En søndag eftermiddag, sommeren 1942 - Ellen Birgitte og Erik Bach

En søndag eftermiddag, sommeren 1942
Hedensted
Vi havde fået lov til at gå en tur i byen, min bror Gunnar og mig. Gunnar var 10 år og
jeg var 12 år. Vi boede for tiden hos Tante Magda og Onkel Sigfred. ”Hvor synes du,
at vi skal gå hen”, spurgte jeg, da vi gik ned ad markvejen. ”Ind til Hedensted”
svarede Gunnar straks. Der var vi kommet til at kende en del i den sidste tid, bl.a.
nogle af vore spejderkammerater og også en del piger bl.a. Ruth og Oda. ”Jeg synes,
at vi skal tage om i skoven til Frede og de andre. Det var vores skolekammerater.
”Men jeg vil altså til Hedensted”, fortsatte Gunnar. ”Det gider jeg ikke, der er så
langt”, svarede jeg. Diskussionen fortsatte, og udviklede sig efterhånden til et
skænderi. Argumenter, beskyldninger og skældsord fik luften over markvejen til at
slå gnister. Da vi kom til enden af markvejen skulle vi dreje til venstre, hvis vi skulle
til Hedensted og til højre, hvis vi skulle til Skoven. Vi overvejede ikke et sekund, at
dreje hver sin vej, vi fulgtes altid ad. Da problemet åbenbart ikke kunne løses ved
forhandling, var der kun en udvej, vi forsøgte med mere slående argumenter. Langs
markvejen var der en mark med runkelroer. Jeg trak en roe op og truede Gunnar, der
slog til roen med en kæp, som han tilfældigvis havde i hånden. Vi indså dog hurtigt at
vold ikke ville føre til en løsning af vores problem. Vi enedes til sidst om, at gå i
skoven nu og cykle en tur til Hedensted i aften.
Vi blev altid så godt modtaget af Frede og hans Mor, hun blev altid så glad, når vi
kom og hun fandt altid på noget vi kunne lege eller spille. Hun sad altid ned, og hun
var så tyk, at man dårligt kunne forestille sig, at hun kunne stå op. Vi fik altid masser
af kager, især lagkage med masser af flødeskum. Bent, en anden skolekammerat, kom
også over, og vi legede et par timer.

På vej hjem, der var ca. 1½ km, gik vi en tur ind til Egon. Egon var døvstum, og han
gik derfor i en anden skole. Ved hjælp af fingersprog og mundaflæsning kunne vi
sagtens finde ud af at lege sammen.
Da vi havde spist til aften og vasket op, det foregik som sædvanlig ude i bryggerset,
spurgte vi, om vi måtte køre en tur til Hedensted. Det måtte vi gerne, ”Men I skal
være hjemme igen kl. 10”, sagde Sigfred. Det lovede vi. Samværet med
kammeraterne fandt, som sædvanlig, sted på gaden. Heldigvis kom både Ruth og Oda
også ud, så efterhånden var vi en pæn flok. Da klokken var 10 minutter i 10 så jeg på
klokken over viadukten og sagde ”Nu bliver vi nødt til at køre hjem, men måske
kommer vi lidt igen”. ”Jeg går også ind lidt, men kommer ud igen om 10 minutter”,
sagde Oda henvendt til mig. Oda var alene med sin Mor, og kunne som regel gøre
som hun ville. Hendes mor havde et ismejeri, og de holdt ofte åben om aftenen.
Vi fik 2 af de største drenge til at køre med os hjem, men de blev stående nede ved
enden af markvejen, mens Gunnar og mig kørte ind i gården og stillede cyklerne, så
de kunne ses fra stuehusets vinduer. Vi gik ind i værelset, som lå i en af udlængerne,
men åbnede straks vinduet, der vendt ud mod markerne bagved, sprang ud heraf og
løb ned ad markvejen, og kørte med de to ventende tilbage til Hedensted. De fleste af
drengene var nu gået hjem, men Oda var der stadig, og måske Ruth, det husker jeg
ikke. Inden vi lidt senere løb hjem, blev der tid til at holde i hånd en halv times tid, og
jeg vovede mig for første gang i mit liv til at kysse en pige. Da vi kom hjem, kravlede
vi usete ind ad vinduet.
Dagen efter havde jeg et lille sår på min læbe, og jeg besluttede, at det skulle være
slut med at kysse piger, når det fik sådanne følger. Jeg forestillede mig vist, at det
kunne ses på mig, at jeg havde kysset en pige.
En hverdag.
”Så skal vi op”. Sigfred kaldtesom sædvanlig kl 6. Selvom vi hade lyst til at blive
liggende, tøvede vi ikke længe, vi vidste, at Magda om kort tid ville følge efter, hvis

