Danske valgsystemer: Fordelingsmetoder ... - Ny Intranet

Danske valgsystemer:
Fordelingsmetoder, spærreregler,
analyseredskaber
af
Jørgen Elklit
Institut for Statskundskab
Aarhus Universitet
9. udgave, august 2005
ISBN 87-91610-00-1

Forord
Dette notat har til formål at dække et undervisningsbehov for en kortfattet, men dog
dækkende oversigt over (1) de danske valgsystemer og (2) nogle af de redskaber, der
er nødvendige for at forstå, hvorledes sådanne systemer virker, ikke bare ved danske
folketingsvalg og kommunalvalg, men også mere generelt.
Målgruppen er i første række statskundskabsstuderende på grunduddannelsen; andre
vil forhåbentlig også kunne have nytte af oversigten.
I gennemgangen af folketingsvalgsystemet i afsnit 2 henvises til nogle af tabellerne i
Danmarks Statistiks hæfte i serien “Befolkning og valg” med titlen “Folketingsvalget
den 8. februar 2005 – Revideret opgørelse (2005:7; 2. marts 2005), som indeholder
Indenrigsministeriets officielle redegørelse for det pågældende valg. For at lette anvendelsen
og øge overskueligheden er de pågældende tabeller medtaget her.
Samtlige tabeller vil i øvrigt også kunne findes – om end med en anden nummerering
– i Indenrigs- og Sundhedsministeriets afsluttende publikation om valget, Folketingsvalget
den 8. februar 2005. Danmark, Færøerne, Grønland, når den udkommer. I
mellemtiden er ministeriets hjemmeside (www.im.dk) en god hjælp.
Forskellige kolleger og venner har læst og kommenteret tidligere versioner af notatet,
hvad jeg er taknemmelig for. Denne udgave adskiller sig primært fra den foregående
ved opdateringen på grund af folketingsvalget i februar 2005 og ved tilføjelsen af et
nyt afsnit, der kort berører de problemstillinger, som Strukturreformen aktualiserer.
Århus, 8. juli 2005 Jørgen Elklit

INDHOLDSFORTEGNELSE
Forord ............................................................................................................................3
1. Valgsystemer og fordelingsmetoder..........................................................................7
2. Folketingsvalgsystemet ...........................................................................................13
2.1. Mandatfordelingen ...........................................................................................13
2.2. Folketingsvalgsystemets udvikling ..................................................................32
2.3. Strukturreformens konsekvenser for folketingsvalgloven ...............................33
3. Det kommunale valgsystem ....................................................................................35
3.1. Opstillingsformer/personlige stemmer/kandidat-udvælgelse...........................38
3.2. Faktiske spærregrænser (eller tærskelværdier).................................................40
4. Analyseredskaber ....................................................................................................44
4.1. Disproportionalitet............................................................................................44
4.2. Det effektive antal partier.................................................................................45
4.3. Volatilitet..........................................................................................................47
Litteratur ......................................................................................................................49

1. VALGSYSTEMER OG FORDELINGSMETODER
Valgsystemer regulerer, hvorledes politiske holdninger og synspunkter via stemmeafgivelse
transformeres til mandater. De spiller derfor en betydelig rolle for, hvorledes
mandatfordelingen – og dermed magtfordelingen – bliver i det valgte organ, uanset
om det er et nationalt parlament, et byråd eller en privat forenings bestyrelse.
Hensigten med dette arbejdspapir er at præsentere og diskutere de vigtigste elementer
i de to centrale danske valgsystemer, der regulerer valgene af henholdsvis Folketinget
og kommunalbestyrelserne.
Det er nemt at finde eksempler på, at valgsystemer på dramatisk vis har haft afgørende
betydning for de pågældende landes politiske udvikling – valget i Chile i 1970 af
præsident Allende og parlamentsvalget i Sydafrika i 1994 er kun to sådanne eksempler
– men også på et mindre dramatisk niveau er det nemt at påvise den betydning,
valgsystemer har for struktureringen af de politiske indflydelses- og påvirkningsmuligheder.
Og derfor kan det ikke undre, at de politiske partier vogter nøje på, hvorledes
ændringer i valgsystemerne – eller bare forslag herom – vil påvirke mandat- og
magtfordelingen i det valgte organ. 1
Ville den politiske udvikling i Danmark i 1970’erne – og senere – være blevet anderledes,
hvis valgmåden – eller bare den nuværende spærreregel – havde været anderledes?
Det lader sig naturligvis diskutere, men det er betegnende, at det er de store og
etablerede partier, der normalt har været interesseret i at hæve spærregrænsen, medens
de små og/eller nye ikke har syntes, at det var en god idé, snarest tværtimod
(Svensson, 1996: 281-285; Ginsberg, 1981). Under alle omstændigheder kan det fastslås,
at institutionelle regler af denne type kan have selvstændig indflydelse på den
politiske proces.
Somme tider bliver betegnelsen “valgsystem” i øvrigt brugt meget bredt, nemlig når
man lader begrebet dække ikke bare alle de elementer, der kan have indflydelse på
stemmeafgivning og det endelige valgresultat, såsom kredsinddeling, regulering af
valgkampen, mandatfordelingen og meget andet, men også for eksempel den måde,
valgene administreres på (således Harrop & Miller, 1987: 41ff; se også Hague & Harrop,
2004: 145ff). Her vil begreberne “folketingsvalgsystemet” og “kommunalvalgsystemet”
dog blive brugt snævrere, således som det fremgår af afsnittene om de to systemer.
I nogle sammenhænge ser man imidlertid valgsystem-begrebet blive brugt endnu
snævrere, nemlig alene som betegnelse for den måde, hvorpå de afgivne stemmer
transformeres til mandater. Man bruger også udtrykket “valgmåde” om denne helt
snævre betydning, en praksis, der også vil blive fulgt her.
Litteraturen om valgsystemer og -måder er præget af omhyggelige – og ofte lidt omstændelige
– forsøg på at opstille en systematik over de forskellige valgmåder. Som
regel er det dog nok at sondre mellem to grundtyper: flertalsvalg og forholdstalsvalg.
1 Diskussionen i England om et ændret valgsystem til Underhuset er særligt illustrativ. Folketingets aktuelle
beskæftigelse med de mulige konsekvenser af Strukturreformen peger i samme retning, jfr. afsnit 2.3 nedenfor.
7

8
Jørgen Elklit
Flertalsvalg er fællesbetegnelsen for de valgmåder, hvor en kandidat for at blive
valgt skal have enten et relativt flertal af stemmerne – dvs. flere stemmer end nogen
anden kandidat (på engelsk taler man om plurality) – eller et absolut flertal – dvs.
over halvdelen af de afgivne stemmer (på engelsk: majority). Flertalsvalg vil altså typisk
dreje sig om valg af én kandidat i hver valgkreds, selv om der også findes forskellige
former for flertalsvalg, hvor der skal vælges flere kandidater i hver valgkreds.
Forholdstalsvalg er en fællesbetegnelse for de valgmåder, der ved fordelingen af
mandaterne bevidst tilstræber en vis grad af forholdsmæssighed – proportionalitet –
mellem partiernes andele af stemmerne og deres andele af mandaterne. Forholdstalsvalg
vil altså typisk dreje sig om, at der skal vælges mere end én i hver valgkreds,
samtidig med, at der ved afgørelsen af, hvor mange og hvem der skal vælges, tilstræbes
en form for proportionalitet i forhold til partiernes stemmeandele.
I nogle systematiseringsforsøg opererer man med forskellige mellemformer mellem
flertalsvalg og forholdstalsvalg, men det er hverken hensigtsmæssigt eller nødvendigt.
Den grundlæggende sondring er mellem flertalsvalg og forholdstalsvalg, og den
vil derfor blive brugt her, specielt fordi den er tilstrækkelig i en dansk sammenhæng,
hvor man dels ikke bruger mellemformerne, dels kun sjældent bruger flertalsvalg ved
offentlige valg (dog blandt andet ved Folkekirkens bispevalg, hvor valgmåden er
“flertalsvalg med omvalg” (Christoffersen, 1996)).
Blandt andre har den tyske politolog Dieter Nohlen (1990: 106) peget på, at man skal
være opmærksom på, at de to grundtyper tjener forskellige formål: Flertalsvalg skal
sikre, at der kan dannes klare flertal i de valgte organer (for eksempel parlamenter)
for at sikre disses funktionsduelighed, medens brugen af forholdstalsvalg først og
fremmest skal sikre en rimelig afspejling af de forskellige opfattelser og interesser
blandt vælgerne. Formålene er altså forskellige; derfor er der heller ikke megen idé i
at sammenligne de to slags valgmåder for at finde ud af, hvilket der er “bedst”. Man
er i hvert fald nødt til først at spørge: “Til hvad?”.
Det er nok så væsentligt at se på, hvorledes valgmåderne faktisk fungerer, når stemmerne
skal transformeres til mandater, dvs. til folketingsmedlemmer, byrådsmedlemmer,
amtsrådsmedlemmer, medlemmer af Europa-Parlamentet eller biskopper.
Det vil dog kun ske for forholdstalsvalgmåderne, da det er dem, der er af betydning i
Danmark.
Den basale sondring mellem flertalsvalg og forholdstalsvalg er vist i Figur 1, der også
angiver den vigtigste underopdeling inden for hver af de to hovedgrupper. Flertalsvalgmådernes
opdeling efter, om de kræver relative eller absolutte flertal, er allerede
nævnt.
Tilsvarende kan der ved forholdstalsvalgmåderne sondres mellem to hovedgrupper af
metoder, nemlig divisormetoder og kvotametoder. De vil blive gennemgået nedenfor,
til dels i sammenhæng med den generelle gennemgang af henholdsvis det danske folketingsvalgsystem
og det kommunale valgsystem.
Figur 1 viser også, at der til to af valgmåderne knytter sig særlige problemer: Hvis
man forlanger et absolut flertal, må man naturligvis have en løsningsmulighed, hvis

Danske valgsystemer 9
ingen af kandidaterne har fået mere end halvdelen af de afgivne stemmer. 2 Og tilsvarende
må man i forbindelse med forholdstalsvalg med brug af en af kvotametoderne
have en løsning på, hvad man skal gøre, når der optræder såkaldte “restbrøker” (et
begreb, som præsenteres i det følgende afsnit).
Figur 1. Den analytiske grundsondring mellem flertals- og forholdstalvalgmåder
Flertalsvalgmåder Forholdstalsvalgmåder
Relativt flertal Absolut flertal Divisormetoder Kvotametoder
Kilde: Nohlen (1990: 78).
Omvalg eller
alternativ vote?
Restbrøksproblemet?
Kvotametoderne er hver især karakteriseret ved en eller anden kvota, der bruges til at
fordele mandater med: Kvotaen (for eksempel udregnet som det samlede stemmetal
divideret med det samlede mandattal, der skal fordeles, altså S/M) divideres op i
hvert af partiernes stemmetal, hvorefter partiet får så mange mandater, som kvotaen
går op i stemmetallet. Som allerede nævnt vil det imidlertid næsten altid gå sådan, at
ikke alle mandater kan fordeles på denne måde, og derfor må man have en mekanisme,
der kan sikre, at også det (eller de) sidste mandater kan blive fordelt.
I Danmark bruges kun en af disse kvotaer til mandatfordeling. Til gengæld er det i
forbindelse med den overordnede – og politisk helt afgørende – fordeling af de 175
folketingsmandater mellem de partier, der har klaret den såkaldte spærregrænse. Det
er altså simpelthen Folketingets sammensætning, der afgøres på den måde!
Den kvota, der bruges i den forbindelse, er den ovenfor nævnte, såkaldte simple kvota
(eller Hares kvota), der udregnes som det samlede stemmetal for de partier, der skal
have mandat, divideret med antallet af mandater, der skal fordeles, altså S/M. Dette
tal forhøjes til det næstfølgende heltal, som så er kvoten (eller valgkvotienten, som
den kaldes i valglovgivningen).
Loven siger, at eventuelle ufordelte mandater skal fordeles på baggrund af den faldende
størrelsesorden af de “restbrøker” (eller decimaler), som udregningen uvægerligt
resulterer i; det er det, der kaldes “største brøks metode”, og som mange umiddelbart
opfatter som prototypen på en forholdstalsmetode, selv om det altså kun er én
af varianterne i den ene af de to hovedkategorier af forholdsvalgmetoder.
Det er dog værd at understrege, at “største brøks metode” er den fordelingsmåde, der
giver den højeste grad af proportionalitet – den bedste overensstemmelse – mellem
stemmefordelingen og mandatfordelingen.
Divisormetoderne er karakteriseret ved, at partiernes stemmetal (herunder stemmetallene
for eventuelle kandidater uden for partierne) divideres med en række divisorer,
der er karakteristisk for den pågældende divisormetode, og at partierne derefter tildeles
mandater i en rækkefølge, der svarer til de opnåede kvotienters størrelse. En ræk-
2 Den samme situation kan opstå, hvis der i en og samme valgkreds skal vælges flere kandidater ved flertalsvalg
(såkaldt flertalsvalg i flermandskredse), og der kræves absolut flertal for at opnå valg.

