Om uoverensstemmelser mellem aktionær- og anparts ... - Lett

106 

Om uoverensstemmelser 

mellem aktionær- og anpartshaveroverenskomster 

og vedtægter 

Martin Christian Jensen 

I det praktiske retsliv synes der til tider at 

være en tendens til at behandle aktionær- og 

anpartshaveroverenskomster og vedtægter 

som to meget forskelligartede retsgrundlag. 

Det antages ofte, at en forrangsbestemmelse 

vil kunne udrydde stort set enhver tvivl om, 

hvad der gælder i forhold til aktionærerne/anpartshaverne 

og selskabet, såfremt der 

måtte foreligge en risiko for uoverensstemmelser 

imellem overenskomsten og 

vedtægterne. Artiklen undersøger, hvorvidt 

denne antagelse holder stik. Det påvises, at 

dette ikke er tilfældet, og at der er grænser 

for, hvad der kan »repareres« med en forrangsbestemmelse. 

1. Indledning 

I aktie- eller anpartsselskaber med flere 

ejere vil selskabsdeltagerne i praksis næsten 

undtagelsesfrit have indrettet sig således, at 

deres indbyrdes forhold, ud over at være 

reguleret igennem selskabslovgivningen og 

et sæt (obligatoriske) vedtægter, tillige 


Advokatfuldmægtig, ph.d.-studerende. 


Lett Advokatfirma/Handelshøjskolen, Aarhus Universitet 

reguleres af ét yderligere »retsgrundlag« – 

en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst. 

I det praktiske retsliv forekommer der til 

tider uoverensstemmelser mellem indholdet 

af vedtægterne og aktionær- eller anpartshaveroverenskomsten. 

Sådanne uoverensstemmelser 

giver anledning til en række 

komplicerede juridiske spørgsmål. 

Præliminært må det vurderes, om der 

reelt er tale om en uoverensstemmelse eller 

om f.eks. bestemmelsen i aktionær- eller 

anpartsoverenskomsten i stedet udgør et 

supplement til vedtægten? Ofte anvendes 

aktie- og anpartshaveroverenskomster netop 

til at uddybe og/eller supplere en mere 

kortfattet vedtægt. Herved undgår selskabsdeltagerne, 

at detaljerne omkring deres indbyrdes 

forhold og regulering heraf bliver 

offentligt tilgængelige. 

Dernæst må det vurderes, om den potentielle 

uoverensstemmelse ikke i stedet er 

udtryk for, at parterne gennem aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomsten har søgt 

at ændre den retsstilling, der er fastlagt i

vedtægterne eller omvendt? Denne vurdering 

forudsætter imidlertid en stillingtagen 

til det grundlæggende spørgsmål, i hvilket 

omfang det overhovedet er juridisk muligt 

at ændre vedtægterne gennem en aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomst (eller om 

det omvendt er muligt at ændre en aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomst gennem 

vedtægterne). 

Såfremt det herefter må konstateres, at 

der foreligger en uoverensstemmelse, er 

spørgsmålet, om der juridisk skal gives det 

ene retsgrundlag forrang frem for det andet. 

Parterne vil ofte have taget eksplicit 

stilling til spørgsmålet om forrang. I forhold 

til disse »forrangsklausuler« er spørgsmålet 

imidlertid, hvilken retlig betydning disse 

kan tillægges, herunder om det overhovedet 

er muligt at give en privat aftale forrang i 

forhold til selskabets vedtægter. Og hvis 

dette er tilfældet, hvilke (om nogen) begrænsninger 

ligger der da heri? 1 Og hvad 

gælder såfremt parterne ikke har taget eksplicit 

stilling til spørgsmålet? 

I denne artikel sættes fokus på forholdet 

mellem aktionær- og anpartshaveroverenskomster 

og selskabets vedtægter, hvorimod 

spørgsmålet om vedtægters og aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomsters forhold 

til selskabslovgivningen ikke vil blive behandlet. 

2 

1. I det omfang forrangsklausulerne også giver 

aktionær- eller anpartshaveroverenskomsten 

forrang i forhold til lovgivningen, åbnes der 

endvidere op for en omfattende diskussion 

omkring præceptiviteten af såvel aktie- som 

anpartsselskabslovgivningen. Det er oplagt, at 

det ikke er muligt at aftale sig ud af præceptiv 

lovgivning. Problemet ligger blot i at identificere, 

hvilke bestemmelser der må anses for 

præceptive, og i givet fald om dette gælder i 

enhver eller blot i enkelte henseender. 

2. En fyldestgørende behandling af disse problemstillinger, 

herunder præceptivitetsspørgsmålet, 

ville i betydelig grad sprænge rammerne 

for, hvad en enkelt artikel vil kunne 

I afsnit 2 redegøres for den retlige karakter 

af hhv. aktionær- og anpartshaveroverenskomster 

og selskabets vedtægter. Afsnit 

3 behandler forudsætningen for, at forrangsproblemet 

bliver relevant, nemlig at 

der foreligger en uoverensstemmelse. Afsnit 

4 behandler forrangsproblematikken, 

og endelig indeholder afsnit 5 nogle afsluttende 

bemærkninger. 

2. Den retlige karakter af vedtægter 

og aktionær-/anpartshaveroverenskomster 

2.1. Den retlige karakter af aktionær- og 

anpartshaveroverenskomster 

Begrebet »aktionær-/anpartshaveroverenskomst« 

er ikke fastlagt i hverken lovgivningen 

eller retspraksis. Den selskabsretlige 

teori indeholder dog forskellige bidrag til 

begrebsfastlæggelsen, idet enkelte forfattere 

har søgt at opstille en egentlig definition. 

Bernh. J. Posner 3 definerer en aktionæroveroverenskomst 

som: 

»en hvilken som helst aftale mellem to eller flere 

aktionærer angående reguleringen af aktionærernes 

indbyrdes forhold eller selskabets forhold, som 

ikke har fundet optagelse i selskabets vedtægter«. 

Jørgen Nørgaard og Erik Werlauff 4 definerer 

en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst 

som: 

»en aftale mellem to eller flere aktionærer/anpartshavere 

i et dansk eller udenlandsk selskab, 

hvorved disse regulerer udøvelsen af deres forvalt- 

bære, hvorfor disse problemstillinger ikke vil 

blive forfulgt yderligere i nærværende sammenhæng. 

3. Bernh. J. Posner: Aktionæroverenskomster, 

Faglige artikler april 1974, side 5. (Posner) 

4. Nørgaard og Werlauff: Vedtægter og aktionæroverenskomster 

(1995), side 41. (Nørgaard/Werlauff) 

NTS 2007:3 107

ningsmæssige, dispositionsmæssige og/eller økonomiske 

beføjelser i selskabet, uden at aftalen 

optages i selskabets vedtægter«. 

Eigil Lego Andersen 5 sondrer mellem aktionæroverenskomster 

og aktionæraftaler, og 

definerer sidstnævnte som: 

»en aftale mellem to eller flere parter indgået i 

deres egenskab af (evt. kommende) aktionærer i 

samme selskab« 

Eigil Lego Andersen opstiller ikke nogen 

egentligt definition på en aktionæroverenskomst, 

men bemærker dog, at ordet »aktionæroverenskomst« 

(i forhold til ordet »aktionæraftale«), 

»vækker forestillinger om en 

mere omfattende og varig regulering af 

deres forhold som aktionærer«. 

Sammenholder man disse forskelligartede 

udsagn, synes der dog at være enighed 

om, at en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst 

i retlig henseende udgør en aftale, 

der er karakteriseret ved følgende forhold: 

– Parterne i aftalen er selskabsdeltagere i 

et kapitalselskab. 

– Parterne indgår aftalen i deres egenskab 

af selskabsdeltagere. 

– Parterne i aftalen regulerer deres aktionær/anpartshaverbeføjelser, 

værende forvaltningsmæssige, 

økonomiske eller dispositionsmæssige. 

– Aftalen har en varig karakter. 

Spørgsmålet er imidlertid, om de opstillede 

definitioner har noget retligt indhold, forstået 

således, at der er knyttet retsvirkninger 

til aftaler, der opfylder den enkelte definition. 

Er dette tilfældet, må det anses som en 

retsdogmatisk opgave at opstille en så klar 

og præcis definition som muligt. Er dette 

5. E. Lego Andersen: Aktionæroverenskomster 

– paradigma (2000), side 13. (Lego Andersen) 

108 


imidlertid ikke tilfældet, kan man spørge, 

om der ligger en værdi (evt. pædagogisk) i 

at opstille en definition, eller om opstillingen 

af en definition ligefrem kan siges at 

være uhensigtsmæssig. 

Hverken lovgivningen eller retspraksis 

har knyttet retsvirkninger til begrebet »aktionær-/anpartshaveroverenskomst«. 

6 Heller 

ikke teorien, herunder de citerede forfattere, 

har gjort gældende, at begrebet eller de 

opstillede definitioner skulle have selvstændige 

retsvirkninger. Derimod har Lego 

Andersen, i overensstemmelse med hvad 

der er gjort gældende i norsk ret, 7 anført, at 

der netop grundet de manglende retsvirkninger 

ikke er behov for at opstille nogen 

skarp og præcis definition. 

Ser man nærmere på de opstillede definitioner, 

synes en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst 

begrebsmæssigt ikke at 

kunne have andre parter end aktionærer i 

det relevante selskab. En aktionæroverenskomst, 

der i stort set alle henseender udgør 

en »traditionel« aktionæroverenskomst, vil 

således (såfremt man fastholder en endegyldig 

definition) ikke kunne være en aktionæroverenskomst, 

såfremt en medarbejder 

eller investor optages som part i aftalen, 

hvilket f.eks. kan være tilfældet i forbindelse 

med indsættelse af en køberetsklausul. 

