Hemmelig våbenhandel - stenstrup PR

KULTUR ERHVERV LEDER
Redaktør for retten
Jyllands-Postens Muhammed-tegninger
kommer i den kommende uge for retten i
Paris. Den franske chefredaktør Philippe
Val (billedet), der trykte tegningerne i det
satiriske blad Charlie Hebdo, frygter det
værste. Han mener, at sagen dybest set
handler om demokratiets overlevelse.
- 1. sektion, side 16
Kapitalisten
Kapitalfonde bliver ofte kaldt både grådige og kyniske, når
de går på hugst blandt virksomheder for at få deres milliardinvesteringer
til at yngle. Det ved om nogen Henning Kruse
Petersen, som er en af kapitalfondenes danske faddere og af
samme grund lige så berygtet, som han er berømt i dansk
erhvervsliv.
- ErhvervsMagasinet, side 4-5
Makkerparret
- Kr. 19,50 Søndag den 4. februar 2007 UUU www.jp.dk Danmarks internationale avis
Dansker
stråmand
for våben
til Iran
Våben for milliarder: Under krigen mellem
Iran og Irak i 1980’erne var en dansk
våbenfabrik kulisse for salg af israelske
våben til Iran for fire mia. kr. Til gengæld
blev iranske jøder frigivet.
Af MADS STENSTRUP
En dansker og et dansk firma spillede
en central rolle under den
blodige krig mellem Iran og Irak i
årene 1980-88, der kostede en
halv million
mennesker livet.
Danskeren
Uggi Mersholm
var kulissemager
for en israelskforretningsmand
og sand-
Uggi Mersholm
medvirkede til
milliardeksport
af våben fra
Israel til Iran.
synligvis den israelskeefterretningstjeneste,
Mossad, da israelske
våben for
fire mia. kr., ifølge
Mersholm,
blev leveret til den iranske revolutionsgarde
under påskud af at være
produceret på hans nordjyske
ammunitionsfabrik, det nu lukkede
Wejra A/S i Aalborg.
Direktør taler ud
Det har før på rygtebasis forlydt,
at Israel i al hemmelighed leverede
våben til præstestyret i Iran under
krigen med Irak, men nu
bekræfter den daværende Wejradirektør,
hvordan det bl.a. foregik,
og hvilke kulisser, der blev
stillet op for at den israelske forretningsmand
Shlomo Zabludowicz,
en overlevende Auschwitzjøde,
kunne snyde iranerne, men
også bedrage den danske våbenkontrol.
Pensioneret generalløjtnant
Henrik H. Ekmann husker udmærket
Uggi Mersholm fra kontrolbesøgene
på Wejra. Som kontorchef
i Forsvarsministeriet var
han i årene 1986-88 tilknyttet våbenkontrollen.
Ekmann erklærer
sig i dag dybt overrasket:
»Det var jo en relativ lille virksomhed,
der hvert år kun lige formåede
at skabe overskud. Var vi
stødt på noget af den slags, var der
øjeblikkeligt blevet grebet ind.
Virksomheden var blevet lukket,«
vurderer Ekmann i dag.
Chef i Flyvevåbnet
Samme Ekmann var i en senere
stilling som chef for Forsvarskommandoens
Materielstab med til at
sikkerhedsgodkende Mersholm,
da han nogle år senere søgte og fik
en chefstilling i Flyvevåbnet. Det
skete med Ekmanns accept trods
følgende skriftlig bemærkning i
en skrivelse fra 1993.
»Mersholms import- og eksportvirksomhed
forekommer
rent moralsk at være imod ånden i
lovgivningen, hvor det næppe
har været hensigten, at man skulle
kunne etablere sig som våbenhandler
på dansk område.«
Generelt var myndighederne
altså dengang mistænksomme
over for Wejra og Mersholm, men
blev alligevel snydt. Bemærkningen
skyldtes nemlig ikke handlen
i Mellemøsten, som man ikke opdagede,
men at Mersholm også
havde formidlet våbenhandel
mellem Israel og Sverige.
