Sporet Marts 2010 - DcH Hjørring

MÅNEDENS SIDE 9
Navn: Margit Larsen
Alder: 64 år ung
Civilstand: Gift med Erik. En datter 44 år, en søn 40 år
og 4 børnebørn, én pige og 3 drenge
År som træner: 0 år - men har trænet i ca 9 år i DCH
Fritidsinteresser: Hund - børnebørn - foto - IT
Hvordan laver man lige et portræt af en træner i
disse tider, hvor sneen lukker for alt?
Men jeg har jo før valgt en side 9 person, som ikke
var træner. Så hvad var mere nærliggende, end at
vælge en der ikke er træner men, som træner - altså
mig selv.
Jeg startede mit liv sammen med en Sankt
Bernhards hund Molly, hun var kun ca. 4 mdr.
ældre end mig. Simpelthen en pragtfuld hund,
hun blev ca. 11 år. Vi var uadskillelige, hun blev
spændt for en lille kane om vinteren, hun kunne
springe over diverse forhindringer, hente bolde
og pinde, tage en godbid ud af munden på mig,
uden at jeg kunne mærke hendes tænder, sætte sig,
lægge sig o. s. v.
Når jeg nu tænker tilbage på det, så var det jo også
en form for træning – jeg tror, vi to kunne være nået
langt, hvis vi havde gået til træning, men det gjorde
man ikke dengang, og slet ikke i min unge alder!
Efter hende en af samme race men den var ikke
”god.” Så fik mine forældre en hvid Puddel – tja´.
Jeg blev gift, og havde så over 20 år uden hund!!
Indtil vores datter mødte vores kommende
svigersøn, hans forældre havde på ejendommen
flere hunde – og hvalpe, så hun kom hjem
med en, ”næsten” Dansk/Svensk. Hun flyttede
hjemmefra, men hunden Smut blev boende hos
os. Efter 13 år måtte vi gå den tunge gang… Så
fik jeg en Foxterrier Joy men… men en 9 mdr.
gammel kennelhund. Den var der problemer med
både psykisk og fysisk, den var ikke rask, havde
”kennelkuller” døjede med ledbånd og stofskiftet,
efter ca. 4 år igen den tunge gang lige inden nytår i
2002. Ikke flere hunde!!
Vi holdt det helt indtil midt i januar 2003 - så fik vi
Pelle. Ham har alle vist hørt om, Pelle og jeg er i
gang med at opslide diverse trænere på C-holdene.
Jeg elsker at træne med ham, men konkurrencer
det er ikke lige mig, har kun deltaget én gang –
hvalpetesten! Der skrev dommeren godt nok som
kommentar – kan nå langt – mon René stadig
mener det?
Det var ham, der var dommer. Han har godt nok
senere sagt, at det skrev han altid – næsten da.
Jeg har altid været ”bidt” af hunde – men er aldrig
blevet bidt, undtaget af min egen Joy ved et uheld,
hvor han troede, jeg var en anden hund, som angreb
ham bagfra. Jeg har altid kunnet gå til fremmede
hunde, uden at der skete noget.
Kan huske da jeg var ca. 10 år, skulle jeg med far
ud et sted og købe Undulater, jeg kom senere end
far, blev modtaget af en sød (syntes jeg) hvid Ulve-
Spids, vi fulgtes ad gennem haven ud til fugleburene
– manden blev bleg, og spurgte: hvordan er du
kommet ind? Og hunden, den er altså farlig, den
må være sluppet ud, ingen fremmede kan komme
til den….. Nå da jeg kom, stod den udenfor døren,
den snusede til mig, gav mig et slik på hånden, og
så fulgtes vi ad.
Hvis ikke jeg havde mødt min kære Erik og stiftet
familie – altså hvis jeg havde boet alene, så tror
jeg, det havde været i et lille hus tæt på havet og
med mindst 2 hunde gerne store som min gode
gamle Molly. Hunde og hav det har et eller andet
….. noget jeg døjer med at modstå.
Men nu er jeg så heldig at have en hund, som elsker
når vi traver en tur ved havet, en mand som gerne
deltager, og i tilgift børn og børnebørn. Erik gider
ikke gå til træning, men så kan jeg da heldigvis
træne både på Hyggehold ved Børge og C-hold
ved Alfred – ja i denne sæson er det ham det går
ud over.
Men hvorfor egentlig også alt det her med
konkurrencer og oprykninger, hver træner har sin
måde at undervise på, så man lærer da en masse nyt
uden at rykke op, og man møder mange nye hunde.
I mit ”job” som formand for bladudvalget kommer
jeg også i kontakt med mange hunde og deres
mennesker. Så alt i alt er jeg godt tilfreds med mit
”hundeliv”
Margit
SPORET MARTS 2010 9