Hent rapporten her……..

Dråby 

Landskab 

historie 

struktur 

bebyggelse 

S ddjurs 

KOMMUNE 

Maj 2011

3 

Indhold 

Landskabet 

Historien 

Struktur og bebyggelse 

side 

4 

12 

30

L A N D S K A B E T 

Plastisk ler opsamlet på 

stranden ved Skødshoved. Det 

plastiske ler ligger ere steder på 

Djursland helt oppe i overaden 

og ndes i både røde, grønne og 

grå nuancer.

Geologi og landskabsdannelse 

Den dybe undergrund under Djursland 

består mod nord af danienkalk, og mod syd 

– på Mols og omkring Kalø Vig – af eocænt 

ler. Mellem disse to typer af undergrund 

ligger et bælte af paleocænt ler. Den dybe 

undergrund under Ebeltoft-halvøen består 

overalt af paleocænt ler (plastisk ler). Det 

paleocæne ler bender sig i en dybde af 

over 50 meter under havets overfalde. Ved 

Rugaard Klint og Jernhatten dukker det 

dog stedvis op i nedskredne klinter. 

Mens landskabet i den nordlige del 

af Djursland er præget af nordøstisens 

fremstød hen over Djursland under sidste 

istid, Weichelistiden, er den sydlige del 

af Djursland (herunder Ebeltoft-halvøen) 

præget af et sent isfremstød fra sydøst 

(det ung-baltiske isfremstød). Et af de 

mest tydelige spor, som det ung-baltiske 

isfremstød afsatte på landskabet, er de 

parallelryggede randmorænebakker, som 

man også nder omkring Dråby. 

Selv om randmæræneforekomsten 

omkring Dråby ikke er så dramatisk som 

man kan opleve det nord for Kalø Vig 

og på Molshalvøen, så er det ikke desto 

mindre et meget kuperet morænelandskab, 

som det ung-baltiske isfremstød efterlod 

omkring Dråby, især området syd for byen. 

Morænelandskabet blev dannet for16.000 

- 13.500 år siden. 

Danmarks nyere geologiske historie, 

holocænet, der omfatter de seneste 

10.- 12.000 år, er præget af sidste istids 

forløb. Da isen efter tusinder af års pres 

på landjorden trak sig tilbage, eller rettere 

smeltede tilbage, begyndte en landhævning, 

der har stået på siden, og som stadig pågår. 

Landhævningen nder sted omkring en 

akse mellem Køge i øst og Ringkøbing i vest. 

Syd for denne akse synker landet, mens det 

nord for aksen hæver sig. Landhævningen i 

Danmark er derfor størst i Skagen, der hæver 

sig med omkring en millimeter om året. Det 

er blevet til i alt omkring 10 meter siden 

sidste istids ophør. 

5 

 

Dråby 

Dråby 

Dråby 

Den dybere undergrund, 

 

betegnet prækvarteret, under 

Ebeltoft-halvøen, består overalt 

af paleocænt ler (plastisk ler). 

Omkring Dråby ligger dette lag i 

en dybde af ca. 50 meter. 

Paleocænt ler 

Dybdekurve 

Det ung-baltiske isfremstøds 

nordligste grænse ligger uden 

for kortrammen og er derfor ikke 

markeret. Hele det viste område 

har således været påvirket af det 

ung-baltiske isfremstød. 

Smeltevandsaejringer 

Moræne 

Øvrige aejringer 

Parallelryggede 

randmorænebakker 

Da havstigningen efter isens 

tilbagetrækning var på sit 

højeste , gik havet ind til det 

sted, hvor Dråby ligger i dag. 

Landoverade 

Hav

Randmorænelandskab øst for 

Dråby. « Moræne« betegner 

en sammenhængende, men 

usorteret blanding af sten, sand 

og ler. Hvis der er mere end 

15 % ler i blandingen, taler man 

om moræneler. Er lerindholdet 

mindre end 15 %, er der tale om 

morænesand, og er der mange 

sten i morænen, er der tale om 

morænegrus. Bakkerne på bil- 

ledet her er moræneler. 

Længere mod syd, omkring 

Karlsbjerg og Brønnekærs Høj, 

ndes et par større forekomster 

af morænegrus, mens moræne- 

sand forekommer mere spredt 

rundt om i området. 

Dråby Sø set fra aøbet Råbæk 

i søens nordlige ende. Råbæk 

løber til Dråby og Kattegat. 

Den godt 36 ha store sø har 

en omkreds på omkring 3,6 km 

og er målsat som en upåvirket 

eller svagt påvirket sø. Søen har 

ingen nævneværdige tilløb. 

Geologisk set kan Dråby Sø ses 

som en afsnævret ordarm, der 

i holocænet stod i forbindelse 

med Kattegat. 

6 

Ud over landhævningen k isens afsmeltning 

også betydning for vandstanden i det 

omkringliggende hav. Man regner således 

med, at vandstanden i holocænet nåede 

op på det, der svarer til kote 5; det vil sige 5 

meter højere end i dag. 

På trods af en beskeden udstrækning bærer 

landskabet omkring Dråby spor af alle de 

mest markante landskabsomformninger, 

som sidste istid afstedkom. Mod nordvest, 

i Skærsø Plantage, er landskabet præget 

af otsletteaejringer fra den store Tirstup 

Hedeslette. Landskabet vest og syd for Dråby 

er desuden præget af den randmoræne, som 

fremkom ved det ung-baltiske isfremstød i 

slutningen af sidste istid. Her skød to istunger 

sig op fra syd i det, der efterfølgende blev 

henholdsvis Kalø Vig og Ebeltoft Vig, og 

skubbede en bræmme af moræne foran sig. 

