1960 erne skolekomedier og fester - Munkebjergskolen

Skolekomedier og fester på Munkebjergskolen i 1960'erne.
I slutningen af oktober måned skete noget ekstraordinært i den
store ellers lidt triste aula. Da alle klasseværelser vendte ud mod
aulaen, var det noget, som alle kunne følge med i.
Pludselig lød fra aulaen og den sydlige trappeopgang stemmero
fodtrin og skramlen fra unge mennesker. Støn og ytringer som 'oPas
på!" - tlkke så hurtigt!" - "Stil den lige ned!" - "Av, for f...!" - rftrtr
- "Hold lige døren!" - blandede sig med latter og instruktioner fra
voksne stemmer.
Elever fra 10. klassetrin var i færd med at bære lange bjælker'
gulvplader, træbukke, dekorationsplader m.m. ned i aulaen oppe fra
tagetagen. I aulaen skulle den specielt konstruerede teaterscene som så
mange gange før under ledelse af sløjdlærer Lind-Thomsen rejses.
Der krævedes gode kræfter, forsigtighed og kyndig vejledning, når
en teaterscene med et scenegulv på over et hundrede kvadratmeter og
med et teaterloft, der skulle bære belysning, sufitter mm. skulle rejses
forsvarligt.
Munkebjergskolens aula var ved at blive omdannet til en teatersal
med plads til 600 - 700 tilskuere. De næste 6 uger var der virkelig
noget at se på!
I mange år havde det været en tradition, at skolen i slutningen af
november/begyndelsen af december måned afholdt fester for små og
store elever og deres forældre.
Ved disse fester blev opført en komedie af 10. klassetrins elever - i
nogle år tiltige en komedie specielt beregnet for de små elever (1. - 3.
kl.). Denne komedie blev opført af elever fra 8. klassetrin.
Ved festerne underholdt desuden et kammerorkester bestående af
elever, forældre og lærere under ledelse af overlærer og musiklærer
Chr. Vaarning.
Efter komedien var der dans til musik fra et lille danseorkester, som
skolen havde engageret. Til de stores fest, som gerne lå om lørdagen,
var der som optakt til dansen indmarch af 10. klassernes elever, som
efter indmarchen dansede lancier. Denne dans er en selskabsdans, som
danses i grupper af fire par, som er opstillet i en kvadrille. Der danses
fem ture til skiftende melodier i forskellig takt.
I ugen op til festen havde overlærer Inga Gjødesen, som også var
gymnastiklærer, med stor dygtighed indøvet lancieren med eleverne
nede i pigernes gymnastiksal.

Det var et flot syn på selve aftenen at se indmarchen og de 10 -12
kvadriller danse lancier.
Lige fra starten af betragtede jeg opsætningen af årets komedie som
et projekto hvor selve processen - opbygningen af scenen med teknik
(lys og tyd), læseprøverne, de første prøver på scenen, fremstillingen af
af dekorationer, møbleringen af scenen, sminkeprøver, kostumep røv er
og generalprøven var lige så vigtig som det endelige resultat,
forestillingerne.
Alle skulle helst føle sig ansvarlige for deres del af processen og
derved få en fælles glæde for det færdige resultat.
Allerede lige efter sommerferien var det afklaret, hvilke lærere der
havde ansvaret for instruktionen af årets komedie. Det første, man nu
skulle finde ude af, var o'Hvad skal vi spille?oo
Fra et katalog fra et skolekomedieforlag kunne vi vælge nogle
manuskripter, som vi kunne gennemlæse. Hos forlaget kunne vi så leje
de nødvendige manuskripter til den valgte komedie.
I oktober måned blev eleverne så præsenteret for hele projektet.
De fik et kort resum6 af indholdet af komedien. De fik at vide, hvad
der skulle bruges af personer til de forskellige opgaver - skuespillere,
scenepersoneln dekorationsmalere, teknikere (lys og lyd)' sufflører,
sminkører, påklædere o.a.
Samtidig fik de at vide, at prøverne ville ligge i fritiden, om aftenen
fra kl. 19 til H.22, at det var frivilligt, om de ville vBere med, og at der
var mødepligt.
Endvidere fik de en plan over prøveforløbet og datoerne for
forestillingerne. Som regel var der 18 eller 19 datoer på planen til en
forestilling, der varede l% - 2 timer. Det var, hvad man måtte regne
med. o'Det ville koste blod, sved og tårer, men man ville også få mange
oplevelser!tt
Det var altid meget spændende, om der meldte sig det nødvendige
antal til de forskellige opgaver. Især var det spændendeo om der meldte
sig nok skuespillere. Første gang, jeg var med til at instruere en
komedie på Munkebjergskolen , var jeg ekstra spændt.
De fem gange (fra 1960 til 1969), hvor jeg var med til instruktionen'
meldte der sig altid nok. Der var altid en opgave til dem, der meldte
sig. Ingen blev sorteret fra.
Antallet af unge mennesker, der var involveret i projektet lå gerne
på nogle og fyrre. I 1969 lå tallet på 64, men da satte vi også to
forestillinger op, en for de små og en for de store.

