For maleren Erling Leick er kunsten at spille - jonna pedersen

Recommendations

Info

En musikalsk maler AF LARS SVANHOLM For maleren Erling Leick er kunsten at spille på flere strenge ▲ Erling Leick (til venstre) og Lars Svanholm (til højre) på Erling Leick s atelier i Ørting. FOTO ANN CHRISTINE FOVERSKOV | nummer 2 | marts 2004 | side 6 af 13 | Det ekspressive maleri Kuratorer, museumsdirektører og udstillingsarrangører i almindelighed har op gennem kunsthistorien haft forskellige interesser. Engagementerne har ofte været forankret i tiden. Således har malerkunsten eksisteret i et stærkt afhængighedsforhold til de skiftende epoker, i hvilke værkerne er frembragt. I visse tider har maleriet således været nedprioriteret i forhold til andre, mere tidsaktuelle udtryksformer. Teknikken har - naturligt - spillet en rolle blandt billedkunstens udøvere. Nye metoder er udviklet, ofte af en generation af kunstnere, der har haft muligheder for intellektuelt at påvirke institutionernes indflydelsesrige repræsentanter. Det er alligevel med jævne mellemrum lykkedes malerne at genfinde maleriets tabte betydning - også i en museal sammenhæng. Ét af de mest oplagte eksempler herpå - natiotionalt, i al fald - var da den generation, der blev kendt som ”de unge vilde” udførte deres ”Kniven på Hovedet”-udstilling i 1982. Det ekspressive maleri fik ved den lejlighed en voldsom renæssance, der spredte sig ud i alle afkroge af kunstverdenen. Alle malede store billeder med hæftige og aggresive penselstrøg. Farverne mindede i høj grad om de grelle kulører, som man kunne finde på punkbands pladecovers få år i forvejen. Stilen var, som punkmusikken, ikke ny. I en årrække havde det hæftige maleri udgjort en væsentlig faktor på den internationale kunstscene. De fleste fra den generation fandt da også snart ind i en anden fordybelse i forhold til maleriet. F. eks. den maler, som havde produceret billedet, som gav titel til ”Kniven på Hovedet”, Kehnet Nielsen, hvis værker efterfølgende udviklede sig til nærmest meditative tilstandsrapporter over sind og følelse. Betegnelsen ”abstrakt ekspressionisme” er ofte blevet hæftet på de ovennævnte kunstnere, ligesom betegnelsen er brugt i sammenhæng med de kunstnere, der f.eks. udgjorde kunstnersammenslutningen ”Violet Sol”. Paradokset fuldbyrdes i kraft af, at der i begge tilfælde er indlysende figurative referencer. Det figurative er ligeledes i langt de fleste tilfælde til stede i maleren Erling Leicks værker. Alligevel er Leick overvejende positiv over for den vidtfavnende benævnelse. Alt er åbent i Erling Leicks kunstneriske univers, som udleves i et behov for at fastholde noget, som i Leicks egen udlægning ikke blot er noget overfladisk eller ligegyldigt. Den nødvendige ro Erling Leick er bosiddende i en landsby, der hedder Ørting - en kvart snes kilometer syd for Odder i det østjyske. Det er påfaldende at stationsbygningen i Ørting er lokalitetens mest imponerende bygning. Tegnet af samme arkitekt, som tegnede Hovedbanegården i København; men hvor Københavns Hovedbanegård stadig er bindeleddet i det system, der udgør offentlig transport på spor i Danmark, er stationen i Ørting nedlagt for længst, sporene fjernet og erstattet af en asfalteret natursti. Denne sti må man krydse for at komme til Erling Leicks hjem og atelier. ▲
▲ Denne tilsyneladende isolerede placering er ikke et udtryk for en eskapisme i forhold til hverken det lokale kulturelle miljø eller kunstlivet i almindelighed. Det er i langt højere grad et behov for at finde en nødvendig ro, der er forklaringen på, at man bosætter sig i en lokalitet af denne karakter. Roen er ikke entydig i Erling Leicks maleri, der veksler mellem kraftige udladninger af farver, sammensat med en næsten henkastet attitude, der dog samtidigt signalerer en klart defineret bevidsthed om farvernes indbyrdes værdier i udstrækning og intensitet. Man oplever i Erling Leicks atelier en mangfoldighed, der