Haletudseninfo og aktiviteter - Spejdernet

spejdernet.dk/blivspejder
Haletudsen
Haletudser hører til padderne og er udviklingsstadiet mellem
æg og voksen frø/tudse. Både frøer og tudser lægger sine
æg i vandhuller. Det er muligt at kende forskel på, om det er
tudse- eller frøæg man ser, da tudsernes æg ligger i lange kæder,
mens frøernes i stedet ligger i store klumper. Æggene er
slimede og klare og fungerer ligesom et drivhus – den tykke
slim holder på varmen fra solen og hjælper med modningen
af æggene og udviklingen af haletudserne indeni.
Haletudserne klækkes 8-12 dage efter æggene er lagt. De første
to dage efter klækning lever haletudserne af resterne af
æggeblommen i maven (ligesom kyllinger gør). Herefter lever
de af de alger, bakterier og svampe, der er på vandplanterne.
info og aktiviteter
Vandplanterne bruges også som skjulested, da der er mange
dyr i vandet, der godt kan lide haletudser, bl.a. vandkalve og
fisk. Tudse-haletudser er dog giftige og bliver derfor oftest
undgået af fiskene, der kan dø af at spise dem.
Det kan være svært at se forskel på, om det er en frø-haletudse
eller en tudse-haletudse man ser på, men ofte er tudse-haletudser
større. Men uanset om det er frø- eller tudsehaletudser
er udviklingen den samme. I modsætning til den
voksne frø eller tudse ånder haletudser ved hjælp af gæller
og er derfor helt afhængige af at være under vand.
Udviklingen fra haletudse til frø tager ca. 70 dage og forløber
således: æg >> haletudse uden ben >> haletudse med ben >>
voksen frø/tudse. I den første tid efter klækning har haletudserne
en lang hale med hoved og krop, der nærmest går ud i
ét. Gradvist vil ben vokse frem – først bagben, så forben. Når
alle fire ben er vokset ud holder haletudsen op med at spise,
for på dette tidspunkt bliver bl.a. dens indvolde omdannet
(en voksen frø/tudse er rovdyr og ikke planteæder) og dens
gæller omdannes til lunger.
En haletudse har ikke noget hårdt skelet, men i løbet af denne
sidste udvikling, forkalkes skelettet og bliver hårdt som
den voksne frøs/tudses. I den periode, hvor haletudsen ikke
kan spise, bruger den sin lange hale som ”madpakke”, da
denne er fyldt med energi. Når den færdigudviklede frø/tudse
er klar til at gå på land, er halen således helt forsvundet. De
unge frøer går på land omkring Sankt Hans, dvs. omkring d.
23. juni, forlader vandhullet og vender ofte først tilbage til
det samme vandhul 2-3 år senere for selv at lægge æg.
Man kan dog nogle gange se haletudser senere på året, hvilket
skyldes en pudsig ting omkring haletudser; I vandhuller,
hvori der er rigtig mange haletudser (mere end 1 haletudse pr.
halve liter vand), er der ikke føde nok til, at alle kan klare sig
til at blive voksne. Derfor har naturen indrettet det så smart,
at de store haletudser begynder at udskille væksthæmmende
stoffer, der hæmmer væksten hos de små haletudser.
De små, der ikke dør, vil forblive små og dermed spise mindre,
indtil de store er færdigudviklede frøer/tudser og forlader
vandet. Først nu vil de små så begynde at færdigudvikle
sig til frøer/tudser. - Derfor kan man altså nogle gange se
haletudser selv sent på sommeren.
Hvis I tager ud til et vandhul, og gør det med jævne mellemrum,
vil I have muligheden for at se udviklingen fra æg
til haletudse og frø/tudse. Padder er fredede i Danmark, og
derfor er det vigtigt, at de haletudser, man fanger, bliver sat
tilbage i præcis den samme sø, som de blev taget fra.
Forslag til aktiviteter
• Syng sangen ”Bim bam busse”.