10
Jørgen Elklit
ke konkrete eksempler ses i “Folketingsvalget den 8. februar 2005 – Revideret opgørelse”
(Befolkning og valg, 2005:7, Tabel 6-7, pp. 14-18). En vigtig egenskab ved divisormetoderne
er, at alle mandater fordeles direkte, og at der ikke som ved kvotametoderne
kan optræde ufordelte mandater, som så må fordeles efter et eller andet system.
Den simpleste og mest udbredte divisormetode er den d’Hondtske, som er opkaldt efter
en belgisk matematiker, Victor d’Hondt, der udviklede metoden i slutningen af
forrige århundrede. 3 Rækken af divisorer er i dette tilfælde 1,2,3,4, .., n, ..., altså en
differensrække, hvor afstanden mellem divisorerne er 1.
Figur 2 er en opstilling over de divisormetoder, der er relevante i en dansk sammenhæng.
Det er værd at bemærke, at i Danmark bruges ikke mindre end fire forskellige
divisormetoder i forbindelse med enten folketingsvalg eller kommunalvalg. Det skyldes,
at de forskellige metoder har forskellige fordelingsmæssige egenskaber, som af
partipolitiske eller andre grunde er blevet anset for hensigtsmæssige i forskellige
sammenhænge – for eksempel til at sikre en vis spredning af de valgte kandidater på
de forskellige amts- og storkredse, således at en lokal indflydelse også kan gøre sig
gældende, eller at en bestemt fordelingsmåde (d’Hondt) er mere gunstig for de store
end for de små partier, hvad der får de kommunalpolitisk stærke partier til at fastholde
den ved kommunalvalg (Elklit, 2004).
En mere systematisk præsentation af valgmåderne følger nedenfor, i de to afsnit om
henholdsvis folketingsvalg og kommunalvalg (som her vil blive brugt som fællesbetegnelse
for de forskellige typer af valg, der i Danmark afholdes efter dette system).
Forklaringen på, at de forskellige divisormetoder er mere eller mindre gunstige over
for bestemte partistørrelser, ligger i afstanden mellem de enkelte divisorer i de forskellige
differensrækker (jf. Figur 2): Jo mindre differensen er (dvs. jo tættere kvotienterne
ligger på hinanden), jo bedre er det for de store partier (og jo værre er det derfor
for de små) (Taagepera & Shugart, 1989: 34). Det er allerede nævnt, at differensen
i den d’Hondtske metode er 1, medens den i de to Sainte-Laguë-metoder 4 er 2 og
i den særlige “danske” metode 3. 5 Der er derfor intet mærkeligt i, at de i forskellig
grad bidrager til repræsentationen af henholdsvis større og mindre partier og enheder,
jf. eksemplet i Tabel 1 nedenfor.
Analysen af de forskellige fordelingsmetoders fordelingsmæssige egenskaber er i øvrigt
et særligt studiefelt, der ikke skal forfølges her (se for eksempel Gallagher, 1992).
For at illustrere forskellige forholdstalsmetoders virkning på mandatfordelingen er i
Tabel 1 vist den mandatfordeling, som henholdsvis de fire divisormetoder og største
brøks metode ville have ført til, hvis de var blevet anvendt ved fordelingen af kredsmandater
i Århus Amtskreds ved folketingsvalget i 2005.
Opstillingen i Tabel 1 har først og fremmest til formål at vise, hvorledes forskellige
fordelingsmetoder i nogle tilfælde vil føre til forskellige mandatfordelinger, hvilket
3 Metoden var dog allerede tidligere blevet udviklet af Thomas Jefferson, men det blev altså d’Hondt, der fik
sit navn knyttet til den – i hvert fald uden for USA.
4 Opkaldt efter franskmanden A. Sainte-Laguë, der levede i det 19. århundrede.
5 I den modificerede Sainte-Laguë-metode er afstanden mellem de to første elementer dog kun 1.6.

Danske valgsystemer 11
Figur 2. Divisormetoder brugt i Danmark
Metode Divisorrækken Anvendelse Kommentarer
d’Hondt 1, 2, 3, ... , n, ... 1. Ved folketingsvalg:
Sainte-Laguë 1, 3, 5, ... ,
2n – 1, ..
Modificeret
Sainte-Laguë
1.4, 3, 5, ... ,
2n – 1, ...
(dvs. kun det første
element afviger fra
Sainte-Laguë)
“den danske” 1, 4, 7, ... , 3n –
2, ...
a) Fordeling af kredsmandater
1920-53.
Fordelingen af de to færøske og
de to grønlandske folketingsmandater
siden henholdsvis 1956 og
1974
2. Ved kommunalvalg:
Den almindelige mandatfordeling
siden 1909
3. Andre valg, der bruger samme
valgmåde (amtsrådsvalg, Europaparlamentsvalg,menighedsrådsvalg,
skolebestyrelsesvalg og valg
af bydelsråd i København)
Ved folketingsvalg:
Fordeling af partiernes tillægsmandater
på landsdele (siden
1920)
Ved folketingsvalg:
Fordeling af kredsmandater siden
1953-valgloven
Ved folketingsvalg:
Fordeling af partiernes tillægsmandater
på amts- og storkredse
inden for de tre landsdele (siden
1953)
Fordel for det største (eventuelt de
største) parti(er) – især ved en meget
skæv størrelsesfordeling, dvs. hvor
ét parti relativt er meget større end
de øvrige
Normalt fordelagtig for små og
mindre enheder; det spiller dog ingen
rolle i denne konkrete anvendelse
Det er svært at vurdere, om metoden
er til fordel for bestemte størrelser af
partier: Den første divisor (1.4) gør
det vanskeligt for små partier at få
det første mandat, medens divisorrækken
i øvrigt er gunstig for små
og mindre partier.
En særlig dansk variant, der sikrer,
at tillægsmandaterne spredes godt
ud – dvs. også på amts- og storkredse
med forholdsvis små stemmetal
(især vigtigt for de små og mellemstore
partier)
naturligvis betyder, at valget af fordelingsmetode har politiske konsekvenser! Den
skal altså først og fremmest illustrere de forskellige metoders forskellige egenskaber,
hvor det kan være nyttigt at huske på, at kun to af metoderne faktisk bruges til mandatfordeling
mellem partier ved folketingsvalg (henholdsvis den modificerede Sainte-
Laguës og største brøks metode), d’Hondt bruges tilsvarende ved kommunalvalg
(samt som nævnt også valg til Europa-Parlamentet, amtsråd og menighedsråd), medens
de to sidste bruges til at sprede tillægsmandater ud på henholdsvis landsdele og
amts- og storkredse.
Tabel 1 viser det forventede mønster: Den d’Hondtske fordelingsmåde er mindst positiv
over for de små partier (eller mest positiv over for de store), og det ses, at her får
Enhedslisten ikke noget mandat, samtidig med, at det er den eneste fordeling, der giver
Venstre fem mandater. Den rene Sainte-Laguë er mere positiv over for de små, og

12
Jørgen Elklit
her får Enhedslisten så et mandat på bekostning af Venstre. Den modificerede Sainte-
Laguë-metode – som jo er den fordelingsmåde, der faktisk anvendes ved fordelingen
af kredsmandater – gør det lidt sværere at få det første mandat, så Enhedslisten fik ikke
noget mandat her – til gengæld fik de konservative for en gangs skyld to.
Den særlige ”danske metode” diskriminerer lidt til fordel for de små partier – jf. den
store afstand mellem divisorerne – og man ser da også, at her ville begge de to store
partier kun have fået fire mandater, medens de konservative fik to igen. Og Kristeligt
Folkeparti var ikke så langt fra et mandat ved denne fordelingsmåde som ved de øvrige
metoder.
Største brøks metode giver partierne de mandattal, der mest præcist afspejler stemmernes
procentuelle fordeling. I det konkrete eksempel falder denne fordeling således
ud, at den er identisk med fordelingen efter den rene Sainte-Laguë-metode, hvilket
man ofte ser, jf. Elklit (2004).
Tabel 1. Sammenlignende anvendelse af fem mandatfordelingsmetoder på stemmetallene
fra Århus Amtskreds ved folketingsvalget i februar 2005
Parti A B C D F K M O V Ø
Uden
for
partierne
I alt
Stemmetal 120.526 40.354 39.950 4.023 25.259 7.383 1.236 45.398 116.041 15.151 87 415.408
Stemmeandel 0.290 0.097 0.096 0.010 0.061 0.018 0.003 0.109 0.279 0.037 0.000 1.000
D’Hondt 5 2 1 - 1 - - 2 5 - - 16
Sainte-Laguë 5 2 1 - 1 - - 2 4 1 - 16
Modificeret
Sainte-Laguë 5 2 2 - 1 - - 2 4 - - 16
Den danske 4 2 2 - 1 - - 2 4 1 - 16
Største brøk 5 2 1 - 1 - - 2 4 1 - 16
Note: Den modificerede Sainte-Laguë-metode er fremhævet med fed skrift, fordi det er den, der bruges til kredsmandatfordelingen
(jf. tabel 6, pp. 17-19).
Det fremgår også af Tabel 1, at forskellene mellem de fem metoders fordelingsmæssige
virkninger ikke er store. Det viser sig dels ved, at seks af partierne (B, D, F, K,
M og O) havde fået samme mandattal ved alle fem fordelingsmetoder, dels ved, at
fordelingen for de fire øvrige (A, C, V og Ø) kun viste udsving på ét mandat mellem
den mest gunstige og den mest ugunstige mandatfordeling.
Ved sammenligning mellem disse fem mandatfordelingsmetoder får man normalt dette
mønster, selv om man skal huske på, at det konkrete mønster naturligvis afspejler
den givne stemmefordeling mellem partierne i netop denne amtskreds ved netop dette
valg. Derfor kan udsvinget også en sjælden gang blive større, om end det sjældent er
mere end to mandater.

2. FOLKETINGSVALGSYSTEMET
Valgsystemer rubriceres i henhold til forskellige faktorer, hvoraf de to vigtigste er
kredsstørrelsen (dvs. det gennemsnitlige antal mandater pr. kreds, der skal fordeles
ved det pågældende valg) og valgmåden (dvs. valgsystemet i den allersnævreste forstand).
Folketingsvalgsystemet er karakteriseret ved, at ikke mindre end 175 mandater skal
fordeles efter et system, der – alt efter synsvinklen – kan ses som enten ret kompliceret
eller ret simpelt, medens det kommunale valgsystem under alle omstændigheder er
mere enkelt. I dette og det følgende afsnit vil de to valgsystemer blive gennemgået
mere detaljeret.
Det danske folketingsvalgsystem hører til en særlig gruppe af forholdstalsvalgsystemer
(Elklit & Roberts, 1996), der er karakteriseret ved sammenhængende mandatfordeling
på to niveauer:
1. En overordnet (national) forholdsmæssig mandatfordeling blandt de partier, der
stemmetalsmæssigt ligger over en eventuel spærregrænse.
2. En regional (eventuelt lokal) selvstændig fordeling af en væsentlig del af mandaterne.
Dette suppleres så med et system, der sikrer, at de regionalt (eller lokalt) fordelte
mandater trækkes fra det mandattal, partierne “har krav på” på landsplan, således at
punkterne 1. og 2. i videst mulige omfang kan opfyldes samtidigt. “Tillægsmandaterne”
fungerer som kompensation for de forskellige skævheder, der er opstået under
den regionale/lokale mandatfordeling, og derfor kaldes de nu som regel compensatory
seats i den internationale faglitteratur.
Denne gruppe af valgsystemer er på grund af punkt 1’s status som overordnet udgangspunkt
karakteriseret ved en høj grad af proportionalitet mellem stemmefordelingen
på partierne og den overordnede mandatfordeling (Lijphart, 1994: 30ff; Elklit
& Roberts 1996). Valgsystemer, der hører hjemme i denne kategori, ses nu – udover i
Danmark – blandt andet også i Sverige, Norge, Tyskland, New Zealand, Sydafrika,
Venezuela, Lesotho og Estland.
2.1. Mandatfordelingen
Selv om den overordnede nationale fordeling er den vigtigste i denne kategori af
valgsystemer, er det alligevel mest hensigtsmæssigt at starte med fordelingen af de
mandater, der skal fordeles lokalt (eller regionalt).
Et valg kræver en klar afgrænsning af, hvem der kan deltage, dels som vælgere (valgretsbestemmelserne),
dels som partier og kandidater (opstillingsregler), hvilke valgkredse
der er (inddelingssystemet), mandaternes fordeling på kredse 6 (som skal være
fastlagt på forhånd) og endelig også hvilken fordelingsmetode, der skal bruges. For
6 I relation til danske folketingsvalg drejer det sig henholdsvis om de 135 kredsmandaters fordeling på amts-
og storkredse og de 40 tillægsmandaters fordeling på de tre landsdele.
13

14
Jørgen Elklit
valgene til Folketinget er alt dette (og meget mere) fastlagt i Folketingsvalgloven,
hvis nuværende udgave er fra 1987 (men med diverse senere små ændringer).
Partier er uden videre opstillingsberettigede, hvis de blev repræsenteret i Folketinget
ved sidste folketingsvalg, og ved udskrivelsen af det nye folketingsvalg stadig er repræsenteret
i Folketinget. Alternativt kræves, at partiet i rette tid har fået godkendt en
partianmeldelse, som skal være ledsaget af et antal erklæringer fra vælgere, der støtter
partiets opstilling. Antallet af erklæringer skal være 1/175 af det samlede antal gyldige
stemmer ved det seneste folketingsvalg, dvs. indtil det første folketingsvalg efter
2005 er kravet:
3.357.212 : 175 = 19.184
Fordelen ved at stille op som parti er blandt andet adgangen til tillægsmandatfordelingen
(hvis man kommer over en af spærregrænserne). Enkeltpersoner kan stille op
som “kandidater uden for partierne”, hvis deres opstilling støttes af mellem 150 og
200 af vælgerne i den pågældende opstillingskreds. Kandidater – både i og uden for
partierne – kan i øvrigt kun stille op i én amts- eller storkreds.
Den valgadministrative inddeling i Danmark består af fem niveauer:
1. Hele landet.
2. De tre landsdele (tidligere kaldt hovedområder) Jylland, Øerne og København-
Frederiksberg.
3. 17 amts- og storkredse, som er valgsystemets centrale niveau. Uden for København
og Frederiksberg svarer amtskredsene til de 14 amter, medens København
og Frederiksberg i stedet er inddelt i tre storkredse, en inddeling, der går tilbage til
1920, medens amtsinddelingen blev justeret i 1970. Storkredsene svarer derfor
størrelsesmæssigt til de noget mindre amter, man havde før 1970.
4. 103 opstillingskredse, som er fordelt inden for de 17 amts- og storkredse. Opstillingskredsene
er et levn fra det tidligere system med flertalsvalg i enkeltmandskredse,
som blev brugt fra 1848 til og med 1918; de har primært til formål at opretholde
forestillingen om en form for forbindelse mellem vælgerne i kredsen og
“deres” repræsentant. Opstillingskredsene består af flere kommuner, bortset fra de
store kommuner (København, Frederiksberg, Gentofte, Odense, Ålborg og Århus),
som er opdelt på flere opstillingskredse, og Gladsakse, Helsingør, Randers
og Morsø, hvor kommunen lige netop er identisk med opstillingskredsen. Den
præcise kredsafgrænsning fremgår af valgkredsfortegnelsen, som er en del af Folketingsvalgloven.
5. Ca. 1.900 afstemningsdistrikter, dvs. den praktiske inddeling efter, hvor man rent
faktisk skal stemme.
I Danmark foregår mandatfordelingen som beskrevet i det følgende (jf. Folketingsvalget
den 8. februar 2005, pp. 2-4; se også Elklit & Pade, 1996: 1-19). Beskrivelsen
følger ret nøje Indenrigsministeriets officielle publikationer om folketingsvalg.
Efter offentliggørelsen af folketallet pr. 1. januar 2000, 2005 osv. bekendtgør Indenrigsministeriet
den forholdsmæssige fordeling af såvel de 135 kredsmandater (hvis

