 

være allergifremkaldende ved indånding. 

Og når man fremstiller printplader, bruges der 

flere stærke syrer og baser, som alle er ætsende 

og kan skade hud og øjne. 

Så er der formaldehyd, som menes at være kræftfremkaldende. 


Blyforbindelser, der formentlig skader forplantningsevnen. 

Methanon, der optages gennem hud og luftveje. 

Thiourinstof, der nok er kræftfremkaldende. 

Ætsende flussyre, giftig cyanid samt methylmetacrylat 

og nikkelforbindelser, der anses for at kunne 

ødelægge forplantningsevnen, fremkalde allergi 

og kræft. 

Oven i det kommer alle de organiske opløsningsmidler, 

chlor samt midler til blødgøring af kabler, 

der har tilsvarende ødelæggende virkninger. 

Der er også regler for ergonomi og generelt velbefindende. 

For eksempel: 

Arbejdspladsen skal altid tilpasses den enkelte 

medarbejder, og akavede og fastlåste arbejdsstillinger 

skal undgås. 

Medarbejderne skal have mulighed for at skifte 

mellem stående, siddende og gående arbejde. 

Man bør give den enkelte medarbejder indflydelse 

på tempo og planlægning for at forebygge stress. 

ASIEN 

FRED OG DEMOKRATI SKAL 

STYRKES I CAMBODJA 

Et fredeligere og mere demokratisk samfund. 

Det er det overordnede mål for et 

nyt projekt med titlen ”Workers’ Education 

Project” i Cambodja. Der skal opbygges 

strukturer til faglig uddannelse for fagforeningsmedlemmer 

og –ledere, så de kan 

bidrage til udvikling og stabilisering af 

arbejdsmarkedet. Projektet er tilrettelagt 

i samarbejde mellem Ulandssekretariatet, 

ILO og syv cambodjanske landsforbund. Det 

fungerer samtidig som et fælles forum for 

de involverede forbund. 

FAGFORENINGSLEDER DRÆBT I 

CAMBODJA 

Den cambodjanske fagforeningsleder, Chea 

Vichea, blev myrdet i slutningen af januar. 

Mordet er det seneste i en række mord på 

højtstående oppositionstilhængere gennem 

det sidste år. Vichea var kendt for sin 

uforbeholdne kritik af korruption og brud 

på menneskerettigheder. Han opnåede 

stor respekt fra beklædningsarbejdere, 

hvis interesser han forsvarede overfor fabriksejerne. 

Han var derfor upopulær hos 

regeringspartiet, som beskyldes for at stå 

bag mordene. Ulandssekretariatet har et 

projektsamarbejde med den hovedorganisation, 

Vichea var leder af. 

FAGFORBUND I NEPAL SMELTER 

SAMMEN 

Ulandssekretariatet støtter sammensmeltningen 

af to nepalesiske fagforbund, 

NTUC og GEFONT. Et fælles sekretariat er 

formentlig etableret pr. 1. maj, herefter 

starter fælles uddannelsesaktiviteter. 

Projektsamarbejdet, som startede for godt 

et år siden, har som overordnet mål at styrke 

demokratiet i Nepal. Det skal ske ved 

at fremme forhandlingstraditionen blandt 

fagforeninger, arbejdsgivere og regeringen 

og derigennem forbedre arbejdsmiljøet for 

de fattigste arbejdere. 

IBM UNDER ANKLAGE 

40 tidligere ansatte hos IBM i Californien 

kører for tiden sager mod virksomheden. 

De mener, at IBM er skyld i, at enten de 

eller deres børn lider af kræft eller fødselsdefekter 

som følge af arbejdsmiljøet hos 

elektronikgiganten. IBM fastholder, at der 

ikke er nogen videnskabelige beviser for, 

at kemikalier på arbejdspladsen kan skade 

fostre, give kræft og andre sygdomme eller 

abnormiteter. Hvis klagerne vinder sagerne, 

kan det få konsekvenser for hele elektronikindustrien. 

Da det i 60’erne blev opdaget i 

USA, at der var alvorlige risici for kvinder 

forbundet med at arbejde i elektronikindustrien, 

blev produktionen ubemærket 

flyttet til Malaysia. Ulandssekretariatet 

støtter kvinderne i Malaysias elektronik-industri 

bl.a. ved at forbedre deres 

arbejdsmiljø gennem etablering af en 

arbejdsmiljøafdeling i MTUC, som svarer til 

LO i Danmark. 


Et netværk af nicaraguanske 

fagforeninger 

– det såkaldte Frente 

Nacional de Trabajadores 

– kæmper hårdt for at 

forbedre vilkårene for 

tusinder og atter tusinder 

af dybt forarmede 

kaffeplukkere. De slår 

sig ned i interimistiske 

lejre langs landevejene 

i et desperat håb om at 

overleve 

Fra balkonen på første sal i det 

lokale medborgerhus brøler latinorytmerne 

ud af højttalerne, 

som var ambitionen at spille 

samtlige San Ramóns 31.000 indbyggere 

op. Musikken afbrydes 

kun momentant af sandinistiske 

slagord, som skal varme byen, 

der ligger omkring 145 kilometer 

nord for Nicaraguas hovedstad 

Managua, op til det kommende 

kommunalvalg. 

På den anden side af vejen, 

der deler den lille by, forsøger 

Tomasa Cortadano at skære igennem 

musikken. Hun kæmper 

bravt for at råbe den snes mennesker 

op, som har bænket sig 

under det stråtækte halvtag, 

mens hun én for én gennemgår 

de små papirlapper, som forsamlingen 

har hæftet op på en 

af pælene. ”Fælles kampe” og 

”Fælles projekter” står der på et 

par af lapperne. 

Anledningen er det månedlige 

møde i San Ramóns afdeling 

af FNT – Frente Nacional de 

Trabajadores. FNT repræsenterer 

på nationalt plan 157.000 medlemmer 

fra både den private og 

offentlige sektor fra i alt syv tilknyttede 

forbund. 

I dag er det lokale ledere fra 

landarbejdernes fagforening, ATC, 

og fra sundhedsarbejdernes fagforening, 

FETSALUD, som skal ud- 

8 


veksle og evaluere den seneste 

måneds erfaringer og koordinere 

de kommende måneders aktiviteter. 

Det sker under ledelse af 

Tomasa Cortadano, som leder såvel 

ATC i San Ramón som den lokale 

afdeling af FNT. 

Et af emnerne for dagens 

møde er de såkaldte ”plantones” 

– protestmarcher – som i 

de kommende måneder vil sende 

tusinder og atter tusinder af arbejdsløse 

og desperate kaffeplukkere 

på gaderne. I interimistiske 

lejre langs landevejene – hvor 

børn, kvinder og mænd, syge og 

gamle vil opholde sig i månedsvis 

under åben himmel uden anden 

mad og drikke end det, velmenende 

borgere og organisationer 

donerer – vil kaffeplukkerne 

forsøge at råbe den nicaraguanske 

regering op. Sådan som de 

har gjort det hvert år de senere 

år. Men endnu uden held. 

● INGEN LØN I MÅNEDSVIS 

San Ramón ligger i Matagalpaprovinsen. 

