Burma i skole

Vi bliver forfulgt i vores eget land (fortsat fra forrige side).
første lejre i Thailand blev etableret for 30 år siden, og de karener,
der krydser grænsen til Thailand lever uden formelle identifikationspapirer,
som giver dem mulighed for at arbejde og bo uden
for lejrene i Thailand, eller som giver dem mulighed for at vende
tilbage til Burma. Derudover lever karenerne også i regnskovene
op mod grænsen til Burma, hvor de fleste lever af rotationslandbrug,
hvor de fælder et stykke skov og dyrker afgrøder, imens de
tidligere års marker ligger brak og vokser til med skov igen.
Børnene er vokset op med diktatur
De børn, der bor i Karenstaten, er vokset op under militærstyret.
De fleste familier er bønder, og de lever en nøjsom tilværelse i små
landsbyer, der ligger spredt ud over selvstyreområdet. Det er de
færreste familier, der har adgang til elektricitet og rindende vand.
De lever i bambushytter med et interimistisk køkken, hvor maden
laves over bål. Hytterne er simpelt indrettet med få møbler
og senge, der består af flettede måtter, der hver aften rulles ud på
gulvet, så mænd og kvinder kan sove hver for sig.
Skolerne er fattige
Skolerne i Karenstaten har lige som i resten af Burma i mange
år været nedprioriteret. Det burmesiske styre bruger kun en
forsvindende lille del af sit nationale budget på uddannelse, og i
Karenstaten har uddannelsessystemet været yderligere udsultet,
fordi selvstyrets eget undervisningsministerium kun har meget
få ressourcer til rådighed. Det har betydet, at lærernes løn har
været meget lav, hvis de har fået nogen overhovedet, og derfor
har der været stor udskiftning blandt lærerne, som ofte har været
nødt til at finde sig et alternativt arbejde for at få en indkomst og
forsørge familien.
Læs mere om Burmas historie