ikke vi stod op med det samme. Jeg havde fået lært at malke, og mit første job var at
malke 3 køer, og selvom ”mine” køer ikke var blandt dem der gav mest mælk, tog det
mere end ½ time snarere 3 kvarter inden jeg var færdig. Gunnar var, som altid, gået i
gang med at muge bag ved køerne, han kunne lige akkurat tumle børen, når han kun
læssede den halvfuld. Da jeg var færdig med at malke, hjalp jeg ham færdig, inden vi
gik over for at vaske os og pakke skoletasken.
Vi sad ved køkkenbordet og spiste morgenmad, inden vi kl 7.30 drog afsted til skole.
der var ca. 3 km at gå, men efter at Gunnar var kommet, og vi kunne følges ad, føltes
vejen ikke lang. Skolen havde 2 klasser, store klasse om formiddagen og ”bette”
klasse om eftermiddagen, vi gik begge to i store klasse.
Lærer Jepsen så meget alvorlig ud, da han kom ind i klassen den morgen. ”Der er
noget vi må tale om”, begyndte han, efter at vi havde sunget morgensang. ”Jeg har
fundet en pibe ude i haven gemt under hækken, og nu vil jeg vide, hvis pibe det er”.
Ingen sagde noget, selvom vi alle vidste, hvem der ejede piben. ”Hvis I ikke fortæller
mig, hvem der har lagt piben ude i hækken, må jeg snakke med jeres forældre, for jeg
vil vide , hvis pibe det er. Han fortsatte lidt endnu med at forhøre os og true os med
forskellige ulykker, såsom eftersidning, inddragelse af frikvarterer o.a. Men nu blev
det for meget for mig. ”Jeg ved godt, hvis pibe det er”, sagde jeg. ”Nå”, sagde Jepsen
utålmodigt, ”Hvis er det så?”. Jeg tøvede lidt, men nu var der jo ingen vej udenom.
”Det er Bent’s”. Bent var hans egen søn, der var omtrent på min alder, men gik i en
privat skole inde i Hedensted. Jepsen så vantro på mig, ”Nu skal du ikke prøve på, at
bilde mig noget ind for at slippe udenom” råbte han” og greb mig i begge arme. ”Du
skal ikke lyve for mig”, han ruskede mig, hvid i hovedet af raseri. Tilsidst nærmest
kastede han mig hen i et hjørne af skolestuen. Jeg hørte aldrig mere om den sag fra
Lærer Jepsen.
Da vi havde spist til middag og vasket op ude i bryggerset, hvilede vi os, indtil
Sigfred kom ud efter middagspausen. ”Kom med om bag ved laden”, sagde Sigfred,
”Jeg har fældet nogle træer, som skal saves til brænde, de er ret tykke, så det er bedst,