Det er her, på de 

skovklædte bjergskråninger, en 

væsentlig del af Nicaraguas vigtigste 

eksportafgrøde, kaffen, 

dyrkes. Kaffeprisernes drastiske 

fald på verdensmarkedet har i 

de senere år yderligere forværret 

forholdene for kaffeplukkerne. 

Mange har ikke fået løn i månedsvis. 

Mens de, som dog får 

udbetalt løn, får langt under en 

dollar om dagen, hvilket knap 

rækker til et måltid mad. Sidste 

år overlevede godt 43.000 kaffeplukkere 

i Matagalpa-området 

udelukkende på fødevareuddelinger 

fra FNs Fødevareprogram WFP. 

– Kaffefarmerne ved, at mange 

af kaffeplukkerne her i Matagalpa 

er organiserede. Derfor 

forsøger de så vidt muligt at 

hyre folk udefra, fordi de ikke er 

organiserede i samme grad. Hvis 

en kaffefarmer hyrer en lokal arbejder, 

vil han ofte forsøge at 

true den pågældende til ikke at 

organisere sig, forklarer Tomasa 

Cortadano. 

En arbejdsdag for en kaffeplukker 

starter typisk klokken 

seks om morgenen og fortsæt- 


Kaffeplukkere kæmper for at overleve 

Når kaffeproducenterne ikke 

kan få kreditter, går de 

fallit og kan ikke lønne de i 

forvejen fattige kaffeplukkere, 

som ofte bor i usle skure 

på plantagerne. 

ter til langt ud på eftermiddagen. 

De røde kaffebær plukkes 

på mudderglatte skråninger, hvor 

det ofte er svært at bevæge sig 

rundt på grund af det høje græs 

og den tætte bevoksning. Her lurer 

også faren for slangebid. De 

faldefærdige træbarakker, som 

plantageejerne stiller til rådighed 

som bolig for kaffeplukkerne, er 

mange gange ikke større end et 

dansk redskabsskur og befængt 

med mus, rotter og insekter. 

Alligevel bor der ofte adskillige 

familier under det samme tag. Og 

ofte sover en hel familie i den 

samme seng. 

● TAGER KAMPEN OP 

Med plantageejere, som synes ligeglade 

med fagforeningernes 

krav og med en regering, der tilsyneladende 

er upåvirket af de 

alarmerende forhold, som kaffeplukkerne 

arbejder og lever under, 

kan kampen for at sikre mere 

menneskelige arbejdsforhold 

for kaffeplukkerne synes umulig. 

Men gennem ATC og FNT-netværket 

bliver de enkelte tillidsmænd 

og lokale ledere klædt på til at 

tage kampen op, forklarer Tomasa 

Cortadano. Der afholdes eksempelvis 

jævnligt workshops, hvor 

der undervises i arbejdstagerrettigheder, 

i lovgivningen og i, 

hvor dan man forhandler med kaffe 

producenterne og med myndighederne. 

De lave kaffepriser har dog 

gjort det svært for fagforeningen 

at komme igennem med 

krav overfor kaffeproducenterne. 

Derfor er ATC begyndt at gå til de 

lokale myndigheder og til forskel- 

Ofre for regeringens politik 

Over 60 procent af Nicaraguas 

kaffe produceres i Matagalpa-provinsen, 

hvor de frodige bjergskråninger 

og det lidt køligere klima 

sikrer optimale vækstbetingelse 

for kaffeplanterne. 

Alligevel er Matagalpa det fattigste 

område i hele Nicaragua, 

fortæller projektleder José Angel 

Bermúdez fra Frente Nacional de 

Trabajadores (FNT) hovedkontor i 

Managua. FNT er et netværk af nicaraguanske 

fagforeninger. 

Overproduktion har fået kaffepriserne 

på verdensmarkedet til 

at rasle ned. Samtidig er adgangen 

til kreditter for de nicaraguanske 

kaffeproducenter blevet 

strammet, og derfor er mange 

gået konkurs på grund af høje 

renter og afdrag. 

Men fattigdommen rammer 

først og fremmest de svageste 

– nemlig de op mod 70.000 mennesker, 

der arbejder som kaffeplukkere 

på kaffeplantagerne.

lige ikke-statslige organisationer, 

fortæller Tomasa Cortadano. 

– Et af vores største ønsker 

lige nu er en skole til kaffeplukkernes 

børn. De er i dag helt og 

aldeles overladt til sig selv, når 

forældrene er på arbejde. Et andet 

stort problem blandt disse 

børn er underernæring. Derfor 

håber vi på at kunne bygge et 

sundhedscenter, hvor børn og 

gravide vil kunne få mad og medicin. 

Vi vil også gerne bygge et 

basishus, hvor vi blandt andet 

kunne afholde en række work- 


– Kaffeplukkerne er ofre for regeringens 

politik. Uden fornuftige 

kreditter til kaffeproducenterne 

kan kaffeplukkerne ikke få deres 

løn. Og uden løn er de afskåret fra 

at kunne sende deres børn i skole. 

Eller til lægen, hvis et af dem 

bliver sygt. Mange børn får knap 

nok et måltid mad om dagen. 

Underernæring er udbredt i området 

– og dødeligheden blandt 

børn fra 0 – 5 år er alarmerende, 

siger José Angel Bermúdez. 

shops for kvinder, siger Tomasa 

Cortadano. 

Det nytter at kæmpe, understreger 

hun. Selv om de resultater, 

fagbevægelsen hidtil har opnået, 

kan synes beskedne. Blandt andet 

er det lykkedes at skaffe skolepakker 

til børnene med tøj, sko, hæfter, 

blyanter m.m. Det er også fagforeningernes 

fortjeneste, at der i 

dag er en ambulance i San Ramón. 

– Men vi bliver ved med at 

kæmpe. Og vi agter ikke at tage 

et eneste skridt tilbage, siger 

Tomasa Cortadano. 

● UNDSKYLDER UDNYTTELSE 

Kaffekrisen er dog også blevet 

plantageejernes undskyldning for 

den grove udnyttelse af de fattige 

landarbejdere, påpeger José 


– Hver gang fagforeningerne 

gør opmærksom på, at arbejdernes 

rettigheder bliver overtrådt, 

så undskylder plantageejerne sig 

med, at de ikke har råd til at forbedre 

forholdene. Deres argument 

er, at hvis de skal respektere ar- 

FAKTA OM PROJEKTET 

Projektet, der er et samarbejde mellem 

Ulandssekretariatet, SID og FNT (Frente 

Nacional de Trabajadores), har et budget 

på i alt 3,3 mio. kroner og løber 

frem til midten af 2005. 

Projektets mål er at støtte en demokratisk 

og bæredygtig organisationsudvikling 

i fagbevægelsen, så denne bliver i 

stand til at varetage sine medlemmers 

interesser på arbejdsmarkedet. 

Indsatsen består dels i at videreudvikle 

FNT’s uddannelsessystem for fagligt 

aktive, dels i at opbygge kapaciteten 

af organisationen på nationalt plan, så 

det faglige arbejde i lokalområderne 

styrkes. 

bejdernes rettigheder og forbedre 

forholdene for dem, vil de blive 

nødt til at fyre andre, siger José 


Derfor forsøger FNT først og 

fremmest at lægge maksimalt 

pres på regeringen for at få den 

til at lempe adgangen til kreditter 

for kaffeproducenterne. 