Det er denne ophobede og sammenrodede 

moræne, der i dag ligger som to store buede 

randmoræner nord for henholdsvis Kalø Vig 

og Ebeltoft Vig. 

På Ebeltofthalvøen blev billedet yderligere 

kompliceret af, at morænen blev skubbet op 

fra to sider, dels fra Ebeltoft Vig-siden og dels 

fra Kattegatsiden. Den langstrakte, kuperede

morænetunge fra Storhøjevej i vest til kysten 

ved Dråby Strand er således et resultat af 

et ispres fra sydøst (og i sig selv en mindre 

randmoræne). 

Langs Kattegats kyst markerer to 

lavninger eller indskæringer i landskabet, 

7 

at havet tidligere gik længere ind. Når de 

to områder ikke jævnligt oversvømmes af 

havvand, skyldes det den bræmme af sand, 

sten og grus som danner en beskyttende 

(strand)vold langs kysten. Området byder 

også på to små forekomster af yvesand. 

Byområde 

Flodslettesand 

Moræneler 

Ferskvandsgytje 

Saltvandsgytje 

Saltvandssand 

Saltvandsgrus 

Flyvesand 

Området mellem Dråby Kærvej 

og Dråby Strandvej er hævet 

havbund/marint forland. De 

lave kærområder, der normalt 

græsses, er saltvandstørv (tættest 

på morænen) og saltvandsgytje 

(tættest på Kattegat). 

Den lave, lidt sammenskredne 

skrænt er gammel stenalderkystskrænt.

Dråby Strand neden for Dråby 

Camping. Man aner strandvol- 

den, som de to lagerbygninger 

er placeret på. Umiddelbart 

oven for campingpladsen ligger 

det ene af de to små yvesands- 

områder, som ndes ved Dråby 

Strand og Boeslum Strand. 

Syd for det sted, hvor banestien 

krydser Dråby Kirkevej, er der 

stadig landbrug, men vest 

herfor tager skoven over. 

Frilagt men tidligere skovtil- 

plantet skråning på Storkhøje. 

Skråningen udgør den stejle 

dalside på en af områdets dybe 

vandløbsdale. 

8 

Landskabet 

Landskabet omkring Dråby viser med 

stor tydelighed, hvordan naturgrundlaget 

– terræn- og jordbundsforhold – bestemmer 

arealanvendelsen, hvad angår dyrkningen af 

jorden. 

Vest for Dråby, i det meget urolige, 

kuperede og sandede landskab, præget af 

odslettesand (grovsandet jord), er arealerne 

næsten overalt plantet til med skov. Vest 

for banestien dominerer nåletræ, mens 

skovområderne øst for banestien og nord om 

Dråby Sø er domineret af løvtræ. 

De sydlige områder af ejerlavet, langs 

ryggen af randmorænen og omkring 

Storkhøje og Karlsbjerg, er også plantet til 

med skov. Jordbunden er her domineret 

af morænegrus og selve Karlsbjerg af 

smeltevandsgrus. Begge områder er uegnet 

til dyrkning og egentlig også til moderne 

skovdrift med maskiner på grund af de 

meget stejle skrænter. Karlsbjerg, der udgør 

et af områdets overdrevsområder, er både 

et meget synligt og meget karaktergivende 

landskabselement, der ses vidt omkring. Det 

gælder også den nærliggende Brønnekærs 

Høj, der ligger højt og frit i landskabet og 

som de øvrige små overdrevsområder på 

højderyggen anvendes til græsning. 

Mellem de sandede jorder vest for Dråby 

og områderne med hævet havbund ud 

mod Kattegatkysten ligger et område med 

lerblandet sandjord. 

Nord for Dråby Sø repræsenterer det dyrkede 

land det traditionelle herregårdslandskab. 

Her ligger store markenheder afgrænset 

af hegn og diger med en ældre tids meget 

uregelmæssige forløb. Små vandhuller,

vådområder og ikke mindst tilstedeværelsen 

af otte solitære træer peger alt sammen hen 

mod et gammelt herrgårdslandskab – i dette 

tilfælde hovedgården Skærsøs marker. 

Den nordlige del af den højderyg, som 

den tidligere omtalte randmoræne udgør, 

udmærker sig ved at være mere leret 

(sandblandet lerjord) end den øvrige del 

af områdets landbrugsjord. Her ligger de 

9 

udyttede landbrug langs Dråby Strandvej, 

med den højtliggende Søgård som det 

største landbrug i området. 

I modsætning til herregårdslandskabet er der 

hverken diger eller levende hegn i det meget 

intensivt udnyttede landbrugsområde syd for 

Dråby Strandvej. 

Den tredje (dominerende) jordbundstype i 

Det godt 1700 m lange og 

snoede dige/hegn, som fra 

ældre tid har afgrænsert 

Skærsøs jorder mod øst, er fredet 

og desuden kulturhistorisk 

yderst bevaringsværdigt. 

To af gårdene langs Dråby 

Strandvej. Byg og raps er pt. de 

dominerende afgrøder.

Dråby Kær i forsommerfarver. 

Synsvinklen er vendt 180 grader 

i forhold til vinterbilledet side 7. 

Tornfrøet hornblad eller 

Ceratophyllum demersum 

som planten hedder på latin, 

dækker næsten hele bunden af 

Dråby Sø. I den sydlige ende af 

søen ndes en mindre bestand 

af børtebladet vandaks. 