hvis I bruger den store skovsav”. Den skulle man være to om, en til at trække i hver
ende. Vi fik ved fældes hjælp løftet den første kævle op på savbukken, og jeg
anbragte saven et lille stykke fra den ene ende. ”Nej det bliver alt for stort”, sagde
Gunnar, og flyttede saven nærmere til enden af kævlen. ”Så bliver vi jo aldrig
færdige”, mente jeg, og ville flytte saven igen, men Gunnar holdt fast. Det lykkedes
mig dog, at rykke saven ud af hænderne på Gunnar og anbringe den der hvor jeg ville
have den. Gunnar protesterede og sådan blev det ved, ingen af os ville give sig. Efter
mere end 20 minutter havde vi endnu ikke fået savet noget. Situationen var uholdbar,
og vi begyndte at føle en form for panik. Vi havde ikke tidligere været så meget oppe
at skændes. Hvad ville Sigfred sige? Lidt efter kom Sigfred. Han så lidt på os, og
sagde først ingenting, det var som om, at han ikke vidste, hvad han skulle sige. ”Hvis
I ikke kan finde ud af at save brænde, så kan I i stedet for luge gårdspladsen og
plukke noget græs til kaninerne, og når klokken er 4 kan I hente køerne hjem. Vi følte
os meget flove, da vi noget slukørede gik om for at hente lugeknivene, hvorefter vi
lagde os på knæene og begyndte at luge græsset væk mellem brostenene.
Klokken 4 gik vi afsted efter køerne. I denne tid gik de i indhegningen helt oppe ved
skoven. Vi havde 13 køer, og de skulle kobless sammen i 4 geledder, 4 i det første
geled og 3 i de næste. Det var en ret lang indhegning, men køerne havde som regel
afpasset deres ture op og ned gennem indhegningen, så de sluttede i nærheden af
leddet, når klokken nærmede sig 4. Undtagen én, den fulgtes ikke med de andre, men
stod i den fjerneste ende af indhegningen, og kom ikke, selv om vi kaldte. Når vi
kom, begyndte den blot at brøle, for at fortælle , at den gerne ville med hjem, men
den begyndte ikke at gå, før en af os kom helt hen til den og tog fat i dens tøjr, så
småløb den gerne ned til de andre. Det var iriterende, at den ikke kunne finde ud af at
følges med de andre.
Da vi havde fået køerne bundet i deres båse, og givet dem lidt halm, var det stadig
lidt for tidligt at begynde at malke. ”Hvad skal vi nu lave”, spurgte vi Sigfred, der
kom gående i det samme på vej over for at fodre grisene. Vi prøvede at være meget

”søde” ovenpå fadæsen med brændesavningen. Jeg tror, at Sigfred kunne se på os, at
vi fortrød, og at vi forsøgte at sige ”om forladelse”. ”Nu kan I slå maw til vi skal
malke”, sagde han. Det betød at vi havde fri. Så tog han sin pung frem og gav os hver
5 kr. ” Men I behøver ikke at sige noget til Magda”, føjede han til. Sigfred havde
aldrig før givet os ekstra lommepenge. Vores lommepenge havde vi altid tjent ved at
malke, luge roer, samle kartofler op el.l.
Da vi havde malket og vasket spandene og sien af og givet hestene lidt hakkelse,
vaskede vi os ude ved pumpen, inden vi spiste, hvorefter vi vaskede op, hvilket
foregik ude i bryggerset.
Nu skyndte vi os over i vores kammer for at læse det brev vi netop havde fået fra
Mor, og hvori hun fortalte, at hun skulle giftes med Marius Friis og flytte ind sammen
med ham i hans ejendom i Spidsborg. Det var meget spændene, og jeg gik straks
igang med at svare:
“Allerførst vil jeg ønske dig rigtig hjertelig til lykke, og ønske for dig at du må blive
rigtig glad derfor, jeg var meget glad for at høre det, og du kan tro jeg glæder mig til
at komme hjem til bryllup. Ja det bliver vel nok dejligt igen at få et hjem, et hjem vi
kan kalde vort eget. Og det er vel nok også godt for Aksel og Ellen, at få et sted hvor
de rigtig kan tumle sig, og du kan også tro vi er glade derfor. Så sendes I de kærligste
hilsener fra eders Gunnar og Erik. Hils de forskellige især Bedstefar og Mor, også
Marius”.