• Læs historien ”Bennys Badekar”: et eksempel
på en historie, hvor et barn bliver
lille som en haletudse.
• Leg ”vandkalvelarven efter haletudsen”baseret
på legen ”katten efter musen”.
• Leg gemmeleg (lad som om i bevæger jer
blandt alle planterne i vandet.)
• Der er mange af dem og de er hurtige –
Tæl hvor mange der er i et fyldt akvarie
• Hvad bliver dette dyr til når den er voksen.
Gæt et baby dyr.
• Fisk efter haletusser.

spejdernet.dk/blivspejder
græshoppen
info og aktiviteter
Græshopper er en stor gruppe af forholdsvis store insekter,
som vi har 32 forskellige arter af i Danmark. Græshopper ses
især om sommeren og sensommeren, og kan især kendes på
deres kraftige bagben, der gør dem i stand til at foretage
lange spring og deres evne til at frembringe lyde.
Græshopper er som regel grønne eller brune, men bagvingerne
kan være røde, blå, gule eller hvide og have smukke
mønstre. Græshopperne har ufuldstændig forvandling, hvilket
betyder at de ikke har noget larve-stadie (som det ses hos
eks mariehøns og sommerfugle) men i stedet kommer de ud
af æggene som små mini-voksne, dog med uudviklede vinger.
Deres livscyklus er derfor: Æg >> nymfe (mini-voksen) >>
voksen. Mellem de to sidste stadier findes en række hamskifte,
hvis antal er forskellig fra art til art.
De fleste af de danske græshopper kan deles ind i to store
grupper; Markgræshopper som vi har 10 arter af i Danmark.
Disse lever især i tørre områder som klitter og overdrev og er
planteædere, og løvgræshopper som vi har 16 arter af i Danmark.
Disse kan findes i hele landet hvor der er en eller anden
form for vegetation og er overvejende rovdyr, da de spiser
andre insekter. De kan dog godt supplere med planteføde som
f.eks. blomster. Løvgræshopper kan finde på at bide, når man
fanger dem.
Man kan se forskel på de to grupper ved at antennerne hos
løvgræshopper er længere end kroppen, mens de hos markgræshopper
er meget kortere end kroppen. Ud over dette
har hunnerne ved løvgræshopper en lang læggebrod, som de
bruger til at lægge deres æg i jorden eller inde i plantestængler
med, hvorimod markgræshoppe-hunner i stedet har
to ”kroge” på bagdelen.
De fleste mennesker kender den meget høje lyd af ”græshoppesang”.
For mange arter ligger deres lyd i et toneleje der
er på grænsen af hvad vi mennesker er i stand til at høre,
og mange mennesker mister evnen til at høre græshopperne
i 40-50 års-alderen. Næsten alle arter af græshopper laver
”græshoppesang” for at tiltrække sig en partner at parre sig
med. Hos nogle arter er det kun hannerne der laver lyd, mens
det hos andre arter er begge parter. Løvgræshopperne laver
deres lyd ved at gnide vingerne mod hinanden, mens markgræshopperne
gnider bagbenene mod vingerne.
Græshopperne har mange fjender, da både insektædene fugle,
firben, padder og pattedyr som pindsvin og markmus alle nyder
at spise græshopper, ligesom at mange også ender i spindelvæv
som edderkoppers bytte. Endelig spiser de store arter
af løvgræshopper også gerne en lille markgræshoppe.
En særlig græshoppe er vortebideren, som hører til løvgræshopperne.
Den er Danmarks største græshoppe og kan blive
op til 4,5 cm lang. Man finder den på græsmarker på solfyldte
dage. Vortebideren har fået sit navn da den før i tiden blev
brugt til at fjerne vorter. Man tog simpelthen en vortebider
som man lod bide i vorten og gylpe fordøjelsesvæske op.
Forslag til aktiviteter
• Hvor langt kunne du hoppe, hvis du var en græshoppe?
• Læs historien om de syv plager.
