KUNSTEN PAPER 4

Når DU starter på et værK, veD DU så,
Hvor DU er på veJ HeN?
Med de sidste 12–13 års abstraktioner
har jeg startet overalt på lærredet på
én gang og så set, hvor de improviserede
former kunne bringe billedet hen.
titelmaleriet på udstillingen “luksussyner”
er dog en undtagelse. Det opstod
på en meget mærkelig måde. en sen
nattetime for nogle uger siden bliver
jeg hasteindlagt med ambulance med en
natlæge-diagnose, der lød på tarmslyng.
Jeg lå på sygehuset et halvt døgn til
observation med meget voldsomme smerter.
Morfindrop. Det gik heldigvis i sig
selv. Da jeg ved middagstid den følgende
dag vendte hjem, gik jeg over i atelieret,
og næsten ud i et stræk malede
jeg “luksussyner” ud fra de oplevelser,
jeg havde haft i den underlige og ikke
ubehagelige tilstand, jeg havde ligget
i om natten, mens smerterne fortog sig.
omgivet af patienter med nyresten og den
slags. Der er også et andet af de nye
malerier, laND Ho!, der ligger lidt uden
for den rent improvisatoriske metode. en
overfyldt Noahs ark. Det er også en idé,
som har været intakt fra starten. Men
det sker ikke ret tit.
på FilMeN, Der bliver vist på
UDstilliNgeN, Fortæller DU oM DiN
opvæKst, iMeNs DU Maler. HvorDaN
KaN DU KoNCeNtrere Dig oM Det?
lars Nørgård / interview
“Jeg er ikke specielt interesseret i kunst.
Jeg er interesseret i maleri.”
Jeg har ikke problemer med at male og
snakke løs samtidig. i nogle år havde
jeg atelier i en bygning, der vrimlede
med folk, der lige syntes, de skulle ind
og forstyrre og hænge i min lænestol og
undertiden give deres besyv med. Det var
oK. Min dør var aldrig lukket.
MeN DU veD Heller iKKe, Hvor Det
værK, DU arbeJDer MeD i FilMeN,
er på veJ HeN?
Nej – overhovedet ikke. Det er det, der
er det skønne ved det. Der er en dobbelt
gevinst ved at lave den type malerier.
Dels kommer der et produkt ud af det.
Men arbejdsprocessen er for mig ligeså
vigtig, fordi det er så rig en oplevelse.
Det er meget intenst. i mine unge
år var det anderledes hårdt at stå med
maleriet. Hvordan dømte omverdenen det
nu? er det gjort før? Den slags ubehagelige
tankestrømme, der piskede gennem
hovedet på een kl. 4 om natten. Men
inden for de sidste ti år har jeg fået
skubbet alt det væk.
HvaD tæNKer DU DeN Første tiD,
Fra DU sætter peNsleN på lærreDet?
Der arbejder jeg tit med høj musik.
Det er ikke sådan, at jeg maler musikken,
men jeg finder en koncentration i
at være ukoncentreret. Det lyder meget
selvmodsigende, men hvis hånden auto-
matisk kører på lærredet, og de første
strukturer opstår, så er det vigtigt at
lade intuitionerne få frit spil.
slUKKer DU For MUsiKKeN på et
tiDspUNKt?
Nej, den kører derudaf. Hvis jeg slukker
for musikken, er det, fordi jeg har
et problem, der rent teknisk er svært at
løse. Det kunne være to farveflader, der
støder sammen, hvor tonerne er for ens,
og hvor jeg må ommøblere en stor del af
maleriet. Det kræver en helt anden form
for koncentration. Den slags arbejde kan
ikke køre per automatik. Der skal jeg
til at tænke selv!
arbeJDer DU MeD Ét eller Flere
værKer aD gaNgeN?
Jeg maler som regel på 2–3 malerier ad
gangen. af dem vil der altid være et,
der løber stærkere end de andre, og
ubesværet styrer igennem fra start til
slut. Det er også sikkert, at der er et
i flokken, der er et problembarn og kræver
ændring på ændring. Disse værker er
meget vigtige, fordi de fører én et nyt
sted hen. Her er det ofte nødvendigt at
kaste noget nyt ind for at knække nøden.
De lette er derimod tit et spejl på,
hvad jeg kan, og hvor jeg er henne lige
nu. problembørnene kræver, at jeg tager
et skridt i en anden retning.
Har DU eN stæDigHeD i ForHolD til,
at værKet sKal lyKKes?
Ja. Det er ligesom en boksering. Jeg
vil gerne gokke det ned. Jeg vil ikke
finde mig i, at det ikke lykkes, og at
man bare finder hobbykniven frem eller
genbruger lærredet efter en omgang med
hvidtekosten. Det gjorde vi jo i stor
stil i gamle dage, da jeg stod og arbejdede
med erik a. Frandsen, Christian
lemmerz og de andre i 1980’erne. Der var
mere en fornemmelse af, at “nu har vi
malet fem malerier, og så skal de sælges,
og vi skal på museum, og så bliver
vi berømte”. Men så stod de der fem malerier,
som ingen gad have, og på grund
af mangel på penge og nye lærreder, blev
de malet over. så der kunne være hele
pakkeløsninger på hvert lærred.
Hvis DU ser tilbage på DiN livs-
proCes, er DU så i staND til at iND-
Dele Dit KUNstNerisKe liv i Faser?
De radikale skift har været en turnus på
8–10 år. De første værker, der gav mig
mit gennembrud, var malerier, hvor jeg
brugte mine kolleger som gennemgående
figurer i billederne. Den næste periode
i 1990’erne blev figurerne mere tegneserieagtige.
store hoveder og små kroppe.
