Der bor stadig folk herude, for hvem naturens favntag ... - Coast Alive

Den vestjydske
kystdannelse
Der bor stadig folk herude, for hvem naturens favntag med livet er virkelige.
Af
Carlo Sørensen
Foto
Lemvig Museum, Kystdirektoratet m.fl.
Vi vandrede en tur op ad kysten – kunne mærke vejret var ganske
usædvanligt, da vi hen under aften stred hjemover.
Vores nabo, han havde haft sit hele liv og udkomme ved
denne kyst, sagde ”gå kun roligt til køjs”. Han havde boet længere
ude mod vest og kendte alt til havet. – ”Der er vel ingen grund til at
gå ud, før vandet går ind i sengen”.
Klokken fire vågnede vi. Vinduerne buede indad. Min søn sagde,
han ville gå ud at se, men nåede kun til døren og råbte, at havet var
ved at bryde gennem klitten. Vi måtte af sted.
Med hund og kat under armen nåede vi knapt at kravle ud i mørket
mod naboen, før taget blæste af huset og tagsten føg. Den stovte
mand kom ud, stak en finger i vejret for at måle stormen og væltedes
omkuld. Da blev han bleg og mente nok, det var tid at komme i
sikkerhed på en af gårdene længere inde.
Snart begyndte alle de med vogne at køre for at hjælpe folk og søge
at bjærge dyr og ejendele. For eget vedkommende var alt væsentligt
i sikkerhed.
Fornemmelsen da havet brød klitten – en grå mur – over hvilken der
fra tid til anden blev kastet et stykke tømmer eller en kampesten –
det var som at stå på havets bund. Hele året havde kystens folk ar-
7
bejdet med store maskiner for at sikre med kampesten og trådnet.
Nu var sten og net væk, og der var et stort hul ud til havet.
Bagefter kunne man tænke: Utroligt det standsede!
Der gik lang tid, inden havet lagde sig, og det bare syntes at gøre
nar af alle anstrengelser.
Aldrig havde jeg drømt om, at naturen kunne være så kraftfuld.
Aldrig havde jeg følt denne enorme tiltrækningskraft i at stå ansigt
til ansigt med naturens kræfter og at være en del af noget meget,
meget stort.
Jeg havde før syntes, det var mærkeligt, at folk flyttede. Nu vidste
jeg hvorfor. Flere kom til at hade havet efter stormen. Min nabo
blev gal over, at jeg ikke vendte tilbage til huset. For som han dengang
sagde: “Det gav ingen mening, hvis alle bare flyttede”.

Mærsk Kro var opført i 1879. Da drømte ingen om, hvor stort indhug havet over de
næste hundrede år ville gøre på Fjaltringboernes kyst – eller viden til at forudsige følgerne,
da man begyndte af kystbeskytte længere oppe ad kysten.
Mærsk Kro
Fjaltringboen Brita Haugen boede indtil den skæbnesvangre novembernat
1981 i den forhenværende toldembedsmandsbolig.
Huset lå vest for, hvor nu Kulturcentret Tuskær som yderste forpost
udfordrer hav og sandflugt og indbyder med udstillings- og koncertoplevelser.
Derude lå også engang Mærsk Kro og flere gårde, og
der var handel og landingsplads med traditionelt fiskeri ud fra
kysten, hvor bådene blev trukket op på stranden.
Ewald Kiilsholm var den omtalte nabo. Ewald var født på Mærsk
Kro i 1901. Ewalds far, Søren, havde købt kroen i 1886, og efter forældrenes
død drev Ewald og frue kroen videre.
Kunderne var alle, der havde klitskifte på vej til eller fra ”de ti veje
til Thorsminde”, fiskerne fra Mærsk Landing, redningsmandskabet
fra redningsstationen og folkene, der byggede dæmninger. Her var,
indtil 1932’s tildeling af afholdsbevilling, mulighed for en bajer og
en kaffepunch. Maden var med garanti af lokal herkomst.
Så blev der bygget kvistværelser og satset på københavnske sommergæster
indtil krigen. Mærsk Kro blev i 1952 eksproprieret i forbindelse
med bygning af et havdige, og Ewald flyttede østover.
Halve sogne
Præcist hvor meget havet har taget i historisk tid, og hvor mange
landsbyer er gået tabt langs Jyllands vestkyst, er svært at sætte tal
på. Nord for Fjaltring ligger Trans Kirke ud til kanten af klinten.