I 1960 var jeg klasselærer for en realklasse og var derfor med til at
instruere årets skolekomedie sammen med viceinspektør Bertha
Nielsen, som var klasselærer for den anden realklasse. Overlærer
Christian Gøtzsche, som var fysiklærer, og som kendte til de elektriske
installationer, som hørte til scenen' var os en god hjælp.
Vi havde valgt at opføre Erich Kåstners forvekslingskomedie 'oTre
mænd i sneentt, som blev en pæn succes, og som der blev grinet meget
af.
Også under prøverne blev der grinet meget.
Billedet er taget under kostumeprøven.
Fotografier fra selve forestillingen.
3

Der var artid en {ornøjelse ar se tle unge mennesker arbejde mcd
disse projekter. At se deres entusiasme, iver, humør, vilje og evne til at
arbejde sammen var løn i sig selv. Somme tider var det hårdt, og man
blev trættel men man opgav aldrig.
| 1964 havde Kirsten Jepsen og jeg valgt at opføre den herlige
kriminalkomedie "Arsenik og gamle kniplinger" af Joseph Kesselring.
Den handler om de to gamle tanter, der af medlidenhed med de gamle
ensomme mænd, som de møder på deres vej, myrder dem med gift og
lader den småtossedeo yngste nevø begrave dem i husets kælder.
Desuden optræder forbrydernevøen Jonathan, hans ven dr. Einstein
og den yngre nevø, som er ved at blive vanvittig ved tanken om, at han
skulle have arvet forbryderiske egenskaber efter sin familie.
Heldigvis havde vi ikke set den amerikanske film "Arsenik og gamle
kniplinger" med Cury Grant i en af hovedrollernen så vi kunne lave
Yores egen version.
Komediens succes står og falder med, om man kan besætte
hovedrollerne med de rette skuespillere, så vi var spændte påo hvem
der meldte sig. Heldigvis meldte der sig elever, som passede lige til
disse hovedroller, så sfykket blev en virkelig succes.
Fotografier fra "Arsenik og gamle kniplinger''.
De to gamle tanter, som bor sammen i et fleretages
hus, er ved at vaske op.
Optagelserne stammer fra kostumeprøven.
f,

Den yngre nevø i samtale med de to gamle tanter.
nevø viser
-<
De gamle tanter ta med nevøen om

q,
.n
L
Forbrydernevøen Jonathan og hans ven dr. Einstein
er brudt ind hos de to gamle tanter.
En ensom gammel mand tilbydes et glas vin !!!
7

Det er ikke altid kun de store rolleindehavere. der får det store
bifald ved fremkaldelserne bagefter.
Peter havde ønsket at få rollen som et lig' der blev gemt i en
vindueskiste i starten af et akt, og som skulle hentes ud igen i
slutningen af aktet af den skøre yngste nevø. Problemet var, at vi ikke
kunne anbringe kisten, så han kunne krybe ud, indtil han skulle
hentes. Peter sagde, at han da sagtens kunne blive liggende i kisten den
halve timeo til han blev hentet, hvis bare han fik et par hovedpuder. Og
sådan blev. - For en sikkerheds slcyld borede vi nogle lufthuller i
kisten.
Ved fremkaldelserne efter forestillingen udstyrede vi Peter med et
stort papskilt om halsen, hvorpå der stod "lig", oE han fik et stort
bifald.
En sjælden gang fik vi pressens bevågenhed. Således her i 1964,
hvor en fotograf fra "Aktueltn'var på skolen og tog nogle billeder.
AKTUEI.T
a'!r IYtUllrsElBJF,ItGSr*OLE1\ jft ire siciste ciaqe har cier va:r'et irojdr; s;iojeicst på
Iuirkeb'iersslArsenik og gamle knipli;:gern.
)å rollelisten stod elever fi'a realklasserne. De to tanter tæiler her op, hiror rnange ofre, de hal
på sarnrrittigheden, medens den unge pige i stykket lytter til.
i::ii:::: $d
I