• Leg ”jorden er giftig” og hop fra ting til ting.
• Lav sækkehop-løb.
• Græshoppen har mistet en ben - hoppe stafet med et ben.
• Tegn en græshoppe vha. farver fra naturmaterialer.

spejdernet.dk/blivspejder
regnormen
info og aktiviteter
Regnormen hører til ledormene, som er en gruppe af dyr uden
lemmer og en krop der består af mange næsten ens led. I
Danmark har vi omkring 20 forskellige arter af regnorme, hvor
de største bliver 15-18 cm. lange (den australske kæmperegnorm
kan blive næsten 3,5 m. lang). De danske arter af
regnorme bliver mellem 1 og 3 år gamle.
En regnorm er rund i den ene ende, det er halen, og spids
i den anden ende, hvor hovedet med munden sidder. Regnorme
har ingen tænder, men de har spytkirtler med spyt der
blødgør føden. Ligeledes har de heller ingen egentlige øjne,
men i stedet nogle lysfølsomme øjenpletter som gør at de
kan skelne mellem lys og mørke. Regnorme er tvekønnede,
så hvert individ er altså både hun og han på samme tid. De
voksne (kønsmodne) regnorm har et ”bælte” rundt om maven,
hvor deres kønsorganer sidder.
Selv om regnorme er tvekønnede så kan de ikke befrugte sig
selv. Når to regnorme skal parre sig snor de sig rundt om
hinanden så bælterne kommer til at ligge ud for hinanden.
Her udveksler de sæd som bliver gemt i et lille hulrum. Senere
kan regnormen så bruge sæden til at befrugte sine æg. Når
det er gjort danner den en lille kokon af slim som æggene
ligger i til de klækker efter 3-4 mdr. og de små regnorme
kommer ud.
Regnorme kan ikke tåle at tørre ud, og derfor lever de om
dagen i gange nede i jorden. De små arter lever lige i jordoverfladen,
mens de større arter kan grave gange der er op til
fire meter dybe. Om natten kommer regnormene frem for at
finde blade de kan trække ned i deres gange med bagenden.
Under jorden vil bladene hurtigt blive angrebet af svampe
og bakterier, og det er så disse organismer regnormene lever
af. Regnormene spiser hver dag ca. halvdelen af deres egen
kropsvægt, så der skal findes meget føde, men de kan også
kravle helt op til 30 meter på en nat i deres jagt efter blade.
På grund af deres levevis er regnorme vigtige for vedligeholdelsen
af jorden i de områder hvor de lever, dels fordi de
fremmer nedbrydningen af organisk materiale og dels fordi de
med deres gange lufter jorden og gør det lettere for planternes
rødder at vokse gennem jorden. Derfor er haveejere som
regel også meget glade for de regnorme der lever i deres jord.
Regnormen har mange fjender, blandt andet ræve, grævlinge,
pindsvin, muldvarpe, fugle og rovbiller. Den største trussel
er dog udtørring. Bliver det meget tørt i en periode kan
regnormene derfor gå i dvale. Så graver hver regnorm et lille
kammer som den forer med et slimlag der holder på fugten.
Her ruller den sig så sammen og bliver liggende i dvale til
det igen har regnet. Det er også på den måde at regnorme
overlever vinteren.
Mange tror at regnormen bliver til to hvis man hakker den
midt over. Dette er en myte! Hvis en regnorm bliver hakket
over er den alvorligt såret og vil ofte dø. Forenden med bæltet
kan dog i nogle tilfælde leve videre, men i så fald ligger
ormen inaktiv i flere måneder for at samle kræfter. At begge
ender bevæger sig et stykke tid efter adskillelsen skyldes muskelsammentrækninger,
men bagenden vil altid dø.
Ifølge gammel overtro kan man helbrede kærestesorg ved,
lørdag ved midnat, at drikke brændevin tilsat tre regnorme
der er gravet op af kirkegårdens friskeste grav.
