Fodreise - Adjunkten
Fodreise - Adjunkten
Fodreise - Adjunkten
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Indledning<br />
H.C. Andersen (1805-75) debuterede som romanforfatter i 1829 med <strong>Fodreise</strong> fra Holmens Kanal<br />
til Østpynten af Amager i årene 1828-29. Bag teksten kan man mærke en ærgerrig, ung mand der<br />
gerne vil tilkæmpe sig en plads på det danske parnas. Bogen er fuld af indforståede hentydninger til<br />
det kulturelle liv i den danske hovedstad, som den nybagte student og forfatter i svøb gerne vil<br />
træde ind i. <strong>Fodreise</strong>n er i høj grad et meta-poetisk værk der er skrevet til det københavnske<br />
borgerskab. Dels demonstrerer Andersen sin litterære dannelse og solide forankring i traditionen og<br />
dels kredser romanen om Andersens egen poetik og værkets skabelse. Han præsenterer sig som et<br />
nyt litterært navn. Til grund for sin bog lægger jeg’et sin myte: Syndfloden no. 2. Det er en<br />
revisionistisk gendigtning af bibelen, en bibelsk pastiche hvor Satan efter at have grundet i tre<br />
tusinde år endelig finder frem til den mest grusomme og bestialske straf; han ”forfører Adams<br />
sønner til at blive slette Skribenter; fra dem selv skal vandfloden udgå, der fordærver jorden”.<br />
Bogens fortæller karakteriserer dermed beskedent eller måske koket sig selv som en slet skribent og<br />
bogens mangler er altså en følge af syndefaldet. 1<br />
Fodrejsen er næsten uden handling i aristotelisk forstand: hovedpersonen er en forfatter der er<br />
på jagt efter stof til sin bog (<strong>Fodreise</strong>). En gåtur fra Holmens Kanal og ud på det flade Amager er<br />
vel noget af det mest prosaiske en københavnsk bedsteborger kan forestille sig og det stiller<br />
Andersens fantasi og iderigdom overfor en passende udfordring: ”Da stod Amager mig som den<br />
bedste tumleplads for mit unge brusende Blod, denne Vei forekom mig endnu ikke at være befaret af<br />
nogen poetisk rytter”. 2 Den narrative sammenhæng i værket er således begrænset; det kan bedst<br />
karakteriseres som en rapsodi, dvs. løst sammenvævede fragmenter eller episoder, eller perler på en<br />
temmelig tynd snor.<br />
Men bogen er ikke alene en præsentation af Andersen, eller en børnesygdom som den er<br />
blevet kaldt. <strong>Fodreise</strong> behandler en række temaer som er meget centrale for romantikken, fx<br />
forholdet mellem fantasi og virkelighed, døden og kunstnerens vilkår. Den tynde narrative fernis<br />
giver fortælleren frihed til at filosofere over disse problemer i forskellige små episoder.<br />
Titlen signalerer rejseskildring, men samtidig virker det absurd at en gåtur fra Holmens Kanal<br />
til Østpynten af Amager skulle strække sig over flere år. Titlen dementerer derfor nærmest sig selv i<br />
et ironisk greb indtil læseren forstår at det drejer sig om en gåtur henover nytårsaften og -nat.<br />
Ironien spiller i det hele taget en vigtig rolle i fodrejsen, der langt mere skildrer fantasiens verden<br />
1 Poesiens forbindelse med syndefaldet vender Andersen tilbage til, bla. i Fugl Phønix. Se Kofoed 1999 s. 75<br />
2 H.C. Andersen: <strong>Fodreise</strong> s. 8. Her benyttes Johan de Mylius’ udgave.<br />
1
end Holmen og Amager. Jens Baggesens Labyrinten har formentlig været en vigtig<br />