Danske valgsystemer 15
antal altså ikke er identisk med antallet af opstillingskredse) på de 17 amts- og storkredse
som de 40 tillægsmandater på de tre landsdele. Grundlaget er i begge tilfælde
en forholdsmæssig beregning med udgangspunkt i landsdelenes og amts- og storkredsenes
kombinerede (1) folketal, (2) vælgertal ved det seneste folketingsvalg og (3) en
arealfaktor, 7 der er en måde at tage hensyn til områdernes befolkningstæthed på, således
at de tyndt befolkede (især jyske) amters forholdstal bliver større, end det ellers
ville være blevet. Derfor placeres der lidt flere kredsmandater i disse amter (og mandater
i det hele taget i Jylland), end hvis man for eksempel kun havde set på vælgertallet.
Denne fordeling gælder indtil næste bekendtgørelse foreligger. 8
Disse beregninger fastlægger antallet af kredsmandater i hver enkelt amts- og storkreds
for en femårsperiode. Århus Amtskreds havde således i perioden 1990-94 15
kredsmandater, men befolkningsudviklingen har ført til, at tallet siden 1995 har været
16. Da antallet af kredsmandater (135) ligger fast, må enhver ændring i kredsmandattallet
i en stor- eller amtskreds nødvendigvis modsvares af en modsatrettet ændring i
en anden stor- eller amtskreds. Fordelingen af kredsmandater har selvfølgelig ikke
betydning for partiernes samlede mandattal. Derimod har den betydning for, hvor
nogle af de yderste mandater bliver placeret – og dermed også for hvilke personer,
der faktisk kommer til at sidde i Folketinget.
1. trin
Første trin i mandatfordelingen er fordelingen af kredsmandaterne i hver af de 17
amts- og storkredse ved hjælp af den modificerede Sainte-Laguës metode, dvs. den
metode, der dividerer stemmetallene for partier (og kandidater uden for partierne)
først med 1.4, så med 3, 5, 7 osv.
For første gang siden 1953 lykkedes det i 1994 en kandidat uden for partierne (Jacob
Haugaard) at erobre et kredsmandat – på trods af, at en form for “naturlig spærregrænse”
gør sig gældende i hver af amts- og storkredsene, 9 og på trods af, at 1.4 som
første divisor blandt andet blev indført for at gøre det sværere – både for små partier
og kandidater uden for partierne - at få et kredsmandat i en amts- eller storkreds. Netop
denne ændring – som var socialdemokratisk system-import fra Sverige – er et godt
eksempel på, hvorledes meget forskelligartede hensyn blander sig, når detaljer i valglovgivningen
skal udformes (Elklit, 1999). I øvrigt er den eneste begrundelse for tallet
1.4, at detaljerede beregninger havde vist, at det for det svenske socialdemokrati
ville være en god førstedivisor at få indført, fordi det med den givne partistruktur i
Sverige ville gøre det mindre attraktivt for de borgerlige oppositionspartier at indgå
valgalliancer (von Sydow, 1989).
7 Arealfaktoren er arealet i kvadratkilometer multipliceret med 20.
8 Valget i februar 2005 foregik derfor efter bekendtgørelsen fra 2000, fordi den nye først kom efter valget (Indenrigs-
og sundhedsministeriets Bekendtgørelse nr. 198 af 21. marts 2005). Mandatfordelingen var dog den
samme overalt.
9 Se nærmere om de naturlige spærregrænser i afsnit 3 om kommunalvalg. Der gør sig et tilsvarende fænomen
gældende i amts- og storkredsene, hvor der kræves en stemmeandel, Tr, for bare at have en chance for et
kredsmandat, som kan beregnes efter følgende formel: Tr = (1.4): (2 m + 1.4 n - 2.4), hvor m er antallet af
kredsmandater i den pågældende amts- eller storkreds og n er antallet af partier (inkl. kandidater uden for
partierne). Se i øvrigt Lijphart & Gibberd (1977).

16
Jørgen Elklit
Fordelingen af kredsmandater er dokumenteret som Tabel 6 i “Folketingsvalget den
8. februar 2005 – Revideret opgørelse”, Befolkning og valg, 2005:7, pp. 14-16.
Kredsmandatfordelingen er endelig, dvs. at uanset, hvad der eventuelt senere viser sig
af skævheder, kan et parti ikke miste de kredsmandater, det engang har fået.
Reglen om kredsmandatfordelingens endelighed betød i 1930’erne og begyndelsen af
1940’erne, at Venstre fik for mange mandater i forhold til en strengt forholdsmæssig
fordeling, dels fordi man brugte d’Hondts fordelingsmåde, dels fordi partiernes styrke
dengang var mere geografisk skævt fordelt end nu, samtidigt med, at amtskredsene
var mindre end de nuværende amtskredse, der stammer fra Kommunalreformen i
1970. Denne kombination betød, at regionalt stærke partier (især Venstre) fik en fordel,
fordi det er sværere at opnå bare tilnærmelsesvis forholdsmæssighed, jo mindre
kredsene er. Hertil kom, at man før 1948 ikke havde indbygget en automatisk omfordeling
med passende mellemrum af kredsmandaternes og tillægsmandaternes fordeling
i takt med befolkningsudviklingen.
Lovændringen i 1948 skyldtes dog især, at “Hovedstadens Venstre” ved folketingsvalget
i 1947 opstillede som et særligt parti for at få andel i tillægsmandaterne i Hovedstadsområdet,
hvilket ellers var udelukket på grund af Venstres styrke i Jylland,
hvor partiet normalt havde fået så mange kredsmandater, at man ikke også skulle have
tillægsmandater. Fidusen gav gevinst, idet de to ”afdelinger” af Venstre tilsammen
ikke bare fik fire kredsmandater mere end en strengt forholdsmæssig fordeling tilsagde,
men også tre tillægsmandater i Hovedstadsområdet.
De andre partier blev så forargede over denne omgåelse af lovens ånd, at de nævnte
ændringer i valgloven kunne gennemføres meget hurtigt, således at Venstre ved folketingsvalget
i 1950 dels ikke havde nogen tilskyndelse til igen at stille op under forskellige
etiketter i de forskellige hovedområder, dels også mistede den generelle fordel,
partiet tidligere havde haft i Jylland. Diskussionen om disse emner blev vanskeliggjort
af, at partierne samtidigt var optaget af udformningen af valglovsbestemmelserne
i den nye Grundlov. I 1953-valgloven genindførtes kredsmandaternes endelighed
som led i et kompliceret kompromis som led i grundlovsforhandlingerne (Elklit,
1999). Heri indgik også en form for forståelse om, at ingen i fremtiden måtte “bøje”
opstillingsreglerne i stil med, hvad “Hovedstadens Venstre” havde gjort i 1947.
Det er usandsynligt – men trods alt ikke helt udelukket – at fænomenet kan forekomme
nu, primært på grund af den samlede virkning af de forskellige ændringer i valglovgivningen,
partiernes gradvist mere ensartede styrke i landets forskellige egne og
amtskredsenes større gennemsnitsstørrelse efter 1970.

Danske valgsystemer 17

18
Jørgen Elklit

Danske valgsystemer 19
2. trin
Det næste trin er at finde ud, hvilke partier der har klaret mindst ét af spærregrænsens
tre krav, og som derfor har ret til at deltage i fordelingen af tillægsmandaterne. De tre
krav er:
1. Partiet har opnået mindst et kredsmandat i en af de 17 amts- eller storkredse, hvad
de fleste af partierne – dvs. de store og halvstore – ikke har problemer med. I 2005
fik syv af de ti opstillede partier således mindst et kredsmandat.
2. Partierne kan også klare spærregrænsen, hvis de i to af de tre landsdele (Jylland,
Øerne eller København og Frederiksberg) har fået mindst lige så mange stemmer
som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer, der i de pågældende landsdele er
afgivet pr. kredsmandat. Dette krav afspejler en gammel forestilling om, at det
også burde kunne sikre repræsentation, hvis partierne har den gennemsnitlige
styrke i bestemte landsdele, men på grund af udviklingen i partiernes styrkemæssige
fordeling – dvs. den større ensartethed hen over landet – og fordi man ikke
(som før 1953) kun skal opfylde kravet i en af hovedlandsdelene (jf. Figur 3 nedenfor),
spiller dette krav ikke længere nogen rolle.
3. Det gør til gengæld den tredje måde at komme over spærregrænsen på, nemlig
kravet om mindst 2 pct. af de afgivne, gyldige stemmer.

20
Jørgen Elklit
De relevante stemmetalskrav for valget i 2005 er gengivet i nedenstående Tabel 2 fra
“Folketingsvalget den 8. februar 2005 – Revideret opgørelse”. Det fremgår heraf, at
hverken CD, Kristendemokraterne eller Minoritetspartiet opfyldte nogle af disse betingelser
for deltagelse i tillægsmandatfordelingen.
3. trin
Det tredje trin er den overordnede, nationale mandatfordeling blandt de partier, som
har klaret mindst et af spærregrænsens krav. Fordelingen er simpel, og fremgår i øvrigt
af Tabel 3 i Indenrigsministeriets officielle redegørelse for valget (indsat side 21).
Stemmetallene for de partier, der skal indgå i beregningerne (syv ved dette valg),
lægges sammen, hvorefter det samlede stemmetal divideres med det antal mandater,
der skal fordeles, altså normalt 175. Resultatet af denne division var i 2005
18.601,143, 10 og med dette tal divideres derefter hvert af partiernes stemmetal. De hele
tal i de fremkomne kvotienter angiver de mandater, som partierne i hvert fald skal
have, men de summerer normalt ikke til det samlede mandattal på 175. I 2005 blev
171 mandater fordelt ved hjælp af heltal, og de sidste fire måtte så findes ved hjælp af
de fire største decimalbrøker (i størrelsesorden: Dansk Folkeparti, SF, Socialdemokratiet
og Det Radikale Venstre). Det er almindeligt, at ca. halvdelen af partierne får
deres sidste mandat på denne måde. Fordi det er tilfældigt, hvor store eller små restbrøker
de enkelte partier ender med, kan der ikke være nogen form for systematisk
fordel for enten store eller små partier i denne fordelingsmåde – modsat hvad Nohlen
synes at mene (1990: 83). Det bidrager naturligvis til metodens uangribelighed.
For partier, der har klaret spærregrænsen, sker den overordnede fordeling af folketingsmandater
altså udelukkende på grundlag af denne simple fordeling ved hjælp af
“største brøks metode” (eller Hares kvota, som den internationale betegnelse er). Det
er altså forkert, når man somme tider ser anført, at fordelingsmåden i Danmark er den
modificerede Sainte-Laguës metode. Den bruges – som beskrevet i 1. trin – til en intern
fordeling af nogle af mandaterne, men det er forkert at se den som fordelingsmåden.
10 Nemlig 3.255.200/175.

Danske valgsystemer 21
Når partiernes samlede mandattal er opgjort, findes deres tillægsmandattal ved simpel
subtraktion, nemlig ved at trække det opnåede antal kredsmandater fra det samlede
mandattal, partiet har krav på. Dersom et parti har fået flere kredsmandater, end det i
alt har krav på, foretages en ny mandatberegning uden det eller de partier, der ikke
har krav på tillægsmandater. Denne procedure er nødvendig, da én gang vundne
kredsmandater jo ikke kan mistes. Der vil altså stadig skulle fordeles 40 tillægsmandater,
men de vil i denne situation – som dog ikke er forekommet siden 1953 – ikke
være nok til at sikre den fulde forholdsmæssighed. 11
4. trin
Fjerde trin vedrører tillægsmandatfordelingen. De 40 tillægsmandater er nu fordelt på
de partier, der skal have dem (jfr. Tabel 3), men de skal også – naturligvis under
streng hensyntagen til denne overordnede fordeling – placeres på landsdele og videre
ud på amts- og storkredse, så de kan blive placeret på konkrete personer. I første omgang
divideres de pågældende partiers stemmetal i hver af de tre landsdele med de
divisorer, der fremgår af Sainte-Laguës fordelingsmåde. For hvert parti i hver landsdel
ses så bort fra lige så mange kvotienter, som partiet har opnået kredsmandater i
den pågældende landsdel, hvorefter de 40 største kvotienter giver et tillægsmandat til
det pågældende parti i den pågældende landsdel – idet der ses bort fra de enkelte partier
eller de enkelte landsdele, når de har fået det antal tillægsmandater, de har krav
på (partierne), eller som er tillagt dem (landsdelene). Tabellerne 7 og 8 nedenfor viser
systemet.
11 Det er netop for at klare denne type problem, at man i Tyskland har de såkaldte Überhangmandate, som forøger
Forbundsdagens medlemstal med det nødvendige antal mandater i den pågældende valgperiode. Problemet
kan nemmere opstå i Tyskland, fordi de lokalt fordelte mandater fordeles ved hjælp af flertalsvalg i
enkeltmandskredse, hvorved risikoen for disproportionalitet er større end ved den danske fordeling af
kredsmandater i flermandskredse.