Også en anden avis, vistnok en Københavneravis, havde hørt om
vores skolekomedie og havde lavet en lille artikel.
Munkebiergsk olen,
Odense
"Arsenik
og gamle knlPlfueger'
af Joseph Kesselring, oversat af
Poul Sørensen'
Instruktion: Lærerne frk. Ifirsten
Jepsen og Sigfretl Christensen'
Spir, teanix, dekoration og sminkning:
Elever fra 3. real'
Skolens nY inspektø'r, Herluf Rasnussen,
sagde til velkomst:
--- I aften: skal I opleve skoleg_fra
en ny sicle. Til hverdag om formiddagen
er alle alvorlige, rrår de ko'mmende
timer skal overstås, men i
aften synes alle at have smilet På,
og det har jo sin forklaring. Ikke
lektier, me'n komedie og bal står På
timeplanen.
Så indledte skolens kammerorkester
på 12 under Iedelse af overlærer
Chr. Waarning.
Det var den gamle teatersucqes
om de kaere tanter, de 12 lig i kætderen
og opklaringen af al det mYstiske,
det sker i det gamle klunkehjem,
der blev vist. De keere tanter
var sØde, og i rolierne som forbrydernevØen
og hans ven, var der
fint spil, så al det uhYggelige, der
skal virke morsornt, virkelig blev til
fornøjelige scener.
Jonathan, forbryder-nevøen' sammen
rned sin ven, alr. Einstein'
Carsten llenilriksen og Svend
Meulengracht-
I oplægget til eleverne om skolekomedieprojektet havde vi jo lagt
meget vægt på frivilligheden, det fælles ansvar for helheden og
mødepligten.
Jeg må sigeo af eleverne virkelig levede op til forventningerne.
Der var forbavsende få fravær. En forkølelse eller ondt i halsen var
ikke fraværsgrund. En prøveaften kom en af de pigern der havde en
hovedrolle, bleg og tydeligt utilpasr og hun var usikker i sine replikker.
En af de andre piger kom hen og fortalte, at hun om eftermiddagen
var faldet af sin hestn og hun nu havde hovedpine. Hun blev
selvfølgelig straks sendt hjem. ^t
En dag kom Peter hen og fortalte, at han desværre måtte melde
afbud til den næste prøve. Hans forældre syntes ikke, at han kunne
blive væk fra bedsteforældrenes guldbryllup. Han fik selvfølgelig
straks bevilliget frihed. - Peters opgave v^r at trække fortæppet fra og
for!
9