inspirationskilde. I hvert fald fulgte Andersen med rejseskildringen Skyggebilleder i hans fodspor<br />
til Harzen. 3 Baggesen beskriver i sin bog faktisk en rejse, men hans indre oplevelser trænger hist og<br />
her den ydre verden tilbage. Som Andersen oplevede det flade Amager som en udfordring til<br />
fantasien, så Baggesen den lüneburgske Hede som:<br />
”en Foliant, som bestaar af lutter rene Blade…Rigtig nok opdagede mit udvortes Øje intet<br />
uden Lyng og hist og her enkelte vantrevne Naaletræer…Men desflere skiønne Særsyn<br />
svævede forbi mit indre Øie i tusinde uforstyrrede Phantasier. Snart kom mig en langskiægget<br />
Eremit…snart en forvildet Prins af Kina, snart en flygtende Prinsesse af Teflis, snart en<br />
Pilgrim, der ved hvert tredie Skridt fremad giorde eet tilbage…snart tre pjaltede Propheter,<br />
snart fyrretive rædsomme Røvere, snart en heel Caravane med alle sine Dromedarier, snart<br />
alle Israels Børn, sex Hundrede Tusinde i Tallet, forbi…-hist strede to frygtelige Krigshære i<br />
det eene Hjørne, her Caravanen mod røverne i det andet, Trolde og Kæmper i det tredie – og<br />
den aldrig noksom berømte Ridder af Mancha med al Verdens Faar, Gieder og Veirmøller i<br />
det fierde.” 4<br />
Her optræder mytologiske, kristne og fiktive figurer imellem hinanden. Fantasien afsluttes ved at<br />
Baggesen næsten køres ned af en vogn. Den prosaiske, ydre verden griber forstyrrende og ironisk<br />
ind i fantasierne – akkurat som flere steder i <strong>Fodreise</strong>n. Baggesen har altså sluppet fantasien løs i en<br />
rejseskildring før Andersen, men <strong>Fodreise</strong> er langt mindre referentiel end Labyrinten og derfor<br />
nyskabende i sig selv. Baggesen havde samlet indtryk til Labyrinten på en rejse, mens Andersen<br />
først senere kom rigtigt afsted.<br />
I denne opgave vil jeg fokusere på de romantiske træk i Fodrejsen i dens stil, dens tematik og dens<br />
ironi.<br />
I: <strong>Fodreise</strong> som arabesk<br />
Arabesken som erkendelsesform<br />
Arabesken er et genrebegreb som stammer fra billedkunsten. Her betegner den et fladeornament af<br />
abstrakte figurer uden dybde og perspektiv. Den står i modsætning til friseornamentikken som<br />
gengiver dyr og mennesker. I litteraturen blev den taget op af Friedrich Schlegel som mente at<br />
arabesken som formprincip kunne give et sandere billede af det menneskelige sind, den produktive<br />
avlende fantasi, det oprindelige kaos. Arabesken blev en slags erkendelsesform der sammen med<br />
ironien udgjorde den overordnede modus for den romantiske poesi, hvis apoteose er romanen.<br />
3 Se Jørn Erslev Andersen: ”Dryssende Roser” s. 97ff.<br />
2
Romanen er netop en genrehybrid, der i princippet skulle kunne omfatte alle andre genrer. Ifølge<br />
Schlegel måtte klassicismens strenge formkrav vige, for løsere former og blandinger af genrer, der<br />
indimellem nærmest fremstår som ufærdige skitser. Det gør som regel teksterne langt mere<br />
suggestive; læseren inviteres i højere grad til at digte med. Nyklassicisterne fandt arabesken<br />
pyntesyg og tøjlesløs. 5 Arabesken var altså også et polemisk redskab for romantikerne i kampen<br />
mod Oplysningen. Første hovedværk i Andersens arabeske forfatterskab er netop <strong>Fodreise</strong>. 6<br />
Parabasen<br />
