Peter Heine Nielsen - Dansk Skak Union

gevinstpartier, herunder det superbt
gennemførte slutspil i 17. parti. Også
Smyslov var en glimrende partikommentator,
men han var ikke så flittig
som Botvinnik, og hans skaklige forfatterskab
var af meget mindre omfang.
I det foreliggende værk har oversætteren
bidraget med et antal fodnoter,
som i mindst ét tilfælde forekommer
at være overflødig. Botvinnik
skriver (s. 29): ‘Her var jeg
forberedt på at modtage dronningofferet,
men i det velkendte parti
Denker-Botvinnik (radio match
USSR-USA, 1945) afstod jeg fra det,
fordi Sort allerede havde en klar fordel,
og der var ingen grund til at give
partiet en uklar karakter.’ Oversætteren
bemærker hertil, at det er en
mærkelig kommentar, eftersom der
ikke er tale om nøjagtig den samme
stilling. Men det skriver Botvinnik
jo heller ikke.
Et andet sted bringes imidlertid en
helt relevant oplysning om en russisk
indforstået talemåde. Botvinnik
skriver (s. 253): ‘Indtil nu har begge
parter håndteret stillingen ekstraordinært
fint, men nu kommer en længere
„periode med problemer“, en
periode med gensidige fejl og uforklarlige
overseelser.’ Oversætteren
gør her opmærksom på den skjulte
henvisning til en voldsom og ustabil
periode i Ruslands historie efter Ivan
den Grusommes død i slutningen af
1500-tallet, „smutnoje vremja“,
forvirringens tid. Botvinnik bruger
selv udtrykket smutnoje vremja i den
russiske udgave.
Hvordan forløb matcherne? Til
1954-matchen mødte Smyslov op
veltrimmet og velforberedt efter i
1953 at have vundet kandidatturneringen
i Zürich/Neuhausen og ligeledes
den stærkt besatte sovjetiske
træningsturnering i Gagra. Men
hvad skete så? Botvinnik vandt de
to første partier, og efter en remis
vandt han endnu et parti. Det var
noget af en chokstart: tre points forspring
efter kun fire partier. Men
Smyslov var altid bedst på den lange
distance, og efter 11 partier stod det
6-5 til Smyslov. Det var noget af et
come-back og må have været ret
deprimerende for Botvinnik.
Men så var det Botvinniks tur til
at tage sig sammen, og ved at vinde
fire af de næste fem partier bragte
han sig foran 9-7. Botvinnik mente,
at Smyslov i denne fase af matchen
havde hjulpet ham ved at spille for
aggressivt i stedet for at fastholde den
solide og afventende spillestil, som
havde givet gode resultater (det fremgår
af det udeladte forord).
Smyslov og Botvinnik,
1958, i deres tredje og
sidste VM.match,
som Botvinnik vandt.
Til slut tog matchen endnu en drejning,
idet Smyslov vandt to af de
sidste otte partier, medens Botvinnik
kørte træt og ikke vandt flere. I det
sidste parti tilbød Smyslov overraskende
remis efter kun 22 træk, og
dermed endte matchen uafgjort 12-
12, hvormed Botvinnik ligesom tre
år tidligere mod Bronstein beholdt
sin VM-titel.
Matchen i 1957 var Smyslovs
stjernestund. Han spillede smukt og
harmonisk og præcist, og da matchen
stod på vippen i partierne 15-18,
holdt han fast, idet han reddede to
meget kritiske slutspil og selv scorede
en gevinst. Sejren blev på 12½-
9½ (6-3 og 13 remis). Endog Botvinnik
måtte anerkende, at matchen
‘blev overbevisende og fortjent vundet
af Smyslov.’ (s. 277).
Men Botvinnik lagde mærke til,
at Smyslov efter at være blevet verdensmester
skrev, at han ikke ville
hvile på laurbærrene, men ville sætte
sig nye store mål: ‘En vanskelig
kamp om den højeste skaktitel er
overstået. Men nye kampe, turneringer
og matcher vil følge’ (citeret fra
Botvinniks erindringsbog, s. 197).
Var Smyslov nu ikke blevet lidt for
kæk? Var der ikke lige noget, han
skulle have overstået først? Botvinnik
havde ret til en revanchematch,
og det besluttede han sig for.
1958-matchen startede næsten
præcis på samme måde som fire år
tidligere, derved at Botvinnik vandt
de tre første partier, men denne gang
formåede Smyslov ikke at indhente
ham. Slutresultatet var 12½-10½ (7-
5 og 11 remis), men sejren kunne
2009 /7/311 39