Endvidere synes det faktum, at en aktionæroverenskomsts 

tekst optages 8 i selska- 

6. Forstået således at der ikke lovmæssigt opstilles 

en egentlig definition, hvoraf der kan udledes 

en særlig retsstilling. Aktionæroverenskomster 

er dog nævnt og/eller forudsat i forskellige 

lovbestemmelser. F.eks. kan en stemmeretsaftale 

i en aktionæroverenskomst være 

afgørende for, hvorvidt koncerndefinitionen i 

aktieselskabslovens (ASL) § 2 er opfyldt. 

7. Lowzow & Reed: Aksjonæravtaler (1993), 

side 19. (Lowzow/Reed) 

8. Ved optages menes der (formentlig) enten at 

teksten direkte er inkorporeret, eller at der i 

vedtægterne henvises til aktionæroverenskomsten.

ets vedtægter ifølge definitionerne at medføre, 

at der ikke længere er tale om nogen 

aktionæroverenskomst. 9 Man kan hertil 

rejse spørgsmålet om, hvad der i så fald 

skulle være tilbage. En aftale, der på alle 

tænkelige måder udgør en aktionæroverenskomst, 

men som alligevel ikke er det 

blot fordi den også er optaget i selskabet 

vedtægter? Endelig kan man i relation til 

det af Lego Andersen anførte omkring de 

associationer, der antageligt forbindes med 

ordet »aktionæroverenskomst« (omfattende 

og varig) spørge, om det faktum, at en aktionæroverenskomst 

indeholder bestemmelser 

af konkret og kortvarig karakter, skulle 

bevirke, at der ikke længere er tale om en 

aktionæroverenskomst. Ville f.eks. indsættelse 

af en bestemmelse om, at parterne i 

tilfælde af opnåelse af et bestemt resultat 10 i 

det kommende år er forpligtet til at indskyde 

yderligere kapital, betyde, at der ikke 

længere var tale om en aktionæroverenskomst, 

men derimod en aktionæraftale? 

Samlet set synes der ikke at være noget 

juridisk behov for en definition, idet en 

9. Kritisk hertil også Lego Andersen, der med 

rette anfører, at det er vigtigt at huske, at de 

aftalemæssige bindinger er anderledes end de 

vedtægtsmæssige bindinger. Hertil kunne 

endvidere anføres det argument, at også de 

fortolkningsmæssige udgangspunkter er forskellige, 

idet aktionæroverenskomster i hvert 

fald som udgangspunkt skal fortolkes i overensstemmelse 

med almindelig aftalefortolkning, 

mens vedtægter som udgangspunkt fortolkes 

objektivt. Problemet synes at ligge 

deri, at definitionerne kan anspore den tankegang, 

at det medfører en retlig omkvalificering 

af selve aktionæroverenskomsten, at den 

optages i vedtægterne, hvilket netop ikke er 

tilfældet. Tværtimod er det præcis i denne situation 

væsentligt at holde fast i, at der fortsat 

foreligger en fuldt ud gyldig aftale med andre 

retlige karakteristika end vedtægterne i et kapitalselskab. 

10. I praksis ofte betegnet som opnåelse af »milestones«. 

sådan vil være uden noget normativt indhold. 

Set fra en pædagogisk synsvinkel må 

det konstateres, at der ikke er enighed om 

en definition, og hvad der må anses for 

mere væsentligt, at de opstillede definitioner 

ikke synes at kunne rumme, hvad der i 

hvert fald i det praktiske retsliv betegnes 

som aktionær- eller anpartshaveroverenskomster. 

Opstilling af en endegyldig definition 

synes således at få karakter af unødvendig 

begrebsjurisprudens. 11 Det virker 

derfor mere hensigtsmæssigt at holde fast i, 

hvad der med sikkerhed kan fastslås, nemlig 

at en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst 

udgør en aftale, 12 og at en sådan 

aftale har de tidligere anførte karakteristika. 

2.2. Den retlige karakter af vedtægter 

Vedtægterne i et kapitalselskab betegnes 

ofte som selskabets grundlov eller forfatning, 

fordi vedtægterne sammen med den 

til enhver tid gældende selskabslovgivning 

siges at udgøre retsgrundlaget for selskabets 

konstitution og virkemåde. 13 

Denne betegnelse er rammende i den 

forstand, at den henleder opmærksomheden 

på, at en række centrale forhold i selskabet 

11. Om farerne ved unødvendig begrebsdannelse 

se Alf Ross: Om ret og retfærdighed (1953), 

side 194ff. (Ross) 

12. Om en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst 

kan udgøre mere – herunder et selvstændigt 

selskab – se Carl Martin Roos i disputatsen: 

Avtal och rösträtt (1969), side 265ff 

(Roos), Bernhard Gomard: Stemmeretsaftaler 

i aktieselskaber, Juristen 1969.349ff samt senest 

(og afvisende) Karsten Engsig Sørensen: 

Joint Ventures – Struktur og regulering 

(2006), side 529ff (Engsig Sørensen) om den 

såkaldte »dobbeltselskabskonstruktion«. 

13. Se således Erik Werlauff: Selskabsret (2006), 

side 370 (Werlauff), Paul Krüger Andersen: 

Aktie- og anpartsselskabsret (2006), side 136 

(Krüger Andersen) og Jan Schans Christensen: 

Kapitalselskabsret (2007), side 200 

(Schans Christensen). 

NTS 2007:3 109

eguleres igennem dets vedtægter. 14 Betegnelsen 

er imidlertid mindre heldig, såfremt 

den foranlediger til (forkerte?) forestillinger 

om, at vedtægterne i almindelighed skulle 

udgøre en højere retlig norm end de øvrige 

retsgrundlag (selskabslovgivningen og en 

aktionær- eller anpartshaveroverenskomst), 

der måtte knytte sig til selskabet. 

Jan Schans Christensen 15 synes at være 

den eneste i Danmark, der har forsøgt at 

foretage en egentlig retlig kvalifikation af 

vedtægterne i et kapitalselskab. 16 Mere 

specifikt har han behandlet spørgsmålet, om 

vedtægterne i retlig henseende må betegnes 

som en aftale, eller om der er tale om noget 

andet. 17 Efter at have anvist en række væsentlige 

forskelle mellem vedtægter og 

aftaler i traditionel forstand, herunder fremhævet, 

at mens vedtægterne kan regulere 

enmandsselskaber, omfatter en aftale begrebsmæssigt 

flere parter, konkluderes det, 

at vedtægterne mest træffende må anses 

som et juridisk bindende normsæt sui generis. 

Vedtægterne synes således – på linje 

med det af Schans Christensen anførte – 

ikke at udgøre en aftale. 18 Det synes dog 

vanskeligt at komme nærmere en egentlig 

14. Hvorved det erindres, at de i hhv. ASL § 4 og 

anpartsselskabslovens (APSL) § 5 anførte 

forhold skal reguleres i vedtægterne. 

15. Schans Christensen side 200ff. 

16. Werlauff/Nørgaard drøfter på side 13f vedtægternes 

begreb og funktion, men foretager 

ikke nogen egentlig analyse af, hvad vedtægterne 

udgør i juridisk henseende. 

17. Diskussionen tager udgangspunkt i den amerikanske 

debat mellem på den ene side 

»contractarians«, der anskuer selskabet som 

en neksus af aftaler, og på den anden side 

»communitarians«, der anser selskabet som 

noget mere, idet der også må inddrages andre 

(stakeholder) interesser. 

18. Men som det også anføres nedenstående, kan 

vedtægterne efter omstændigheder have »af- 

110 


kvalifikation end at fastholde den negative 

afgrænsning, nemlig at det ikke er en aftale. 

Vedtægterne er et dokument, der er forankret 

i selskabslovgivningen. 19 Der er knyttet 

særlige lovmæssige bestemmelser til deres 

tilblivelse, indhold og ændring, men selskabslovene 

definerer ikke nærmere, hvad 

vedtægterne egentligt udgør i retlig henseende. 

Heller ikke forarbejderne til selskabslovene 

omtaler forholdet. Det nærmeste 

det således synes muligt at anføre med 

sikkerhed, er, at vedtægterne udgør et (lovfæstet) 

retsgrundlag for selskabet, der er 

anderledes end en aftale, og som kendetegnes 

ved nogle specifikke egenskaber. 20 

Skal man på denne baggrund forsøge at 

placere vedtægterne i et retligt hierarki i 

forhold til lovgivningen og aktionær- og anpartshaveroverenskomster, 

må det indledningsvist 

konstateres, at vedtægterne naturligvis 

skal respektere præceptiv lovgivning. 

Dernæst må det konstateres, at der hverken 

i lovgivningen eller retspraksis er holdepunkter 

for, at vedtægterne generelt skulle 

udgøre en højere retlig norm end en aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomst. 

Den danske selskabsret hviler derimod på 

en grundsætning om aftalefrihed. Spørgsmålet 

er blot, hvor langt man kan strække 

denne aftalefrihed, jf. nærmere nedenstående 

afsnit 4. 

talekarakter« med forskellige retsvirkninger 

til følge. 

19. Se således bl.a. ASL § 4, der foreskriver 

vedtægternes mindsteindhold, ASL §§ 17 – 

20a der er udtryk for bestemmelser hvis indhold 

kan fraviges igennem vedtægterne, samt 

ASL § 78, der foreskriver majoritetskravet 

for ændring af vedtægterne. 

20. Om disse egenskaber se Werlauff/Nørgaard 

side 13ff., hvor det bl.a. fremhæves, at mens 

en aktieerhverver skal respektere de til enhver 

tid gældende vedtægter, er udgangspunktet 

det modsatte i relation til aktionær- og anpartshaveroverenskomster.

