Our Mutual Friend - Dickens Selskabet

Our Mutual Friend
Nr. 10 / Januar 2008
DICKENS SELSKABET
1

2
Our Mutual Friend
Nr. 10 / Januar 2008
Redaktør: Vibeke Schrøder
I redaktionen: Lise Lotte Frederiksen
og Michael Rehder
Trykning: Michael Rehder
Forside ved Yngve Søndergaard
Illustration: Arthur Rackham (1867-1939)
Dickens Selskabet
www.dickens-selskabet.dk

Redaktørens forord
Den 8. februar 2008 kan Dickens Selskabet fejre 4-års fødselsdag. Lise Lotte
Frederiksen fik ideen og førte den ud i livet. Det var i oktober 2003, vi mødtes
første gang i Hofteatret. Vi skylder Lise Lotte tak for den inspiration og de
mange gode oplevelser, hun har givet. Ingen kan som Lise Lotte formidle sin
begejstring for kunst og litteratur.
I 2007 overlod Lise Lotte posten som formand til Michael Rehder, der nu fører
nu selskabet videre i Dickens’ og Lise Lottes ånd. I dette år har vi haft flere
gode sammenkomster og spændende foredrag. Ved vores seneste møde holdt
vi en julefest, hvor Michael og Erling Krogh spillede, og vi sang engelske
julesange og gik hjem i løftet stemning. Med Michael Slaters forelæsning i
november fik vi et overblik over den omfattende Dickens-forskning og fik lejlighed
til at nyde Michael Slaters skuespillertalent, da han læste op af Oliver Twist.
Men endnu vigtigere var det, at vi atter fik kontakt med vores engelske venner,
som vi et par gange har mødt i London. Michael Slater hører som Tony
Williams til kredsen omkring huset i Doughty Street, som vi har besøgt sammen
med Lise Lotte. Vores selskab er en del af et større netværk, der samles om
Dickens’ forfatterskab. Det er grunden til, at dette blad hedder Our Mutual
Friend, Vor Fælles Ven.
Bladets tema skulle i anledning af årsskiftet være mad, som Dickens elsker at
skrive om. Han har rigtig mange beskrivelser af måltider. Her efter jul kan det
måske være lidt anstrengende at komme igennem alle de skinker og postejer,
hvis man nu har mest lyst til grøn te og salat. Så må det være en trøst, at Bo
Tao Michaëlis skriver om tedrikkeriet i England. Lise Lotte skriver om østers,
som Dickens også havde en særlig forkærlighed for. Fattigdom og østers gik
dengang hånd i hånd, men østers var også afrodiserende. Mad er i det hele
taget afrodiserende hos Dickens. Det betyder, at hans beskrivelser af måltider
også har en symbolsk betydning. Den sanselighed, han ellers sjældent
beskæftiger sig med, kommer frem i beskrivelserne af mad. Det har jeg skrevet
lidt om.
3

4
Jesper Morville går videre i samme spor, når han fortæller om kroer og pubber
hos Dickens. Den sidste artikel er skrevet af Torben Carlsen, stifter og formand
for Det Danske Edgar Allan Poe Selskab, og handler om Dickens’ møde med
Poe i Philadelphia i 1842. De var dengang begge omkring 30 år, Dickens var
en stjerne, mens Poe var et miskendt geni. Det kunne have været interessant at
opleve mødet mellem de to, der hver for sig kom til at præge angelsaksisk litteratur.
Dickens’ interesse for Poe viser en anden side af ham, fascinationen af det
uhyggelige, det abjekte, som han og Poe delte. Det hyggelige og det uhyggelige
er to sider af samme sag, ”u”-et er fortrængningens mærke, som Freud siger.
Ingen forfatter er så hyggelig som Dickens og ingen så uhyggelig, det skulle da
lige være Edgar Allan Poe. Julen er tid for hygge, fællesskab og
taknemmelighed, men der er også det, som Grundtvig kalder julesorgen.
Scrooge mistænker den for at være fremkaldt af mavepine, men den fører til
selvransagelse, ensomhed og angst. I den tilstand sker det, at man møder sin
dobbeltgænger, oplever sin egen begravelse eller konfronteres med et klamt
spøgelse, der slæber rundt på en rusten lænke og udstøder grimme lyde. Men
når man har været gennem selvransagelsens fire stadier, kan man julemorgen
vågne op til et snedækket landskab og høre kirkeklokker og bjældeklang. Fra
hvert et hus breder der sig en duft af stegt julegås, og nu vender solen og den
lange dag tilbage.
Bladets for- og bagside prydes denne gang af tegninger af Arthur Rackham,
som Lise Lotte skriver om. Med dette nummer vil vi i redaktionen takke for det
gamle år og ønske alle et godt nytår.
Vibeke Schrøder
Victorianske juleforberedelser

MAD OG SANSELIGHED I DICKENS’ JUL
Victoriatiden tog afstand fra det forrige århundredes frimodige erotik, som den
findes beskrevet hos Fielding. Men selv damer kunne uden at rødme læse højt
af Dickens. Selv om han kendte de barske sider af storbylivet bedre end
nogen, beskrev han det aldrig, sådan som det virkelig var. Han henvendte sig til
et borgerligt publikum, der ikke brød sig om åbenlyse erotiske skildringer.
Begæret og den nøgne krop eksisterer hverken i tekst eller illustrationer.
Dickens kunne ikke lide tegninger af nøgne mennesker. Men det betyder ikke,
at teksten er blottet for sanselighed. Den skal bare søges i hans beskrivelser af
mad.
Dickens elskede kvinder, især de buttede, som han fandt more kissable end de
slanke og elegante. Kvinders forfængelighed med tøj var efter hans mening det
bedste træk i deres karakter. Han satte pris på deres evne til at klæde sig med
farvesans og var aldrig lykkeligere, end når han befandt sig mellem en flok
pyntede piger. Alt, hvad der forskønner livet: mad, vin og erotik, var efter
Dickens’ mening værd at beskæftige sig med. I sine breve til vennerne kæder
han mad og sex sammen og kan lide at gøre opmærksom på, at østers for
eksempel stimulerer erotikken. Også i romanerne er der en sammenhæng
mellem mad og kærlighed.
Ingen anden forfatter har så mange beskrivelser af mad som Dickens. Alene i
Pickwick er måltider beskrevet 249 gange. Der er en duft omkring Mr.
Pickwick af ristet brød og romtoddy. Det gode menneske graver ikke sine
skatte ned, men deler dem med andre og hengiver sig til livet. I et generøst sind
er madlyst forbundet med evne til venskab og lyst til sex. Det erotiske spiller
ganske vist ingen større rolle for Mr. Pickwick, der kun én gang, og af vanvare,
befinder sig i en dames soveværelse.
Der er, må man indrømme, ikke meget sex i Pickwick og heller ikke særligt
meget i Nicholas Nickleby. Her er sanseligheden beskrevet som noget latterligt
hos Madame Mantalini, der er håbløst forelsket i sin mands erotiske pludder og
farvede bakkenbarter. Direkte erotiske beskrivelser findes tilsyneladende ikke,
med mindre man ser lidt på Dickens’ beskrivelser af mad. Den store Yorkshiremand
John Browdies appetit og gæstfrihed står her i modsætning til
traktementet i Dotheboys Hall:
5

