Mar-Apr - NYSYNET.DK

14
Kristi Lidelsers Samfund” - hvad tror du, det er?”
Betragtninger af Blom Salmonsen i 1945
E.V.: Den opstandne og levende Jesus siger i Åbenbaringsbogen til sin menighed i
Smyrna: ”Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.” (Johs. Åb. 2:10). I
det følgende er Blom Salmonsen inde på de lidelser (endog død), der kan blive en
følge af at tro på Jesus og følge Ham. Allerede mange steder i verden er dette i dag
en realitet… Han skriver i sin bog ”… I ET LERKAR”:
”Der er mennesker, der har båret lidelser for Kristus, takkende modtaget
martyrdøden og sunget lovsange imens. Undrende har du nok tænkt, om der
mellem en Kristi efterfølger og Mesteren skulle være en hemmelighed, du for
lidt kender til, i lighed med det, der var mellem Menneskesønnen på jorden
og Faderen i Himlen. Tænk blot på Jesus Skærtorsdag nat i Getsemane,
mens han lå kastet forover på sit ansigt i bøn om, at dødens bæger måtte
tages fra ham. Netop mens han stred sig igennem til lydighed, ”da viste sig
en engel fra Himlen og styrkede ham.”
”Hans ansigt var for dem at se, som en engels ansigt”, fortæller Lukas i Ap.
G. kapitlerne 6 og 7 om fattigforstanderen Stefanus, da han blev stenet. Stefanus
var den første martyr efter Langfredag, og (efter en fantastisk gennemgang
af hele Israels historie), siger han ’fuld af Helligånden’: ”Se, jeg skuer
Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.” ... Den
86-årige Polykarp sang på bålet. Og du undrer dig igen: havde Kristus sådan
gennemtrængt de to martyrer, så de kunne sige: ”alt formår jeg i Kristus,
som gør mig stærk.” Vi kalder det ”Kristi Lidelsers samfund” - dette at bære
trængsler for evangeliet. Over dem, der gør dette, lyder den forjættelse: ”Jeg
vil tage bolig i dem.” Paulus kunne derfor sige: ”Denne vor trængsel, som er
stakket og let, virker for os, over al måde, en evig vægt af herlighed.” ...
Vi skal ikke ynke troens børn, undtagen når de klynker over tjenesten. Man
græder ikke over de sande vidner. De er livets grønne træer på de stenede
veje. ”Du i mig, og jeg i dig.” Derved bærer Kristus sine tjenere - og bruger
dem som han vil...
Fra Kristenforfølgelserne i Rom fortælles om kvinden Felicitas, der gravid
førtes til Rom for at blive kastet for de vilde dyr. Da romersk lov forbød at
dræbe en gravid, blev hun sat i fængsel for at afvente martyrdøden. I fødselsstunden
fyldte hun fængslet med sine skrig, og fangevogteren sagde:
”Hvordan tror du, du kan udholde, hvad der venter dig, når du jamrer sådan
ved at føde dit barn?” Men hun svarede: ”Det, jeg nu lider, det lider jeg selv.
Men det, jeg da skal lide, vil Han lide i mig, fordi jeg lider det for Hans skyld.”
”Vi er altså sendebud på Kristi vegne… vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med
Gud. Den, som ikke kendte til synd, har Han gjort til synd for os, for at vi kunne blive
Guds retfærdighed i Ham.” (2. Kor. 5:20-21).