kunne afsløre kunstnerens skiftende sindsstemninger. Der er dog tale om bevidste processer af fordybelse, som tager udgangspunkt i vidt ▲ Identity of the rain forskellige motivverdener. Parafraserne, hvor kunstneren fabulerer over eksisterende værker, som allerede er kendt fra kunsthistorien eller nogle dramatiske kompositioner, hvor motiverne er hentet fra den største scene i idrætten. Her er det lidelseshistorien, som vi oplever den på de europæiske landeveje i form af de store cykelløb. Her får farven jo, som bekendt en betydning, der går langt ud over det rent æstetiske. Den lyserøde trøje i Giro d’Italia. Den gule i Tour de France samt dén, der måske fascinerer de fleste - den rødprikkede bjergtrøje i samme løb. Symbolet på menneskelig lidelse og vilje. Koloristisk surfing I skarp kontrast til disse billedlige fortællinger finder man på atelieret en række væsentligt mere ▲ ▲ Red score Monet in the garden Chasing afdæmpede malerier. Det er ikke fordi, at farven ikke har glød eller intensitet. Det er blot andre billedlige strenge, der spilles på i disse værker, som er - næsten - monokrome. Det er malerier, som er skabt ud af en iboende, autonom mekanisme. Det, der sker, når maleriet begynder at appelere til kunstneren, som efterfølgende kan vælge at ride med på den bølge, der er skabt af en behersket blæst - sat i gang af ham selv. Farven ender med at insistere på sin egen udstrækning. Man tager, med kunstnerens egne ord, et trappetrin op mod et højere luftlag - uden at miste kontrollen, vel at mærke. De underste lag er stadigt synlige, hvilket bevidner, at der ikke er tale om snyd og bedrag; men en bevidst kalkulering. Koloristisk surfing, er Leicks egen betegnelse. ”Det er ikke New York” Erling Leick er et musikalsk menneske, hvilket et hjem med adskillige musikanlæg og -instrumenter vidner om. Men han kan ikke læse noder - og der er heller ikke nogen brugsvejledning til malerierne. Han laver ikke skitser. Processen er som at kaste sig ud i bølgen og begynde at svømme. You better start swimming or you’ll sink like a stone, sang Bob Dylan. Så sandt som det er sunget. Man fornemmer melankoli, som hos én af de store i Leicks verden, Leonard Cohen. Rembrandt er der. Ligesom Monet. Mozart har været | nummer 2 | marts 2004 | side 7 af 13 | ▲ på besøg med sin paryk og ansigtsmasken af hvidt pudder. Det er indlysende, at Erling Leick maler sig fuldt og helt ud, når han arbejder; men der demonstreres både energi og meditativ koncentration i de færdige værker. Alt dette er et udtryk for tilstedeværelse i det arbejde, som han laver i sit domicil i Ørting. ”Det er jo ikke New York,” siger han flere gange; men spørgsmålet er, om det egentligt ikke lige så godt kunne være det - kunsten er jo et verdenssprog. En kosmopolitisk måde at udtrykke sig på, hvor man ikke er afhængig af det talte eller det skrevne sprogs begrænsninger. Et område, som Erling Leick ganske vist har betrådt i kraft af et antal digte, der også i sin tid er blevet udgivet. De brændte broer Erling Leick stammer oprindeligt fra Sønderjylland; men man aner et opgør med denne landsdel, som han bevidst har brændt broerne til. I ca. seks år i 90’erne var han bosat i Århus - uden at blive en del af det kraftigt forgrenede århusianske kunstliv. Der er en logik i at Erling Leick befinder sig, hvor han gør - og hvor han søger kunstens væsen. En kunst han har levet med - for years. ”Sådan gør man ikke her hos os,” blev Erling Leick belært engang af én af de lokale; men Erling Leick gør - og bliver ved. For years and years.
Page 1 and 2: Den 3. marts ville maleren Asger Jo
Page 3 and 4: ▲ ler i murene. Hvad der en gang
Page 5: ▲ at gå på opdagelse - billeder
Page 9 and 10: ▲ skyllede smerten gennem ham og
Page 11 and 12: Når een kunstner ser med følelsen
Page 13: ▲ ▲ Egne malerier som beskuere

For maleren Erling Leick er kunsten at spille - jonna pedersen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?