Læs Historien om Strandingsmuseet” skrevet af Gert Normann

Historien om Strandingsmuseet
Af Gert Normann, talsmand for Strandingsmuseets Venner
Strandingsmuseet bygger primært på fundene fra de to britiske orlogsskibe,
HMS ”St. George” og HMS ”Defence”, som forliste ved Thorsminde
juleaften 1811, hvorved næsten 1400 personer omkom. Også historien
om andre strandinger og forlis i Nordsøen fortælles på museet.
Museet er det eneste i Danmark, som også fortæller om søkrigen under
den første verdenskrig, herunder verdenshistoriens største søslag, ”Jyllandsslaget”,
som stod vest for Thorsminde den 31. maj 1916. Strandingsmuseet
er en anerkendt international seværdighed.
Fra de første udgravninger i 80’erne og indtil nu har tilblivelsen og udviklingen
af Strandingsmuseet først og fremmest været drevet af lokale borgere, foreninger
og firmaer i Midt- og Vestjylland. Bidragene har været mange og spænder
fra personer og firmaer, som har ydet økonomisk støtte, over dykkerklubber,
som har lagt hundredvis af timer på bunden af Nordsøen, til ildsjæle, som i årevis
har drevet konkrete projekter og foreningsarbejde. Det etablerede museumssystems
interesse i Strandingsmuseet har derimod været begrænset, og at museet
står i dag, er i højere grad på trods af - end på grund af den etablerede museumsverden.
Udgravningerne blev
startet, udført og finansieret
lokalt
Et museum vokser op af klitterne
Efter at lokale dykkerklubber i samarbejde med Nationalmuseet
havde udført de første udgravninger ved St. George i
1984, var der ønske om at få genstandene fra mange museer.
Blandt andet Nationalmuseet, Langelands Museum, Ringkøbing
Museum og flere engelske museer ønskede dele af genstandene.
Undertegnede og mange vestjyder var meget imod,
at de genstande, som vi havde bjerget op for lokale midler og
vor billige arbejdskraft, skulle spredes på flere museer.
Vi havde selv været bagmænd for indsamlingen til udgravningerne
i 1984, hvor rigtig mange mennesker i Vestjylland
havde givet et beløb. De indsamlede midler til udgravningen
løb op i over en halv million kroner, hvilket var mange penge
på det tidspunkt. Allerede flere år før udgravningerne arbejdede
vi for at få et minimuseum i Thorsminde om de engelske
orlogsskibes forlis.
Den store lokale interesse og presset fra os resulterede i, at
Ringkøbing Museum begyndte at lave planer om at etablere
et strandingsmuseum i Thorsminde. Museet blev en realitet
i 1992, efter at finansieringen var doneret af Ulfborg-Vemb
Kommune, Ringkøbing Amt og EU.
3

Strandingsmuseet
gav store overskud
de første år
Nye udgravninger
Overskuddet fra
Strandingsmuseet
blev overført til
Ringkøbing Museum
De første år med Strandingsmuseet
Allerede det første år havde Strandingsmuseet et besøgstal
på over 67.000 gæster. Det fik ledelsen på Ringkøbing Museum
til at kalde Strandingsmuseet for deres guldæg.
På grund af det store besøgstal i de første år gav Strandingdsmuseet
et meget stort overskud, som for størstedelens vedkommende
blev overført til Ringkøbing Museums kasse. I
samme periode glemte man blot at lave aktiviteter og markedsføring
på Strandingsmuseet, hvilket resulterede i, at besøgstallet
langsomt dalede til omkring 35.000 gæster om året
Vi lavede nye udgravninger i 1996 og 1997 finansieret på
baggrund af en indsamling, som vi lavede med mit firma som
hovedsponsor, og som gav stor tv-dækning, og det resulterede
i, at besøgstallet steg igen. På foranledning af Ulfborg-
Vemb kommune, Strandingsmuseets Venner og undertegnede
lykkedes det at skaffe midler fra Indenrigsministeriet til
en forundersøgelse for en udvidelse af museet med et marinarkæologisk
center. Ud fra denne forundersøgelse lykkedes
det at få bevilget midler til såvel udbygningen som til ansættelsen
af en marinarkæolog og en forvalter på museet, hvilket
skulle være starten på det marinarkæologiske center
med det marinarkæologiske ansvar for store dele af Nordsøen.
Alt igen finansieret af Ulfborg-Vemb Kommune, Ringkøbing
Amt og midler fra EU.
I 2001 stod anden etape af museet færdigt, og det blev åbnet
for publikum. Både i den første del af museet og i den nye
store tilbygning var alle udstillinger udført i en meget høj
kvalitet og stil, hvilket især skyldtes lederen af Ringkøbing
Museum, Jens Aarup Jensen.
Desværre fortsatte man på Ringkøbing Museum med at
overføre midlerne fra Strandingsmuseet til Ringkøbing Museums
egen kasse.
Dette resulterede i, at der fortsat ikke var råd til aktiviteter
eller megen markedsføring for Strandingsmuseet, hvad der
igen resulterede i endnu færre gæster. Efter en tid måtte
man på grund af besparelser afskedige Strandingsmuseets
forvalter, men stadig overførte man i gennemsnit ca. 0,5 mio.
kr. til Ringkøbing Museum hvert år.
Fra Strandingsmuseets Venners side gjorde vi Ringkøbing
Museums bestyrelse opmærksom på problemet for Strandingsmuseet,
men accepterede tingenes tilstand, da det stod
klart for enhver, at Ringkøbing Museum ikke kunne eksistere
uden tilskuddet fra Strandingsmuseet. Ringkøbing Museum
var på dette tidspunkt, det museum i Danmark som fik
mindst kommunalt tilskud, hvilket der i kommunalbestyrelsen
ikke var udsigt til at ændre.
4

