Mercedes-landet - Øjvind Kyrø

60
merceDeS

lanDet
Tekst Øjvind Kyrø Foto Klaus Holsting
Æselkærre på landet.
Mercedes i byen. Det
tidligere kommunistiske
mønsterland Albanien
rummer store modsætninger
Æsler og Mercedes side om side, muslimske
piger med guldglimmer i kavalergangen, nye
skyskrabere i en by af arbejdsløse.
I Albanien støder man bestandigt ind i absurde
modsætninger.
Tag nu trafikken. Albanien er Europas fattigste
land, og æselkærrer bliver flittigt brugt ude
på landet. Men syv ud af ti biler er luksuskøretøjer
af mærket Mercedes, og i hovedstaden,
Tirana, er der så mange, at det er hurtigere at
spadsere rundt i hovedstaden end at tage en taxi
og sidde i bilkø.
For 15 år siden var privatbiler forbudt, og
der fandtes under 1000 personbiler, som alle
tilhørte kommunistpartiet eller staten. Tirana
var dengang den mest tyste hovedstad i hele
verden. Man hørte kun lyden af fodgængere
og cyklister.
Men i dag er kommunismen mørk fortid, og
de nye herskere er korrupte politikere og den
albanske mafia. Tøjlesløs kapitalisme udspiller
sig på gaden.
På hvert andet gadehjørne i Tirana er der et
kasino, selvom de fleste albanere i 1997 blev
grundigt vaccineret mod »kasino-kapitalisme«.
Efter at det brutale kommunistiske styre faldt i
1992, opfordrede den ny regering befolkningen
til at sætte alle deres penge i de såkaldte pyramideselskaber,
der lovede at fordoble indsatsen
efter samme system som kædebreve.
Albanerne troede, at kapitalisme, var ensbetydende
med et driverliv, blot man satte nogle
penge i banken. Men det hele ramlede, og bagmændene
flygtede til udlandet med gevinsten
og efterlod en ruineret befolkning.
Det lille land på størrelse med Jylland manglede
ikke alene penge, det havde heller ikke
noget ordentligt retssystem. De mange politifolk
og dommere, der glade og gerne tog imod
bestikkelse, kom på lønningslisten hos den
albanske mafia. Og i dag er Albanien det stør-
Samvirke • marts 2006
61

Mercedeslandet
62
ste smuglerland, når det gælder prostituerede,
narkotika og Mercedes.
»Ja, det er paradoksalt, at der her i Europas
fattigste land findes flere Mercedeser end noget
andet land,« siger Steen Honoré Pedersen.
Han er kriminalkommissær og udstationeret
i Tirana af de nordiske lande for at dæmme op
for mafiaens aktiviteter.
ens nummerplader. De fleste Mercedes-biler
ruller i land ved havnebyen Dürres, hvor der
dagligt anløber tre færger fra Italien.
I udkanten af byen er der nedenfor et kloster
rullet asfalt ud, og på begge sider af den ny vej
har brugtbilforhandlere indrettet sig med hegn
om deres forretning. Går man en tur langs vejen
en eftermiddag efter lukketid og studerer havet
af luksusbiler, hvor man end ikke har bekymret
sig om at fjerne kendingsbogstaver som I eller
D, kan man opleve det særsyn, at to Mercedesbiler,
der står få meter fra hinanden, bærer den
samme tyske nummerplade.
Albanske biltyve har en årlig indtægt
på flere milliarder kroner
Dagen efter får kriminalkommissær Pedersen
forevist fotos af de to biler, og han studser også
behørigt ved synet af de ens nummerplader.
Et par dage efter ringer han og siger:
»Tysk politi oplyser, at de to nummerplader
burde sidde på en lastvogn i Essen.«
En veritabel ekspert på feltet finder man i
fængslet Vaqar i udkanten af Tirana. Forholdene
er middelalderlige. Kakerlakker spæner rundt,
når man løfter en madras i en af køjesengene.
