Udvalgte artikler - Martinus Institut

Martinus 

institut 

Martinus KosMologi 

© Martinus Institut 1981 Reg. 11 

Det levende væsens grundanalyse 

Udvalgte artikler 

Dansk

Martinus og hans værk 

Martinus (1890-1981) blev født i den 

lille by Sindal i Nordjylland. Efter 

barneårenes skolegang tjente han sit 

levebrød i forskellige underordnede 

stillinger, indtil han i 1921 påbegyndte 

sit åndsvidenskabelige arbejde, som 

strakte sig over de næste 60 år. Den 

udløsende begivenhed herfor omtaler 

Martinus i Fortalen til Livets Bog: “[...] 

i mig var blevet udløst helt nye sanseevner, 

evner der satte mig i stand til 

– ikke glimtvis, – men derimod i en 

permanent vågen dagsbevidsthedstilstand 

at skue alle de bag den fysiske 

verden bærende åndelige kræfter, 

usynlige årsager, evige verdenslove, 

grundenergier og grundprincipper. 

Tilværelsesmysteriet var således ikke 

noget mysterium for mig.” 

Livets Bog i syv bind udgør hovedværket 

i Martinus’ forfatter skab. Livets 

Bog indeholder kos miske analyser, 

der indgående beskriver livets evige 

struktur, principper og love. Som supplement 

til hovedværket har Martinus 

skrevet Det Evige Verdensbillede (symbolbøger), 

Logik, Bisættelse, Den Intellektualiserede 

Kristendom, Artikelsamling 

1 samt 28 mindre bøger og ca. 

200 artikler. Det Evige Verdens billede 

indeholder koncentrerede facitter af 

analyserne og er ledsaget af symboler, 

så læseren i en let overskuelig form får 

et overblik over verdensaltets kosmiske 

struktur. Martinus’ samlede værk 

er på tusinder af sider og bærer den 

overordnede titel Det Tredje Testamente. 

Det var Martinus’ ønske, at der 

ikke skulle dannes forening eller 

knyttes medlemskab i forbindelse med 

hans kosmologi. 

Forklaring til symbolet på forsiden og bagsiden, se side 28-30. 

2 Udvalgte artikler

Det kosmiske verdensbillede i lommeformat 

af Martinus 

1. Et verdensbillede er et 

overblik over livets og universets 

grundprincipper 

Hvad er et verdensbillede? – Det er et 

overblik over de grundprincipper, på 

hvilke hele naturen, de levende væseners 

liv samt stjernernes og mælkevejenes 

reaktioner og baner hviler. Men 

hvordan skal et menneske, sådan en 

lille mikrobe, dog blive i stand til at få 

et sådant overblik? Verdensaltet eller 

universet har jo hverken begyndelse eller 

ende. Det er således uendeligt i sin 

udstrækning. Man vil da aldrig nogen 

sinde kunne få et overblik over noget, der 

er uendeligt i sin udstrækning. Hvordan 

skal man komme til bunds i noget, der 

er bundløst? – At påstå, at man har et 

overblik over verdensaltet, kan da kun 

fanatikere gøre. Ja, således lyder vel 

den almindelige moderne opfattelse, og 

navnlig vel fra selve den materialistiske 

videnskabs side. Men hvordan skal 

almindelige materialistisk indstillede 

mennesker vel kunne få nogen som helst 

anden opfattelse? – De forstår endnu 

ikke at indstille deres sanser, intelligens 

og opfattelsesevne på en sådan måde, at 

de virkelig kan overskue verdensaltet og 

derigennem opleve løsningen på livsmysteriet 

eller livets gåde. Det er ikke livets 

mening, at verdensaltet ikke skal kunne 

opleves. Det er ikke livets mening, at selve 

livet, deres egen identitet, skal blive 

ved med at være mystik. For Kristus var 

livet og dets ophav ikke nogen mystik, 

men soleklar virkelighed. At han ikke 

kunne åbenbare denne sin store viden på 

andet end en rent barnlig måde, skyldes 

ikke ham, men den barnlige og i kosmisk 

henseende analfabetisk indstillede menneskehed, 

til hvem han måtte tale. Det 

er den samme primitivitet og kosmiske 

barnlighed hos menneskene, der har betinget, 

at de store religioner heller ikke 

har kunnet åbenbare verdensbilledets 

hemmelighed i logiske tankerækker, 

synlige for intelligensen og dermed kontrollable 

for forstanden, som kendsgerninger. 

At få overblik over verdensaltet 

er således ikke en umulighed. Hvorfor 

kan videnskaben da ikke med deres 

vældige optiske apparater, teleskoper, 

mikroskoper og elektronmikroskoper og 

deres vældige elektronhjerner komme til 

dette overblik? – Nej, med den indstilling, 

som den moderne videnskab og de 

almindelige materialistisk indstillede 

mennesker har, er verdensaltets mystik 

eller hemmelighed uløselig. Overblikket 

over verdensaltet er således ikke et 

spørgsmål om de foreteelser, som videnskaben 

er eksperter i at udforske. 

2. Mål- og vægtfacitter kan ikke 

give livsgådens løsning 

Løsningen på verdensaltets hemmelighed 

eller mysterium er ikke et spørgsmål 

om størrelse, mål og vægt, lige så 

vel som mystikken eller hemmeligheden 

ved det levende væsen heller ikke løses 

med kendskab til det samme væsens 

størrelse, volumen, form og farve. Da 

verdensaltet netop er uendeligt, rummer 

det alle størrelser i sig. Slutfacittet 

på noget, der udgør alle størrelser, 

kan umuligt udtrykkes ved en størrelse. 

Noget, der har alle mål i sig, kan heller 

ikke udtrykkes med et slutfacit i tal. Så 

længe man kun er indstillet på udforskningen 

af noget, der kan udtrykkes i tal 

eller i mål og vægt, da befinder man sig 

i en videnskabens gade, der ender blindt. 

Og man får absolut intet som helst svar 

Udvalgte artikler 3

på selve livets virkelige hovedspørgsmål: 

Hvad er livet, hvad er det levende væsen, 

er det udødeligt, og hvad er verdensaltet? 

– Så vil man måske her spørge, hvad 

man overhovedet skal med livsmysteriets 

løsning. Men hertil må man så igen 

svare: Hvordan skal vi ellers få bugt med 

al den nød og elendighed, depression og 

livslede, sorg og sygdom og den altgennemtrængende 

“alles krig mod alle”? – 

Der er ingen af disse eller lignende store 

hovedspørgsmål, der kan besvares med 

et talfacit. Det hjælper ikke, at man kender 

lysets hastighed, afstanden mellem 

stjernerne, atom- og elektronstrukturer, 

jordens omdrejninger og solens bane i 

rummet osv., når man lider af svære 

sygdomme. Denne viden er heller ingen 

trøst i sorgens stund, ligesom den heller 

intet gavner over for depression og livslede. 

Hvis mål- og vægtfacitter kunne 

klare sådanne livsproblemer for menneskene, 

så var jorden for længst blevet 

en engleverden, i hvilken der hverken 

var sorg, skrig eller pine. Men således er 

det ikke. Verden er netop kulminerende 

i sorg, dødsrallen og livsødelæggende 

sygdomme, skønt menneskene behersker 

den fysiske materie, trykker på knapper, 

og tusinder og atter tusinder af naturens 

hestekræfter arbejder for det samme væsen. 

Men ikke desto mindre forhindrer 

denne geniale viden og kunnen på det 

materielle område ikke menneskene i at 

være analfabeter over for livsmysteriets 

eller livsgådens løsning. 

3. Verdensaltet er uendeligt i både 

tid og rum, det kan ikke måles eller 

vejes. “Noget”, der er uden for tid 

og rum, har kun én eneste analyse, 

nemlig “noget som er” 

For at finde frem til selve livsmysteriets 

løsning må man således ud af den materialistiske 

videnskabs blindgade. Dette 

er ikke sagt som en forklejnelse af den 

materialistiske videnskab, men nærmest 

som et forsvar for denne. For den løser jo 

med stor genialitet de felter i livsmystikken, 

som den er beregnet på og har evne 

til. At forlange, at den skal løse problemer 

og gåder af en helt anden natur end 

mål, vægt, volumen, form og farve, er 

det samme som at forlange, at den skal 

være ekspert i at give oplysning om ting 

og foreteelser, der tilhører en helt anden 

virkelighed end den, der kan vejes og 

måles. 

Hvad er det så for en anden virkelighed? 

– Det er den virkelighed, man kommer 

til, når man forstår, at verdensaltet 

er uendeligt både i tid og rum, og at dets 

fremtræden derfor ikke er tilgængelig 

for nogen som helst måling og vejning. 

Det kan derfor ikke have noget som helst 

tids- og rumdimensionelt facit. Ikke 

desto mindre er vi trods dette nødsaget 

til at erkende, at det eksisterer. Vi står 

altså her over for noget, der eksisterer 

uden for tid og rum. Vi har her det første 

møde med en virkelighed af en anden 

natur end den virkelighed, vi kan måle 

og veje. Da dette “noget” her er uden for 

tid og rum, har det kun én eneste analyse, 

nemlig den at det kun udgør “noget 

som er”. Og her er vi altså kommet til 

en fast realitet, vi ikke kan tage væk. 

Vi kan oven i købet begynde at opdage 

noget mere ved denne realitet, som heller 

ikke hører med til tid og rum. Vi ved, 

at i dette “noget” foregår al skabelse, al 

bevægelse, ligesom vi ved, at det udelukkende 

er denne bevægelse eller skabelse, 

der virker på vore sanser. Det, vi oplever, 

er således ikke det “noget som er”, men 

noget, der befinder sig i dette “noget”. I 

kraft af at der er bevægelse, kan det reagere 

på sanserne, som også er bevægelse, 

og der opstår det, vi kalder livets oplevelse. 

Livets oplevelse er således i virkeligheden 

kun en række sammenstød eller 

kollisioner mellem vore sansers energi 

og omgivelsernes energi. Da bevægelserne 

er af forskellig hastighed og styrke, 

bliver kollisionerne ligeledes af forskellig 

styrke. Det er disse forskelligartede kol- 


lisioner, vi igennem sanserne oplever, og 

som bliver til vore sorger og glæder, til 

vor sundhed og sygdom, til vor fred og 

ufred med vore omgivelser. I visse tilfælde 

virker disse sansekollisioner som fast 

stof, i andre som flydende, luftformige og 

stråleformige stoffer. Og vi får således 

begreb om stoffer og materier, ligesom 

vi selv kan jonglere med disse stoffer og 

materier. Denne jongleren kalder vi at 

skabe. 

4. Vort jeg, der er en evig realitet 

ligesom verdensaltet, må også 

have analysen “noget som er”. Vi 

har både en skabt og en evig side. 

Der findes to verdener, den tids- og 

rumdimensionelle og den evige 

Nu har vi jo dermed set, at i dette “noget 

som er” er der ikke blot bevægelse og bevægelsers 

kollisioner og reaktioner, men 

der er også noget, der oplever disse, f.eks. 

os. Hvad eller hvem er vi? – For at komme 

til klarhed over hvem vi er, da må vi 

jo erkende, at vi ikke kan være identisk 

med vor organisme, for den repræsenterer 

kun bevægelse, ligegyldigt om det 

er den mindste kirtelfunktion, eller det 

er en vibration i hjernen, ligesom muskulatur 

og skelet jo også repræsenterer 

bevægelse eller vibration. Vi kan i vort 

inderste selv eller jeg ikke være identisk 

med disse bevægelser, som vi ikke blot 

oplever, men selv kan sætte i gang, hvilket 

vil sige, at vi kan skabe. Men når vi 

ikke hører til bevægelsen, kan vi jo heller 

ikke måles og vejes. Vi eksisterer således 

også uden for tid og rum. Vi eller 

vort inderste selv er her hverken ham 

eller hende, hverken stor eller lille, hverken 

ond eller god. Vi har altså her ikke 

nogen som helst anden analyse, end den 

selve verdensaltet har, nemlig “noget 

som er”. Vi ved nu, at det “noget”, som 

er i os, er det, vi kalder vort jeg. Det kan 

altså ingen begyndelse eller afslutning 

have. Det er en evig realitet ligesom 

verdensaltet. Men dette vort jeg er altså 

hævet over bevægelsen, kan opleve og 

igangsætte bevægelse i form af skabelse. 

Igennem denne skabelse gør det det til 

en kendsgerning, at det eksisterer. Og 

vi ved også, at uden dette jeg i vor organisme 

er den hjemfalden til opløsning og 

undergang. Det levende væsen med sin 

organisme udgør altså et jeg og en bevægelseskombination, 

som kan reagere over 

for bevægelser udefra og selv kan sætte 

bevægelser i gang. Vi bliver altså vidne 

til, at der er et ophav bag bevægelserne, 

og at disse umuligt kan forme sig i logisk 

skabelse uden netop dette jegs tilstedeværelse. 

