Urnenedsættelse Normalt kan urnen udleveres fra krematoriet få dage efter at kisten er indleveret. De pårørende kan selv hente den, hvis de har valgt et urnegravsted. De aftaler med kirkegårdens kontor dag <strong>og</strong> tidspunkt for urnenedsættelsen. Da jordpåkastelsen har fundet sted ved bisættelseshøjtideligheden, er der ikke tale om endnu en højtidelighed ved urnenedsættelsen; men man kan bede præsten eller en person, man har tillid til, om at gå med ved urnenedsættelsen, hvis man ønsker n<strong>og</strong>en at støtte sig til. N<strong>og</strong>le oplever, at det er rigtigt at bede en bøn (f.eks. Fadervor), synge en salme, læse et digt, sige et par ord ved urnenedsættelsen. Har man valgt fællesgrav, kan man n<strong>og</strong>le steder overvære nedsættelsen, andre steder kan man ikke. Man får i n<strong>og</strong>le tilfælde brev, når den har fundet sted; ellers kan man ringe til kirkegårdskontoret <strong>og</strong> spørge. <strong>Begravelse</strong>sritualets betydning Et begravelsesritual er alt det, der siges, synges, udføres ved en begravelseshøjtidelighed. Dette ritual kan betyde n<strong>og</strong>et på flere måder. Det kan betragtes som en anledning til at sige tak for det liv, der har været. Ritualet tjener <strong>og</strong>så til at bære mennesker gennem en kritisk overgang, hvor store omvæltninger måske finder sted. <strong>Begravelse</strong>shandlingen kan blive af største betydning for de efterladte. Den er med til at fastholde, at de pårørende, venner <strong>og</strong> bekendte har mistet et menneske, som var en del af deres liv. Tabet udtrykkes med ord, musik, bøn - <strong>og</strong> følelser af sorg, smerte, ensomhed, fortvivlelse finder udtryk. Dette er følelser, som det er vigtigt at give plads for - <strong>og</strong> det sker naturligt i dagene efter dødsfaldet <strong>og</strong> omkring begravelsen. Netop i disse dage er omgivelserne mest forstående. Det er et udtryk for kærlighed, at vi tillader <strong>og</strong> anerkender sorgen, så ingen skal lægge bånd på sig selv for at „være tapper“. N<strong>og</strong>le mennesker foretrækker en begravelse „i stilhed“, som det hedder. Det betyder, at kun de nærmeste deltager i højtideligheden. Det kan selvfølgelig være rigtigst <strong>og</strong> bedst i n<strong>og</strong>le situationer, men hvis denne beslutning tages i en slags choktilstand, uden at det på forhånd er nøje overvejet, er det ikke sikkert, det er godt(nok). Der er måske - <strong>og</strong> vel ofte - <strong>og</strong>så andre end de nærmeste, som har behov for at sige farvel til en ven eller bekendt; begravelse i stilhed gør dette umuligt. Vi kunne jo vende sagen om: Når vi har mistet en slægtning eller ven, trænger vi til menneskeligt fællesskab; sammen at deltage i en begravelseshandling skaber fællesskab. Vi er fælles i sorgen, fælles om at være i en situation, som angår os på en særlig måde. Dette er i sig selv støttende; desuden bliver det lettere efter begravelsen at tale <strong>og</strong> tie sammen. 6 7