Den ældste kirke på stedet kan dateres 1000 år tilbage. Antages det,
at denne kirke blev bygget midt i sognet, må kystlinien her være
rykket over to kilometer tilbage siden da – et tal, der underbygges
af geologiske havbundsundersøgelser.
Limfjordstangerne er – ligesom tangerne længere nede ad kysten –
opbygget af sand, der er eroderet fra f.eks. Bovbjerg og Lodbjerg
nord for Agger. Langs Limfjordstangerne skete der en kraftig kysttilbagerykning
i 1800-tallet, en halv snes landsbyer forsvandt i ha-
8
Digerne plantes til for at holde på sandet.
vet, og tangerne blev gennembrudt ved Agger i 1825 og ved
Thyborøn i 1862. Foranlediget af naturkatastrofen ved Agger besøgte
kong Frederik den VI egnen i 1826 og igen i 1830 for at inspicere
følgerne, og der er ud for Bovbjerg Fyr rejst en mindesten over
majestætens besøg.
Kysten rykker ikke tilbage med konstant hastighed. Der kan gå årtier
mellem de store storme, som måske tager 10-15 meter på en nat.
Man kan også forestille sig, at der har været rolige vejrforhold gennem
måske århundreder. En del tyder på, at der i middelalderen op
til omkring år 1750 herskede relativt rolige vindforhold under det,
der benævnes ”Den lille Istid”. Det var koldere end i dag men stormede
mindre, og kysttilbagerykningen har ikke været så truende.
Det koldere vejr betød dog færre afgrøder, og overgræsning i klitområderne
betød, at store områder lå næsten øde. Sandet føg og
opslugte huse og agre.
Billeder i tid
Bovbjerg Fyr fra 1877 knejser ved kanten af den 30 meter høje klint.
Det står – som mange andre danske fyrtårne – og signalerer de behov,
der engang var, når skibe anduvede en kyst. I takt med udviklingen
af pålidelige satellitbaserede navigationssystemer har disse
pejlemærker i land ét efter ét skullet finde anden anvendelse.
Selve klinten ved Bovbjerg er unik ved at være det eneste sted i landet,
hvor isens maksimale udbredelse under sidste istid for 18.000
år siden kan erkendes i et klintprofil. Professor N.V. Ussing, en af
Danmarks mest alsidige geologer nogensinde, indså og beskrev
Bovbjergs betydning for forståelsen af istidsgeologien. Professorens
skitser fra 1903 og 1907 er øjebliksbilleder af en evigt foranderlig
klint. På Bovbjerg Minimuseum fortælles om områdets geologi.
Uafhængigt studier af klintprofiler, bliver man bjergtaget af elementernes
sammenrend på en tur langs stranden eller klinten derude.
Bovbjerg Fyr
Et andet sammenrend ved Bovbjerg var malernes. Lyset.
Stemningerne. Landskaberne. Beboerne. På Jens Søndergård
Museet bliver også børn indfanget i malerens univers. Forældre eller
bedsteforældre må ofte plage om is for at komme videre.
Samtidig med bygningen af Bovbjerg Fyr begyndte man at kystbeskytte
– og gennem de næste 30 år knoklede flere hundrede arbejdere,
såkaldte “børster”, med at bygge høfder. Arbejdet var hårdt og
besværligt og var – bogstaveligt talt – et liv fuld af sten. Høfder
langs størstedelen af kysten mellem Fjaltring og Agger og diger
langs de lavtliggende kyststrækninger ses som vidnesbyrd om en
imponerende indsats for at bevare land. Indsatsen er kun delvist
lykkedes, idet høfderne ikke helt har kunnet standse kysttilbagerykningen.
Høfderne langs kysten
Først byggede man høfder nordover fra Bovbjerg til Agger, og ved
Thyborøn sikrede man kanalens åbning til Limfjorden. Thyborøn
ligger nærmest som en ø, og uden kystbeskyttelsen var der ingen by
i dag. Kystcentret i Thyborøn forsøger gennem aktiviteter og eksperimenter
at formidle kyster, så hele familien kan være med.
Høfderne tjener til formål at holde sandet inde ved kysten, i stedet
for at det bliver transporteret langs med kysten af strøm og bølger.
Ved Bovbjerg er transporten mest mod syd. På nordsiden af høfden,
luvsiden, bliver der aflejret sand. Dette sand kommer til at
“mangle” i den videre transport – og bliver taget fra sydsiden, læsiden.