6
I en af kroens mindste stuer, gennem hvis åbne vinduer der slog en sund,
landlig duft af dampende postheste, var der dækket op med det
sædvanlige service til et tebord, der stod på en nydelig, indbydende måde
flankeret af to store stegte og kogte stykker kød, en tunge, en duepostej,
en kold høne, en stor kande øl og andre af den slags småting, der i de
degenererede byer og storbyer anses for at høre til en særlig solid frokost,
kromiddag eller til et kraftigt morgenbord.
At John Browdie, the big blockhead, har magt over sin kvinde, ser man, når
han fortærer sin frokost. Beskrivelsen af måltidet, hvor madduften blander sig
med lugten af de dampende heste udenfor, viser Johns sunde sanselighed.
En kvinde viser sin evne til kærlighed, når hun dækker op for familien. En af
Dickens’ få gode mødre er Mrs. Bagnet, gamle tøs fra Bleak House, der er
betydeligt klogere end sin mand, men er taktfuld nok til at skjule det og lade
ham få det sidste ord, fordi disciplinen bør opretholdes. Den gamle tøs ses
altid i sit køkken i færd med at gøre grøntsager i stand og koge suppe.
Hendes modsætning er Mrs. Joe fra Store Forventninger, der ganske vist
også er en del klogere end sin mand, men så uelskværdig, at hun konstant gør
ham opmærksom på det. Når hun serverer for Pip og Joe, skærer hun stående
skiver af det brød, hun har presset ind mod forklædesmækken, der også
fungerer som nålepude. Måltidet ender tit med, at enten Joe eller Pip får en nål i
munden. Selv julemåltidet i Mrs. Joes hus, hvor hun har indbudt sine
slægtninge, afslører hendes manglende evne til kærlighed. Pip bliver klemt og
skubbet mellem de voksne og beskyldt for at være et ondskabsfuldt barn.
Et andet julemåltid er Magwitchs i marsken, hvor han fortærer Pips medbragte
mad med en grådighed som et vildt dyr, men ledsaget af Pips elskværdige: I am
glad you enjoy it Sir! Ligeså kærlighedsløs som Mrs. Joe er Miss Havisham,
hvor Pip efter sine besøg får serveret et stykke brød med kød i gården, som
om hun havde fodret en hund.
Hos Pecksniff i Martin Chuzzlewit er teen tynd, og det ristede bacon er
forbeholdt husherren, men Tom Pinchs ven John Westlock hører til de generøse
gentlemen, der gerne deler alt med deres venner og dækker op for dem, så
snart han har fået sin arv:

7
Et udmærket hotel! Forstuen en sand buegang af vildt og dinglende
lammefjerdinger, og i et hjørne åbenbarer et berømmeligt spisekammer
med glasdøre kolde høns og herlige stege og tærter, hvori hindbærgeléen
trækker sig undseeligt tilbage, således som det sømmer sig for et så
kosteligt syltetøj, bag et gitterværk af butterdej! Og på første sal ... et
værelse, hvor alle gardinerne er trukket for, er et bål stablet midtvejs op i
kaminen, vokslys tændt overalt og et bord dækket til tre med glas og
sølvtøj nok til tredive ...
Her er tilsyneladende heller ingen sex, før man ser på tærterne, hvor den
undseelige lyserøde gelé bag hvid butterdej leder her tankerne hen på erotik. I
Et Juleeventyr beskriver Dickens Scrooges niece som lækker, næsten på
samme måde som mad: Hun var smuk, overordentlig smuk, med et buttet,
forundret, prægtigt ansigt; en rund lille mund. Kvinder skulle også dengang
være slanke, men Dickens har som nævnt en forkærlighed for de buttede. Her
er det erotiske igen antydet gennem beskrivelsen af maden.
Der svælges i mad:
Rosinerne var så trinde og udsøgte, mandlerne så overordentlig hvide,
kanelstængerne så lange og lige, de andre krydderier så liflige, de
kandiserede frugter så indsyltet i smeltet sukker, at den koldeste tilskuer
fik mavepine af det. Heller ikke var det, fordi fignerne var fugtige og
kødfulde, eller fordi katrineblommerne rødmede med ærbar syrlighed i
deres sirlige æsker, eller fordi alt var så godt at spise og i sin bedste
julepynt.
Det er svært ikke at få erotiske tanker ved al den duft, rundhed og saftighed.
Blommer plejer ikke at rødme ærbart i deres sirlige indpakning, men unge
kvinder gør. Det er også sjældent, man tænker over, hvor lang og lige en
kanelstang er. Oplevelsen af hygge er forbundet med duften af mad, ristet brød
og dampende punch. Julen betyder mad i overflødighed, duft af kaffe og te fra
de åbne købmandsbutikker, og så er der lugten af buddingen:

8
Hallo! En masse damp! Buddingen var ude af kedlen. En lugt ligesom på
en vaskedag! Den kom fra klædet, der havde været om buddingen. En
lugt ligesom fra et spisekvarter og en konditor ved siden af hinanden og
en vaskekone ved siden af dem igen. Den kom fra buddingen. Et halvt
minut derefter trådte Mrs. Cratchit ganske rød, men med et stolt smil ind
med buddingen, der lignede en plettet kanonkugle, så hård og så fast var
den, og blussede i en halv pægl brændende cognac, og i toppen var der
stukket en julekristtorn.
Det er en herlig budding, selv om den er meget lille, hvad ingen i familien tør
tænke og slet ikke sige højt. Den sande overflødighed, der hører julen til,
opstår først, da julens ånd folder sig ud og dækker op for den forundrede
Scrooge:
Det var hans eget værelse, det var der ingen tvivl om, men det var
undergået en forbavsende forvandling. Væggene og loftet var så tæt
besat med levende grønt, at det så ud som en hel lund, hvori lyse,
strålende bær tindrede på alle kanter. Kristtornens, misteltenens og
vedbendens friske blade kastede lyset tilbage, som om de var oversået
med lige så mange små spejle, og en så vældig lue fór buldrende inde i
kaminen, at denne kedelige forstening af et arnested hverken i Scrooges
eller Marleys tid eller i mange mange vintre havde set mage til den.
Stablet op på gulvet, så at de dannede en slags trone, lå kalkuner, gæs,
vildt, fjerkræ, svinesylte, store stykker oksekød, stegegrise, lange kranse
af pølser, æbleskiver, plumbudding, fjerdinger med østers, glohede
kastanier, kirsebærkindede æbler, saftige appelsiner, søde pærer,
umådelige julekager og dampende puncheboller, som fyldte værelset med
deres liflige duft. Ovenpå dette sæde tronede nok så mageligt en lystig
kæmpe, en prægtig karl at se til, med en glødende fakkel, ikke ulig et
overflødighedshorn, i hånden og holdt den i vejret, for at den kunne brede
sit lys over Scrooge, idet han tittede gennem døren.
Dickens’ jul handler ikke om Jesus, og dog ligner Julens ånd ham lidt:

9
Ånden var iført en simpel mørkegrøn kjortel eller kåbe, kantet med hvidt
pelsværk. Dette klædningsstykke hang så løst om dens skikkelse, at dens
hvælvede bryst var blottet, som om den lod hånt om at beskytte det eller
skjule det ved nogen som helst kunst. Dens fødder, som kom til syne neden
under klædningsstykkets vide folder, var ligeledes blottede. På hovedet
havde den ingen anden bedækning end en krans af kristtorn, som hist og
her var besat med skinnende istapper, og dens mørkebrune lokker var
lange og fri, fri som dens frejdige åsyn, dens tindrende øjne, dens åbne
hånd, dens glade røst, dens utvungne holdning og dens glædestrålende
mine.
Det nøgne bryst, de blottede fødder, det lange hår og tornekronen leder
tankerne hen på Kristus, men døden er blevet til liv, lidelsen til glæde og det
udtærede legeme kraftfuldt. Sådan pustede Dickens liv i de kristne myter.
Ånden har fået liv og huld og løfter faklen, der ligner et overflødighedshorn,
hvorfra jordens frugter vælder ud. Dickens’ jul er saturnalier, hvor skellet
mellem mennesker ophæves, hvor sanseligheden slippes fri, og parrene kysses
under misteltenen. Midt i vinterens mørke lyser faklen, og ruderne dugges af
dampende buddinger, af punch og kroppe, der blusser i dans og leg.
Vibeke Schrøder

10
DICKENS OG JULEN
- strøtanker om en tegner og om julen i ”gamle dage”.
Hvert år tager jeg min yndlingsudgave af Et Juleæventyr frem. En antikvarisk
udgave fra 1917 (Høst og Søn) illustreret af Arthur Rackham. Jeg holder så
meget af hans illustrationer; måske fordi jeg i London altid besøger en delvist
nervenedbrudt kvinde i Cecil’s Court, som har arvet en lille butik efter sin far,
hvor hun udelukkende sælger gamle stik og tegninger – ikke mindst af Arthur
Rackham. Hvis man så meget som vover at røre en tegning (i plasticomslag),
skriger hun skarpt og skingert ud over hele sin lille butik. ”Don’t touch it!!
Don’t you dare touch it!” Og så fortæller hun hele historien om sin far, der
elskede hver eneste tegning, og om hvordan hun måtte tage det hele på sig, da
han døde, og ikke har bestilt andet siden. Hun er som en figur fra en af
Dickens’ romaner. En nervenedbrudt kvinde i besiddelse af stor styrke.
Hvordan får hun det til at løbe rundt? Ja, det hjælper lidt, når jeg kommer forbi
…. bare lidt!
Jeg har nemlig købt flere af hendes stik, bl.a. Rackhams Wagner-illustrationer
(til min mand) og så Dickens’ illustrationer til mig selv. De er helt specielle og
kan genkendes på en kilometers afstand – de tynde, langstrakte og
spidsnæsede mennesker med gusten-gullig ansigtsfarve, som dog skifter til det
rødlige i kulden, men meget langt fra de runde, tykke ”Dickensian”-personer,
som vi forbinder med jul og overflod! Fezziwigs bal er ellers min
yndlingsscene, fordi de to små, buttede Fezziwigs står så tydeligt for mig.
Og så fanger Rackham det, som jeg selv erfarede i England, da jeg boede der
for mange år siden. Lange tørklæder, som vikles ind i alting, og ikke meget
overtøj! Folk, der styrter ned ad gaden for at nå de sidste indkøb – voldsom
trængsel og alarm i Londons smalle gyder. Mennesker, der lidt ligner flaksende
fugle i byens kaos.
Der er en smule Kai Nielsen over Rackham-figurerne, hvilket jeg fik bekræftet,
da jeg besøgte en udstilling med Nielsens mange tegninger på Gl. Holtegård
tidligere i år. Rackhams illustrationer er imidlertid forankret i en londonsk
virkelighed, Kai Nielsens figurer er klart 1001 nat-inspireret, men menneskenes
form og langstrakthed er den samme. Lidt drømmeagtigt. Lidt surrealistisk.

I min Rackham-udgave af Juleæventyret er der fine små vignetter med
overflødighedshorn, hvor mad vælter ud: hele små grise kommer gående,
smilende ænder vraltende, frugter og chokolade vælter også ud. En oral drøm
på grænsen til det orgieagtige!
Ja, det har man haft brug for at se ”i fattigdommens dage” for nu at tale Astrid
Lindgrensk. (Hun fylder jo rundt i år, og mange af hendes historier afspejler et
fattigt Sverige i gamle dage og begynder netop ”i fattigdommens dage”). At
kunne spise sig mæt var pragtfuldt! Et orgastisk måltid. En ønskeopfyldelse
uden lige.
Dickens skabte julen, sagde nogle. Han blev kaldt ”The Man who Made
Christmas”. (Læs mere i skuespilleren Simon Callows bog om Dickens og
Julen).
Med julekvadet Et Juleæventyr skabte Dickens fuld opmærksomhed på julen
som en tid, der skulle være med gavmildhed, fylde og glæde. Hvor gnierhjerter
skulle tøs op! Hvor der skulle være nok mad , og vinen flyde! Hvor kontorister
skulle have mere fri for at være sammen med familien.
Han kunne også finde på at forkæle sig selv lidt. Når han var blevet færdig med
en ny roman, købte han altid en ”hamper” fra Fortnum og Masons! Han var en
mand med en tilsyneladende grænseløs energi, og en Fortnum og Masonpakke
(en hamper) blev en symbolsk selvbelønning.
11
Arthur Rackham, selvportræt

12
I dag er julen blevet kommerciel overflod i vores del af verden. Det illustreres
meget godt ved det eksempel, at netop den hæderkronede gamle Londonbutik
Fortnum and Masons i år lancerer en hamper til .. hold jer fast: 20.000 pund -
men så bliver den også bragt ud i hestevogn, så vidt det overhovedet kan lade
sig gøre. Beløbet svarer til en ny mellemstor bil i pris, og det provokerer
stærkt min puritanske sjæl. Det ikke bare grænser til det ulækre; det er
ulækkert, og jeg håber, køberne kløjes i indholdet!
Nej, lad os så få julen hos skriveren Bob Cratchit, hvor hans kones
søndagskjole er to gange vendt (!), og hvor jubelen over ”løgdyppelsen” er
stor, hvor kartoflerne trægt koger op og banker på kasserollelåget for at
komme ud og blive pillet. Et besjælet univers, hvor flipper og mad giver deres
besyv med.
Her er det slidte tøj ”bødet og børstet”, her lugter der som på en vaskedag, når
buddingen kommer ud af kedlen. Den ligner en plettet kanonkugle, ”Hustruens
største Triumf i hele deres Ægteskab”!
Det er en sansemættet, euforisk beskrivelse af et måltid, hvor maden er
levende! Hvor dørhåndtagene er levende! Hvor til sidst Scrooge selv bliver
levende – efter at have været så længe død – lad det være en opfordring!
Benyttet udgave: Et Juleæventyr af Charles Dickens, illustreret af Arthur
Rackham, Høst og Søn, 1917. Oversættelse af Paul Læsøe Møller.
Lise Lotte Frederiksen
Cratchit Christmas

