De hvide tog jord fra de sorte. Nu har de sorte taget det tilbage ...

More documents

Recommendations

Info

Af Peter Godwin • Foto Gideon Mendel Tre generationer af den hvide zimbabwiske familie Staunton kryber sammen i den lille dagligstue i et hemmeligt hus i hovedstaden Harare, omgivet af kufferter og papkasser. De blev fuldstændig overrumplet, da de pludselig blev smidt ud af deres gård. Nu venter de på at forlade Zimbabwe til en usikker fremtid i Australien. En tirsdag eftermiddag sidste år kørte en kortege af luksuriøse firehjulstrækkere langsomt gennem familien Stauntons gård, som de havde ejet siden 1957. Landarbejdere fortalte, at Grace Mugabe – præsidentens hustru og hendes følge – sad bag de tonede ruder. Hun kunne tilsyneladende godt lide det syn, der mødte hende: nydelige marker med majs og soja, hvede og kartofler, store drivhuse med roser, som skulle eksporteres til blomstermarkedet i Amsterdam. Nogle få uger senere var familien Stauntons have fuld af mænd og kvinder med jernstænger og skydevåben. Bedsteforældrene James og Margaret, der er sidst i 70’erne, ringede til politiet, før de låste sig inde på badeværelset sammen med deres datter Angela og de små børnebørn Caitlin og Sarah, mens angriberne smadrede bagdøren og plyndrede huset. Da familien Staunton to timer senere kom ud, fandt de resterne af deres ejendele spredt ud over græsplænen. Afskedshøst Ægteparret Selby blev lovet en andel af udbyttet, hvis de kom tilbage for at høste. Deres tidligere gård blev uden videre beslaglagt som meget andet hvidt land og tilhører nu en officer og en lokal embedsmand uden landbrugserfaring. Tro partifolk Delegerede ved en politisk konference synger en hyldest til manden, som pryder deres bryst: præsident Robert Mugabe – arkitekten bag jordreformen. De hvide landmænd, som er imod ham, er “vores folks fjender,” fortalte Robert Mugabe til delegerede. Ifølge familien Staunton blev de beordret væk fra gården af mænd, som stod med hævede brækjern over deres børn, mens politiet passivt så til. Efterfølgende gav angriberne politiet et lift tilbage til stationen. Familien blev fanget i de sidste krampe-trækninger af en regeringskampagne, der skulle tvinge landets hvide gårdejere væk fra deres land uden kompensation. Land, som de har beboet i næsten hundrede år. Tidligt i år var det kun 200 ud af 4500 gårde med hvide ejere, som stadig fungerede. Slutspillet for de hvide gård-ejere kan føres tilbage til en skæbnesvanger dag i 2000, da Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, tabte folkeafstemningen om en ny forfatning, som ville have øget hans magt betydeligt. Dette rystende nederlag – Mugabes første – fik ham til at skyde skylden på de hvide landmænd og anklage dem for at støtte den nydannede opposition. Han sagde, at landmændene også havde fået deres sorte ansatte til at stemme på oppositionen. Tusindvis af medlemmer af Mugabes herskende parti, ZANU-PF, begyndte straks at besætte gårde. Ti hvide landmænd og 27 sorte arbejdere blev myrdet. Hundreder flere blev kvæstet, tortureret eller arresteret. Denne intense fase af jordreformen har haft katastrofale følger. Den kommercielle hvedeproduktion faldt i fjor med 52 procent i forhold til året før, og antallet af kvæg faldt fra 1,3 millioner i 1999 til 200.000 sidste år. Imens har tørke ødelagt afgrøderne på de sorte fællesområder (der ejes af de traditionelle stammefællesskaber), som normalt har stået for mere end halvdelen af landets majs. Dette års majsproduktion forventes at ligge 70 procent under det, landet har brug for. Som en følge heraf er