Stranden er derfor oftest meget bredere på den ene side af høfden
end på den anden.
En utilsigtet effekt af høfdebyggeriet ved Bovbjerg blev manglende
sand syd for den sydligste høfde. Kysten ved Trans blev hårdere angrebet
af havet. Man byggede så høfder langs kysten ved Trans og
flyttede problemet til kysten mellem Trans og Fjaltring. Endnu en
etape af høfdebyggeri fulgte ned til Fjaltring, hvor den sidste og
sydligste høfde, høfde Q, blev bygget i 1953. Så forsvandt Mærsk
Kro.
Høfde Q blev renoveret sidste år, og der er nu via en rampe mulighed
for at komme fra parkeringspladsen helt ud på høfden for at
tage bestik af herlighederne. Man fornemmer tydeligt, hvortil etaperne
af høfdebyggeri foregik, og hvor kysten efterfølgende rykkede
kraftigt tilbage.
9
Sandsugerskibet lægger sand ind til kysten. De senere år er omkring tre millioner kubikmeter
sand lagt ind på strækningen mellem Nymindegab og Agger – om året!
Havnebyggeri
Høfder “griber ind” i de naturlige processer langs kysten på samme
måde, som havnemoler gør det.
I Thorsminde har det voldt problemer, når havneindløbet sandede
til under storm. Det er jo lidt bøvlet, når man hverken kan komme
ud eller ind af sin havn. Nu bygges nye havnemoler i Thorsminde,
der er udformet, så strømmen transporterer sandet forbi havneindløbet.
Er man interesseret i ingeniørarbejder, er det nu, vejen skal
lægges forbi Thorsminde. Her ligger også Strandingsmuseum St.
George, der formidler det dramatiske “vestkystkapitel” om strandinger
og forlis, og der er mulighed for at opleve kysten fra havet på
guidet tur med kutteren “Mindboen”.
“Guldkysten” og kystforskningen
I dag er sket et skift fra at søge at kontrollere naturen til at arbejde
med naturen og at gribe mindst muligt ind i naturprocesserne. Ved
Fjaltring er der brugt mange kræfter og penge på at finde en holdbar
løsning til beskyttelse af kysten. Således blev området i fagkredse
en overgang omtalt som “guldkysten”.
Siden starten af 1980’erne har kystfodring vundet indpas i kystbeskyttelsen.
Specialbyggede fartøjer sejler langsomt henover havbunden et
stykke fra kysten, medens der suges sand op i skibet. Herefter sejler
skibet ind til kysten for at aflevere sandet enten på lavt vand eller
ved at pumpe det gennem rør og op på stranden. Strøm og bølger
fjerner sandet, og vi lægger nyt ind. Det er “fast arbejde” og nødvendigt,
hvis vi ønsker at bevare kystlinien. Det er næsten lykkedes.
Med nu 20 års erfaring med kystfodring er Kystdirektoratet fortrøstningsfulde.
Det er dog hele tiden et spørgsmål om økonomisk
og politisk vilje både i forhold til, hvor der skal kystbeskyttes og til
hvor meget. Klimaforværringer, stigende vandstande i havene, de
næste storme er nogle af udfordringerne, og det er nødvendigt fortsat
at forske i og øge forståelsen af de komplekse naturprocesser.
Imens kan vi andre glædes over mulighederne for dejlige naturoplevelser
ved vore kyster, hvor hverdagsbekymringerne kan fordufte
og tankerne vandre til frisk havluft og lyden af bølger, der møder
land.
Kulturcentret Tuskær, Fjaltring, www.tuskaer.dk
Tuskær Redningsstation, Fjaltring
Bovbjerg Minimuseum, Ferring
Jens Søndergård Museet, Ferring
Strandingsmuseum St. George,Thorsminde
Kystcentret,Thyborøn
Sejlads på Vesterhavet og Limfjorden sommer 2004, kontakt turistbureau,
www.kultursejlads.dk
På Kort- og Matrikelstyrelsens hjemmeside, www.kms.dk, under ”Danmark før
og nu” kan gamle og nye kort sammenlignes.
Kystdirektoratet, www.kyst.dk
FAKTA
Lemvig Museum, Lemvig, der også takkes for oplysninger om
Mærsk Kro og Ewald Kiilsholm.
Med velvillig bistand fra:
Ringkjøbing Amt