22
Jørgen Elklit

Danske valgsystemer 23

24
Jørgen Elklit
5. trin
Femte trin er det andet led i den lokale fordeling af tillægsmandaterne, som i 4. trin
blev fordelt på partier og landsdele, men ikke på amts- og storkredse. Nu divideres
partiernes stemmetal i amts- og storkredsene med elementerne i “den danske” divisorrække
(1,4,7...), hvor den store differens (3) sikrer en god spredning, så også de
amter, hvor partierne eventuelt står mindre stærkt, har en rimelig chance for i hvert
fald at få et tillægsmandat. Igen ses der bort fra de kvotienter, der svarer til antallet af

Danske valgsystemer 25
allerede opnåede kredsmandater, og på denne måde afgøres det, hvor tillægsmandaterne
havner. Tabel 9 nedenfor viser, hvorledes det foregik i februar 2005.
Empirisk viser dette led i fordelingsproceduren sig at være af særlig betydning for de
små og mellemstore partier (dvs. i 2005 alle andre end Socialdemokratiet og Venstre
og måske Dansk Folkeparti), som ofte kun får forholdsvis få kredsmandater, og som
derfor skal have en forholdsvis stor del af deres mandater som tillægsmandater. De
store partier er under normale omstændigheder ret sikre på at få valgt mindst én kandidat
i alle amts- og storkredsene. Tabel 10 nedenfor viser, hvorledes partiernes mandater
i februar 2005 fordelte sig på de 17 amts- og storkredse.
6. trin
Det sjette og sidste trin i fordelingsproceduren er det, hvor man skal finde ud af, hvilke
personer der skal have mandaterne, idet alle 175 mandater nu er fordelt såvel på
partier (herunder eventuelle kandidater uden for partierne) som på amts- og storkredse.
Ved personudvælgelsen gøres der ingen forskel mellem de kreds- og tillægsmandater,
et parti skal have, idet de fordeles i samme fordelingsrunde. Derimod er det
vigtigt, hvilken opstillingsform partiet har benyttet sig af.
Den grundlæggende sondring er mellem sideordnet opstilling og kredsvis opstilling,
hvor forskellen primært består i, hvorledes de såkaldte partistemmer fordeles mellem
partiets kandidater.
Ved sideordnet opstilling – hvor flere kandidater formelt er opstillet i samme opstillingskreds
12 – fordeles partistemmerne mellem partiets kandidater i forhold til deres
personlige stemmetal i kredsen. En kandidats stemmetal vil således bestå af hans eller
hendes personlige stemmer fra alle amts- eller storkredsens opstillingskredse plus
forholdsmæssige andele af partistemmerne fra de opstillingskredse i amts- eller storkredsen,
hvor vedkommende er opstillet (normalt, men ikke altid, alle opstillingskredsene).
Siden begyndelsen af 1970’erne har flere og flere partier i flere og flere
amts- og storkredse valgt at opstille sideordnet. Forklaringen er blandt andet, at det
umiddelbart opleves som mest demokratisk at maksimere vælgernes indflydelse på,
hvem der faktisk vælges til Folketinget. I 2001 var 84 pct. af samtlige partiers opstillinger
i de 17 amts- og storkredse under ét sideordnet, så det er virkelig blevet den
dominerende opstillingsform (Elklit, 2005). Til gengæld minimeres partimedlemmernes
indflydelse, hvad der af andre grunde må beklages. Som illustration er beregningerne
for Socialdemokratiet i Århus Amtskreds ved valget 8. februar 2005 vist nedenfor
(side 30). 13 Tallene for alle partier og amter kan ses på: http://www.im-valg.dk
Ved kredsvis opstilling er hver kandidat opstillet alene i sin opstillingskreds, 14 og
vedkommende får så dels alle sine personlige stemmer fra samtlige opstillingskredse,
dels samtlige partistemmer fra sin egen opstillingskreds. Det kan forekomme, at en
12 Også selv om en af dem ofte vil være ‘nomineret’, dvs. anmeldt som den, der på stemmesedlen i netop denne
opstillingskreds skal stå øverst blandt partiets kandidater.
13 Tallene for alle amter og opstillinskredse kan ses på: http://www.im-valg.dk
14 Normalt vil andre kandidater fra samme parti være opstillet i amts- eller storkredsens øvrige opstillingskredse,
og alle partiets kandidater optræder derfor på stemmesedlen. Kredsens egen kandidat står øverst, de øvrige
i alfabetisk orden.

26
Jørgen Elklit

Danske valgsystemer 27

28
Jørgen Elklit
kandidat opstilles på denne måde i flere opstillingskredse i samme amts- eller storkreds;
i så fald får vedkommende naturligvis partistemmerne fra samtlige de opstillingskredse,
hvor han eller hun er opstillet. Som eksempel på beregningerne ved
kredsvis opstilling vises som eksempel nedenfor (side 31) beregningerne for Venstre i
Ribe Amtskreds ved valget i februar 2005.

Danske valgsystemer 29
Hvis et parti benytter sig af denne opstillingsform, kan det yderligere anmelde såkaldt
partiliste. Konsekvensen er, at de kandidater, der ikke er kredsens egen kandidat, optræder
på stemmesedlen i partilistens nummerorden (altså ikke alfabetisk, som det ellers
er tilfældet), og at særlige regler kommer i anvendelse, når det skal afgøres, hvem
der er valgt. 15 Det har normalt været partier på venstrefløjen – tidligere også Socialdemokratiet
– der har opstillet på partiliste. Forklaringen har som regel været det pågældende
partis repræsentationsteoretiske grundopfattelse. Nedenfor vises SF i Århus
Amtskreds i februar 2005 som eksempel på et parti, der opstiller på partiliste.
Uanset om opstillingsformen er sideordnet (med eller uden nominering) eller kredsvis
(med eller uden partiliste), ender beregningerne med, at hver kandidat har et antal
stemmer, som er vedkommendes samlede stemmetal. Det antal mandater, partiet skal
have fordelt i amts- eller storkredsen (kreds- og eventuelle tillægsmandater under ét),
placeres så på kandidaterne i henhold til faldende stemmetal (bortset fra de situationer,
hvor et parti med anmeldt partiliste skal have mandat, hvor de i fodnote 14 anførte
regler følges). Ikke-valgte kandidater bliver stedfortrædere i tilsvarende rækkefølge.
15 Det afgørende er, at partiets eventuelle mandater fordeles i partilistens rækkefølge - dvs. uden hensyntagen
til de opnåede stemmetal - bortset fra, at kandidater, der har flere stemmer end det såkaldte ‘fordelingstal’, er
valgt umiddelbart, dvs. uden hensyn til deres placering på partilisten. Fordelingstallet beregnes som partiets
samlede stemmetal i amts- eller storkredsen divideret med et tal, der er én større end det antal mandater, partiets
skal have i amts- eller storkredsen. Det fremkomne tal forhøjes til det næste hele tal (også hvis det er et
heltal); dette tal er partiets fordelingstal i den pågældende amts- eller storkreds. Fordelingstallet kaldes i den
internationale faglitteratur Droop’s kvota.

Kandidaternes stemmetal i de enkelte opstillingskredse i Århus Amtskreds og stemmer i alt den 8. februar 2005
Jylland Århus Amtskreds
A. Socialdemo-
kratiet
1.
Århus
Øst
2.
Århus
Nord
3.
Århus
Syd
4.
Århus
Vest
5.
Mari-
ager
6.
Ran-
ders
7.
Ham-
mel
8.
Grenaa
9.
Skan-
der-
borg
10.
Silke-
borg
Stem-
Hüseyin Arac 928 1.657 764 1.892 120 315 381 96 192 304 6.649 2 T
Svend Auken 8.585 8.065 7.136 8.256 3.536 5.499 5.686 2.105 3.475 5.627 57.970 1 K
mer
i alt
Valgt
nr.
Sted-
for-
træder
Lars Bang 33 79 40 51 2.277 219 49 33 29 28 2.838 2
René Skau
Björnsson
980 1.270 1.052 4.747 76 108 577 74 183 155 9.222 3 K
Kirsten Brosbøl 599 507 548 535 154 177 299 95 5.479 595 8.988 5 K
Torben Hansen 62 33 23 42 851 7.205 105 46 17 67 8.451 1 T
Anne-Marie
Meldgaard
899 868 3.235 1.449 356 507 675 204 435 626 9.254 2 K
Jørn Pedersen 13 27 6 26 28 21 51 95 11 4.982 5.260 1
Jan Petersen 94 53 36 56 276 138 402 7.976 33 90 9.154 4 K
Rita Vinding 60 80 53 99 21 63 2.202 73 30 59 2.740 3
I alt stemmer 12.253 12.639 12.893 17.153 7.695 14.252 10.427 10.797 9.884 12.533 120.526
Partistemmer 4.527 4.606 4.594 6.038 3.262 6.104 4.464 2.956 3.402 5.283 45.236
Personlige stemmer 7.726 8.033 8.299 11.115 4.433 8.148 5.963 7.841 6.482 7.250 75.290
Hüseyin Arac 585 1.053 492 1.226 69 180 218 70 126 176 4.195
Svend Auken 5.413 5.126 4.593 5.350 2.037 3.144 3.252 1.529 2.279 3.255 35.978
Lars Bang 21 50 26 33 1.312 125 28 24 19 16 1.654
René Skau
Björnsson
618 807 677 3.076 44 62 330 54 120 90 5.878
Kirsten Brosbøl 378 322 353 347 89 101 171 69 3.593 344 5.767
Torben Hansen 39 21 15 27 490 4.119 60 33 11 39 4.854
Anne-Marie
Meldgaard
567 552 2.082 939 205 290 386 148 285 362 5.816
Jørn Pedersen 8 17 4 17 16 12 29 69 7 2.882 3.061
Jan Petersen 59 34 23 36 159 79 230 5.792 22 52 6.486
Rita Vinding 38 51 34 64 12 36 1.259 53 20 34 1.601
nr.

Danske valgsystemer 31
Kandidaternes stemmetal i de enkelte opstillingskredse i Århus Amtskreds og stemmer i alt den 8. februar 2005
Jylland Århus Amtskreds
F. Socialistisk
Folkeparti, partiliste
1.
Århus
Øst
2.
Århus
Nord
3.
Århus
Syd
4.
Århus
Vest
5.
Mari-
ager
6.
Ran-
ders
7.
Ham-
mel
8.
Grenaa
9.
Skan-
der-
borg
10.
Silke-
borg
Stem-
1. Morten Homann 540 2.373 347 369 45 72 103 71 110 135 4.165 1 K
mer
i alt
Valgt
nr.
Sted-
for-
træder
2. Pernille Frahm 3.234 644 512 746 205 284 351 192 409 651 7.228 1
3. Eigil Andersen 54 55 37 2.218 4 13 23 9 12 15 2.440 2
4. Rasmus
Lindblom
30 26 13 28 0 0 3 6 3 2.254 2.363 3
5. Jonas Dahl 61 42 27 25 69 1.335 27 35 13 8 1.642 4
6. Kirstine Bille 100 55 70 56 20 37 52 1.362 24 50 1.826 5
7. Joan Friis
Frausing
54 40 2.146 92 3 10 7 8 20 14 2.394 6
8. Michael Tersbøl 20 13 11 12 2 5 1.208 4 13 2 1.290 7
9. Mogens Christian
Bedsted
10 7 6 3 1 3 2 3 1.185 6 1.226 8
10. Helge Jensen 6 5 2 10 632 9 8 4 3 6 685 9
I alt stemmer 4.109 3.260 3.171 3.559 981 1.768 1.784 1.694 1.792 3.141 25.259
Partistemmer 2.460 1.894 1.882 2.024 588 1.091 1.095 786 1.088 1.872 14.780
Personlige stemmer
heraf kredsens
kandidat
Fordelingstal:
12.630
1.649 1.366 1.289 1.535 393 677 689 908 704 1.269 10.479
774 479 264 194 44 244 113 576 97 382 3.167
Kandidaternes stemmetal i de enkelte opstillingskredse i Ribe Amtskreds og stemmer i alt den 8. februar 2005
Jylland Ribe Amtskreds
1. 2.
Varde Esbjerg
3. 4. Stem- Valgt
Ribe Grind- mer nr.
sted i alt
nr.
Stedfortræder
nr.
V. Venstre, Danmarks Liberale Parti
Christian Lund Jepsen 8.759 1.352 789 299 11.199 1
Kurt Kirkegaard 511 258 708 11.471 12.948 2 K
Preben Rudiengaard 1.209 2.134 7.666 1.684 12.693 3 K
Ulla Tørnæs 1.280 12.428 1.296 1.561 16.565 1 K
I alt stemmer 11.759 16.172 10.459 15.015 53.405
Partistemmer 3.644 7.589 3.452 5.364 20.049
Personlige stemmer 8.115 8.583 7.007 9.651 33.356
heraf kredsens kandidat 5.115 4.839 4.214 6.107 20.275