10 

ejerlavet de lavtliggende marine forlandsområder, 

som Dråby Kær og den nordligste 

del af Gungerne (nærmere bestemt 

området nord for Purbæk, der udgør 

ejelavsgrænsen). Jordbunden er humusjord 

i den lavestliggende vestlige del af området. 

Ud mod kysten er jordbunden grovsandet 

jord. Den centrale og fugtigste del af Dråby 

Kær har formodentlig altid ligget hen som 

kærområde, mens man med grøftning og 

dræning har forsøgt at gøre det øvrige 

kærområde dyrkbart. Græsning er i dag 

udbredt i området. 

Naturområderne 

Andelen af §3-natur (eng, hede, mose, 

overdrev, strandeng, sø og vandhuller) i 

Dråby ejerlav er beskeden. Havde det ikke 

været for Dråby Sø med omkringliggende 

moseområder, ville resultatet have været 

særdeles pauvert. 

Den godt 36 ha store Dråby Sø er ret 

lavvandet, hvad der ikke er nogen selvfølge 

i det meget kuperede landskab omkring 

Dråby. Den aange, let krumme form og 

landtangen Djævleø midt i søen gør, at man 

ingen steder fra bredden kan se søen i dens 

helhed. 

Søen er kranset af en bræmme af ellesump, 

der yderligere gør det vanskeligt at overskue 

søen og desuden gør det vanskeligt 

overhovedet at komme ned til den. Alle de 

nævnte »forhindringer« gør at Dråby Sø 

umiddelbart virker større end den faktisk er. 

Dråby Sø har tidligere været kraftigt 

spildevandspåvirket ikke mindst med 

fosfor fra spildevand fra Dråby by. Efter 

at spildevandsudledningen er standset 

er fosforkoncentrationen i søen faldet 

markant. Dråby Sø har senest været 

genstand for en større miljøundersøgelse i 

sommeren 2009 gennemført af MiljøCenter 

Århus. Af rapporten fremgår det, at faldet 

i forforkoncentrationen også skyldes 

udbredelsen af vandplanten tornfrøet 

hornblad som binder fosfor der tidligere var 

opløst i søvandet. Tornfrøet hornblad dækker 

i dag 93 % af bunden.

Dråby Sø er en klarvandet sø uden 

nævneværdig algeforekomst. Det gør det 

muligt at se bunden af søen. 

Fiskebestanden består overvejende af aborre 

og skalle (herunder rudskalle), men der er 

også både karudse, gedde, sude, brasen og ål 

i mindre mængder. 

Ejerlavets næststørste sø er ret beskeden 

i forhold til Dråby Sø. Den ligger højt i 

landskabet ud til Storkhøjevej og har vel 

ikke engang et navn. Selv med beskeden 

størrelse er små søer og vandhuller vigtige 

11 

for dyrelivet i det åbne land, måske især 

når de som her ligger i et intensivt dyrket 

landbrugsområde. 

Foruden søerne påkalder et par mindre 

overdrevsområder sig interesse i 

natursammenhæng. Det drejer sig om 

overdrevene omkring Karlsbjerg og 

Brønnekærs Høj. Overdrev er halvkultur og 

eksisterer kun i kraft af græsning. Det er 

heldigvis tilfældet for de to ovennævnte 

overdrevsområder. 

Eng 

Hede 

Mose 

Overdrev 

Strandeng 

Sø 

§3-natur i og omkring 

Dråby ejerlav 

Dråby Ejerlavs næststørste sø.

H I S T O R I E N

!( 

!(!( 

!( 

!( 

!( 

Forhistorisk tid 

!( 

!( 

!(!( 

!( 

!( 

!( 

!( !( 

!( !( 

Jægerstenalderen 

De ældste vidnesbyrd om menneskers 

tilstedeværelse i landskabet omkring Dråby 

Sø er skaldynger, såkaldte køkkenmøddinger, 

fra ældre jægerstenalder. Bortset fra, at 

jægersamfundene ikke har haft noget, der 

tilnærmelsesvis kan betegnes »et køkken«, er 

navnet velvalgt. Køkkenmøddingerne består 

helt overvejende af »husholdningsaffald«, 

østers- og muslingeskaller, der år ud og år ind 

er blevet henkastet på samme sted, og som 

med tiden har dannet et lag, der sine steder 

er metertykt. Det gælder dog ikke for den 

skaldynge, der er fundet umiddelbart nord 

for Råbæk, og som »kun« var op til 30 cm i 

tykkelse. 

Foruden skallerne fra østers og muslinger 

indeholder skaldyngerne ofte en betydelig 

mængde skeben og ben fra bl.a. marsvin. 

Man har sågar fundet menneskeknogler i 

nogle køkkenmøddinger, uden at der dog 

er tale om, at køkkenmøddingerne mere 

systematisk er blevet brugt til begravelse 

!( 

!(!( 

!( 

!( 

!( 

!( 

!( 

13 

!(!( 

!( 

!( 

!(!( 

!( 

!( 

!( 

!( 

!( 

!( 

Køkkenmødding nord for Råbæk 

!( 

!( 

!( !(!( 

!( 

Kort med angivelse af 

af de døde. Endelig nder man ofte 

også masser af intafslag og kasserede 

intredskaber i køkkenmøddingerne. 

Det vides ikke, om køkkenmøddingerne er 

udtryk for faste bopladser eller sommerjagt- 

og skepladser. Det sidste kunne meget 

vel være tilfældet med lokaliteten nord for 

Råbæk, der i jægerstenalderen har ligget på 

sydsiden af en lille 12 m høj ø i det dengang 

lave stenalderhav i Dråby Kær. 

