Grænser for fattigdom - Socialpolitisk Forening

Ingen sociale elevatorer
Man kan sige at den nye fattigdom løbende reproducerer sig selv. De
initiativer og metoder vi tager i brug ser desværre ikke ud til at ændre
noget særligt på tingenes tilstand. Vi har altså ikke pt. sociale elevatorer,
der kan føre store grupper af nyfattige op ad den sociale rangstige.
Tværtimod kan vi igen konstatere, at budskabet er: du passer ikke ind
– der er ikke brug for dig! De er ekskluderet af det selvsamme system,
som egentlig er til for deres skyld – og samtidig henvist til systemet for
at få hjælp. Mange oplever det som kaa’sk, når de løbende skal bruge
den sparsomme tid, der er afsat til et møde med deres sagsbehandler,
på at genfortælle hele deres historie til endnu en ny en i rækken.
Fattigdom skal være ekstrem, før vi reagerer
Med en metafor fra cykelsportens verden, er den ny fattigdom en social
gruppetto, der har mistet kontakten til hovedfeltet for mange kilometer
siden og nu kører i deres eget, oentligt forsørgede tempo. Men
der er også dem, som ikke engang formår at sidde med i gruppettoen.
Dem, der i sidste instans er røget hele vejen igennem det sociale sikkerhedsnet,
som er spændt ud for at hjælpe dem. Det er tiggerne og
de hjemløse, gadedrikkerne, stofmisbrugerne og de psykisk syge – og
oe oplever vi en blanding af alle problematikkerne. Og nu får vi rigtig
øje på dem. Nu er fattigdommen synlig og ekstrem, og spørger vi
’manden på gaden’ om vi har fattige i Danmark, er det dem, han vil
pege på som de fattige. I løbet af de seneste ti år har der været stigende
fokus på den ekstreme fattigdom herhjemme. Og ligesom viljen til at
yde Ulandsbistand både privat og oentligt har bedre vilkår i katastrofetider,
har også genkomsten eller genopdagelsen af den ekstreme
fattigdom i Danmark sat fokus på fattigdomsproblemet.
Men det synlige fattigdomsproblem er altså kun toppen af isbjerget, og
det er aødt af en eksklusionsmekanisme, som træder i kra lang tid før
den enkelte vælger at sætte sig på gaden for at tigge. Vi kan og bør ajælpe
den ekstreme fattigdom gennem akuthjælp, rådgivning, skæve boliger osv.
– og gerne med ere midler end i dag. Men hvis vi vil vinde i kampen mod
fattigdommen skal vores sociale system og uddannelsessystemet være langt
bedre til at imødekomme individuelle behov hos ressourcesvage mennesker.
Behovet er ikke nødvendigvis højere ydelser og mere af det samme.
Behovet er, at vi som samfund indretter os på at skabe rum, arbejdspladser
og aktiviteter hvor også ressourcesvage mennesker kan opleve personlig
succes og en mening med livet. Vi skal inkludere i stedet for at ekskludere.
Jens Aage Bjørkøe er præst og dr. phil. samt Forstander på Kofoeds Skole
Med en metafor
fra cykelsportens
verden, er den ny
fattigdom en social
gruppetto, der har
mistet kontakten til
hovedfeltet
17