3. Foreligger der uoverensstemmelse? 

3.1. Fortolkning 

En forudsætning for, at forrangsspørgsmålet 

bliver aktuelt er, at der foreligger en 

konflikt mellem vedtægterne og aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomsten. Hvorvidt 

der foreligger en sådan konflikt, må i 

første omgang afgøres ved en konkret fortolkning 

af de relevante bestemmelser i de 

to retsgrundlag. 21 Man kan stille spørgsmålet, 

om fortolkningen af de enkelte bestemmelser 

i de to retsgrundlag skal ske 

individuelt, eller om fortolkningen af bestemmelsen 

i det ene retsgrundlag bør ske i 

lyset af bestemmelsen i det andet retsgrundlag. 

Spørgsmålet kan næppe besvares generelt, 

ud over at man som led i fortolkningen 

af de to retsgrundlag må inddrage samtlige 

konkrete fortolkningsdata, 22 herunder også 

de relationer (f.eks. forhandlingsreferater, 

tidligere versioner eller udkast mv.), der 

eventuelt måtte være mellem vedtægterne 

og aktionær- eller anpartshaveroverenskomsten. 

I denne forbindelse må bl.a. det 

tidsmæssige aspekt – lex posterior – have 

en væsentlig fortolkningsmæssig betydning. 

Det må herved dog erindres, at en efterfølgende 

ændring af et retsgrundlag ikke nødvendigvis 

er udtryk for en uoverensstemmelse. 

En konkret fortolkning kan således 

efter omstændighederne føre til, at det ene 

retsgrundlag ikke kan anses som værende i 

strid med det andet men derimod må udgøre 

et tillæg eller supplement hertil. Indeholder 

vedtægterne og aktionæroverenskom- 

21. Jf. også Tore Bråthen: Personklausuler i 

aksjeselskaper (1996) side 567 (Bråthen). 

22. Jf. om fortolkning i almindelighed Lennart 

Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler 

og mellemmænd (2006), side 402 (Andersen/Madsen). 

sten f.eks. forkøbsretsbestemmelser med 

forskellige værdiansættelsesmodeller, betyder 

dette ikke nødvendigvis, at der er en 

konflikt, idet de øvrige fortolkningsdata, 

herunder de forhandlinger, der fandt sted 

forud for indgåelsen af det sidst udformede 

retsgrundlag, efter omstændighederne kan 

tilsige, at de to værdiansættelsesmodeller 

istedet skal ses som valgfrie alternativer. 

Er der imidlertid ingen fortolkningsmæssige 

relationer mellem de to retsgrundlag, 

må dette også respekteres. Der kan 

således næppe opstilles en fortolkningsregel, 

hvorefter man på trods af, at ingen 

konkrete fortolkningsdata tilsiger dette, 

alligevel skulle fortolke de to retsgrundlag i 

en konfliktløsende retning. Tværtimod kan 

modstriden efter omstændighederne være 

tilsigtet, idet parterne i aktionær- eller anpartshaveroverenskomsten 

i deres indbyrdes 

forhold ønsker en anden regulering end 

den, der følger af vedtægterne. 

Da begge retsgrundlag både berettiger 

og forpligter en række personer, må en 

konkret fortolkning også ske i lyset af disse 

personers rettigheder. 23 Tager man f.eks. en 

situation, hvor spørgsmålet er, om fortolkningen 

af en bestemmelse i en aktionæroverenskomst 

må anses for påvirket igennem 

en efterfølgende vedtægtsbestemmelse, 

må man som led i besvarelsen af dette 

spørgsmål undersøge, om der er sammenfald 

mellem de personer, der efterfølgende 

besluttede at ændre vedtægterne, og de personer, 

der er berettiget ifølge aktionæroverenskomsten. 

En fortolkning, der negativt 

påvirker den aftalemæssige retstilling for de 

personer, der ikke deltog og stemte for vedtægtsændringen, 

må af denne grund som 

altovervejende udgangspunkt afvises. 24 

23. Jf. også Werlauff/Nørgaard side 65. 

24. Derimod kan det ikke afvises, at bestemmelsen 

i aktionæroverenskomsten i det konkrete 

tilfælde må fortolkes forskelligt i relation til 

NTS 2007:3 111

Også i den situation, hvor spørgsmålet 

er, om fortolkningen af en bestemmelse i 

vedtægterne må anses for ændret eller suppleret 

igennem en efterfølgende aktionæroverenskomst, 

er det centralt at undersøge, 

hvem der afleder rettigheder fra vedtægterne. 

Når Engsig Sørensen 25 således antager, 

at en aktionæroverenskomst kan påvirke 

fortolkningen af vedtægterne, når 

samtlige selskabsdeltagere er parter i aftalen, 

må der heri (formentlig) indlægges den 

forudsætning, at de pågældende vedtægter 

ikke berettiger andre end selskabsdeltagerne. 

Lego Andersen 26 går videre, idet 

han anfører, at en aktionæroverenskomst 

kan påvirke fortolkningen af vedtægterne, 

når blot aftaleparterne besidder tilstrækkelig 

stemmekraft til at bestemme vedtægternes 

udformning. Et sådant synspunkt er 

dog næppe korrekt. 27 Lego Andersens argument 

synes at være baseret på, at aftaleparterne 

jo havde det i deres magt at ændre 

vedtægterne, som det passede dem, herunder 

også i overensstemmelse med aktionæroverenskomsten. 

Herimod kan anføres, 

at også personer uden for ejerkredsen (dvs. 

personer uden stemmeret) kan være berettigede 

ifølge vedtægterne med den virkning, 

at vedtægtsændringer, der berører disse 

rettigheder, kræver samtykke fra de berettigede. 

Endvidere tager synspunktet ikke 

hensyn til det afgørende faktum, at aftaleparterne 

netop ikke har ændret vedtægterne 

i overensstemmelse med aktionæroverenskomsten. 

Så længe vedtægterne fastlægger 

en retsstilling for tredjemand – det være sig 

de enkelte aftaleparter, dvs. med vedtægtsindflydelse 

i forhold til de aktionærer, der stemte 

for vedtægtsændringen, og uden vedtægtsindflydelse 

i forhold til andre, der måtte være berettigede 

ifølge aftalen. 

25. Engsig Sørensen side 534f. 

26. Lego Andersen side 20. 

27. Jf. i samme retning Engsig Sørensen side 535 

og (formentlig) også Bråthen side 568. 

112 


aktionærer som ikke er parter i aktionæroverenskomsten 

eller andre, der forudsætningsvis 

er i god tro om indholdet af aktionæroverenskomsten 

– må disse tredjemænd 

kunne regne med, at vedtægterne skal fortolkes 

i overensstemmelse med den fortolkningsmåde, 

der traditionelt knytter sig til 

vedtægter og ikke i overensstemmelse med 

indholdet af en aktionæroverenskomst, som 

de hverken kendte eller burde kende indholdet 

af. 

I de tilfælde, hvor en indbyrdes influerende 

fortolkning således vil have en negativ 

indvirkning på de rettigheder, som tredjemand 

måtte udlede af et af retsgrundlagene, 

må en sådan fortolkning afvises til fordel 

for en individuel fortolkning, medmindre 

der konkret kan føres bevis for, at 

den/de berettigede tredjemænd kan siges at 

have accepteret det andet retsgrundlag enten 

udtrykkeligt, stiltiende eller igennem 

kvasidispositioner. 

3.2. Ændring 

Som anført i afsnit 2 er aktionær- eller anpartshaveroverenskomster 

og vedtægterne 

forskellige i deres retlige karakter. En aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomst udgør 

en aftale, mens vedtægterne formentlig 

udgør noget andet, der dog har visse lighedstræk 

med en aftale. Som anført ovenfor 

betyder dette ikke, at de to retsgrundlag 

ikke kan påvirke fortolkningen af hinanden. 

Det spørgsmål, der behandles under dette 

punkt, er, hvorvidt man i nogle tilfælde må 

gå videre, således at en ændring af det ene 

retsgrundlag (vedtægterne eller aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomsten) kan 

siges at have ændret indholdet af det andet 

retsgrundlag? Kan en ændring af vedtægterne 

f.eks. samtidig udgøre en ikke blot 

fortolkningsmæssig ændring men også en 

direkte indholdsmæssig ændring, af en aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomst og 

omvendt? Såfremt dette er tilfældet, er

forrangsproblematikken ikke relevant, idet 

der netop ikke foreligger nogen uoverensstemmelse. 

3.2.1. Kan en vedtægtsændring udgøre en 

ændring af en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst? 

Spørgsmålet om, hvorvidt en vedtægtsændring 

kan udgøre en ændring af en aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomst, blev 

prøvet som et led i dommen U.1976.755V, 

der vedrørte spørgsmålet om en vedtægtsbestemt 

turnusordning i forbindelse med 

valg af bestyrelsesmedlemmer (mine fremhævelser): 

Sagen vedrørte et familieejet bogtrykkeri i Kolding. 

Stifterne (der tillige var ejere) bestod af et 

forældrepar samt deres 3 sønner. Ved selskabets 

stiftelse havde stifterne fastsat følgende bestemmelse 

i vedtægternes § 10: »Af bestyrelsens medlemmer 

afgår det ældst valgte medlem hvert år, de 

første 4 år efter lodtrækning. Fratrædende medlemmer 

kan genvælges«. På en generalforsamling 

den 24. maj 1975 (på dette tidspunkt var begge 

forældre døde) afholdtes der generalforsamling, 

hvor det blev vedtaget, at hele bestyrelsen skulle 

fratræde (for sagsøgerens vedkommende 2 år 

tidligere end foreskrevet i vedtægterne). Efterfølgende 

blev alene 2 af de tidligere bestyrelsesmedlemmer 

genvalgt. Den ikke-genvalgte søn anlagde 

herefter sag med påstand om, at den pågældende 

generalforsamling var ugyldig. Som sit principale 

anbringende gjorde sagsøgeren gældende, at de 

oprindelige stiftere ved deres underskrift af vedtægterne 

samtidig havde indgået en bindende aftale 

om at overholde vedtægternes § 10 (med den 

virkning at bestemmelsen alene kunne fraviges 

med tiltrædelse fra sagsøger). Hertil udtalte landsretten, 

at »den påberåbte bestemmelse i vedtægternes 

§ 10, stk. 2, findes ikke med fornøden sikkerhed 

at kunne anses som en mellem stifterne indgået 

aftale …«. Sagsøgeren fik bl.a. på denne baggrund 

ikke medhold i sin principale påstand, men blev 

dog tilkendt bestyrelseshonorar for tiden indtil 

1977, dvs. det tidspunkt, hvor han i overensstemmelse 

med vedtægterne måtte have forventet, at 

skulle afgå. 