INTET SOM EN GOD KOP TE IKKE KAN KURERE
- eller noget om tedrikning på Charles Dickens’ tid
Du ser den rigtigt mange steder – teen som har fået navn efter Charles Dickens
første store romansucces, Pickwick Klubben fra 1836. Den findes i alle
varianter, de kendte udkog Charles sikkert selv har sippet af, fra den klassiske
engelske Morning Tea, Earl Grey med navn efter en adelig imperiebygger og så
selvfølgelig Ceylon te og kinesisk te til diverse eksotiske frugtsupper som med
lidt kogende vand kan sprede aromatiske dufte i rummet, der sikkert ville
forføre enhver victoriansk næse! Orientalisme, fra den mauriske bue i stuen, far
i fez og snabelsko og marokkopuder på persiske tæpper til brogede sjaler og
pittoresk silke over kvinders arme og barme, var en del af en fælles livsstil i
hele 1800-tallets Europa, som vedvarende sværmede for morgenlandets
luksuøse komfort. Og hertil kom, of course, også tevand, der kan kurere nær
sagt hvad som helst, og som statistisk er den mest brugte vending i engelsk
filmhistorie: ”Nothing that a good cup of tea cannot cure”!
At Dickens og hans Pickwick således bliver associeret med te i almindelighed
og englændernes glæde ved dette bryg morgen, middag og aften i særdeleshed,
er evident og indlysende. Smart branding og egentlig lidt på tværs af en tekst,
som mere handler om svinekoteletter, tomatsovs for ikke at sige rødvin, portvin
og pøbelens fortrukne både billige og farlige rusmiddel, den langt fra fuselfri gin
(uden tonic – den kom senere, netop igen fra Østen). Brændevin på enebær og
indført af hollænderne hvis virkning tegneren Hogarth har skildret så rystende i
sine sædeskildringer af underklassen i 1700-tallet.
Rigtige smagsdommere, altså kultursociologer som beskæftiger sig med
rusmidlers udbredelse, anvendelse og historiske betydning, har reelt ingen
forklaring på, hvorfor netop englænderne blev verdens mest berømte
tedrikker-nation overhovedet, fra morgenteen til Storbritanniens egen
opfindelse, Five o’Clock Tea eller High Tea, det berømte og korpulente
’mellemmåltid’ med agurkesandwich, muffins, syltetøj på ristet brød og
selvfølgelig en kage eller to. Englænderne begyndte nemlig som alle andre
varmdrikkende europæere som kaffedrikkere i 1600-tallet!
13

14
Men i tidsrummet mellem 1630 og 1700 begynder der en langsom ændring i
den angelsaksiske smag, hvor man går fra mokka til te! Og så skilles tevandet
hos de lærde! Der er en marxistisk inspireret skole, der mener at den
langsomme ’borgerliggørelse’ af England med et tysk kongehus fra Hannover i
spidsen vender nationens kulturelle og feudale tilknytning til Frankrig i løbet af
det 18. århundrede. Hvilket betyder, at man går fra kaffe til te. Endelig havde
Storbritannien ingen kaffeplantager endnu, de kom først langt senere i Karen
Blixens Kenya, men derimod via det østasiatiske kompagni og senere
kolonistyre i Indien ikke så få teplantager.
Det blev nationalt og patriotisk, særligt i kølvandet på den franske revolution i
1789 og Napoleonskrigene, at drikke te. Men som vi netop ved fra både
litteratur og den allerede nævnte Hogarth og hans ’Gin Lane’ var drukkenskab
udbredt på tværs af alle klasser. Herremanden drak rødvin, sågar portvin til
oksestegen. På grund af fjendskabet med Frankrig gik borgerskabet fra brandy
og cognac til whisky som avec og aftensjus, mens alle andre fattigrøve drak gin
i spandevis skyllet ned med tungt eller tyndt øl.
De socioøkonomisk forbedrede forhold i perioden efter sejren ved Waterloo i
1814 gjorde det gunstigt at drikke te og endog give det skidne drikkevand lidt
bedre smag end netop den skidne. Men det passer ikke helt. Kaffe var faktisk
billigere helt op til midten af 1800-tallet, og det er først efter en effektiv
kolonisering af de asiatiske områder, at te bliver allemandsdrik, noget alle har
råd til! Kort sagt bliver teen både et klasseforsonende træk ved det engelske
samfund, alle drikker te, og samtidig altså en billig fornøjelse, som får megen
møje og besvær, problemer og arbejde til at glide ned. Men husk: kun to
stykker sukker, hvis man vil gå for at være dannet!
En anden skole, som vi kunne kalde for den strukturalistiske skole a la tyskeren
Max Weber og franskmanden Michel Foucault, læser engelsk tedrikning som
et puritansk ritual, en slags ’altervin’ for hele den aseksuelle, kropsangste og
asketiske retning, vi lidt uretfærdigt har givet navn efter dronning Victoria.
Victorianismen er jo vitterlig blot en britisk udgave af europæisk biedermeier.
Stadigvæk, kongehuset var germansk, og gemalen, den progressive prins
Albert, var en driftig fyrste som bestemt tog afstand fra den frankofile lediggang
på jagt, gastronomi og flirt. Arbejde gør dig fri, men for megen spiritus og det som
ligner undervejs, og du dovner den af, døser hen eller bliver amourøs og liderlig!

