Vestjysk i en storby - Daniel Boysen Pedersen

Vestjysk i en storby
Det blæst en forfærdelig vind den daw ud fra vest
ø regn sto’ hårdt nee å æ taw og mi sind det vandret
no sku a bort fra æ stilhed og æ ro
a sku ind i æ storby og bo
A var så bekymret, tænk hvis a had glemt noet?
Det ku jo vær noet vigtig, som å kam eller æ håndklæde
men det var jo for sille no, vi var tawn af sted
så a besluttet mæ for at la’ æt lig
A vender mig om og sir ud a æ vindu, blot et sidste blik
å æ by og å æ natur, stilheden der risler gennem ø mark
mi tanker er store, men mi ord er få
gad vi’ om de har køer i æ storby?
A kan i hvert fald hurtig konstatere, at de har bilkøer.
A kan allerede mærk noet ændre sig i mæ, dér er en rynke, en
rynke dér midt å æ pande; det plejer der æ at være.
Den er så underlig skæv i ’et, a forstår det æ helt.
Or A kan mærk en underlig rastløshed i min ben, det kribler
hele vej op gennem ø ryg, men a la’ æt lig
A prøver at efterlade ø problemer i æ bil, der no kør tilbage
til vestjylland igen.
Men problemerne vil æ la’ mæ lig’ – den først nat går mæ
fortvivlelse, fortabelse og feber; angsten for at brænde i
byens flammer tar’ til. De næst mange nætter går å samme
måde.
A passer ikke ind her, A passer ikke ind nogen steder; A
løber rundt i gaden som en gal, folk kigger å mæ som jeg er
syg – mi dialekt dræber mæ, ingen tager mæ seriøs – A tøvs,
nej, A synes, tøvs, synes, tøvs, ser, sir, ser, sir, tøvs,
synes. Jeg synes. Jeg synes noget ændrer sig, min stemme
bliver anderledes.

Jeg er ny, men jeg passer ind. Jeg udsletter de ting der
afslørede mig – de ting, der gjorde mig unik:
Jeg klipper mit hår kort i siderne, sætter det op i en lille
grisehale bagpå, går i skovmandsskjorter og spiser økologisk
jeg pisser på alting, før det pisser på mig
jeg mener noget om alt, men forstår ikke særlig meget
pludselig er mine ord mange, men mine tanker små
Men nu kan jeg heldigvis nøjes med at gå rundt i gaden,
folk snakker så flinkt til mig, nysgerrigt
det er blevet så ligetil at være sammen med mig
i smeltedigelen, uhm, det smager godt, ensartet, næsten som
om vi kommer fra samme celle. Måske ville lidt selleri dog
hjælpe? Sådan nu er min humor også ved at være på plads.
Jeg går fra en kæreste, så til den eneste kæreste, derefter
til en andens – jeg tar’ imod lidt af hvert og giver ikke
noget igen – sådan spilder jeg mit liv med minutters glæde,
kortvarig tilfredsstillelse og dyb respekt fra mine venner.
Med tiden får jeg mere og mere lyst til at brænde byen,
forlade den, skuffet. Byen, der stjal mit smil, men som
glemte at bruge det til noget.
Jeg vågner i bilen og er lykkelig. Det er ikke for sent
endnu, men min dialekt er tabt.