Forslag til aktiviteter
• Lav en kompost-bunke i en kasse med gennemsigtige
sider så man kan se, hvordan regnormene arbejder.
• Vær en regnorm: Brydekamp i soveposer.
• Find vej gennem labyrinten.
• Glid frem som en regnorm på en bane af brun sæbe.
• Find en regnorm.
• Regnorm = lang - Måle ting - egen højde.
• Regnorme elsker at være i kompost - gæt hvad komposten
består af (ting der er blandet samme - gætte kims).
• Kryb igennem en tunnel uden arme og ben.
• Find en regnorm.
• Fisk med regnorm.

spejdernet.dk/blivspejder
Honningbien
Honningbier lever i bistader hos biavlere. Her bor de op til
60.000 bier sammen i et bistade. Derfor kalder vi bierne sociale
insekter. I et bisamfund er der altid kun én dronning,
og hendes opgave er at lægge æg. Hun kan lægge 3000 æg
i døgnet. De andre bier er enten droner eller arbejderbier.
Droner er hanner som har til opgave at befrugte dronninger.
Arbejderbierne samler pollen og nektar, passer yngelen og
opvarter dronningen. Deres arbejdsopgaver afhænger af deres
alder. Nyklækkede arbejderbier gør rent i boet. Når de bliver
lidt ældre skal de passe og fodre larverne og til sidst bliver de
ansvarlige for at gemme honningen. Kun de ældste arbejderbier
flyver ud til blomsterne og henter pollen og nektar hjem
til boet. Nektaren laver de til honning i deres mave, hvorefter
de gemmer honningen i deres bistade hos biavleren.
info og aktiviteter
Når en bi har fundet en god nektarkilde, vender den tilbage
til boet og begynder at danse. Biens dans fortæller de andre
bier i hvilken retning og hvor langt, de skal flyve, for at finde
den gode nektarkilde. Den duft, som hænger ved den heldige
finder, fortæller dem hvilke blomster, de skal lede efter.
Straks flyver flere arbejderbier ud til nektarkilden og henter
den søde nektar hjem til boet. Ved indgangshullet sidder der
hele tiden særlige vagtbier, som holder øje med trafikken og
som undersøger dem der vender hjem med nektar. Kun boets
egne beboere får lov til at komme ind i boet. Vi mennesker
ved også, at man ikke skal gå for tæt på boet. For hvis vagtbierne
føler sig truede, slår de alarm og pludselig angriber en
stor sværm af bier.
Det har stor betydning for honningens smag hvilke blomster
bierne henter nektaren fra. Smagen stammer nemlig fra de
naturlige smagsstoffer, som findes i blomsten. Også honningens
konsistens afhænger af hvilke blomster bierne har besøgt,
f.eks. bliver honning fra raps meget hårdt. Blomsterne
er glade for biernes besøg, for de bestøves af pollen, som
bien bærer med sig fra blomst til blomst. Pollen er hanligt
blomsterstøv, som skal spredes mellem blomsterne, for at de
kan sætte frø og frugt. Spredningen sker når pollen sætter
sig fast på bien. Dette kaldes pollen-kurve eller bukser. Bien
flyver fra blomst til blomst og på denne måde foregår bestøvningen.
Som tak for bestøvningen får honningbien lov at
suge nektar fra blomsten, som laves til honning. Indimellem
tager bierne dog også pollen med hjem til boet som de gemmer
som forråd.
Et bisamfund kan lave 50-80 kilo honning i løbet af et år.
Biavleren sælger honningen og fodrer bierne med sukker.
Dette er de godt tilfredse med, selv om de også gerne selv
spiser den honning, de har lavet. Hvis en bi fik lov til at
leve af honning, ville den kunne flyve 30.000 km på en liter
honning. Og ét bisamfund ville bruge 8 kg honning som flybrændstof
for at lave 1 kg honning til biavleren.
Forslag til aktiviteter
• Sangen: ”Sur sur sur – lille bi omkring”
• Besøg en biavler.