Selvom landsretten kom frem til, at den 

konkrete vedtægtsbestemmelse ikke inde- 

bar en aftale, fremgår det med al tydelighed 

af præmisserne, at baggrunden herfor ikke 

var, at dette principielt måtte afvises, men i 

stedet, at det (konkret) ikke med den fornødne 

sikkerhed kunne lægges til grund, at 

der var indgået en aftale. 

For at vedtægterne eller en efterfølgende 

vedtægtsændring kan siges at udgøre en 

aftale eller et tillæg til en aftale, må det 

formentlig kræves, at der i forbindelse med 

vedtagelsen af vedtægterne/vedtægtsændringen 

kan indfortolkes et løfte fra samtlige 

vedtagende selskabsdeltagere om, at de 

ud over at ville forpligte dem selv gennem 

vedtægterne også tilsigter at forpligte dem 

selv gennem en aftale. En indfortolkning af 

et sådant løfte må kræve sikre fortolkningsdata. 

Der er en væsentlig forskel på at 

stemme for et sæt vedtægter eller en vedtægtsændring 

vel vidende, at man i hvert 

fald som udgangspunkt kan ændre eller 

bringe det vedtagne til ophør med 2/3 majoritet, 

jf. ASL § 78 (APSL § 33), og på den 

anden side at indgå en aftale, der som udgangspunkt 

kun kan ændres eller bringes til 

ophør, såfremt samtlige parter indvilliger 

heri. En situation hvor der muligvis kunne 

blive tale om at indfortolke en aftalemæssig 

binding, er hvor selskabsdeltagerne, vel 

vidende at der allerede forligger en gyldig 


mellem dem om det forhold vedtægtsændringen 

omhandler, alligevel uden forbehold 

stemmer for denne. I en sådan situation 

må parterne (i mangel af modstridende 

fortolkningsdata) anses for også at have 

ændret den aftalemæssige binding. Foreligger 

der imidlertid ikke sådanne eller lignende 

fortolkningsdata, der tilsiger en aftalemæssig 

binding, må det fastholdes, at formodningen 

i almindelighed er imod, at 

selskabsdeltagerne har villet forpligte sig ud 

over den vedtægtsmæssige binding. 

Også i forhold til dette spørgsmål må det 

dog erindres, at såfremt spørgsmålet er, 

NTS 2007:3 113

hvorvidt en vedtægtsændring samtidig udgør 

en ændring af en allerede eksisterende 

aktionær- eller anpartshaveroverenskomst, 

vil svaret tillige afhænge af, om der eksisterer 

parter i aktionær- eller anpartshaveroverenskomsten, 

som ikke deltog i vedtægtsændringen. 

Såfremt dette er tilfældet, 

følger det af det under punkt 3.1 anførte, at 

det ikke vil være muligt at gøre indskrænkninger 

i de rettigheder, som disse parter 

måtte udlede af aktionær- eller anpartshaveroverenskomsten. 

Dette betyder naturligvis 

ikke, at den konkrete vedtægtsændring 

ikke kan udgøre en aftale, men blot at den i 

så fald udgør en særskilt aftale, 28 der alene 

omfatter de parter, der deltog i vedtagelsen 

af vedtægtsændringen. 

Der er således ikke noget begrebsmæssigt 

til hinder for, at vedtægterne eller en 

vedtægtsændring i visse tilfælde, nemlig 

hvor der i vedtagelsessituationen tillige kan 

indfortolkes løfter om en aftalemæssig 

binding, samtidig kan udgøre en aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomst eller et tillæg 

hertil. Som også illustreret af 

U.1976.755V må der imidlertid i bevismæssig 

henseende kræves meget klare 

fortolkningsdata for at kunne indfortolke en 

aftalemæssig forpligtelse. 

28. Det bemærkes dog i denne forbindelse, at det 

ofte aftales i aktionær- og anpartshaveroverenskomster, 

at det ikke er tilladt for parterne 

at indgå andre aktionær- eller anpartshaveroverenskomster 

vedrørende det konkrete kapitalselskab. 

Virkningen af en sådan klausul 

vil således være, at selvom den konkrete vedtægtsændring 

i retlig henseende kan siges at 

udgøre en aftale, vil aftalen ikke kunne håndhæves 

(som en aftale), idet parterne ikke har 

været berettigede til at indgå den. 

114 


3.2.2. Kan en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst 

udgøre en ændring af 

vedtægterne? 

Modsat kan man også stille spørgsmålet, 

om en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst 

(eller en ændring heraf) samtidig kan 

indebære en ændring af selskabets vedtægter. 

Henset til de formelle krav, der tidligere 

blev stillet til vedtægtsændringer, herunder 

at der skulle afholdes en formel generalforsamling, 

måtte spørgsmålet tidligere besvares 

benægtende, hvilket også blev illustreret 

ved landsrettens (flertallets) præmisser i 

U.1991.133H (Louis Poulsen I) (mine 

fremhævelser): 

Dommen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et 

selskab igennem dettes bestyrelse kunne anses for 

søgsmålsberettiget i relation til spørgsmålet om, 

hvorvidt en gruppe aktionærer havde indgået en 

investeringsaftale i strid med en vedtægtsbestemmelse. 

Under sagen fremsatte de sagsøgte Aaktionærer 

bl.a. det anbringende, at forkøbsretsbestemmelsen 

i vedtægternes § 5 måtte anses for 

ophævet ved den senere indgåelse af en aktionæroverenskomst 

med en anden forkøbsretsbestemmelse, 

idet aktionæroverenskomsten efter sit eget 

indhold forskrev at »erstatte« vedtægterne. Til 

dette anbringende anførte landsrettens flertal at 

»Vedtægternes § 5 kan ikke anses for at være 

ophævet ved aktionæroverenskomsten af 1977, 

allerede fordi en sådan vedtægtsændring måtte 

kræve generalforsamlingsbeslutning med den i 

aktieselskabslovens § 78 anførte majoritet. Den 

omstændighed, at A-aktionærerne har mulighed for 

ved indbyrdes aktionæroverenskomst at give afkald 

på den dem ved § 5 tillagte forkøbsret, og at de ved 

aktionæroverenskomsten af 1977 har foretaget 

regulering heraf, findes ikke at gøre overholdelse 

af formreglerne betydningsløs.« 

Landsrettens mindretal omtaler ikke det 

konkrete anbringende, men lægger forudsætningsvis 

til grund, at vedtægternes § 5 

fortsat var gældende. 

Med ændringen i 1996 af anpartsselskabslovens 

§ 28, stk. 1 og med ændringen 

i 2006 af aktieselskabslovens § 65, stk. 1

kan der imidlertid stilles spørgsmål ved, om 

den tidligere retstilstand kan opretholdes. 29 

De nævnte ændringer har åbnet mulighed 

for, at selskabsdeltagerne i aktie- og anpartsselskaber 

(enstemmigt) kan træffe 

beslutning på anden måde end ved afholdelse 

af generalforsamling. 

Bestemmelserne i hhv. APSL § 28, stk. 

1 og ASL § 65, stk. 1 er ikke identiske. 

Efter APSL § 28, stk. 1 kan anpartshaverne 

generelt fravælge at træffe beslutning igennem 

afholdelse af generalforsamling, jf. 

ordlyden »medmindre anpartshaverne er 

enige om at træffe beslutninger på anden 

måde«, hvorimod det i aktieselskaber alene 

er muligt at foretage en konkret fravigelse, 

jf. ordlyden af ASL § 65, stk. 1 »medmindre 

samtlige aktionærer konkret er enige om 

at træffe beslutninger på anden måde«. 

Forskellen indebærer, at det i aktieselskaber 

fortsat er nødvendigt at operere med et 

udgangspunkt om afholdelse af generalforsamling, 

men at aktionærerne i forbindelse 

med den konkrete generalforsamling kan 

beslutte helt eller delvist at træffe beslutning 

på anden måde, herunder f.eks. ved 

telefonmøde eller lign. 

På grund af kravet om en konkret stillingtagen 

i ASL § 65, stk. 1 vil spørgsmålet 

om, hvorvidt en aktionæroverenskomst kan 

udgøre en ændring af vedtægterne i et aktieselskab 

næppe blive relevant, idet dette 

ville kræve, at samtlige aktionærer – i forbindelse 

med en generalforsamling, hvor 

der af dagsordenen fremgår et forslag, der 

måtte medføre en vedtægtsændring – bevidst 

skulle beslutte i stedet at træffe den 

pågældende beslutning ved indgåelse af – 

eller tilføjelse til en aktionæroverenskomst. 

I anpartsselskaber derimod kan anpartshaverne 

ifølge APSL § 28, stk. 1 vælge at 

29. Om denne diskussion (for så vidt angår anpartsselskaber) 

se også Engsig Sørensen side 

535f. 

benytte vedtægterne til at regulere, hvornår 

og hvordan der skal træffes beslutning uden 

afholdelse af generalforsamling. Den fakultative 

formulering indebærer, at anpartshaverne 

principielt kan træffe beslutninger, 

herunder også vedtægtsændrende beslutninger, 

i anpartshaveroverenskomster, 

formløst eller endda stiltiende i form af 

kvasidispositioner. Det bemærkes herved, 

at spørgsmålet om, hvorvidt en konkret 

anpartshaveroverenskomst udgør en ændring 

af vedtægterne, ikke afhænger af, 

hvorvidt anpartshaverne (subjektivt) har 

ønsket at ændre vedtægterne, men derimod 

om kriterierne i APSL § 28, stk. 1 (objektivt) 

er opfyldt. Der kan således godt tænkes 

situationer, hvor anpartshaverne har 

ændret vedtægterne uden selv at være bevidste 

herom. 

