Jubilæumsskrift - Roklubben Øresund

More documents

Recommendations

Info

Igennem tiderne har Tutten - alias køkkenet - kørt på mange forskellige måder. Tilbage i tiden, da herreroklubben holdt til i den murede røde bygning, bestod sortimentet i Tutten af chokolade, lakridser, småkager og kaffe samt øl og vand. I dame-roklubben, som holdt til i deres brune træ klubhus, som lå, hvor den hvide bygning ligger i dag, må vi formode, at de bød på det samme, men mon dog ikke damerne også bød på hjemmebagt kage, som man gør det i alle dameroklubber? For begge klubhuse gjaldt, at køkkenfaciliteterne var sparsomme. Der fandtes kun en vask, en bordplade, nogle skabe og formodentlig nogle gasapparater. Da det fælles klubhus blev bygget med større køkkenfaciliteter prøvede man igennem 70‘erne at drive Tutten ved betalt hjælp; det kunne være folk udefra, som forpagtede Tutten, eller medlemmer, som drev Tutten mod at give en vist beløb til klubben. De ordninger kom aldrig til at hænge sammen økonomisk - omsætningen var simpelthen for lav. Så det blev igen enkelte medlemmer, som påtog sig at sørge for indkøb og mad i Tutten. Men sortimentet i Tutten blev bedre i det nye køkken, idet der nu blev smurt ostemadder og serveret kage. Og med frituregrydens indtog blev det også til friturestegt camembert og pommes frittes. Men helt indtil 1977, hvor opvaskemaskinen kom, sloges man om, hvem der skulle tage opvasken. Så i 1979 mødtes fire unge mennesker i en lille lejlighed på Backers vej. Den ene havde fået den geniale ide, at <strong>Roklubben</strong> Tutten v/Hanne Vinther & Steen Christensen <strong>Øresund</strong>s Tut skulle drives af en gruppe unge mennesker, som havde det til fælles, at de alligevel opholdt sig det meste af deres fritid i selv samme klub. Problemet var, hvordan man skulle gribe det an. Det var ikke lykkedes med „den åbne tut“. Overskuddet forsvandt sammen med de ikke betalte „klods“regninger, og forpagtningsmodellen havde jo også vist sig at være uhensigtsmæssig, da åbningstiderne ikke altid passede til aktivitetsniveauet i klubben. Udgangspunktet var, at man ville have et fast Tut-hold rekrutteret blandt klubbens medlemmer, og som var de eneste, der havde adgang til Tutten. Man blev enige om følgende model: Tutten skulle være selvrekrutterende. Det vil sige ,at Tutmedlemmerne skulle selv finde de ny Tutmedlemmer – denne ordning skulle holde dem med de store klods-regninger ude af Tutten. Tuttens skulle være et ikke over/ underskuds foretagende. Således måtte klubben ikke budgettere med et overskud fra Tutten i regnskabet – et eventuelt overskud skulle dog overgives kontant til klubben, og det var således op til bestyrelsen at afgøre, hvad pengene skulle bruges til. Tutmedlemmerne skulle ikke have nogen betaling for deres insats. Dog for at motiverer dem til at deltage og skabe sammenhold skulle Tutmedlemmerne have lov til at holde en fest én gang om året, med mad og drikkevarer betalt. Disse leveregler blev aftalt med den daværende bestyrelse, og man gik i gang med at rekruttere medlemmer. Det viste sig ikke at 50 være svært. Mange ville gerne have en Tutnøgle, men det var vigtigt at hyre nogle, der også gerne ville sælge noget, og som kom ofte i klubben. Det endte op med et ganske ungt team. Det var faktisk så ungt, at det til tider var på kanten af loven, at nogle af dem solgte spiritus, men tilgengæld var det et meget dynamisk team. Der blev hurtigt fundet folk til forskellige poster. Indkøbschef – han blev ikke valgt, fordi han havde den største bil – en Moris maskot – men nærmere fordi han arbejde på skiftehold. En regnskabschef, han arbejdede i en bank, og kunne takle kassen – osv. Man fandt ret hurtigt sine pladser i Tutten. Dette Tut-udvalg blev meget hur-tigt en fasttømret gruppe, nok mest fordi de havde noget at være sammen om, når de kom i klubben, men selvfølgelig også fordi man i udvælgelsesprocessen havde valgt nogle, man kunne arbejde sammen med. Dette var selvfølgelig en fordel, men det blev også hurtigt en anstødssten for enkelte i klubben, og man begyndte at tale om Tut-ligaen, Kong Tut og klike dannelser. På et tidspunkt kom det så langt, at man opfordrede Tutmedlemmerne til ikke at ro sammen og sidde sammen ved bordet på klubaftenen, når man drak kaffe efter roningen. For at imødekomme kritikken, vedtog Tutten at rekruttering af nye medlemmer fortrinsvis skulle ske blandt nyindmeldte roere. Dette viste sig at være en god ide, for de nye roere kom hurtigt ind i et sammenhold/ “klike“, og fik dermed hurtigt et tilhørsforhold til klubben, som andre nye roere ikke altid fik, og
