kirkebladet - Fredens Kirke

2
PRÆSTENS SIDE
Af Mette Dolberg
OM MURSTEN OG GIRO 413
Der var engang en mand. Han havde købt sig en smuk,
naturskøn grund med et smukt hus på. Nu skal I forestille
jer, at han står ude ved vejen og betragter sit nye hus. Han
gnider sig eftertænksomt under hagen og siger til sig selv:
Der mangler nu noget, for at helhedsindtrykket skal blive
helt rigtigt. Haven er blevet lidt vild, og det ville pynte
gevaldigt, hvis jeg nu laver en pæn sti op til huset.
Manden ville gerne være økonomisk og fornuftig, og derfor
brugte han i første omgang nogle gamle fliser, som lå på
grunden. Resultatet blev meget godt, men alligevel, måske
skulle stien være bredere og der kunne jo egentlig også
laves et mønster, hvis han fandt nogle andre sten. ”Nu ved
jeg hvad jer gør”, sagde manden til sig selv. ”Jeg vælter da
bare en mur inde i huset, og bruger murstenene derfra. På
den måde får jeg både en større stue og en flottere sti op
til mit hus.” Som sagt så gjort. Men han var ikke helt tilfreds.
”Måske jeg skulle lave nogle flere gangstier rundt
omkring i haven. Stenene tager jeg bare fra huset, der er nok
af dem..”
Sådan fortsatte det, dag efter dag. Manden synes lige, der
manglede noget, for at det var helt perfekt og derfor blev
han ved med at lægge sten og fliser i de smukkeste og mest
fantasifulde mønstre, man overhovedet kan tænke sig.
Indtil en dag, da han endelig sætter sig ned på en havestol
og siger: ”Nu er det færdigt, lad mig sidde stille og nyde
synet.”
Men hov, hvad var det? Det var ligesom om, der manglede
noget. Fliser og sten var lagt flot og professionelt, men
huset var væk.
--
Fortællingen er frit erindret fra en fortælleaften med
Thomas Winding. Den foretagsomme mand i historien gjorde
indtryk – fordi han ville alt det bedste, men blev så
opslugt, at han glemte det væsentlige.
Han havde brugt alle murstenene på at anlægge de flotte
stier og helt glemt at tænke på at bevare sit hus. Resultatet blev
et helt andet, end han havde forestillet sig. Gad vide, hvad han
mon så gjorde? Slog telt op? Købte en campingvogn og boede
i den? Blev helt slået ud? Eller så han det som en mulighed for
at starte helt forfra? Det melder historien ikke noget om.
Hvordan han rent faktisk reagerer på, eller forvalter det, der er
sket.
Måske synes du, det er en skør historie.
Men den handler om dét, der er væsentligt. Det, der bygger
op. Værdier. Dem tales og skrives der meget om. Rigtig
meget. Måske fordi vi er bange for at glemme dem – sådan
midt i alt det, vi ellers foretager os. Ligesom manden, der
pludselig havde masser af anlagt have, men ikke noget at bo
i. Ikke noget at være i. Det er vigtigt for os at have noget at
være i. Et udgangspunkt. Et sted, vi kan føle os hjemme.
Hvad er det for nogle mursten, vi skal have fat i, for at kunne
bygge noget op, der er til at være i?
I familien, i vores samfund, i vores verden?
Hvordan bruger vi vores byggesten? Til rum eller til
mure? Til at samle eller adskille? Til at indeholde eller til at
holde ude?
Jeg husker fra min barndom søndagens ønskekoncert, Giro
413. Min søndags-radio-lytning hæftede sig ved en lille sentimental
sag, der hedder ”De nære ting”. Den handler om,
hvor meget vi kan fare omkring og så glemme de nære ting.
Det kan vel forstås på to måder: at glemme de nære ting,
kan både være at glemme, hvilke ting, der er nære, og det
kan også være at glemme at værne om det, der er nært.
Den anden, der har brug for dig. Det lyder banalt, men er
samtidig også basalt. Væsentligt. Hvor er det svært at huske
indimellem. For der er så meget vi liiige skal, som kan gøre
det svært at huske at se, være opmærksom, lytte.
--
At overse, ignorere og overhøre. Det river ned og lægger
i ruiner. Men det at blive set, at få opmærksomhed, at blive
lyttet til - det bygger mennesker op. Og det bygger rum at
være i.
Med ønsket om et snarligt forår og en solrig sommer,
MD
FREDENS KIRKE
MAR. - AUG. ‘10