Våben for iranske jøder
Major Kenneth Pedersen, Forsvarsakademiet
har forsket i den
blodige irakisk-iranske krig og Vestens
våbenhjælp, der primært
gik til Saddam Husseins irakiske
regime. Majoren fortæller, at der
efterfølgende blev udarbejdet
amerikanske rapporter, der bl.a.
beskriver hemmelig israelsk våbenhjælp
til Iran i krigens første
år frem til 1984. Jews for Weapons-operationen
frigav iranske
jøder til gengæld for de israelske
våben.
»Men hvordan det passer ind i
forhold til Mersholms historie,
ved jeg ikke. Det er helt nyt, at en
dansk virksomhed var så alvorligt
involveret,« siger majoren.
- Indblik, side 1-2
SØNDAG
Karen Jespersen fastholder, at hun ikke har ændret holdninger,
men liberalist har hun aldrig været. Anders Fogh Rasmussen
har lagt afstand til sine gamle liberale grundpiller og
er heller ikke mere så liberal, at det gør noget – apropos hans
ideologiske værk om socialstat og minimalstat fra 1993. De
har det til fælles, at de gerne vil indflydelsen og magten.
- 1. sektion, side 10
VILDE FESTER I STONEHENGE
Den engelske stenkreds Stonehenge er længe blevet anset for at være en
astronomisk kalender eller et druide-tempel fra oldtiden. I nyere tid har den
fortolkning inspireret til årlige solfester ved det gamle stenanlæg. Men nye
udgravninger i området har afsløret en helt anden og mindre højtidelig brug
af det 4.500 år gamle stenanlæg. Det har måske snarere fungeret som en
stor festplads, hvor man to gange om året fejrede solhverv med vilde
fester. Sporene er bunker af potteskår og dyreknogler fra kvæg og grise;
mange af dem kun halvspiste efter de store festmåltider.
?
- Udland, 1. sektion, side 15
VM-BRONZE
Ulrik Wilbek tog kampen
op med det mandlige håndboldlandsholdsnederlagsmyte
og skaffede
ved VM det folkelige
gennembrud. Indsatsen
kan i dag krones med
VM-bronze, hvis det
lykkes at besejre
Frankrig.
- Sport,
1. sektion, side 20-21
29 SIDER MED
SÆRLIGE STILLINGER
NYT SYN PÅ
DEJA-VU
Et deja-vu er lige så flygtigt
som en drøm og forekommer
lige så uvirkeligt
som et spøgelse. En ny
teori gør op med opfattelsen
af, at deja-vu knytter
sig til synssansen.
- Indblik, side 10
- Varm hygge
i nyt hus
- Biltyve elsker
vintermorgener
I dag to avismagasiner
Mænd
afhængige
af købesex
Af JAKOB RUBIN
Et rådgivningscenter i København har
travlt med at hjælpe mænd, der ikke
kan lade være med at gå til prostituerede.
De værste tilfælde giver psykiske
problemer og svær gældsætning.
At gå til en prostitueret efter sex er
for de fleste mænd en relativt ukompliceret
affære. For nogle ender det
imidlertid i en sygelig afhængighed i
stil med ludomani og narkomani.
Det kan et københavnsk rådgivningstilbud
for prostitutionskunder
tale med om.
Siden Konferencecenter Prostitution
åbnede sine telefonlinjer for et
halvt år siden, har 120-130 mænd
henvendt sig for at få hjælp.
»Alle typer mænd ringer for at få
hjælp. De er ude i et misbrug, hvor det
at købe sex er blevet voldsomt vanedannende.
Nogle kan vi tale med,
men de værste tilfælde kræver behandling,«
siger Marianne Gutte Petersen,
socialfaglig medarbejder på
centret.
Skamfuldt dobbeltliv
Kompetencecenter Prostitution tilbyder
også telefonrådgivning til prostituerede.
Cirka dobbelt så mange kunder
som prostituerede benytter sig af
tilbuddet.
»Mændene søger hjælp til at holde
op med at gå til prostituerede. De lever
et dobbeltliv med skamfuldhed og
løgn. Mange forgælder sig for at få det
daglige eller ugentlige kick hos en prostitueret,«
siger hun.
Psykolog Kenno Simonsen udgav
sidste år bogen ”Hulemand m/k – om
køn, seksualitet og prostitution”. Han
har haft mænd i terapi, som var afhængige
af købesex.
»Manden får en kortvarig følelse af
lindring, når han går til en prostitueret.