Karakteristisk for <strong>Fodreise</strong>n er fx de indviklede fortællerforhold. Det er svært nok at holde den<br />
historiske H.C. Andersen ude fra digter-jeg’et i romanen, når romanen nu handler om en digter, der<br />
skriver den bog man er i færd med at læse. Det skurrer imod den normale fiktionskontrakt mellem<br />
læser og forfatter og tematiserer elegant forholdet mellem fiktion og virkelighed. I kapitlet<br />
Dykkerklokken tiltales jeg’et: ”Hist ændses ei dit lille h med sine tvende streger.” Der henvises til<br />
den signatur som Andersen rent faktisk havde brugt, da han offentliggjorde nogle digte i Heibergs<br />
Kjøbenhavner posten. Andersen tilføjer yderligere en kommenterende instans der i noten bemærker:<br />
”Den gode mand betegnede sit Navn i den flyvende Post ved: h--.” Det fiktive jeg og den virkelige<br />
forfatter væves dermed ind i hinanden.<br />
At romanen selv optræder i romanen er selvfølgelig også med til at nedbryde den referentielle<br />
orden. Amagerkonen konstaterer triumferende at der står ”Vaas” på <strong>Fodreise</strong>ns ryg (s.11), og der<br />
optræder flere steder anmeldere af bogen i bogen. Sidst i kapitel 13 bliver jeg’et stoppet af en sådan<br />
”recensent”, da han er ved at bevæge sig videre fra Amager. ”’De har’, udbrød Manden, kaldet<br />
Deres Bog: <strong>Fodreise</strong> til Østpynten af Amager, og nu vover De at gaae længer!” (s.97) Dermed<br />
bliver bogens handling bestemt af dens titel, hvilket selvfølgelig er absurd. Det er en skriveteknisk<br />
overvejelse at afgrænse værkets tid og sted, som forfattere normalt holder for sig selv, men her<br />
inviteres læseren altså til at danne sig en mening om historien. I fremtidsrejsen til år 2129 må jeg’et<br />
konstatere at <strong>Fodreise</strong> ikke er optaget i galleriets kanon (s.23). Det knytter sig til vanitas-motivet at<br />
jeg’et på den måde håber at værket er blevet kanoniseret. Historien om Tommeliden fra Sirius får<br />
læseren til at beklage sig over at det hele nu bliver for fantastisk og får jeg’et til at besinde sig (s.<br />
42). og Tommeliden mener at hvis jeg’et kryber igennem nøglehullet på Amagerport så vil læserne<br />
finde det altfor overnaturligt (s.46). Her spilles der på <strong>Fodreise</strong>ns sammensatte karakter; selvom den<br />
mest foregår i en drømmeverden, så er den dog indrammet af den realistiske gåtur. Men hvis<br />
4 Jens Baggesen: Labyrinten s. 104f.<br />
5 Niels Kofoed: Arabesken og dens æstetiske former (1999) s. 16ff.<br />
6 Kofoed 1999 s. 63.<br />
3
læseren skulle have indsigelser her, så skulle man også havde det mange andre steder i <strong>Fodreise</strong>n.<br />
At historien er troværdig er tilsyneladende ikke lige vigtigt gennem bogen. Det bliver dog snart<br />
værre da Tommeliden senere afslører sig som St. Peder. Jeg’et udbryder forfærdet: ”Ak nei! det<br />
gaaer slet ikke an! hvad vil Læseren sige? Deres hele fremtræden er ikke motiveret nok; De passer<br />
jo slet ikke her i min <strong>Fodreise</strong>....!” (s.46) Her bekymrer jeg’et sig ikke om det er for langt ude at<br />
selveste St. Peder optræder, men han frygter at han ikke er ’motiveret’ nok. Det er en typisk<br />
anmelder-vending. Her lanceres et andet poetologisk problem, nemlig om historien er<br />