de fleste af de roere, der den gang blev medlemmer af Tutten, er da også fortsat medlemmer af roklubben. Det kunne da heller ikke undgås, at det blev betragtet som et privilegium at have en Tutnøgle, og at Tutmedlemmerne udgjorde en magtfaktor i klubben. Som en roer på et tidspunkt udtrykte det: „den, der sidder på bajerne, sidder på magten“. Men kritikken blev dog for en stor dels vedkommende imødegået af, at Tutten næsten altid havde åbent, når der var aktiviteter i klubben - af den simple årsag, at der næsten altid var et Tutmedlem, der deltog og som derfor åbnede Tutten. Et medlem, der havde været bange for at møde en lukket Tutdør, fandt således en øl i sit skab i omklædningsrummet, der var blevet flere år for gammel og måtte smide den ud. Så tutvagterne må jo have dækket behovet udmærket. Trods denne kritik må man generelt sige at Tut-udvalget (som vi selv valgte at kalde os) blev et meget stort aktiv for klubben. Da det var meget aktive medlemmer i klubben, kom der mange initiativer fra den kant, og mange af Tutmedlemmer blev ofte hyret til andre opgaver i klubben. Der er vist aldrig blevet valgt et bestyrelsesmedlem ind i Tutten, men der er mange Tutmedlemmer, der har siddet i bestyrelsen. Festudvalg og Tut-udvalg smeltede efterhånden også sammen. Det var for en stor dels vedkommende Tutmedlemmer, der stillede op til at arrangere fester af forskellig slags; det være sig karnevaler, kanindåber, Amagerregattaer, jubilæer osv., osv., for Tutfolkene deltog alligevel i festerne, og så kunne de jo lige så godt være med til arrangere. En ting var dog til stadighed et problem – hvem skulle have lukkevagten? Det kunne til tider blive sent, da Tutvagten skulle være den sidste der gik, og så skulle han holde sig ÆDRU, for han skulle gøre kassen op og aflevere den i bankboksen. Godt nok var Tut-udvalget ungt, men som årene gik, blev de fleste seniorer, og så begyndte der for alvor at blive en udfordring at besætte vagterne til ungdomsfesterne. De udgjorde ellers et kapitel for sig selv. I starten var der ingen alkohol, men så fandt de unge ud af at drikke sig plakat fulde, før de kom. Så vi valgte at lave udskænkning, så var det nemmere at kontrollere deres promiller. For at tækkes de unge forsøgte man at følge tidens drikkevaner, men de skiftede så , at det var umuligt for indkøbschefen at følge med. Til den ene fest kunne det være rom og cola ,og så løb vi tør for rom. Til næste fest havde han købt ekstra rom, men så var det pernod, der var blevet populært. Leif Jønsson, Mette Grau og Steen Christensen Det var i sig selv en udfordring for hørelsen og andre organer at stå i baren til disse fester. Til en fest havde de fundet ud af, at der skulle være røg på dansegulvet, og én havde lånt en røgmaskine i SAS, som de brugte til øvelser med røg i flyene. Den var en anelse over dimensioneret til roklubben.10 sek. efter, de havde 51 startet den, kunne man ikke se, hvem man ekspederede på den anden side af disken – og festen blev holdt i bådehallen. Tuttens samlede sortiment udviklede sig også. I starten var det primært øl og vand, men senere kom der vine, både rød og hvid af forskelligt mærke, og udvalget af vand øl voksede også. Men ikke mindst maden blev mere og mere avanceret. Det startede med håndmadder på franskbrød, så blev de dekorerede med salatblade og andet pynt, hvilket satte nogen på en prøve. Vi var nogle, der blev irettesat af andre Tutmedlemmer, fordi vi ikke smurte smør helt ud til kanten, og andre vendte salatbladene forkert. Jo kvaliteten var i orden ,og til sidst blev der sågar serveret varm mad næsten til hver klubaften om tirsdagen. Tutfesterne viste sig at være en god ide. De første fester var hyggelige, og man lavede altid maden sammen; det var en del af festen. Senere udviklede det sig til de rene shows. Det startede såvidt jeg husker med, at én af mændene gik mannequin i en badedragt, som var mange numre for lille! Dermed mente mændene, at de havde stået for underholdningen det år, så nu måtte det være pigerne
Page 1 and 2: ROKLUBBEN ØRESUND 1930-2005 Amager
Page 3 and 4: Først skal lyde et stort tillykke
Page 5 and 6: Jeg har fået den ære at få lov t
Page 7 and 8: Historien om klubbens første 40 å
Page 9 and 10: Jeg Elly Jørgensen (født Carlsen)
Page 11 and 12: var mange opgaver, der trængte sig
Page 13 and 14: fortsatte medlemstallet med at fald
Page 15 and 16: egge rummene er fyldt med vand. Eft
Page 17 and 18: at gå højt med følelsesladede di
Page 19 and 20: hver båd på hver sin hylde, i hve
Page 21 and 22: diskussion om den daglige roning mh
Page 23 and 24: tegninger. Men det var ikke kun Str
Page 25 and 26: else med indvielsen af Øresundsbro
Page 27 and 28: Freddy Thorsen Finn Aa. Andersen Ku
Page 29 and 30: Gammel tid I dag er de eneste to ky
Page 31 and 32: Billede fra 1986 der viser anden et
Page 33 and 34: Bornholm i 1988-90, har der ikke v
Page 35 and 36: For at man overhovedet kan kalde si
Page 37 and 38: en langsom fremkørsel på sædet b
Page 39 and 40: var fuldstændig umuligt at sige ne
Page 41 and 42: I 1977 annoncerede vort forbund, at
Page 43 and 44: lege turister og se de seværdighed
Page 45 and 46: „Vi husker ikke helt året, men d
Page 47 and 48: Gymnastik Bordtennis Fodbold på pl
Page 49: Vi fik en herlig middag og gode dri
Page 53 and 54: end man lige havde tænkt sig, man
Page 55 and 56: teltet, og vi skulle nu kun besætt
Page 57 and 58: Redaktionen mødes fortsat 8-10 gan
Page 59 and 60: og Stok. Tager afsked med Naadigfru
Page 61 and 62: En meget yndet rotur i Lauget denga

Jubilæumsskrift - Roklubben Øresund

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?