Strandingsmuseet
lægges som følge af
kommunalreformen
under Holstebro Museum
Strandingsmuseet
blev ”tvunget” til at
købe sine egne genstande
af Ringkøbing
Museum
Fusion med Holstebro Museum
Ved kommunalreformen skulle Strandingsmuseet lægges ind
under Holstebro Museum. Her var vi overbevist om, at
Strandingsmuseet ville få lov til at beholde de penge, som
museet selv genererede. Derved kunne museet få råd til
mere markedsføring og flere aktiviteter, ligesom de selv kunne
tjene penge til udvikling og forbedringer.
Her kom Strandingsmuseets Venner i modvind med Ringkøbing
Museums formand, som havde et flertal i bestyrelsen.
Formanden truede med, at Strandingsmuseet under Holstebro
Kommune kunne få et helt tomt museum, idet alle genstande
og marinarkæologien ville blive ført ned til Ringkøbing
Museum, da det var Ringkøbing Museum, der stod som
ejer. Det skal tilføjes, at både formanden og ledelsen oprindeligt
ikke ville have haft det marinarkæologiske ansvar i
Nordsøen, som først kom i stand efter argumentation og
stærkt pres fra medlemmerne af venneforeningens bestyrelse.
Vi deltog i flere møder om det samme, også med Skjern-Egvad
Museum, hvor vi holdt på, at Strandingsmuseet med alle
genstande skulle være hjemmehørende i Thorsminde og i
den kommune, som ville blive den fremtidige tilskudsyder.
Da det blev klart, at Strandingsmuseet skulle høre under
den nye Holstebro Kommune og dermed Holstebro Museum,
ville formanden for Ringkøbing Museum sælge genstandene
på Strandingsmuseet så dyrt som muligt til Holstebro Museum
og Holstebro Kommune.
Fra Strandingsmuseets Venner var vi meget uenige i at ”sælge”
Strandingsmuseet, hvorfor vi bad om at være med ved
disse forhandlinger. Men flertallet i Ringkøbing Museums
bestyrelse nedstemte det, så Venneforeningen blev sat helt
uden for indflydelse i disse forhandlinger.
Ringkøbing Museums formand kunne derfor egenhændigt og
dygtigt til stor ulempe for Strandingsmuseet, men til stor
fordel for Ringkøbing Museum styre forhandlingerne med
Holstebro Museum. Formanden fik derved forhandlet på
plads, at Ringkøbing Museum som kompensation skulle have
det statstilskud, som Strandingsmuseet normalt ville være
berettiget til i de følgende fire år.
På den måde mistede Strandingsmuseet 1,12 mio. kr., som
skulle betales til Ringkøbing Museum over fire år, hvilket
beløb sig til ca. 280.000 kr. pr. år, som blev taget fra Strandingsmuseets
budget og bogført som ”ikke fradragsberettigede
lokaleudgifter”!
5