Men ofte kommer nedturen og
tomhedsfølelsen straks, han har forladt
bordellet. Han mister styringen
over sig selv og tænker kun på, hvornår
han kan komme tilbage,« siger
Kenno Simonsen.
Marianne Gutte Petersen fortæller,
at de afhængige mænd ofte er ensomme.
De køber noget, de mangler. Ofte
forveksler de samværet med den prostituerede
med kærlighed.
Det er et mønster, Kenno Simonsen
kan genkende.
»Mange bilder sig ind, at de prostituerede
er specielt glade for lige netop
dem,« siger han.
I USA har specialiserede privatklinikker
i flere år tilbudt sexafvænning
til de såkaldte "sexoholics".
- Indblik, side 4-5
5 708838 260454 260461 260478 0 0 0 3 4 5 0 1 2 3 4 5 0 234
567
890
123
456
789
012
123
456
789
012
345
678
901
234
567
891
234
567
890
123
456
789
012
123
45

INDBLIK
- Indblikredaktør: PIERRE COLLIGNON - indblik@jp.dk Søndag den 4. februar 2007
Hvorfor mænd
køber kvinder
Side 4-5
MADE IN
ISRAEL
DENMARK
Afsløring: Israelsk producerede våben for fire mia. kr. blev i 1980’erne i
dybeste hemmelighed eksporteret til Iran under dække af at være danske –
som kulissemager stod Uggi Mersholm, direktør for en urentabel nordjysk
maskinfabrik med 80 ansatte, der i årevis drev gæk med den danske
våbenkontrol. Ligesom israelerne ønskede Mersholm at holde gang i den
daværende Iran-Irak krig.
Af MADS STENSTRUP
Den 30. august 1982 ringede en
dansk civilingeniør på hos
den iranske ambassade på
Østerbro i København. I
hånden bar han en svær papirspose
med en omhyggeligt indpakket 60
mm morter, en seks kilo tung håndbåren
kanon angiveligt hjemme fra hylderne
på mandens våbenfabrik i
Nordjylland.
Sådan nogle våben kunne lederne i
den iranske revolutionsgarde godt
bruge mange af – også nogle med endnu
større kaliber – i krigen mod Irak.
Og her stod en venlig leverandør.
Et par timer senere gik danskeren
glad fra ambassademødet med det, der
skulle blive begyndelsen til en hemmelig
milliardforretning. At fabrikken
i Aalborg, hvor han var direktør, i virkeligheden
ikke producerede de ønskede
våben, fortalte han aldrig iranerne.
Dengang var den storpolitiske scene
i Mellemøsten sat med på den ene side
Iraks diktator, Saddam Hussein,
som drømte om et Storirak og levede
højt på vestlig opbakning. Og på den
anden side ayatollah Khomeinis isolerede
præstestyre i Iran. Fanget i midten
en halv million iranere og irakere,
der måtte lade livet i de to landes indbyrdes
krig mellem 1980 og 1988.
Bag krigens kulisser kunne de indviede
– og de var ikke mange – finde en
israelsk forretningsmand og hans ammunitionsfabrik
Wejra A/S på Anker
Engelundsvej i Aalborg.
Idealistiske årsager
Fabrikkens daværende direktør, Uggi
Mersholm, forklarer i dag, at han »af
idealistiske årsager,« var med til at forsyne
det iranske ayatollah-styre med
våben for milliarder af kroner.
Skønt hverken rig eller berømt fortryder
Uggi Mersholm, i dag 70 år og
folkepensionist, intet. Motiveret af
dokumenter, der er kommet i Morgenavisen
Jyllands-Postens besiddelse,
vedgår Mersholm i stedet for første
gang – også over for sin familie bortset
fra hustruen – en forbløffende historie:
Om Mersholms exceptionelle rolle
som den danske forbindelse, der gjorde
salg af over 10.000 morterer og dysekanoner
og hundredtusindvis af
stykker ammunition, fortrinsvis granater,
muligt mellem to erklærede hovedfjender.
Fra Israel til Iran. Med maskinfabrikken
i Aalborg som skalkeskjul.
Det er en historie, som også indeholder
et ikke ubetydeligt element af
James Bond-lignende tiltag, udført af
Mersholm og kynisk udtænkt af den
israelske forretningsmand Shlomo Zabludowicz.