Man kan spørge, hvilke retlige konsekvenser 

det måtte have, at en konkret anpartshaveroverenskomst 

udgør en vedtægtsændring? 

Den umiddelbare konsekvens 

er, at den/de relevante bestemmelse(r) 

i anpartshaveroverenskomsten bliver 

anmeldelsespligtige, jf. APSL § 71, stk. 1. 

Undlader anpartshaverne at opfylde denne 

anmeldelsespligt, følger det af APSL § 79, 

stk. 1, at de kan ifalde bødestraf – dvs. 

naturligvis forudsat forholdet opdages af 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 30 

I relation til gyldigheden af vedtægtsændringen 

må det jf. APSL § 36 (ASL § 81) 

antages, at en vedtægtsændring lige som 

andre generalforsamlingsbeslutninger kommer 

til eksistens allerede ved beslutningen 

herom enten på generalforsamling eller som 

anført via aftale mellem samtlige anparts- 

30. Hvilket Erhvervs- og Selskabsstyrelsen – 

henset til den fortrolighed der som oftest 

knytter sig til aktionær- og anpartshaveroverenskomster 

– næppe vil have mulighed for. 

NTS 2007:3 115

havere. 31 Dette understøttes af det faktum, 

at APSL § 36 (ASL § 81) bygger på et 

udgangspunkt om anfægtelighed frem for 

nullitet. 

Spørgsmålet er imidlertid, hvilke konsekvenser 

det har, såfremt anpartshaverne – 

enten fordi de ikke ønsker at anmelde vedtægtsændringen, 

eller fordi de ikke er klar 

over, at der de facto foreligger en vedtægtsændring 

– ikke anmelder vedtægtsændringen 

over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 

Efter APSL § 71, stk. 1 skal vedtægtsændringer 

som udgangspunkt anmeldes 

senest 4 uger efter, at den vedtægtsændrende 

beslutning er truffet. Det må antages, 

at beslutningen, uanset hvordan den 

måtte være kommet til eksistens, mister sin 

gyldighed, såfremt vedtægtsændringen de 

facto anmeldes for sent, og Erhvervs- og 

Selskabsstyrelsen af denne grund nægter 

registrering. 32 Men hvad gælder, såfremt 

vedtægtsændringen aldrig anmeldes? Bestemmelsen 

i APSL § 71 er tavs omkring 

de civilretlige følger af manglende anmeldelse. 

I relation til kapitalændringer fremgår 

det direkte af selskabslovene, at manglende 

iagttagelse af anmeldelseskravet medfører, 

at beslutningen enten må anses for 

»bortfaldet« eller »mister sin gyldighed«. I 

disse konkrete situationer anses selve udløbet 

af anmeldelsesfristen som en gyldighedsanfægtelse 

af beslutningen om kapitalforhøjelse/nedsættelse. 

Spørgsmålet er, om 

der kan sluttes modsætningsvist i relation til 

vedtægtsændringer i almindelighed. 

31. Jf. også Schans Christensen side 42, Erik 

Werlauff: Generalforsamling og beslutning 

(1983), side 499 samt betænkning nr. 540 af 

1969 om en fællesnordisk aktieselskabslovgivning 

side 118. 

32. Jf. også Erik Werlauff: Generalforsamling og 

beslutning (1983), side 500 samt betænkning 

nr. 540 af 1969 om en fællesnordisk aktieselskabslovgivning 

side 118. 

116 


Svaret herpå må være ja. Selvom bestemmelsen 

i APSL § 71, stk. 1 må anses 

for at udgøre mere end blot en ordensforskrift, 

må det, henset til (i) at overtrædelse 

efter loven er bødesanktioneret, (ii) at vedtægtsændringens 

oprindelige gyldighed 

ikke som udgangspunkt anses for betinget 

af en efterfølgende rettidig anmeldelse, og 

(iii) at lovgiver alene i særlige tilfælde har 

anført rettidig anmeldelse som gyldighedsbetingelse, 

antages, at vedtægtsændringer i 

almindelighed ikke mister deres gyldighed, 

selvom de ikke anmeldes over for Erhvervs- 

og selskabsstyrelsen. 33 

Idet der således kan opstå situationer, 

hvor et anpartsselskabs vedtægter udgøres 

af to dele – en anmeldt og en ikke-anmeldt 

del – bliver det relevant at undersøge, hvilke 

konsekvenser dette kan have i forhold til 

hhv. anpartshaverne, tredjemand og selskabet. 

I forhold til anpartshaverne er det faktum, 

at ikke alle dele af vedtægterne er 

anmeldt som udgangspunkt uden betydning, 

idet de både er selskabsretligt bundet 

af vedtægterne og aftalemæssigt bundet af 

den indgåede anpartshaveroverenskomst. 34 

I forhold til tredjemand er anmeldelsesspørgsmålet 

afgørende. Anmeldes vedtægtsændringen, 

kommer tredjemand i 

medfør af APSL § 75, stk. 2 i ond tro og må 

følgelig respektere ændringen. Anmeldes 

vedtægtsændringen ikke, følger det af 

APSL § 75, stk. 3, at vedtægtsændringen 

ikke kan gøres gældende over for tredjemand, 

medmindre der kan føres bevis for, 

at tredjemand ud fra de konkrete omstændigheder 

i øvrigt kendte eller burde kende 

33. Dette synes også forudsat af Engsig Sørensen 

side 536. 

34. F.eks. kan anpartshavere, der kontrollerer 

mere end 2/3 af stemmerettighederne, ikke 

»slippe ud af« anpartshaveroverenskomsten 

ved blot at ændre selskabets vedtægter.

til vedtægtsændringen. Kommer der således 

efterfølgende nye aktionærer til selskabet, 

vil disse ikke skulle respektere ændringer, 

som de på købs- eller tegningstidspunktet 

hverken kendte eller burde kende til. 

I forhold til selskabet – mere specifikt 

de(t) enkelte selskabsorgan(er) – synes det 

at følge af almindelige kapitalselskabsretlige 

principper om ledelsens loyalitetspligt 

over for selskabet, at de enkelte selskabsorganer 

skal respektere selskabets til enhver 

tid gældende (gyldige) vedtægter, og dette 

må gælde, uanset om vedtægterne er anmeldt 

over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 

eller ej. 

4. Forrangsproblemet 

Såfremt der er uoverensstemmelse mellem 


og vedtægterne, og uoverensstemmelsen 

ikke kan løses igennem fortolkning 

eller er udtryk for en indholdsmæssig ændring 

af det ene retsgrundlag, bliver det 

afgørende, hvilket af de to retsgrundlag der 

må gå forud for det andet – eller med andre 

ord – hvad har forrang? Vedtægterne eller 

aktionær-/anpartshaveroverenskomsten? 

4.1. Hvad gælder, såfremt parterne har 

taget stilling til spørgsmålet om forrang? 

Som anført i indledningen anvendes der i 

det praktiske retsliv ofte forrangsklausuler, 

hvori aktionær- eller anpartshaveroverenskomsten 

tillægges forrang i tilfælde af 

uoverensstemmelser mellem vedtægterne 

og aktionær- eller anpartshaveroverenskomsten. 

Disse forrangsklausuler ses f.eks. 

formuleret på følgende måde: 

»I tilfælde af uoverensstemmelse mellem aktionæroverenskomsten 

på den ene side og selskabets 

vedtægter på den anden side, er aktionæroverenskomsten 

gældende.« 

»Aktionæroverenskomsten har forrang i forhold 

tIl selskabets vedtægter og aktieselskabsloven. 

Såfremt en bestemmelse heri ikke gyldigt kan 

gennemføres, er parterne forpligtet til at træffe en 

sådan anden beslutning, at parterne i videst muligt 

omfang stilles, som det oprindeligt var hensigten.« 

»Aktionæroverenskomsten indgås som tillæg til 

selskabets vedtægter, og aktionæroverenskomsten 

skal inter partes have forrang for nævnte vedtægter.« 

Som det ses, synes der i praksis at være et 

ønske om at maksimere aktionær- eller anpartshaveroverenskomstens 

juridiske gennemslagskraft. 

Den (sjældne) omvendte situation, 

hvor parterne i en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst 

ønsker at give vedtægterne 

forrang i forhold til deres indbyrdes 

aftale, indebærer ikke de forrangsproblemstillinger, 

som opstår ved aftaleforrang. En 

bestemmelse om vedtægtsforrang er tværtimod 

udtryk for, at parterne ønsker at indskrænke 

deres aftalebaserede rettigheder og 

forpligtelser i en sådan henseende, at disse 

aldrig kan komme i konflikt med selskabets 

vedtægter. Selvom sådanne bestemmelser 

sjældent ses benyttet i praksis, kan de have 

værdi i den forstand, at de kan virke konfliktløsende 

i den situation, hvor der måtte 

være uoverensstemmelse mellem vedtægterne 

og den konkrete aktionær- eller anpartshaveroverenskomst. 

Vender man tilbage til de i praksis benyttede 

klausuler om aftaleforrang, opstår 

først det overordnede spørgsmål, om man 

gennem anvendelse af sådanne klausuler 

kan tilsidesætte bestemmelser i vedtægterne, 

enten i form af forrang i almindelighed 

(forrang erga omnes), eller forrang i forholdet 

mellem parterne i aktionær- eller anpartshaveroverenskomsten 

(forrang inter 

partes). 