kostede Strandingsmuseet
1.12 mio. kr.
Holstebro Museum
tilsidesætter Strandingsmuseet
Strandingsmuseet
kan ikke udvikles
som en underafdeling
Dertil krævede formanden for Ringkøbing Museum, at
Holstebro Museum skulle betale for varelageret i museumsbutikken,
som butikken ellers selv havde betalt og tjent
hjem op til flere gange.
Det endte med, at Holstebro Museum skulle betale Ringkøbing
Museum 100.000 kr. for varelageret, penge som også
blot blev taget fra Strandingsmuseets budget.
Tiden under Holstebro Museum
I de fire år, hvor Strandingsmuseet har været under Holstebro
Museum, er næsten al udvikling gået helt i stå, og meget
er ikke blevet vedligeholdt på Strandingsmuseet.
Flere forslag fra Strandingsmuseets Venners bestyrelsesrepræsentanter
til Strandingsmuseets udvikling er blevet ignoreret
eller nedstemt i Holstebro Museums bestyrelse, og
museet har generelt været i forfald og uden væsentlige aktiviteter
i hele perioden.
Strandingsmuseets Venner havde allerede under Ringkøbing
Museum i samarbejde med et arkitektfirma udarbejdet
planer for at opføre et tårn til det 12 meter høje ror fra St.
George, en 400 m/2 ny udstilling om søkrigen under første
Verdenskrig, samt et kombineret særudstillingslokale og
foredragssal. Ved samme lejlighed kom vi med tilsagn fra en
stor fond om 15 mio. kr. til projektet, som sammen med 5
mio. kr. fra Holstebro Kommune var afsat til et tårn til roret.
Udbygningen skulle være færdig til 2011, som er 200 året for
de tragiske forlis ved Thorsminde.
Direktøren for Holstebro Museum gjorde allerede i 2007
Strandingsmuseets Venner opmærksom på, at der tidligst
kunne blive tale om en udbygning af Strandingsmuseet i
2015.
Med vort klare tilsagn om 15 mio. kr. fra en stor fond var det
enten manglende vilje eller stor udygtighed fra direktørens
og ledelsens side på Holstebro Museum, at udbygningen ikke
blev til noget i 2010.
I perioden under Holstebro Museum er det blevet fuldstændigt
klart for Strandingsmuseets Venner, at Strandingsmuseet
aldrig vil kunne udvikle sig under ledelsen af Holstebro
Museum. Ligesom vi også er blevet klar over, at så længe
Strandingsmuseet ligger under et andet museum, vil det primært
altid være hovedmuseets interesse som varetages. Derfor
begyndte vi i 2008 at arbejde for et selvstændigt Strandingsmuseum.
6

Bred folkelig og politisk
opbakning til
Selvstændighed
Selvstændighed bør
afgøres
politisk
Principiel modvilje
mod selvstændighed
fra embedsværket
Er Strandingsmuseet
blevet en handelsvare?
Et selvstændigt Strandingsmuseum
Et stort set enigt byråd (26 ud af 27 medlemmer) og et flertal
i Holstebro Museums bestyrelse har efterfølgende ansøgt ministeren
om, at Strandingsmuseet skal udskilles fra Holstebro
Museum, og dermed gøres til et selvstændigt og statsanerkendt
museum.
Der har været stor opbakning og opmærksomhed om sagen i
Vestjylland, med en underskriftindsamling med godt 2000
underskrifter for Strandingsmuseets selvstændighed. Flere
landspolitikere har bakket selvstændigheden op, og endelig
er det ad politisk vej blevet til en del af finansloven for 2011.
Kulturministeren har meddelt, at sagen nu skal løses af embedsværket
i Kulturministeriet. Men jeg mener, at det både
er et politisk og demokratisk problem, når sagen igen lander
ved embedsværket.
De uofficielle meldinger, jeg har fået, tyder på, at sagen forplumres
mere og mere, ligesom embedsmændene ikke mere
har så travlt med at finde en løsning, efter at mit møde med
Kulturministeren i slutningen af november er blevet aflyst.
Det er en hellig ko, vi rører ved inden for embedsværket, så
selv om vi både har den vestjyske befolkning og pressen
med os, er jeg ikke sikker på noget som helst. Dette også,
selv om muligheden for selvstændighed er vedtaget i finansloven.
Hvilken konstruktion eller løsning embedsværket
kommer frem til i sidste ende vides ikke.
Nu er der bl. a. tale om, at Holstebro Museum i lighed med
Ringkøbing Museum skal have kompensation for både ejerskabet
af Strandingsmuseets genstande og marinarkæologien,
hvilket embedsmændene i Kulturarvsstyrelsen tilsyneladende
mener, er rimeligt.
Skal Strandingsmuseet nu for anden gang betale for de genstande,
som er på museet. Og som mit firma og jeg har bjerget
op, eller genstande, som Venneforeningen eller jeg har
købt og betalt på forskellige auktioner?
Strandingsmuseet og vi er tilsyneladende blevet en handelsvare
mellem personer, som ikke har bidraget med ret
meget til Strandingsmuseet, og hvor ingen åbenbart tænker
på selve Strandingsmuseets tarv.
GNA.
7