Jules Verne og de franske anarkister. - Lejf Rasmussen

Nadars portræt af Verne.
Jules Verne og de franske anarkister.
Det danske Jules Verne-selskab
Nyhedsbrev nr. 5, januar 2011.
”Hvem skrev 20.000 lieues
sous les mers?”
1
Louise Michel
Når man læser Jules Vernes romaner, kan man undervejs få mange
historiske oplysninger om begivenheder i samtiden bl. a. den amerikanske
borgerkrig, Afrikas udforskning og indiske oprørsbevægelser, men man får også en
fornemmelse af, at der ikke rigtig skete noget i Frankrig på den tid. Så modtager jeg
en dag et eksemplar af en brochure, der giver mig anledning til at læse om det, Verne
ikke taler om. Det drejer sig om en udgave af tidsskriftet Pensée et Action (nr. 9, jan
– marts 1959). Det bliver nu forståeligt, at Verne tav om samtiden i Frankrig, fordi
der skete tragiske og blodige begivenheder, som efterlod sår i fransk nationalfølelse
og – efter nederlaget i 1864 – også i dansk. En smerte, man ville glemme.
Tidsskriftets emne er ”Louise Michel – Jules Verne, De qui est 20.000
lieues sous les mers?” (Hvem skrev En verdensomsejling under havet?). Hæftet
indeholder en række artikler forfattet af Hem Day (et pseudonym for Marcel Dieu,
der var belgisk forfatter, pacifist og anarkist). Artiklerne handler lidt om Jules Verne
(1828 – 1905), lidt om Pariserkommunen og en del om ovennævnte Louise Michel,
men er ellers helliget en omstændelig tilbagevisning af en påstand om, at
”Verdensomsejlingen” skulle være baseret på et manuskript forfattet af Louise
Michel, et manuskript på 200 sider, som hun efter sigende solgte til Verne en dag,
hun var i pengetrang.
Denne påstand, som jeg i øvrigt ikke har set fremsat i den ellers
omfattende litteratur om Verne, skyldes en af Louise Michels nære bekendte ved
navn Ernest Girault. Han skrev i 1906, året efter Louises død, en biografi med titlen
”La bonne Louise”.

Artiklerne i Pensée et Action har som nævnet givet mig anledning til et
lille studie i datidens franske politiske liv og personkredsen omkring Jules Verne på
den tid.
I 1866, hvor Verne ifølge biografierne påbegyndte sin
undervandsroman, er vi i Kejser Napoleon III’s regeringstid (1852 – 1870). Perioden
er på mange måder en tid med fremgang. Paris moderniseres med brede boulevarder
og nye broer over Seinen, og der afholdes den første verdensudstilling. Men mens
borgerskabet lever i velstand, har arbejderne ringe kår og lønnen er lav. Der er også
republikanere, der gerne ser kejserdømmet afskaffet og antiklerikale, der opponerer
mod kirkens indflydelse. Oprørstanker ulmer, og der begås endog et mislykket
bombeattentat mod kejseren af tilhængere af Italiens samling. Vi står nu over for et
blodigt og afgørende vendepunkt i fransk historie: 1870.
I Tyskland planlægger Bismarck at samle de tyske stater til ét samlet
tysk rige. Frankrig erklærer Prøjsen krig med baggrund i den hohenzollernske
tronkandidatur i Spanien. Efter en indledende sejr lider de franske et stort nederlag,
kejseren tages til fange, tvinges til at abdicere, og han flytter til London. Den tredie
republik oprettes, og man forsøger at samle nye tropper, men tyskerne rykker frem
og belejrer Paris. Hæren er flygtet, og regeringen slutter fred med tyskerne. Paris’
indbyggere vil ikke godkende fredsslutningen, og der begynder blodige optøjer,
hvorunder et revolutionært parti, La Commune, overtager regeringen i Paris. Paris
belejres på ny, denne gang af en fransk hær. Efter kort tid nedkæmpes oprørerne.
Tusindvis af communarderne bliver skudt, og endnu flere fængsles eller deporteres.
Danskeren Wilhelm Dinesen (Karen Blixens far) deltog som kaptajn i
den fransk-tyske krig . Han tog sin afsked, men opholdt sig i Paris under
pariserkommunen. Han skrev en øjenvidneberetning, Paris under Communen (1872).
Det har været en rystende oplevelse. Han skriver bl.a. således:
”Jeg havde deltaget i den fransk-tyske Krig, set Haabet om Oprejsning
fra 1864 glippe, havde derefter været Tilskuer ved Borgerkrigen i Paris, var bleven
vammel ved begge Parter.”
Kvinderne spillede en vigtig rolle, og her kommer Louise Michel
(1830-1905) ind i billedet. Hun var forfatter, kvinderetsforkæmper, revolutionær og
republikaner. Hun var lærer og stiftede en privatskole for ikke at sværge troskabsed
til kejseren. I 1856 fik hun arbejde i Paris, hvor hun blev ven med Victor Hugo. En
udokumenteret påstand går ud på, at hun skulle have fået et barn med Hugo. Under
belejringen af Kommunen var hun med på barrikaderne, blev efter nederlaget
fængslet, undgik henrettelse og blev i stedet deporteret til Ny Caledonien i
Stillehavet øst for Australien. I 1880 udstedtes amnesti for Kommunens deltagere, og
Louise vendte hjem til Frankrig. Her genoptog hun sit politiske virke, var i perioder
fængslet eller landflygtig. Hun var også, sammen med Ernest Girault, omrejsende
agitator for den anarkistiske bevægelse. Hun døde i Marseilles 1905. I sandhed en
bemærkelsesværdig og handlekraftig kvinde. I vore dage finder man en metrostation
i Paris med hendes navn. Ligeledes findes en Place Louise Michel på Montmartre i
Paris (neden for Sacre Coeur-kirken ved kabelbanen).
Tilbage til forfatterspørgsmålet: Giraults legende om
”Verdensomsejlingen”s tilblivelse gentages (1946) i endnu en biografi skrevet af
Fernand Planche. Planche anfører som sandsynlighedsbevis, at Louise Michel under
sit ophold i Stillehavet skulle have set nautiler (dyr af blæksprutternes klasse) og
2