Vi udgør hver især en skaber og 

det skabte, og repræsenterer således to 

verdener, den tids- og rumdimensionelle 

og den evige. Den tids- og rumdimensionelle 

er vor organisme og vore frembringelser. 

Det er vore tilkendegivelser 

eller åbenbaringen af vort jegs eksistens 

hinsides denne skabelse. At vi er et menneske, 

er kun en midlertidig af vort jeg 

skabt kombination af stoffet, energierne 

og bevægelsen, men er absolut ikke os 

selv. Men hvad så med verdensaltet? Det 

var jo også uendeligt, var uden for tid og 

rum, var “noget som er”. 

5. Verdensaltet er et levende 

væsens organisme, som vi befinder 

os i. Vor lykke og ulykke afhænger 

af, om vi lever i harmoni eller 

disharmoni med Guds organisme 

Da universets bevægelser også viser sig 

i skabelser eller logiske sammensætninger 

af materierne, således at de bliver til 

nytte, til glæde og velsignelse for levende 

væsener, afslører de jo også, at de er et 

resultat af tanke akkurat ligesom menneskenes 

manifestationer og skabelser. 

Og ligesom menneskets manifestationer 

og skabelser afslører det som et levende 

væsen, således afslører naturens eller 

universets skabelser ligeledes universet 

eller verdensaltet som et levende væsen. 

Verdensaltet er altså en organisme for 

et evigt jeg, på samme måde som vor or- 


ganisme er det for vort jeg. Verdensaltet 

er altså et levende væsens organisme, i 

hvilken vi med vor organisme befinder 

os. Og vor daglige oplevelse af livet er 

et spørgsmål om harmonisk eller uharmonisk 

samarbejde med denne store 

organismes energier og vore energier 

eller stoffer. Af dette forhold afhænger 

henholdsvis vor lykkelige eller ulykkelige 

skæbne. Livsoplevelse er altså et 

produkt af vort forhold til verdensaltets 

struktur på samme måde, som vore mikroorganismers 

livsoplevelse svarer til 

deres forhold til vor organismes struktur. 

Vi kan ved vor handlemåde blive i 

disharmoni med verdensaltets struktur, 

altså i disharmoni med Guds organisme, 

og vor skæbne bliver ulykkelig, ligesom 

vi kan være i disharmoni med mikroindividerne 

i vor egen organisme, og vi 

oplever sygdom, der også er en detalje i 

de ulykkelige skæbners række. Er vi i 

harmoni med Guds organisme og med 

mikrovæsenerne i vor egen organisme, 

er vi blevet til det fuldkomne menneske 

i Guds billede. Dette er skabelsens store 

mål. 

6. Verdensbilledet i lommeformat 

viser, at det levende verdensalt 

er et udtryk for den højeste 

bevidsthedsudfoldelse, fysisk og 

psykisk skabelse og væremåde 

Verdensbilledet i lommeformat vil altså 

sige, at verdensaltet er et levende væsen, 

et udtryk for det højeste begreb af 

bevidsthedsudfoldelse, fysisk og psykisk 

skabelse og væremåde. Det er dette levende 

væsen, mennesker igennem årtusinder 

– og med rette – har dyrket som 

Gud. Og da vi er mikrovæsener i denne 

Guddom, og vi således er anatomisk forbundet 

med denne Guddoms organisme, 

er det givet, at al vor fysiske og sjælelige 

velvære udelukkende bestemmes af, om 

vi er til glæde og velsignelse for alle andre 

levende væsener. Passer vi ikke vor 

fysiske organisme og opfylder dens livs- 

vigtige sundhedsmæssige krav om næring 

og hygiejne, ødelægger vi i større 

eller mindre grad livet og velværet for 

mikroindividerne i vor egen organisme, 

hvorved sygdomme i tilsvarende grad opstår. 

Og hvis vi føler vrede og bitterhed 

mod andre væsener og søger at forfølge 

dem, fordi vi mener, at de har begået uret 

imod os, ja så er det mikrovæsenerne 

i Guds organisme, vi forfølger. Og Gud 

må begynde at bekæmpe os for at bevare 

sin egen organismes sundhed. Og denne 

Guddommens bekæmpelse af usundhed 

i sit legeme eller organisme foregår med 

en sådan punktlighed og præcision, at 

“hvad et menneske sår, kommer det til 

at høste”. Ja, endog alle dets “hovedhår 

er talte”, ligesom der umuligt kan “falde 

en spurv til jorden, uden at det er Guds 

vilje”. Det er ikke så mærkeligt, at dette 

at elske sin næste som sig selv er alle loves 

fylde. 

7. Vejen til sundhed, lykke og 

livsglæde er at være til glæde 

og velsignelse for alt, hvad man 

kommer i berøring med 

Med denne indstilling til verdensaltet 

kom vi ind på en vej, der ikke endte i en 

blindgade, men var en åben vej direkte 

ind til forståelsen af, at verdensaltet var 

den over tid og rum hævede evige Guddoms 

organisme, i hvilken vi som lige 

så evige væsener “leve, røres og ere”, og 

at hele vor fremfærd som lykkelige eller 

ulykkelige udelukkende er et spørgsmål 

om anatomi. Alle levende væsener er 

livsorganer i en større organisme. Hvis 

vi med vor tanke og væremåde bliver 

livsnedbrydende og livsledebefordrende 

for andre levende væsener i samme organisme, 

danner vi jo sygdoms- og usundhedsområder 

i den store organisme, i 

hvilken vi oplever livet. Det er let her at 

se, at grundårsagen til al lidelse i verden 

skyldes brud på den fuldkomne anatomi, 

i kraft af hvilken alt liv i verdensaltet er 

sammenbundet til en enhed. Vi har set 


en anden og livgivende tankeføring, der 

viser os, at vi er et evigt medvirkende 

center i denne enhed, og at den eneste 

vej til total sundhed, lykke og livsglæde 

altså er dette at være til glæde og velsignelse 

for alt, hvad man kommer i berøring 

med. Dette var verdensbilledet i 

lommeformat. 

Martinus skriver på Livets Bog, Martinus Institut, ca. 1955 

Artiklen er skrevet af Martinus som forberedelse 

til et foredrag på Martinus Institut, 

torsdag den 10. februar 1955. Stykoverskrifter 

af Ole Therkelsen. Første gang bragt i Kosmos 

nr. 1, 1983, her gengivet fra bogen Artikelsamling 

1, art. 29. 


Reinkarnationsprincippet 


1. Døden skal ophøre med at være 

et mysterium 

Noget som for alle mennesker må være en 

kendsgerning, når de ellers tænker over 

det, er, at de skal dø engang. De fleste 

tænker ikke over det, undtagen når de 

ved venners eller slægtninges død får det 

tættere ind på livet, end de plejer, og så 

kan tanken ligefrem slå dem med rædsel. 

Døden er en gåde for de fleste mennesker. 

“Der er jo ikke kommet nogen tilbage og 

har fortalt, hvordan der er på den anden 

side, og der er måske ikke engang nogen 

“anden side””, sådan siger folk almindeligvis. 

Det er derfor naturligt, at jeg 

i mine foredrag også behandler dødens 

mysterium, som efterhånden skal ophøre 

med at være et mysterium og også skal 

ophøre med at være noget, mennesker 

skal nære angst eller rædsel for. 

Hvad er da døden? Først og fremmest 

er den en oplevelse, som kommer til absolut 

alle fysiske væsener i denne verden. 

Der er ingen af Dem, der tror, at De aldrig 

skal komme ud for denne oplevelse, 

dertil er den alt for åbenlyst til stede i alle 

ting omkring os. Desuden er døden ikke 

blot en proces, der skal komme engang, 

den er allerede til stede i Deres indre. De 

begyndte allerede at dø, da De blev født. 

Hvor er den spæde barnekrop henne, De 

kom til verden i? Hvor er det lille barneansigt, 

hvormed De i spændt forventning 

imødeså juleaften, det lille ansigt, som 

strålede, både da De som barn kom ud 

for julens vidunderlige eventyr og oplevede 

alle de andre af barndommens lykkelige 

timer? 

Dette ansigt eksisterer ikke mere på 

det fysiske plan, De har et andet ansigt 

nu. Og hvis De er et gammelt menneske i 

dag, kan man spørge: hvor er det unge og 

smidige legeme henne, hvormed De som 

ungt menneske omfavnede den, De holdt 

af? Og hvor er det modne legeme, hvormed 

De satte kronen på Deres livsværk 

og oplevede kulminationen af Deres fysiske 

fremtræden i dette liv? Disse legemer 

er, hvis De i dag er en gammel mand 

eller kvinde, for længst døde. Det gamle 

menneske har faktisk allerede oplevet 

reinkarnationen eller genfødslen adskillige 

gange, inden det skal dø. 

2. Organismeforvandling 

Det kan ikke nægtes, at disse fysiske legemer 

ikke mere eksisterer. Her vil De 

måske foreholde mig, at et ældre menneskes 

nuværende legeme er det samme, 

som vedkommende havde som barn og 

som ungt menneske, blot forældet og udslidt. 

Men en sådan opfattelse er baseret 

på en illusion. En organisme er en “levende 

ting”, den er en organisation af levende 

mikroindivider, som vi kalder organer, 

celler, molekyler og atomer. Med undtagelse 

af organerne er disse mikroindividers 

kredsløb af så hurtigt et tempo, at 

deres fysiske tilværelse bliver af langt 

kortere varighed end makrovæsenets. 

Derfor udskiftes disse væsener stadigt i 

makrovæsenets organisme. Hvert minut 

er der celler og atomer, der fødes og dør i 

vor organisme, så den faktisk er underkastet 

en stadig forvandlingsproces og 

i løbet af blot nogle få måneder næsten 

er helt fornyet. Det er således ikke noget 

ringe antal legemer, et ældre menneske 

allerede har lagt bag sig. Hver fornyelse 

må erkendes som et nyt legeme. Men disse 

reinkarnationer eller genfødsler mærker 

De jo ikke så meget til, idet De bag 

denne forvandling fortsætter en stadig 

uafbrudt oplevelse af livet. Udskiftningen 

finder kun gradvis sted og i så mild 

og tilpasset en form, at livsoplevelsen 


normalt ikke generes eller afbrydes deraf. 

Men hvis man forestiller sig, at disse 

mikrovæseners udskiftninger fandt sted 

på et for alle disse væsener fælles tidspunkt, 

måtte organismen jo derved gå 

under, og en helt anden organisme afløse 

den. En form for dødsproces måtte da 

opstå mellem disse udskiftninger. Vort 

barnelegeme ville da være uforanderligt 

indtil det øjeblik, vi var modne til at tage 

vort ungdomslegeme i besiddelse, og begrebet 

“at vokse” ville være ukendt for 

os i den forstand, hvori vi nu kender det. 

Udskiftningen, der ikke kunne ske gradvis, 

måtte da ske pludseligt, vi måtte falde 

i en slags søvn eller dvaletilstand, og 

under denne søvn måtte det nye legeme, 

det der skulle bære vor ungdomsbevidsthed, 

hurtigt vokse frem, og barnelegemet 

måtte lige så hurtigt skrumpe sammen 

og afkastes til fordel for det nye. Vi ville 

da vågne op i et nyt legeme og tage det i 

brug en periode, indtil en ny udskiftning 

skulle finde sted. 

Der findes virkelig i denne fysiske verden 

væsener, der oplever deres livsfornyelse 

efter dette princip, nemlig adskillige 

insekter, der gennemløber larve-, puppe- 

og sommerfuglestadier. Disse væsener 

må opleve en slags dødsproces mellem 

hvert af stadierne inden for det enkelte lokale 

jordliv. Tænk, hvis vi skulle det samme! 

Vi måtte så en skønne dag blive overvældet 

af en voldsom trang til dyb søvn, 

og det legeme, som vore slægtninge og 

venner var vant til at identificere os ved, 

ville skrumpe sammen og visne, og et nyt 

ville vokse frem. Dagsbevidstheden ville 

dermed igen kunne udfoldes, og vi ville 

vågne op i et nyt og skønt legeme, som ingen 

ganske vist ville kende som “os”. Ja, 

vi kunne endda være med til begravelsen 

af vort nylig kasserede legeme. For nogle 

mennesker vil alt dette lyde komisk, for 

andre måske uhyggeligt, men der findes 

altså dog væsener i universet og endda på 

denne klode, som oplever den fysiske livsfornyelse 

efter et sådant princip. 

3. De jordiske menneskers 

organismeudskiftning 

Jeg har kun berørt alt dette, fordi det i 

virkeligheden løfter en første lille flig af 

det slør, der dækker den proces, menneskene 

kalder døden, og som de ofte er så 

rædselsslagne for. Men mennesket har 

ingen andre årsager end dem, det selv 

skaber, til at være bange for døden. Og 

gennem åndsvidenskaben har vor tids 

søgende mennesker mulighed for at gøre 

sig så fortrolig med, hvad det er, der sker 

ved dødsprocessen, at angsten og uvisheden 

kan overvindes og afløses af tillid og 

tryghed. Det er ganske vist rigtigt, at der 

ved den af menneskene kendte dødsproces 

kun bliver det aflagte fysiske legeme 

eller liget tilbage, uden at man ser væsenet 

fremtræde i en ny skikkelse. Men er 

det noget urokkeligt bevis for, at bevidstheden 

udslettes med organismens opløsning? 