65-årige Lozaro Suarez Torraz og hans 75-årige 

hustru Marta Lorena Gonzalez ønsker blot at 

gå på pension. Men det kan han ikke få lov til, 

fordi han bor i plantageejerens hus – og han 

afviser at pensionere den ældre mand. 


FAKTA OM NICARAGUA 

Areal: 129.494 km2 (tre gange så stort 

som Danmark) 

Antal indbyggere: 5,1 mio. 

Hovedstad: Managua 

Stats- og regeringsleder: præsident 

Enrique Bolaños (liberal) 

Befolkningsgrupper: mestizer 69%, hvide 

17%, sorte og mulatter 9%, indianere 5% 

Sprog: spansk er officielt sprog. Desuden 

er engelsk, miskito, sumu og rama anerkendte 

sprog i dele af landet. 

Religion: katolikker 85%, andre (hovedsagelig 

protestanter) 15% 

BNP pr. indbygger: 2.200 dollar (Danmark: 

28.900 dollar) 

Nicaragua er et af de fattigste lande i 

Latinamerika. Landet er afhængigt af 

nogle få landbrugsprodukter, og økonomien 

er derfor følsom overfor udsving i 

råvarepriserne. 

Ifølge FNs Udviklingsprogram, UNDP, lever 

70 procent af befolkningen i fattigdom. Og 

80 procent af befolkningen skønnes at lide 

af underernæring på grund af fattigdom. 

Kilder: Det Udenrigspolitiske Selskab, CIA 

m.fl. 

Et af fagforeningernes største ønsker er en skole 

til kaffeplukkernes børn, som i dag er overladt til 

sig selv, mens forældrene er på arbejde. 

LATINAMERIKA 

PRÆSIDENTVALG I 

GUATEMALA 

Oscar Berger fra den højreorienterede 

valgalliance GANA vandt 

præsidentvalget i Guatemala i 

slutningen af 2003 og har dermed 

overtaget magten efter eks-general 

Rios Montt og den højreorienterede 

FRG-regering. Valget betragtes generelt 

som en sejr for demokratiet. 

Kongressen er nu sammensat således, 

at intet parti har absolut flertal. 

Efter det tabte valg har Montt 

mistet sin immunitet, og Spanien 

forbereder nu et sagsanlæg mod 

ham for de spanske statsborgere, 

der mistede livet under hans terrorregime. 

ARBEJDSTAGERRETTIGHEDER 

SOM LÅNEBETINGELSE 

Respekt for arbejdstagerrettigheder 

er nu en betingelse for 

Verdensbankens lån til udbygning 

af maquila-zonen mellem Haiti 

og Den Dominikanske Republik. 

Ifølge låneaftalen med byggefirmaet 

Grupo M, som skal forestå 

udbygningen, skal friheden til at 

organisere sig og retten til kollektiv 

overenskomstforhandling 

respekteres. Det blev vedtaget på 

et møde i januar på baggrund af 

en ICFTU-rapport, som påviste, at 

Grupo M tidligere har overtrådt arbejdstagerrettigheder. 

REGIONALT ARBEJDSMILJØ- 

INSTITUT PÅ VEJ 

Faglige organisationer i 

Latinamerika ønsker at etablere 

et regionalt arbejdsmiljøinstitut. 

Instituttet skal være et samlende 

forum, der kan tale de faglige 

organisationers sag, lød det på en 

konference i Honduras i januar. 

Repræsentanter fra fagbevægelsen, 

de faglige landsorganisationer og 

internationale fag-sekretariater 

deltog. Konferencen var en succes 

og er netop blevet efterfulgt af et 

nyt møde i Guatemala d. 16-17. 

marts, hvor der skulle tages beslutning 

om instituttets etablering. 

TILSLUTNING TIL CUTH 

I HONDURAS 

Lægernes faglige organisation, 

SITRAMEDHYS, i Honduras har tilsluttet 

sig den største landsorganisation, 

CUTH. I februar 2003 startede 

et treårigt projektsamarbejde 

mellem Ulandssekretariatet og 

CUTH, hvis hovedformål er at støtte 

opbygning og en bæredygtig udvikling 

af landsorganisationen. Målet 

er på længere sigt, at organisationen 

vil blive en indflydelsesrig aktør 

i det honduranske samfund og 

være med til at forbedre arbejdsog 

livsvilkårene i landet. 


10 


Lækkert hår, selvtillid og charme fik en 

helt ny betydning, da 45 delegerede fra 

fem regioner i Ghana mødtes i Accra til 

den stiftende generalforsamling af landsforeningen 

for barberer, GHABSO, the 

Ghana Association of Barbering and Saloon 

Owners. 

Barbererne samlet 

Efter otte års hårdt slid 

lykkedes det i marts i år 

de ghanesiske barberer at 

stifte en landsforening 

Diplomerne viser, at frisøren har styr på kemien, 

og det kan betyde flere kunder i butikken. 

Miriam Afreh ordner hår på projektkoordinator Tina Offei Arthur i sin salon i Accra. Hun har diplom 

fra fagforeningen på, at hun har lært at bruge de farlige kemikalier. [Fotos: Kurt Halkjær] 

Særlige striber, mønstre og glatbarberinger, 

som er kendetegnende for de forskellige 

ghanesiske regioner, stod i dagens 

anledning som mejslet i mændenes traditionelt 

kortklippede hår. Ikke en krølle 

sad forkert, og den specielle, lokale teknik 

eller stil stod perfekt til den ulastelige 

påklædning i traditionel smock, som er 

en vævet ”nationaldragt”, til jakkesæt og 

slips eller hvide stramme T-shirts med tilhørende 

cool solbriller. 

Men generalforsamlingen var andet og 

AF JOURNALIST KAREN LYNGGAARD 

mere end performance. Den Accra-bosiddende 

barber Ola Matthew er en af de nøglepersoner, 

der siden foreningens spæde 

start i 1995 har arbejdet for at organisere 

barberkollegerne i et fællesskab og udbrede 

budskabet om fagforeningen. Det kom 

derfor ikke som nogen overraskelse, at han 

enstemmigt blev valgt som formand for 

den nye landsforening. Ola Matthew selv 

var både lettet og stolt over, at fagforeningen, 

der tæller 1500 medlemmer i fem 

ghanesiske regioner, omsider kunne formalisere 

foreningen i marts sidste år. 

● ANGST FOR HIV-SMITTE 

– Da vi startede i 1995, var det af nød. 

Folk var begyndt at blive bange for at gå 

til barber, fordi de barberer, der ikke skiftede 

barberblade eller ikke steriliserede 

deres værktøj fra kunde til kunde, udsatte 

disse mennesker for HIV-smitte. Men med 

massiv uddannelse har vi lært vores medlemmer, 

hvordan de undgår at smitte overføres. 

At være medlem af GHABSO er blevet 

et kvalitetsstempel, et pejlemærke om 

tillid, som kunderne går efter, når de vælger 

barber, siger Ola Matthew. 

