8 SPORET MARTS <strong>2010</strong>
MÅNEDENS SIDE 9 Navn: Margit Larsen Alder: 64 år ung Civilstand: Gift med Erik. En datter 44 år, en søn 40 år og 4 børnebørn, én pige og 3 drenge År som træner: 0 år - men har trænet i ca 9 år i DCH Fritidsinteresser: Hund - børnebørn - foto - IT Hvordan laver man lige et portræt af en træner i disse tider, hvor sneen lukker for alt? Men jeg har jo før valgt en side 9 person, som ikke var træner. Så hvad var mere nærliggende, end at vælge en der ikke er træner men, som træner - altså mig selv. Jeg startede mit liv sammen med en Sankt Bernhards hund Molly, hun var kun ca. 4 mdr. ældre end mig. Simpelthen en pragtfuld hund, hun blev ca. 11 år. Vi var uadskillelige, hun blev spændt for en lille kane om vinteren, hun kunne springe over diverse forhindringer, hente bolde og pinde, tage en godbid ud af munden på mig, uden at jeg kunne mærke hendes tænder, sætte sig, lægge sig o. s. v. Når jeg nu tænker tilbage på det, så var det jo også en form for træning – jeg tror, vi to kunne være nået langt, hvis vi havde gået til træning, men det gjorde man ikke dengang, og slet ikke i min unge alder! Efter hende en af samme race men den var ikke ”god.” Så fik mine forældre en hvid Puddel – tja´. Jeg blev gift, og havde så over 20 år uden hund!! Indtil vores datter mødte vores kommende svigersøn, hans forældre havde på ejendommen flere hunde – og hvalpe, så hun kom hjem med en, ”næsten” Dansk/Svensk. Hun flyttede hjemmefra, men hunden Smut blev boende hos os. Efter 13 år måtte vi gå den tunge gang… Så fik jeg en Foxterrier Joy men… men en 9 mdr. gammel kennelhund. Den var der problemer med både psykisk og fysisk, den var ikke rask, havde ”kennelkuller” døjede med ledbånd og stofskiftet, efter ca. 4 år igen den tunge gang lige inden nytår i 2002. Ikke flere hunde!! Vi holdt det helt indtil midt i januar 2003 - så fik vi Pelle. Ham har alle vist hørt om, Pelle og jeg er i gang med at opslide diverse trænere på C-holdene. Jeg elsker at træne med ham, men konkurrencer det er ikke lige mig, har kun deltaget én gang – hvalpetesten! Der skrev dommeren godt nok som kommentar – kan nå langt – mon René stadig mener det? Det var ham, der var dommer. Han har godt nok senere sagt, at det skrev han altid – næsten da. Jeg har altid været ”bidt” af hunde – men er aldrig blevet bidt, undtaget af min egen Joy ved et uheld, hvor han troede, jeg var en anden hund, som angreb ham bagfra. Jeg har altid kunnet gå til fremmede hunde, uden at der skete noget. Kan huske da jeg var ca. 10 år, skulle jeg med far ud et sted og købe Undulater, jeg kom senere end far, blev modtaget af en sød (syntes jeg) hvid Ulve- Spids, vi fulgtes ad gennem haven ud til fugleburene – manden blev bleg, og spurgte: hvordan er du kommet ind? Og hunden, den er altså farlig, den må være sluppet ud, ingen fremmede kan komme til den….. Nå da jeg kom, stod den udenfor døren, den snusede til mig, gav mig et slik på hånden, og så fulgtes vi ad. Hvis ikke jeg havde mødt min kære Erik og stiftet familie – altså hvis jeg havde boet alene, så tror jeg, det havde været i et lille hus tæt på havet og med mindst 2 hunde gerne store som min gode gamle Molly. Hunde og hav det har et eller andet ….. noget jeg døjer med at modstå. Men nu er jeg så heldig at have en hund, som elsker når vi traver en tur ved havet, en mand som gerne deltager, og i tilgift børn og børnebørn. Erik gider ikke gå til træning, men så kan jeg da heldigvis træne både på Hyggehold ved Børge og C-hold ved Alfred – ja i denne sæson er det ham det går ud over. Men hvorfor egentlig også alt det her med konkurrencer og oprykninger, hver træner har sin måde at undervise på, så man lærer da en masse nyt uden at rykke op, og man møder mange nye hunde. I mit ”job” som formand for bladudvalget kommer jeg også i kontakt med mange hunde og deres mennesker. Så alt i alt er jeg godt tilfreds med mit ”hundeliv” Margit SPORET MARTS <strong>2010</strong> 9
Change language