Nej, et andet menneskes bevidsthed 

kan vi kun opleve fysisk, når dette 

andet menneske har et fysisk legeme at 

manifestere sig igennem, ligesom vi kun 

kan opleve radiobølger, når der også findes 

et radioapparat, hvorigennem de forvandles 

til lydbølger. 

Men vi tvivler da ikke om, at radiobølgerne 

findes, selv om vi ikke kan høre 

dem? Det levende væsens bevidsthed eller 

psyke er også en realitet, der eksisterer 

i stråle- og bølgeform. Det er disse energier, 

der forårsager hele livsfornyelsen og 

organismeforvandlingen, både hvor det 

sker i adskilte etaper som hos de nævnte 

insekter, og hvor der finder en gradvis 

næsten umærkelig forvandling sted som 

hos det jordiske menneske. Og har man 

ikke netop i sammenligningen mellem 

nævnte insekters organismeudskiftning 

og organismeudskiftningen hos den art af 

væsener, som jordmenneskene tilhører, et 

bevis på, at denne udskiftningsevne som 

alle andre evner er underkastet begrebet 

udvikling? Jordmenneskets evne til at 

forvandle sin organisme er i virkeligheden 

langt mere udviklet end insekternes. 


At kunne skifte organisme ganske 

umærkeligt, som jordmennesket gør 

det i en fysisk inkarnation gennem stadierne 

barndom, ungdom, manddom og 

alderdom uden at skulle afbryde dagsbevidsthedsfunktionen, 

og at kunne have 

fornemmelsen af, at det stadig er den 

samme organisme, uden at det i virkeligheden 

er det, er noget af et ideal i forhold 

til det udviklingsstadium, hvor væsenerne 

i en inkarnation skal gennemgå 

en slags dødsproces flere gange. 

Det jordiske menneske er nået frem 

til et udviklingstrin, hvor det er fri for 

den slags ubehagelige afbrydelser i organismeforvandlingen, 

indtil dets jordliv 

gennem sygdom, ulykkestilfælde eller 

alderdommens naturlige slitage afbrydes, 

og dets bevidsthed bæres af de åndelige 

eller stråleformige legemer, der 

også bærer bevidstheden under søvnen. 

Men når der findes en organismeudskiftningstilstand, 

der er mere primitiv end 

menneskets, er det jo lige så naturligt, 

at der også findes en, i forhold til hvilken 

menneskets må siges at være primitiv, 

men som mennesket efterhånden kan 

udvikles til at benytte sig af. Det vil sige 

en organismeudskiftning, hvor også den 

proces, vi kalder døden, kan ændres til 

en gradvis forvandlingsproces i stedet 

for en brat overgang fra en tilstand til en 

anden. Og dermed vil “dødens gru” være 

overvundet, der vil ikke være nogen som 

helst form for chokvirkning i forbindelse 

med denne forvandlingsproces, som der 

kan være det for mennesker nu, hvor de 

med deres fysiske øjne ser andre menneskers 

fysiske legemer blive til lig, uden at 

de med de samme øjne kan se de samme 

mennesker i de stråleformige legemer, 

der nu bærer deres bevidsthed. 

4. Total og partiel 

organismeudskiftning 

Når organismeforvandlingen, genfødsels- 

eller reinkarnationsprincippet således 

er underkastet udvikling, må der være 

et mål for denne udvikling, og det er at 

gøre udskiftningen mere og mere umærkelig. 

Jordmenneskene og de med dem 

beslægtede kategorier af væsener har 

altså nået dette mål til fuldkommenhed 

inden for et enkelt jordliv. Ja, de har nået 

det så fuldkomment, at mennesket slet 

ikke mærker sin organismeudskiftning 

og benægter reinkarnationen. De lægger 

nu kun mærke til udskiftningsprocessen 

der, hvor den endnu ikke er fuldkommen 

og kaldes døden. Her har de endnu ikke 

formået at skabe en partiel organismeudskiftning, 

men er underkastet den totale 

organismeudskiftning, og fordi de kun er 

vant til en “partiel død”, tror de, at den 

totale organismeudskiftning er ensbetydende 

med en “total død”. Men det er 

kun en kort tid, at mennesket vil befinde 

sig i en sådan tro af mangel på kendskab 

til livets evige love; mange søgende mennesker 

er allerede begyndt at finde frem 

mod en løsning af dødens gåde. 

Men det er ikke livets mening, at 

menneskene skal beskæftige sig med 

“døden” og “den åndelige verden” på et 

mystisk plan, det skal blive dagklar videnskab, 

og mennesket skal med tiden 

blive i stand til med sin viden og sin skabeevne 

at overvinde døden. 

Det er Forsynets eller Guddommens 

vilje, at det levende væsen skal nå frem 

til gennem en lang periode i udviklingsspiralen 

at kunne opleve sin evige tilværelse 

uden de organismeafbrydelser, 

som må finde sted i en udviklingsspirals 

planterige og dyrerige. Det vil altså sige, 

at en sådan umærkelig organismeudskiftning, 

som det jordiske menneske er 

nået frem til at beherske inden for et enkelt 

jordliv, engang i fremtiden også vil 

beherskes af samme væsen, når det glider 

fra den fysiske tilstand over til den 

stråleformige. 

Det er i virkeligheden begrebet “opstandelse”, 

der med tiden skal blive en 

realitet for det jordiske menneske, som, 

når det er nået frem til et sådant udvik- 


lingstrin, hvor det med sin viljekraft behersker 

materien, ikke mere kan betegnes 

som et “jordmenneske”, men som et 

“rigtigt menneske”, et “menneske i Guds 

billede”. 

I mine kosmiske analyser og symboler 

kan jeg påvise, hvor i udviklingsspiralen 

dette mål vil blive til virkelighed. 

I den sidste del af spiralens tredie rige, 

det rigtige menneskerige, vil en sådan 

fuldkommen tilværelse begynde at blive 

en kendsgerning. Da skal væsenets 

overgang mellem den fysiske og åndelige 

livsoplevelse ikke mere hæmmes af nogen 

“dødsproces”, overgangen vil blive 

lige så fuldkommen, som overgangen fra 

barndom til ungdom og fra ungdom til 

manddom og fra manddom til alderdom 

er det i dag for det jordiske menneske. 

5. At lære at dø ved at lære at leve 

Indtil den udviklingsepoke er nået, må 

jordmennesket dog stadig opleve sin 

tilværelse som en i fysiske og åndelige 

lokale liv afgrænset fremtræden, hvor 

overgangene kun kan finde sted som totaludskiftninger 

af organismer, der igen 

bevirker, at væsenet almindeligvis kun 

er bevidst i den af de to sfærer, i hvilken 

det i øjeblikket befinder sig, og i alt 

fald ofte under sit ophold i den fysiske 

verden er tilbøjelig til at benægte den 

anden sfæres eksistens. I princippet på 

en måde det samme, som hvis larven 

ville benægte sommerfuglens eksistens. 

Gennem den moderne åndsvidenskab 

har vor tids søgende “menneskelarver” 

dog mulighed for at lære andet end deres 

egen lille lokale “larveverden” at kende. 

De kan få et overblik over livsudviklingen, 

over den skabelsesproces, de befinder 

sig midt i, og de kan få kendskab til, 

hvad det er, der befordrer udviklingen af 

den tilstand, hvor smerte, lidelse og død 

er overvundet. 

Den tilstand af umærkelig organismeudskiftning, 

som det jordiske menneske 

nu oplever i en fysisk inkarnation, 

har det naturligvis taget meget lang 

tid at nå frem til, og det må lige så naturligt 

tage sin tid, inden overgangen 

til den åndelige verden kan foregå på 

samme måde. Men allerede nu har det 

enkelte jordmenneske mulighed for at 

gøre døden til noget smukt i stedet for 

noget rædselsfuldt. Det kan lære at dø, 

ved at det lærer at leve, det vil sige, ved 

at det lærer livets love at kende og søger 

at leve i overensstemmelse med dem. Jo 

mere et menneske lever med sine tanker, 

følelser og handlinger på bølgelængde 

med universets grundtone eller den universelle 

moral: at være til gavn og glæde 

for levende væsener, desto lettere vil døden 

blive, når den engang kommer. Den 

vil føles som en livsfornyelse, en herlig 

hvile fra det til tider lidt besværlige liv 

i den fysiske materie. Men det vil ikke 

blive en hvile, som den man får i en lænestol 

eller på en sofa, nej, det bliver på 

samme måde, som man oplever det i den 

mest vidunderlige ferie, man kan tænke 

sig. Med sin tanke som befordringsmiddel 

besøger man zoner og sfærer alt efter 

ønske, og også dette er baseret på universelle 

love. Så kommer der igen en organismeudskiftning, 

væsenet må tilbage 

til den verden, hvor der eksisterer modstand, 

som udvikler, og hvor det gør ondt 

at tænke forkert. Men det får nu en ny, 

frisk organisme, som opbygges i moders 

liv, og nye muligheder for i et kommende 

fysisk liv at lære at tænke og at lære at 

leve, så det efterhånden kan overvinde 

døden. 

Fra et foredrag afholdt af Martinus den 12. december 

1943 på Martinus Institut. Manuskript 

til foredraget er bearbejdet af Mogens Møller. 

Bearbejdelsen er godkendt af Martinus. Første 

gang bragt i Kontaktbrev nr. 6, 1958, her gengivet 

fra bogen Reinkarnationsprincippet (småbog 

16). 


Det færdige stadium hos sommerfuglen, der gennemlever fire stadier i sit livskredsløb: æg, larve, 

puppe og sommerfugl 


Sansedefekter 


1. Organismen er et meget fint 

instrument til oplevelse af livet 

Det levende væsens organisme skal have 

næring ligesom alt andet, der skal frembringe 

kraft. En ild kan ikke brænde, 

uden at der kommer ved på ilden; der 

skal stadig fyres. En maskine kan ikke 

gå, uden at der tilføres næring. En elektromotor 

skal have strøm, og der skal 

fyres op under en dampmaskine eller en 

dampkedel osv. Vor egen organisme er 

en meget indviklet maskine og et vældigt 

instrument, igennem hvilket vi skal 

opleve livet. Vi skal opleve den daglige 

tilværelse i vekselvirkning med vore omgivelser, 

naturen og universet, og i samværet 

med vore medvæsener, planter, 

dyr og mennesker. Dette samvær med de 

andre levende væsener og vor opfattelse 

af vore omgivelser er afhængig af, hvorledes 

vor organisme virker som instrument 

for oplevelse af livet. 

I denne organisme eksisterer der et 

evigt princip, som vi i den daglige tilværelse 

kender som “sult og mættelse”. 

Igennem “sult og mættelse” får vi reguleret 

den næringsindtagelse, der kræves 

for at organismen kan være sund og 

stærk og opfylde sit formål. Vor organisme 

er udstyret med meget fintmærkende 

organer, der giver os en hel serie af sanser: 

syn, hørelse, lugt, smag og følelse, 

der skal fortælle os om livet, hvordan vi 

skal behandle vor organisme, og hvilken 

føde vi skal indtage. 

2. Organismens udvikling fra 

mineralrige og planterige til 

dyrerige 

Udviklingen af denne organisme er begyndt 

helt nede i mineralriget, hvor vi 

ser lovbundne kræfter virke ved krystaldannelsen. 

Vi ser, at dannelsen af frost- 

blomsterne på ruderne følger særlige 

bestemte love, at forskellige kemikalier, 

der udkrystalliseres, danner særlige forskelligartede 

blomstermønstre. Det er 

begyndelsen til livets frembryden, og 

det udvikles videre frem til planteriget. 

I planteriget begynder dannelsen af de 

organer og den organisme, som vi nu som 

animalske væsener kan betjene os af. Vi 

ser, hvorledes mavesystemet begynder at 

dannes i den kødædende plante, og hvorledes 

øjnene begynder at dannes i form 

af lysfølsomme celler i planternes blade. 

Vi kan finde alle begyndelseslinier til 

den organisme, vi nu har i en stærkt 

fremtrædende udvikling. Planten udvikler 

sig videre til dyret, hvis organisme 

endnu ikke er en færdig organisme. 

Dyrets organisme befordres ved instinkt, 

det vil sige en kraft, der udløser 

sig i automatfunktioner. Dyret spekulerer 

ikke på, hvad det skal spise og drikke, 

det søger kun at få fat i det, som det 

netop skal have. I kraft af dets sult og 

mættelse kan det nøjagtigt fornemme, 

hvad det skal have. Vi ser, at hunde og 

katte engang imellem spiser græs, og 

det er, fordi de virkelig trænger til disse 

stoffer. Dyrene kommer derfor ikke ud 

i så mange afvigelser. De får den føde, 

de skal have. De er meget sundere end 

menneskene og har heller ikke så mange 

sygdomme. Ligesom det lille spæde barn 

skal passes og plejes, fordi det ikke kan 

klare sig selv, således bliver dyret hjulpet 

ved dets instinktprincip. 