Jeg malede et persongalleri op med den
fladpandede sømand. Hesten. snemanden
med den lange gulerodsnæse. Jægeren med
den lange næse. Jordklodemanden. pigen
i pølsebåden. piccoloen i kufferten. Det
varede indtil 1998, hvor jeg i et af
malerierne ville lave en mere levende
baggrund. Der malede jeg en abstraktion,
som jeg egentlig synes var mere interessant
end resten af billedet. værket
hedder “en lystløgners drøm om femørens
fald”, som også er med på udstillingen.
pludselig var jeg ovre i noget nyt. Det
var enormt fedt at gå ind i et mystisk
univers, som ikke rigtigt forestillede
noget. Det var en stor daglig oplevelse
at komme på arbejde. til forskel fra de
år med figuration, hvor jeg på vej til
atelieret kunne regne ud, at “i dag kan
jeg nå at male et knæ og noget af et
øje”. Det var blevet uspændende og skematisk
i maleprocessen, og jeg var også
bange for at komme til at fortælle den
samme historie om og om igen.
HvorDaN Har DiN tilgaNg til DeN
KUNstNerisKe arbeJDsproCes æNDret
sig? DU Fortalte, at DU var Nervøs
i DiNe yNgre Dage og speKUlereDe
på oMgivelserNes ForveNtNiNger.
i starten var det en meget mærkelig tilstand.
Det var fedt, at folk klappede ad
det, jeg lavede. Men problemet kom, da
folk havde klappet løs et par gange el-
lars Nørgård / interview
ler tre. For hvis for mange kunne lide
det, var der noget galt. så var det
ikke provokerende eller radikalt nok.
som kunstnere ville vi gerne tækkes, og
vi ville gerne ikke-tækkes. Det var en
underlig tilstand at være i. Det svarer
lidt til hele punk-bølgen, som rullede
på samme tidspunkt. Hvis du ser en
punker med hele udstyret stå på gammel
torv, så er det sikkert, at vedkommende
har stået foran spejlet et pænt stykke
tid. punkeren vil gerne lægges mærke
til – og så alligevel have et ønske om
at forestille skrot. Det var det samme
med maleriet dengang. Der var nogle ret
indforståede regler. Hvis man fx satte
citrongult sammen med lilla, så havde
man solgt sin sjæl til fanden og kakkelbordet,
for det var jo sådan noget,
der kunne sælges og man så i bo bedre.
Men vi ville jo omvendt også gerne
sælge. vi brugte jordfarveskalaen. Den
signalerede, at man var en seriøs maler.
Den leflede ikke for noget. København
om natten når vi gik hjem til Nørrebro
for at være deprimerede. Der var en afsky
for de rene klare farver. Men samtidig
vidste vi også, at willumsen var
en kulørt klat, og han var en maler, vi
bestemt så op til. Det var egentlig en
mærkelig moral.
HvaD er Der sKet, siDeN DU i Dag
er ligeglaD MeD, HvaD oMgivelserNe
MeNer?
Da jeg begyndte på det abstrakte, mødte
jeg selvfølgelig modstand fra mit figur-publikum
og mine kolleger. Nu havde
jeg skabt en identitet gennem både tegneseriemalerierne
og de gamle krøllede
figurbilleder. “Nu er der jo ingenting
i billederne. De forestiller jo ikke
noget. Hvad vil du med det?”. så det
gjorde, at jeg blev meget isoleret fra
kollegerne og har været det lige siden.
Det har dog i høj grad været en selvvalgt
isolation. Hvis jeg ville rendyrke
dette udtryk, var jeg nødt til at styre
båden selv.
- 10 - - 11 -
Har DU lyst til at Have KoNtaKt
til KollegerNe igeN?
Jeg er startet hos galerie Mikael andersen
igen, efter 19 års pause. Hans stab
af kunstnere har jeg været glad for at
opleve og genopleve. så kontakten med
miljøet er kommet helt automatisk.
HvaD er Dit KUNstNerisKe proJeKt?
Mit projekt er at lave en dobbelttydighed
i det hele. at det hele ikke ligger
klart i værket, at binde beskueren noget
på ærmet for hvert nyt syn. tegningerne
består af ulogisk sammensatte ting. Men
de virker meget logiske alligevel. små
sisyfosser. Folk der spænder ben for sig
selv. Hverdagsmeningsløshed. Malerierne
har det samme. Underlige sammenstød.
Former der river og flår i hinanden,
afledningsmanøvrer og begyndende motivdannelser
der så falder fra hinanden
igen. Jeg vil gerne bibeholde tanken om
at lave den store komposition. Man kan
lave et stort maleri med to personer på
en grå baggrund. Men det har ikke noget
med den store komposition at gøre, hvor
en masse elementer og hændelser både
skal bindes sammen og kunne stå alene
på samme tid. Jeg opfatter mine malerier
som meget klassiske – også de abstrakte.
De kører efter de klassiske regler om,
hvordan man opbygger et billede. så jeg
kigger mere på de gamle mestre end på
moderne kunst. især Caravaggios snørklede
linjeføring er meget appellerende.
NogeN MeNer, at KUNst sKal provoKere.
HvaD MeNer DU, at KUNst sKal eller
KaN?
Det er svært at svare på, for jeg er
ikke specielt interesseret i kunst. Jeg
er interesseret i maleri. Jeg kan svømme
helt hen, hvis jeg ser et maleri, der
kan drage mig ind. Jeg kan ikke forklare,
hvad det er. Det kan være to
farveflader, der sidder på den rigtige
måde. For mig bliver de gode malerier
levende. Det er, som om der bor en person
på væggen.