Formentlig, mener Mersholm,
i samarbejde med strategerne i
Israels efterretningstjenste, Mossad.
I alt mener Mersholm at have været
mellemmand for våbenhandel for op
mod fire mia. kr. mellem Israel og
Iran.
15 fulde skibslaster
Mersholm fortæller, hvordan han i
perioden 1982 til 1987 hver gang var
med om bord og gennem årene overvågede,
hvordan 15 fulde skibslaster
med i alt 15.000-20.000 tons våben
blev afskibet i den israelske havneby
Haifa, selv om lastepapirerne typisk
viste, at de anonymiserede 20 fods
containere var bragt ombord i franske
eller italienske havne. Hver gang blev
de storskæggede iranske inspektører
fra Khomeinis revolutionsgarde, SE-
PAH, narret, når de i rum sø i enten
Middelhavet eller ved De Canariske
Øer sammen med Mersholm skulle
kontrollere lasterne, før de fortsatte til
den iranske havneby Bandar Abbas.
»Jeg tror faktisk, at Politiets Efterretningstjeneste
og f.eks. CIA var klar
over, hvad der foregik, men jeg talte
aldrig med dem om det,« siger Mersholm
i dag om den tophemmelige våbentrafik.
I begyndelsen og midten af 1980’erne
kunne man læse en del danske
avisartikler, der antydede Mersholm
og hans i dag for længst lukkede ammunitionsfabrik
som formidler af våbenhandel
mellem bl.a. Sverige og Israel.
Den tidligere Wejra-ejerkreds, bl.a.
Radiometers Johan Schrøder, havde
nogle få år forinden også bragt virksomheden
i offentlighedens søgelys
på mindre heldig vis, da gruppen blev
idømt bøder og betingede fængselsstraffe
for skattesvig efter at have solgt
virksomheden videre til en i Danmark
ukendt israelske forretningsmand.
Køberen – gennem stråmand – var
Shlomo Zabludowicz, som hjemme i
Israel på det tidspunkt blev hyldet
som en af fædrene til den udsatte nations
våbenproduktion. Zabludowicz
var bl.a. stifter af den i dag store israelske
våbenfabrik Soltam, der senere
skulle levere ”de danske våben” til iranerne.
Wejra – virksomheden i Aalborg –
levede og beskæftigede officielt ca. 80
personer, primært med at smede granatkroppe
på licens fra en finsk våbenfabrik,
Tampella.
I årtierne forinden og også i
1980’erne var forskellige europæiske
landes våbenproduktion stadig påvirket
af forbud og aftaler, som sejrherrerne
fra Anden Verdenskrig havde
dikteret. Sovjetunionen ville stadig ikke
acceptere, at Finland solgte våben
til Vesttyskland, og det var i dette storpolitiske
spændingsfelt, Wejra i mange
år levede af en forretningsniche,
som imidlertid med Den Kolde Krigs
ophør var ved at lukke sig. Wejras officielle
hovedbeskæftigelse i 1970’erne
var simpelthen at producere og levere
den finske ammunitionstype til vesttyskerne.
Strategisk værdi
Den polskfødte jøde Zabludowicz så
imidlertid stadig i begyndelsen af
1980’erne en strategisk værdi i Wejra.
Med købet sikrede han sig et alternativt
brohoved i Israels åbenbart endeløse
kamp for overlevelse blandt sine
arabiske naboer.
»Jeg havde egentlig på det tidspunkt
som direktør anbefalet Wejra
lukket. Der var ikke plads til os mere.
Zabludowicz holdt imidlertid forretningen
i live yderligere ti år, end den
var rentabel. Når pressen indimellem
kom på besøg, så der altid tilpas rodet
og travlt ud. Men de sidste år havde vi
aldrig overlevet uden den hemmelige
Israel-Iran handel,« forklarer Mers-
FORTSÆTTES SIDE 2
Den jyske
håndboldsjæl
Side 8
Denne type mortérgranater
fra Israel
blev solgt til Iran
via en dansk mellemmand.

2
Søndag den 4. februar 2007 Redigeret af Arne Rudi Jensen
MADE IN ISRAEL
FORTSAT FRA SIDE 1
holm.
De første skibslaster omkring 1982
sejlede mere eller mindre ad den direkte
rute fra Israel til Iran gennem Suez-kanalen.