En af de ti fanger i »Celle 1« har fået seks års
fængsel for organiseret biltyveri, og han forklarer
fremgangsmåden:
»Der er flest penge i at stjæle en bil. Men man
kan også gøre det på en anden måde. Jeg køber
en ny Mercedes i for eksempel Danmark, kører
den hertil, sælger den, melder den stjålet og får
pengene igen fra forsikringen. Ham, der har
købt den, går hen på en bilkirkegård og køber
registreringspapirer og nummerplader. Derefter
får han chassisnummeret forfalsket – der er
mange, som er super-professionelle i den kunst.
Bliver man stoppet af en betjent, og han bemærker,
at man kører rundt i en Mercedes, mens der
på registreringspapirerne står, at det skulle være
en Fiat Punto, giver man ham nogle »drikkepenge«,
og så kan man køre videre.«
Den kyndige biltyv tilføjer med et skævt
smil:
»Men man skal ikke køre udenlands med sådan
en Mercedes, for så sker der det samme som
for vores justitsminister.«
For et par år siden skulle ministeren til Grækenland
på officielt besøg, men ved grænseovergangen
blev bilen beslaglagt, fordi den var
meldt stjålet i Schengen-området.
Det anslås, at de albanske biltyve har en årlig
indtægt på flere milliarder kroner, og ofrene står
magtesløse. Steen Honoré Pedersen forklarer:
»Domstolene her i landet kræver, at ejeren
personligt stiller op med nøglerne til bilen og
de originale papirer, men problemet er jo, at det
næsten altid er forsikringsselskaberne, der har
overtaget ejerskabet.«
dristigt Klædte muslimer. Albanien er
modsætningernes land, også når det gælder
kvinder. Religion var forbudt under det strenge,
stalinistisk-inspirerede styre; kirker og moskeer
blev revet ned eller omdannet til fabrikker,
sportshaller og kantiner. Alle religiøse
symboler som kors og slør var bandlyst. I den
enlige statslige tv-kanal blev der propaganderet
for ateisme.
Men da Albanien som det sidste land i Østblokken
blev frit, begyndte de unge kvinder at
klæde sig, som skulle de medvirke i en pornofilm.
De havde i fjernsynsudsendelser fra Italien og
USA set, at sådan gik rigtige kvinder klædt, og
derfor kan man i dag se myriader af giftefærdige
piger promenere på stilethæle iført udfordrende
klæder. Og de fleste af dem er muslimer.
Ifølge statistikken er 70 procent muslimer, og
i Albanien findes der en lille og sjælden udgave
af islam, som hedder bektashi. Bektashi-muslimer
spiser svinekød, drikker alkohol, og kvinderne
er det stik modsatte af tilslørede. Sidst
på eftermiddagen, når solen mister sin magt,
begynder den traditionelle »giro«, hvilket vil
sige en rundtur, som de giftefærdige unge tager
hver aften for at se og blive set. Kvinderne har
guldglimmer i kavalergangen, mens de unge
mænd kører rundt i Mercedes med blåt lys under
vognen. Ved ti-tiden om aftenen går de alle
hjem, og byen er som uddød.
I det hele taget er Albanien et fuldstændig fredeligt
land. Selv om den albanske mafia er kendt
over hele Europa for sine brutale og blodige me-

toder, så er det ikke hjemme, at kriminaliteten
bliver begået. Volden er blevet eksporteret.
Chefen for FN i Albanien, Anna Stjärnerklint,
regner med, at en tredjedel af pengene i landet
stammer fra illegale aktiviteter, en anden tredjedel
fra de summer, som en million albanere, der
lever i udlandet, sender hjem til deres familier,
mens den sidste tredjedel stammer fra Ⱦrligt
arbejde«.
narKo og prostituerede. Der findes næppe
noget sted på kloden med så mange benzinstationer,
caféer, kasinoer og halvfærdige højhuse
som her. Det meste er skalkeskjul for hvidvaskning
af penge, som den albanske mafia har skrabet
sammen.
