4. Om månen, tilværelsen og sådan. Uddrag af ... - Sven Erik Werner

Om månen, tilværelsen og sådan …
Uddrag af en radiosamtale om Per Nørgårds orkesterværk Luna
(1969)
Betragter månens bue,
den er kun halv at skue
og er dog hel og rund.
Så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skuer kun.
(Claudius, oversat af Carsten Hauch.)
– Luna fra 1967 har 4 satser, og jeg tror man umiddelbart kan høre, at der er tale om fire aspekter
af en fælles klangsubstans – eller som der står i partituret; fire faser. Det er vel derfor det
naturligste at begynde med månen, månebegrebet, og den associations- og symbolverden, der
knytter sig til det.
"Det er i hvert fald et meget spændende punkt, eftersom det først er i de senere år, at titlerne har fået
betydning for mig. Tidligere blev værktitlerne så at sige grublet frem undervejs – Konstellationer,
Fragmenter o.s.v. var titler, jeg simpelthen fandt passende. Derimod repræsenterer Iris, Luna, Den
fortryllede Skov og den værkrække, jeg har tænkt på i forlængelse heraf, en holdning, som har
forbavset mig. Disse titler har ligesom haft en selvstyring i mig. Iris, det iriserende var en realitet,
længe før der var skrevet en tone, og efter Iris kom så Luna som en art modbegreb til Iris, det
lunare, mælkede i modsætning til det iriserende, glitrende. Derfor er titlen Luna udtryk for en
kulegravning af begrebet det lunare og ikke resultatet af en række intellektuelle overvejelser af,
hvilken titel der ville passe bedst til musikken. Netop forholdet mellem det konkrete og musikken er
vel uafklaret for de fleste af os. Nogle går til programmusikkens yderligheder, socialrealisme o.s.v.,
andre hylder den rene abstraktion, l’art pour l’art. Jeg havde egentlig ikke taget stilling til dette, før
jeg med Iris, Luna og Den fortryllede Skov blev tvunget til at acceptere, at der i mig selv findes en
tingenes sameksistens, som gør titlerne lige så vigtige som musikken. Den skildrer ikke, den er. På
samme måde som et symbol. Symbolere betyder at kaste sammen, d.v.s. en lang række fænomener
kastes sammen over et enkelt ord, der så dækker dem alle. Månen som symbol har en forbløffende
ensartet betydning over hele verden, hen over forskellige kulturer. Og et stykke musik er jo også et
symbol, som man lige så lidt som andre symboler kan tolke udtømmende med en kogebog i hånden.
Musikken er symbol på en realitet, som alt efter dens vellykkethed og tilhørerens vågenhed vil blive
genkaldt associativt – Månen er symbol på natten, i overført betydning: den psykiske nat,
ubevidstheden. Denne er igen knyttet til det kvindelige, det moderlige ubevidste mørke. Ud fra sin
www.sven-erik-werner.dk 14

fase-bestemthed står månen også for det ustadige, det lunefulde, det fantasifulde, hvad der jo igen
hænger sammen med det ubevidste – fantasien lader sig ikke styre."
– Vi har ord som det engelske lunatic, det danske månesyg, sindssyg.
"Ja, og hermed nærmer vi os mystikken. Det er en kendt sag, at månens faser har en betydelig
indflydelse på fysiske fænomener, tidevandet o.s.v., og i vore dage, da sammenhængen mellem
fysik og psyke er så erkendt, er det vel ikke særlig mystisk at konstatere, at månens fasebevægelse
også har indflydelse på mange psykiske foreteelser, i den henseende er Luna en hyldest til månen."
– Lad os snakke lidt om, hvordan fasebegrebet manifesterer sig i partituret. Allerede i Iris finder vi
en tendens, som vel er blevet til idé i Luna, nemlig tendensen til at fastholde det samme klangbillede
hele værket igennem. Du kalder satserne fire faser – man kunne vel også tale om fire ætsninger af
en klangskabelon. Så vidt jeg kan se er fastholdelsen af klangbilledet, den stædige fiksering af
bestemte toner i bestemte registre systematisk gennemført i Luna.
"Det er den også. Systematiseringen, d.v.s. den fuldstændige bevidstgørelse af et musikalsk stof, er
en gammel sag i musikken. Den, der har været mest omtalt i vores århundrede, er naturligvis den
serielle teknik, som også har optaget mig, men i sin mere lunatic udformning, nemlig i form af en
uendeligheds-række, hvor alt hele tiden fornyer sig – i modsætning til en tolvtonerækkes for mig at
se dødbringende repetition. I Iris anvendte jeg en bestemt version af uendelighedsrækken, som gav
en række klang-opbygninger, der er krystalliseret rent ud i Luna og sat op som en statisk
gennemtrængende masse. Man kan kalde det en slags horisontal serialisme. Praktisk fungerer det
således, at bestemte toner kommer til syne i bestemte registre og kun dér, f.eks. optræder tonen g
kun i 1. oktav. Det er en form for rasterteknik, som for mig at se er af langt større opfattelighed end
den vertikale, i tiden forløbende serialisme. I hver oktav er der placeret en klang på 4 toner, i to
oktaver optræder dog 6 toner. Da jeg anvender 7 oktaver, vil det sige, at jeg har 32 toner til
rådighed, og der anvendes ikke andre end disse i hele stykket. Hver af 4- og 6-klangene er bygget
op om en akse. Hvis f.eks. det nederste interval i en klang er en lille sekund, så er det øverste det
også; hvis det næstnederste interval er en stor sekund, er det næst-øverste det også o.s.v. På den
måde kommer værket til at bestå af en række klanglige symmetrikrystaller, som alle drejer omkring
tonerne f-ges."
– Er også værkets øvrige parametre – rytmik, dynamik, instrumentation – styret så stramt?
"Nej, systematikken er udelukkende begrænset til denne oktavfiksering – i modsætning til mine
andre værker efter ca. 1960. Det synes jeg er konsekvent, eftersom stykket er tænkt som et dyk i det
www.sven-erik-werner.dk 15