Senere blev man mere forsigtig
og manøvrerede i stedet de
”danske” våbenlaster den lange omvej
syd om Afrika.
Mersholms beskriver sin egen rolle i
operationerne som kulissemager. Han
skulle overbevise Israel-haderne i det
iranske præstestyre om, at det, de købte,
var danske våben. Uggi Mersholm,
der er opkaldt efter en islandsk sagnfigur,
ligner ikke karikaturen på en fordækt
international våbenhandler.
Hjemmet, et etplans parcelhus fra
1970’erne i forstaden Gistrup uden for
Aalborg, skiller sig heller ikke afgørende
ud fra mængden. En brevvægt på
skrivebordet af 1 kg massivt sølv fra
Credit Suisse vidner dog diskret om en
mand, der i en periode besøgte finansens
europæiske storcentre. En iransk
foræring, et persisk tæppe, er angiveligt
blevet ædt af datterens hund. Forskellige
gamle pas er fyldt med henholdsvis
iranske og israelske stempler.
Et legebarn
Men Mersholm udfyldte heller ikke
sin rolle for milliardernes skyld, forklarer
han selv. Om end han selvfølgelig
var glad for at kunne opretholde
sin gode direktørløn, de ekstra år, som
maskinfabrikken overlevede.
»Jeg gjorde det også, fordi jeg er et
legebarn og kan lide spændingen,«
forklarer han i dag.
Papirer, som Jyllands-Posten er
kommet i besiddelse af, viser Mersholms
dybe engagement i de kontroversielle
transporter, som aldrig havde
kunnet gennemføres, hvis offentligheden
havde haft kendskab til dem:
»Men jeg synes ikke, at sandheden
skal gå med mig i graven. Det er åbenbart
storpolitikkens ironi, at mennesker,
der officielt nægter at sidde i
samme stue, ofte alligevel finder ud af
at samarbejde, når de skal, og begge
parter har gavn af det,« forklarer han.
»I mine øjne var og er staten Israel
den svage part i den store nærmest
uløselige mellemøstkonflikt. Jeg mente
dengang ligesom mine israelske
samarbejdspartnere, at det var en væsentlig
indirekte hjælp til israelerne at
holde gang i krigen mellem det dengang
militært overlegne Irak og det
svagere nye iranske præstestyre. Ud
fra devisen om, at min fjendes fjende
er min ven.«
En fortsættelse af krigen, vurderede
Mersholm ligesom Zabludowicz, ville
svække begge parter og dermed i sidste
ende være til fordel for israelerne.
Og krigen endte da også som en økonomisk
og menneskelig katastrofe for
Iran og Irak.
Den aggressive part
På spørgsmålet, om han ikke i dag føler
at have en hel del af krigens mange
ofre på sin samvittighed, svarer Mersholm:
»Selvfølgelig har jeg overvejet det,
men som beskæftiget i våbenbranchen
er den slags jo kendte problemstillinger.
Jeg oplevede det sådan, at vi
solgte våbnene til iranerne, så de kunne
forsvare sig mod den aggressive
part i konflikten, der uomtvisteligt var
Irak. Og så har jeg det vel, som danskerne
har det flest: Hvis to rockerbander
vil udslette hinanden, så fint nok
med mig, hvis vi bare kan undgå at
uskyldige, i dette tilfælde israelerne,
lider skade.«
At bilde iranerne ind, at de i virkeligheden
købte danske våben var ikke
helt ukompliceret, al den stund dansk
lov – også dengang – forbød eksport
til krigsførende lande.
Situationen havde imidlertid også
sine fordele, idet de våbentrængende
iranere var klar over, at de skulle gå
stille med dørene i Danmark. Ikke stille
for mange spørgsmål eller forlange
meget skriftlig dokumentation for
handlerne. Når Mersholm en sjælden
gang fandt det nødvendigt at motivere
sine handlinger, henviste han til et
DENMARK
Uggi Mersholm har efter eget udsagn været mellemmand for våbenhandel for op mod fire mia. kr. mellem Israel og Iran. Foto: René Schütze
Den iranske ambassade beder Uggi
Mersholm om at komme forbi med en
vareprøve, et stk. mortér, tak.