32
2.2. Folketingsvalgsystemets udvikling
Jørgen Elklit
Det nuværende folketingsvalgsystem går i sin grundstruktur tilbage til 1920, hvor det
blev udformet i en partitaktisk overordentlig interessant forhandlingssituation mellem
– især – indenrigsminister Ove Rode fra Det radikale Venstre og den konservative
Asger Karstensen (Elklit, 1988; Fink, 2000). Det er bemærkelsesværdigt, hvor få ændringer
det er undergået siden da, og derfor må man finde en række af forklaringerne
på Folketingsvalglovens udseende dels i de pågældende forhandleres vurdering af,
hvad der ville være hensigtsmæssigt for deres eget parti, dels i deres forhandlingspositioner.
Det er i denne forbindelse særlig vigtigt, at den overordnede nationale mandatfordeling
mellem de partier, der har klaret spærregrænsen, i mere end 80 år er foregået på
samme måde, dvs. efter største brøks metode, således som det fremgår af Figur 3, der
giver en sammenfattende oversigt over folketingsvalgsystemets udvikling siden 1920.
Nogle af de mere systeminterne – og derfor nok mindre vigtige – elementer er dog
blevet ændret fra tid til anden, og derfor kan man på baggrund af Folketingets samlede
mandattal, spærrereglens udformning, kredsmandatfordelingens endelighed og
fordelingsformlen for kredsmandater alligevel sondre mellem fem faser. Betydningen
af de forskellige skift kan blandt andet analyseres med de analyseredskaber, der vil
blive omtalt i afsnit 4 (se i øvrigt Shugart, 1992; og Elklit, 1993).
Afslutningsvis kan der være grund til at fremhæve, at udformningen af det danske
folketingsvalgsystem – både i bredere og snævrere forstand – afspejler, hvorledes de
involverede politikere og partier stedse – ud over eventuelle partiinteresser – har søgt
at tilgodese tre forskellige hensyn, nemlig
1. afspejling af forskellige holdninger og interesser blandt vælgerne,
2. sikring af Folketingets arbejdsdygtighed, og
3. sikring af en betydelig lokal repræsentation
Afspejlingshensynet er som bekendt indbygget i Grundloven (§ 31) og sikres ved
brug af forholdstalsvalg på begge niveauer.
Hensynet til Folketingets arbejdsdygtighed er den formelle begrundelse for at have en
spærreregel, der kan udelukke de helt små partier, der ellers med et enkelt eller et par
mandater både kunne trække forhandlingerne i langdrag og vanskeliggøre flertalsdannelsen.
Endelig er hele mandatfordelingssystemet bygget op på en måde, der sikrer, at der altid
vil kunne være en betydelig lokal repræsentation fra landets forskellige dele i Folketinget,
også selv om den overordnede mandatfordeling afspejler partiernes nationale
styrke så direkte og tydeligt, som tilfældet er. At det har været muligt at kombinere
de to hensyn – national proportionalitet og lokal repræsentation – er noget af det, udlændinge
kan have vanskeligt ved at forstå, og det er naturligvis også denne hensyntagen
til den lokale repræsentation – folketingsmandaternes domicilering, som det
sommetider kaldes – der kan give det indtryk, at folketingsvalgsystemet er en anelse
indviklet. En diskussion af mulige forbedringer af det nuværende folketingsvalgsystem
findes i Elklit (2001).

Danske valgsystemer 33
Figur 3. Oversigt over folketingsvalgsystemets udvikling siden 1920
Periode
(efter valgår)
April – Juli
1920
September
1920 – 1947
1950 –
April 1953
September
1953 – 1960
1964 –
Antal valg 2 10 2 3 17
Overordnet mandatfordelings-formel
største brøks
metode (Hare)
Spærreregler et kredsmandat
eller
Er kredsmandat-
fordelingen
endelig?
Antal mandater i
Folketinget (bortset
fra Færøerne og
Grønland)
Heraf
tillægsmandater
Tillægsmandater i
pct. af alle mandater
Antal stor- og
Amtskredse
Gennemsnitligt
antal kredsmandater
Fordelingsformel
for kredsmandater
så mange stemmer
i et af de tre
hovedområder,
som der i hele
landet er afgivet
i gennemsnit pr.
mandat
do do Do Do
do do
et kredsmandat eller
60.000 stemmer
eller
i hvert af de tre hovedområder
så
mange stemmer,
som der i gennemsnit
er afgivet pr.
kredsmandat
et kredsmandat
eller
2 pct. af de afgivne,
gyldige stemmer
eller
i to af de tre hovedområder
så mange
stemmer, som der i
gennemsnit er afgivet
pr. kredsmandat
ja do nej Ja Do
139 148 149 175 Do
29 31 44 40 Do
21 do 30 23 Do
22 23 23 23
5.0 5.1 4.6 5.9
d’Hondt do do
Modificeret
Sainte-Laguë
2.3. Strukturreformens konsekvenser for folketingsvalgloven
23 til 1970,
17 derefter
5.9 til 1970,
7.9 derefter
Den Strukturreform, der er vedtaget til gennemførelse pr. 1. januar 2007, og hvis implementering
her i 2005 forberedes overalt i de berørte dele af den offentlige administration,
får også konsekvenser for kommende folketingsvalg, idet der er behov for at
se på hensigtsmæssigheden af den gældende inddeling i landsdele, stor- og amtskredse
samt opstillingskredse.
Folketinget har derfor nedsat en såkaldt ”parlamentarisk arbejdsgruppe” – altså hverken
en kommission eller et udvalg, men netop en arbejdsgruppe – til at se på disse
spørgsmål, således at der kan udarbejdes et forslag til folketingsbeslutning, og derefter
fremsættes et lovforslag om ændring af folketingsvalgloven. Arbejdsgruppen for-
Do

34
Jørgen Elklit
ventes at afslutte sit arbejde inden 1. februar 2006, således at beslutningsforslag og
lovforslag kan gennemføres inden sommeren 2006 og dermed være på plads i god tid
inden Strukturreformens ikrafttræden.
Arbejdsgruppen skal altså overveje behovet for ændringer i folketingsvalglovens forskellige
geografisk-administrative inddelinger i lyset af de ændringer, der gennemføres
i den kommunale og regionale inddeling.
Behovet for sådanne overvejelser er åbenbart: Den kommende Hovedstadsregion og
den kommende Region Syddanmark går på tværs af inddelingen i de tre landsdele i
den nuværende lov, amterne nedlægges (og i nogle tilfælde ender dele af et amt i hver
sin af de nye regioner), de tre små storkredse i hovedstadsområdet er et levn fra en
anden tid, og etableringen af de nye og større kommuner går mange steder helt på
tværs af opstillingskredsene, som derfor også må lægges om – eller i hvert fald ændres
på en eller anden måde.
I skrivende stund er arbejdet i den parlamentariske arbejdsgruppe i fuld gang, men da
det er mørklagt for at sikre arbejdsro fra alle de mulige interessenter, er det ikke muligt
at sige noget om, hvordan det vil ende, dvs. hvad arbejdsgruppen til sin tid vil foreslå.
Men gætte kan man jo altid, og et kvalificeret gæt kunne være:
1. Bevarelse af noget, der minder om de tre landsdele. Ud fra folketal ville det
være oplagt at lade den ene enhed på det niveau være Hovedstadsregionen. Så
kunne Region Syddanmark og Region Sjælland være den anden og Region
Midtjylland og Region Nordjylland den tredje.
2. Etablering af et mindre antal valgkredse end de nuværende 17. Forskellige
overvejelser vil dog nok trække i hver sin retning, og derfor kan man ikke vide,
om arbejdsgruppen for eksempel vil foretrække en model med måske kun
10-11 valgkredse eller en model med lidt flere.
3. Opstillingskredsene er ikke så vigtige, som de har været, men folketingsmedlemmerne
ser dem trods alt som et vigtigt element i hele valgsystemet, fordi
det er der, de via opstillingen er koblet sammen med deres lokale partiorganisation(er)
og mange af deres vælgere. I et nyt system vil der under alle omstændigheder
være færre kommuner i hver opstillingskreds end der er nu, og
det vil måske betyde, at folketingsmedlemmernes lokale forankring styrkes –
og de vil så måske i højere grad blive set som repræsentanter for kun den ene
eller de to kommuner, der mange steder vil komme til at udgøre de nye opstillingskredse.
En stor del af de nuværende 103 opstillingskredse vil givetvis
skulle lægges om. Om antallet også vil blive ændret, kan man ikke vide noget
om på nuværende tidspunkt.

3. DET KOMMUNALE VALGSYSTEM
Det kommunale valgsystem i Danmark er enkelt: Hver kommune er en enhed for sig,
og det antal mandater, som den siddende kommunalbestyrelse før valget har bestemt,
at der skal være i den kommende valgperiode, fordeles slet og ret mellem de i valget
deltagende kandidatlister på grundlag af den d’Hondtske fordelingsmåde.
Systemet vil af hensyn til den sproglige enkelhed kun blive omtalt som “det kommunale
valgsystem”, men det er vigtigt at være opmærksom på, at det også bruges – i
ganske samme form – ved valg af amtsråd og ved valg af de 16 danske medlemmer af
Europa-Parlamentet. Hertil kommer, at det også bruges ved menighedsrådsvalg. I øvrigt
henvises til Elklit (1997).
Mandattallet i primærkommunerne skal nu være et ulige tal mellem 9 og 31. 16 Fordelingen
af mandaterne foregår på den måde, at kandidatlisternes stemmetal divideres
først med 1, så med 2, så 3 osv., så langt som det er nødvendigt. Størrelsen af de
fremkomne kvotienter afgør derefter, hvilke partier der skal have mandater – og hvor
mange. Fordi der ikke opereres med tillægsmandater ved de kommunale valg, er der
heller ingen grund til at sondre mellem “partier” og “kandidater uden for partierne”:
Alle opstiller på kandidatlister, og disse kan så – som det som regel sker – være stillet
op af et politisk parti eller en gruppe lokale vælgere i form af en såkaldt “lokalliste” –
eller det kan være en enkelt person, der stiller op alene, helt som ved et folketingsvalg.
Men formelt sondres der ved kommunalvalg ikke mellem de forskellige kandidatlister.
17
Den d’Hondtske fordelingsmåde favoriserer – om end kun i forholdsvis beskedent
omfang – de store kandidatlister, dvs. de partier og lister, der får mange stemmer, på
bekostning af de små (Gallagher, 1991: 34; Lijphart, 1994: 23; Schuster et al., 2003;
Elklit, 2004). Det viser sig ved, at der er en tendens til, at store partier systematisk får
en større andel af mandaterne, end de ville få ved en fordeling efter største brøks metode,
medens små partier som regel får en mindre andel (også selv om der må tages
højde for, at kommunalbestyrelsesmedlemmer – lige så lidt som folketingsmedlemmer
– ikke forekommer som decimalbrøker).
For at støtte hinanden – og derved blandt andet modvirke de store listers fordel – kan
kandidatlisterne – i modsætning til, hvad tilfældet er ved folketingsvalg – indgå valg-
eller listeforbund. Valgforbund indgås mellem kandidatlister med forskellig bogstavbetegnelse,
listeforbund mellem kandidatlister med samme bogstavbetegnelse, for eksempel
tre Venstre-lister, der repræsenterer forskellige områder i kommunen. 18 Systemet
med to slags mulige forbindelser mellem kandidatlister blev indført i 1954 på
Venstres foranledning, men også tidligere var det muligt – og ganske udbredt – at
forskellige kandidatlister indgik forbund af denne art. I øvrigt er det ikke kun små
kandidatlister, der kan finde ud af at indgå valgforbund. I nogle tilfælde ser også store
16
Bortset fra i København, hvor mandattallet i Borgerrepræsentationen er 55. Mindstetallet blev sat op fra 7 til
9 i 1993.
17
Bortset fra med hensyn til at bruge de såkaldte ‘reserverede bogstavbetegnelser’, dvs. de velkendte partibogstaver.
18
Et listeforbund kan herudover selv indgå i et valgforbund.
35

36
Jørgen Elklit
lister deres fordel i at etablere et valgforbund, der kan sikre dem endnu bedre, således
som det vil fremgå af et eksempel nedenfor.
Formålet med disse forbund er at forhindre stemmespild ved at etablere de størst mulige
“enheder” til at indgå i mandatfordelingen. Formålet er altså – egentlig noget inkonsekvent
– at forhindre, at en af de konsekvenser, der netop følger af anvendelsen
af den d’Hondtske fordelingsmåde – og som nogle ser som en af dens fordele – slår
igennem med fuld kraft. Man ser dog også af og til, at lokalt store lister går i valg-
og/eller listeforbund – antageligt for at høste den størst mulige mandatgevinst, når nu
systemet virker, som det gør.
Mandatfordelingen i en konkret kommune (Odder) ved valget i november 2001 er
vist i faktaboksen nedenfor. Det bemærkes især, at mandatfordelingen i første omgang
sker dels til de fritstående kandidatlister, dels til de valgforbund/listeforbund,
der er anmeldt, men altså ikke til de individuelle kandidatlister, der indgår i et valgforbund/listeforbund.
Man vil altså i første omgang typisk have færre “fordelingsenheder”
end opstillede kandidatlister.
Når stemmerne er fordelt på de fordelingsmæssige enheder, der optræder på dette niveau,
fortsættes med en helt identisk fordeling inden for hvert af de valgforbund, der
har opnået mandater. Dersom der har været anmeldt listeforbund – der som nævnt
ovenfor kun kan anmeldes af kandidatlister med samme listebetegnelse – gentages
operationen, dersom listeforbundet har fået mandat(er). Herefter er omsider alle mandater
fordelt på de opstillede lister, uanset om de har deltaget i valget alene eller har
indgået i valgforbund og/eller listeforbund.