Kører man sydpå til landets andenstørste by,
Gjirokaster, ser man, at der er ved at blive opført
en stribe skyskrabere. Der kører en pansret pengetransport
rundt mellem de seks udenlandske
banker, der har afdelinger her, og smarte caféer
skyder op i gaderne. Gjirokaster tæller 38.000
sjæle, og de allerfleste er arbejdsløse: Hvordan
hænger det sammen?
»Det hele er mafia-penge, som bliver vasket
hvide,« siger en udenlandsk kilde, der betinger
sig at være anonym.
»Gjirokaster ligger på hovedvejen mellem Grækenland
og Tirana, og byen her er én stor transithal
for narko-smuglere og prostituerede.«
På byens borgmesterkontor, står der i forkontoret
en gammel mand med kasket og råber »diktator«
ved synet af Flamur Bime, da han åbner døren.
Borgmester Bime er forhenværende formand for
ungkommunisterne i byen, og efter demokratiets
indførelse sidder han fortsat ved magten.
Da han bliver bedt om at svare på, hvorfor
en by af arbejdsløse ser så driftig ud, går han i
gang med at holde halvanden times uafbrydelig
enetale om Gjirokasters »fremragende forretningsklima«,
og han fortæller, at hans egen
rigdom skyldes hans heldige »spekulationer i
rentesatser«. Borgmesteren hævder, at han stort
set ikke kender til, at der begås nogen form for
ulovligheder i hans by og henviser til politiet,
som har til opgave at bekæmpe kriminalitet, for
yderligere oplysninger.
fortiden gemt. Gjirokaster var engang en
driftig by, for her lå landets største tekstilfabrik,
en tobaksfabrik og en fabrik, der fremstillede
køkkentøj. Det hele skyldtes, at landets diktator,
Enver Hoxha, var født her. I dag fungerer kun
tekstilfabrikken med ti procent af sin kapacitet.
Under kommunismen var et »anti-fascisitisk
museum« indrettet i et af byens smukke, fortlignende
huse og fungerede som helgenagtige
mindestuer for Enver Hoxha. Man kan stadig
besøge huset, men det er nu omdøbt til »Det
etnografiske museum« og fremviser byens traditioner
udi træskærerarbejder og broderier. Der
er ikke et eneste levn tilbage af Enver Hoxha.
Men kommer man til at åbne et af de sirligt
udskårne skabe, vælter fortiden ud. Helt bogstaveligt.
Her ligger der hulter til bulter fotos
af Enver Hoxha, og går man ned i kælderen og
åbner døren til et uoplyst og muggent rum, kan
man i lommelygtens skær se bøger og kommu-
nistiske pjecer, fotostater, buster af Enver Hoxha
og andre kommunistiske koryfæer.
I modsætning til de fleste andre lande, hvor
der har været et retsopgør efter et langvarigt
diktatur, lyder parolen i Albanien, at man skal
se fremad, ikke tilbage på de 45 års brutale undertrykkelse.
»Vi har aldrig haft en seriøs debat om fortidens
ugerninger, og nu er jeg bange for, at det
er ved at være for sent,« siger Remzi Lani. Han
er leder af »Det albanske medie-institut« og en
anset kommentator af det politiske liv. Han mener
at, »løsningen er at glemme.«
Remzi Lanis begrundelse er, at »vi var alle fanger.
Og de politiske fanger forstod, at de var systemets
fanger, ikke hinandens. Da en af mine venner
blev løsladt efter i mange år at have siddet som
politisk fange, sagde han til mig: »Jeg har siddet
i det lille fængsel, du har siddet i det store.«« n
Øjvind Kyrø er journalist
Busterne af
den tidligere
kommunistiske
diktator
er ikke smidt
ud, men
gemt i en
muggen
kælder
Samvirke • marts 2006
63