sammenhængende og logisk fremadskridende. Med dette udbrud kan man sige at jeg’et har bedømt<br />
sin egen historie – hvordan skulle vi som læser finde historien sammenhængende når bogens skaber<br />
ikke engang gør det?<br />
Disse fiktionsbrud viser at digter-jeget langtfra er en almægtig fortæller. Jeg’et drager i starten<br />
af bogen ud i verden efter stof til sin bog, men han behersker tilsyneladende ikke hvad der kommer<br />
til at stå i bogen, bagved kulisserne trækker Andersen i trådene. Men hvem trækker så i ham, altså<br />
Andersen kunne man spørge?<br />
Den arabeske form<br />
I <strong>Fodreise</strong> kan enkeltdelene skiftes ud uden det får afgørende betydning for bogen. Denne løse form<br />
står i modsætning til fx allegoriens kodificering eller eventyrets narrative struktur. <strong>Fodreise</strong>n starter<br />
først for alvor i tredje kapitel, først i kapitel otte træder jeg-et igennem Amagerport for tilsidst i 13.<br />
kapitel næsten at overskride titlens varedeklaration ved at stævne ud fra Amagers Østpynt. Imellem<br />
disse tre punkter vrimler <strong>Fodreise</strong> med digressioner og episoder, der godt kunne skifte plads uden at<br />
bogen som værk betragtet ville blive ændret. Derudover er slutningen i kapitel 14 et karakteristisk<br />
arabesk træk. At bogen ikke gøres helt færdig bryder radikalt med de aristoteliske fortælleprincipper<br />
og genrekonventioner.<br />
Karakterisk for arabesken er også de mange digressioner. Fx får nattevægterens kvad: ” Nu er<br />
det på de Tider, man føier sig til Seng” jeg’et til at tænke på at året også lægger sig til at sove og på<br />
søvnen som et forvarsel om Døden. Herefter følger en personificering af året der efter vinteren<br />
lægger sig til hvile: ”Frost og Kulde, to gamle Snedkersvende slaae Laaget til; - sov da vel du<br />
gamle Aar!-” Flere kapitler udgøres af episoder der er sat sammen ved digressioner.<br />
<strong>Fodreise</strong> springer meget mellem høj og lav stil og mellem forskellige genrer. Prosaen<br />
afbrydes af små lyriske passager, der ofte er parodiske. Fx parodieres Baggesens ”Da jeg var lille” i<br />
prosadigtet ”Før og Nu” (s.16f) og senere bruger jeg’et en højstemt og klichéfyldt poesi til at<br />
skræmme Amagerkonen bort med. (s.64ff)<br />
4
II: Tematik<br />
Vanitas-motiv – forfatterens forfængelighed<br />
Fodrejsen tematiserer på forskellig vis selve det at skrive og spørgsmålet om hvorfor der skrives.<br />
Rejsens årsag er jo selve Satans straf over menneskene; digter-jeg’et må simpelthen udtrykke sig og<br />
oversvømme Jorden med en syndflod af dårlig litteratur. Andersen vender flere gange tilbage til det<br />
forfængelige ønske om udødelighed – både i <strong>Fodreise</strong> og senere i forfatterskabet.<br />
Den følsomme kat der parodierer Baggesen bliver melankolsk da det forekommer den at den<br />
udtrykker tanker der ikke er nye og at udtrykkene ikke er dens egne. Dens tante, som minder en del<br />
om Tante Tandpine, opmuntrer den energisk:<br />
H. C. Andersens poetik<br />
I <strong>Fodreise</strong> tematiseres og diskuteres forfatterens egen poetik. Niels Kofoed betegner rejsen som<br />
digtning i anden potens, altså digtning om det at digte. 7 Selvom man formelt selvfølgelig bør skelne<br />
mellem jeg’et og Andersen så kan man vel godt antage at Andersen har haft nogle af de samme<br />
