AARHUS KATEDRALSKOLES VENNER

2
Lille Wubbe fortæller
Otto Christiansen (1914-2010) blev klassisksproglig student fra
Aarhus Katedralskole i 1932 og senere amtslæge i Aarhus. Han
var søn af den navnkundige ’Wubbe’, Laurits Christiansen, der
var rektor for skolen i årene 1924-1947. De følgende sider er et
uddrag af Otto Christiansens private erindringer.
I efteråret 1924 blev min far, der var lærer på Ribe Katedralskole,
udnævnt til rektor i Aarhus. Jeg anede ikke noget om,
hvad der var i gære og blev derfor noget forundret, da vores
fysiklærerinde, frk. Mortensen, pludselig midt i fysiktimen kom
hen til mig og sagde: »Nu bliver skolens flag hejst til ære for
din far«, og ganske rigtigt så jeg, at skolens flag blev hejst. Det
var en lørdag, hvor skolens elever plejede at forsamles til fællessang,
inden de gik hjem. Denne lørdag formede det sig som
en højtidelighed til ære for min far. Rektor Willumsen holdt en
lille tale, og min far holdt en takketale. Min far skulle tiltræde
ret omgående og indlogerede sig på et pensionat i Aarhus, mens
resten af familien blev i Ribe til april det følgende år.
Da vi kom til Aarhus, blev vi afhentet ved toget af min far.
Banegården var på det tidspunkt nærmest et skur, fordi den nye
banegård var ved at blive bygget. Vi marcherede igennem byen
til domkirken, hvorfra der gik en bus til Risskov. Her blev vi for
første gang præsenteret for vores nye hjem, Havfryd. Det var
lidt af en åbenbaring: en stor prægtig villa direkte ud til stranden
(egen strandret) med to altaner, glasveranda og stor have med
masser af frugttræer. Huset var bygget en halv snes år tidligere
af en gullaschbaron, og derfor var der ikke sparet på de ydre attributter,
for eksempel flankeredes indgangen af to sfinkser.
Aarhus Katedralskole blev, da min far overtog rektoratet, anset
for en fin gammel skole. Den foregående rektor, Vaupell, var af
den gamle skole. Han havde været lærer for Christian X, og det
levede han vist stadig højt på. Der var ret strenge disciplinære
regler, for eksempel måtte drengene ikke gå med knæstrømper
(som det i øvrigt var skik dengang). Straks ved min fars tiltræden
mødte en deputation fra eleverne op for at få denne regel ophævet,
hvilket også skete. Når min far kom ind i gymnastiksalen i
et eller andet ærinde, blev der straks kommanderet retstilling til
eleverne, og øvelserne blev ikke genoptaget, før min far havde
givet tilladelse til det. Et andet eksempel på den nimbus, der
AROSIA
omgav skolen og rektoren, var, at der i domkirken var en speciel
plads til rektoren. Dette privilegium ønskede min far dog ikke
opretholdt. At både lærere og elever altid tiltalte rektoren i tredje
person, var en selvfølge.
Jeg begyndte selv i skolen i 1. mellem i august 1925 i en klasse
med 30 elever. I tysk havde vi en lærerinde, som hed frk. Engell.
Hun var ikke cand.mag. og blev derfor aldrig mere end
adjunkt. Hun var datter af en for længst afgået lektor Engell og
var formentlig blevet ansat i kraft heraf. Imidlertid var hun en
fremragende lærer, en af de bedste, jeg har haft. Hun var sikkert
meget gammeldags i sin pædagogik, men vi fik lært den tyske
grammatik med alle dens bøjninger og remser, som vi gentog i
det uendelige. Hun kunne være meget hård, når hun blev vred,
for eksempel husker jeg, at hun til min senere gode ven Keld
Pihl, der var ret lille og tyk og ikke særlig gæv til tysk, sagde:
»Du sidder der og koger i dit eget fedt i stedet for at følge med«.
I øvrigt var hun skolens inspektrice, dvs. at hun skulle sørge for,
at de kvindelige elever ikke skejede ud ved for eksempel at gå
udfordrende klædt eller bruge kosmetik. Dette hverv passede
hun med stor nidkærhed.
I matematik havde vi lektor Otto Larsen, der var lidt af en
original. Han gik rundt med et fjernt blik, og man havde indtryk
af, at han altid tumlede med tal og matematiske problemer. Men
han var en inciterende lærer. Han kom gerne farende ind i klas-
Undervisning ved rektor Laurits Christiansen.