Februar 2010 Ilinniartitsisoq - Lærernes fagforening i Grønland

Fra redaktionen:
Tavs viden
“Nej, det tror jeg ikke jeg vil. Kollegerne
synes nok bare, at jeg taler
dårligt om vores skole”, sådan omtrent
lød svaret fra en af de lærere,
som vi bad fortælle om sine erfaringer
med Atuarfitsialak til dette nummer
at Ilinniartitsisoq.
En anden typisk reaktion lød: “Nej,
for jeg risikerer jo at blive stemplet
som en dårlig lærer”.
Mærkeligt at opleve, når man på kurser
og besøg rundt på kysten hele
tiden møder dygtige og tænksomme
lærere, som via deres engagerede
deltagelse i omformningen af vores
skole, har gjort mange nyttige erfaringer.
Erfaringer på godt og ondt, som kunne
bidrage til at gøre forordningen og
dermed skolen bedre.
Det er vores oplevelse, at de lærere,
der skal sikre at vi hele tiden er på
rette spor, i vidt omfang holder sig tilbage
og ikke deler deres erfaringer
og viden med os andre.
Ofte når erfaringerne kun frem til en
lille snæver kreds af kolleger.
Det var kendetegnende for processen,
der førte frem til den nye forordning,
at den i høj grad byggede
på engagement og medvirken fra
alle skolens parter - elever, forældre,
politikere og skolefolk. Ejerskabet til
Atuarfitsialak er meget bredt, og derfor
skal mange tages i ed, hvis der
skal ske justeringer.
Den offentlige debat om folkeskolen
har efter vedtagelsen af Atuarfitsialak
tabt pusten. I det omfang nogen
prøver at rejse den på ny, mødes de
meget ofte af en henvisning til, at vi
jo er godt på vej mod den gode skole
- der skal bare mere tid til.
Men hvor ved vi egentlig det fra?
Evalueringer, test og prøver dokumenterer
det ikke, og de der arbejder
med sagen holder deres erfaringer
og viden tilbage.
Ikke bare lærerne holder sig tilbage.
Fagkonsulenterne på Inerisaavik,
som må formodes at være dem, der
har det bedste overblik over udviklingen
af skolens fag, ønskede heller
ikke at bidrage til dette nummer af
lærernes fagblad. De holdt et møde
og meddelte derefter: “Vi synes ikke
rigtigt, at vi har noget at bidrage
med”.
Når der på denne måde lukkes ned
for bidrag til den offentlige debat om
styrker og svagheder i folkeskolen,
giver det os alle sammen problemer.
I første omgang betyder det, at problemer
omkring forordningen privatiseres.
Vi ser ikke problemerne i
det rette perspektiv, men gør dem til
elevens, forældrenes, lærerens eller
den enkelte skoles.
I næste omgang bliver det hele samfundets
problem, fordi vi derved forspilder
mulighederne for at justere
folkeskolen grundlag til glæde for
elevernes læring og lærernes arbejde.
At udvikle folkeskolen er en tidskrævende
proces, hvor dialogen mellem
skolens mange parter er den drivende
kraft. En dialog, hvor alle lægger
deres erfaringer og viden frem, så vi
alle kan blive klogere og handle derefter.
Jan Ellesgaard
Ilinniartitsisoq 3