Det mest bemærkelsesværdige omkring 

Dråby Kær og køkkenmøddingerne er vel 

egentlig, at man ikke har fundet ere her. 

Lidt længere nord på, øst for Stubbe Sø 

omkring Havmølle Å, ligger der adskillige 

køkkenmøddinger i et landskab, der ligner 

landskabet ved Dråby Kær. Men måske har 

der ikke været behov for ere pladser eller 

måske har skeriet og skaldyrsbestanden 

bare været bedre længere nordpå? Det vides 

ikke, men vi har lov til at gisne om den del af 

historien. 

!( 

fundsteder og fortidsminder i 

henhold til Kulturarvstyrelsens 

registreringer i området. 

!(!( 

Hovedparten af markeringerne 

angiver eksisterende eller 

bortgravede høje. Mønstret 

er tydeligt: Højene har enten 

været anlagt på kanten af en 

moræneskrænt (på højdedraget 

syd for Dråby Strandvej og på 

morænekanten langs kysten) 

eller på toppen af landskabelige 

højdepunkter (Storkhøje hhv. 

Karlsbjerg). 

!( 

!(!( !( !( !( 

!(!( !(

Storkhøj på vestsiden af 

Storkhøjevej er ryddet for 

bevoksning. Den er ikke helt 

nem at komme til, men tager 

man turen op til toppen af 

højen, får man til gengæld 

fornøjelsen af en utrolig ot 

udsigt over landskabet mod 

nord. 

14 

Bondestenalder og bronzealder 

Med bondestenalderen ca. 4.000 - ca. 2.000 

f. Kr. blev befolkningen bofast. Jagt og 

skeri spillede fortfarende en rolle, men 

tilværelsen blev nu i stigende grad baseret på 

agerbrug og husdyrhold. Store skovområder 

blev inddraget til ager ved svedjebrug 

– afbrænding af skov, sådan som man i dag 

stadig praktiserer det ere steder i troperne. 

Svedjebruget gav græsningsarealer til 

dyrene og dyrkbare landomåder til agerbrug. 

Svedjebrugets udbredelse og betydning kan 

bl.a. aæses i den ændrede udformning af 

datidens stenøkser: mens jægerstenalderens 

økser var groft tilhuggede, og som sådan 

tilstrækkelige til jagt, var bondestenalderens 

økser anderledes nt forarbejdede og slebne 

med henblik på skovfældning. 

Sporene fra bondestenalderen viser sig 

især ved de mange dysser, som man nder 

rundt om i landet. Dysserne lå som regel lavt 

i landskabet. Det gjaldt også en lille dysse 

med tre bæresten og en dæksten ved Dråby 

Strand. Sporene efter denne dysse er dog for 

længst forsvundet. 

Langs brinken oven for Dråby Strand 

har der ligget fem mindre høje, som alle 

er overpløjede. I en af højene fandt man, 

hvad Nationalmuseets berejser betegnede 

som »Hobe af brændte Ben«. I Danmark 

kendes brandgrave fra hele perioden 

mellem yngre stenalder og vikingetiden, så 

tilstedeværelsen af brændte knogler giver 

ikke i sig selv nogen indikation på gravenes 

alder. 

De blot re synlige høje, der er tilbage 

i ejerlavet, ligger alle højt i landskabet, 

hvad der kan indikere, at der er tale om 

bronzealderhøje. Det gælder dog vist kun 

med sikkerhed for Storkhøje, idet der »Her 

ndes Oldsager af Bronce«, som det hedder i 

Nationalmuseets berejsningsrapport 1877. 

Middelalderen 

Flere vidnesbyrd taler for, at Dråby tilbage i 

middelalderen har været Ebeltoft-halvøens 

betydeligste by. Så sent som i 1516 gurerer 

Ebeltoft kirke (stadig) som annex til Dråby 

kirke, og ældre kilder hæfter sig ved, at 

»Ebletoften« ved vigen vest for Hassens 

(en ældre betegnelse for Ebeltoft-halvøen) 

henregnes som tilliggende til Dråby i 

Valdemar den Andens Jordebog (1219-36). 

Kirkens størrelse antyder også, at Dråby ikke 

har været nogen almindelig lille landsby, 

men mere sandsynligt områdets hovedby.

I det hele taget gurerer Dråby kirke på 

forskellig vis i ældre kilder og bestyrker 

derved antagelsen om Dråbys højere status i 

middelalderen. 

I ældre kilder møder man også et »Drouby 

birek« (Dråby birk) og et »Haszenæs Byrek» 

(Hassens birk), dvs. særlige retskredse udskilt 

fra herredet. Den sidste, Hassens birk, sættes 

i forbindelse med Skærsø. En vis Niels Glad 

nævnes som birkefoged i Hassens birk i 1544. 

I en anden kilde hedder det, at »Droby Sogn 

betjenes af en Birkefoged navnlig Søren 

Hansen i Skoufgaard som tvivles paa haver 

nogen kongl. Bestalling...«. 

Den tidligste forekomst af navnet på en 

landsby er en anden indikator for landsbyens 

alder, eller rettere: en indikator for, at 

landsbyen i hvert fald fandtes på daværende 

tidspunkt. Den kan udmærket være ældre. 

