Download dokumentet - Historiens Verden

More documents

Recommendations

Info

fordi de blev drevet dertil pga. truslerne fra Pompeius’ politiske forbundsfæller, konsulernes råben og deres egen frygt for Pompeius’ hær, som befandt sig i nærheden. Nemlig: At Cæsar inden en fastlagt dato skulle afmønstre sin hær; hvis han ikke gjorde dette, ville han blive betragtet som handlende imod statens interesser. Folketribunerne Marcus Antonius og Quintus Cassius nedlagde veto. Tribunernes veto diskuteredes omgående. Alvorlige ytringer kom på bane; jo bitrere og ondere en eller anden talte, desto større ros modtog han af Cæsars fjender. 3. Pompeius sammen- kalder senatorerne Da senatsmødet blev hævet hen under aften, kaldte Pompeius alle senatorer til sig. Pompeius roste de hurtige og opmuntrede dem, hvad fremtiden angik; de langsommere revsede han og søgte at motivere. Fra alle sider tilkaldtes veteraner fra Pompeius’ gamle hære med håb om belønning og forfremmelse. Mange soldater fra de to legioner, som var blevet overdraget af Cæsar, udkommanderedes. Byen og selveste comitium 1 fyldtes med militærtribuner, centurioner og reserver. Alle de, som var venner af konsulerne, tilhængere af Pompeius og gamle fjender af Cæsar, samledes i senatet; deres råben og sammenstimlen skræmte dem, som var vaklende i deres loyalitet, og motiverede de tvivlende, mens Gnæus Pompeius flertallet blev berøvet dets ret til frit at træffe beslutninger. Censoren Lucius Piso lovede at rejse til Cæsar for at informere ham om tingenes tilstand, og det samme gjorde prætoren Lucius Roscius: Til denne mission forlangte de seks dage. Ikke få ytrede ønske om, at gesandter blev sendt til Cæsar for at forklare ham senatets ønsker. 4. Cæsars fjender Alle disse mødte modstand og blev angrebet i taler af konsulen, Scipio og Cato. Cato motiveredes af sit gamle fjendskab til Cæsar og ærgrelse over sit valgnederlag. Lentulus blev drevet af stor gæld og håbet om en hær, provinser og bestikkelser fra mænd, der ønskede 8 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r G e r k r i G e n Gnæus Pompeius med tilnavnet ”den Store” var en romersk feltherre og statsmand. Han blev født i 106 f.v.t. og deltog som ung på Sullas side i borgerkrigen mellem Sulla og Marius. Pompeius gjorde sig efterfølgende bemærket som feltherre, bl.a. ved at besejre Sertorius i Spanien. Pompeius havde senere en tæt tilknytning til de spanske områder, hvor hans legater senere udkæmpede en del af borgerkrigen mod Cæsar. I år 70 f.v.t. trådte Pompeius ind på den politiske scene i Rom, da han sammen med Crassus blev valgt til konsul for det år. Efterfølgende var Pompeius atter aktiv som feltherre og bekæmpede sørøvere i Middelhavet, besejrede kong Mithridates af Pontos og gjorde Syrien til en romersk provins. I år 60 f.v.t. indgik Pompeius sammen med Cæsar og Crassus den uformelle politiske alliance triumviratet, og Pompeius blev gift med Cæsars datter. Cæsars datter døde imidlertid nogle år senere, og alliancen mellem Cæsar og Pompeius varede ikke ved. I 49 f.v.t. udbrød Borgerkrigen mellem Cæsar og Pompeius, efter at Cæsar i det forgangne tiår havde opbygget et militært ry og en slagkraftig hær ved at erobre Gallien. Pompeius led et endegyldigt nederlag til Cæsar i slaget ved Farsalos i 48 f.v.t. og flygtede efterfølgende til Ægypten, hvor han blev myrdet ved sin ankomst. at kalde sig konger, og han pralede over for sine venner med at ville være en anden Sulla og regnede med at få overkommandoen. Scipio fyldtes af de samme håb om provinser og hære, som han regnede med at skulle dele med sin svigersøn Pompeius, og motiveredes yderligere af frygt for retsforfølgelse, samt af selvdyrkelse og smiger fra folk, som dengang havde stor indflydelse i det offentlige liv og ved domstolene. Pompeius selv havde opfordret dertil af Cæsars fjender og sit eget ønske om, at ingen skulle nyde samme anseelse som han selv, helt vendt sin alliance med Cæsar ryggen og forsonet sig med deres fælles fjender, af hvilke han selv engang som svigersøn havde påtvunget Cæsar de fleste. Han var også dybt berørt af det dårlige