1700- og 1800-tallets borgerskab var overbevist om at kaffe og især
chokolade var hardcore afrodisiaka. Især for unge kvinder, hvis underliv af al
den koffein ikke ville falde til ro, snarere til føje, hvis en listig ungersvend havde
kaffekanden eller kakaokoppen i sin skænkende hånd! Te derimod var klart
mildt stimulerende og næsten harmløs, gav styrke til meget andet end erotik. Så
gerne en kop te, men ikke noget med sex, vi er britiske.
Således er denne skole overbevist om at teen blev importeret fra Tyskland som
en modgift mod heftig druk og løsagtig kaffeslabberas. Te kan nemlig kurere
det meste og i hvert fald måske det værste, at give sig hen til det som er værre
end døden for den unge kvinde, at miste uskylden før kirkebryllup!
Victorianismens afgørende mareridtsscenario for alle møer, især dem i
borgerskabet, som via tedrikning og intet andet kunne give den adelige
ægtemand, sin fornemste juvel på bryllupsnatten, den velbevarede mødom, det
enestående favntag og den eftertragtede besiddelse!
Således er det nok derfor, at vi drengerøve i min uvictorianske ungdom skrev
vort eget digt om det at komme i sofa/seng med en pige: Kaffe og kage, frem
og tilbage, men te og kiks, nul og niks. Kanske te giver tynde lår, men vi andre
siger altså tak for kaffe.
Bo Tao Michaëlis
15

16
NÅR KROERNE FORTÆLLER
Dickens kunne som få gøre huse og gademiljøer til levende billeder på, ja
næsten aktører i en handling. Det gælder ikke mindst de kroer og pubber, der
ofte danner rammen om helt centrale møder og begivenheder. Et krolokale og
et måltid er bestemt ikke nogen entydig ting. Den samme kro kan, som en
levende organisme, ændre sig afhængig af situationen og af øjnene, der ser.
Barnaby Rudge (fra 1841) er en af Dickens historiske romaner. Handlingen er
henlagt til årene omkring 1780, da overklassen førte sig overordentligt stilfuldt
frem – og lod stil gå forud for følelser – og før jernbaner ændrede rejsemåder
og landevejskroernes funktion.
Landevejskroen
“The Maypole” (Majstangen), en kro lidt uden for London, er næsten en af
hovedpersonerne i romanen. “Værtshuset Majstangen var et gammelt
værtshus med flere gavle end et dovent menneske gad tælle på en solvarm
dag ... Gulvene var sunkne og ujævne, lofterne sværtede af tidens tand
og tyngede af svære bjælker”.
Til denne kro kommer en skønne dag en fornem gæst og forlanger “noget at
spise, det er mig temmelig ligegyldigt, hvad det er, når det blot bliver
propert anrettet, og et ordentligt værelse”. “De kan få alt, hvad De
behager”, svarede værten John. “Det er godt, at jeg er let at gøre tilpas.
Ellers kunne De få svært nok ved at indfri det løfte, min ven”, svarer
gæsten. Værelset, denne arrogante gæst føres ind i, havde “skønt det var det
bedste i gæst-givergården, et tungsindigt præg af falden storhed og var
alt for stort til at være hyggeligt”, og ilden i kaminen går hurtigt ud. Og
“gæstens måltid blev anrettet og taget bort igen.” Mere blev det måltid
ikke bemærket!
Nogle lørdage senere lokker den livsglade låsesmed Varden sin kone og datter
med fra London til Majstangen, og man skulle ikke tro, det var det samme
sted, Dickens beskriver:
“Alle gæstestuer er hyggelige, men gæstestuen i Majstangen var den
hyggeligste og mest fuldkomne gæstestue, man kunne se for sine øjne.

17
Hvilke forbavsende flasker i gamle egetræsskabe; hvilke blanke krus, der
hang på knager ..., hvilken mængde citroner, der hang i net og i
forbindelse med vældige snehvide sukkertoppe ledte tanken hen på en
punch, der overgik ethvert dødeligt ideal; hvilke gemmer, hvilke skuffer
fulde af tobakspiber, hvilke hule vinduesbænke, alle sammen proppede til
halsen med med spise- og drikkevarer eller velsmagende krydderier, og til
allersidst kronen på det hele, sindbilledet på husets umådelige
hjælpekilder, der ligesom sagde til gæsterne: “spis væk! der er mere, hvor
det kom fra!” – hvilken uhyre ost!”
Og så bestillingen på middagsmaden - den måtte have formildet en vildmand:
“En bid fisk”, sagde John til kokkepigen, “og nogle lammekoteletter med
en god portion sauce til - og en god salat og en stegt kylling og en ret
pølser med mosede kartofler eller sådan noget lignende”. Sådan noget
lignende! Hvor disse gæstgivergårde dog var velforsynede”.
Det sanses, at låsesmeden og hans familie værdsætter Majstangens køkken
noget mere end fornemme sir Chester; og at stadsestuen er lige så kold i
sammenligning med den almindelige gæstestue, som aristokraten er det i
sammenligning med den brave håndværker. Formålet med sir Chesters besøg
er, passende nok, også at forpurre et kærlighedsforhold, mens låsesmedens
datter Dolly og sønnen på Majstangen har et mere end godt øje til hinanden.
Londons prokuratorkvarter
En helt anden atmosfære finder man, når man bevæger sig til London og frem til
Dickens’ samtid. I Bleak House (fra 1852), som for tiden kan nydes på tv, går
nogle unge repræsentanter for den prokuratorstand, Dickens tager mere end
heftigt under behandling i romanen, på “et spisested af den slags, som blandt
deres kunder er kendt under navn af suppeknejpe”. De går ind i et særligt
aflukke og forlanger aviser og derefter mad.
“Da Smallweed foretrækker “kalvesteg og skinke med snittebønner – og
glem ikke farsen, Polly!” forlanger Guppy og Jobling det samme, hvortil
endnu kommer tre krus half-and-half. Hurtigt vender opvartersken
tilbage med noget, der tilsyneladende er en model af Babelstårnet, men i

18
virkeligheden en stabel tallerkner og flade bliklåg.... Og under en stadig
kommen ind og løben ud og klirren med glas og porcelæn og rumlen op og
ned med hejseværket, der henter portionerne op fra køkkenet, og skingre
råb gennem talerøret efter flere portioner og en almindelig tilstrømning af
damp og varme stege, hele og skårne i skiver, og en stærkt ophedet
atmosfære i hvilken de smudsige knive og duge synes at bryde frivillig
frem i udbrud af fedt- og ølpletter, tilfredsstiller det juridiske triumvirat
sin appetit.”
Og det bliver ikke ved kalvestegen: den efterfølges af kål, “men uden snegle,
Polly”, marvbudding og ost og brød med rom. Som den mest storspisende
af selskabet, Jobling, bemærker: “Hvad jeg mener efter at have spist, er
et, og hvad jeg mener, før jeg har spist, er et andet.”
Vi er i kommet til en anden tid og et andet miljø end den ærværdige 1700talskro
i Barnaby Rudge. Og den prokuratorstand, der er et af produkterne af
den nye tid, bliver i høj grad karakteriseret ved de unge menneskers
almindelige adfærd på “suppeknejpen”.
De lystige sjovere ved den dystre flod
Bevæger vi os ned til floden, til de dystre steder, hvor ligfiskere stævner ud på
jagt, møder vi et helt andet miljø i “The Six Jolly Fellowship Porters”, “De seks
lystige Sjovere”, som værtshuset kaldes i L. Moltkes oversættelse. Her mødes
kontraster, og ikke kun det muntre navn på baggrund af den mørke flod:
“Det allerede som “vattersotigt” betegnede værtshus var for længe siden
sunket ned i en tilstand af affældighed. Der var ikke et eneste lige gulv, ja
næppe en eneste lige linie, men det havde overlevet mangen en bedre
vedligeholdt bygning, mangen en pynteligere beværtning. Hvad det
udvendige angik, var det et smalt skævt skrummel, med en sprukken
veranda af træ, der hang ud over vandet. ... Bagsiden af huset var, skønt
det var her, hovedindgangen fandtes, så kneben, at den i sin forbindelse med
forsiden kun tog sig ud som hanken på et strygejern, der står på sin bredeste
ende. Denne hank befandt sig for enden af en labyrint af gyder og stræder.”