mere end halvdelen af Zimbabwes 12 millioner indbyggere nu truet af hungersnød. Og mens sulten strammer til, har Mugabes folk brugt den til politisk vinding ved at forhindre uddelingen af fødevarehjælp i områder, der forbindes med oppositionen. Men Chris Lunga er næppe typen, som smadrer huse eller udsulter sine landsmænd. Dog er han en af dem, som har nydt godt af beslaglæggelsen af land. Som 35-årig var han ved at købe en lille gård og dyrke den ved siden af sit arbejde som leder af et shippingfirma, da han i avisen læste annoncer om gratis hvide gårde. Som tusindvis af andre zimbabwe 109
sorte zimbabwere kunne han ikke sige nej. Efter en langvarig proces med ansøgninger blev han tildelt 48 hektar, som var en del af Brendon Fox’ gård, der blev delt mellem 14 sorte ansøgere. De nye beboere begyndte næsten straks at strides indbyrdes, da en af dem, som var provinsens tidligere guvernør, tilragede sig en større andel, end han havde fået tildelt. Brendon Fox prøvede som de fleste hvide landmænd at klamre sig til en lille rest af sin jord og leve side om side med de nyankomne. Han hjalp Chris Lunga med at begynde at pløje et område til majs, men før han var færdig, blev han smidt væk af regeringen. Chris Lunga bor i nærheden af Harare. Han har ikke nogen landbrugserfaring, men har ansat en bestyrer på fuldtid og besøger gården i weekenderne. Chris Lunga er glad for jordreformen, som han mener, længe har været påkrævet. “Min far kæmpede for England under anden verdenskrig ligesom hr. Fox’ onkel. Efter krigen fik de hvide soldater lov til at købe gårde, men fordi min far var sort, fik han ikke noget. Han døde fattig.” “En revolution er aldrig retfærdig,” fortsætter han. “Og det her er en revolution. Vi gør krav på vores land. Englænderne skubbede os ud, og vi tager det tilbage. Misforstå mig ikke, jeg er ikke ked af, at englænderne kom. Hvis ikke de havde gjort det, kunne jeg ikke tale engelsk med dig, og vi ville stadig have levet i stenalderen.” Chris Lunga siger dog, at overdragelsen af land fra de hvide kunne være bedre planlagt. “De burde få erstatning for deres udstyr og forbedringer. Men landet i sig selv, det er en anden his to rie. De bør ikke få nogen erstatning for jorden.” Han er også oprørt over Zimbabwes fødeva- remangel, som han mener er unødvendig. “Når det drejer sig om min mave, er jeg vred. Sultne mennesker er vrede.” It-teknikeren Tapfumaneyi Manzira, der ejer et computerfirma, tog også imod tilbuddet om gratis jord. “Jeg har ingen medlidenhed med de hvide landmænd,” fortæller han. “Det kan godt være, at de selv købte deres gårde. Det er bare ærgerligt – ligesom civile ofre i enhver konflikt.” Men Manzira er frustreret over den måde, hvorpå situationen “kom ud af kontrol”. Han er især oprørt over, at ingen af hans nabolodder En ung mand, der er blevet genbosat på en hvid gård, pløjer i den tørre mark i håb om, at regeringen vil levere majs og gødning. Der er knapt med regn og ikke meget hjælp at hente fra staten, så hans allerede sultne familie må snart ty til rødder, bær og nødhjælp for at overleve. Da regeringen lancerede den hurtige jord reform for tre år siden, sagde dens talsmænd, at de konfiskerede hvide gårde på vegne af de jordløse bønder. Men uden midler til at så er godt 200.000 fattige genbosatte sorte ikke bedre stillet end før. 111
Page 1: Farvel arven til De hvide tog jord
Page 5 and 6: Til stor lettelse for især de hvid
Page 7: En æra slutter På vej tilbage til

De hvide tog jord fra de sorte. Nu har de sorte taget det tilbage ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?