3. Mennesket skal blive et frit og 

selvstændigt tænkende væsen 

Det er ikke livets mening, at væsenet 

skal blive ved med at stå på et trin, hvor 

det lever rent automatisk. Det er livets 

mening, at det skal nå frem til at blive 


et frit væsen, og udviklingen er da også 

kommet så langt, at dyret er blevet et 

frit væsen. Det fremtræder i dag under 

begrebet “menneske”. Mennesket er 

nået frem til en tilstand, hvor det i vældig 

stor udstrækning er blevet frigjort 

af instinktet og kan gøre, hvad det vil. 

Det kan eksperimentere med forskellige 

ting, som dyret ikke kan finde på eller 

ikke har interesse for. Mennesket har 

fået overordentlig mange interesser, som 

det søger at få tilfredsstillet. Det har fået 

et enormt stort bevidsthedsområde, som 

dyret ikke har, det har en meget fremtrædende 

intelligensevne, ved hvilken 

det kan begynde at tænke og analysere. 

Ved hjælp af disse menneskelige evner 

har det igennem den materialistiske 

videnskab kunnet skabe alle disse vidunderlige 

ting, der for os betyder, at vi 

kan bo i dejlige huse, at vi kun behøver 

at dreje på haner og trykke på kontakter 

for at få vand, lys og varme. Vi kan flyve 

hen over skyerne og sejle under vandet. 

Vi behersker mange af naturens vældige 

kræfter og kan lade dem arbejde for os. 

Det er det, der stempler mennesket som 

“menneske”. 

Mennesket har fået “fri vilje” og kan 

således behandle sin organisme, som 

det vil, og her er der et ufærdigt område, 

hvor det ikke er så bevidst. Hvis det 

drejer sig om en bil, er man klar over, at 

den skal passes og holdes ved lige, den 

skal smøres og have olie. Det kan ikke 

nytte, at man hælder vand i den i stedet 

for benzin. Dens bremser og lygter skal 

være i orden, ellers bliver det livsfarligt 

både for én selv og for andre. Dér er menneskene 

vældigt hjemme, og det fornuftige 

menneske holder altså sin bil i orden. 

Et hvilket som helst apparat fordrer 

en vis vedligeholdelse, det skal passes 

og plejes. Men ofte tænker menneskene 

ikke på det fornemste instrument, deres 

egen organisme, og vi ser da også mange 

ødelagte og defekte organismer. Det er 

blevet almengældende, og disse mange 

sygdomme bringer organismen og sanserne 

i en defekt tilstand. 

4. “Jeget” eller “det evige noget”, 

der benytter organismen som et 

redskab 

Bag den fysiske organisme er der et “noget”, 

der benytter denne organisme som 

et redskab. Det er en overtro at mene, at 

det er slut, når organismen går under. 

Den synlige verden er kun udkrystalliseringer 

af den usynlige, virkelige verden, 

og derfor tror man om et menneske, der 

henligger som et lig, at dets væsen er forsvundet 

og blevet til ingenting. Hvis vi 

undersøger vor fysiske organisme meget 

nøje, ser vi ikke så meget som et område 

på størrelse med en synålespids, der 

ikke er et redskab. Men et redskab kan 

ikke eksistere selvstændigt. Et hus ville 

aldrig være blevet til, hvis der ikke var 

en, der havde bygget det. En økse kunne 

ikke eksistere, uden at der var mennesker, 

der havde fundet på at skulle bruge 

en økse. Hvordan skulle vor organisme, 

der er en kombination af organer og fintmærkende 

redskaber, kunne eksistere, 

hvis der ikke var et “noget”, der havde 

skabt og benyttede dette redskab? – Når 

organerne er redskaber, må der være et 

“noget”, for hvilket de eksisterer. Der er 

ingen grund til, at der er øjne, hvis der 

ingen er til at bruge øjnene. Det er jo ikke 

øjnene, der ser, men der er et “noget”, der 

ser med øjnene. Det er ikke ørerne, der 

hører, men der er et “noget”, der hører 

ved hjælp af ørerne. Der er “noget”, der 

fornemmer livet og reaktionerne udefra 

ved hjælp af sanserne. 

Dette “noget” afviger ganske fra alt 

andet eksisterende ved ikke at være tids- 

og rumdimensionalt. Alt, hvad menneskene 

kan opleve med deres sanser, alt, 

hvad de kan iagttage ved hjælp af mikroskoper 

og teleskoper i mikroverdenen 

og makrokosmos, afviger fra det, der er 

bag organismen derved, at det er tids- og 

rumdimensionalt. Derfor tror man, at alt 


må have en begyndelse og en afslutning, 

men de foreteelser, der ligger uden for tid 

og rum, har ingen begyndelse og ingen 

afslutning. Det er så guddommeligt, at 

alle de store principper, der bærer vor organisme, 

er uden for tid og rum. 

Nu skal mennesket lære at tænke 

uden for tid og rum, ellers vil det aldrig 

nogensinde komme til at opleve livsmysteriets 

løsning. Den materielle videnskab 

har til dato ikke kunnet finde 

ud af det, der ligger uden for det, den kan 

måle og veje. Det, man kan veje og måle, 

er kun bevægelse. Stof er en koncentreret 

bevægelse. Alt, hvad vi ser af faste, 

flydende, luftformige og stråleformige 

stoffer, er bevægelse. Disse bevægelser 

kan måles, og det kan føre til en mængde 

facitter. Men disse facitter er analyser af 

bevægelser og ikke analyser af det levende. 

Det levende, som udnytter sanserne, 

og som man oplever som sit midtpunkt 

eller “jeg”, kan ikke måles og vejes. 

“Jeget” gør sig gældende i hvert eneste 

væsen som det oplevende midtpunkt. 

Det bestemmer over organismen, det 

bestemmer, om man vil sidde eller stå, 

og hvad man vil sige og gøre. Dette “jeg” 

kan ikke være en samling materie eller 

bevægelser, da en samling bevægelser 

ikke kan opleve noget. Det virkelige væsen 

eksisterer bag organismen, og dette 

“noget” eller “jeg” kan ikke analyseres. 

Det har ingen anden analyse end denne, 

at “det er et noget, som er”. 

5. I overbevidstheden findes et 

skæbneelement med talentkerner 

Til dette “jeg” er der knyttet en “overbevidsthed”, 

som ligeledes er evig og 

eksisterer uden for tid og rum. Til “overbevidstheden” 

er der knyttet en “underbevidsthed”. 

Denne “underbevidsthed” 

består af “dags- og natbevidsthed”. Det 

er nødvendigt, at man lærer at forstå, at 

der er et fundament bag ved det levende 

væsen, som det hele drejer sig om. I den- 

ne “overbevidsthed” findes der et “skæbneelement”, 

der rummer alle de talenter, 

evner og anlæg, der kommer til udfoldelse 

her i den materielle verden. De 

eksisterer herinde i “skæbneelementet” 

som små organer, som jeg kalder “talentkerner”. 

Det er det samme princip, som 

planten har i sine frø, hvor et lille bitte 

frø kan vokse op og blive til et mægtigt 

stort træ. 

En talentkerne er et organ, der opbygges 

i kraft af træning, øvelse, gentagelse 

og vane. Det levende væsen kan tilegne 

sig begavelse og anlæg for f.eks. musik 

eller andre kunstarter ved at øve sig. 

Det man ofte laver, det man træner i, det 

bliver man dygtig til, og denne dygtighed 

udvikler en talentkerne. Denne talentkerne 

bliver et selvstændigt organ, som 

aflaster hjernen, således at man ikke behøver 

at være bevidst i detaljerne, som 

man skal, når man laver noget nyt. En 

jonglør begynder at øve sig med en og 

to bolde og fortsætter med tre, fire, fem, 

seks, syv og otte, og til sidst kan han stå 

og jonglere og samtidig kigge ud og smile 

til publikum og have andre tanker. Det 

går ganske automatisk at jonglere med 

boldene, fordi han har fået et organ, der 

betinger, at han ikke i den grad behøver 

at bruge hjernen til det. Sådan er vort 

åndedræt blevet til igennem tiderne, og 

sådan er vore sanser, vort syn, vor hørelse 

blevet til ved denne langsomme 

udvikling. På menneskenes nuværende 

stadium er denne naturlige udvikling af 

talentkerner ikke ophørt, og dertil kommer 

den omstændighed, at menneskene 

kan indøve talenter, som er højst uheldige, 

fordi de har fri vilje og samtidig er 

uvidende. Det kan blive et talent at indtage 

nydelsesmidler, der virker ødelæggende 

på talentkernerne. 

6. Skabelsen af en ny organisme 

Når den fysiske organisme dør, overlever 

talentkernerne inde i skæbneelementet, 

hvorefter de igen kan være med til at 


skabe en ny organisme, når der på det 

materielle plan findes forudsætninger 

for en befrugtning ved forplantningen 

imellem kønnene. Ved en sådan undfangelse 

vil det diskarnerede væsen blive 

tiltrukket et forældrepar, og så begynder 

fosterdannelsen i moderlivet. Ved hjælp 

af forældrenes anlæg og individets egne 

anlæg fra tidligere liv bliver det lille foster 

dannet. Og denne organisme bliver 

så et resultat af de talentkerner, som 

væsenet har dannet sig i tidligere tilværelser. 

7. Nogle mennesker er på vej til at 

blive åndssvage, og nogle er på vej 

ud af denne tilstand 

Talentkerner kan være defekte og ødelagte, 

således at de tilsvarende organer, 

der nu skulle bygges op, bliver tilsvarende 

defekte. Således kan menneskene tilegne 

sig defekte talentkerner, der bringer 

dem nedad og får deres organisme til 

at degenerere. De kan liv for liv gå nedad 

og blive svagere og svagere for til sidst at 

nå en kulmination, hvor så at sige alle 

sanserne er blevet defekte, og vi kender 

denne sygdomstilstand, der desværre er 

meget udbredt, som “åndssvaghed”. Det 

er kulminationen af sygdom, det er kulminationen 

af afsporinger, som menneskene 

har tilegnet sig igennem nedbrydning 

af organismen gennem flere liv. 

For dem, der kender detaljerne og 

kan iagttage de menneskelige foreteelser 

både udvendig og indvendig, er det let at 

se, at der i den daglige tilværelse findes 

mange mennesker, der er på vej nedad. 

Man kan se, at hvis de bliver ved på 

samme måde, vil de i løbet af det næste 

eller det næste liv igen blive totalt åndssvage. 

Der er også nogle, der er på vej ud 

af denne tilstand, man kan se, at de har 

været åndssvage, og at de nu er på vej 

opad. 

Her er det fremstillet i dets groveste 

form, men for det virkelig alvorligt tænkende 

menneske, som gerne vil skabe 

en sund organisme, bliver spørgsmålet: 

Hvad er jeg i færd med i dag? – Lever 

jeg sådan, at jeg kan være sikker på, at 

jeg har mine fulde sanser i næste liv? – 

Er mine sanser allerede defekte, eller er 

jeg i færd med at ødelægge nogle af disse 

sanser? 

8. Åndsvidenskaben skal 

hjælpe menneskene til at opleve 

sandheden ved egen sansning og 

iagttagelse 

Hidtil har menneskene ikke kunnet få 

hjælp med dette store problem, for dertil 

kræves en åndelig videnskab. Ligesom 

menneskene på det materielle plan ikke 

kunne nå denne vældige viden og genialitet 

uden en fysisk videnskab, således 

kan de heller ikke få en virkelig viden 

og kundskab om deres væremåde, deres 

indstilling til livet og det daglige livs 

tankegange uden gennem en åndsvidenskab. 

Menneskene har nu så mange erfaringer, 

at åndsvidenskabens analyser 

allerede kan vise sig som selvoplevede 

kendsgerninger. Der kræves nemlig ikke 

nogen særlig kosmisk bevidsthed for at 

følge med i analyserne, når de bliver nedtransformeret 

på den måde, som det er 

blevet min mission at gøre. Jeg ønsker 

at skabe det således, at analyserne kan 

blive til kendsgerning ved egen sansning 

og iagttagelse. Jeg ønsker ikke på nogen 

måde, at man skal tro på mig, for så vil 

opfattelsen af analyserne stå og falde 

med antipatien eller sympatien for mig. 

Det er ikke meningen. Menneskene har 

så god en intellektualitet, at de kan lære 

at forstå, hvad der er livets mening, hvad 

der er rigtigt, og hvad der er forkert. 

9. Når flertallet har en sansedefekt 

eller sygdom, tror man, at det er 

normalt 

I dag er der en vældig udbredt sansedefekt, 

som hæmmer verdensstrukturen og 

hele den åndelige udvikling iblandt menneskene. 