Dråby optræder i en afskrift fra 1231 

som Draghby. Navnet indeholder ifølge 

navneforskeren Kristian Hald forledet »Drag« 

om et sted, »hvor skibe drages over«. Det 

samme forled kendes fra Draget, den smalle 

landtange mellem Helgenæs og Mols. Dér 

gav det mening at trække skibe over. Det kan 

det også have gjort ved Dråby, der tidligere, 

med højere vandstand end i dag, lå ved 

hvad man godt kan betegne som en smal 

landtange. I givet fald må de skibe, der er tale 

om, være vikingeskibe, og Dråby en landsby 

fra vikingetiden. 

Dråby kirke er i sig selv et vidnesbyrd 

om landsbyens alder, idet de ældste dele 

af kirken menes opført i 1300-tallet. Et 

kalkmaleri af en helgen i bispeornat stammer 

fra o. 1400 og i 1897 fandt man i et sengotisk 

skab et træsnit, der forestiller Jomfru Maria 

i templet. Kornaksene på Marias kjole var i 

middelalderen et symbol på jomfrufødslen. 

Mens kirken med sikkerhed er den eneste 

bevarede middelalderlige bygning i Dråby, 

kan byens vejforløb meget vel gå tilbage til 

15 

middelalderen. De meget slyngede vejforløb 

og de landskabelige forhold omkring byen 

gør det i hvert fald rimeligt at antage, at 

byens veje er gamle og formodentlig lige så 

gamle som kirken. 

Senmiddelalderligt træsnit 

fundet i Dråby kirke i 1897. Med 

sine 75,6 x 41,5 cm er det et af 

de største bevarede træsnit i 

Europa fra tiden o. 1475.

Tidligere skole 

16 

Privatbolig 

N 

Parkeringsområde

Dråby kirke 

Med en samlet længde på 35 meter er Dråby 

kirke en ganske stor landsbykirke og mere 

end rigeligt stor til en landsby af Dråbys 

størrelse. Selve sognet er ganske vist uden 

sammenligning det største i det gamle Mols 

Herred, men det har også været et tyndt 

befolket sogn, så her kan næppe heller 

ndes en forklaringen på kirkens størrelse. 

Flere har forsøgt at forklare kirkens størrelse 

med formodningen om, at Dråby tidligere 

har været en betydelig havneby. Det har 

dog næppe været tilfældet og kan under 

alle omstændigheder vanskeligt forklare 

kirkens størrelse. Svaret på spørgsmålet 

om kirkens størrelse er måske det enkle, at 

kirken har fået sin størrelse, fordi bygherren 

eller bygherrerne havde midler og vilje til at 

opføre en stor kirke i Dråby? 

Hele Dråby kirke med skib, kor, apsis, tårn og 

våbenhus er opført i munkesten over en ere 

hundrede år lang periode. Det oprindelige 

skib, koret og absis er opført i 1300-tallet, 

mens man i 1400-tallet forlængede skibet 

mod vest og tilføjede et våbenhus. Senere 

i århundredet påbegyndte man opførelsen 

af et kraftigt tårn der dog senere blev brudt 

ned og i 1739 erstattet af det nuværende 

styltetårn. Selv om man har tilstæbt en 

harmoni mellem tårnet og den øvrige del 

af kirken, bl.a. ved at bevare bomhullerne i 

tårnet på samme måde, som de er bevaret 

i skibet, kan man vanskeligt komme uden 

om, at det klejne styltetårn ikke rigtig 

matcher den øvrige del af kirken. Det er ikke 

mindst tydeligt, når man ser kirken fra det 

omgivende land. 

Flere bygningsmæssige træk understreger 

gotikkens indydelse på kirkens udseende. 

Det gælder således krydshvælvene i både 

skib og kor samt de udvendige stræbepiller 

og spidsbuede vinduer. 

17 

Skibets indre er ikke overraskende præget af 

relationerne til den nærliggende herregård 

Skærsø i form af et ganske monstrøst 

indgangsparti til et gravkapel for Christian 

Benzon til Skærsø. 

Dråby kirke rummer også ere kalkmalerier, 

bl.a. den hellige Polycarp af Smyrna (år 69 

-155), hvis martyrium skyldes forfølgelse og 

henrettelse (ved dolkning, da han mirakuløst 

modstod bålet). 

Kirkegården 

For Dråby kirkes vedkommende udgør 

kirken, kirkegården, parkeringsområdet, den 

gamle skole og villaen syd for kirken det 

samlede kirkeområde, der er velafgrænset 

som området mellem Bysvinget og Dråby 

Søvej. Den centrale del af kirkeområdet, der 

omfatter selve kirken og kirkegården, ligger 

på den højeste del af en kileformede brink, 

der falder mod syd. 

Kirkegården, der tilnærmelsesvis er 

regtangulær, er afgrænset af et stendige, som 

formodentlig er sat om i nyere tid, da ældre 

stendiger som oftest er anderledes bastante 

end det nuværende stendige. 

Nord for Dråby er der anlagt en annexgravplads. 

Polycarp af Smyrna 

Kalkmaleri med ræv og gås: 

»Ræven var i middelalderen 

et symbol på falskhed og svig 

– altså på det onde eller selve 

Djævelen, medens gåsen blev 

betragtet som et uintelligent 

dyr. Fortællinger om den listige 

ræv, alias Djævelen, og den 

dumme gås, mennesket, 

ndes i talrige versioner i mid- 

delalderen – og de har altid en 

moraliserende funktion. 

De er især hyppige i senmid- 

delalderen.« (Kalkmalerier i 

Østjylland, s. 26)

Lyngsbækgårds imponerende 

ladegårdsbygninger er opført 

i 1776. Hovedbygningen blev 

opført otte år senere i 1784. 

