Steinerrapport - Michael Skolen

Didaktisk analyse af Rudolf Steiner skolers læringspraksis i 9. til 12. klasse
Anmeldelsen indgår som en del af elevens vidnesbyrd, og kriterierne for
vurderingen fastlægges individuelt ud fra de produkter og interesser, som
eleven selv har bestemt. Derved er der tale om, at eleven selv har formuleret sit
ønske om processens og produktets indhold, men at produktet af anmelderne
bedømmes efter anmelderens vurdering af produktets kvaliteter. Selvom der
kan antydes et paradoks mellem elevens selvformulerede krav og derved også
kriterier for bedømmelse i relation til anmeldernes egne faglige kriterier for
bedømmelse, forekommer dette ikke at producere spændinger eller blot undren
i praksis ifølge lærere fra Vidar Skolen.
Forskergruppen har gennemlæst en række anmeldelser fra elevårgang 1991 og
1992, og herunder præsenteres en række træk, der vurderes at karakterisere
anmeldelsesgenren. Forud for selve analysen af projektet oplistes elevens
materialer samt nærmere beskrivelse af materialets faktuelle indhold, der
danner udstillingen, og dette i præcise, beskrivende vendinger. Herefter
beskrives elevens intentioner og interesser med projektet, som ofte understøttes
med citater fra elevens logbog eller anden skriftligt materiale. Tonen i den
efterfølgende vurdering og sammenfatning er ofte indlevende og personlig,
ligesom anmelderne gerne forholder sig til elevens oplevelser og følelser i
forhold til elevens proces og produkt. Vurderingsteksterne er bredt favnende,
idet elevens grundighed, kreativitet og produktets samlede kvalitet anmeldes,
og bedømmelsesteksten integrerer elevens personlige udvikling og faglige
udvikling som understøttende perspektiver. Anmelderne synes generelt ikke at
have ønske om at signalere objektivitet i bedømmelserne, fx: ”Fordi jeg er […]
lærer, kender jeg hende vældig godt og havde selvfølgelig store forventninger til hendes
årsopgave; men jeg er fuldstændig målløs over hvad hun har præsteret! Det er lykkes
hende ikke blot…” (Citat fra en anmeldelse). Her ses den subjektive stil, hvor
anmelder understreger den personlige relation og således også forventninger
og oplevelse af elevens præstation.
Den afstandstagen mellem bedømmer og materiale, som traditionelle
vurderingsstrategier hviler på, fx ved karakterfastlæggelse i eksamensopgaver
på ungdomsuddannelsesområdet, gør sig ikke gældende, når lærere anmelder
elevernes årsopgave. Dette åbner for to problematikker ved
anmeldelsesformen. Dels at elevernes ikke synes at være bekendt med
konkretiserede bedømmelseskriterier, hvilket betyder, at eleven ikke
umiddelbart kan målrette sin besvarelse i forhold til at leve op til anmelderens
(ikke på forhånd fastlagte og konkretiserede) kriterier for bedømmelse. Og som
98