Danske valgsystemer 37
Faktaboks: Beregning af mandatfordelingen i Odder kommune 20. november 2001
I Odder Kommune blev der ved kommunalvalget i 2001 afgivet 13.381 gyldige stemmer, som fordelte sig på kandidatlisterne
på denne måde:
Kandidatliste A B C F H L O V
Stemmetal 4.204 442 2.135 1.035 765 509 579 3.712
Først fordeles de 19 mandater, der skulle vælges, på kandidatlister og valgforbund efter den d’Hondtske metode.
Tallene i parentes angiver den rækkefølge, hvori mandaterne er blevet fordelt:
Valgforbund, uforbundnekandidatlister
samt evt. listeforbund,
der ikke er
i valgforbund:
A + F B + L C + V + O H
Samlet stemmetal 5.239 951 6.426 765
Divideret med 1: 5.239,00 (2) 951,00 (12) 6.426,00 (1) 765,00 (16)
Divideret med 2: 2.619,50 (4) 475,50 3.213,00 (3) 382,50
Divideret med 3: 1.746,33 (6) 2.142,00 (5)
Divideret med 4: 1.309,75 (8) 1.606,50 (7)
Divideret med 5: 1.047,80 (11) 1.285,20 (9)
Divideret med 6: 873,17 (14) 1.071,00 (10)
Divideret med 7: 748,43 (17) 918,00 (13)
Divideret med 8: 654,88 (19) 803,25 (15)
Divideret med 9: 582,11 714,00 (18)
Divideret med 10: 642,60
De 18 mandater, som er tilfaldet de tre valgforbund – otte til A og F, ni til C, V og O og et til B og L– fordeles
derefter på samme måde mellem de forbundne kandidatlister:
Valgforbund: A + F B + L C + V + O
Kandidatlister A F B L C V O
Stemmetal 4.204 1.035 442 509 2.135 3.712 579
Divideret med 1: 4.204,00 (2) 1.035,00 (11) 442,00 509,00 (12 2.135,00 (3) 3.712,00 (1) 579,00
Divideret med 2: 2.102,00 (4) 517,50 254,50 1.067,50 (9) 1.856,00 (5)
Divideret med 3: 1.401,33 (6) 711,67 (15) 1.237,33 (7)
Divideret med 4: 1.051,00 (8) 533,75 928,00 (10
Divideret med 5: 840,80 (14) 742,40 (13
Divideret med 6: 700,67 (17) 618,67 (18
Divideret med 7: 600,57 (19) 530,29
Divideret med 8: 525,50
Hermed er alle 19 mandater i Odders kommunalbestyrelse fordelt, idet A har fået syv mandater, B ingen, C tre, F
et, H et, L et, O ingen og V seks.

38
3.1. Opstillingsformer/personlige stemmer/kandidat-udvælgelse
Jørgen Elklit
Når man har fundet ud af, hvor mange pladser i kommunalbestyrelsen hver af de opstillede
lister skal besætte, skal der findes et tilsvarende antal personer fra de pågældende
kandidatlister. Fremgangsmåden ved kandidatudvælgelsen afhænger af den opstillingsform,
kandidatlisten har anmeldt, partiliste eller sideordnet opstilling. Som
det vil fremgå nedenfor, har både opstillingsformen og kandidaternes personlige
stemmetal betydning ved udvælgelsen.
Partiliste-opstilling
Når en kandidatliste, der har anmeldt partilisteopstilling, har fået mandat, beregner
man først det såkaldte fordelingstal (Droop’s kvota) ved at dividere listens stemmetal
med det antal mandater, listen skal have, + 1. Det fremkomne tal forhøjes til næste
hele tal, også selv om det eventuelt selv er et heltal. Fordelingstallet beregnes altså på
samme måde ved folketingsvalg og kommunalvalg.
Fremgangsmåden er nu den, at man ser på – fra toppen af listen – om kandidaterne
har opnået et stemmetal, der svarer til fordelingstallet, enten direkte i form af deres
personlige stemmer eller – hvis det ikke er tilfældet – ved at lægge så mange af listestemmerne
til de pågældende kandidaters personlige stemmetal, at de lige præcis når
op på et tal, der svarer til fordelingstallet. Fremgangsmåden, når partier, der har anmeldt
partiliste, skal placere mandaterne, er altså anderledes ved kommunalvalg end
ved folketingsvalg. Motivet bag brug af partiliste er dog i begge tilfælde det samme,
nemlig at fastholde partiorganisationens størst mulige indflydelse på, hvem af de opstillede
kandidater der faktisk bliver valgt.
I Tabel 2 er vist et konkret eksempel, nemlig Socialdemokratiet i Odder ved kommunalvalget
i 2001. Med 4.204 stemmer og 7 mandater beregnes fordelingstallet som
4.204 divideret med (7 + 1); resultatet af denne division er 525,50, som forhøjes til
næste heltal, altså 526. 19
Ved partilisteopstilling anføres kandidaterne i en nummerorden, der også bruges på
stemmesedlen. I dette tilfælde har både nr. 1. og nr. 2 på listen, Elvin J. Hansen og
Elsebeth D. Bertelsen fået mere end 526 personlige stemmer. De er derfor valgt uden
videre, dvs. uden tildeling af listestemmer (og i partilistens rækkefølge). De tre følgende
(fra og med Mona Langballe til og med Svend Erik Jensen) kan alle få tildelt
så mange af listestemmerne, at de når op på fordelingstallet (altså 526), således at de
kan vælges direkte på dette grundlag (og i den rækkefølge).
Hvis der stadig er listestemmer tilbage, tildeles de den næste i partilisterækkefølgen
(her Frede Borg-Jensen), men han når ikke op på fordelingstallet, og vælges derfor
ikke på den måde. Da Socialdemokratiet skal have fundet to kandidater mere end de
allerede valgte fem, ser man nu på størrelsen af de personlige stemmetal (med tillæg
af eventuelle resterende listestemmer). De to, der nu har de største stemmetal, er så
valgt, ikke i partilistens rækkefølge, men i samme rækkefølge som størrelsen af deres
stemmetal; det er forklaringen på, at listens nr. 8 (Hans Carstensen) blev valgt sam-
19 Bemærk, at der også skulle have været forøget, hvis decimaltallet havde været mindre end 0,50.

Danske valgsystemer 39
Tabel 2. Personudvælgelsen af valgte socialdemokratiske kandidater ved kommunalvalget
i Odder, november 2001. Partiliste-opstilling, 7 pladser skal besættes
Kandidatnavn
1.
Personlige
stemmer
2.
Tillagte listestemmer
3.
Stemmer i
alt
4.
Valgt som
listens nr.
1. Elvin J. Hansen 1.134 0 1.134 1
2. Elsebeth D. Bertelsen 565 0 565 2
3. Mona Langballe 304 222 526 3
4. Bent Olsen 141 385 526 4
5. Svend Erik Jensen 205 321 526 5
6. Frede Borg-Jensen 44 238 282 6
5.
Stedfortræder
nr.
7. Lars Grønlund 164 0 164 1
8. Hans Carstensen 182 0 182 7
9. Torben Jeppesen 42 0 42 5
10. Vera Bruus Jørgensen 102 0 102 2
11. Poul Erik Grubbe 26 0 26 6
12. Poul Jørgensen 66 0 66 3
13. Kim Nørgaard 63 0 63 4
I alt personlige stemmer 3.038
I alt listestemmer 1.166 1.166
I alt stemmer 4.204 4.204
men med Frede Borg-Jensen, og at han altså, som det kaldes, ”sprængte partilisten”.
De kandidater, der ikke er blevet valgt, bliver stedfortrædere i en rækkefølge, der stilles
op på samme måde, altså efter stemmetallene.
Sideordnet opstilling
Ved en ændring af valgloven i 1985 blev det også muligt at opstille sideordnet ved
kommunalbestyrelsesvalgene, dvs. på en måde, hvor det udelukkende er kandidaternes
personlige stemmetal, der afgør, hvem der bliver valgt. Det foregår lige ud ad
landevejen, så der er ingen grund til at vise et eksempel.
Ved de fem kommunalvalg siden indførelsen af muligheden for sideordnet opstilling
har der været en klar udvikling i retning af, at denne mulighed bruges mere og mere.
Det fremgår af tabel 3, at andelen af opstillinger med sideordnet opstilling er vokset
fra 48 pct. i 1985 til 74 pct. i 2001. Da der jo kun er to opstillingsformer, er andelen
som er partilisteopstillinger, naturligvis faldet tilsvarende. Det må forventes, at denne
udvikling vil fortsætte ved kommende valg, om end ændringstakten ser ud til at være
aftagende. I betydeligt omfang er det de samme partier, der opstiller på partiliste ved

40
Jørgen Elklit
folketings- og kommunalvalg, selv om der dog også er variationer på grund af lokale
forhold.
Tabel 3. De opstillede lister fordelt på anvendt opstillingsform. Pct.
1981 1985 1989 1993 1997 2001
Partiliste 100 52 39 31 27 26
Sideordnet opstilling . 48 61 69 73 74
I alt 100 100 100 100 100 100
Kilde for 1985-97: Buch, 2001: 46.
3.2. Faktiske spærregrænser (eller tærskelværdier)
Ved kommunalvalget i november 1993 fik Venstre i Farum Kommune ikke mindre
end 10 af de 15 mandater i kommunalbestyrelsen, altså nøjagtig 66.6 pct., for kun lidt
over halvdelen af stemmerne, 52.3 pct. Under ekstreme omstændigheder kan der altså
findes eksempler på væsentligt større skævheder, end man ville tro det muligt i et
“almindeligt” dansk valg, som afholdes efter en af de gængse forholdsvalgmetoder.
Forklaringen på dette skæve resultat i Farum består af flere dele. En af dem er, at der
faktisk eksisterer en form for spærregrænse også ved kommunalvalg, selv om den
kommunale valglov overhovedet ikke taler om det – i modsætning til Folketingsvalglovens
detaljerede redegørelse for de tre krav, hvoraf mindst et skal være opfyldt, for
at et parti kan få del i tillægsmandaterne.
Forklaringen på, at der ikke omtales en sådan grænse i Kommunalvalgloven, er, at
der ikke er tillægsmandater på det kommunale niveau, og at alle mandaterne kan og
skal fordeles direkte, således som det er beskrevet ovenfor.
Alligevel findes der i det kommunale valgsystem en form for “naturlige” spærregrænser,
som sætter nogle grænser for, hvor små partier der kan blive repræsenteret i
en kommunalbestyrelse. Hvis der i et byråd er 25 mandater, kan det vel ikke heller
være den helt store overraskelse, at der ligger en grænse et eller andet sted i nærheden
af fire pct.
Faglitteraturen om valgsystemer har for længst påvist, at der i virkeligheden er to
grænser, der skal tages hensyn til, og de præcise formler er også blevet teoretisk udledt
(for eksempel Lijphart & Gibberd, 1977; Gallagher, 1992). Den ene kalder man
“udelukkelses-tærsklen”, 20 fordi en kandidatliste kan risikere at blive udelukket fra
repræsentation, hvis man har en stemmeandel under denne værdi. Med en stemmeandel
over den værdi eksisterer denne risiko ikke – så er man tværtimod sikker på at
komme ind.
20 Threshold of exclusion, Te. Den beregnes ved d’Hondts fordelingsmåde som 1/(m + 1), hvor m er antallet af
mandater, der skal fordeles. Den beregnes på samme måde ved andre fordelingsmåder, hvis antallet af partier
- 1 mindst er lige så stort som antallet af mandater, der skal vælges (Lijphart & Gibberd, 1977: 225).

Danske valgsystemer 41
Den anden grænse kaldes “repræsentationstærsklen”, 21 fordi en liste har mulighed for
at blive repræsenteret, hvis dens stemmeandel ligger over den grænse, medens den ikke
under nogen omstændigheder kan blive repræsenteret, hvis dens stemmeandel ligger
under den pågældende værdi.
Den faktiske størrelse af de to tærskelværdier afhænger i høj grad af, hvor mange
mandater der skal fordeles i valgkredsen (her altså: i kommunen), og derfor skal man
kende dette tal, før man kan begynde at beregne, hvor de to tærskelværdier ligger i
konkrete kommuner og ved konkrete valg. “Repræsentationstærsklen” afhænger desuden
af, hvor mange kandidatlister, partier eller “enheder” der indgår i beregningerne,
og derfor må man også kende dette tal. 22
I tabellerne 4 og 5 er vist, hvorledes de to tærskelværdier varierer for relevante kombinationer
af mandattal og antal opstillede partier, lister og valgforbund ved danske
kommunalvalg. 23 Desuden er tabellernes tal brugt til i Figur 4 at vise de to tærskelværdier
for en kommune, hvor der skal fordeles 25 mandater. Det ses af figuren, at
der er et område mellem udelukkelsestærskelen og repræsentationstærsklen (altså
mellem linjerne Te og Tr), som angiver det felt, hvor der er mulighed for at blive repræsenteret,
men ikke nogen sikkerhed. Det afgørende er den faktiske fordeling af
stemmerne på alle kandidatlister og valgforbund mm., og den kan af gode grunde
først analyseres efter valget. Det fremgår også af Figur 4, at den “grå zone” vokser,
hvis antallet af partier/lister/enheder, der deltager i valget, vokser. Det giver også intuitivt
god mening.
Man kan naturligvis beregne tilsvarende tærskelværdier for et valgforbund som for en
hel kommunalbestyrelse, men først når man kender antallet af mandater, der skal fordeles,
dvs. efter valget. I et valgforbund, der får tre mandater, skal man således have
mindst 1/4 af det samlede stemmetal på partierne i valgforbundet for at være sikker
på mandat – og hvis der kun er to deltagere i valgforbundet, glider Te- og Trværdierne
i øvrigt sammen, således at der ikke er en grå-zone, hvor man måske kan
være heldig.
Tabel 4 gør det også muligt at aflæse en af konsekvenserne af ændringer i kommunalbestyrelsens
størrelse, og nu vender vi tilbage til problemet med Farum Kommune.
Før valget i november 1993 besluttede flere kommunalbestyrelser at nedsætte antallet
af kommunalbestyrelsesmedlemmer, således som de efter loven har mulighed for. For
eksempel nedsatte både Blåbjerg og Farum antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer
med ikke mindre end seks, henholdsvis fra 17 til 11 og fra 21 til 15. Betydningen
heraf med hensyn til tærskelværdier kan umiddelbart aflæses af Tabel 4, hvor det ses,
at udelukkelsestærsklen (som er den vigtigste af de to tærskelværdier) herved blev sat
21 Threshold of representation, Tr. Den beregnes ved d’Hondts fordelingsmåde som 1/(m + n - 1), hvor m stadig
er antallet af mandater, der skal fordeles, medens n er antallet af ‘enheder’, dvs. summen af såvel enkeltstående
kandidatlister som valg- og listeforbund.
22 Derfor er det svært at lave disse beregninger på forhånd, dvs. før diverse opstillingsfrister er udløbet.
23 Tabellerne kan også bruges for at finde størrelsen på de to tærskelværdier i forbindelse med amtsrådsvalg.
For Københavns vedkommende er Te 1.786 pct., medens Tr varierer mellem 1.754 pct. og 1. 1.449 pct., når n
stiger fra 3 til 15. Fordi m i København er så høj (55) i forhold til n, varierer Tr mindre end i de øvrige kommuner.
For valgene til Europa-Parlamentet kan tærskelværdierne findes ud fra formlen eller ved interpolation
i tabellerne.