Den er så almengældende, at 


når man hører det første gang, vil man 

tro, at det ikke kan være rigtigt. Men 

hvis alle gik rundt og haltede, ville man 

heller ikke tro, at det var en sygdom. 

Hvis alle havde et defekt øje, ville man 

tro, at det var normalt. Det, man opfatter 

som normalt, bestemmes som regel 

af flertallet. Denne meget udbredte og 

almengældende sansedefekt skyldes, at 

det er blevet moderne eller god tone at 

indtage unaturlige nærings- og nydelsesmidler. 

10. Sult- og mættelsesprincippet 

regulerer det naturlige fødevalg 

Når vore sanser er i deres fulde naturlige 

tilstand, skal de skabe en sult efter 

de stoffer og vitaminer, vi skal bruge, og 

de skal frembringe en naturlig mættelse, 

der siger stop, når vi har fået tilstrækkelig 

næring. Denne mekanisme med en 

naturlig hunger og mættelse er for den 

store part af menneskene defekt. Mange 

mennesker spiser og drikker alt for meget, 

mens andre spiser for lidt, fordi det 

er blevet moderne at være slank. Hvad 

almenheden gør, er blevet til rettesnor 

for mange mennesker, men det er højst 

uheldigt, for almenheden repræsenterer 

ikke den højeste klogskab. Almenheden 

tager fejl i umådelig mange tilfælde. 

Menneskene nøjes ikke med at indtage 

det, som de oprindeligt havde en 

naturlig hunger efter. Planteføde er den 

naturlige føde for menneskene, og hvis 

de gennem mange generationer havde 

levet af vegetabilske produkter, ville vi 

ikke kende til mange af de forskellige 

sygdomme og genvordigheder, som vi ser 

i dag. Menneskene har lavet talentkerner 

for en kunstig sult, hvortil der ikke 

findes nogen naturlig mættelse. Den normale 

sult kan mættes, men den kunstige 

sult kan ikke mættes. 

11. Hvordan en kunstig sult opstår. 

Ødelæggelse af den sunde naturlige 

smagsevne 

Hvordan opstår en kunstig sult? – Ja, 

den opstår ganske snigende, uden at 

man er klar over det. Den opstår i mange 

tilfælde ved, at menneskene i vældig 

udstrækning har gjort det til mode at 

nyde skadelige og giftige stoffer ved alle 

festligheder. Enhver begivenhed skal 

fejres med et glas. Barnedåb, bryllup og 

konfirmation bliver fejret ved, at man 

indtager noget, der forvirrer bevidstheden, 

så man nærmest bliver halvidiot 

eller helidiot. Ved begravelser har man 

hørt, at menneskene kunne lave vældige 

drikkegilder. Det er noget, som i stor udstrækning 

er blevet mode. 

Hvorfor skal man have denne gift i 

kroppen? – Ja, i dag er det sådan, at man 

er en særling, hvis man ikke vil skåle i 

vin, fordi det er så almengældende at 

drikke alkoholholdige drikke. Det ser 

uskyldigt ud, men alle ved, at det forvirrer 

bevidstheden. Det ødelægger den 

klare, normale tænkning, og det burde 

være grund nok til ikke at drikke. Til 

at begynde med reagerer sanserne voldsomt. 

Den første snaps brænder i svælget, 

og sanserne fortæller, at det ikke er 

sund ernæring. Så længe sanserne ikke 

er ødelagte, kan de fortælle, hvad der er 

rigtigt, og hvad der er forkert. Det er så 

almengældende at drikke øl, vin og spiritus, 

at de fleste mennesker synes, at de 

ikke kan være bekendt at sige nej tak, og 

da må de så vænne sig til det. De overvinder 

således sansernes reaktionsevne 

og dræber den, så der opstår en lyst til 

eller tørst efter disse drikke. Der opstår 

en talentkerne, som befordrer denne 

tørst eller hunger på dette felt. 

12. Alkoholisme – et ubevidst 

selvmord 

Undertiden bliver der indtaget meget 

store kvanta; der er mennesker, der kan 

drikke hele kasser øl. Hvis man går en 


tur på lønningsdagen, kan man se, hvordan 

mange mennesker farer ud og ind af 

den ene beværtning efter den anden, og 

hvordan de dingler rundt i deres arbejdstøj 

og kommer hjem langt ud på natten. 

Tænk, at konen og børnene må modtage 

en sådan stinkende og åndsforvirret 

mand! Men sådan er det jo, og det er da 

tydeligt at se, at det ikke har med kultur 

at gøre. Det viser et sølle individ, der 

har fået falske sanser. Der er sket det, 

at smagsevnen er blevet forandret. Den 

skulle sige: “Det er forkert! Det er meget 

farligt!”. 

Hvis man har adgang til at blive ved 

med at drikke, bliver enden den, at man 

segner og ligger bevidstløs under bordet. 

Men man er ikke blevet mæt, for når man 

vågner, er man stadig så tørstig, at man 

må begynde igen. Det kan ende med, at 

man bliver dranker og mister herredømmet 

over sig selv og føler en evig tørst. 

De sanser, som skulle vejlede mennesket 

til at indtage de rigtige drikke og den 

rigtige mad, er blevet omdannet og fortæller 

noget helt andet. De fortæller: “Du 

skal have en øl. Du skal have spiritus. 

Det er meget bedre, så bliver du glad, så 

glemmer du alle sorger og bekymringer”. 

– Ja, det er da helt tåbeligt at forsøge at 

glemme sorger og bekymringer på den 

måde, for man mister sine normale sanser. 

Hvert eneste trin, man træder i den 

daglige tilværelse, er farligt, hvis man 

ikke lytter til sanserne. Men det ved 

menneskene ikke, de efterkommer denne 

tørst og fortsætter med at drikke. Men 

der er ingen slukning for denne tørst. 

De talentkerner, man tilegner sig, 

når man drikker spiritus, gør, at man 

går i forkert retning og begærer noget, 

der er dødbringende. Mennesker med en 

sådan hunger er i virkeligheden geniale 

selvmordere. 

13. Andre farlige virkninger af 

drikkeriet 

Det er meget farligt, hvis drikkeriet får 

lov til at fortsætte, for så mister man 

også evnen til at kunne sanse på andre 

områder, og så kan der ske forfærdelige 

ting. Er der ikke mange, der mister deres 

stillinger? – Er der ikke mange, der 

handler forkert og laver ulykker og lidelser, 

når de er berusede? – Er der ikke 

mange bilister, der kommer galt af sted, 

når de mener, at de netop er så dygtige 

til at køre, når de er fulde? 

Drikkeriet får hæmningerne til at 

falde på en række områder, og i disse 

hæmningsløse felter begynder de at udvikle 

nye talenter for hunger. Hvad er 

sadisme? – Det er hunger efter en unaturlig 

kønstilfredsstillelse. Hvad er pyromaner? 

– Hvad er det, de lider af? – Er 

det ikke en unormal seksuel tilfredsstillelse? 

– Ja, der er mange sygdomme, som 

er sanseforvirringer, der skyldes, at man 

har udviklet talentkerner, der skaber en 

unaturlig hunger og tørst på felter, som 

er aldeles ødelæggende for den menneskelige 

tilværelse. 

Nu ser det måske ud, som om jeg er 

en vældig revser, men jeg ønsker ikke at 

kritisere. Folk må selvfølgelig gerne ryge 

og drikke. Det har jeg ikke noget som 

helst imod, det er en privat sag. Men det 

er blevet min mission at fortælle, hvordan 

det virker, fordi mennesker gerne 

vil vide, hvordan en verdenskultur skal 

blive til. Alle vil gerne, at der skulle blive 

fred i verden, og at menneskene skulle 

være rare og venlige imod hinanden. 

Men sådan kan det ikke blive, når de i 

det daglige liv skal indtage midler, som 

virker forvirrende, og som bevirker, at de 

mister kontrollen over sig selv og deres 

tænkeevne. På den måde kan de aldrig 

skabe kultur, og de kan heller ikke udvikle 

deres talentkerner i gunstig retning. 


14. Tankefejl er årsag til sygdomme 

Her i disse felter begynder sygdommene 

som tankefejl eller tankesygdomme, og 

når eftervirkningerne af disse kommer 

længere frem på det materielle plan, 

kommer de til syne som de kendte sygdomstilstande. 

Hvis man vil overvinde 

sig selv, må man begynde inde i tankeverdenen, 

inden man skaber en talentkerne 

for den ene eller den anden 

udskejelse. Hvis talentkernen først er 

skabt, er det svært at få det under hjernens 

kontrol igen. Er det ikke svært for 

en dranker at komme tilbage fra denne 

tilstand? – Man har afvænningskure 

og forskellige moderne metoder, og man 

tror også, at man kan hypnotisere mennesker 

fra en last, men det er en tåbelig 

illusion. Man skal ikke tro, at en vældig 

talentkerne, der er blevet til, ved at man 

har dyrket en last igennem lange tider, 

kan ødelægges ved en hypnose. Man kan 

naturligvis bringe et menneske i en kunstig 

søvn, som kan vare i måneder og i 

heldigste tilfælde vare over et år, og det 

kan måske en tid lade være at drikke, 

ryge, spise forkert, eller hvad skavanken 

nu kan være. Men da årsagen ikke er 

fjernet, kommer der en dag, hvor denne 

hypnose ikke virker længere, og så står 

mennesket der igen med sin hunger og 

tørst på de uheldige felter. Vi ser her, at 

i det daglige liv “vandrer menneskene 

trygt, hvor engle ikke tør træde”. 

15. Kødspisning er nedbrydende for 

den menneskelige organisme 

Menneskene har også ødelagt smagen 

på mange andre områder, de har f.eks. 

fået smag for animalsk føde og skabt en 

sult efter kød, der dog er en slags næringsmiddel. 

Det kan give en vis tilfredsstillelse 

eller mættelse i modsætning til 

spiritus, som slet ikke har med næring 

at gøre. Det er så udbredt at spise animalsk 

føde, at de, der ikke gør det, i 

stor udstrækning bliver betragtet som 

særlinge. Den åndelige og efterhånden 

også den fysiske videnskab påviser, at 

indtagelse af animalsk føde er årsag til 

nedbrydning af den menneskelige organisme, 

fordi den slet ikke er egnet for 

animalsk føde. Mennesket med dets vældige 

intellektualitet er for højt udviklet 

til at indtage disse ligstoffer. De er direkte 

dødbringende, men her har man 

ødelagt reaktionsevnen. Hvis man nu 

serverede menneskekød, ville sanserne 

reagere ganske forfærdeligt, for der er 

de endnu i behold og virker et hundrede 

procent – ellers ville man jo være kannibal. 

Hvis man serverer stegt lever og siger, 

det er af ham, der døde derhenne, og 

det er hjertet af hende, der døde af kræft 

derhenne, så tror jeg nok, at sanseevnen 

ville reagere, som den skulle. Men når 

man serverer noget af et lig fra et dyr, 

så gør det ikke noget, så reagerer man 

i almindelighed slet ikke. Det siger jeg 

ikke for at kritisere dem, der spiser kød, 

men for at oplyse dem, der gerne vil vide, 

hvordan tingene forholder sig. 

16. Vibrationerne i den vegetabilske 

føde svarer til menneskets 

organisme 

Det er ganske uværdigt for mennesket at 

leve under de samme principper og love 

som løver og tigre. For tigeren og løven 

er det naturligt med animalsk føde, for 

dem er det en livsbetingelse at dræbe. 

Her gælder det femte bud ikke. Men mennesket 

behøver ikke at dræbe for at leve. 

Det er rigtigt, at selv om man indtager 

vegetabilsk føde, er det på en måde også 

at dræbe, men sagen er den, at planten 

ikke kan opleve fysisk smerte. Den kan 

kun tankemæssigt eller bevidsthedsmæssigt 

opleve behag og ubehag, ren fysisk 

smerte kan den ikke opleve. Derfor 

ville det være mere menneskeværdigt 

og passe bedre med den menneskelige 

humanitet at benytte sig af den mindst 

dræbende tilstand. Vibrationerne i den 

vegetabilske føde passer også bedre til 

menneskets organisme. I den animalske 


føde er disse alt for høje eller for stærkt 

svingende til, at den kan indgå som næring 

i organismen. Derfor skal der dræbes 

en hel masse af de animalske stoffer, 

før man kommer til de stoffer, der kan 

indtages som næring i organismen. Det 

skal der derimod ikke i samme grad ved 

den vegetabilske føde. Især det modne 

frugtkød behøver ikke nogen særlig fordøjelse 

for at blive optaget i organismen, 

og det er en livsbetingelse for mikrolivet 

i frugtkødet at blive optaget som næring 

i en organisme. Der sker intet drab, og 

mennesket lever, som det er det værdigt. 

Det færdige eller fuldkomne menneske 

vil udelukkende kunne ernære sig ved 

frugter. 

