Kopi af Impuls matrix til indskrivning.indd - Nyimpuls.dk

v/Ruth Olsen
En besøgende i Bogbiksen her i sommer efterlyste temahæftet
om angst, men det er udsolgt. Så lovede jeg i stedet
at bringe en artikel om dette emne her i bladet. Derfor.
Martinus holdt i 1953 et foredrag med titlen ”Hvorfor
lever mennesker i en overdimensioneret frygt?” (Kosmos
1985/11). Den handler mest om angsten for den fysiske
død, og denne angst ligger da også som en slags grundstemning
i mange menneskers liv. Måske endda selv om
man kender til reinkarnationens realitet og godt ved, at
den såkaldte død kun er en overgang til et andet og bedre
liv i en anden dimension.
Den angst, der synes at brede sig i vor tid, forekommer
ikke i særlig høj grad at handle om angst for den fysiske
død, hvad det meget høje selvmordstal kan tyde på. Den
kan heller ikke skyldes bekymring for materiel nød, for
den er trods alt ikke speciel stor i vort samfund. Nogle
mener, den stigende angst skyldes de mange krav, man
skal leve op til i disse moderne tider, hvor det er blevet
så kompliceret at begå sig. Det er ikke kun den ældre
generation, der føler større og større afmagt overfor
”udviklingen”. Det er faktisk især de unge, der har svært
ved at finde ”meningen med det hele”.
Nu skal vi måske her skelne, som Søren Kierkegaard
gjorde, mellem angst og frygt. Selv om det er en lidt
teoretisk forskel, anses frygt for nemmere at håndtere,
fordi den så ofte har forbindelse med noget udefrakommende.
Til frygt er det lidt lettere at finde en årsag, som
man måske kan ændre på eller undgå. Det er på mange
måder en nyttig følelse, der kan få os til at handle.
Angst er noget meget mere diffust, en indre følelse som
man ofte ikke forstår årsagen til. Det er som om, det er
noget, man selv skaber med sine egne tanker. Man ved
ikke hvorfor, men hjertet galoperer, benene ryster, og
man føler sig handlingslammet. Efter oplevelsen af et
angstanfald begynder mange at begrænse sin adfærd
mere og mere, og til sidst tør man måske slet ikke gå
uden for en dør.
Ifølge Martinus hører angst med til at være ”en flygtning
mellem to riger”, nemlig mellem dyreriget og
menneskeriget. Vi er på vej til at blive mere ”åndelige”
ANGST
og har fået en større tænkeevne. Vi har fået evnen til at
forestille os mere eller mindre virkelige farer og truende
fremtidssituationer. Vi er også blevet i stand til at vurdere
os selv og vor adfærd, alt efter hvilken moralsk norm,
vi måtte have sat os som ideal eller blevet opdraget til.
Selvværdsfølelsen har det ikke for godt. Usikkerhed og
utryghed er voksende, nu hvor mange af tidligere tiders
sociale netværk smuldrer.
Med intelligensens udvikling er vi kommet af med angsten
for mange af de indbildte fænomener, der plagede
bl.a. middelalderens mennesker. Men der er ikke blevet
mindre angst i verden af den grund. Der er så mange
andre angstskabende hændelser i verden, som vi med de
moderne medier får kendskab til. Atombomber, terror,
forurening, global opvarmning, tørke og hungersnød. Der
er nok at bekymre sig om, hvis man har en ængstelig natur,
og tror man er medansvarlig for verdens tilstand.
Selv om man med åndsvidenskaben ved, at vi kan tage
det roligt, fordi der er et forsyn, som har ”styr på det”,
og alt sker som det nu engang er meningen, så virker
det beroligende at opsende den bøn, der lyder: ”Giv mig
styrke til at gøre noget ved det, jeg kan gøre noget ved,
og styrke til ikke at bekymre mig om alt det, jeg ikke kan
gøre noget ved.” For det er jo lidt af et dilemma, at vi har
fået en del indlevelsesevne i de lidelser, vi bl.a. gennem
medierne bliver vidne til, uden dog at kunne gøre ret
meget for at hjælpe og lindre deres smerte.
Når Martinus mener, at angst nu engang hører med til
at være menneske i denne tid med forceret udvikling,
7