Han understreger, at fagforeningen 

også på andre områder forsøger at løfte 

GHABSO-medlemmerne uddannelsesmæssigt: 

– Det er vores mål at etablere en seks 

måneders uddannelse, som barbererne skal 

have, før de kan åbne salon. Men mange 

barberer er droppet tidligt ud af skolen, 

så de kan ikke læse og skrive. Derfor tilbyder 

vi indtil videre workshops, hvor folk 

kan lære den tekniske side af håndværket, 

basal regnskabsføring og få undervisning 

i, hvordan man yder service, siger Ola 

Matthew, der ser frem til fagforeningens 

næste store træk – etableringen af GHABSO 

i de resterende fem regioner i Ghana. 

GHABSO er medlem af paraplyorganisationen 

GHAFEP, The Ghana Federation of 

Professional Hairdressers, Cosmetologists 

and Barbers. De øvrige fagforeninger i 

GHAFEP er GHABA, The Ghana Hairdressers 

and Beauticians Association, United 

Hairdressers and Progressive Hairdressers.

Kunder i salonen 

AF JOURNALIST KAREN LYNGGAARD 

Det giver kunder i salonen at være medlem af frisørernes eller barberernes 

fagforening i Ghana. Respekt for kemikalier og uddannelse i, 

hvordan man glatter kundens hår uden at brænde det af, følger nemlig 

med medlemskabet 

Angela Karimu holder det krusede, 

sorte hår nede med den ene 

hånd, mens hun med den anden 

stryger pensel og hvid udglatningscreme 

af i skilningen på sin 

model. Selvom hun har to lærlinge 

og har haft forretningen 

”Chrystal Light Salon” i fem år, 

dirrer hænderne en smule. Hun er 

til eksamen, og hun betaler selv 

for det. Men pengene skal nok 

komme igen. For frisører og barberer 

kommer ikke bare i et fællesskab 

med deres kolleger, når 

de bliver medlemmer af en af de 

fagforeninger, der hører under 

paraplyorganisationen GHAFEP. 

De får også mulighed for at blive 

uddannet til at bruge ordentlige 

hårprodukter korrekt. Og det er 

et godt signal at sende til kunderne. 

– Består jeg, får jeg et dokument, 

jeg kan hænge op i butikken. 

Det viser kunderne, at jeg er 

uddannet, og at jeg er ansvarlig i 

forhold til de kemikalier, jeg putter 

i håret på dem. Tilfredse kunder 

betyder flere kunder, og det 

betyder så igen, at jeg kan tage 

mere for mit arbejde, siger den 

36-årige Angela Karimu, der er til 

eksamen i sit fag for første gang. 

● DET GLATTE LOOK 

Paraplyorganisationen GHAFEP, 

The Ghana Federation of Pro fessional 

Hairdressers, Cosmeto - 

logists and Barbers, består af fire 

fagforeninger, der organiserer frisører, 

barberer og kosmetologer 

i Ghana. Organisationen har ek- 

AFRIKA 

sisteret siden 2001 og arbejder 

blandt andet for at udvikle et internationalt 

uddannelsessystem 

a la Det Europæiske Frisør Certifikat. 

Målet er at styrke fagligheden 

og fællesskabet i faget og 

at højne kvaliteten og den korrekte 

brug af kemikalier. Det er 

GHAFEP, som lejer lokaler og står 

for de praktiske ting i forbindelse 

med de to årlige eksamener, 

der afholdes for medlemmerne i 

hovedstaden Accra. Her kommer 

eleverne igennem en lang række 

discipliner, hvor ”relaxing”, altså 

udglatning af håret, er en af de 

store. Den ghanesiske mode dikterer 

i stor stil glat hår. Og i et 

land, hvor folk fødes med kruset 

hår, giver det mening, at der 

er frisørsaloner på hvert gadehjørne. 

Som hovedregel vasker en 

ghaneser ikke selv hår, og mænd 

får trimmet hår- og skæg stubbe 

hos barberen. Det betyder, at 

frisøren og barberen aflægges 

besøg mindst hver tredje dag. 

Prisen for en behandling varierer 

fra 6-7 kroner til 20-30 kroner 

afhængig af, hvor dygtig frisøren 

er, og hvor i byen salonen ligger. 

Nogle åbner butiksdøren, bare de 

har fire stykker væg at sætte den 

i, mens andre går mere ambitiøst 

til værks og etablerer rigtige saloner 

med væg-til-væg spejle, 

vaske og hårtørrere. 

● SKOLES I KEMI 

I Ghana kan enhver nedsætte sig 

som frisør eller barber. Det kræver 

blot en kam, et barberblad 

GHANESISK KUNST TIL DANMARK 

En udstilling med moderne ghanesisk kunst 

vises i Brøndsalen på Frederiksberg fra den 20. 

september til den 10. oktober. Forberedelserne 

er i fuld gang. Inden udstillingen kommer 

til Danmark, vil den blive vist i et stort, nyt 

galleri i Ghana. Når udstillingen har været 

vist på Frederiksberg i efteråret, er ideen at 

sende den rundt i landet til enkelte forbund 

og organisationer. Udstillingen er en del af 

Ulandssekretariatets fokus på Ghana i efteråret 

2004. 

(til at skære håret af, hvis man 

ikke har råd til en saks) eller de 

eftertragtede, udglattende kemikalier. 

Mange vælger alligevel at 

gå i lære hos en frisør i en kortere 

eller længere periode. Men 

det er ikke nogen garanti for, at 

frisøren ved noget om, hvad han 

eller hun putter i håret, når det 

for eksempel skal glattes. Mange 

ghanesere er analfabeter, og 

mange af kemikalierne er enten 

ikke mærkede eller mærket mangelfuldt. 

Det er en af grundene til, at 

kemikalier står højt på GHAFEPs 

dagsorden. Listen over, hvad 

dårlige og uautoriserede produkter 

kan forårsage, er nemlig 

lang. Blindhed, alvorlige brandsår, 

ødelagte hænder og luftveje 

og skamferede hovedbunde er 

skræmmende hverdag både for 

frisører og kunder. Derfor indledte 

GHAFEP sidste år i samarbejde 

med blandt andre fag forbundet 

ICWU, Industrial and Commercial 

Workers Union, Kvindeligt 

Arbejderforbund og Dansk Frisør 

og Kosmetiker Forbund en kampagne, 

hvis mål nu er nået. 1200 

frisører er blevet uddannet i, 

hvordan de bruger de farlige kemikalier 

korrekt, og på regeringsniveau 

har GHAFEP fået handels- 

og industriministeren til at love, 

at mærkningen af hårprodukter 

skal forbedres. 

AIDS-POLITIK I ZIMBABWE 

Fagbevægelsen i Zimbabwe styrker sin indsats 

imod AIDS-epidemien. Krav om både at forebygge 

og behandle bliver nu ikke alene bredt ud 

til de 210.000 medlemmer, men aktivt integreret 

i sikkerhedsarbejdet på alle arbejdspladser. 

Gennem overenskomster og lokalaftaler søger 

fagbevægelsen at forebygge epidemien ved hjælp 

af oplysning og tilbud om gratis testning, men 

også at beskytte AIDS-smittede medlemmer mod 

at blive diskrimineret og udstødt på arbejdspladsen. 