• Skattejagt – find ingredienserne til
honningkagen.
• Lav honningkager over bål.
• Lær at tegne sekskanter/hexagoner.
• Lav vokslys.
• Stikke - ramme plet (sætte halen på æslet).
• Bygge vinger og flyve en tur (stafet)
• Find bierne i skoven (klippet ud).
• Fangeleg - stik hinanden.
• Saml en bikube (puslespil).
• Smage-kims med honning ting.

spejdernet.dk/blivspejder
Myren er et flittigt lille insekt, som vi kan møde overalt i det
åbne land såvel som i byer. Myrer lever bl.a. af honningdug,
som er sukkerholdige ekskrementer fra bladlus samt nektar
fra blomster. Den sorte havemyre er den art, som oftest lever
under fortovsfliser, i vores haver eller sågar i vores huse, hvor
de kommer ind for at søge føde. Det er en lille mørk myre,
vis farve varierer fra mørkebrun til sort. Den lever i et socialt
samfund i tuer under jorden. Tuernes indgang et let genkendelige,
fordi en lille kuppel af sandkorn ligger ved indgangen.
Store myretuer som ofte ses i nåleskov bygges til gengæld af
rød skovmyre. Tuerne bygges af grannåle, bladstilke og småkviste.
En tue kan blive op til to meter høj og indeholde over
100.000 myrer. Størstedelen af myrerne er arbejdere (4-9 mm
lange). Hunlige myrer i tuen kaldes dronninger, og de kan
blive op til 10 år gamle. Hos rød skovmyre lever mange dronninger
i én tue. Deres opgave er at lægge æg dybt nede i
jorden under selve myretuen. Disse klækker og bliver til hvide
larver. Både æg og larver skal jævnligt flyttes rundt i tuen, så
temperaturen hele tiden er optimal for deres videre udvikling
til en voksen myre. Om foråret sørger arbejderne for, at bringe
den første forårsvarme ned i boet til dronningerne, så de hurtigt
kan komme i gang med at lægge æg. Arbejdermyrerne
lægger sig på solsiden af myretuen og suger varmen til sig.
De opvarmede myrer fragterne derefter varmen ned til dronningerne
og fungerer derved som mobile radiatorer.
Myrer er gode til at kommunikere. De bruger lugte til at sende
beskeder til hinanden. Inde i kroppen har en myre op til
70 hormonkirtler der kan udskille sekreter, og når sekreterne
kommer ud på myrens krop, bliver de til feromoner. Feromoner
er duftstoffer som udskilles af mange dyrearter – også af
mennesker. De får andre individer af samme art til at ændre
Myren
info og aktiviteter
adfærd. Myren blander ofte sine feromoner i en cocktail, hvis
der er behov for at sende flere beskeder på en gang. Et eksempel
på kommunikation kan ses, hvis man kigger på den
færdsel der foregår til og fra en myretue. Myrer som er på vej
væk fra tuen går i den ene side af en skovsti, mens myrer som
er på vej tilbage til tuen – fx med grannåle - går i den anden
side af stien. På denne måde undgår de sammenstød under
deres travle byggearbejde.
Betegnelsen ”tissemyrer” er opstået, fordi man tit kan se
myrerne sprøjte en væske ud af bagkroppen. Men tis er det
ikke - det er myresyre. Syren bruges til forsvar og til at dræbe
bytte med.
Forslag til aktiviteter
• Man kan se myresyren hvis man tager et
stykke stof farvet med rødbede saft. Saften
fungerer som en ph-indikator og ændrer
farve når den rammes af syren (man kan
også bruge et kronblad fra hyben-rosen).
• Byg en kæmpe myretue.
• Myrelokkedåsen – hvem kan lokke flest
myrer til, inden de slippes fri igen.
• Tisse langt m. vandpistol.
• Myrene bider (jorden er giftig).
• Transportere ting i en kæde.
• Løfte noget tungt.
• Gætte vægt - ting, dig selv.