Iransk bestillingsseddel til den danske
våbenfabrik. I virkeligheden blev de
dødbringende sager produceret i Israel.
religiøst fællesskab over for sin nærmeste
iranske samarbejdspartner, en
chef i revolutionsgardens våbenindkøbsafdeling,
som Mersholm kun vil
omtale som ”Hans”:
»Jeg husker, hvordan jeg en gang
holdt en smuk tale for ”Hans” om, at
vores kristne kirke ikke gerne så de røde
kirkeløse overfalde troende brødre i
Iran. Jeg henviste til, at kristne og
muslimerne jo har Det Gamle Testamente
til fælles.«
Med ”de røde” henviser Mersholm
til de iranske kommunister, som på
det tidspunkt truede præstestyret.
Samme ”Hans” var ifølge Mersholm
en af de yderst få iranere, der i hvert
fald et stykke henne i forløbet med
skibstransporterne, blev klar over,
hvem den virkelige eksportør var.
»Han ønskede imidlertid at vide så
lidt som muligt,« fortæller Mersholm.
Licens til våbenhandel
Skulle nogen have opdaget trafikken,
mente Mersholm i hvert fald ikke at
kunne ende i dansk fængsel. Tværtimod
havde han i en skrivelse af 12.
august 1981 fra Justitsministeriet fået
fastslået, at han kunne formidle våbenhandler
– uden at søge om konkret
tilladelse i Danmark – mellem
hvilke lande han lystede, så længe det
ikke involverede danske våben eller
våben, der havde været i Danmark, og
så længe leverandørland og modtagerland
havde givet korrekt tilladelse.
Eneste ulovlighed var dermed ifølge
Mersholm lidt dokumentfalsk med
Soltams israelske kvalitetsrapporter,
der skulle følge med containerne fra
Israel. De blev gjort danske med Wejra-kvalitetsstempler
fabrikeret af en
bogtrykker i Aalborg.
Et slør af selskabsnavne blev desuden
benyttet til at opretholde de
nødvendige illusioner hos både de
iranske og danske myndigheder. Leverandøren
på en af kontrakterne, kan
man læse, er Dagum Anstalt ved Uggi
Mersholm. Et par telexer viser, at
Mersholm senere på vegne af firmaet
Bidwell Corporation skriver direkte til
den iranske revolutionsgarde SEPAH
og det iranske Forsvarsministerium
om f.eks. levering af 500 stykker 120
mm morterer. Bidwell var et andet af
Zabludowiczs utallige skuffeselskaber.
Iranerne blev bildt ind, at Wejranavnet
ikke officielt måtte fremgå i
nogen kontrakter af hensyn til den
danske våbenkontrol.
Express-guldkort
Mersholm havde ifølge eget udsagn
ikke stor personlig fortjeneste ved
handlerne, omend han smiler ved
tanken om de skyhøje omkostningskonti
og det tyskregistrerede American
Express-guldkort, som han dengang
var udstyret med. Altid gik han
dengang rundt med tusindvis af dollars
i kontanter. Mersholm nævner,
hvordan han engang i en håndvending
accepterede at betale 5.000 kr.
for en hurtig helikopter mellem Londons
lufthavne Heathrow og Gatwick,
da han var ved at blive forsinket til ruteflyet
mod Madrid. Mange penge
dengang for ti minutters flyvning.
Et billede af hele familien inklusiv
børn og svigerbørn på turistmagneten
Masada, hvor jøderne i sin tid forsvarede
sig til døden mod romerne, er
dog et minde om en rejse med alt inklusiv
i anledning af fru Mersholms
50 års fødselsdag i 1986. Taknemmeligt
betalt af Zabludowicz’ Soltam.
Ud over at fremvise produktionsfaciliteterne
i Aalborg et par gange for
iranerne var det Mersholms rolle hver
gang at møde den iranske våbeninspektør
i en europæisk lufthavn i forbindelse
med hver skibstransport.
Med lav profil fra Frankfurt, Paris eller
London fløj de to oftest videre
sammen til Madrid, hvorfra de for at
slette deres spor fortsatte med indenrigsfly,
hvortil der ikke skulle vises
pas, til Gran Canaria eller Tenerife.
Her på et af hotellerne ved de mondæne
marinaer afventede de to så våbenskibets
ankomst og sejlede så som andre
rigmænd i en kostbar privat motorsejler
ud på åbent hav for efter