Ulandssekretariatet støtter dette arbejde 

gennem formidling af erfaringer fra andre afrikanske 

lande til tillids- og sikkerhedsrepræsentanter 

i Zimbabwe. 


Dansk hjælp 

til kemi-håndtering 

Danske frisører vil samarbejde med 

ghanesiske kolleger for at stoppe 

hasarderet omgang med brandfarlige 

og miljøskadelige hår-kemikalier 

Mere end hver femte af den ghanesiske frisørforenings 

5000 medlemmer har nu fået uddannelse 

i at bruge fagets kemikalier på en forsvarlig 

måde. Nu skal der udarbejdes en håndbog i 

håndtering af de kemikalierester, som udgør en 

trussel både for miljøet omkring salonerne og 

for frisørernes arbejdsmiljø. 

Det siger Dansk Frisør og Kosmetiker 

Forbunds formand, Poul Monggaard, efter at 

have hørt om de ghanesiske frisørers frygt for 

brandfarlige kemikalier og risikoen for at skade 

miljøet ved uforsvarlig håndtering af kemikalieaffaldet. 

– Håndtering, opbevaring og bortskaffelse 

af kemikalier er noget, vi vil tage med i opfølgningen 

af projektet mellem os og ghaneserne. 

Vi vil have idéer med i kufferten, når vi nu skal 

fortsætte samarbejdet, siger Poul Monggaard. 

– Det er positivt og glædeligt, at de ghanesiske 

kolleger selv er opmærksomme på det problem. 

Vi arbejder med et miljøregelsæt på europæisk 

plan, og vi kan inddrage ghaneserne i det 

arbejde. Vi vil lave en håndteringsvejledning, 

som gælder både i Nord og Syd, for produkterne 

kommer jo ofte fra de samme producenter. Det 

er en fælles sag, hvor vi også kan lære af vore 

ghanesiske kolleger, siger Poul Monggaard. 

Den danske frisørformands reaktion kommer 

efter at have fået refereret en sag fra december 

2003, hvor en ghanesisk frisørelev indebrændte 

i mesterens salon, hvor hun overnattede. 

Branden udviklede sig eksplosivt på grund af 

de brandfarlige kemikalier, som stod opbevaret 

uden nogen form for brandsikring. 

● HÆLDER KEMI I HÅNDVASKEN 

Brandepisoden har chokeret ledere i fagforbundet 

Ghana Hairdressers & Beauticians 

Association. Den har sat fokus på, hvad frisørerne 

egentlig gør med deres kemikalierester og 

tomme flasker og beholdere, som har indeholdt 

miljøfarlige kemikalier. 

– I dag smides de fleste flasker og beholdere 

i skraldespanden, mens kemikalierester havner 

i håndvasken eller i rendestenen, siger de 

ghanesiske frisørers formand, Joyce Appiah. 

– Det er et stort problem, at der er så mange 

brandfarlige produkter i salonerne, for frisørerne 

overnatter på deres arbejdsplads. De har 

enten ikke råd til transporten til og fra hjemmet, 

eller også bor de der simpelt hen, siger 

Tina Arthur, der er projektkoordinator i samarbejdet 

mellem Dansk Frisør og Kosmetiker 

Forbund og den ghanesiske frisørforening. 

– Vi har hvert år eksempler på, at frisører 

indebrænder i deres saloner, siger hun. 


Sneen har lagt sig som et hvidt 

tæppe over bjergene ved Jangalak 

og danner en nærmest 

absurd smuk kulisse for de søn - 

derbombede fabrikshaller, forvredne 

maskiner og rustne bilvrag, 

som udgør de sørgelige rester 

af det, der engang var en af 

Afghanistans førende fabrikker – 

Jangalak-fabrikken i Kabuls sydvestlige 

udkant. 

Inden krigene i starten af 

1990’erne forvandlede den til et 

regulært månelandskab af bom - 

bekratere og krigsskrot, beskæftigede 

fabrikken langt over 3.000 

mand. Mønsterfabrik ken, der blev 

startet i 1960 med hjælp fra Sovjetunionen, 

dæk kede det meste 

af landets industrielle behov – 

her blev produceret alt fra kuglelejer 

til generatorer, karosserier 

til biler og reservedele til helikoptere. 

I dag er der ikke meget at lave 

for de par hundrede arbejdere, 

som hver dag stædigt møder op 

på Jangalak. En ordre på nogle 

aluminiumsskabe til et af ministerierne 

kan langt fra holde alle 

beskæftiget. 

Det er håbet om fabrikkens 

overlevelse og dermed fast beskæftigelse, 

der får arbejderne 

til at komme igen, dag efter dag, 

12 



forklarer dr. Qasam Ehsas, præsident 

for Central Council National 

Union of Afghan Employees 

(CCNUAE), paraplyorganisation 

for en lang række afghanske fagforeninger. 

Selv om lønnen på 

35 dollar om måneden – omkring 

225 kroner – hverken er til at 

leve eller dø af. Og selv om arbejdsforholdene 

snarere er til at 

dø end at leve af. Selv det allermest 

basale sikkerhedsudstyr 

som sikkerhedssko, handsker og 

hjelme mangler – det blev ligesom 

maskiner og alt andet inventar 

fuldkommen rippet under 

krigen mellem regeringen og 

anti-kommunistiske, muslimske 

modstandsgrupper og solgt til 

højstbydende i Pakistan. 

● KNAPT TIL DET DAGLIGE BRØD 

– En løn på 35 dollar er knap nok 

til at købe det daglige brød. Den 

er langt under fattigdomsgrænsen. 

Men i et land, hvor der er 

hverken arbejdsløshedsunderstøttelse 

eller pension, er 35 dollar 

bedre end ingen løn, påpeger 

Qasam Ehsas. 

Som Jangalak-fabrikken havde 

også CCNUAE sin storhedstid 

under det kommunistiske 

styre. Organisationen, der blev 

grundlagt på tekstilfabrikken 

i Bagrami, voksede hurtigt og 

havde i begyndelsen af 1990’erne 

langt over en halv million medlemmer. 

Den var repræsenteret i 

alle landets provinser og spillede 

en væsentlig rolle i den politiske 

debat i Afghanistan. 

Da de muslimske modstandsgrupper 

– de såkaldte mujahedins 

– kom til magten i 1992, blev 

samtlige fagforeninger lukket og 

deres besiddelser – CCNUAE havde 

mange spredt over hele landet 

– konfiskeret. Da talebanerne 

overtog magten i 1996, fortsatte 

forfølgelsen af fagforeningerne. 

– Talebanerne var værre end 

mujahedinerne. De forfulgte og 

straffede folk, som havde været 

aktive i fagbevægelsen. Mange 

måtte flygte ud af land et. 

Tale banerne ønskede ikke, at Afghanistan 

skulle udvikle sig. For 

de var modstandere af alt, der 

havde med udvikling og demokrati 

at gøre, fortæller Qasam Ehsas, 

der selv måtte flygte til Istanbul 

i Tyrkiet. 

