Fodreise - Adjunkten

Indledning
H.C. Andersen (1805-75) debuterede som romanforfatter i 1829 med Fodreise fra Holmens Kanal
til Østpynten af Amager i årene 1828-29. Bag teksten kan man mærke en ærgerrig, ung mand der
gerne vil tilkæmpe sig en plads på det danske parnas. Bogen er fuld af indforståede hentydninger til
det kulturelle liv i den danske hovedstad, som den nybagte student og forfatter i svøb gerne vil
træde ind i. Fodreisen er i høj grad et meta-poetisk værk der er skrevet til det københavnske
borgerskab. Dels demonstrerer Andersen sin litterære dannelse og solide forankring i traditionen og
dels kredser romanen om Andersens egen poetik og værkets skabelse. Han præsenterer sig som et
nyt litterært navn. Til grund for sin bog lægger jeg’et sin myte: Syndfloden no. 2. Det er en
revisionistisk gendigtning af bibelen, en bibelsk pastiche hvor Satan efter at have grundet i tre
tusinde år endelig finder frem til den mest grusomme og bestialske straf; han ”forfører Adams
sønner til at blive slette Skribenter; fra dem selv skal vandfloden udgå, der fordærver jorden”.
Bogens fortæller karakteriserer dermed beskedent eller måske koket sig selv som en slet skribent og
bogens mangler er altså en følge af syndefaldet. 1
Fodrejsen er næsten uden handling i aristotelisk forstand: hovedpersonen er en forfatter der er
på jagt efter stof til sin bog (Fodreise). En gåtur fra Holmens Kanal og ud på det flade Amager er
vel noget af det mest prosaiske en københavnsk bedsteborger kan forestille sig og det stiller
Andersens fantasi og iderigdom overfor en passende udfordring: ”Da stod Amager mig som den
bedste tumleplads for mit unge brusende Blod, denne Vei forekom mig endnu ikke at være befaret af
nogen poetisk rytter”. 2 Den narrative sammenhæng i værket er således begrænset; det kan bedst
karakteriseres som en rapsodi, dvs. løst sammenvævede fragmenter eller episoder, eller perler på en
temmelig tynd snor.
Men bogen er ikke alene en præsentation af Andersen, eller en børnesygdom som den er
blevet kaldt. Fodreise behandler en række temaer som er meget centrale for romantikken, fx
forholdet mellem fantasi og virkelighed, døden og kunstnerens vilkår. Den tynde narrative fernis
giver fortælleren frihed til at filosofere over disse problemer i forskellige små episoder.
Titlen signalerer rejseskildring, men samtidig virker det absurd at en gåtur fra Holmens Kanal
til Østpynten af Amager skulle strække sig over flere år. Titlen dementerer derfor nærmest sig selv i
et ironisk greb indtil læseren forstår at det drejer sig om en gåtur henover nytårsaften og -nat.
Ironien spiller i det hele taget en vigtig rolle i fodrejsen, der langt mere skildrer fantasiens verden
1 Poesiens forbindelse med syndefaldet vender Andersen tilbage til, bla. i Fugl Phønix. Se Kofoed 1999 s. 75
2 H.C. Andersen: Fodreise s. 8. Her benyttes Johan de Mylius’ udgave.
1