42
Jørgen Elklit
Tabel 4. “Udelukkelsestærsklen”, Te, i procent, for relevante værdier af m. Tallene er
den værdi, som sikrer et parti eller en liste repræsentation, hvis det har en
procentdel af de afgivne, gyldige stemmer, som er lig med eller større end
det anførte tal
M 9 11 13 15 17 19 21 23 25 27 29 31
Te 10.00 8.33 7.14 6.25 5.56 5.00 4.55 4.17 3.85 3.57 3.33 3.13
op med næsten tre pct. i Blåbjerg (fra godt 5.5 pct. til godt 8.3 pct.) og med næsten to
pct. i Farum (fra godt 4.5 pct. til 6.25 pct.).
I Farum var der ved valget i november 1993 to store valgforbund (hver med fem partier/kandidatlister)
og en lille liste, der ikke var med i noget af valgforbundene. Det
betød, som det kan aflæses i Tabel 5, yderligere, at der ved valget var en Tr-værdi på
ikke mindre end 5.882 pct. Spørgsmålet er imidlertid, hvorledes denne grænse skal
oversættes til noget analyserbart inden for valgforbundene.
Tabel 5. “Repræsentationstærsklen”, Tr, i procent, for relevante værdier af m og n.
Tallene er den værdi, som et partis eller en listes procentandel skal være lig
med eller større end, hvis partiet (listen) skal have blot en teoretisk mulighed
for at blive repræsenteret. Ved lavere værdier er repræsentation udelukket,
så tallene repræsenterer også den absolutte spærregrænset
n\m 9 11 13 15 17 19 21 23 25 27 29 31
3 9.09 7.69 6.67 5.88 5.26 4.76 4.35 4.00 3.70 3.45 3.23 3.03
4 8.33 7.14 6.25 5.56 5.00 4.55 4.17 3.85 3.57 3.33 3.13 2.94
5 7.69 6.67 5.88 5.26 4.76 4.35 4.00 3.70 3.45 3.23 3.03 2.86
6 7.14 6.25 5.56 5.00 4.55 4.17 3.85 3.57 3.33 3.13 2.94 2.78
7 6.67 5.88 5.26 4.76 4.35 4.00 3.70 3.45 3.23 3.03 2.86 2.70
8 6.25 5.56 5.00 4.55 4.17 3.85 3.57 3.33 3.13 2.94 2.78 2.63
9 5.88 5.26 4.76 4.35 4.00 3.70 3.45 3.23 3.03 2.86 2.70 2.56
10 5.56 5.00 4.55 4.17 3.85 3.57 3.33 3.13 2.94 2.78 2.63 2.50
11 5.26 4.76 4.35 4.00 3.70 3.45 3.23 3.03 2.86 2.70 2.56 2.44
12 5.00 4.55 4.17 3.85 3.57 3.33 3.13 2.94 2.78 2.63 2.50 2.38
13 4.76 4.35 4.00 3.70 3.45 3.23 3.03 2.86 2.70 2.56 2.44 2.33
14 4.55 4.17 3.85 3.57 3.33 3.13 2.94 2.78 2.63 2.50 2.38 2.27
15 4.35 4.00 3.70 3.45 3.23 3.03 2.86 2.70 2.56 2.44 2.33 2.22
Som nævnt ovenfor, skal det enkelte valgforbund ses som et nyt valgområde, hvor
mandattallet er det i første omgang opnåede, og antallet af “fordelingsenheder” er antallet
af kandidatlister, som er med i valgforbundet. Internt i det af Venstre dominerede
valgforbund var udelukkelsestærsklen på 9.09 pct., og kun Venstre selv lå over
dette niveau. Repræsentationstærsklen lå på 7.14 pct., men kun de konservative lå

Danske valgsystemer 43
over denne værdi (med 7.8 pct. af valgforbundets stemmer), men den samlede stemmefordeling
internt i valgforbundet var uheldig set fra de konservatives side, og derfor
førte den teoretiske mulighed for repræsentation ikke til, at det alligevel lykkedes
for de konservative at opnå repræsentation. Venstre scorede altså virkelig kassen, og
derfor kunne partiet i denne ekstreme situation få 2/3 af mandaterne for lidt over
halvdelen af stemmerne.
I kommuner med listeforbund, der indgår i valgforbund, er det nødvendigt at kombinere
sådanne analyser tre gange for at finde de faktiske tærskelværdier; det kan naturligvis
være lidt besværligt. For en generel diskussion af de problemer, der knytter sig
til brugen af den ene eller den anden valgmåde ved denne type valg, henvises til
Elklit (2004).
Figur 4. Udelukkelsestærskel, Te, og repræsentationstærskel, Tr, ved valg efter
d’Hondts fordelingsmåde og med 25 mandater, der skal besættes
Andel af stemmer (%)
5
4
3
2
1
0
0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16
Antal partier/valgforbund (n)
Te
Tr

4. ANALYSEREDSKABER
Analysen af valgmåderne og deres forskellige egenskaber – herunder deres virkning
på partisystemerne – kræver nogle redskaber, der klart og præcist kan belyse de forhold,
man er interesseret i. I det følgende præsenteres tre sådanne redskaber, som det
er hensigtsmæssigt at kende.
4.1. Disproportionalitet
Når forholdstalsmetoderne først og fremmest skal sikre forholdsmæssig repræsentation
af de politiske partier, har man brug for et proportionalitets- eller disproportionalitetsmål,
der kan belyse, i hvilken grad de forskellige metoder faktisk opfylder denne
overordnede målsætning.
Forskellige udtryk har været brugt i årenes løb, men det mest hensigtsmæssige er
utvivlsomt Gallaghers indeks (eller: Least Square Indeks), som ireren Michael Gallagher
(1991: 40ff) har udviklet. Udregningen af Gallaghers indeks starter med, at
man beregner forskellen mellem hver enkelt partis (eller kandidatlistes eller kandidat
uden for partiernes) procentandel af stemmerne (vi) og andel af mandaterne (si). Hvis
et parti har fået 32.1 pct. af stemmerne og 34.4 pct. af mandaterne, er forskellen naturligvis
2.3. Denne værdi kvadreres, dels for at store afvigelser kan komme til at veje
tungt, dels for at fjerne betydningen af, om det ene eller det andet af de to tal er størst.
Udregningen gennemføres for alle partier, hvorefter værdierne summeres, og summen
divideres med 2 for at tage højde for, at der hele tiden er den sammenhæng mellem
over- og underrepræsentation, at summen af de overrepræsenterede partiers afvigelse
pr. definition er lig med summen af de underrepræsenterede partiers afvigelse.
Kvadratroden udregnes, og denne værdi er så Gallagher’s indeks (eller LSI). Beregningerne
kan naturligvis også gennemføres med andele, altså for eksempel 0.321 i
stedet for 32.1 pct.
Den vigtigste egenskab ved Gallaghers indeks – som principielt går fra 0 til 100, selv
om 100 er en overordentlig teoretisk værdi 24 – er, at store afvigelser på grund af kvadreringen
kommer til at veje forholdsvis tungere i det samlede indeks end små afvigelser,
hvis indflydelse bliver minimal. Det er også lige meget, om afvigelserne forekommer
ved store eller små partier. Der er dog også - og med en vis ret - blevet argumenteret
for, at man bør tage hensyn til, om det er vælgermæssigt store eller små
partier, der rammes af skævheder i de andele, hvormed de repræsenteres (Li, 1995:
159ff).
Formlen for Gallaghers indeks er altså: ½ (
1994: 60f).
∑ vi -s i)
2 (Gallagher, 1991: 40f; Lijphart,
Ved folketingsvalget i 1998 blev værdien så lav som 0.47, langt den laveste værdi registreret
i perioden 1971-98 (hvor gennemsnitsværdien for Gallaghers indeks i Danmark
er 1.66). Forklaringen på den lave disproportionalitetsindeksværdi i 1998 var
24 I praksis viser det sig dog, at de fleste indeksværdier som regel ligger mellem 1 og 10 (Gallagher, 1991: 46;
Lijphart, 1994: 160-162; Elklit & Roberts, 1996: Table 2; Elklit, 2004).
44

Danske valgsystemer 45
primært, at kun ét meget lille parti ikke kom i Folketinget. I 2001 nærmede værdien
sig igen det normale, idet den steg til 1.6, og i 2005 var den på samme niveau, nemlig
1.8. Danmark ligger således fortsat absolut i den lave ende af disproportionalitetsskalaen
sammen med de øvrige lande, hvis parlamentsvalgsystemer er karakteriseret ved,
at mandatfordelingen først og fremmest foregår på det nationale niveau. Det er i øvrigt
bemærkelsesværdigt, at disproportionaliteten opgjort ved Gallaghers indeks ikke
var lavere i mellemkrigstiden end nu, når både spærrereglen var mildere og antallet af
små partier – i hvert fald i gennemsnit – var mindre (Svane Kristensen, 1996: 74-75;
Elklit, 1993: 46-49).
I gruppen af lande med en høj grad af proportionalitet er der alligevel visse forskelle.
De skyldes især forekomsten af eventuelle spærreregler – hvoraf den tyske på fem
pct. er særligt mærkbar – partisystemets karakter og parlamenternes størrelse, altså
hvor mange mandater der skal fordeles. Samspillet mellem blandt andet disse faktorer
er forklaringen på, at Sydafrika ved valget i april 1994 havde en af de laveste disproportionalitetsværdier,
der nogensinde er set, nemlig 0.37, medens den tilsvarende
værdi ved det tyske forbundsdagsvalg i 1994 var 2.30 (Elklit & Roberts, 1996: Tabel
2).
4.2. Det effektive antal partier
Hvis man har en fordeling af enheder af forskellig størrelse – partier, firmaer, lande
eller noget helt fjerde – kan det være hensigtsmæssigt med et udtryk for den grad af
henholdsvis opsplittethed (eller koncentration), som kendetegner den pågældende
fordeling. Antallet af enheder vil sjældent være nok, uanset om det er partier, firmaer
eller lande, man studerer. Man er også nødt til at se på elementernes relative størrelse
for at få et udtryk for fordelingens indre struktur.
I forbindelse med partisystemer er udtrykket “det effektive antal partier” – som naturligvis
er noget helt andet end “antallet af effektive partier” – blevet det dominerende
mål i forbindelse med analyser af partisystemer, uanset om det er blandt vælgerne eller
partigrupperne i et parlament.
Som det var tilfældet med proportionalitetsmålene, er der også blevet udviklet forskellige
mål for fraktionaliseringen i for eksempel partisystemer, men der sker nu tilsyneladende
en samling om dette udtryk, som er udviklet af Markku Laakso og Rein
Taagepera (1979).
Udgangspunktet for beregningen af det effektive antal partier er et andet indeks, Herfindahl-Hirschman-indekset,
som måler graden af koncentration i en gruppering, dvs.
hvor mange enheder der er, og hvor store de er. Herfindahl-Hirschman-indekset (HH)
beregnes som summen af de enkelte enheders relative størrelse, vejet med deres egen
størrelse (dvs. ganget med sig selv). Herved kommer store enheder til at tælle mest,
og små enheder tæller næsten slet ikke.
HH beregnes altså som Σ pi 2 , hvor pi er element i’s relative andel; det effektive antal
enheder (N) – i denne forbindelse altså det effektive antal partier – beregnes derefter
således:
N = 1 : HH = 1 : Σ pi 2

46
Jørgen Elklit
En af fordelene ved N er, at det er meget lettere at visualisere end de tidligere benyttede
fraktionaliseringsmål. For to præcist lige store partier – dvs. hvor partiernes størrelsesandele
begge er 0.5 – bliver N lig med 2 og for fire lige store partier er N lig
med 4.
N kan mere teoretisk defineres som det hypotetiske antal lige store partier, som ville
føre til samme grad af fraktionalisering i partisystemet som det faktiske antal partier
af forskellig størrelse (Taagepera & Shugart, 1989: 79). I virkelighedens verden vil
værdierne kun yderst sjældent ramme præcist på heltal; men også værdier i intervallerne
mellem de hele tal giver et godt indtryk af det pågældende partisystems koncentrationsgrad.
Også det andet vigtige fraktionaliseringsmål – Rae’s fraktionaliseringsindeks, F – kan
det være nyttigt at kende, da der også hyppigt fortsat er henvisninger til det i faglitteraturen
(således Svensson, 1996: 374-375). 25 Ligesom N beregnes F også med udgangspunkt
i HH, idet formlen for F er:
F = 1 – HH = 1 – Σ pi 2
De to fraktionaliseringsmål er altså forbundet gennem udtrykket N = 1/(1 – F), (Taagepera
& Shugart, 1989: 80), hvilket viser, at de grundlæggende er to forskellige måder
at udtrykke det samme på. Det bliver derfor smag og behag, der afgør, hvilket af
dem man foretrækker.
N kan naturligvis beregnes både for vælgerpartier (Nv) og parlamentspartier (Ns), og
det viser sig næsten altid, at Nv > Ns. Den relative forskel mellem Nv og Ns udtrykker
i øvrigt, hvorledes det benyttede mandatfordelingssystem virker med hensyn til at øge
koncentrationen i den pågældende struktur.
Figur 5 viser de danske N-værdier for folketingsvalgene i perioden 1918-2005. Det er
bemærkelsesværdigt, at de to kurver ligger tættere sammen før grundlovsændringen i
1953 end efter. Forklaringen er skærpelsen af spærrereglen (jf. Figur 3, side 33).
Imidlertid viser den senere udvikling, at også andre forhold spiller ind. Her er det oplagt
at pege på antallet af små partier som en selvstændig faktor.
Allerede i slutningen af 1960’erne begyndte partisystemet at ændre sig, og det ændrede
billede i 1970’erne (især 1973) og 1980’erne fremstår tydeligt i figuren. Ved
valget i 1998 var Nv 4.74 og Ns 4.72, hvad der dels bekræfter indtrykket af en øget
koncentration i det danske partisystem efter 1970’erne og 1980’erne, dels bekræfter
at valgsystemet i 1998 ikke bidrog til en mindre fraktionalisering i Folketinget end
blandt vælgerne. I 2001 var Nv = 4,70 og Ns = 4,48; forklaringen på forskellen er, at
to af de opstillede partier ikke fik mandater, og derfor er koncentrationen lidt større i
Folketinget end blandt vælgerne.
Ved valget i februar 2005 var Nv = 5,12, og Ns = 4,89. Graden af ”ligestorhed” mellem
partierne voksede altså både på vælgerplan og i Folketinget. Det passer godt
sammen med, at de to store partier gik tilbage, samtidig med at fire af de øvrige fem,
der kom ind, fik større tilslutning end i 2001.
25 Pedersen, 1980, giver en god diskussion af F og en række andre fraktionaliseringsmål.