Konfirmation.
Mors og Fars Bryllup
Dagen efter skulle jeg til konfirmationsforberedelse, og det var jeg ikke stolt af.
Sidste gang havde vi fået en opgave af Pastor Hauwinkel. Vi fik udleveret et billede
af en hændelse fra Bibelen. Det skulle vi lime på et stykke pap, så det kunne hænges
op i konfirmandstuen, og det havde jeg ikke fået gjort. Jeg havde hverken pap eller
lim, og hvem skulle hjælpe mig?
Da vi havde sat os, sagde Hauwinkel straks: ”Nu er jeg spændt på at se de billeder, I
har lavet”. Jeg havde bemærket at alle de andre medbragte deres store billeder, at jeg
var den eneste der intet medbragte.
Hvad skulle jeg gøre. Jeg tænkte som en gal, gode råd var dyre, men der var ikke tid
til at tænke nu. Jeg rakte hånden op. ”Ja, hvad er der Erik”, Hauwinkel så spørgende
på mig. ”Jeg har glemt mit, men jeg har lavet det, jeg har bare glemt det”. Hauwinkel
så lidt på mig, jeg følte, at han så lige igennem mig. ”Det var dog ærgerlidt”, sagde
han, ”men så er der jo ikke andet at gøre, end at du cykler hjem og henter det”. Mon
han kunne se på mig, at jeg løj? Jeg spekulerede som en rasende på, hvordan jeg

kunne skaffe pap og lim, så jeg kunne lave det på meget kort tid. Jeg rejste mig, og
begyndte langsomt at gå ned mod døren uden at se mig tilbage.
Da jeg var næsten nede ved døren, rømmede Hauwinkel sig, ”Nej forresten, det kan
også vente, bare du har det med næste gang”. Jeg åndede lettet op, nu havde jeg en
hel uge.
Dagen for min konfirmarion oprandt. Mor, samt Bedstefar og Bedstemor fra Holbæk
var kommet dagen før, Magdas Mor og Far ville komme direkte til Kirken.
På grund af krigen havde vi ingen bil, så vi skulle køre i jumpen til kirken, og det var
det, jeg var mest optaget af. Vi haavde nemlig den flotteste og den hurtigste kørehest
på hele egnen. Simon var brun med hvid blis og hvide sokker, langbenet, slank og
meget elegant. Flere af de andre konfirmanter skulle også køre i jumpe, og jeg så for
mig, når vi kørte fra kirken, hvordan Simon med lange, elegante skridt straks ville
lægge sig i spidsen, hvordan jeg ville vinke til de andre, når vi passerede dem. Jeg
havde haft travlt om morgenen med at strigle Simon, så han kunne tage sig rigtig godt
ud.
Karlen, Alfred, havde fået besked på at spænde for, så vi kunne køre kl. 9.30. Jeg gik
ud for at hjælpe med at spænde for. ”Jeg synes, at den trækker lidt på det venstre
forben”, sagde Alfred, da han trak Simon ud af stalden, ”men det betyder nok ikke
noget”. Vi kom af sted i god tid, så Sigfred holdt lidt igen for ikke at komme alt for
tidligt. Jeg så undersøgende på Simon, han gik altså ikke helt som han plejede, men
det betød nok ikke noget. Karlen fra en gård, der lå lige ved kirken, tjente lidt ved at
hjælpe kirkegængerne med deres heste, så det gik nemt med at få ham opstaldet.
Det kneb med at holde tankerne ved det som Hauwinkel sagde. Jeg tænkte på
hjemturen, Forhåbentlig var der ikke noget i vejen med Simons ben.
Endelig var vi færdige og kunne gå ud. Til lykke, til lykke, Mor, Bedstemor,
Bedstefar, Sigfred, Magda og kammeraterne, Gerda, Elly, Bent og deres forældre,
blev vi da aldrig færdige.

Da vi endelig kom ned til stalden, havde karlen allerede trukket Simon ud, og jeg
hjalp med at spænde ham for. ”Pas nu på dit nye tøj”, sagde Mor, ”ja, ja” svarede jeg
utålmodigt, vi skulle jo nødigt komme bagefter. Endelig satte vi os til rette, og
Sigfred fik tømmerne. Et par af de andre var allerede på vej. Sigfred løftede
kørepisken for at gøre tegn til Simon: Nu kan du godt gå. Normalt vilde Simon straks
begynde at trave med lange, glidende skridt, og med mindre man holdt meget stramt i
tøjlerne, ville han strække helt ud, og løbe hurtigere end nogen anden hest jeg kendte.
Det var så flot.
Men i dag---, ”Han må have forstuvet sin fod”, sagde Sigfred, ”Jeg tænkte på det i
går, men det er da blevet meget værre af turen herind”. Simon humpede afsted, og
ville nødigt løbe. Nu var de andre allerede langt foran. Omsider kom vi da hjem, og
det var så den køretur.