end Holmen og Amager. Jens Baggesens Labyrinten har formentlig været en vigtig
inspirationskilde. I hvert fald fulgte Andersen med rejseskildringen Skyggebilleder i hans fodspor
til Harzen. 3 Baggesen beskriver i sin bog faktisk en rejse, men hans indre oplevelser trænger hist og
her den ydre verden tilbage. Som Andersen oplevede det flade Amager som en udfordring til
fantasien, så Baggesen den lüneburgske Hede som:
”en Foliant, som bestaar af lutter rene Blade…Rigtig nok opdagede mit udvortes Øje intet
uden Lyng og hist og her enkelte vantrevne Naaletræer…Men desflere skiønne Særsyn
svævede forbi mit indre Øie i tusinde uforstyrrede Phantasier. Snart kom mig en langskiægget
Eremit…snart en forvildet Prins af Kina, snart en flygtende Prinsesse af Teflis, snart en
Pilgrim, der ved hvert tredie Skridt fremad giorde eet tilbage…snart tre pjaltede Propheter,
snart fyrretive rædsomme Røvere, snart en heel Caravane med alle sine Dromedarier, snart
alle Israels Børn, sex Hundrede Tusinde i Tallet, forbi…-hist strede to frygtelige Krigshære i
det eene Hjørne, her Caravanen mod røverne i det andet, Trolde og Kæmper i det tredie – og
den aldrig noksom berømte Ridder af Mancha med al Verdens Faar, Gieder og Veirmøller i
det fierde.” 4
Her optræder mytologiske, kristne og fiktive figurer imellem hinanden. Fantasien afsluttes ved at
Baggesen næsten køres ned af en vogn. Den prosaiske, ydre verden griber forstyrrende og ironisk
ind i fantasierne – akkurat som flere steder i Fodreisen. Baggesen har altså sluppet fantasien løs i en
rejseskildring før Andersen, men Fodreise er langt mindre referentiel end Labyrinten og derfor
nyskabende i sig selv. Baggesen havde samlet indtryk til Labyrinten på en rejse, mens Andersen
først senere kom rigtigt afsted.
I denne opgave vil jeg fokusere på de romantiske træk i Fodrejsen i dens stil, dens tematik og dens
ironi.
I: Fodreise som arabesk
Arabesken som erkendelsesform
Arabesken er et genrebegreb som stammer fra billedkunsten. Her betegner den et fladeornament af
abstrakte figurer uden dybde og perspektiv. Den står i modsætning til friseornamentikken som
gengiver dyr og mennesker. I litteraturen blev den taget op af Friedrich Schlegel som mente at
arabesken som formprincip kunne give et sandere billede af det menneskelige sind, den produktive
avlende fantasi, det oprindelige kaos. Arabesken blev en slags erkendelsesform der sammen med
ironien udgjorde den overordnede modus for den romantiske poesi, hvis apoteose er romanen.
3 Se Jørn Erslev Andersen: ”Dryssende Roser” s. 97ff.
2

Romanen er netop en genrehybrid, der i princippet skulle kunne omfatte alle andre genrer. Ifølge
Schlegel måtte klassicismens strenge formkrav vige, for løsere former og blandinger af genrer, der
indimellem nærmest fremstår som ufærdige skitser. Det gør som regel teksterne langt mere
suggestive; læseren inviteres i højere grad til at digte med. Nyklassicisterne fandt arabesken
pyntesyg og tøjlesløs. 5 Arabesken var altså også et polemisk redskab for romantikerne i kampen
mod Oplysningen. Første hovedværk i Andersens arabeske forfatterskab er netop Fodreise. 6
Parabasen
Karakteristisk for Fodreisen er fx de indviklede fortællerforhold. Det er svært nok at holde den
historiske H.C. Andersen ude fra digter-jeg’et i romanen, når romanen nu handler om en digter, der
skriver den bog man er i færd med at læse. Det skurrer imod den normale fiktionskontrakt mellem
læser og forfatter og tematiserer elegant forholdet mellem fiktion og virkelighed. I kapitlet
Dykkerklokken tiltales jeg’et: ”Hist ændses ei dit lille h med sine tvende streger.” Der henvises til
den signatur som Andersen rent faktisk havde brugt, da han offentliggjorde nogle digte i Heibergs
Kjøbenhavner posten. Andersen tilføjer yderligere en kommenterende instans der i noten bemærker:
”Den gode mand betegnede sit Navn i den flyvende Post ved: h--.” Det fiktive jeg og den virkelige
forfatter væves dermed ind i hinanden.
At romanen selv optræder i romanen er selvfølgelig også med til at nedbryde den referentielle
orden. Amagerkonen konstaterer triumferende at der står ”Vaas” på Fodreisens ryg (s.11), og der
optræder flere steder anmeldere af bogen i bogen. Sidst i kapitel 13 bliver jeg’et stoppet af en sådan
”recensent”, da han er ved at bevæge sig videre fra Amager. ”’De har’, udbrød Manden, kaldet
Deres Bog: Fodreise til Østpynten af Amager, og nu vover De at gaae længer!” (s.97) Dermed
bliver bogens handling bestemt af dens titel, hvilket selvfølgelig er absurd. Det er en skriveteknisk
overvejelse at afgrænse værkets tid og sted, som forfattere normalt holder for sig selv, men her
inviteres læseren altså til at danne sig en mening om historien. I fremtidsrejsen til år 2129 må jeg’et
konstatere at Fodreise ikke er optaget i galleriets kanon (s.23). Det knytter sig til vanitas-motivet at
jeg’et på den måde håber at værket er blevet kanoniseret. Historien om Tommeliden fra Sirius får
læseren til at beklage sig over at det hele nu bliver for fantastisk og får jeg’et til at besinde sig (s.
42). og Tommeliden mener at hvis jeg’et kryber igennem nøglehullet på Amagerport så vil læserne
finde det altfor overnaturligt (s.46). Her spilles der på Fodreisens sammensatte karakter; selvom den
mest foregår i en drømmeverden, så er den dog indrammet af den realistiske gåtur. Men hvis
4 Jens Baggesen: Labyrinten s. 104f.
5 Niels Kofoed: Arabesken og dens æstetiske former (1999) s. 16ff.
6 Kofoed 1999 s. 63.
3