NTS 2007:3 117

4.1.1. Forrang erga omnes 

Ønsker parterne at give aktionær- eller 

anpartshaveroverenskomsten videst mulig 

forrang – forrang erga omnes – må begrænsningerne 

i første omgang søges i den 

almindelige aftaleret, herunder princippet 

om aftalers relativitet. Udgangspunktet er 

her, at en aftale alene kan skabe rettigheder 

og forpligtelser imellem aftaleparterne. En 

aftale kan dog efter omstændighederne godt 

skabe en ret for tredjemand, 35 mens det 

ikke er muligt at pålægge tredjemand forpligtelser. 

Konsekvensen heraf er, at parterne i 


ikke med virkning over for tredjemand 

36 kan indskrænke den retsstilling, 

som denne/disse måtte aflede af selskabets 

vedtægter. Modsat er der naturligvis intet til 

hinder for, at parterne udvider den retsstilling, 

som tredjemand måtte have ifølge 

vedtægterne, men i så fald foreligger der jo 

ikke nogen uoverensstemmelse. 

Det er imidlertid ikke altid oplagt, hvorvidt 

en bestemmelse i en aktionær- eller 

anpartshaveroverenskomst indskrænker 

eller udvider tredjemands retsstilling. Opstår 

der en situation, hvor tredjemand både 

efter vedtægterne og en aktionæroverenskomst 

har forkøbsret til selskabsdeltagernes 

aktier/anparter men under forskellige vil- 

35. Dette kræver dog, at der er tale om et (egentligt) 

tredjemandsløfte. Om tredjemandsløfter 

se Andersen/Madsen side 368ff, Mads Bryde 

Andersen: Grundlæggende aftaleret (2002), 

side 133ff. (Bryde Andersen), Torsten Iversen 

i TfR 1994, side 14ff (Iversen), Stig Jørgensen: 

Kontraktsret – Aftaler (1971), side 

86ff (Jørgensen), Henry Ussing: Aftaler paa 

formuerettens omraade (1950), side 51f (Ussing) 

og i relation til aktionær- og anpartshaveroverenskomster 

Werlauff side 388. 

36. Principielt enhver, men i praksis typisk selskabet 

(personificeret ved dets ledelse), andre 

selskabsdeltagere, kreditorer eller medarbejderne. 

118 


kår, 37 kan det efter omstændighederne være 

uklart, om aktionæroverenskomstens vilkår 

samlet set forringer eller forbedrer tredjemands 

retsstilling i forhold til den retsstilling, 

der følger af vedtægterne. I en sådan 

situation synes det mest nærliggende, at 

tredjemand har valgfrihed med hensyn til, 

hvilket sæt af rettigheder der ønskes håndhævet. 

38 Der vil dog næppe være adgang til 

at foretage såkaldt »cherry picking«, dvs. 

udvælge (plukke) de for tredjemand mest 

gunstige enkeltvilkår i hhv. vedtægterne og 

aktionæroverenskomsten. 39 Det er således 

ikke muligt at give en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst 

forrang erga omnes. 

Aftaleretlige principper om aftalers 

relativitet fører til, at det alene kan diskuteres, 

hvorvidt parterne kan give en aftale 

forrang inter partes. 

37. Hvorved det erindres, at en vedtægtsbestemt 

forkøbsret jf. ASL § 19, stk. 1 (APSL ingen 

regel) skal indeholde regler om udøvelsen 

heraf – herunder særligt fristen inden for 

hvilken forkøbsretten skal være udnyttet. 

38. Er der tale om en situation, hvor flere tredjemænd 

er berettiget, men der ikke blandt disse 

er enighed om, hvilken bestemmelse man ønsker 

at påberåbe sig, må det afhænge af en 

konkret fortolkning, om de pågældende tredjemænd 

individuelt kan påberåbe sig enten 

vedtægterne eller aktionæroverenskomsten, 

eller om det efter den samlede aftalesituation, 

herunder særligt bestemmelsernes ordlyd og 

sammenhæng, må antages at være forudsat, at 

de berettigede tredjemænd alene vil være berettigede, 

såfremt alle påberåber sig det samme 

retsgrundlag. 

39. Andet kan naturligvis følge af de konkrete 

omstændigheder, men i almindelighed må det 

antages, at vedtægternes og aktionæroverenskomstens 

enkelte vilkår er blevet vedtaget/aftalt 

ud fra et ønske om at skabe ligevægtige 

bestemmelser, og det ville således 

næppe være i overensstemmelse med hensigterne 

bag hverken vedtægterne eller aktionæroverenskomsten 

at begunstige tredjemand 

i en sådan henseende.

4.1.2. Forrang inter partes 

Ønsker parterne derimod alene at give aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomsten 

forrang i deres interne forhold – forrang 

inter partes – er spørgsmålet, om det overhovedet 

er muligt at give en aftale forrang i 

forhold til vedtægterne. Den danske litteratur 

40 antager, at det er muligt at give aftalen 

forrang inter partes, men der anføres ikke 

nogle egentlige argumenter for resultatet. 

For så vidt angår retspraksis har landsrettens 

præmisser i den tidligere nævnte 

U.1991.133H (Louis Poulsen I) interesse 

(mine fremhævelser): 

»Vedtægternes § 5 kan ikke anses for at være 

ophævet ved aktionæroverenskomsten af 1977, 

allerede fordi en sådan vedtægtsændring måtte 

kræve generalforsamlingsbeslutning med den i 

aktieselskabslovens § 78 anførte majoritet. Den 

omstændighed, at A-aktionærerne har mulighed for 

ved indbyrdes aktionæroverenskomst at give afkald 

på den dem ved § 5 tillagte forkøbsret, og at de ved 

aktionæroverenskomsten af 1977 har foretaget 

regulering heraf, findes ikke at gøre overholdelse af 

formreglerne betydningsløs.« 

Selvom præmisserne vedrørte spørgsmålet 

om, hvorvidt en aktionæroverenskomst 

kunne siges at have ophævet vedtægternes 

§ 5, og de (af mig) understregede præmisser 

derfor nærmest har karakter af et obiter 

dictum, synes det dog nærliggende at læse 

præmisserne således, at landsrettens flertal 

lagde til grund, at parterne – i deres indbyrdes 

forhold – havde mulighed for at give 

afkald på deres vedtægtsbestemte forkøbsret 

eller med andre ord, at de kunne give 

aktionæroverenskomstens bestemmelser 

om forkøbsret forrang inter partes. 

Modsat indeholder en norsk dom (RG 

1992.982) følgende udtalelse »Som et utgangspunkt 

antar Lagmannsretten at en slik 

40. Werlauff/Nørgaard side 89, Gomard side 183, 

Schans Christensen side 178, Engsig Sørensen 

side 549 og Lego Andersen side 117. 

aksjonæravtale som strider mot vedtegtene 

heller ikke kan være gyldig mellom avtalepartene. 

Iallefall må dette gjelde slike tilfelle 

der aksjonærenes rettigheter etter vedtekterne 

er til hinder for oppfyllelse av en 

aksjonæravtale.« Udtalelsen er – med rette 

– blevet kritiseret i den norske litteratur, 41 

og dommen kan næppe anses for at have 

påvirket retstilstanden i Danmark. Når 

dommen medtages i nærværende sammenhæng, 

er det blot for at illustrere, at svaret i 

hvert fald ikke anses for oplagt uden for 

landets grænser. 

De argumenter, der sandsynligvis ligger 

til grund for den danske opfattelse, er, at 

den danske selskabsret, som tidligere 

nævnt, hviler på en grundsætning om aftalefrihed, 

og at der næppe fra lovgivningsmagtens 

side er gjort indgreb i denne aftalefrihed 

igennem de bestemmelser i selskabslovgivningen, 

der omhandler vedtægterne. 

Endvidere kan der anføres det argument, at 

forrang inter partes netop ikke tilsigter at 

ændre i de rettigheder, tredjemand måtte 

aflede af selskabets vedtægter. 

4.1.2.1. Hvilke begrænsninger ligger der i 

adgangen til at give en aktionær- eller 

anpartshaveroverenskomst forrang inter 

partes? 

Som gennemgået ovenfor er det muligt at 

give en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst 

forrang inter partes i forhold til 

selskabets vedtægter. Det er herefter centralt 

at fastlægge grænserne for, hvornår 

parterne alene regulerer deres inter partesforhold, 

og hvornår de går tredjemands ret- 

41. Se således Lowzow/Reed side 39f. Udtalelsen 

ville have stemt bedre overens med dansk 

ret, om man havde anført, at de rettigheder 

som aktionærer udenfor aktionæroverenskomsten 

havde ifølge vedtægterne, var til 

hindrer for en gennemførelse af parternes aftalebaserede 

rettigheder. 

NTS 2007:3 119

tigheder for nær. Det ligger jo netop i inter 

partes-forrangen, at aftaleparterne skal respektere 

tredjemands vedtægtsafledte rettigheder. 

42 

Som anført nedenfor kan et selskab 

igennem vedtægterne direkte have forpligtet 

sig over for tredjemand. Dette er imidlertid 

ikke ensbetydende med, at personer, 

der ikke på samme måde kan siges direkte 

at have erhvervet en ret, ikke kan have en 

interesse i vedtægterne og overholdelsen af 

samme. Dommen U.1991.133H (Louis 

Poulsen I) og især Pontoppidans kommentar 

i U.1991B.255 illustrerer klart, at også 

personer eller persongrupper (interessenter), 

der ikke direkte afleder rettigheder fra 

en vedtægtsbestemmelse, alligevel kan 

have interesser heri – konkret i en sådan 

grad, at selskabet måtte anses som berettigede 

til at anlægge et anerkendelsessøgsmål. 