• Finde ting.
• Labyrint - gangene i myreturen.
• Byg en myretue af de ting du kan finde.
• Sortere affald.

spejdernet.dk/blivspejder
Fluen info og aktiviteter
Stuefluen er et insekt og én ud af i alt ca. 3.000 fluearter i
Danmark. Kendetegnet for alle fluer er, at de kun har to vinger.
Den voksne stueflue er 8-9 mm lang. Brystet er gråt med
sorte længdestriber og bagkroppen er grålig med en rustrød
plet på hver side. Stuefluen er den flue, vi møder i vores hjem
og på bondegårde, hvor den holder til i staldene blandt køer,
heste og på åbne møddingspladser. Fluen lægger æg i frisk
husdyrgødning eller i rådne planter. Ud af æggene kommer
larver, som også kaldes maddiker. Maddikerne er hvide og
mangler ben. Maddikerne lever i og af gødning, køkkenaffald
og rådne planter. De vokser meget hurtigt. Allerede efter
5-10 dage forpupper de sig og laver en kokon (en puppe). Ud
af puppen kommer endelig den voksne flue. Fluen lever maksimalt
3 uger. Den lever af mange forskellige slags madvarer.
Fluens munddele er bygget primært til at suge og slikke med,
så den kan ikke bide, stikke eller gnave. Derfor sprøjter den
spytsekret ud over faste fødevarer, så de bliver opløst. Herefter
kan fluen suge maden op med munddelene.
En stueflue flyver med en gennemsnitshastighed på 7,2
km/t og slår med vingerne cirka 20.000 gange i minuttet
for at holde sig i luften. Dette giver den velkendte, irriterende
summen.
Stuefluer kan uden besvær kravle rundt på loftet med hovedet
nedad. Årsagen til dette er deres fødder. De har trædepuder
med to hæfteskiver på hver fod, der ligesom dørmåtter er
dækket af hår og forsynet med en klæbrig væske på spidserne.
En flue, der kommer flyvende og vil lande på et loft,
stikker forbenene op mod loftet til den får kontakt. Så griber
den fat med forbenene og bruger fremdriften fra flyvningen
til at ”smække” resten af kroppen op på loftet.
I gamle dage blev fluer brugt i lægemidler. Knuste fluehoveder
blev blandet med honning til en salve, der fik håret til at
vokse langt og tykt. Mod malaria skulle man spise indbagte
fluer, og imod tandpine skulle man gnide tandkødet med en
knust flue. Dog havde julefluen en helt særlig status, for dén
måtte man nemlig ikke slå ihjel og bruge i lægemidler. Hvis
man gjorde det, ville det kommende år i familien blive ulykkeligt.
Kunne man til gengæld holde fluerne levende vinteren
over, blev det et godt år for familien.
Forslag til aktiviteter
• Syng sangen ”Jeg er fluen jeg har vinger på”
med Shu-bi-bua.
• Prøv at kaste en papirkugle efter en summende
flue, som flyver i cirkler midt i rummet. Fluen vil
næsten helt sikkert afbryde sin vandrette cirkelbevægelse
for at jagte ”den ubudne gæst” bort.
• Fluen sætter sig overalt, kender derfor mange
ting - føle kims.
• Sug vand op i et sugerør og spyt så langt som
muligt.
• Tag sugekopper på hænder og fødder (fx svuppere)
og klatr hen ad gulvet.
• Tag i den lokale park og plant små flag i efterladte
hundelorte. Tæl hvor mange fluer der
sidder i dem.
• Fluen sætter sig på alt, spiser det - smage-kims.
• Fluen sætter sig overalt, kender derfor mange
ting (føle-kims).

spejdernet.dk/blivspejder
edderkoppen
Edderkopper er det man kalder spindlere (navnet ”spindler”
henviser til edderkoppers evne til at lave spind) og hører
derfor ikke til insekterne.