læseren skulle have indsigelser her, så skulle man også havde det mange andre steder i Fodreisen.
At historien er troværdig er tilsyneladende ikke lige vigtigt gennem bogen. Det bliver dog snart
værre da Tommeliden senere afslører sig som St. Peder. Jeg’et udbryder forfærdet: ”Ak nei! det
gaaer slet ikke an! hvad vil Læseren sige? Deres hele fremtræden er ikke motiveret nok; De passer
jo slet ikke her i min Fodreise....!” (s.46) Her bekymrer jeg’et sig ikke om det er for langt ude at
selveste St. Peder optræder, men han frygter at han ikke er ’motiveret’ nok. Det er en typisk
anmelder-vending. Her lanceres et andet poetologisk problem, nemlig om historien er
sammenhængende og logisk fremadskridende. Med dette udbrud kan man sige at jeg’et har bedømt
sin egen historie – hvordan skulle vi som læser finde historien sammenhængende når bogens skaber
ikke engang gør det?
Disse fiktionsbrud viser at digter-jeget langtfra er en almægtig fortæller. Jeg’et drager i starten
af bogen ud i verden efter stof til sin bog, men han behersker tilsyneladende ikke hvad der kommer
til at stå i bogen, bagved kulisserne trækker Andersen i trådene. Men hvem trækker så i ham, altså
Andersen kunne man spørge?
Den arabeske form
I Fodreise kan enkeltdelene skiftes ud uden det får afgørende betydning for bogen. Denne løse form
står i modsætning til fx allegoriens kodificering eller eventyrets narrative struktur. Fodreisen starter
først for alvor i tredje kapitel, først i kapitel otte træder jeg-et igennem Amagerport for tilsidst i 13.
kapitel næsten at overskride titlens varedeklaration ved at stævne ud fra Amagers Østpynt. Imellem
disse tre punkter vrimler Fodreise med digressioner og episoder, der godt kunne skifte plads uden at
bogen som værk betragtet ville blive ændret. Derudover er slutningen i kapitel 14 et karakteristisk
arabesk træk. At bogen ikke gøres helt færdig bryder radikalt med de aristoteliske fortælleprincipper
og genrekonventioner.
Karakterisk for arabesken er også de mange digressioner. Fx får nattevægterens kvad: ” Nu er
det på de Tider, man føier sig til Seng” jeg’et til at tænke på at året også lægger sig til at sove og på
søvnen som et forvarsel om Døden. Herefter følger en personificering af året der efter vinteren
lægger sig til hvile: ”Frost og Kulde, to gamle Snedkersvende slaae Laaget til; - sov da vel du
gamle Aar!-” Flere kapitler udgøres af episoder der er sat sammen ved digressioner.
Fodreise springer meget mellem høj og lav stil og mellem forskellige genrer. Prosaen
afbrydes af små lyriske passager, der ofte er parodiske. Fx parodieres Baggesens ”Da jeg var lille” i
prosadigtet ”Før og Nu” (s.16f) og senere bruger jeg’et en højstemt og klichéfyldt poesi til at
skræmme Amagerkonen bort med. (s.64ff)
4