17. Det giver karma at opdrætte 

pelsdyr og at gå med pelse 

Mennesket i Guds billede skal ikke være 

et væsen, der slagter, myrder, flår og 

flænser i levende væseners organismer 

og berøver dem flere år af deres liv. Nu 

opdrætter man en hel masse dyr, som 

hele livet må sidde i nogle små kasser, 

og når de når den unge alder, hvor de 

skulle nyde deres tilværelse, bliver de 

slået ihjel og flået, fordi der er damer, 

der gerne vil gå med pelse. Det er ikke 

for at kritisere disse damer, de ved ikke 

bedre. De tænker slet ikke på, at det kan 

have nogen betydning. Men det betyder, 

at disse mennesker skæbnemæssigt får 

en del af denne tilstand til gode. Denne 

fængselstilstand og denne flåning får de 

med. “Det vi sår, kommer vi til at høste”. 

18. Forsvaret er menneskets største 

svøbe og ulykke 

Mange mennesker er behersket af tusindårige 

vanetilstande og gamle fejlagtige 

traditioner, og de tror ikke, man kan 

skabe fred og kultur uden disse vældige, 

dødbringende atombomber, der kan udslette 

millionbyer i løbet af sekunder. 

Men det er et fejlagtigt talent, her virker 

sanserne også helt forkert. Det eneste, 

der kan skabe fred, er mordvåbnenes 

afskaffelse. Det er disse dræbende tankearter, 

indbildninger og forfærdelige 

overtroiske forestillinger i den menneskelige 

bevidsthed, der skal fjernes. De 

bliver ikke fjernet, ved at man træner 

sig op og udvikler dem og laver mere og 

mere geniale mordvåben. Derved optræner 

man talentkerner for at blive en vældig 

dræber, der langt overstiger dyrenes 

konge. Dyrenes konge skal dræbe, men 

mennesket har ingen hæder af at kunne 

overtrumfe dyret i dets dyriske tilstand. 

19. Kultur og fred kan ikke skabes 

med menneskenes nuværende 

falske indstilling til livet 

Mennesket kan veje solene, måle lysets 

hastighed og binde naturens millioner af 

hestekræfter, men det har et felt, hvor 

det er så afvigende, så afsporet, at man 

kan sige, at “det lever og æder sammen 

med svinene”. Dette at gå på jagt, dette 

at myrde og slagte, dette at lave hele 

fabrikker for myrderi er dyrets princip 

i overdimensioneret tilstand. Hvordan 

tror man, at sådanne væsener kan skabe 

kultur? Men i menneskene er der en 

vældig trang til at komme ind i andre 

forhold. De begynder at opdage, at der 

er noget galt, der er noget forkert, og de 

må komme til at forstå, at ingen politik 

kan løse problemerne. Politik er i vældig 

grad trådt i stedet for religion. Nu er de 

religiøse kræfter i mennesket gået over 

i politik. Politik søger at råde bod på 

skavankerne, og politik kan også jævne 

noget ud og sløjfe noget og lave en glat 

overflade. Men under denne overflade 

eksisterer der endnu vulkanske kræfter 

i en vældig grad, så længe menneskene 

ikke forstår, hvor farligt det kan være at 

tænke forkert. 

Menneskene tænker og tænker – men 

uden kontrol, og det er farligt, for det 

er denne ukontrollerede tankegang, der 

skaber ødelæggelserne i verden. Tænk, 

hvor farligt det er at sejle med et skib, 


hvor kaptajnen drikker sig fuld og er 

ligeglad med kursen, eller at flyve med 

et fly, hvor piloten forvirrer sin hjerne. 

Men livet er en ikke mindre farlig rejse. 

Vi vandrer igennem livet, hvor der 

er mange afgrunde, vi kan falde i. De 

er ganske vist ikke synlige, for vi skal 

selv prøve, lære og erfare. Derfor eksisterer 

der heller ingen “synd”, men kun 

uvidenhed. Der er intet syndigt, og jeg 

bebrejder ikke menneskene noget som 

helst; de kan ikke være anderledes, end 

de er. Men i de allerfleste mennesker eksisterer 

denne tåbelige overtro, at han 

skal være anderledes, og hun skal være 

anderledes, og det er da forfærdeligt, at 

han er sådan, og hun er sådan. Men det 

er slet ikke forfærdeligt, det er ganske 

naturligt. Hvordan skulle en tyv i dag 

være andet end en tyv? Hvordan skulle 

en morder være andet end en morder? 

– Hvis han kunne være noget andet, så 

kan De tro, han var det. 

Hvordan skal menneskene kunne 

skabe kultur med denne falske indstilling 

til livet? – De unge mennesker, som 

i skolen lærer, at man ikke må dræbe eller 

ihjelslå, skal, inden de bliver rigtig 

voksne, aftjene værnepligten, fordi man 

er inde i hele denne tankegang, denne 

falske sansning eller denne sansedefekt, 

at man kun kan hjælpe sig ved at myrde 

og dræbe. Situationen er blevet sådan, at 

man ikke ser anden udvej, men der er en 

anden, som en ny åndelig videnskab kan 

anvise. Naturligvis kan man ikke pludselig 

lade være med at låse døre og lade 

være med at have militær osv., for så ville 

den stærkere komme og ødelægge den 

mindre stærke. Så længe denne tendens 

er fremherskende i verden, må verden 

være, som den i øjeblikket er med militær, 

atombomber og det hele. Den nuværende 

tilstand er et resultat af tusindårige 

traditioner, men man kan arbejde på, 

at det bliver anderledes, og der må tages 

vældigt fat, hvis man vil forandre disse 

traditioner til at blive fredens traditioner. 

20. Skoler i åndsvidenskab. Forkert 

tænkning og sygdomme 

Man kan ikke pludselig lave disse forskellige 

menneskers forestillinger om til 

det rigtige. Det må tage sin tid. Der vil 

blive lavet skoler, universiteter og læreanstalter, 

hvor man udelukkende vil blive 

uddannet i åndelig videnskab, i psyke, 

tankegang og tankematerier og i at lære 

at se, hvordan disse reagerer, for derved 

at komme til klarhed over, hvad man 

skal tænke, og hvad man ikke skal tænke. 

Her får man evne til at regulere sit 

liv og tankegang, når man kan se, hvor 

man tænker forkert om andre mennesker, 

hvor man har en giftig tankegang. 

Det er ikke blot giftigt for de væsener, 

der er objektet for ens tanke, det er også 

giftigt for ens egen organisme. Vor tanke 

består af forskellige slags tankeenergier. 

Nogle af disse energier virker direkte på 

mavesystemet, nogle på lungesystemet, 

hjertet og blodsystemet, nogle på hjerne 

og nervesystemet, nogle på kønsorganerne, 

nogle på skelettet og nogle på hud og 

muskulatur. Alle tankearter har en reaktionsevne 

inde i organismen, og hvis 

de forekommer i overdimensioneret eller 

i underdimensioneret tilstand, så breder 

de sig ud til de andre områder, hvor de 

ikke har noget at gøre, og der begynder 

de mange forskellige sygdomme. En ond 

tanke eller et permanent had imod en 

person kan til sidst udvikle sig til en 

vældig kræftsvulst. 

Det er altsammen noget, der kan påvises, 

men jeg kan ikke gøre det overbevisende 

i en artikel eller et foredrag. De 

er kun beregnet på at gøre opmærksom 

på, at disse ting eksisterer. Jeg regner 

dem for en slags udstilling. Når man 

kommer på en udstilling, kan man se 

de forskellige maskiner og de forskellige 

fremskridt, der er gjort. På tilsvarende 

måde viser jeg, at i de og de felter kan 

man se det og det. Der kan man se noget, 

som man måske ikke tidligere skænkede 

en tanke. Jeg kan vise, hvor man kan 


studere det, og hvor man kan iagttage 

det. Men der kræves et nærmere studium, 

hvis man vil sætte sig ind i det. Man 

kan heller ikke lære de indviklede ting i 

atomteorien ved at høre en forelæsning. 

Det må studeres. 

21. Åndsvidenskaben og loven for 

tilværelse 

Åndsvidenskaben er et vældigt studium, 

og der er det store plus ved det, at lige 

så snart De begynder at beskæftige Dem 

med åndsvidenskaben og analysere tingene 

ud, kommer De til de gode tankematerier, 

som bliver til strålende livskraft i 

organismen. De kommer til at føle glæde 

og velvære ved det, og der er det gode 

ved det, at De ikke behøver at vente på 

de andre. De kan nå verdensfreden inde 

i Dem selv og blive hævet ud over karma 

og sygdomme og blive immun over for alle 

de besværligheder og bekymringer, som 

menneskene i almindelighed går med. 

Det kan man hæve sig ud over ved at lære 

at tænke rigtigt. Og hvad vil det så sige 

at tænke rigtigt? – Ja, det kan indbefattes 

i denne nøddeskal, at “man skal lære 

at elske sin næste som sig selv, det er alle 

loves fylde”. 

Fra et foredrag afholdt i 1954 på Martinus 

Institut. Stykoverskrifter og bearbejdelse af 

båndafskrift foretaget af Ole Therkelsen. Første 

gang bragt i Kosmos nr. 9, 1992. 

Sfinksen (symbolet over det jordiske menneskes kosmiske analyse). Illustration fra bogen Logik 


Hjertets dannelse 


1. I gamle dage var menneskene 

delt op i to kontrasterende klasser, 

en herskerklasse og dens slaver 

I vort civiliserede samfund kender alle 

mennesker vist udtrykket “hjertets dannelse”. 

Men derfor er det jo ikke givet, 

at alle mennesker også ved, hvad dette 

udtryk dækker over. Der findes jo også 

en anden slags dannelse, en betegnelse 

for en særlig bestemt leveform for personer 

af det såkaldte fornemme selskab. I 

gamle dage bestod dette selskab af fyrster 

og adel, men efterhånden som den 

demokratiske indstilling og folkestyret 

afløste enevælden, er dette med det fine 

og fornemme selskab blevet et lidt udflydende 

begreb. I dag kan en arbejdsmand, 

en håndværker eller enhver anden person 

inden for det såkaldte proletariat få 

adgang til de højeste statsposter, blive 

ministre, præsidenter og statsoverhoveder. 

En sådan tingenes tilstand var 

utænkelig under det tidligere kongelige 

og adelige enevælde. Da var folket helt 

delt op i to kontrasterende klasser, en 

herskerklasse og dens slaver. Den sidstnævnte 

slaveklasse bestod af mere eller 

mindre slavebundne borgere og bønder, 

der alle var afhængige af fyrsternes og 

adelens forgodtbefindende. Det var en 

selvfølge, at børn, der var født i herskerklassen, 

måtte opdrages til at kunne optræde 

med værdighed og besidde visse 

egenskaber, der kunne fremhæve deres 

fornemme byrd, så man straks kunne se, 

at det ikke var proletarbørn. Det blev anset 

for at være af den største betydning, 

at man kunne opføre sig standsmæssigt 

over for sine standsfæller og nedladende 

over for proletarerne eller pøbelen. At 

den, der havde de fine manerer og viste 

et afslebet og behageligt væsen i de fornemme 

kredse, samtidig til det yderste 

udnyttede sine livegne bønder, ja, måske 

lod dem piske eller blive udsat for 

anden tortur, var ikke blot noget, man 

så igennem fingre med, det var ligefrem 

noget, der mange steder hørte med til 

“dannelsen”. Folket skulle vise respekt 

og ærefrygt for dets herrer, fyrsterne og 

adelen, og gjorde de det ikke frivilligt, 

blev de tvunget til det. Mellem adel og 

proletariat måtte kløften markeres så 

meget som muligt, og jo mere man holdt 

folkemasserne nede i primitivitet, desto 

mere fornem og ophøjet måtte adelen eller 

datidens dannede mennesker tage sig 

ud. Det var en blomstring af forfængelighed 

og magtbegær, og “dannelsen” var 

blot en slags menneskelig “glasur” over 

junglementaliteten. 