overvejelser som forfatteren til <strong>Fodreise</strong>.<br />
Allerede i andet kapitel tvinges jeg’et til at bekende poetisk kulør. Som Herkules på<br />
skillevejen skulle vælge mellem dyden og vellysten skal bogens digter vælge mellem en<br />
Amagerkone som kunne være førsteelskerinde i en roman og en døende Heloise. Amagerkonen<br />
taler i vers og mener at den klassiske dannelse er nødvendig for at kunne digte. ”De Gamle maa Du<br />
studere; kun for et attenhundrede Aar siden har Folk kunnet tænke og føle.” 8 Dette sidste er<br />
selvfølgelig noget sludder og dermed lader Andersen Amagerkonen fremstå som håbløst<br />
bagstræberisk. Hun repræsenterer klassicismen og Oplysningstidens fornufttsdyrkelse. I<br />
modsætning til Amagerkonen er den døende Heloise tavs og det appellerer til digter-jegets fantasi:<br />
”Underlige brogede Phantasiebilleder svævede rundt om hende” (s.s.). Hvor Amagerkonen<br />
forbindes til det dennesidige prosaiske hverdagsliv med nøglerne til Børsen, så er Heloise med<br />
nøglerne til Druknehuset forbundet med døden og det hinsidige. 9 Der ligger måske også et<br />
generationsoprør i fravalget af Amagerkonen. Da digteren har valgt Heloise udbryder Amagerkonen<br />
desperat: ”Lad ikke din ungdommelige Phantasie forlede Dig! Kun i en classisk Slaabrok kan Du<br />
naae til Maalet.” (s.s.) Herkules på skillevejen som motiv vender Andersen i øvrigt tilbage til flere<br />
gange i sit senere forfatterskab, fx i afsnittet Poesiens Californien (I Sverrig) og Det nye<br />
7 Kofoed 1999 s. 66.<br />
8 <strong>Fodreise</strong> s. 10.<br />
9 Se Peer E. Sørensen: ”H. C. Andersen & Herskabet” 119f.<br />
5
Århundredes Musa. Men nu er rollerne byttet om, fantasien forbindes med overtro i modsætning til<br />
det som forfatteren aner vil blive poesiens nye: videnskaben.<br />
Den dialektiske fremstilling er karakterisk for romantikken, ligesom kunstens tematisering af<br />
sig selv.<br />
Forholdet til Døden<br />
6
Litteratur:<br />
Andersen, H.C.: ”<strong>Fodreise</strong> fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager i Aarene 1828-29”.<br />
Tekstudgivelse med efterskrift og noter af Johan de Mylius. Holstebro 1986 (1829)<br />
Andersen, Jørn Erslev: ”Dryssende roser” Modtryk 1988<br />
Auken, Sune: ”Bybillede med fantast – H.C. Andersens Fodrejse fra...” trykt i Marianne Barlyng<br />
og Scou: ”Københavnerromaner – urbanitet og æstetik” København 1996<br />
Baggesen, Jens: ”Labyrinten” Haslev 1980 (1792-93) Gyldendals Bibliotek – forkortet udg.<br />
Ipsen, Max: ”Læsninger i H.C. Andersens <strong>Fodreise</strong>” trykt i Prismer ?? s. 27-35.<br />
Jensen, Jørgen Bonde: ”H.C. Andersen og genrebilledet” København 1993<br />
Johansen, Ib: ”Camera obscura. H.C. Andersen og det fantastiske – fra ”<strong>Fodreise</strong>” til ”Tante<br />
Tandpine”” trykt i de Mylius, Jørgensen og Hjørnager Pedersen (red.): ”Andersen og<br />
Verden”,< Odense 1993 s. 453-464.<br />
Kofoed, Niels: ”Studier i H.C. Andersens fortællekunst” Haderslev 1967<br />
” : ”Arabesken og dens æstetiske former – prosaskitse og prosadigt” København 1999<br />
de Mylius, Johan: ”Myte og roman. H.C. Andersens romaner mellem romantik og realisme” 1981<br />
Sørensen, Peer E.: ”H.C. Andersen & Herskabet. Studier i borgerlig krisebevidsthed” Grenå 1973<br />
7