ubevidste, i fantasien. Det ville være ulogisk at ramme et sådant dyk ind på kryds og tværs med alle
mulige former for systematik, så man ikke kunne bevæge sig ..."
– ... og så der ikke blev plads til det lunefulde. Men begrænsningen er vel stærk nok endda, f.eks. i
orkestreringen. De fleste instrumenter vil være bundet til kun at kunne udfolde sig inden for 3-4 af
stykkets fikserede klange.
"Det giver en enorm begrænsning, ikke bare i orkestreringen, men i alt undtagen måske det
rytmiske. Det, som har fascineret mig ved denne begrænsning er, at den måske er en vej til at
overvinde dualismen mellem melodi og klang. For en overfladisk betragtning vil Luna sikkert tage
sig ud som et klangstykke på linje med stykker af Debussy, Ligeti, Winkel Holms Cumulus o.lign.,
men jo mere intenst man lytter til det, jo mere vil man opdage, at det, der tager sig ud som klang,
lige så vel kan høres som melodiforløb. Det er klart, at denne melodik er vældig begrænset af
oktavfikseringen. Det er som pærerne i en lysavis – de kan lyse op i bogstaver, tal og figurer, men
dér hvor der ingen pærer er, er der naturligvis heller ikke noget til at lyse op."
– D.v.s. at du anvender ordet melodik på en lidt anden måde, end vi plejer. Der er ikke tale om
melodi i den gængse, dynamiske, betydning, og så er sammenligningen med lysavisen måske ikke så
heldig, fordi den jo har en helt entydig bevægelse fra venstre mod højre.
"Jeg kan også tage den reklame, for Cloétta chokolade, der hænger i Stockholm. Her er der vel
omkring 1000 pærer, som lyser op i en række kaleidoskopiske mønstre. Det ser ud, som om det er
uendeligt, men det er det naturligvis ikke – der er jo kun de pærer, som er hængt op."
– Jeg har indtryk af, at du vil et bestemt sted hen med tilhøreren. Der er noget euforiserende over
det mælkede, fastfrosne klangbillede i Luna, som godt kan gøre én høj. Stammer dette klangbillede
fra et trip?
"Det er svært at sige, hvor materielle manifestationer som et partitur stammer fra. Enhver
manifestation har jo utallige tråde tilbage til éns fødsel, barndom, psykiske konstitution o.s.v. Man
kan ikke sige, at der er en bestemt begivenhed i éns tilværelse, som man komponerer på."
– Men man kunne vel nok tænke sig en sådan begivenhed som katalysator.
"Ja, og et trip er netop derfor ikke en revolution, men en bekræftelse, en genkendelse. Det
bevægende ved trippet er, at man besøger sig selv, man kommer hjem til sig selv, ja, man synes
oven i købet, at man tager imod sig selv. Det er en bekræftelses-oplevelse, som man naturligvis ikke
kan vise fra sig."
– Luna som tilværelsesmodel?
www.sven-erik-werner.dk 16

"Det er i dag nødvendigt ganske kynisk eller i hvert fald meget køligt at vælge den systematik, hvert
værk kræver. I modsætning til tidligere kan komponisten i dag vælge sin egen stil. Den systematik,
jeg har valgt i Luna, er en helt anden end den, jeg anvendte i Prisme eller i Iris. Bag dette ligger der
utvivlsomt en tilværelsesoplevelse. For at være frie, må vi – binde os. De bindinger, som anvendes i
mine værker, er frit-valgs-bindinger, og de er ikke forpligtende for livstid, men for en periode som
arbejdshypotese. Vi kunne have valgt helt andre bindinger, men nu vælger vi disse og står ved dem
og får frihed til at lade vor ubevidsthed, vor spontanitet udfolde sig. Uden bindinger, ingen tryghed.
Det gælder det kreative liv, og det gælder også i tilværelsen. Man kan ikke skabe noget, hvis man
konstant går rundt og er bange for at træffe de forkerte valg."
– Det lyder som et citat fra Stravinsky s musikalske poetik.
"Jeg føler mig også på bølgelængde med hans bemærkninger om de 7 toner. Men der er en
væsensforskel. Stravinsky stod over for et almentforpligtende materiale. Han siger: dette materiale
er overleveret, det vælger jeg. Jeg siger: dette materiale vælger jeg, måske vil det så blive
overleveret."
Dansk Musiktidsskrift 44, 1969, 72-75
www.sven-erik-werner.dk 17