deraf fået navnet til Nemos undervandsfartøj. Hem Day tilbageviser legenden med
kronologien som argument: ”20.000 lieues sous les mers” blev påbegyndt i 1866 og
blev udgivet i 1869, men Louise kom først til Ny Caledonien 1873. Der var
endvidere i samtiden allerede flere kendte eksempler på undervandsfartøjer med
navnet Nautilus. Jules Verne, der ivrigt fulgte med i tidens tekniske nyskabelser, har
uden tvivl også kendt navnet. Der eksisterer, så vidt jeg kan finde, ikke nogen
dokumentation for, at Verne skulle have kendt Louise Michel. Inden den fransktyske
krig og Pariserkommunen var Verne flyttet bort fra Paris, til Amiens. Verne
deltog i nationalgarden (hjemmeværnet) som kystvagt ved Crotoy under den fransktyske
krig.
Pariserkommunen mindes stadig med taler, musik og demonstrationer i Paris. Her et
billede fra Butte-aux-Cailles, 2009.
Men havde Jules Verne nogen forbindelse til tidens politiske liv? Uden
tvivl. Vernes forlægger, Pierre-Jules Hetzel, var kendt som republikaner og derfor
ildeset af kejserdømmet. Hetzel var forlægger for Andrée Laurie (pseudonym for
Paschal Grousset). André Laurie var også blandt de deporterede efter Kommunens
fald. Han flygtede fra Ny Caledonien og vendte først tilbage til Frankrig efter
amnestien i 1880. Han samarbejdede med Verne om flere værker: ”Les 500 millions
de la Begum”, ”L’Étoile du sud” og ”L’Épave du Cynthia”. Ligesom Verne blev også
André Laurie udgivet på dansk af Aller i bogserien ”I ledige Timer” (med eller uden
forfatternes viden og godkendelse?). Blandt de dømte efter oprøret finder vi også
geografen og anarkisten Elisée Reclus, som Verne henviser til flere steder i sine
værker. Reclus deltog sammen med ballonskipperen og fotografen Nadar (endnu en
Verne-bekendt) i en ballonopstigning over Paris i Kommunens tid.
Endnu en mulig forbindelse til en af tidens politiske personligheder: I
Paris au XXieme siecle nævnes en ”M. Flourens” i særdeles rosende vendinger: ung,
lidenskabelig og succésrig (kapitel 16, men dog forkortet bort i den danske udgave).
3