19
Men så det indre: “Skænkestuen i De seks lystige Sjovere var en
skænkestue, som kunne formilde det menneskelige hjerte. Pladsen var
ikke synderligt større end bunden i en hyrekaret, men ingen kunne have
ønsket sig den større, så omgærdet var denne plads af tykmavede små
tønder, likørflasker med eftergjorte druer i klaser, citroner i net, tvebakker
i kurve, høflige ølhaner, der krummede sig ærbødigt, når gæster
opvartedes med øl, osten i en hyggelig krog, og værtindens eget, altid med
dug dækkede bord i en endnu hyggeligere krog tæt ved kaminen. ... For
øvrigt vendte både skænke- og dagligstuen ud til floden og havde røde
gardiner, der svarede til stamgæsternes næser.”
Blandt husets specialiteter var “purl”, og “hundenæse”. Purl er en ale med
sukker og malurt; en hundenæse er en blanding af genever og øl – noget,
berejste søfolk har værdsat. Værtinden, miss Potterson, styrer stedet med
hård, men retfærdig hånd. Den smalle, levende gamle pub er en central
medspiller i de dystre begivenheder, med mord og bedrag, der udspiller sig i
Vor fælles ven (fra 1864). Hvad den oplever, skal ikke gennemgås her. Men
endnu en af stedet specialiteter skal dog præsenteres: den stedlige
politiinspektør og to unge jurister, Eugene Wrayburn og Mortimer Lightwood,
er på nattevagt efter en formodet morder og opslår deres midlertidige
hovedkvarter i miss Pottersons aflukkede siderum, “Fortroligheden”:
“Man brænder sherry overmåde godt af her”, sagde hr. Inspektøren som
en slags stedlig underretning. “D’herrer kunne måske have lyst til en
flaske?” Da svaret lød “ja, nok”, modtog Bob Gliddery sin instruks af
inspektøren .... Han vendte tilbage med et dampende krus, men skønt
kruset udsendte en herlig vellugt, havde dets indhold endnu ikke fået den
sidste tilberedelse, som De seks lystige Sjoveres uovertrufne mesterskab
anvendte ved sådanne vigtige lejligheder. I sin venstre hånd havde Bob en
jernform til sukkertoppe, i hvilken han tømte kruset og hvis spidse ende
han stak langt ned i ilden, hvor han lod den stå nogle øjeblikke, mens han
gik bort og kom igen med tre blanke drikkeglas. Mens han satte dem på
bordet og med fortjenstfuld erkendelse af sin opgaves vanskelige
beskaffenhed bøjede sig over ilden, iagttog han damphvirvlerne, indtil
han i overkogningens vigtige øjeblik tog jernkaret op og rystede det lidt,
hvorved det udsendte en sagte sprutten. Derpå hældte han igen indholdet
i kruset, holdt det ene af de blanke glas efter det andet over dampen,

20
skænkede til sidst i dem alle og afventede med god samvittighed sine
medmenneskers bifald.”
Dette minimale udvalg af pubskildringer hos Dickens kan forhåbentlig antyde
hans egen glæde ved god mad og drikke og samtidig demonstrere, at kroerne i
hans romaner er mere end blot et sted, hvor man får noget at spise og drikke.
Velbekomme!
Jesper Morville

JULENS OG HJEMMETS DIGTER
Allerede med udgivelsen af Pickwick Klubben fik Dickens den idé, at
handlingen skulle følge årstiderne, sådan at julenummeret kom til at handle om
Pickwicks overdådige jul hos Mr. Wardle og Sam Wellers Valentine til Mary.
Når Dickens i sine senere år selv læste Juleeventyr højt for et publikum, var
der ikke et øje tørt i hele salen. Folk lo og græd og hilste ham spontant med
klapsalver. Og skønt han anså sig selv for at være kristen, er der ingen
forestillinger om et evigt liv i fortællingerne. Dickens skaber sine egne myter og
genopliver gamle forestillinger. Der er ingen julemænd, ingen engle, men trolde,
alfer, gengangere og ånder. Af alle julens ånder er hjemmets den mægtigste. I
den tredje julefortælling, Fårekyllingen ved Arnen, repræsenterer den
syngende fårekylling et samfund af mægtige ånder, der lever tæt sammen med
menneskene. I skikkelse af en smuk kvinde træder ånden frem for husets ejer,
fragtmand John Peerybingle, og lader ham se ind i fortid og fremtid for at han
kan fatte, hvilken lykke han har i sit hjem.
I Et Juleeventyr er der er ikke andre forestillinger om et liv efter døden end
gengangerens trøstesløse vandring med jernkæden. Livet er her og nu, men
Scrooge har fornægtet det og givet afkald på erotik, familie og venskab for at
arbejde. Dickens ville bringe julen tilbage til en før-puritansk periode,
middelalderen med dens julelege og ceremonier som en protest mod sin egen
samtid, hvor flere radikale og utilitarister slet ikke ville holde jul. Scrooge er en
sådan moderne forretningsmand, der synes, at julen er noget pjat. Men for
Dickens er julen tid både for nydelse og åndelig vækst. Da julens ånd opsøger
Scrooge i Et Juleeventyr, er det for at få ham til at erkende sine fejl og ændre
sit liv for ikke at skulle dø alene. Sorg, ensomhed og dystre barndomsminder
hører årstiden til, men de skal være en påmindelse om livets korthed og om
ikke at dvæle ved det forgangne, men åbne sig for andre i glæde og
taknemmelighed.
Marleys genfærd repræsenterer erindringen for Scrooge, der har nået
afslutningen på sin livsbane, uden at have slået rod i tilværelsen. Men han får
mirakuløst en ny chance, fordi nogen trods alt elsker ham. Derfor får han sit liv
og sin død tilbage, så han ikke til evig tid skal vandre fredløs gennem åndernes
verden. Især Et Juleeventyr rørte folk. Da Lord Jeffrey havde læst historien,
21

