Hent som PDF - Forlaget Vandkunsten

Ord og vendinger i det 21. århundrede
“I will never know if what I am told about the past is true.” Ordlyden i
Lise Harlevs værk på forsiden af Den Blå Port ville nok have mishaget Leopold
von Ranke. Ranke var en af den moderne historievidenskabs fædre
og mente at historikeren via primærkilderne kunne fortælle os “wie es
eigentlich gewesen”. Men historien skrives løbende om. Og som Harlevs
værk indikerer, formidles fortiden altid via andres fortolkning, som ikke
uden videre er til at stole på.
Efter 9/11 indledte USA sin krig mod terror, der snart førte til invasionen
af Irak i 2003. Danmark tog del i invasionen, som blev begrundet med
‘beviser’ om Iraks masseødelæggelsesvåben, der siden viste sig at være opdigtede.
Krigen var dog virkelig nok og fungerede på de indre linjer som
en vigtig brik i den kultur- eller værdikamp mod kulturradikalisme og
Islam, regeringen Fogh Rasmussen havde lanceret ved sin tiltræden i 2001.
Danmarks militære engagement er siden blevet fulgt op med operationer
i Afghanistan og Libyen. D. 31. august tjener nu som national mindedag
for de faldne, og det er blevet normalt af køre rundt med klistermærker
på bagsmækken, der erklærer støtte til de danske soldater. Kærlighed til
fædrelandet er drivkraften, og nøgterne stemmer på højrefløjen har endog
erklæret, at uanset om krigsindsatsen i sidste ende gavner eller skader
derude, har selve erfaringen været gavnlig for den mentale sundhed og
sammenhængskraft i Danmark.
Når man engang skal skrive kapitlet om 00’ernes litteratur herhjemme,
kommer man ikke uden om at de ovennævnte politiske og mentalitetshistoriske
forskydninger har spillet en rolle. Anskuer man en række af de
mest interessante forfatterskaber i det seneste tiårs litteratur, er det tydeligt
at det forandrede kulturelle klima under V, K og O udgjorde en erfaring
som trængte sig på – i mærkbar kontrast til 80’ernes kropsfølsomme
jeglyrik og 90’ernes fænomenologiske kortprosa, der opererede på sikker
afstand af tidens sociale politiske problemstillinger. Til lyden af kanontordenen
fra ti års borgerlig kulturkamp blev litteraturen social igen:
politisk engagement, aktivisme, social indignation og satire blev på ny
gangbare som litterære strategier og udtryksformer. Claus Beck-Nielsen
tog til Irak, og Ursula Andkjær Olsen og Lars Skinnebach vendte den po-
litiske retorik på vrangen i en ny form for social lyrik, mens Lars Frost i
sine moralsk desillusionerede romaner med stærkt ironisk og sprogkritisk
tvist holdt dommedag over tidens dårskaber. Socialrealismens form par
excellence, kollektivromanen, blev sågar trukket af stalden igen – i uhyre
artistisk og kalkuleret katastrofisk form hos Kristian Bang Foss og Lone
Hørslev, mens Nikolaj Zeuthen har endevendt 00’ernes harmoni- og tryghedssøgende
familieliv. Det hele leveret med den let vrængende, ironiske
grimasse, der om noget har været årtiets litterære figur.
En anden mærkbar tendens i 00’ernes sociale litteratur bestod i den
direkte, ofte let aggressive læserhenvendelse, spillet på virkelige jeg’er
og virkelige du’er, som Julie Sten-Knudsen analyserer i sit bidrag til dette
nummer, der også rummer nye tekster af nogle af de digtere, om hvem
hun skriver, nemlig Maja Lee Langvad og Mette Moestrup. I debuten Find
Holger Danske (2006) benyttede Langvad spørgeskemaet som konceptuel
form til at skrive om egne erfaringer med adoption. Samtidig gav bogen
stemme til en kritik af danskhedsdogmet, der i VKO-årene gjorde det
ekstra vanskeligt at have anden etnisk baggrund end dansk. Mette Moestrup
bruger brevformen som en personlig og dog offentlig henvendelse
fra en absolut levende forfatter i ‘den skandinaviske samtid’, og Rasmus
Graff stiller spørgsmål. Burde et politisk systemskifte medføre udvælgelse
af en ny nationalsang?
Hvor bevæger litteraturen sig hen nu, hvor den borgerlige kulturkamp
har overladt scenen til økonomisk krise og katastrofehåndtering? – Noget
tyder på at vi også nu befinder os midt i en ny vending i litteraturen, dog
uden at denne vending er direkte afledt af den forandrede politiske og sociale
situation. Hos nogle af de nyligt debuterede forfattere som Josefine
Klougart, Olga Ravn, Bjørn Rasmussen m.fl. spores tværtimod tendens er,
der peger væk fra samfundet og indad mod et mere intimt rum, en ny
kropslig sensibilitet og en mindre tidsbunden, fænomenologisk refleksion
over størrelser som identitet, køn, sted og erindring.
Med dette nummer takker Gitte Broeng og Torben Jelsbak af som redaktører
og overlader port-nøglerne til Josefine Klougart, Olga Ravn og Jonas
Rolsted. Generationer går, porten består og vi er her stadigvæk for litteraturens
skyld.
4 5
BlåPort_90_FINAL.indd 4-5 28/03/12 11.03