II: Tematik
Vanitas-motiv – forfatterens forfængelighed
Fodrejsen tematiserer på forskellig vis selve det at skrive og spørgsmålet om hvorfor der skrives.
Rejsens årsag er jo selve Satans straf over menneskene; digter-jeg’et må simpelthen udtrykke sig og
oversvømme Jorden med en syndflod af dårlig litteratur. Andersen vender flere gange tilbage til det
forfængelige ønske om udødelighed – både i Fodreise og senere i forfatterskabet.
Den følsomme kat der parodierer Baggesen bliver melankolsk da det forekommer den at den
udtrykker tanker der ikke er nye og at udtrykkene ikke er dens egne. Dens tante, som minder en del
om Tante Tandpine, opmuntrer den energisk:
H. C. Andersens poetik
I Fodreise tematiseres og diskuteres forfatterens egen poetik. Niels Kofoed betegner rejsen som
digtning i anden potens, altså digtning om det at digte. 7 Selvom man formelt selvfølgelig bør skelne
mellem jeg’et og Andersen så kan man vel godt antage at Andersen har haft nogle af de samme
overvejelser som forfatteren til Fodreise.
Allerede i andet kapitel tvinges jeg’et til at bekende poetisk kulør. Som Herkules på
skillevejen skulle vælge mellem dyden og vellysten skal bogens digter vælge mellem en
Amagerkone som kunne være førsteelskerinde i en roman og en døende Heloise. Amagerkonen
taler i vers og mener at den klassiske dannelse er nødvendig for at kunne digte. ”De Gamle maa Du
studere; kun for et attenhundrede Aar siden har Folk kunnet tænke og føle.” 8 Dette sidste er
selvfølgelig noget sludder og dermed lader Andersen Amagerkonen fremstå som håbløst
bagstræberisk. Hun repræsenterer klassicismen og Oplysningstidens fornufttsdyrkelse. I
modsætning til Amagerkonen er den døende Heloise tavs og det appellerer til digter-jegets fantasi:
”Underlige brogede Phantasiebilleder svævede rundt om hende” (s.s.). Hvor Amagerkonen
forbindes til det dennesidige prosaiske hverdagsliv med nøglerne til Børsen, så er Heloise med
nøglerne til Druknehuset forbundet med døden og det hinsidige. 9 Der ligger måske også et
generationsoprør i fravalget af Amagerkonen. Da digteren har valgt Heloise udbryder Amagerkonen
desperat: ”Lad ikke din ungdommelige Phantasie forlede Dig! Kun i en classisk Slaabrok kan Du
naae til Maalet.” (s.s.) Herkules på skillevejen som motiv vender Andersen i øvrigt tilbage til flere
gange i sit senere forfatterskab, fx i afsnittet Poesiens Californien (I Sverrig) og Det nye
7 Kofoed 1999 s. 66.
8 Fodreise s. 10.
9 Se Peer E. Sørensen: ”H. C. Andersen & Herskabet” 119f.
5

Århundredes Musa. Men nu er rollerne byttet om, fantasien forbindes med overtro i modsætning til
det som forfatteren aner vil blive poesiens nye: videnskaben.
Den dialektiske fremstilling er karakterisk for romantikken, ligesom kunstens tematisering af
sig selv.
Forholdet til Døden
6

Litteratur:
Andersen, H.C.: ”Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager i Aarene 1828-29”.
Tekstudgivelse med efterskrift og noter af Johan de Mylius. Holstebro 1986 (1829)
Andersen, Jørn Erslev: ”Dryssende roser” Modtryk 1988
Auken, Sune: ”Bybillede med fantast – H.C. Andersens Fodrejse fra...” trykt i Marianne Barlyng
og Scou: ”Københavnerromaner – urbanitet og æstetik” København 1996
Baggesen, Jens: ”Labyrinten” Haslev 1980 (1792-93) Gyldendals Bibliotek – forkortet udg.
Ipsen, Max: ”Læsninger i H.C. Andersens Fodreise” trykt i Prismer ?? s. 27-35.
Jensen, Jørgen Bonde: ”H.C. Andersen og genrebilledet” København 1993
Johansen, Ib: ”Camera obscura. H.C. Andersen og det fantastiske – fra ”Fodreise” til ”Tante
Tandpine”” trykt i de Mylius, Jørgensen og Hjørnager Pedersen (red.): ”Andersen og
Verden”,< Odense 1993 s. 453-464.
Kofoed, Niels: ”Studier i H.C. Andersens fortællekunst” Haderslev 1967
” : ”Arabesken og dens æstetiske former – prosaskitse og prosadigt” København 1999
de Mylius, Johan: ”Myte og roman. H.C. Andersens romaner mellem romantik og realisme” 1981
Sørensen, Peer E.: ”H.C. Andersen & Herskabet. Studier i borgerlig krisebevidsthed” Grenå 1973
7