Verne-forskeren William Butcher hævder i sin Verne-biografi, at der er tale om den
revolutionære intellektuelle Gustave Flourens, og at han danner forbillede for kaptajn
Nemo.
Gustave var søn af en kendt videnskabsmand og holdt selv
forelæsninger på Sorbonne. Han drog i 1866-68 til Grækenland for at kæmpe i det
græske oprør mod tyrkerne på Kreta. Under Pariserkommunen var han en af de mest
aktive ledere af opstanden. Han blev udnævnt til general og blev dræbt efter en kamp
mod regeringstropperne.
Den græske historiker, Leonidas Kallivretakis, mener dog, der kan
være tvivl om Butchers teori. Selv om Paris au XXieme siecle først blev udgivet
langt senere, er den sandsynligvis skrevet ca. 1862, hvor Gustave Flourens var helt
ukendt, så der er måske tale om Gustaves far.
Det vides, at Kaptajn Nemo i det oprindelige manuskript til
”Verdensomsejlingen” var polsk videnskabsmand, drevet af et voldsomt had til de
russiske undertrykkere. Vernes forlægger var bekymret for de politiske og
kommercielle konsekvenser af dette scenario, så Nemos nationalitet forblev ukendt.
Først med udgivelsen af Den hemmelighedsfulde ø (1874-75) afsløres det, at Nemo
var en indisk prins fordrevet af Englænderne. Nemo kommer på denne måde til at
fremstå som en nærmest mytologisk skikkelse med anarkistiske træk.
Var Verne da beundrer af den revolutionære bevægelse og anarkismen?
På ingen måde; han var snarere en borgerlig liberal humanist med et kristent
grundsyn. Han demonstrerer i sine værker sympati for de undertrykte, f. eks. irerne
og fransk-canadierne under britisk dominans (P’tit Bonhomme og Famille sans nom),
grækerne under tyrkisk indflydelse (Archipel en feu) og de baltiske lande under
russisk herredømme (Et drama i Livland). Verne udtrykker sin afsky for
slavehandlen i Kaptajnen på 15 år. Flere af romanerne (Face au drapeau, Maître du
monde og Le secret de Wilhelm Storitz) handler om magtmisbrug udøvet af gale
videnskabsmænd. Jules Verne blev i 1888 indvalgt i byrådet i sin hjemby, Amiens,
hvor han specialiserede sig i kulturelle sager. Der er intet, der tyder på sympati for
voldelige politiske bevægelser, og han tog i sin brevveksling klart afstand fra
pariserkommunen. Derimod er det åbenlyst, at nogle af de franske anarkister har
beundret Jules Vernes Verdensomsejlingen under havet, endog så meget, at de har
forsøgt at tillægge en af deres egne en del af æren for værket. Ligeledes praktiserede
den anarkistiske bevægelse i årene 1870 til 1914 en form for terrorisme, som minder
lidt om Nemos aktiviteter.
En stor tak til Mio Nielsen, som har inspireret til denne artikel og
undervejs været behjælpelig med sin viden om Frankrigs historie, anarkismen og
med tilføjelser, rettelser og nyttige kommentarer.
Lejf Rasmussen.
4

Litteraturliste:
Kaptajn Nemo viser sit sorte flag ved Sydpolen.
Hildibrandts illustration fra den franske udgave af En verdensomsejling under havet
1. Les cahiers Pensée et Action no. 9 janvier – mars 1959.
2. Ebba Friis Jespersen: Paris gennem 2000 år. Schultz, København1966.
3. Wilhelm Dinesen: Paris under Communen. 1872.
4. William Butcher: Jules Verne, the definitive biography. New York 2006.
5. Jules Verne: Paris au XXe siecle, Hachette, 1994.
6. Jules Verne: Vingt mille lieues sous les mers. Éditions Atlas 2006.
7. Marc Soriano: Jules Verne biographie. Julliard 1978.
8. Philippe Mellot et Jean-Marie Embs: Le guide Jules Verne. Les edition de
L’amateur 2005.
9. François Angelier: Dictionnaire Jules Verne. Pygmalion 2006.
10. Leonidas Kallivrakis: Jules Verne’s captain Nemo and french revolutionary
Gustave Flourens: A hidden character model? The historical review, Institute
for Neohellenic research, Vol. 1, 2004.
11. Wikipedia: her og på andre netværkssteder finder man omtaler af de i artiklen
nævnte personer og omtale af Pariserkommunen.
5