Korsedderkop er nok den mest velkendte edderkop i Danmark
og er kendetegnet ved sin grålige/brunlige farve med en korsformet
tegning på bagkroppen. Hunner er større end hanner
(hun: 1,2-1,5 cm; han: 7-8 mm). Korsedderkop er fremme i
maj-november og er udbredt over hele landet og kan således
findes i både skov, park, haver og åbent land - der skal
bare være noget bevoksning, som edderkoppen kan lave sit
spind på. Korsedderkoppens spind er hjulformet med klæbrige
fangsttråde på. Trådene til spindet dannes fra spindevorter,
der sidder på spidsen af edderkoppens bagkrop.
Hver dag vil edderkoppen reparere sit spind, så det altid er klart
til at fange insekter, der kommer flyvende. For at genbruge silkeproteinerne,
spiser edderkoppen det spind, der skal repareres.
Når spindet er klart, gemmer edderkoppen sig i udkanten af
spindet, gerne under et blad. Her sidder den så og venter tålmodigt.
For at kunne vide, hvornår der er fangst, har edderkoppen
lavet en signaltråd, der leder vibrationer fra byttets bevægelse
i nettet hen til edderkoppens følsomme ben. Når et bytte flyver
ind i nettet, skynder edderkoppen sig hen til det, bider det med
sine giftkroge og venter på at byttet dør. Det døde bytte bliver
nu viklet ind i silke, så edderkoppen lettere kan spise det. Det
er dog ikke altid, at edderkoppen spiser byttet med det samme
- nogle gange gemmes det til senere.
Ligesom alle andre edderkopper, kan korsedderkoppen ikke
spise fast føde. Derfor indeholder edderkoppens gift fordøjelsesenzymer,
der opløser byttet indvendigt således at edderkoppen
kan komme til at suge alt ud af byttet.
En korsedderkop lever kun et år og dør kort tid efter parring
og æglægning. Når det er parringstid, hen mod slutningen
af sommeren, finder hannen en hun, han kan parre sig med.
Men han er nødt til at være meget forsigtig, når han nærmer
sig hende, så hun ikke kommer til at tro, at den lille han er
et bytte og slår han ihjel. Lykkes det hannen at komme hen
til hunnen, holder han godt fast i hendes bagkrop, mens han
bruger en fingerformet udvækst til at placere en sæk med sæd
i hunnen. Når dette er gjort skynder han sig væk og prøver
info og aktiviteter
at finde endnu en hun. En han-edderkop vil kunne nå at befrugte
nogle få hunner inden han dør.
En befrugtet hun vil lave et særligt halvkugleformet ægspind,
hvori hun lægger sine 300-800 æg. I spindet vil æggene
ligge beskyttet, indtil de klækkes det efterfølgende
forår. Få dage efter æggene er lagt, dør hunnen. Ved det
efterfølgende forårs komme klækkes æggene, og ud kommer
små edderkopper, der er miniudgaver af de voksne korsedderkopper.
For at kunne sprede sig ud i landskabet, laver de
små edderkopper nu lange tynde silketråde, der gribes af vinden
og fører edderkopperne væk. Det sted, hvor en edderkop
herefter lander, bliver det sted, hvor den vil lave sit spind.
En god måde at kende forskel på edderkop og insekt er ved
at tælle benene - edderkopper har 8 ben mens insekter har
6. Alle edderkopper er rovdyr og slår byttet ihjel med gift fra
giftkroge, men der er ingen farlige edderkopper i Danmark.
Edderkoppespind er utroligt holdbare og er i tidens løb bl.a.
blevet brugt til at lægge på sår for at standse blødning .I
gamle dage blev korsedderkopper brugt som lægemiddel, f.eks.
var der dette husråd mod feber: Om aftenen før sengetid skal
patienten fange tre korsedderkopper og sætte dem i et fingerbøl,
som er svøbt i en ren linnedklud. Patienten skal da bære
det i en snor om halsen, hvorefter feberen vil forsvinde.
