Vi skal som voksen tage ansvar for relationen og ikke forvente, det ...

En fortælling om at arbejde med relationen.
”Vi skal som voksne tage ansvar for relationen og ikke forvente, det er barnet, der skal eller kan
ændre sin adfærd. ”
Det var nok den vigtigste læring, vi, lærer Peter Bessermann og pædagog, Karin Laursen tog til os,
da vi i foråret 2010 deltog i ICDP modul 1.
ICDP er et internationalt forebyggelsesprogram, der er
udformet af de to norske psykologiprofessorer Henning Rye
og Karsten Hundeide og var oprindeligt udarbejdet til at
forhindre omsorgssvigt i den tredje verden. ICDP står for
International Child Development Programme.
Den anerkendende og ressourceorienterende tilgang, der ligger bag programmet er imidlertid yderst
anvendelig i professionelle relationer, så programmet anvendes nu også over hele Skandinavien i
forhold til at opkvalificere relationsarbejdet hos pædagoger, lærere og andre professionelle, der
arbejder med børn og unge.
Centralt i ICDP er de otte samspilstemaer, som programmet er bygget op omkring.
1. Vis positive følelser, vis at du er glad for barnet.
2. Juster dig efter barnet og følg barnets initiativ.
3. Tal med barnet om de ting det er optaget af og prøv at få gang i en ”følelsespræget samtale".
4. Ros og anerkend barnet.
5. Hjælp barnet med at samle sin opmærksomhed så I kan skabe fælles oplevelser.
6. Giv mening til barnets oplevelser ved at vise følelser og entusiasme.
7. Uddyb og giv forklaringer når du oplever noget sammen med barnet.
8. Hjælp barnet med at kontrollere sig selv, ved at sætte grænser.....
Underviseren på kurset var Jørgen Rønsholdt, psykolog fra Gr. Psykologer i Skive (nu Institut for
Relationspsykologi). Instituttet er certificeret til at uddanne ICDP vejledere.
På CfH blev kurset kaldt Samtalespejlet for at signalere, at læring kommer af at holde et spejl op
foran ens sprog og adfærd i det pædagogiske arbejde, men også for at vise at vi i alle relationer
spejler hinandens følelser og adfærd. Vi skal turde se i det spejl.
Inden kursusstart skulle vi finde et fælles barn at arbejde med og vi valgte Tobias,
en dreng på dengang 14 år. Relationen til Tobias var dengang præget af jævnlige
sammenstød og vi synes begge, vi ikke helt havde fundet vejen til den gode relation.
Vi oplevede, der var store udsving i dagene, at almindelige dagligdags krav som at
sætte sin tallerken i maskinen eller at slukke computeren, udløste en til tider
voldsom reaktion hos Tobias. Især morgenerne i skolen og spisesituationerne på
elevhjem kunne være konfliktfyldte. Forældrene var forståeligt nok kede af
sammenstødene og de indberetninger, vi sommetider var nødt til at skrive. De kunne
ikke altid genkende den dreng, vi beskrev eller forstå det sommetider kom til en
magtanvendelse.