18 

Storlandbruget 

Det vidtstrakte og tyndt befolkede Dråby 

sogn har to større hovedgårde eller 

herregårde, som de også populært kaldes: 

Mod vest hovedgården Lyngsbækgård 

og mod øst, umiddelbart nord for Dråby, 

hovedgården Skærsø. 

Hovedgårdenes position fra middelalderens 

afslutning til landboreformerne i slutningen 

af 1700-tallet, kan vanskeligt overvurderes. 

Mens kirken i katolsk tid på alle måder var 

den dominerende faktor i samfundet – og 

på et tidspunkt ejede omkring 1/3 af landets 

jorder – så blev det i de efterfølgende 

århundreder godsejere og herremænd, der 

samlede landets rigdomme og skabte sig en 

magtfuld position. 

Lyngsbækgård 

Hovedgården Lyngsbækgård har kun haft en 

mindre betydning for Dråby, og så vidt vides 

ingen nærmere tilknytning til landsbyen og 

dens gårde i tiden før udskiftningen. 

Lyngsbækgård har i en periode været i 

fælleseje med gården Frederikkesminde, der 

blev udstykket fra Skærsø. 

Skærsø 

I modsætning til de store renaissanceanlæg 

længere oppe på Djursland – Ruggård, 

Katholm, Sostrup og Mejlgård – fremstår 

Skærsø som et beskedent anlæg, nærmere 

som en stor gård end en gammel herregård. 

Den eksisterende hovedbygning er fra 

1853, i én etage med to små vinkeløje. 

Avlsbygningerne er af nyere dato (1970’erne 

og fremefter). 

De ældste oplysninger om Skærsø dateres 

til 1343, hvor Skærsø ejes af Jens Mogensen. 

Skærsø skiftede i de efterfølgende århundreder 

ejerskab mellem ere af de fremtrædende 

adelsslægter (Gøye, Rosenkrantz, 

Høg, Rathlou, Hemmer, Benzon, Glud, Moth, 

la Cour m.). Hemmer, Benzon, Glud og 

Moths våbenskjold ses på herskabsstolene i 

Dråby kirke. 

I forbindelse med ældre tids ejerskifter 

får man ofte oplysninger om godsernes 

størrelse og ejendom. Således ved man fra 

Ellin Gøjes Jordebog (1552), at Sture fra 

Gammelgård i Sønderjylland arvede Sømølle 

i Sønderherred, der malede alt korn for 

Skærsø. Det fremgår også af jordebogen,

at samme Sture arvede 11 fæstere i Dråby 

(foruden fæstere i Strands, Poskjær, Andrup, 

Egens m..). I betragtning af, at Dråby i 

1682 – o. 130 år senere – bestod af 10 gårde 

(og nogle få huse), tyder det på, at Skærsø 

formodentlig har ejet hele landsbyen i 1552. 

Dog fremgår det af en liste over Kronens 

køb og salg i midten af 1500-tallet, at Falk 

Falksen Gøye på Skærsø i 1563 købte en gård 

i Dråby by af kongen. 

I Christian V’s Matrikel fra 1688 angives 

Sk(j)ærsøs tilliggende til 72,17 Hrth.Tdr. 

(mod Lyngsbækgårds 15,80). Det dyrkede 

areal udgjorde 597,5 Tdr.Ld. (mod 

Lyngbækgårds 272,5 Tdr.Ld.). Selv om Skærsø 

altså var omkring fem gange så stor som 

Lyngbækgård, så var Skærsøs dyrkede areal 

kun godt dobbelt så stort. 

I 1717 købte Junker Christian Skærsø, sammen 

med, som det hedder, »det meste af 

Draaby Sogn« (Æbeltoft og Omegn, 1893). 

I 1726 betænkte Skærsøs daværende ejer, 

Christian Benzon, Dråby skole (som han selv 

havde opført) med 20 rigsdaler og 30 læs 

tørv til opvarmning (foruden vedligeholdelse 

af skolen). Endnu et udtryk for det nære 

19 

forhold mellem Skærsø og Dråby. 

I Begtrups Beskrivelse over Agerdyrkningens 

Tilstand i Danmark (1812) k Stamhuset 

Skiersøe denne omtale: »Hovedgaardens 

Areal er 160 Td. god Agerjord, 472 Td. skarp 

sandig Rugmark, 138 Td. Engbund, endvidere 

Mose og hede. Hoveri gjøres af 60 Bønder. 

Gaardens Rugavl er fortrinlig, dens Rug 

søges til Sæderug, og giver det hvideste og 

bedste Sigterug. Til Gaarden noget Skov.«. Af 

opgørelsen over Skærsøs ejendom fremgår 

det i øvrigt, at gården har ca. 4 1/2 gange så 

meget bønderjord som herregårdsjord. 

I 1808 nedlægges Skærsø som stamhus 

på grund af dårlig økonomi, og ved den 

lejlighed sælges »en Mængde Bøndergods« 

(Æbeltoft og Omegn, 1893) foruden Dråby 

sogns konge- og kirketidende og i 1812 

bortsælges yderligere »Kirken (Dråby) »med 

dens Ornamenter«, 13 Huse med Jord og 40 

jordløse Huse i Draaby« (Æbeltoft og Omegn, 

1893). Ikke mindst den sidste oplysning 

– antallet af jordløse huse – er interessant, 

ikke mindst i lyset af, at der i 1688 slet ikke 

gurerer huse uden jord, og blot to huse 

med jord. 