43 Også sådanne (mere indirekte) ret- 

42. Det bør i denne forbindelse erindres, at begreber 

som rettighed eller ret som også anført 

af Alf Ross i »Om ret og Retfærdighed« fra 

1953 næppe kan defineres entydigt. Når det 

således ovenfor anføres, at parterne i en aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomst ikke 

kan forringe tredjemands ret eller retsstilling 

ifølge vedtægterne, bør man være opmærksom 

på, at det sjældent vil være muligt entydigt 

at fastlægge omfanget af tredjemands 

ret/retsstilling. 

43. Det må bero på en misforståelse, når Gomard 

side 187, Schans Christensen side 214 og 

Krüger Andersen side 146, note 32 anfører, at 

U.1991.133H vedrørte spørgsmålet om, 

hvorvidt en aktionæroverenskomst var i strid 

med vedtægterne. Dette var ikke tilfældet. I 

den pågældende sag havde en gruppe Aaktionærer 

indgået en aktionæroverenskomst, 

men det centrale spørgsmål i sagen vedrørte 

ikke aktionæroverenskomsten, men derimod 

spørgsmålet om, hvorvidt en investeringsaftale 

(der næppe kan siges at leve op til nogle af 

de definitioner eller kriterier, der opstilles i 

artiklens afsnit 2) indgået mellem de samme 

A-aktionærer og investeringsselskabet Procuritas 

A/S, var i strid med selskabets vedtægter 

120 


tigheder må parterne i en aktionær- eller 

anpartshaveroverenskomst respektere. 

Nedenfor diskuteres i relation til en 

række (fysiske eller juridiske) personer og 

persongrupper, i hvilket omfang disse kan 

aflede rettigheder af selskabets vedtægter. 

Rettigheder, som i givet fald vil begrænse 

mulighederne for at give aftalen forrang, 

idet de skal respekteres af parterne i aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomsten. I 

relation til tredjemænd (i denne sammenhæng 

forstået som personer, der ikke er 

hverken ledelse eller deltagere i selskabet) 

afgrænser diskussionerne sig dog til 

spørgsmålet om, hvorvidt vedtægterne direkte 

kan siges at berettige disse. 44 

Selskabet 

Der er ikke tvivl om, at selskabet både forpligtes 

og berettiges af vedtægternes til 

enhver tid værende indhold. Det ligger 

netop i den betydning, som selskabslovgivningen 

og almindelige selskabsretlige prin- 

og følgelig, om selskabet – personificeret 

igennem bestyrelsen – kunne anses for søgsmålsberettiget. 

Når Werlauff side 388 anfører, 

at dommen er et eksempel på, at et selskab 

igennem en aktionær- eller anpartshaveraftale 

var søgsmålsberettiget igennem et 

egentligt tredjemandsløfte, må dette tillige 

bero på en misforståelse. For det første var 

der næppe tale om søgsmålsberettigelse i forhold 

til en »aktionæraftale/-overenskomst«, 

og for det andet synes der ikke at være noget i 

investeringsaftalen, der kan siges at udgøre et 

tredjemandsløfte. At være søgsmålsberettiget 

er ikke det samme som at være løfteberettiget. 

Havde selskabet været direkte løfteberettiget, 

havde det naturligvis også været søgsmålsberettiget. 

At der skulle være tale om et 

tredjemandsløfte, synes heller ikke at være 

lagt til grund af Pontoppidan i domskommentaren. 

44. I hvilket omfang tredjemand kan være (mere 

indirekte) berettiget, f.eks. i form af søgsmålsberettigelse 

eller lign., diskuteres således 

ikke yderligere.

cipper tillægger vedtægterne, at disse er 

bestemmende for selskabets virkemåde. 45 

I tilfælde af konflikt mellem en aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomst og 

vedtægterne, må selskabet derfor som altovervejende 

udgangspunkt agere i overensstemmelse 

med vedtægterne. En mulig 

undtagelse hertil kunne dog være tilfælde, 

hvor det må anses for utvivlsomt, at ingen 

af selskabets interessenter kan rejse berettigede 

indsigelser mod, at selskabet agerer i 

overensstemmelse med aktionær- eller 

anpartshaveroverenskomsten, dvs. tilfælde 

hvor der med sikkerhed handles i selskabets 

samlede interesse. 46 

Selskabsdeltagerne 

Selskabsdeltagerne bliver som udgangspunkt 

både forpligtet og berettiget af selskabets 

vedtægter. 47 Parterne i en aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomst kan dog 

som anført beslutte, at aftalen skal have 

forrang inter partes. Der vil således ikke 

være noget til hinder for, at enkelte af selskabsdeltagerne 

i et kapitalselskab, hvor 

vedtægterne foreskriver en mellem ejerne 

forholdsmæssig forkøbsret, f.eks. aftaler, at 

45. Jf. også Werlauff/Nørgaard side 13f., Schans 

Christensen side 201 samt Erik Werlauff: 

Generalforsamling og beslutning (1983), side 

220. 

46. Det bemærkes herved, at spørgsmålet om, 

hvorvidt selskabets ledelse efter omstændighederne 

kan have pligt til at efterleve bestemmelser 

i en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst, 

fortsat er uafklaret. Thorbjørn 

Sofsrud besvarer i Bestyrelsens beslutning og 

ansvar (1999), side 325f spørgsmålet bekræftende, 

mens Werlauff/Nørgaard side 69, 

Schans Christensen side 176 og Engsig Sørensen 

side 543ff alle besvarer spørgsmålet 

benægtende. 

47. Jf. også Werlauff/Nørgaard side 13f., Schans 

Christensen side 201 samt Erik Werlauff: 

Generalforsamling og beslutning (1983), side 

220. 

disse i deres indbyrdes forhold giver afkald 

på deres forkøbsret. 

Tredjemand 

Det ses ind imellem, at en person, fysisk 

eller juridisk, gennem vedtægterne tillægges 

en eller flere rettigheder i et kapitalselskab, 

f.eks. retten til at udnævne et bestyrelsesmedlem. 

I selskabsretlig terminologi tillægges 

tredjemand en individualret. 48 

Der er ikke tvivl om, at man kan tillægge 

en for selskabet udenforstående tredjemand 

rettigheder i vedtægterne. 49 Modsat 

er der ej heller den store tvivl om, at vedtægterne 

ikke kan pålægge disse tredjemænd 

forpligtelser, idet de samme bevæggrunde, 

som ligger bag princippet om aftalers 

relativitet, også gør sig gældende i denne 

henseende. 

Med hensyn til tredjemands rettigheder 

er der typisk ingen tvivl om, hvorvidt den 

pågældende er blevet tillagt en rettighed. 

Der kan dog forekomme tilfælde, hvor der 

må stilles spørgsmål ved, om den pågældende 

overhovedet afleder nogen rettighed 

fra vedtægterne (foreskriver vedtægterne 

f.eks., at »NN har ret til at udpege et bestyrelsesmedlem, 

såfremt forholdene berettiger 

dette«, synes det – i hvert fald ud fra en 

ordlydsfortolkning – tvivlsomt, om NN 

overhovedet kan siges at have erhvervet 

nogen rettighed). Spørgsmålet er, hvad der 

skal til for, at vedtægterne kan siges at tillægge 

tredjemand en rettighed? Selvom 

vedtægterne ikke retligt kan karakteriseres 

som en aftale, synes man dog her at kunne 

anvende de principper, der igennem tiden er 

blevet udviklet inden for aftaleretten, her- 

48. Werlauff/Nørgaard side 32f. 

49. Se således Werlauff/Nørgaard side 32f og 

Schans Christensen side 168 

NTS 2007:3 121

under løfteprincippet. Et løfte, kræver, 50 at 

løftegiver igennem en bestemt 51 tilkendegivelse 

52 over for løftemodtager pålægger sig 

selv en byrde. Afgørende må således være, 

om den pågældende bestemmelse efter en 

konkret fortolkning kan siges at indeholde 

en beslutning eller vedtagelse, som indebærer 

en forpligtelse for selskabet og dets 

deltagere, og som er rettet mod tredjemand. 

53 

Den ubestemte kreds af tredjemænd 

Endelig kan man spørge, om vedtægterne 

kan indebære en rettighed for en ubestemt 

50. Jf. Ussing side 32 og efterfølgende Jørgensen 

side 67, Bryde Andersen side 157 og Andersen/Madsen 

side 37. 

51. Med ordet »bestemt« menes, at tilkendegivelsen 

skal have et så klart indhold, at det kan 

fastslås, hvad der loves, og under hvilke betingelser 

dette loves. 

52. Tilkendegivelsen skal som udgangspunkt 

være udtryk for en beslutning fra løftegiverens 

side om at ville forpligte sig. Hertil må 

dog gøres den undtagelse, at der dog kan være 

tale om et løfte, selvom løftegiver ikke har 

ønsket dette, såfremt tilkendegivelsen har et 

sådant indhold, at løftemodtager med rimelighed 

måtte påregne, at der forelå en beslutning 

fra løftegivers side. Forholdet udtrykkes 

meget rammende af Ussing side 38 på følgende 

måde: »Naar Tillidsteoriens Løsninger 

gennemføres, maa Teorierne i al fald ændres 

derhen, at det bliver afgørende, hvad Løftemodtageren 

med Føje maa antage for villet 

eller tilsigtet.« 

53. Det kan begrebsmæssigt ikke afvises, at en 

vedtægtsbestemmelse kan fortolkes som et 

(egentligt) tredjemandsløfte. Dette ville dog 

kræve, at den pågældende bestemmelse efter 

sit indhold skulle forstås således, at en eller 

flere selskabsdeltagere har villet afgive et løfte 

til en eller flere andre selskabsdeltagere 

om, at tredjemand blev tillagt en rettighed. En 

sådan konstruktion virker hverken særlig klar 

eller hensigtsmæssig, når man sammenligner 

med »typesituationen«, hvor den vedtagende 

generalforsamling må anses som »løftegiver«, 

mens tredjemand er »løftemodtager«. 