Danske valgsystemer 47
Figur 5. Det effektive antal partier ved danske folketingsvalg 1920-2005, henholdsvis
blandt vælgerne, Nv, og i Folketinget, Ns
8
7
6
5
4
3
2
1
0
Effektive antal partier, 1918-2005
1920-04
1920-07
1920-09
1924
1926
1929
1932
1935
1939
1943
1945
1947
1950
1953-04
1953-09
1957
1960
1964
1966
1968
1971
1973
1975
1977
1979
1981
1984
1987
1988
1990
1994
1998
2001
2005
4.3. Volatilitet
Valgår (-måned)
N(v) N(s)
Det tredje analyseredskab, der skal præsenteres her, knytter sig – i modsætning til de
to foregående – ikke specielt til valgsystemernes egenskaber, men derimod til analysen
af partisystemers forandring eller stabilitet på grundlag af den aggregerede valgstatistik.
Det er denne kobling til valgstatistikken, der gør det naturligt at medtage volatilitetsmålet
her, selv om hovedemnet er valgsystemer og mandatfordelingsproblemer.
Normalt er det nationale partisystemer, der analyseres på denne måde, men der er intet
til hinder for også at bruge volatilitetsmålet som redskab til analyser af lokale, dvs.
først og fremmest kommunale, partisystemer.
Volatiliteten (på engelsk: electoral volatility) betegner den større eller mindre grad af
“flyvskhed”, der kan konstateres hos vælgerne, altså deres tilbøjelighed til at skifte
parti fra et valg til det næste. Et højt volatilitetsniveau er udtryk for manglende stabilitet
i det politiske system, men det er naturligvis ikke det samme som manglende legitimitet.
For eventuelt også at kunne drage den slutning er man nødt til at se på, om
de partier, vælgerne skifter til, er loyale, semiloyale eller disloyale over for den demokratiske
styreform (Svensson, 1996: 299).

48
Jørgen Elklit
Volatiliteten defineres som nettoændringerne i partiernes procentvise andel af de afgivne
stemmer fra et valg til det næste, dvs. uden hensyntagen til ændringer i valgdeltagelsen
eller lignende. Den summerede ændrede tilslutning for alle partier divideres
med 2 som udtryk for, at nettogevinsterne for partier med fremgang er lig med nettotabene
for partier med tilbagegang (inkl. partier, der ikke længere stiller op) (Pedersen,
1979: 4; Pedersen, 1980: 399; Svensson, 1996: 298).
En mere systematisk og dækkende analyse af vælgernes samlede bevægelsesmønster
og tilbøjelighed til at skifte parti fra et valg til et andet – altså vælgernes bruttobevægelser
– kræver inddragelse af overgangstabeller af den type, vælgerundersøgelser,
der bygger på surveys, normalt producerer. At volatilitetsberegningerne må bygge på
nettobevægelserne, betyder derfor også, at der er tale om minimumstal for de pågældende
bevægelser.
Volatiliteten beregnes nemmest som summen af nettogevinster for partier med fremgang
(inkl. kandidater uden for partierne). Som kontrolberegning kan man undersøge,
om den fundne værdi er identisk med summen af nettotabene for de partier, der har
haft tilbagegang (inkl. dem, der ikke længere stiller op).
Volatilitetsmål kan enten bruges til komparative analyser af partisystemers udviklingstræk
(Pedersen, 1979), til diakrone analyser af udviklingen i enkelte partisystemer
(Svensson, 1996) eller som indikator på udviklingen i en flerhed af bagvedliggende
forhold (Elklit, 1991: 66-67).
Tabel 6. Udviklingen i den gennemsnitlige, aggregerede volatilitet 1950-2005
Periode (valgår) 1950-57 1960-68 1971-79 1981-88 1990-98 2001-05
Gns. volatilitet 5.5 9.0 17.1 9.7 12.5 10.6
Kilde: Pedersen, 1979: 9; Svensson, 1996: 299; Elklit, 1991: 67. Småafvigelser mellem disse og tidligere anførte
tal skyldes blandt andet afrundingsproblemer, forskellig behandling af kandidater uden for partierne etc.
Efter den tilsyneladende tilbagevenden til en større stabilitet med hensyn til nettoforandringerne
i partiernes tilslutning ved folketingsvalg i løbet af 1980’erne har
1990’erne igen været præget af et højere volatilitetsniveau, som også kunne konstateres
i 2001 (13.3). Et fald i 2005 til 7.8 bringer dog gennemsnittet for de to valg, der
foreløbigt har været i dette årti, ned på 10.6. En diskussion af årsagerne hertil ligger
dog uden for formålet med dette papir.

LITTERATUR
Bekendtgørelse af lov om valg til Folketinget, Indenrigsministeriets bekendtgørelse
nr. 261 af 18. april 2001.
Buch, Roger (2001). Kommunalvalgene i perspektiv, Odense: Odense Universitetsforlag,
2001.
Christoffersen, Lisbeth (1996). “Bispevalg i folkekirken”, Juristen, 78. årgang, nr. 6
(juni), pp. 224-232.
Elklit, Jørgen (1988). “‘Den laveste Partiegoismes allerbrutaleste Fjæs’? Eller: Noget
om valglovene i 1915 og 1920”, pp. 61-96 i Hans Chr. Johansen, Mogens N. Pedersen
og Jørgen Thomsen (red.), Om Danmarks historie 1900-1920. Festskrift til
Tage Kaarsted, Odense: Odense Universitetsforlag.
Elklit, Jørgen (1991). “Faldet i medlemstal i danske politiske partier. Nogle mulige
årsager”, Politica, 23. årgang, nr. 1, pp. 60-83.
Elklit, Jørgen (1992). “The Best of Both Worlds? The Danish Electoral System 1915-
20 in a Comparative Perspective”, Electoral Studies, Vol. 11, No. 3, pp. 189-205.
Også i Peter Gundelach & Karen Siune (eds.), From Voters to Participants. Essays
in Honour of Ole Borre, Århus: Politica, 1992, pp. 236-254.
Elklit, Jørgen (1993). “Simpler than its Reputation: The Electoral System in Denmark
since 1920”, Electoral Studies, Vol. 12, No. 1, pp. 41-57.
Elklit, Jørgen (1997). “Valgsystemet: Teori og praksis”, kapitel 2 i Jørgen Elklit og
Roger Buch Jensen (red.), Kommunalvalg, Odense: Odense Universitetsforlag.
Elklit, Jørgen (1999). “What Was the Problem If a First Divisor of 1.4 Was the Solution?”,
pp. 75-101 i Erik Beukel et al. (eds.), Elites, Parties and Democracy. Festschrift
for Professor Mogens N. Pedersen, Odense: Odense University Press.
Elklit, Jørgen (2001). ”Bør folketingsvalgloven revideres?”, Politica, 33. årg., nr. 1,
pp. 19-32.
Elklit, Jørgen (2002). ”The Politics of Electoral System Development and Change:
The Danish Case”, pp. 29-66 i Bernard Grofman & Arend Lijphart (eds.), The
Evolution of Electoral and Party Systems in the Nordic Countries, New York:
Agathon Press.
Elklit, Jørgen (2004). ”Er der virkelig ingen argumenter for at ændre det kommunale
valgsystem?” Politica, 36. årg., nr. 3, pp. 333-351.
Elklit, Jørgen (2005). ”Denmark: Simplicity Embedded in Complexity (or is it the
Other Way Round?)”, pp. 453-471 i Michael Gallagher & Paul Mitchell (eds.),
The Politics of Electoral Systems, Oxford: Oxford University Press.
Elklit, Jørgen & Anne Birte Pade (1996). Parliamentary Elections and Election Administration
in Denmark, København: Indenrigsministeriet.
49

50
Jørgen Elklit
Elklit, Jørgen & Nigel S. Roberts (1996). “A category of its own? Four PR two-tier
compensatory member electoral systems in 1994”, European Journal of Political
Research, Vol. 30, pp. 217-240.
Fink, Jørgen (2000). Storindustri eller middelstand. Det ideologiske opgør i Det konservative
Folkeparti 1918-20, Århus: Aarhus Universitetsforlag.
“Folketingsvalget den 20. november 2001”, Befolkning og valg, 2001: 14 (4. december
2001), København: Danmarks Statistik.
Folketingsvalget den 20. november 2001. Danmark, Færøerne, Grønland, København:
Indenrigsministeriet, 2003.
Gallagher, Michael (1991). “Proportionality, disproportionality and electoral systems”,
Electoral Studies, Vol. 10, No. 1, pp. 33-51.
Gallagher, Michael (1992). “Comparing Proportionality Presentation Electoral Systems:
Quotas, Thresholds, Paradoxes and Majorities”, British Journal of Political
Science, Vol. 22, pp. 469-496.
Ginsberg, Georg (1981). “Slaget om valglovens spærreregler”, Weekendavisen Berlingske
Aften, 26. juni – 2. juli.
Hague, Rod & Martin Harrop (2004). Comparative Government and Politics. An Introduction,
6 th ed., Houndmills, Basingstoke: Palgrave.
Harrop, Martin & William L. Miller (1987). Elections and Voters. A comparative introduction,
Houndmills, Basingstoke: Macmillan.
Laakso, Markku & Rein Taagepera (1979). “‘Effective’ Number of Parties: A Measure
with Application to Western Europe”, Comparative Political Studies, Vol. 12,
pp. 3-27.
Li, Jin-Shan (1995). L’analyse comparative des systèmes électoraux japonais et allemand,
Louvain: Université Catholique de Louvain.
Lijphart, Arend (1994). Electoral Systems and Party Systems. A Study of Twentyseven
Democracies 1945-1990, Oxford: Oxford University Press.
Lijphart, Arend & Robert W. Gibberd (1977). “Thresholds and Payoffs in List Systems
of Proportional Representation”, European Journal of Political Research,
Vol. 5, pp. 219-244.
Nohlen, Dieter (1990). Wahlrecht und Parteinsystem. Über die politischen Auswirkungen
von Wahlsysteme, 2. udg., Opladen: Leske Verlag+Budrich
Pedersen, Mogens N. (1979). “The Dynamics of European Party Systems: Changing
Patterns of Electoral Volatility”, European Journal of Political Research, Vol. 7,
pp. 1-26. Genoptrykt i uddrag i Peter Mair (ed.), The West European Party System,
Oxford: Oxford University Press, 1990, pp. 195-207; og i sin helhed i Hans
Daalder & Peter Mair (eds.), Western European Party Systems: Continuity and
Change, London: SAGE Publications, 1983, pp. 29-66.

Danske valgsystemer 51
Pedersen, Mogens N. (1980). “On Measuring Party System Change. A Methodological
Critique and a Suggestion”, Comparative Political Studies, Vol. 12, No. 4, pp.
387-403.
Schuster, Karsten, Friedrich Pukelsheim, Mathias Drton, & Norman R. Draper
(2003). „Seat biases of apportionment methods for proportional representation“,
Electoral Studies, Vol. 22, No. 4, pp. 651-676.
Shugart, Matthew Soberg (1992). “Electoral reform in systems of proportional representation”,
European Journal of Political Research, Vol. 21, pp. 207-224.
Svane Kristensen, Søren (1996). De skandinaviske landes partisystemer – en analyse
med udgangspunkt i Giovanni Sartoris teori, upubliceret speciale, Institut for
Statskundskab ved Aarhus Universitet.
Svensson, Palle (1996). Demokratiets krise? En debat- og systemanalyse af dansk politik
i 1970’erne, Århus: Politica.
Taagepera, Rein & Matthew Soberg Shugart (1989). Seats and Votes. The Effects and
Determinants of Electoral Systems, New Haven and London: Yale University
Press.
Tonsgaard, Ole (1986). “Valglovgivningen – en kritisk gennemgang”, pp. 369-382 i
Jørgen Elklit og Ole Tonsgaard (red.), Valg og vælgeradfærd. Studier i dansk politik,
2. udg., Århus: Politica.
Valgene til kommunalbestyrelserne og amtsrådene den 20. november 2001, Befolkning
og valg, 2002:13 (15. oktober 2002), København: Danmarks Statistik.
von Sydow, Björn (1989). Vägen til enkammarriksdagen. Demokratisk författningspolitik
i Sverige 1944-1968, Stockholm: Tidens förlag.