| 1964 begyndte vi at optage komedierne på spolebånd (det var jo
før kassettebåndenes tid!). De medvirkende fik således mulighed for at
høre resultatet af deres anstrengelser.
I begyndelsen af 1960'erne begyndte beat- og rockmusik at gøre sig
gældende. Beatles og Rolling Stones blev en del af de store elevers
musiksmagr og i midten af 1960'erne dannedes de første odenseanske
rockorkestre. I)e første ønsker om, at skolen skulle engagere et sådant
orkester til vores fest for de store elever, blev fremsat.
Vi voksne var nok ikke lige så begejstrede for den slags musiko så vi
forsøgte i nogle hr at holde igen. Til sidst måtte vi dog bøje os, og det
første rockorkester blev engageret. Jeg husker ikke det nøjagtige årstal
for debuten, men jeg husker fydeligt den aften, hvor orkestret kom
med udstyret og begyndte "at varme op". De fleste lærere forsvandt
ind på lærerværelset og lukkede forsvarligt dørene. Da dansen
begyndte, skiftedes lærerne til at gå ud i aulaen. Selve dansen foregik i
tæt flok i modsat ende af, hvor orkestret stod. Aulaen på
Munkebjergskolen er vist ikke lige bygget til den type musik. Men de
unge nød det.
I 1965 opførte vi sammen med realklasserne "Den nøgne sandhed af
James II. Montgomeryo en komedie, som blev godt modtaget af
publikum.
Det år var der blandt eleverne en elev, Søren, som var en dygtig
klaverspiller, og som kunne spille en masse melodier udenad. Når der
var en pause i prøverne, eller hvis vi sluttede prøverne før kl. 22,
kunne Søren sætte sig hen til det store flygel, som stod i aulaen, og
begynde at spille, og i løbet af et øjeblik samledes de andre elever
omkring flyglet og lyttede.
I1966 blev jeg spurgt, om jeg ville påtage mig instruktionen af årets
skolekomedie. Jeg var lidt betænkeligo da jeg ikke kendte nogen af
eleverne i de berørte klasser. På den anden side ville det jo være
spændende at se, om man kunne få konceptet til at fungere alligevel.
Heldigvis lykkedes projektet, Der var den samme begejstring, iver
og lyst til at yde. Vi opførte "Guldfuglen" af O. Schwartz og C.
Mathern. Komedien handler om den rige arveonkel fra Amerika, der
kommer hjem forklædt som vagabond, altså en forvekslingskomedie.
Somme tider blev eleverne stillet over for svære opgaver. Et år
skulle en pige spille en rolle, hvor hun skulle synge en sang, men hun
skulle synge falsk. I)et er faktisk svært at synge falsk, når man har en
god sangstemme. Det måtte vi arbejde længe med, men til sidst
lykkedes det.
10

Der skulle gå tre år, før jeg igen var med til at instruere en
skolekomedie og med til at planlægge skolens fester. I den
mellemliggende tid havde jeg ikke nogen afgangsklasser.
Året er 1969, hvor jeg sammen med Olof Petersen skulle stå for
årets komedie og fester.
Vi havde besluttet, at vi ville satse stort, og sætter to komedier op,
en for de småo d.v.s. L.-3. kl, og en for de større elever. For de små var
det "Peter Flot$ro' og for de større var det "Himlen har ingen
tagrende" af P. Tolderlund-Hansen.
Da de små elevers fest skulle være lørdag eftermiddag i
eftermiddagskaffetideno satsede vi påo at forældrene skulle have
mulighed for at købe kaffe og brød.
Da vi besluttede det, havde vi nok ikke lige taget højde foro at skolen
kun havde et lille kaffekøkken i lærerværelset med en
kaffekopkapacitet på måske 60 -
70 kopper kaffe, og at der vel nok
skulle bruges godt 1000 kopper kaffe. Der var også lige det problem
"Hvem kunne vi få til at brygge de mange kopper kaffelo'
Det lykkedes os at overtale Kåthe (min kone) til at lave kaffenr og
10. klasseeleverne mente ikke, det ville være noget problem at skaffe
det nødvendige antal termokander. Det blev en god eftermiddag for
alle. God underholdning, god kaffe -
alle var glade.
Det er klart, at når så mange aktiviteter skulle løbe af stabelen,
måtte mange mennesker involveres i forberedelsen og selve arbejdet.
Nogle og tres elever havde meldt sig til de forskellige arbejdsopgaver.
-En fantastisk opbakning! -
Berlingske Tidende havde sendt en fotograf og en journalist til at
overvære forestillingen "Himlen har ingen tagrende".
't illtftrgkebi*ry''''.'
'- ,. : År-Jtl|tr"
, :ffiot*n, Odense i-
.llft{idkt,tr
,.;4tF ft
r{dfteiltr't#l
l&tiån,-sE n
tcifcinrnedq
dt'iiar ffccer
-**;n-*s
1l

I)et er mandag formiddag efter den sidste forestilling. I dag sker der
noget ekstraordinært i den store ellers lidt triste aula. Da alle
klasseværelser vender ud mod aulaen, er det nogetn som alle kan følge
med i.
Pludselig lyder fra aulaen og den sydlige trappeopgang stemmer,
fodtrin og skramlen fra unge mennesker. Støn og ytringer som . . o . . .
Elever fra 10. klassetrin er i færd med at bære lange bjælker,
gulvplader, træb. ... op på tagetagen.
Odense, den 09.03 .2009.
Ole Sigfred Christensen
ansat ved Munkebjergskolen fra
august 1959 til august 1970
t2