22
skrev han til Dickens, at han med denne ene fortælling havde udrettet mere
godt end hele den kristne kirke i et år: blessings on your kind heart.
Dickens ville med julen som udgangspunkt transformere kristendommen til sin
egen livsbekræftende mytologi. Læserne elskede hans julehæfter, der dengang
hørte til i enhver ordentlig husholdning. Hans tidsskrifter Household Words og
All the Year Round, der begyndte at udkomme sidst i 1850’erne, blev
familieblade for hele landet og kom i oplag på 100.000. Hans julefortællinger
Dr. Marigold’s Prescriptions, Mugby Junction, og No Thoroughfare, som
han skrev i samarbejde med Wilkie Collins, blev enorme succeser, der udkom i
cirka en kvart million eksemplarer.
Da Dickens i sine julefortællinger spiller hæmningsløst på det sentimentale, var
de særligt egnede til at smugle politiske budskaber ind i. Klokkerne, som han
skrev i Genoa i 1844, er en af hans mest politiske fortællinger, hvor han gør op
med utilitarismen og fattiglovene. Der er The Battle of Life, en rørende historie
om to søstre, der elsker den samme mand. I The Haunted Man viser han, at
erindringen om uret er en forudsætning for medlidenhed og indlevelse i andres
liv. I Fårekyllingen ved Arnen er legetøjet blevet skræmmende.
Fortællingen om juletræet, A Christmas Tree, handler også om legetøj. Det er
en erindringsskitse om alt det legetøj, der var under hans barndoms juletræ.
For Dickens og hans familie var julen forbundet med amatørskuespil hjemme
eller rigtige skuespil på teatret. I fortællingen om juletræet kædes fine dufte og
lyden af en klokke sammen med erindringen om hans barndoms jul: Nu ringer
der en klokke – en magisk klokke, som stadig lyder i mine øren ulig alle
andre klokker – og musikken spiller mellem en summen af stemmer, og et
anstrøg af vellugt fra appelsinskaller og olie, og om en liden stund befaler
den magiske klokke musikken at standse, det grønne fortæppe ruller sig
selv majestætisk op, og stykket begynder.
Her kæder han igen jul sammen med spøgelser: der er nok en duft af ristede
kastanier eller andre lækre ting hele tiden, for vi fortæller vinterhistorier
– spøgelseshistorier, vi må skamme os, omkring juleilden.
Fortællingen Mrs. Lirriper’s Lodgings fra julen 1863 er en af de sjoveste, han
har skrevet. Det er en herlig monolog ført af den ukuelige pensionatsværtsinde i

23
Emmy Lirriper i Nordfolk Street, Strand, om hendes daglige bryderier med
pensionærerne, adoptivsønnen og vennen af Major Jemmy Jackman. Historien
blev straks meget populær, som Dickens glad fortæller sin ven Joseph Orliffe:
Min ærede veninde Mrs. Lirriper har gjort det mest utrolige indtryk på
offentligheden. Jeg tvivler på, om jeg nogensinde har skabt noget, der er
blevet så kærligt modtaget af et så enormt publikum.
En af de sidste julehistorier hedder To be taken with a grain of salt fra All
the Year Rounds julenummer 1866. Jeg fik næsten kuldegysninger op langs
ryggen, mens jeg sad og skrev den, skriver han til sin veninde Mary Boyle.
Dickens skabte sin samtids julemyter og drømme om en hvid jul med
kanekørsel og bjældeklang. I de første otte år af hans liv oplevede England en
hvid jul, så derfor er det dét, vi stadig drømmer om. Dickens blev ved med at
elske julen, selvom troen på fællesskabet blev mindre i de sidste år. Man kan
tydeligt se det i de sidste romaner. I Store Forventninger er julefesten i
smedjen grotesk, og barnet, der skulle være festens midtpunkt, sidder klemt
inde mellem de voksne og må finde sig i ydmygelser. Værst er det i Edwin
Drood, hvor julen fremstilles som perverteret:
Overalt ser man tegn på, at det er jul. Kristtornens røde bær lyser op
mellem vinduerne på kannikehjørnet, og Mr. og Mrs. Tope stikker
smagfuldt kristtornkviste ind i udskæringerne i lampetterne i stolene i
kirken, som om de stak dem i domprovstens og kapitlets knaphuller. I
butikkerne bugner det med korender, rosiner, krydderier, kandiserede
orangeskaller og kandis. En ganske usædvanlig ødselhed er der alle
vegne. Over døren til urteboden hænger en kæmpestor mistelkost. Og
konditoren har udstillet et usselt lille overflødighedshorn med harlekin på
toppen - så usselt og lille, at man snarere burde kalde det et overflødigt
horn - til bortloding for en shilling for nummeret.
Alle juleforberedelserne er der, selv julepantomimer og vokskabinetter, men
pynten er blevet smagfuld og overdådigheden er blevet ødsel. Der er intet
fællesskab mellem menneskene i den lille by. De spredes i alle retninger, og den
eneste julefest, man hører om, ender med et mord.

24
Men selvom juleglæden ikke overlevede i Dickens’ eget sind, blev han både for
sin samtid og for efterfølgende generationer stående som julens digter. Da han
døde, græd børn i England, fordi de troede, at nu var julemanden også død.
Dickens skabte sin egen mytologi, en dyrkelse af fællesskab, taknemmelighed
og livsglæde. Det er blevet en verdensomspændende religion, der næsten, men
ikke helt, falder sammen med kristendommen.
Vibeke Schrøder

DICKENS MØDER POE
Året er 1842. Charles Dickens, 30 år, var en af Englands mest populære forfattere,
en elsket fortæller. Han havde på det tidspunkt skrevet flere af sine berømte
romaner som ”The Pickwick Papers”, ”Nicholas Nickleby”, ”Oliver Twist”
og ”The Old Curiosity Shop”.
Samme år havde den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe, 33 år, ukendt for de
fleste og ikke anerkendt i sit hjemlands litterære kredse, anonymt udgivet
debutdigtsamlingen Tamerlane and Other Poems, som han selv havde bekostet
i 1827. Derudover hans eneste roman The Narrative of Arthur Gordon Pym
(1838) samt Tales of the Grotesque and Arabesque (1840), som indeholder så
kendte fortællinger som William Wilson, The Fall of the House of Usher, Ligeia
og MS Found in a Bottle. Poe kendte til Dickens og var en af de første i Amerika,
der erkendte hans geni og foretrak ham frem for Sir Edward Bulwer Lytton, der
var en nærmest folkekær engelsk forfatter, som dog ikke var specielt afholdt af
kritikerne. Det var i anledning af den sammenligning, at Poe skrev den berømte
sætning under henvisning til Dickens’ forfatterskab: ”Man skildrer ikke en
genstand for at gøre den sand, men for at betragteren skal opfatte den som
sand”.
I 1842 havde Dickens kvantitativt skrevet betydeligt mere, end Poe opnåede
gennem hele sit korte liv (1809-1849). De fleste af hans senere noveller blev
trykt i diverse magasiner, som Poe selv var redaktør af, men han opnåede ikke
at få dem udgivet i bogform.
Poe havde bl.a. læst Barnaby Rudge, og Dickens havde i den forbindelse ønsket
sig at lære den mand at kende, der allerede efter at have læst de første kapitler
kunne forudsige bogens slutning. ”De må være i ledtog med djævelen”, skrev
Dickens til Poe. Sandheden om denne forudsigelse er blevet diskuteret en del, og
det sidste ord i denne sag forekommer at være sagt af Gerald Grubb i en artikel
fra Nineteenth Century Fiction, juni 1950, under titlen The Personal and Literary
Relations of Dickens and Poe. Grubb påviser, at Poes påstand om at forudsige
handlingen efter syv sider er usand. Han mener, at Poe mindst må have læst
tretten kapitler. Der er god mening i, at Poe via logisk analyse kunne forudsige
handlingen. Han elskede gåder og kodeskrifter. Mens han var redaktør på
Graham’s Magazine, opfordrede han læserne til at indsende kryptografier. Der
kom omkring 100; Poe løste dem alle på nær én, som han påviste var forkert.
25