Forslag til aktiviteter
• Aftryk af edderkoppespind på sort karton
ved hjælp af mel.
• Byg en klatrebane.
• Find på nye fagter til ”lille Peter edderkop”.
• Bind 4 personer sammen og forsøg at gå
med 8 ben, uden at snakke!
• Få patruljen gennem et kæmpe-edderkoppespind.
• Lav en edderkop af piperensere.
• Edderkop ta’ fat to og to. Gå på alle 8.
• Klatring/rappelling.
• Følge spindelvævet - fiskesnøre.
• Lav en edderkop af piberensere.

spejdernet.dk/blivspejder
Mariehønen
Mariehøns er en familie af biller, der hører ind under ordenen
insekter. I Danmark har vi omkring 50 forskellige mariehønsarter.
Alle arter har samme runde kropsform, men farve og
antal pletter varierer fra art til art. De fleste arter har rødlige
dækvinger med sorte pletter, men nogle arter har dog
gule dækvinger med sorte pletter. Både farvekombinationen
rød/sort og gul/sort er naturens advarselsfarver og signalerer
overfor rovdyr at mariehøns er ilde smagende og giftige. Bl.a.
fugle kan ikke tåle at spise mariehøns.
Bliver en mariehøne forstyrret kan den udskille gule giftige
dråber. Nogle edderkopper og rovbiller kan dog spise mariehøns.
Som forsvar mod dem kan mariehønen eksempelvis
”spille døde”, hvorved rovdyret ofte mister interessen for den.
Man finder mariehøns over hele Danmark og i næsten alle
naturtyper. Haveejere er særligt glade for mariehøns, da deres
yndlingsspise er bladlus (en voksen kan spise over 100 bladlus
på en dag). Ud over bladlus spiser mariehøns bl.a. også
skjoldlus. I perioder med få eller ingen bladlus spiser de også
pollen, nektar og sød moden frugt. To af mariehøns arterne
skiller sig dog ud fra de andre arter ved at være svampeædere.
Det er meget vigtigt for mariehønsene at spise sig fede i
løbet af sommeren, for ligesom eksempelvis bjørne, skal de
have opbygget et fedtdepot, så de kan klare sig vinteren
over. Om efteråret, inden vinteren sætter ind, består omkring
40% af en mariehønes tørvægt af oplagret fedt!
info og aktiviteter
Om foråret kommer de overvintrede mariehøns frem fra deres
skjul under bark, i jorden eller andre lune steder. Efter at
have fundet føde en tid, vil parringer finde sted. Æggene lægges
i klumper på 10-50 æg og gerne midt i bladluskolonier, så
der er føde til larverne, når de klækkes efter 3-5 dage.
Larverne lever, som de voksne mariehøns, især af bladlus.
Efter 2-3 uger er larverne klar til at undergå den sidste forvandling
og bliver til pupper. Pupperne klækkes allerede efter
7-10 dage og ud kommer de voksne mariehøns, der straks
begynder at æde sig fede til vinteren.
Cyklussen hos mariehøns er således; æg >> larve >> puppe >>
voksen mariehøne.
De fleste mariehøns er som sagt glubske rovdyr, og når der
lander en mariehøne midt i en flok bladlus, kan bladlusene
udskille et advarselsstof, der får mange af bladlusene til at
slippe bladet eller grenen og lade sig falde ned på jorden og
væk fra mariehønen.
Navnet ”Mariehøne”, eller på engelsk ”Ladybird”, kendes tilbage
fra middelalderen og henviser til Jomfru Maria.
Forslag til aktiviteter
• Skift tøj ligesom mariehønen skifter fra puppe
til bille. Men gør det i soveposen!
• Male et flot maleri med prikker.
• Bliv malet i ansigtet som en mariehøne.
• Lav en mariehøne af naturmaterialer.
• Twister på mariehøneprikker.
• Følg fra prik til prik.
• Mariehønen har tabt sine prikker - find dem.
• Koder gemt i prikkerne.