På første kursusdag fik vi første udfordring. Vi skulle på en anerkendende og positiv måde prøve at
formulere hvad det var, vi gerne ville med relationen. Kunsten var her at formulere sig med et
nysgerrigt og positivt udgangspunkt. Ved hver kursusgang skulle vi evaluere på, hvor vi var i
processen, ligesom vi skulle optage video med ”vores barn”.
Denne video skulle så vises frem og vi fik positiv videofeedback af Jørgen og vores medkursister.
Feedbacken blev givet ud fra en anerkendende tilgang. Flere havde inden denne videofeedback
givet udtryk for, at de ikke brød sig om at ”udstille” sig på denne måde, men de fleste havde en god
oplevelse og gik nærmest helt høje derfra. I videofeedbacken fandt vi gyldne øjeblikke, noget vi
begge er fortsat med at have fokus på og også huske at italesætte, når vi oplever dem, så de kommer
til at fylde. Gyldne øjeblikke er der, hvor vi virkelig føler vi mødes, hvor relationen er tæt, dyb og
intens.
I arbejdet med vores ”fælles” barn, skulle vi hver især vælge nogle samspilstemaer, som vi gerne
ville arbejde med. Vi valgte tema 1, 2 og 8, hvilket skulle vise sig virkelig at flytte noget.
Specielt tema 2 blev centralt. Tobias er en dreng, hvor det emotionelle overskud er meget forskelligt
fra dag til dag. Ved at arbejde med tema 2 fandt vi ud af at tilpasse kravene til det overskud, der nu
engang var til stede hos Tobias. Ikke sådan at forstå at krav skulle undgås, men tilgangen til Tobias
var forskellig fra dag til dag, for at vi i fællesskab nåede målet. Fx kunne vi den ene dag sige, at nu
er det tid til at slukke computeren, og så skete det bare. En anden dag, var det nødvendigt at sætte
sig ned ved siden af, tale lidt med ham, om det han så på og så - når relationen var etableret, stille
og roligt sige, nu var det tid til at slukke. En tredje mulighed kunne være at sige, når du har været i
bad, så kan du sidde ved computeren igen. Altså det at have en ”gulerod” eller som vi hellere vil
udtrykke det, at bruge de i dagen naturligt forekommende glæder til at give motivation til at gøre de
ting, han ikke bryder sig så meget om. Det pædagogiske arbejde er så, i mødet, at kunne fornemme,
hvor Tobias er lige den dag.
Undervejs i processen faldt det sådan ud, at klassen havde brug
for lidt ekstra støtte og Karin fik mulighed for at bruge nogle
timer på klassen, specielt om morgenen. Her tog Karin Tobias
ud af klassen og lavede nogle ting med ham, der kunne motivere
ham til at få startet dagen på en positiv måde. Andre morgener
var det Peter, der havde alenetid med Tobias. Den gode start gav
Tobias overskud til at indgå i sociale relationer med
kammeraterne.
I undervisnings- og samtalesituationer med Tobias gav det bonus at ”læse” hans signaler og justere
efter dette og følge hans initiativ. Det betød, at vi blev meget bedre til at give ham tid og så, at han
havde meget mere at byde ind med, end vi lige havde fantasi til at forestille os. Han blev hurtigt
mere aktiv og målrettet i sin kommunikation. Han følte sig taget alvorligt og en positiv spiral var sat
i gang. De positive følelser og et tættere følelsesmæssigt forhold til Tobias og de andre børn i
klassen har haft stor betydning og gjort, vi alle trives bedre og har det sjovere i hverdagen. Vi har
efterhånden fået etableret et ”rum”, hvor den opbyggede tillid og det ægte følelsesmæssige
engagement bevirker, at børnene åbner op og giver udtryk for følelser og private tanker. Vi voksne
kan også tillade os undertiden at være mere ærlige omkring vores følelser og blive taget alvorligt –
en rigtig ”win-win” situation.

Klovnerier og ”skuespil” er faste værktøjer, når det handler om at løse op for en svær situation
f.eks. en konflikt. Vi har opdaget, at humor og positive input kan fjerne næsten enhver konflikt.
Denne måde at agere på, kræver et stort psykisk overskud og forudseenhed fra den voksne, men det
hjælper at konstatere, at ”det virker” i praksis.
Tobias’ forældre kunne hurtigt mærke en forskel og det samme kunne vi.
Forskellen kom til udtryk gennem en gladere Tobias, langt færre sammenstød, en
ændret tone i kontaktbogen, og et klart bedre samspil. Som moderen siger, Nu gør
de det, vi hele tiden har efterlyst og forældrene har fået en dreng, der er mere glad
og positiv . Det er vigtigt for os at understrege, at samarbejdet med Tobias’
forældre på intet tidspunkt har været ”dårligt”, men når ens barn ikke trives, eller
når vi som pædagoger ikke føler, vi når ind til barnet, så frustreres man nemt.
Det der også flyttede noget i arbejdet, var at holde et spejl op foran os selv og tage ansvar for at
ændre relationen. Som der provokerende blev sagt, hvornår har du sidst på et møde talt om, hvad du
gør i relationen frem for at tale om, hvad barnet gør?
Vi er nået langt efter at have arbejdet ud fra tankerne i Samtalespejlet/ICDP. Vi har kun sjældent
sammenstød med Tobias. Vi har fundet vejen ind til ham. Vi har en tæt, dyb relation til Tobias. Vi
er blevet en bedre lærer og pædagog. Vi har fået et bedre tværfagligt samarbejde, der kulminerede
med at Karin var med klassen på sommerlejr året efter.
Først tacklede vi Tobias.
Så håndterede vi Tobias
Nu møder vi hinanden.
Siden hen har mange flere pædagoger og lærere på CfH været på Samtalespejlet og er efterfølgende
i gang med at implementere tankerne og pædagogikken i det daglige arbejde. Dette er en proces, der
til stadighed kræver bevidst arbejde med een selv og et bevidst fokus på, at det er den vej, vi går.
Pædagog Karin Laursen og lærer Anni Lassen fik efterfølgende mulighed for at tage et ICDP
vejledermodul, for via vejledning af kolleger, at kunne være med til at implementere ICDP. Målet
er også på sigt at kunne tilbyde vejledningsforløb for forældre.

Her først i august måned, kom Jørgen Rønsholdt endnu engang til Center for Høretab og afholdt
en kursusdag, der inspirerede til at holde det anerkendende og ressourceorienterende fokus.