2. Overklassen skabte mange 

skønne, kunstneriske kulturværdier, 

men underminerede samtidig 

gennem sin undertrykkelse af underklassen 

sin egen magtposition 

Inden for den fornemme overklasse kappedes 

man om at kunne udvise en særlig 

udsøgt høflighed, elegance og ridderlighed 

over for hverandre, og lige så magtpåliggende 

var det at søge at overtrumfe 

hverandre i fornem klædedragt og ydre 

elegance. Men bag den fornemme maske 

af dannelse og kultur lurede dyrerigets 

magtbegær, en umættelig ærgerrighed 

og et ønske om at opnå andres beundring 

og tilbedelse. Alt dette nævnes dog ikke, 

hvad nogle måske vil tro, for at kritisere 

og tale nedsættende om de mennesker, 

der udøvede en magt i menneskehedens 

fortid, det er kun en analyse af tilstande, 

der måtte være således, men ikke vedblivende 

skal gøre sig gældende i den menneskehed, 

som er på vej mod langt højere 

former for dannelse. Den nævnte over- 


klasses forfængelighed og magtbegær 

blev altså det middel eller den drivfjeder, 

der fik de første former for en højere fysisk 

kultur til at fremstå. Det er frugterne 

heraf, vi kender som de skønne slotte 

og herregårde med deres højenloftssale, 

deres fine møbler, park- og haveanlæg, 

utallige kunstværker og mange andre 

kulturværdier. Det var skabt for at imponere 

standsfællerne og for at indgyde 

folket ærefrygt og respekt, altså mange 

variationer af beundring. Og det blev 

beundret! Disse det fornemme selskabs 

slotte med al deres luksus blev et forbillede, 

en slags model for proletariatets 

fremtidsdrømme. Den uvidende træl eller 

slave i en dyb fornedrelsens tilstand 

har inderst inde et håb om engang at 

kunne opnå sin herres fribårenhed og 

overlegenhed. Jo mere overklassen gjorde 

sine undergivne til slaver og selv levede 

i herlighed og glæde, desto mere animerende 

længsler måtte det skabe i trællenes 

eller slavernes sind efter et blive i 

stand til at leve i en lignende herlighed 

som undertrykkerne. Disse undertrykkeres 

frihed og magt, deres nydelse af 

livets goder i glans og herlighed kunne 

ikke undgå at blive det, proletariatets 

håb og fremtidsdrømme drejede sig om. 

Og det førte uundgåeligt til undertrykkernes 

fald. Undertrykkelse kan nemlig 

aldrig nogen sinde eksistere uden efterhånden 

at underminere sig selv. Den 

giver en stadig stærkere næring til den 

oprørsild, der som en indre kraft vokser 

frem hos de undertrykte for at afkaste 

åget og selv opnå friheden, magten og 

æren. En skønne dag bliver denne kraft 

så stærk, som ethvert tryk der er avlet 

af modtryk, at revolutionen bryder ud i 

lys lue, og overklassen bliver dræbt eller 

gjort til trælle af den underklasse, der 

nu vil udfolde sin magtbrynde og indtage 

pladserne ved magtens og rigdommens 

veldækkede bord. 

3. Mange af de mennesker, som i 

dag udgør det pengearistokrati, der 

for en stor del regerer verden, er 

fortidens slaver og livegne 

En sådan ombytning af roller har fundet 

sted mange gange i historiens forløb, og 

de nye herrer har vist sig at være lige 

så store tyranner som deres forgængere, 

hvis de da ikke var værre. Det er værd 

at huske på i dag, da diktaturets magtbrynde 

har bredt sig over store dele af 

verden, og en masse mennesker i deres 

naivitet eller politiske blindhed med 

glæde løber i dets ærinde og bærer ved til 

dets kulturødelæggende bål. Ganske vist 

er der på jorden begyndt at vokse noget 

frem, vi kalder demokrati og folkestyre, 

og som før nævnt kan en arbejder eller 

håndværker eller en bonde i dag blive 

statsminister eller præsident, og folket 

vælger selv dets regering, men alligevel 

eksisterer der to fronter, der bekæmper 

hinanden: et aristokrati og et proletariat. 

Officielt er alt slaveri afskaffet, og det 

er de færreste godser og slotte, der endnu 

er på den gamle adels hænder. Men der 

er opstået et pengearistokrati, et forretningsvælde, 

der ikke på nogen måde vil 

give slip på fordele og ejendomsret for at 

tjene næsten dermed eller fjerne krigen 

fra verden. De har nu slottene eller fine 

moderne palæer, luksusvogne, lystyachter 

og en stab af tjenere, og hvad der ellers 

hører sig til i vore dages fine selskab 

samt al den “dannelse” eller “god tone”, 

som er moderne i vor tid. Mange af disse 

mennesker er fortidens slaver og livegne, 

som nu får lov at prøve, hvordan det er 

at besidde magten og æren og herligheden. 

Men så længe de, som deres forgængere 

gjorde det, udnytter og misbruger 

andre mennesker og lever i vellevned på 

deres bekostning, selv om det sker på en 

lidt anden måde end før, vil de dermed 

underminere sig selv og før eller senere 

“ende i muddergrøften”. Det samme gælder 

de mennesker, som ikke i øjeblikket 

besidder magt, men går og drømmer om 


at komme til at brillere, og som derfor i 

stor grad nærer sympati for mål og midler, 

der lader hånt om medmenneskers 

velvære og skæbne, hvis blot man ved 

disse midler selv kan komme til toppen. 

Også de vil opleve såvel magtens sødme 

som fornedrelsens dybe fald, lige meget 

om disse diktaturets sande disciple og 

aspiranter hælder til kapitaldiktaturet 

eller til det totalitære magtdiktatur. 

4. Frivilligt at forlade herrementaliteten 

og påtage sig tjenerbevidstheden 

er det samme som at give 

liv 

Men skal livet på jorden da vedblive at 

være en kamp mellem to parter, der skiftes 

til at udøve magt på den andens bekostning? 

Nej, det er kun en overgangstilstand, 

så længe dyret i mennesket har 

så megen magt, at dannelsen kun er en 

ydre camouflage og samtidig er baseret 

på forfængelighed og ønsket om at brillere. 

Man kan kalde denne ydre dannelse 

for “kødets dannelse”, en selvtilbedelsens 

og egoismens tilstand, hvis kontrast er 

den “hjertets dannelse”, der er begyndt 

at vokse frem i mange menneskers sind. 

Hjertets dannelse er uden nogen som 

helst camouflage eller udsmykning, den 

er blottet for forfængelighed og magtbegær. 

Mennesker, der besidder denne 

dannelse, føler lige så megen sympati for 

deres næste som for sig selv. De vil hellere 

selv lide, end de vil påføre næsten 

nogen form for lidelse. Det at besidde 

hjertets dannelse er det samme som at 

ophøje sin næste og fornedre sig selv, det 

er frivilligt at forlade herrementaliteten 

og påtage sig tjenerbevidstheden. Det 

er det samme som at give sit liv. Men 

den, der giver sit liv, skal komme til at 

eje det, sagde Kristus, og den, der ikke 

giver sit liv, skal miste det. Kristi mission 

var at vise menneskene, at der findes 

en anden dannelse end den, det fine 

selskab besad, enten de så var farisæere 

eller romere. Kristus repræsenterede 

den virkelige kongementalitet uden ydre 

glans og “dannelse”. Den eneste krone, 

han kom til at bære, var tornekronen. 

Kristus indvarslede en ny kulturs fødsel 

på denne klode, hvori “hjertets dannelse” 

skal afløse “kødets dannelse”. 

5. Virkelig kristendom og hjertets 

dannelse er ét og det samme; det er 

kristusbevidstheden i det enkelte 

menneske 

Der er mennesker, der tror, at kristendommen 

er ved at være forbi, at den har 

udspillet sin rolle som kulturfaktor. Men 

det er en stor fejltagelse. Det, man har 

kaldt kristendom, og som ganske rigtigt 

er ved at degenerere, er den ydre form, 

den camouflage af dogmatik, ceremonier, 

strålende klædebon, sakramenter osv., 

som gennem tiderne absolut har gjort deres 

gavn, selv om der bag dem har kunnet 

udfolde sig en ganske anden mentalitet 

end den, Kristus repræsenterede. Har vi 

ikke set, at kirken blev en del af fyrstevældet? 

Har ikke paver, kardinaler, biskopper 

og andre såkaldte kirkefyrster 

velsignet våben og i visse situationer selv 

draget sværdet? Historien viser, at “kødets 

dannelse” hidtil har været den dominerende 

faktor i kristendommens udvikling. 

Men heller ikke det er sagt som 

kritik, det har måttet gå således, “hjertets 

dannelse” udvikles ikke på én gang, 

men gennem mange liv, hvor mennesket 

lærer at se gennem al camouflage og lærer 

gennem lidelseserfaringer, hvordan 

man høster, når man sår hersker- eller 

overklassementalitet. Gennem denne erfaringsdannelse 

vokser lidt efter lidt “en 

ny adel” frem blandt jordens mennesker. 

Thi ligesom “kødets dannelse”, har sin 

“fornemme adel” har “hjertets dannelse” 

også sin. Men der er den store forskel, 

at denne sidstnævnte dannelse slet ikke 

har nogen underklasse. Her er alle lige. 

Hjertets dannelse er ikke baseret på forfængelighed 

eller befordret af en umættelig 

hunger efter at blive beundret og 


æret. Hjertets dannelse er dyrkelsen og 

opretholdelsen af andres velfærd. Da den 

i alle situationer er således indstillet, 

har den intet at skjule og intet at skulle 

narre eller tvinge næsten til at gøre. Den 

udfolder sig i enhver situation, hvor næstekærlighed 

kræves, og er i sig selv således 

udelukkende næstekærlighed. Den 

er ikke sentimentalitet og overspændt 

føleri. For virkelig at udfoldes til gavn 

for helheden må den også være iblandet 

den intelligens, som i en given situation 

kan påvise, hvad der er det kærligste at 

gøre. Den virkelige kristendom og “hjertets 

dannelse” er ét og det samme, det 

er kristusbevidstheden, der som en indre 

kraft udvikles i det enkelte menneske. 

Vi kan let blive vidne til, at repræsentanter 

for “hjertets dannelse” i mange 

tilfælde slet ikke har den ydre glasur 

eller kulturfernis, som repræsentanter 

for “kødets dannelse” kan bruge til at 

bluffe deres omgivelser med. Det er højst 

sandsynligt, at der er fine repræsentanter 

for denne fremvoksende nye kultur, 

der tager lidt kluntet på kniv og gaffel 

og derfor er højst “udannede” efter den 

gamle målestok. Det kan også være, at 

vedkommende fremtræder som et fattigt 

menneske, men det er bedre at være en 

kærlighedens repræsentant i pjalter, end 

det er at være en pjalt i fine klæder. 

6. Åndsvidenskaben vil blive en 

inspirerende faktor for skabelsen 

af det virkelige demokrati, der 

som en indre kraft vil vokse frem i 

menneskene. 

Menneskene får alle lov til i skiftende inkarnationer 

at prøve, hvad det vil sige at 

være oppe og nede på samfundets sociale 

rangstige, og igennem denne erfaringsdannelse 

opstår lidt efter lidt trangen 

til et samfund, hvor der ikke er nogen 

over- og underklasse, men frihed, lighed 

og broderskab. Ved revolutioner vil sådan 

et samfund aldrig kunne fremstå, 

derved bliver blot det vendt op, som før 

var nede og omvendt, og den nye herskerklasse 

skaber en ny form for diktatur. 

Derfor må det virkelige demokrati vokse 

frem som en indre kraft i menneskene, 

og her vil åndsvidenskaben blive en inspirerende 

faktor, fordi det søgende menneske 

derigennem vil kunne forstå de 

kosmiske kræfters udfoldelse ikke blot i 

verden omkring ham, men også i hans 

eget sind. “Hjertets dannelse” vil engang 

blive fundamentet for den kultur, 

der omfatter hele jordmenneskeheden, 

en virkelig verdensfred. Men vi oplever 

i vore dage “kødets dannelse” og “hjertets 

dannelse”, som er tankeklimaer, vi 

har i vort sind, og kun der, hvor “hjertets 

dannelse”, næstekærligheden, trænger 

igennem den ydre form, kan man tale om 

menneskelig kultur. 

Fra et foredrag på Martinus Institut den 7. 

december 1947. Manuskript til foredraget bearbejdet 

af Mogens Møller. Bearbejdelsen er 

godkendt af Martinus. Første gang bragt i Kontaktbrev 

nr. 17, 1957. 


Om tolerance 


Spørgsmål 

Hvorledes er det muligt for noget menneske 

at nå den tolerance, hr. Martinus 

taler om? – Der er mange mennesker, jeg 

ikke kan tolerere, endsige elske, og jeg 

kan ikke indse, hvorledes jeg nogensinde 

skulle kunne nå dertil. 

Svar 

At elske sin næste beror ikke på viljen 

alene, men er ligesom f.eks. musikbegavelse 

baseret på et medfødt talent. Et 

medfødt talent er igen et resultat af en 

eventuelt gennem flere liv permanent forudgående 

træning eller opøvelse. Denne 

opøvelse resulterer sluttelig i talentets 

kulmination, og individet fremtræder da 

som et geni i det pågældende felt. 

Med hensyn til opøvelsen af den moralske 

genialitet eller den fuldkomne 

evne til at elske sin næste sker denne for 

en stor del automatisk gennem oplevelsen 

af lidelserne og er således for denne 

dels vedkommende udenfor viljens kontrol. 

Men jeg skal her nævne nogle få af 

de vigtigste momenter ved den side af 

opøvelsen af nævnte evne, der er viljen 

underkastet, og hvormed individet således 

bevidst kan arbejde med i sin egen 

vækst hen imod en sand eller fuldkommen 

manifestation af kærlighed. 

Udslet begrebet ”fjender” af din bevidsthed. 

– Tag aldrig til genmæle overfor 

vrede, bagtalelse eller andre former 

for ubehag, der er rettet imod dig. – Sig 

aldrig selv noget ondt om nogen eller noget. 