122 


kreds af tredjemænd, f.eks. selskabets til 

enhver tid værende kreditorer eller medarbejdere. 

54 

Det anerkendes inden for aftaleretten, at 

et løfte kan afgives, selvom løftemodtageren 

ikke umiddelbart kan identificeres, dvs. 

et løfte til en ubestemt kreds af løftemodtagere. 

55 Da de hensyn, der begrunder denne 

variation af løfteprincippet, også synes at 

gøre sig gældende i forhold til vedtægterne, 

herunder særligt varetagelse af tredjemands 

interesser, kan det næppe udelukkes, at 

vedtægterne kan indeholde et løfte til en 

ubestemt kreds af tredjemænd. Hensynet til 

løftegiver synes dog at tilsige, at der konkret 

skal foreligge sådanne omstændigheder, 

at løftegiver vidste eller burde vide, at 

formuleringen ville skabe en berettiget 

forventning hos tredjemand om, at der nu 

og i fremtiden ville blive ageret i overensstemmelse 

med vedtægtsbestemmelsen. 56 

Det er f.eks. i relation til tilbagetrædelseserklæringer 

blevet diskuteret, hvorvidt 

en sådan kan have løftevirkning over for 

tredjemand. 57 Det er i denne forbindelse – 

formentlig med rette – blevet anført, at 

såfremt en tilbagetrædelseserklæring optages 

i et selskabs regnskaber og derved offentliggøres 

over for omverdenen, vil den 

54. Det erindres herved, at vedtægterne, jf. anmeldelsesbekendtgørelsens 

§§ 7 og 37, skal 

anmeldes til – og registreres af – Erhvervs- 

og Selskabsstyrelsen, der herefter gør oplysningerne 

offentligt tilgængelige med den 

virkning, at de anses for at være kommet til 

tredjemands kundskab, jf. ASL § 158, stk. 2. 

55. Se herom Ussing side 51f., der anfører, at 

sådanne løfter må sidestilles med udlovninger, 

dvs. offentliggjorte tilsagn om en ydelse 

(belønning) til den, der udfører en vis handling. 

56. Formentlig i samme retning Ussing side 38 

sammenholdt med side 52. 

57. Se således (bekræftende) Iversen side 76f 

men (afvisende) Bernhard Gomard: Introduktion 

til Obligationsretten (1979), side 79.

kunne udgøre et bindende løfte over for 

selskabets kreditorer. 58 Sammenligner man 

imidlertid en tilbagetrædelseserklæring med 

de bestemmelser, man typisk finder i vedtægter, 

synes der at være den (afgørende) 

forskel, at mens typeformålet med en tilbagetrædelseserklæring 

er at skabe en større 

kreditværdighed for selskabet, dvs. benyttes 

aktivt over for selskabets kreditorer, er det 

langt fra oplagt, at vedtægtsbestemmelser 

på samme måde er rettet mod tredjemand. 

4.2. Hvad gælder, såfremt parterne ikke 

har taget stilling til spørgsmålet om 

forrang? 

I de tilfælde hvor der er uoverensstemmelser 

mellem vedtægterne og aktionær- eller 

anpartshaveroverenskomsten, og parterne 

ikke eksplicit har anført, hvad der skal gælde 

i tilfælde af konflikt, opstår spørgsmålet 

om, hvilket retsgrundlag der må tillægges 

forrang frem for det andet. Werlauff og 

Nørgaard samt Engsig Sørensen synes at 

forudsætte, at aftalen har forrang i tilfælde 

af konflikt. 59 Schans Christensen tager ikke 

stilling til spørgsmålet, men anfører dog i 

overensstemmelse med det ovenfor anførte, 

at det almindelige er, at parterne ønsker, at 

aftalen skal have forrang. 60 

Der synes ikke umiddelbart ud fra hverken 

lovgivningen eller retspraksis at være 

juridiske argumenter for at give enten det 

ene eller det andet retsgrundlag forrang. 

Som også anført ovenfor kan der næppe 

opstilles et hierarki imellem de to rets- 

58. Iversen side 76. Det er dog næppe korrekt, 

når Iversen betegner det pågældende forhold 

som en udlovning. Forholdet kan efter omstændighederne 

kvalificeres ud fra de principper, 

der gælder for udlovninger, men en 

udlovning er ikke det samme som en tilbagetrædelseserklæring. 

59. Werlauff/Nørgaard side 89 og Engsig Sørensen 

side 549. 

60. Schans Christensen side 213. 

grundlag, hvorfor hverken vedtægterne 

eller aftalen i almindelighed kan anses for 

værende hinanden hverken over- eller underlegne. 

Spørgsmålet er imidlertid, om der gælder 

en formodningsregel om aftaleforrang. 

Som tidligere anført synes der ofte i det 

praktiske retsliv at være et ønske om at 

tillægge aftalen størst mulig gennemslagskraft, 

hvilket taler for, at parterne må have 

ønsket, at aftalen skulle have forrang. Dette 

bekræftes ikke blot af det af Schans Christensen 

anførte, men også af det faktum, at 

der i det praktiske retsliv også synes at være 

en tendens til standardiserede vedtægter, 61 

idet selskabsdeltagerne i stedet benytter 


til at foretage den mere specifikke 

regulering af deres indbyrdes forhold. 

Modsat kunne der naturligvis argumenteres 

for, at idet der i praksis ofte indsættes 

klausuler om aftaleforrang i et af de to retsgrundlag, 

kan en undladelse af en sådan 

klausul måske netop tages som udtryk for, 

at parterne har ønsket at give vedtægterne 

forrang. Det synes dog tvivlsomt, om det 

faktum, at parterne ikke har aftalt/vedtaget 

en forrangsklausul, skulle være udtryk for, 

at de derved har ønsket at give vedtægterne 

forrang. Derimod er det mere sandsynligt, 

61. Se således Lego Andersen side 17. Det bør i 

denne forbindelse bemærkes, at når Lego 

Andersen samme sted anfører, at »det er mere 

besværligt at ændre vedtægterne end en aktionæroverenskomst«, 

må dette formodningsvist 

læses som en henvisning til de formelle 

regler der – i hvert fald som udgangspunkt – 

gør sig gældende i relation til ændring af vedtægterne. 

Ser man imidlertid på det rent materielle, 

må det dog fastholdes, at vedtægterne 

som udgangspunkt kan ændres med 2/3 flertal, 

jf. ASL § 78 (APSL § 33), mens en aktionæroverenskomst 

som udgangspunkt alene 

kan ændres, såfremt samtlige aftaleparter 

samtykker heri. 

NTS 2007:3 123

at parterne simpelthen ikke har været opmærksomme 

på forrangsproblematikken. 

Henset til den praksis, der har udviklet 

sig, hvorefter parterne oftest aftaler/vedtager 

klausuler om aftaleforrang, synes der 

at kunne argumenteres for, at det typisk vil 

have været parternes hensigt at give aftalen 

forrang, hvorefter der kan siges at gælde en 

formodningsregel om, at aftalen tillægges 

forrang, medmindre der konkret foreligger 

fortolkningsdata, der støtter et andet resultat. 

62 

5. Afsluttende bemærkninger 

Artiklen har søgt at identificere og analysere 

nogle af de problemstillinger, der opstår, 

når et selskab reguleres af mere end ét retsgrundlag, 

nærmere specificeret et sæt vedtægter 

og en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst. 

En gennemgående konklusion er, at 

vedtægter og aktionær- eller anpartshaveroverenskomster 

ikke kan anskues individuelt, 

men må ses som ligeværdige dele af det 

retsgrundlag, der sammen med selskabslovgivningen 

danner det juridiske grundlag 

for selskabets virke. Det ene retsgrundlag 

kan efter omstændighederne have betydning 

for fortolkningen af det andet. I nogle 

tilfælde kan der ligefrem være tale om, at 

selskabsdeltagerne (eller disses rådgivere) 

tilsigtet eller utilsigtet har ændret enten 

62. Et væsentligt fortolkningsmoment må i denne 

forbindelse være lex posterior princippet. Er 


således kommet til eksistens sidst, bør dette 

alt andet lige i sig selv tale for at give denne 

forrang. Modsat vil det faktum, at vedtægterne 

ændres efter indgåelsen af aktionær- eller 

anpartshaveroverenskomsten tale for, at i 

hvert fald ændringen af vedtægterne må antages 

at have forrang. 

124 


vedtægterne eller aktionær- eller anpartshaveroverenskomsten. 

En anden konklusion er, at der er grænser 

for, hvor langt parterne i en aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomst kan strække 

de ofte benyttede forrangsklausuler. En 

bestemmelse, hvorefter »aktionær- eller anpartshaveroverenskomsten 

har forrang for 

selskabets vedtægter« kan således være 

problematisk, såfremt koncipisten ikke er 

opmærksom på de retlige begrænsninger, 

der knytter sig til en sådan forrangsklausul, 

herunder tredjemands vedtægtsafledte rettigheder. 

Afslutningsvis bør det præciseres, at det 

ikke er artiklens formål at kritisere forrangsklausuler 

eller selskabsdeltagernes 

typiske ønske om at maksimere aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomstens juridiske 

gennemslagskraft. Der er intet uhensigtsmæssigt 

eller forkert heri. Det påpeges 

blot, at aktionærer/anpartshavere og disses 

rådgivere bør være særdeles opmærksomme 

på, hvorledes vedtægterne og aktionær- 

eller anpartshaveroverenskomsten konciperes, 

idet der på ingen måde er tale vandtætte 

skotter imellem de to retsgrundlag, samt at 

der er grænser for, hvad der efterfølgende 

kan »repareres« gennem en forrangsklausul.

NTS 2007:3 125

Om uoverensstemmelser mellem aktionær- og anparts ... - Lett

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?