26
Tilbage til 1842. Dickens ankom til Philadelphia for at starte en forelæsningsturné,
og han blev mødt af en begejstret læserskare. Poe, som på dette tidspunkt boede
sammen med sin barnebrud Virginia Clemm og sin svigermor Maria Clemm, var
i konstant pengenød og drak heftigt. Da Poe hørte om det fornemme besøg,
sendte han et brev til hotellet, hvor Dickens boede og udbad sig et møde med
ham. Dickens svarede ham hurtigt: ”My dear Sir, I shall be very glad to see you
whenever you will do me the favor to call. I think I am more likely to be in
the way between half past eleven and twelve than any other time”.
De mødtes to gange på Dickens’ hotelværelse. Poe var lurvet klædt i en slidt
frakke og lappede handsker i modsætning til Dickens, der pyntede sig med et
slips med diamantspænde samt en fløjlsvest med guldkæde. Under møderne
diskuterede de bl.a. engelske og amerikanske forfattere. Poe har sikkert fremhævet
sin jævnaldrende landsmand Nathaniel Hawthorne, som han værdsatte højt. Poe
havde netop skrevet en senere berømt rosende anmeldelse af Hawthornes
novellesamling Twice-Told Tales.
Derudover diskuterede de nødvendigheden af en international copyrightlov. Til
sidst kom Poe frem til sagens kerne: Han spurgte, om Dickens ville hjælpe ham
med at få udgivet Tales of the Grotesque and Arabesque i England. Dickens
lovede at forsøge, men skrev ni måneder senere et beklagende svar, hvor der
bl.a. stod: ”I have mentioned it to publishers with whom I have influence,
but they have, one and all, declined the venture …”
Ifølge Poe-biografen Una Pope-Hennessy blev møderne mellem Dickens og Poe
holdt i en steril og kold atmosfære. De respekterede hinanden som kunstnere; et
eksempel herpå er, at man mener, at Dickens, der var imponeret over Poes
analytiske evner, under deres møde har haft en finger med i spillet og med en
smigrende replik tilskyndet Poe at skrive detektivfortællingen The Mystery of
Marie Rogêt, som bygger på en virkelig begivenhed: Mordet på den letlevende
tobakssælgerske Mary Rogers, hvis lig blev fundet i Hudson floden. Forbrydelsen
vakte usædvanlig opsigt i New York på den tid. Derimod kunne Dickens og Poe
ikke rigtigt komme overens som mennesker. For at bruge et moderne udtryk
manglede kemien.

27
Selv om Dickens heller ikke selv senere gjorde meget for at promovere Poe i
England (man ville på den tid kun nødigt anerkende en selvstændig amerikansk
litteratur), besøgte han under sin anden Amerikaturné den nu ludfattige Maria
Clemm, som var efterladt helt alene efter først Poes, dernæst datterens og senere
svigersønnen Edgars død. Dickens gav hende personligt en pengegave og
foranledigede senere fra England en betydelig indsamling til hende.
Charles Dickens og Edgar Allan Poe har også mødt hinanden i fiktionen. Det
fandt sted i den amerikanske forfatter Ray Bradburys novelle De landflygtige
(The Exciles), fra den fremragende samling The Illustrated Man.
Temaet her er som i andre Bradbury-fortællinger. Handlingen udspilles i en
skræmmende fremtid, hvor det er en forbrydelse af læse bøger. Med Bradburys
mesterstykke, romanen Fahrenheit 451, som forbillede er The Exciles en science
fiction-fortælling, der handler om et samfund, hvor det er forbudt ved lov at læse
gotisk litteratur. Formålet hermed er at gøre en ende på alle onde drømme, bøgerne
har afstedkommet. Som konsekvens heraf er samtlige bøger i denne genre
tilintetgjort, bortset fra ét eksemplar af hver bog, som bliver opbevaret på Historisk
Museum i et aflåst rum.
Ved novellens start har forfatterne til disse bøger søgt tilflugt på Mars (!) skarpt
forfulgt af et rumskib, der har medbragt de forbudte bøger med den hensigt at
brænde dem på den fjerne planet og derved samtidig skille sig af med
ophavsmændene til dem. Mange af disse forfattere, de landflygtige, medvirker
med navns nævnelse, og de forsøger med alle midler, bl.a. med hjælp fra heksene
fra Shakespeares ”Macbeth”, at forhindre rumskibets mandskab i at lande på
Mars og håber samtidig på en altødelæggende atomkrig på Jorden, så de kan
vende tilbage på en enkelt nat.
Her er det så, at Edgar Allan Poe, Ambrose Bierce m.fl. opsøger Charles Dickens,
som imidlertid ikke vil hjælpe dem. Han siger, at det var en fejl, at hans bøger blev
brændt. ”Jeg skriver ikke om overtro, jeg skriver ikke om skræk og rædsel som
De, Poe. Jeg beskæftiger mig ikke med hekse, vampyrer og midnatsuvæsener”.
Poe konfronterer ham med A Christmas Carrol, og Dickens indrømmer, at han
har skrevet nogle få spøgelseshistorier, men i hans væsentligste arbejder fandtes
den slags væsener ikke, hvorefter han smækker døren i for næsen af Poe og

28
Bierce. End ikke en bøn om at lade Mr. Marley hjælpe finder nåde hos Dickens.
Ladt i stikken foran Dickens’ hus ankommer pludselig en postvogn med Pickwickklubben.
Adskillige andre af Dickens’ figurer er til stede i huset. Handlingen kan
lyde lidt syret; men der er god mening med galskaben, og historien er yderst
velskrevet.
Som konklusion kan nævnes, at selv om forholdet mellem Dickens og Poe måske
ikke var det varmeste, kan en læsning af begge disse giganter varmt anbefales.
Samtiden bar Dickens frem på succesens vinger, for Poe var stort set hver eneste
dag en kamp for at overleve. Eftertiden har udjævnet meget. Begge har fået deres
fortjente stempel. Dickens for sin dybe sociale indsigt og Poe for stort set ene
mand at have opfundet den amerikanske litteratur.
Torben Carlsen
Edgar Allan Poe

3
27