– Vær absolut sand eller ærlig i alle 

livets forhold. – Vær absolut upåvirkelig 

af smiger, ros eller dadel. – Vær aldrig 

med til at dræbe, såre eller lemlæste. 

– Lad aldrig din tanke afvige fra at beskæftige 

sig med, på hvilken måde du 

absolut bedst kan tjene dine medvæsener, 

da udfører du den allerhøjeste form 

for yoga eller den fuldkomneste træning 

af den del af udviklingen, der er stillet 

indenfor din viljes rækkevidde, og som i 

forbindelse med den øvrige del af livets 

egen bearbejdning af din natur sluttelig 

vil føre dig til den moralske genialitet eller 

skabe dig om til at udgøre det fuldkomne 

væsen eller et ”gudemenneske”. 

Første gang bragt i Kosmos nr. 3, 1933. 

© Mark Hryciw, 

Dreamstime.com 


Forklaring til forsidesymbolet 


Ifølge “Livets Bog” (mit hovedværk om 

livet) udgør verdensaltet tre store grundprincipper, 

der tilsammen danner den 

udelelige enhed, vi udtrykker som et levende 

væsen. Verdensaltet består af et 

ocean af skabelsesprocesser, der altid til 

slut ender i logiske eller hensigtsmæssige 

resultater. Disse resultater kender 

vi som de skabte ting. Da disse skabte 

ting, såsom: kloder, sole og mælkeveje, 

eller foreteelserne på vor egen klode: 

regn og solskin, dag og nat, vinter og 

sommer osv., samt de levende væseners 

organismer, der i sig selv er selve kulminationen 

af sande mesterværker som 

redskaber for deres ophavs særlige form 

for oplevelse af livet, således er resultatet 

af plan- og hensigtsmæssig skabelse, 

gør de dette skabelsesocean identisk 

med bevidsthed, tankefunktion og viljeføring. 

Hvordan skal en plan- eller hensigtsmæssig 

manifestation eller logisk 

skabelse ellers kunne finde sted? – Men 

når der forekommer en sådan logik i al 

naturens skabelse, må der eksistere et 

tanke- og viljeførende “jeg” bag denne 

mentale åbenbaring. Vi kender fra vor 

egen fremtræden, at der i os eksisterer 

et sådant oplevende, dirigerende og tænkende 

“jeg” bag vor egen åbenbaring af 

mentalitet, og uden hvilket jeg denne 

åbenbaring ville være en umulighed; 

hvorfor skulle det tilsvarende ikke være 

tilfældet bag verdensaltets åbenbaring af 

plan- og hensigtsmæssighed eller logisk 

skabelse? – Ifølge kosmiske analyser i 

Livets Bog er verdensaltet en organisme, 

igennem hvilken et levende, tænkende 

og viljeførende jeg kan åbenbare sig som 

et levende væsen, på samme måde som 

vor egen organisme er et redskab, ved 

hvilket vort jeg eller inderste selv kan 

åbenbare sig som et levende væsen. Ver- 

densaltets første og enkleste analyse er 

disse tre grundprincipper, som altså vil 

være at udtrykke som: jeget, skabeevnen 

og det skabte. En hvilken som helst ting, 

der eksisterer i verdensaltet, vil uundgåeligt 

høre ind under et eller andet af de 

tre principper. Da de nævnte principper 

lige akkurat udgør de tre betingelser, 

der kræves, for at et “noget” kan fremtræde 

som et levende væsen, udgør verdensaltet 

i kraft af denne dets struktur 

således et levende væsen. Denne analyse 

gør igen Guddommens eksistens til en 

levende virkelighed eller kendsgerning 

og bekræfter det gamle ord: “I ham leve, 

røres og ere vi”. 

Da “noget” ikke kan komme af “intet”, 

lige så lidt som “noget” kan blive 

til “intet”, vil dette gigantvæsen således 

være evigt eksisterende. Det kan aldrig 

være begyndt, ligesom det aldrig nogen 

sinde kan ophøre. Men noget, der er 

evigt og uendeligt, kan kun have denne 

eneste og absolutte analyse, at det udgør 

“noget, som er”. Ingen af de tre nævnte 

grundprincipper kan have nogen anden 

analyse. Siger vi om jeget, at det er stort, 

eller at det er lille, det er guddommeligt 

eller ikke guddommeligt, det er skønt 

eller uskønt, det er ondt eller godt etc., 

vil disse udtryk kun betegne foreteelser, 

som er frembragt af dette noget. De kan 

derfor ikke udgøre dette noget selv, eftersom 

dette jo allerede da må have eksisteret, 

før de nævnte foreteelsers frembringelse. 

Siger vi om skabeevnen, at 

den er gigantisk, eller at den er lille, den 

er fuldkommen eller ufuldkommen, eller 

vi udtrykker den ved andre sådanne 

analyser, vil disse være ganske fejlagtige 

og uden værdi. En skabeevne, der udløser 

skabelsen af alt, hvad der er stort og 

småt, alt, hvad der er ondt eller godt, alt, 


hvad der er fuldkomment og ufuldkomment, 

ja alt, hvad der overhovedet skabes 

i selve verdensaltet, rummer jo al skabelse 

og er dermed uendelig. Men noget, 

der er uendeligt, kan ikke udtrykkes 

ved en tids- og rumdimensionel analyse. 

Denne evige og uendelige skabeevne kan 

ligesom jeget kun udtrykkes som “noget, 

som er”. 

På samme måde bliver alt det skabte 

også uden analyse, idet det omfatter alt, 

hvad der overhovedet eksisterer, både 

det store og det små, det onde og det 

gode, det fuldkomne og det ufuldkomne 

etc. Det rummer således selve kulminationen 

af lys såvel som kulminationen af 

mørket og er uendeligt og evigt af omfang, 

ligesom de to andre grundprincipper. 

Det kan derfor umuligt have nogen 

tids- og rumdimensionel analyse. Det 

kan også kun udtrykkes som “noget, som 

er”. Dette, disse tre princippers navnløshed, 

er markeret ved bogstavet X. Jeget 

udtrykkes således i de kosmiske analyser 

som “X1”, skabeevnen som “X2” og 

det skabte som “X3”. 

På forsidesymbolet er jeget eller X1 udtrykt 

ved den hvide sekstakkede stjernefigur 

i midten. Skabeevnen eller X2 

er udtrykt ved det violette yderste felt 

på symbolet. De små runde hvide felter i 

det samme område udtrykker de levende 

væseners jeger i verdensaltet eller i den 

gigantorganisme, som symbolet udtrykker. 

Imellem det violette felt og det hvide 

felt i midten forekommer der på symbolet 

et ved seks farvefelter markeret område. 

Dette område udtrykker det skabte eller 

“X3”. Når det fremtræder i de seks 

farver, skyldes det, at materien, hvoraf 

alt det skabte består, både det fysiske og 

psykiske område, manifesterer sig som 

seks store grundenergier. Disse har igen 

hver især et område, hvor de kulminerer 

og præger tilværelsen. Den første grundenergi 

kendes under begrebet “instinktet” 

og kulminerer i planteriget (rød 

farve). Den næste grundenergi udtrykkes 

som “tyngdeenergien”. Den ligger til 

grund for det dræbende princip og kulminerer 

i dyreriget (orangefarvet). Den 

tredje energi kendes som “følelsen” og 

kulminerer i det fuldkomne menneskerige, 

hvilket er det sidste rige på det materielle 

tilværelsesplan (gul farve). Dernæst 

kommer de psykiske eller åndelige 

verdener, i hvilken intelligens, intuition 

og hukommelse som de sidste af de seks 

grundenergier danner hver sit rige eller 

tilværelsesplan. Vi kan ikke her komme 

nærmere ind på de forklarende analyser 

og må derfor henvise til det store hovedværk. 

Vi skal dog her lige nævne, at de 

her omtalte tre ufjernelige principper: 

X1, X2 og X3 eller jeget, skabeevnen og 

det skabte, hvilket igen vil sige: jeget, bevidstheden 

og organismen, udgør grundanalysen 

i verdensaltet lige så vel som i 

det levende væsens struktur og afslører 

derved, at verdensaltet i sig selv er et 

levende, organisk, fysisk og psykisk væsen, 

i hvilket vi altså “leve, røres og ere”, 

på samme måde som mikrovæsenerne: 

celler, molekyler, blodlegemer etc., etc., 

leve, røres og ere inden i os eller vor organisme. 

Vi ser således her, hvorledes livet 

i sig selv gør det guddommelige udtryk 

“mennesket i Guds billede efter hans lignelse” 

til en evig lysende virkelighed. 

Ovenstående symbolforklaring er forfattet af 

Martinus og stammer fra brochuren “Martinus’ 

Åndsvidenskab” fra 1953. En mere omfattende 

forklaring til symbolet findes i Det Evige 

Verdensbillede, bog 1, symbol nr. 11, hvor det 

har denne titel: “Det evige verdensbillede, det 

levende væsen 2, den evige Guddom og de evige 

gudesønner”. 


Forklaring til bagsidesymbolet 


Dette billede udgør ligesom det første et 

symbol over det levende væsens struktur. 

Det hvide felt foroven udgør X1 eller 

jeget. Det næste felt udtrykker eller 

symboliserer X2. Tilsammen udgør de to 

principper en evig organisk enhed i det 

levende væsens struktur, der udgør dets 

“overbevidsthed”. Det er den del af det levende 

væsen, der er hinsides tid og rum 

og fremtræder i en evig væren. Vi er her 

ved det levende væsens absolutte faste 

punkt. Det nederste afsnit på billedet udgør 

X3 eller væsenets “underbevidsthed”. 

De seks farvede felter symboliserer væsenets 

fysiske og psykiske legemer eller 

organismer. Igennem disse organismer, 

der, som symbolet udtrykker, er rodfæstet 

i X2 eller overbevidstheden ved talentkernerne 

(de små runde felter), oplever 

og skaber væsenet i form af dagsbevidsthed 

og natbevidsthed sin fysiske og 

psykiske livsoplevelse, sin reinkarnation 

og skæbnedannelse. Men vi må ligeledes 

her henvise til hovedværkets kosmiske 

analyser og øvrige illustrationer. 

Ovenstående symbolforklaring er forfattet af 

Martinus og stammer fra brochuren “Martinus’ 

Åndsvidenskab” fra 1953. En mere omfattende 

forklaring til symbolet findes i Det Evige Verdensbillede, 

bog 1, symbol nr. 6, hvor det har 

denne titel: “Det levende væsen 1”. 


Martinus Institut 

Martinus Institut på Frederiksberg i København er en almennyttig institution, som af 

Martinus har fået ansvaret for at bevare, udgive og oversætte Det Tredje Testamente. 

Instituttet har desuden til opgave at informere 

om værket og at undervise i de 

kosmiske analyser. 

Martinus Institut rummer administration, 

bogsalg og forlag, der ud over 

Martinus’ værk også udgiver tidsskriftet 

Kosmos på flere sprog. I vinterhalvåret 

afholdes studiegrupper og foredrag. Instituttet 

varetager undervisningen både 

på Frederiksberg og på Martinus Center 

i Klint. 

Martinus Center Klint 

Martinus Center Klint i Odsherred (ved 

Nykøbing Sj.) er et internationalt studiecenter, 

hvor der undervises i Martinus 

Kosmologi ved foredrag, kurser og studiegrupper. 

Om sommeren er der daglig 

undervisning på dansk og svensk med 

nyt program hver uge, og i visse uger 

undervises der også på engelsk, tysk og 

esperanto. I foråret og efteråret er der 

kortere eller længere kurser, hvor man 

dybtgående kan studere Martinus’ analyser. 

Instituttets hjemmeside 

Martinus Institut har en hjemmeside på flere sprog, med omfattende information om 

Martinus’ verdensbillede, litteraturen og symbolerne, kurser og foredrag, tidsskriftet 

Kosmos samt oplysning om aktiviteterne på Instituttet og Centeret i Klint. Siden 

indeholder en læse- og søgefunktion, hvor man kan læse og søge i Martinus’ værk og 

i ældre numre af tidsskriftet Kosmos. Interesserede kan via hjemmesiden holde sig 

orienterede om arrangementer, aktuelle udgivelser, kurser og foredrag. 

Prøvenummer af Kosmos, informationsbrochure, litteraturliste, artikelhæfte, undervisningsprogrammer 

m.m. kan bestilles ved henvendelse til Instituttet. 


© Martinus Institut 1981 Reg. 6 

Det levende væsens bevidsthed eller psyke 

Martinus Institut 

Mariendalsvej 94-96 · DK-2000 Frederiksberg 

Telefon: 38 38 01 00 · E-mail: info@martinus.dk 

Hjemmeside: martinus.dk · Netboghandel: shop.martinus.dk 

Udgivet af Martinus Institut. 

Trykt hos Glumsø Bogtrykkeri A/S, 2013

Udvalgte artikler - Martinus Institut

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?