Vest for Skærsø ligger et stykke 

usædvanlig n stenbrolægning, 

hvis alder vanskeligt kan fastslås 

med større sikkerhed. Det er dog 

rimelig sikkert, at stenbrolæg- 

ningen er fra før midten af 1800- 

tallet. Indtil da gik den gamle 

Ebeltoft-Grenaa hovedlandevej 

nemlig vest for Skærsø. Den 

stenbrolagte strækning af 

Skærsø Skovvej, som vejen 

hedder i dag, er med andre ord 

den gamle hovedindkørsel til 

Skærsø. 

Et stamhus var et gods 

der udelt skulle arves af 

familiens ældste søn. 

Stamhuse var fritaget 

for skat, men kunne til 

gengæld ikke sælges 

hverken helt eller delt. 

Det første danske 

stamhus blev oprettet 

i 1568. Stamhus- 

institutionen blev 

nedlagt i forbindelse 

med lensaøsningen i 

1919.

Hovedgården Skærsøs jorder 

(fremhævet med en fed rød 

streg) som de fremgår af 

det minorerede. sognekort 

fra 1836. De minorerede, i 

betydningen formindskede 

sognekort, blev optegnet efter 

udskiftningskortene og viser 

derfor situationen omkring 

udskiftningen. 

Snørklede og kantede dige- og 

hegnsforløb indikerer ofte 

stor alder. Digeforløbet her (se 

også side 9) er indiskutabelt 

et gammelt herregårdsdige, 

hvis forløb kan følges på det 

minorerede sognekort. 

20 

Af ovenstående kort fremgår det, at Skærsøs 

jorder gik helt ned til Dråby by. Det fremgår 

også, at der i den vestlige ende af godset 

var et ikke ubetydeligt område, som var 

lagt øde af sandugt, formodentlig engang 

i 1600-tallet. Endelig er det her tydeligt, at 

den gamle Ebeltoft-Grenaa landevej løb vest 

for Skærsø. Dele af den gamle vejstrækning 

ndes stadig i skoven som mere eller mindre 

tilgroede skovveje.

1600 -1700-tallet 

1600-tallet startede fredeligt, også i Dråby, 

men det gik hurtigt over. Allerede i 1602 

blev landet ramt af pest, der vendte tilbage 

igen i 1619-20, og da med en heftighed, der 

gav den tilnavnet »den lille sorte død« (den 

første og store sorte død var som bekendt 

middelalderens pest). 

Foruden pest blev landet også jævnligt 

hjemsøgt at misvækst. Klimatisk befandt 

perioden sig i det, der senere er blevet kaldt 

»den lille istid«, med kølige og regnfulde 

somre, der gav ringe udbytte både i mængde 

og kvalitet. 

Oven i sygdom og naturskabte katastrofer 

blev 1600- og 1700-tallet præget af en 

række krige med besættelse, udplyndring 

og brandskatning til følge. Besættelsen 

stod svenskerne for mens udplyndringen i 

lige så høj grad kunne tilskrives de danske 

hjælpetropper fra Polen og Brandenborg. 

Kvæg og andre husdyr blev slået ned eller 

for hestenes vedkommende taget med, og 

kornet inddraget i et omfang, så det mange 

steder kun rakte til at tilså en del af markerne. 

»I Hassens Birk...er ikun 7 Gårde og 1 Bol i 

det hele Birk, som haver haft højst det halve 

af deres sædvanlige Sæd; de Andre haver 

ei saaet uden somme tredje, somme erde 

part; er dog Trende blandt dem, som ikkun 

haver saaet uden Sjetteparten« (Æbeltoft og 

Omegn, 1893). Landbrugets ringe udbytte 

smittede også af på kongen, præsten og 

degnen, hvis fortæring i bredere forstand var 

delvis afhængig af tiende-ordningens 10 % af 

bøndernes udbytte. 

Krigene gik også i høj grad ud over skovene, 

der allerede var en del forhuggede . Således 

fremhæves Ebeltoft og Helgenæs som 

områder, det gik særlig hårdt ud over, og 

man ved, at der på et tidspunkt omkring 

midten af 1600-tallet blev fældet 643 bøg og 

30 eg i Dråby Skov. 

1700-tallet var heller ikke forskånet for krig 

21 

og elendighed. Foruden krigen med 

svenskerne i årene 1709-20 blev århundredet 

hjemsøgt af ere voldsomme 

epidemier af kvægpest og lejlighedsvis 

misvækst, enten som følge af somre med 

kulde og regn eller somre med tørke. 

I anden halvdel af 1700-tallet har der været 

god brug for initiativer, der kunne øge 

landbrugets produktivitet og give bønderne 

troen tilbage på, at det kunne nytte at 

producere. Det kom med landboreformerne, 

hvor ikke mindst udskiftningen satte sig 

markante spor i landskabet. 

Udskiftningen 

Udskiftningen er ofte blevet betegnet 

som et brud med det århundredegamle 

landbyfællesskab, hvor hver bonde 

dyrkede sin (retfærdigt tildelte) andel 

af landsbyjorden, men efter regler og 

retningslinjer, som var opstillet af bønderne i 

fællesskab. 

Hver landsby havde sin jord eller bymark 

liggende omkring sig. Den var inddelt i 

vange, for Dråbys vedkommende re, hvor 

man skiftede mellem forskellige afgrøder og 

brak. Hver vang var desuden inddelt i et antal 

åse, for at sikre ensartet ydeevne på jorden. 