● POLITISK INDFLYDELSE 

Kort efter Taleban-styrets fald i 

november 2001 var CCNUAE dog 

atter på banen, og organisationen 

har i dag – ifølge Qasam 

Ehsas – omkring 150.000 med- 

Afghansk fagforening kæmper for at genvinde magten: 

Tilbage til start 

lemmer og er repræsenteret i 18 

provinser. 

Qasam Ehsas, der selv var 

med til at grundlægge CCNUAE, 

blev for knap et år siden valgt 

som dens præsident. 

Selv om den endnu ikke er 

officielt blåstemplet af den afghanske 

regering eller af den internationale 

arbejdsorganisation, 

ILO, så betragtes den som en af 

de væsentligste aktører på arbejdstagersiden. 

CCNUAE havde 

således seks repræsentanter i det 

afghanske klanråd – Loya Jirga 

– som i starten af januar fik forhandlet 

Afghanistans nye forfatning 

på plads. 

– Vores primære mål er at 

forsvare arbejdernes retttigheder. 

Men vi ønsker også at spille 

en politisk aktiv rolle i genopbygningen 

af Afghanistan. Vores 

mål er at opnå repræsentation i 

parlamentet efter det første frie 

valg. Vi bør spille en stor rolle 

i det nye Afghanistan, for det 

er arbejderne, der har den mest 

direkte indflydelse på den økonomiske 

vækst. Og dermed også 

den største betydning for genopbygningen 

af Afghanistan, mener 

Qasam Ehsas. 

Efter mange års krig skal Afghanistan 

bogstaveligt talt opbygges fra bunden. 


● PRIVATISERING BEKYMRER 

Lige nu er CCNUAEs største bekymring 

privatiseringen af en 

lang række statsejede virksomheder 

– som Jangalak-fabrikken. 

– Lige nu er regeringen i 

gang med at sælge 87 fabrikker. 

Her arbejder over 50.000 mennesker. 

Hvad skal der ske med dem? 

Regeringen er ikke i stand til at 

skaffe dem arbejde. Og bekymrer 

sig heller ikke om dem, selv om 

hver og en af dem har en familie, 

som er afhængig af dem. Hvem 

skal sørge for, at de får løn, således 

at de kan forsørge deres 

familier? Vi støtter regeringens 

økonomiske politik, men det er 

en politik, som skal føres ud i 

livet med meget stor forsigtighed. 

Hvis regeringen skrider for 

hurtigt frem, kan den ødelægge 

meget. Derfor har vi igen og igen 

advaret regeringen om, at den 

skal gå langsomt frem. At den 

skal tage hensyn til det afghanske 

folk og den afghanske kultur, 

og at den skal tage et skridt ad 

gangen. For hvis ikke, begynder 

folk bare at gøre oprør igen, advarer 

Qasam Ehsas.

Det handler først og fremmest 

om at overleve 

Arbejdstidsregler, sikkerhedsregulativer, genetillæg og garanteret 

mindsteløn er ikke det, der bekymrer afghanerne her og nu 

Efter 23 års væbnet konflikt er Afghanistan et af 

verdens fattigste lande. Fattigdommen er så desperat, 

at et arbejde – uanset under hvilke forhold og 

uanset om lønnen blot er nogle få afghani og knap 

rækker til at brødføde familien – i realiteten kan 

være forskellen mellem liv og død. 

Derfor sker forbedringer af forholdene på arbejdsmarkedet 

kun i takt med en effektiv bekæmpelse 

af fattigdommen, påpeger David Salter, seniorkoordinator 

for International Labour Organization 

(ILO) i Afghanistan. 

– Fattigdommen i Afghanistan er så dyb, at folk 

lever fra hånden til munden. Lige nu er folk desperate 

for blot at overleve. Først når økonomien begynder 

at gro, kan vi skabe bedre og bedre job. Indtil 

da er det først og fremmest fattigdomsproblemerne, 

vi bliver nødt til at fokusere på og tilpasse vores 

strategier efter, siger David Salter. 

Som en række andre organi sationer var heller 

ikke ILO re præsenteret i Afghanistan under Talebanstyret 

fra 1996-2001. 

– Talebanerne ønskede ikke at bevare forbindelserne 

til ILO. Jeg tror ikke, at arbejdernes rettigheder 

var en prioritet for dem. Alene af det faktum, at 

fagfore ningerne måtte gå under jorden i de år, siger 

mig, at det styre ikke var fokuseret på arbejdernes 

rettigheder, eller på kvindernes rettigheder eller på 

mange andre menneskers rettigheder, for den sags 

skyld, fortæller David Salter. 

● STARTER I DET SMÅ 

Efter adskillige års fravær genoptog ILO i 2002 efter 

Taleban-styrets fald sine aktiviteter i Afghanistan og 

genåbnede sit kontor i hovedstaden Kabul. 

I første omgang bestod indsatsen af en række 

små kapacitetsopbyggende projekter i Arbejds- og 

Socialministeriet og i Ministeriet for Kvin de an liggender. 

Projekterne bestod blandt andet i at oplære 

ministeriernes ansatte i engelsk og edb. 

I dag består ILO’s indsats i Afghanistan af to 

FAKTA OM DET AFGHANSKE ARBEJDSMARKED 

Andelen af befolkningen, som kan læse og skrive, er 

21 procent. I landområderne er andelen helt nede på 

11 procent. 

78 procent af kvinderne har aldrig gået i skole eller 

fået nogen form for undervisning. 

Den gennemsnitlige erhvervsmæssige familieindkomst 

er 2.296 afghani – eller omkring 300 kroner 

om måneden. 

70 procent af de afghanske familier er afhængige af 

alternative indtjeningsmuligheder. 

De mest almindelige former for alternative indtjeningsmuligheder 

er: penge fra pårørende (72%), 

ufaglært arbejdskraft (41%), andre former for beskæftigelse 

(29%), arbejde i udlandet (11%). 

Hver tredje afghaner er arbejdsløs. Arbejdsløsheden 

er størst blandt de 25 – 60 årige – af dem står næsten 

halvdelen uden job. 

Afghanske kvinders gennemsnitlige indkomst er 754 

afghani – omkring 100 kroner pr. måned. De tjener 

hovedsageligt pengene på at væve tæpper, sy og brodere. 

Kilde: Afghanistan Labor Market Information Survey. 

International Rescue Committee/The Ministry of Labor 

and Social Affairs, September 2003 

overordnede og langsigtede 

mål, fortæller David 

Salter. Det ene mål er bekæmpelse 

af fattigdommen 

gennem at skabe 

arbejdspladser. Det andet 

overordnede mål er 

at hjælpe arbejdsmarkedets 

parter – arbejdstagere, 

arbejdsgivere og 

Arbejdsministeriet – med 

at genopbygge og styrke 

deres kapacitet. 

– Arbejdsmarkedets 

parter er stadig for sva ge 

selv til at kunne be skytte 

andre. De kæmper først og 

fremmest for selv at overleve. 

Så hvordan skulle de 

samtidig kunne beskytte 

andre? spørger David 

Salter. 

● PENGE ER NØGLEN 

Økonomien er nøglen til udviklingen af arbejdsmarkedet, 

understreger David Salter. 

