Jeg husker den sidste dag, vi havde sammen, som var det i går. Ikke ...

More documents

Recommendations

Info

Nej, nu vil jeg rulle mig sammen ligesom Balder. Har brug for lidt stille vejr med fred for diverse kastevinde. Har brug for at kigge ud over min egen haveskråning og lade blikket blive langt og finde hvile et sted ude vest for Mellergårdens skov, hvor markerne flyder i ét med horisonten. Når du læser dette, Julie, forestiller jeg mig, at du nok er blevet en voksen kvinde, eller i al fald godt på vej til det. Og så er det, jeg tænker: Mon du overhovedet har nogen erindring om din morfar og mig? At du må have tydelige erindringer om din mor, er jeg ikke i tvivl om, men hvorvidt man er i stand til at huske sine bed- steforældre, fra før man var fem år gammel, er jeg langt mere usikker på. Når jeg tænker tilbage på min egen morfar (din tipoldefar, Kristian), som faktisk døde, da jeg selv var fem år gammel, så er den eneste erindring, jeg har om ham, at han sad i den ene ende af en rød plyssofa og røg på en lang, hvid pibe. Og at han kun rejste sig, når uret, der hang over sofaen, skulle trækkes op. Da åbnede han urets glasdør og mærkede sig frem til en nøgle, der lå i bunden af urkassen. Set med mine femårsøjne havde nøglen form som en lang snabel med to runde museører som håndtag, og den hvide urskive, der havde et hul i hver sin kind, kiggede altid så bekymret ned på mig, når morfar stod der med nøglen i sin hånd. Av, tænkte jeg, nu drejer han nøglen rundt mellem tæn- derne derinde, først i den ene mundvig og så i den anden. Til sidst kunne man tydeligt høre, hvordan tænderne ikke længere ville være med. De bed så hårdt omkring nøglen, at han måtte trække den til sig og lægge den ned i bunden af kassen igen. 14
Så fik det gyldne pendul et nænsomt puf. Urkassen blev luk- ket, hvorefter morfar satte sig ned, og tiden kunne fortsætte med at gå. Da jeg blev en stor pige og lang nok, skete det, at mormor (din tipoldemor, Juliane) bad mig at træde op i sofaen og trække uret op for hende. Nu hænger uret i huset her, i stuen ud til gaden, og der er kun mig til at trække det op. Om du kan huske uret – nej, det tvivler jeg på. Vi opholdt os for det meste her ved skrivebordet, i stuen ud til haven. Ja, hvis du kan have den mindste erindring om din morfar og mig, må det vist være her fra skrivebordet. Jeg ved ikke, om du kan se det for dig. Men skrivebordet er egentligt bare et næsten firkantet spisebord, der er stillet hen til det store vindue ud mod terrassen. Morfar og jeg havde vore faste pladser over for hinanden, og kunne ved blot at dreje hovedet (jeg til venstre og han til højre) se ud på terrassen og den skrånende have – ud over Mel- lergårdens marker, ja helt ud til Mellergårdens skov. Under bordet havde vi hver et skuffemøbel med små hjul under. Og bag os havde vi nogle reolsektioner, hvor bøgerne, der hørte til hver vore fagområder, havde deres plads. Her kunne vi så sidde over for hinanden med vore bunker af stilehæfter, der skulle rettes. Og helt fra din mor var lille, sad hun ved bordsiden modsat vinduet og legede imens. På nøjagtig den samme plads har du selv siddet sammen med din mor, eller alene sammen med morfar og mig, når vi skulle passe dig. Det var også her ved skrivebordet, vi sad – du og jeg – den sidste eftermiddag, vi havde sammen. 15
Page 1 and 2: 1 Jeg husker den sidste dag, vi hav
Page 3 and 4: Det var tabet af alle barndommens a
Page 5 and 6: Den næste dag, sagde jeg: Du vover
Page 7 and 8: Det er i orden, sagde jeg. Og du be
Page 9: I den sidste måned har morgendugge
Page 13 and 14: hoveddøren sad du som oftest på d
Page 15 and 16: Åh, Julie, sagde jeg. Nu kan jeg v
Page 17 and 18: i lange rækker bare ved hjælp af
Page 19: Snart så jeg på tøjet, hårfarve

Jeg husker den sidste dag, vi havde sammen, som var det i går. Ikke ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?