ygte, som han havde pådraget sig ved at vende Cæsars to legioner fra deres asiatiske og syriske mål for at højne sin egen indflydelse og styrke sit eget eneherredømme. Af disse grunde ønskede han at bringe sagen til afgørelse ved våben. 5. Flugten fra rom Derfor skete alt i hast og forvirring. Cæsars venner og slægtninge fik ikke tid til at informere ham om, hvad der foregik, eller folketribunerne lejlighed til at afværge den fare, de udsættes for, og ikke engang til at udøve denne den yderste ret til at nedlægge veto, som selv Lucius Sulla havde ladet deres embede beholde. De blev derimod efter kun syv dage i embedet tvunget til at betænke deres personlige sikkerhed, hvor det tidligere var normalt, at selv de mest revolutionære tribuner kunne regne med en embedsperiode på mindst otte måneder at handle i. Senatorerne greb til den ekstreme og yderste senatsbeslutning, som man tidligere omtrent kun havde gjort brug af, når selve Rom var truet af ildspåsættelse, eller når alles liv var bragt i fare af forbryderes vovemod2: ”Alle konsuler, prætorer, folketribuner og de prokonsuler, som måtte befinde sig i nærheden af Rom skal tage skridt til, at staten ikke lider skade.” Dette førtes i henhold til senatsbeslutning til protokols den 8. januar. Således gennemførtes på de første fem dage, hvor det var muligt at afholde senatsmøder, dvs. fra den dag hvor Lentulus tiltrådte sit konsulat på nær to valgdage, de alvorligste og hårdeste resolutioner mod både Cæsars kommando 3 og mod disse de betydeligste mænd, folkets tribuner. Folketribunerne flygtede straks fra Rom og begav sig til Cæsar. Han var på dette tidspunkt i Ravenna, hvor han afventede svar på sine allermildeste krav i håbet om, at sagen som følge af almindelig rimelighed kunne bringes til en fredelig afslutning. 6. Ti legioner klar De næste dage mødtes senatet udenfor byen 4 . Pompeius gav udtryk for de samme ting, som han havde tilkendegivet gennem Scipio: Han roste senatets mod og standhaftighed; han redegjorde for sin militære styrke; han havde ti legioner klar; han var i øvrigt bekendt med og fuldstændig sikker på, at Cæsar ikke havde sine soldaters opbakning, og at de ikke ville kunne overtales til at forsvare eller følge Cæsar. De øvrige sager blev straks fremlagt for senatet: Der burde gennemføres en generel mobilisering i hele Italien; Faustus Sulla burde omgående sendes til Mauritanien; penge burde hæves fra statskassen til brug for Pompeius. Der stilledes også forslag om, at kong Juba af Numidien skulle tituleres forbundsfælle og ven; Marcellus nægtede umiddelbart at støtte forslaget. Folketribunen Philippus nedlagde veto angående Faustus. Om det resterende førtes senatsbeslutninger til protokols. Provinserne, hvoraf de to var konsulære, resten prætoriske, blev tildelt private. Syrien tilfaldt Scipio, 9 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r G e r k r i G e n Gallien Lucius Domitius, mens Philippus og Cotta blev forbigået ved private rænker, og deres lodder indgik endog slet ikke i lodtrækningen. Til de resterende provinser sendtes prætorer. De ventede ikke, til deres embeder havde været forelagt folket, som det de foregående år havde været skik og brug, men drog efter have aflagt ed bort iført purpurfarvede feltherrekapper. Konsulerne forlod begge byen, noget som aldrig tidligere var hændt 5 ; private gik omkring i byen og på Kapitol ledsaget af liktorer, noget som stred imod enhver tradition. Der blev rejst tropper og udskrevet våben over hele Italien; municipierne afkrævedes penge, og skatte fjernedes fra helligdommene: Enhver guddommelig og menneskelig lov blev overtrådt. 7. Cæsars tale til soldaterne Da Cæsar erfarede tingenes tilstand, talte han til soldaterne. Han genkaldte sig alle de gange, hvor hans fjender havde begået uret mod ham; han beklagede, at Pompeius var blevet forledt og forført af disse fjender pga. jalousi og æresmisundelse, skønt Cæsar altid selv havde befordret Pompeius’ ære og stået sammen med ham. Han beklagede det nye eksempel, der var blevet sat i staten, i og med at tribunernes vetoret, der tidligere var blevet fastslået ved våben, nu blev fordømt og undertrykt ved våben. Sulla havde, skønt han havde
Page 1 and 2: Gaius Julius Cæsar bOrGErKriGEN OV
Page 3 and 4: Gaius Julius Cæsar - borgerkrigen
Page 5 and 6: hisTOrisK iNTrOduKTiON Borgerkrigen
Page 7: OG i Bogen Borgerkrigen er Cæsars
Page 11 and 12: folketribunerne, som var flygtet ti
Page 13: Det berømte citat ”Terningen er

Download dokumentet - Historiens Verden

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?