– Vi skal væk fra en krigs- og konfliktøkonomi til 

en mere normal, fri markedsøkonomi. Og det er vigtigt, 

at økonomien vokser hurtigt nu for at få den 

store gruppe af unge afghanere i arbejde. Derefter 

kan vi begynde at arbejde for at hæve standarderne 

på arbejdsmarkedet. Når folk ikke har noget arbejde, 

så nytter det jo ikke, at vi sætter standarderne så 

højt, at vi gør det umuligt for dem at få et arbejde. 

Vi bliver nødt til at bevæge os i takt med udviklingen. 

Og vi bliver ikke mindst nødt til at være meget 

beskedne og ydmyge i vores opfattelse af, hvad vi 

kan gøre, og hvor hurtigt vi kan gøre tingene, siger 

David Salter. 


– Fattigdommen i Afghanistan er så dyb, at folk lever fra hånden til 

munden, siger seniorkoordinator David Salter fra ILO i Afghanistan. 

ASIEN 

NYT REGIONALT ARBEJDS- 

MILJØPROJEKT 

Produktion og anvendelse af information, 

forskning og dokumentation i arbejdet for et 

bedre arbejdsmiljø er en udfordring for asiatiske 

fagforeninger. Det skal et nyt projekt, som 

startede i efteråret i samarbejde med arbejdsmiljøinstituttet 

i Bangkok (OHSEI), være med 

til at råde bod på. Projektets hovedformål er 

at forbedre arbejdsvilkårene for lønmodtagere 

i Asien. Desuden skal projektet styrke asiatiske 

fagforeningers mulighed for at indgå i 

dialog om arbejdsmiljø med relevante arbejdsgivere 

og offentlige myndigheder. 


Sundhedsorganisationer frygter privatisering: 

Fattige dømmes til døden 

I små klynger sidder de under 

den skarpe sol – kvinder, børn og 

mænd i alle aldre – foran Hospital 

Nacional de Chimaltenango og 

venter tålmodigt på, at det skal 

blive deres tur. 

Nogle har ventet længe. Der er 

plads til 50, men der er aldrig under 

100 – 125 patienter ad gangen 

på hospitalet, der ligger i høj landet 

omkring 60 km vest for Gua temalas 

hovedstad, Guatemala City. 

For Hospital Nacional de 

Chi mal tenango er det eneste of- 

Den offentlige sektor skal 

privatiseres, har en række 

regeringer i Mellemamerika 

bebudet. Et nyt projekt, 

som støttes af LO og FTF, 

skal ruste det regionale 

netværk af sundhedsorganisationer 

i Mellemamerika 

(PSI) til at kæmpe mod 

forringelser for såvel egne 

medlemmer som for medborgerne 

I Chimaltenango i Guatemala er 

fattigdommen så stor, at ganske få 

kroner afgør liv eller død. Mange har 

ikke råd til en busbillet til hospitalet 

eller til den medicin, de bliver 

ordineret. [Fotos: Anne Poulsen] 

fent lige hospital i provinsen, 

der tæller knap en halv million 

indbyggere. Der findes private 

hospitaler og klinikker i Chimaltenango, 

men kun en forsvindende 

lille del af provinsens indbyggere 

– som hovedsagelig er 

maya-indianere – har råd til at 

betale prisen. Her er fattigdommen 

så dyb, at det ofte kun er 

ganske få kroner, som afgør forskellen 

på liv og død. 

– Selv om behandlingen her 

er gratis, så er der mange, der 

aldrig kommer, selv om de er alvorligt 

syge. Enten fordi de simpelthen 

ikke har råd til at betale 

busbilletten. Eller fordi de ved, 

at de ikke har penge til at betale 

for den medicin, de vil blive ordi- 

14 


neret, fortæller Arnulfo Xiquita. 

Han arbejder som sygehjælper 

på Hospital Nacional 

de Chimaltenango og er tillidsmand 

for hospitalets 198 

ansatte, som alle er organiseret 

i den nationale sundhedsorganisation 

Sindicato Nacional 

de Trabajadores de la Salud de 

Guatemala (SNTSG). 

● KÆMPER MOD PRIVATISERING 

Sammen med en række andre 

organisationer kæmper SNTSG 


mod privatisering af den offentlige 

sektor, herunder ikke mindst 

mod privatiseringen af sundhedsvæsenet. 

En række regeringer i 

Mellemamerika har nemlig bebudet 

eller har allerede påbegyndt 

omfattende privatiseringer. 

Arnulfo Xiquita frygter, at en 

privatisering af det guatemalanske 

sygehusvæsen i endnu højere 

grad vil underminere befolkningens 

adgang til sundhed. 

– Et er, at medicinen koster 

penge, og at det afholder en 

hel masse mennesker fra at opsøge 

hospitalet. Men hvis også 

selve behandlingen skal til at 

koste penge, så vil de slet ikke 

komme. For befolkningen her i 

Chimaltenango er fattigdommen 

så ekstrem, at de ganske simpelt 

vil blive dømt til døden, fordi de 

ikke har penge til at betale for 

deres behandling. Vi har allerede 

set privatisering af visse offentlige 

ydelser - elektricitet og telefonvæsen, 

for eksempel. Og det 

har vist sig, at folks mulighed for 

at få adgang til disse ydelser er 

blevet væsentligt forringet. Og 

en ydelse som sundhed vil ikke 

bare blive dyrere. Den vil også 

blive dårligere, for udser Arnulfo 

Xiquita. 

● NÆSTEN ALT MANGLER 

Kirurg William Gonzalez, som har 

arbejdet på Hospital Nacional 

de Chimaltenango i seks år, har 

taget en kort pause fra dagens 

operationer. Han slår frustreret 

armene ud mod hospitalets spartansk 

indrettede og stærkt forfaldne 

skadestue. 

– Prøv at se de forhold, vi 

byder folk. De opfylder på ingen 

måde de absolutte minimumkrav. 

Der er mangel på alt. Vi har været 

så langt ude, at vi ikke engang 

havde én aspirin. At vi ikke 

engang havde råd til den tråd, 

som vi skulle bruge til at sy operationssårene 

sammen med. Selv 

det mest essentielle udstyr til 

at behandle og overvåge patien- 

terne mangler, og alene af den 

grund vil mange mennesker, som 

kunne være reddet, dø. Men problemet 

er, at ingen tænker på 

værdien af et liv i det her land, 

siger William Gonzalez vredt. 

For ham personligt vil en privatisering 

af det offentlige sygehus 

formentlig ikke været noget 

problem. Tværtimod. 

– Jeg ville sandsynligvis få en 

bedre løn. Og bedre arbejdsvilkår. 

Desuden ville et privatejet hospital 

formentlig blive væsentligt 

bedre udstyret. Men hvad betyder 

det, når der ingen patienter vil 

være, fordi de ikke ville have råd 

til at komme her, når hospitalet 

blev privatiseret. Mange af dem 

har ikke engang råd til at spise. 

Hvordan skulle de så få råd til 

at betale for at blive behandlet, 

spørger William Gonzalez. 

● RETTEN TIL SUNDHED 

For Luis Lara, generalsekretær i 

Sindicato Nacional de Tra ba ja dores 

de la Salud de Guatemala, vil en 

privatisering af sundheds sektoren 

være en overtræd else af en af de 

mest basale menne skerettigheder, 

nemlig retten til sundhed. Derfor 

anser han det som en af fagbevægelsens 

absolut væsentligste 

opgaver lige nu at forsvare det 

offentlige sundhedsvæsen. 

– Det er en vigtig kamp for os 

ikke bare at sikre gratis sundhed 

for alle. Men også at sikre en høj 

kvalitet i det offentlige sundhedsvæsen. 

Og hele tiden presse på for 

at øge statens udgifter til sundhed, 

fortæller Luis Lara, som tager 

imod på sit ydmyge kontor i den 

centrale del af Guatemala City. 

En vigtig platform for det fælles 

forsvar af en offentlig sundhedssektor 

er det regionale net- 

værk af sundhedsorganisationer 

i Mellemamerika – det såkaldte 

PSI-netværk, understreger han. 

– Fagbevægelserne i de 

respek tive lande er de eneste, 

som forsvarer det offentlige 

sundheds væsen. Derfor er en af 

vores vigtigste udfordringer at få 

skabt en konsensus i samfundet 

om vig tigheden af et velfungerende 

sundhedssystem. Vi arbejder 

blandt andet på at skabe fælles 

front med andre fagforeninger 

– som for eksempel lærernes, arbejdernes 

og de studerendes organisationer. 

Målet er at få lagt 

et politisk pres på regeringen og 

derigennem en større social bevidst 

hed hos de folkevalgte, siger 

Luis Lara.

TRADE UNION TRAINING CENTER 

I 1999 grundlagde Ulandssekretariatet og adskillige andre 

faglige organisationer et nationalt Trade Union Training 

Centre i Guatemala. Uddannelsescentrets formål er at støtte 

fagbevægelsens kapacitetsopbygning, blandt andet gennem 

rådgivning om uddannelse. 

Centret danner også rammen for neutrale og uafhængige 

møder og står bag en række processer, som skal styrke de 

faglige organisationers evne til at analysere, reflektere, 

forhandle og udforme forslag. Endelig fremmer centret initiativer 

til at styrke samarbejdet indenfor fagbevægelsen og 

dens deltagelse i social dialog og i en demokratisk opbygning 

af det guatemalanske samfund. 

Patienterne til Hospital Nacional de Chimaltenango venter tålmodigt 

i timevis på behandling. De kunne komme hurtigere til på privathospitalet, 

men har ikke råd. 

LATINAMERIKA 


FAGFORENINGSDELEGATION TIL UROHÆRGEDE HAITI 

En international fagforeningsdelegation var i slutningen af 

februar i Haiti. Delegationen mødtes med justitsministeren, 

som lovede, at 11 fængslede fagforeningsfolk snarest ville blive 

løsladt. 

I årets første måneder indtog oprørsstyrker, hvis mål 

var at afsætte præsident Aristide, størstedelen af landet. 

Præsident Aristide forlod posten den 29. februar og fløj til Den 

Centralafrikanske Republik. Flere fagforeningsfolk er blevet 

skudt eller fængslet, mens mange andre er blevet forfulgt og 

tvunget til at gå under jorden under Aristides regime. I begyndelsen 

af januar startede Ulandssekretariatet et pilotprojekt i 

Haiti, og den danske projektrådgiver, Per Holm Pedersen, deltog 

også i delegationen. 

36 års borgerkrig splittede fagbevægelsen i Guatemala. Med international 

støtte er de faglige organisationer i færd med at hele sårene. 

Center skal bygge bro 

over historisk splittelse 

Der er tæt pakket i det store mødelokale på Centro de Capacitación 

Sindical de Guatemala, som ligger fredfyldt tilbagetrukket 

fra den tunge trafik i Guatemala Citys travle Zone 1. 

Omkring 30 fagligt aktive fra sundhedssektoren er samlet 

her på det nationale uddannelsescenter for at diskutere ligestilling 

og kvinders rolle i branchen. 

Siden etableringen i 1999 – som Ulandssekretariatet 

sammen med adskillige andre faglige organisationer stod 

bag – er det nationale uddannelsescenter i højere og højere 

grad blevet det sted, hvor centrale aktører indenfor fagbevægelsen 

samles og diskuterer med hinanden, forklarer 

Humberto Espinoza, leder af Centro de Capacitación Sindical 

de Guatemala. 

Et af hovedformålene med centret var da også at danne 

rammerne omkring neutrale og uafhængige møder for en fagbevægelse, 

hvis historie ikke blot er præget af blodig undertrykkelse 

fra skiftende regimers side, men også af en dyb indbyrdes 

splittelse. Den 36 år lange borgerkrig i Guatemala, der 

kostede mere end 200.000 mennesker livet, polariserede ikke 

blot samfundet som sådan. Den polariserede også de guatemalanske 

arbejdere. 

– Fagforeningernes historie er en tragisk historie. Under 

den væbnede konflikt blev fag foreningerne bogstave ligt talt 

jævnet med jorden. Fag foreningsledere blev dræbt eller forsvandt. 

Og de faglige og organisatoriske strukturer blev fuldstændig 

ødelagt. Men samtidig har fagforeningerne også indbyrdes 

været splittet på kryds og tværs. Vores historiske arv 

er alt andet end enhed, og derfor har det op gennem årene 

været meget svært at forene de forskellige fagforeninger i én 

fælles kamp, forklarer Humberto Espinoza. 

● OPTIMISTISK 

Men fredsaftalen i 1996 gav begrundet håb om, at samarbejdet 

mellem de mange forskellige fagforeninger kunne forbedres. 

Og det var i kølvandet på fredsaftalen, at det nationale 

uddannelsescenter blev etableret godt to år senere. 

Humberto Espinoza er optimistisk, fordi han i den nuværende 

generation af fagforeningsledere sporer en stor politisk 

vilje til at skabe enhed. 

– Som uddannelsescenter kan vi intet stille op overfor 

manglende vilje. Viljen er den allervigtigste forudsætning for 

at bygge broer mellem de forskellige ideologier. Stadig kan 

det tage adskillige årtier, førend vi for alvor vil se en forenet 

fagbevægelse i Guatemala. Men for hver dag, der går, bliver 

forholdet mellem de forskellige fagforeninger bedre og bedre, 

påpeger Humberto Espinoza. 

En styrkelse af samarbejdet indenfor fagbevægelsen vil 

også fremme dens deltagelse i den sociale dialog og i den 

demokratiske opbygning af det guatemalanske samfund. Og 

Humberto Espinoza er ikke i tvivl om, at det vil være umuligt 

at udvikle et helt og fuldt demokrati i Guatemala uden deltagelse 

af fagforeningerne. 

– Fagforeningerne lærer folket, hvad demokrati er. Borgere, 

som ikke bare kender deres rettigheder, men også kræver 

dem, er bedre borgere. De er ikke blot stemmer. De er stemmer 

med indhold og dermed gode og konstruktive borgere, 

som effektivt kan bidrage til udviklingen af fred og demokrati 

i Guatemala, mener Humberto Espinoza. 

Filmen "Sundhed til salg" handler om sundhedssektoren i 

Guatemala og kan lånes via Kraks Video på www.krakvideo.dk.

April 2004 Fattigt arbejdsmiljø - Ulandssekretariatet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?