Hver ås var desuden inddelt i agre med en 

ager til hver gård i landsbyen. Alt i alt en 

fremgangsmåde, der sikrede, at alle k lige 

meget god og dårlig jord. 

Med udskiftningen k hver bonde (i 

princippet) sin jord samlet på ét stykke, der 

fremover var hans, og som han kunne dyrke 

som han ville og med de afgrøder, han måtte 

vælge. 

Dråby blev udskiftet i 1796 af landinspektør 

Knud Krøy. 

Dråby Sø, landskabet, vejforløbene samt 

landsbyens beliggenhed i forhold til landsbyjorden, 

gjorde det vanskeligt, for ikke at sige 

umuligt, at benytte samtidens mest popu-

Billedet til højre viser et udsnit 

af Original-1 kortet over 

Dråby. De mange rettelser og 

overtegninger gør det noget 

vanskeligt at tyde. Kortet 

vender i øvrigt »på hovedet« 

efter moderne begreber, idet 

nordpilen peger nedad. 

Det minorerede sognekort, som 

formodentlig er optegnet efter 

Original-1 kortet, er nemmere 

at tyde, selv om det stadig 

kan være vanskeligt at læse 

oplysningerne på de små lodder 

og i selve Dråby by. 

22 

lære udskiftningsform, stjerneudskiftningen, i 

Dråby. Selv ikke en delvis stjerneudskiftning, 

som man ofte ser anvendt, kunne komme på 

tale her. 

Udskiftningen af Dråby blev gennemført 

som en blokudskiftning, hvor hver gård k 

tre agerlodder og 3 englodder. Af Original- 

1 kortet, tegnet eller rettere kopieret 1803, 

fremgår det, at der var 13 gårdmænd som 

alle k tildelt 3 + 3 lodder. Lodderne lå ret 

spredt, hvad der kan undre, da princippet om 

et samlet jordtilliggende til den enkelte gård 

normalt blev vægtet meget højt i forbindelse 

med udskiftningen. 

Foruden de 13 gårdmænd k en del af de 

jordløse husmænd små lodder i området 

vest for Dråby by og øst for Dråby Sø. 

I det nordøstlige område af ejerlavet, syd for 

Råbæk, k gårdene tildelt små lodder mose 

til tørvegravning. På Original-1 kortet er hvert 

enkelt lod omhyggeligt forsynet med signaturen 

for tørvegrav.

Som i andre landsbyer blev udskiftningen 

fulgt op af en vis udytning af landsbyens 

gårde. Noget tyder dog på, at det er sket 

ret sent for Dråbys vedkommende. Det kan 

udmærket være et resultat af den specielle 

jordfordeling i Dråby, hvor marklodderne lå 

rundt omkring med stor afstand imellem, for 

hvad skulle man opnå ved at ytte ud, når 

ens jord lå spredt over ejerlavet? 

Matrikelkortene er ikke til megen hjælp i 

spørgsmålet om udytning, da man langt 

hen genbruger de gamle kort (med de gamle 

bygningsangivelser) og blot tegner oven på 

det eksisterende. Lidt mere hjælp er der at 

hente i bygningsregistret. 

Ifølge OIS er den ældste gård i Dråby 

ejerlav (uden for selve Dråby by) gården 

Karlsbjergvej 6 som angiveligt er opført 

i 1830. Nabogården på Karlsbjergvej 8 er 

oprindeligt fra 1865, og hører således også til 

blandt de ældste gårde uden for landsbyen. 

Dråby Strandvej 7 er opført1856. Resten af 

gårdene langs Dråby Strandvej er kommet til 

efter 1880. 

For gårdene langs Dråby Kærvej gælder, at 

de næsten alle uden undtagelse er opført 

23 

i perioden mellem 1865 og 1900 med 

overvægt på tiåret mellem 1867 og 1877. 

Ejerlavets to mest afsidesliggende 

bebyggelser, henholdsvis »Bækkelund« på 

Hogsborgvej 1 og husmandsstedet på Dråby 

Kærvej 2 er opført 1890 henholdsvis 1870. 

Det tidligere husmandssted 

Dråby Kærvej 2 er opført i 1870. 

Huset er i dag sommerhus. 

Dråby Strandvej 2, hvis stuehus 

angives til at være opført 1867. 

Gårdens avlsbygninger, som 

man kan se på billedet her, er 

opført i 1927.

24 

Dråby by omkring udskiftningen 

Landsbrugshistorikere taler ofte om at 

landboreformerne i slutningen af 1700-tallet 

var nødvendige for at få et udmarvet, udpint 

og brandbeskattet landbrug på fode igen. 

Fæstevæsnet med dets hoveri og landgilde 

anses for en af de store synder. Det samme 

gør landsbyfællesskabet med dets urationelle 

dyrkningssystemer. Endelig har det 

selvfølgelig også betydet meget, at landet i 

slutningen af 1700-tallet havde gennemlevet 

to århundreder med krig, pest og generel 

misvækst. 

Den første landsdækkende folketælling i 

Danmark blev afholdt i 1769 og allerede 

18 år senere, i 1787, afholdt man den næste 

folketælling med registering af indbyggernes 

adresse, navn, alder, ægteskabelig stilling, 

stilling i husstanden samt erhverv. 

Det billede, folketællingen i 1787 giver af 

befolkningen i Dråby, bekræfter i høj grad 

det generelle billede af en udmarvet, udpint 

og brandbeskattet befolkning. 

Dråby havde i 1787 en befolkning på blot 90 

individer fordelt på 33 husstande. I gennemsnit 

giver det meget små husstande og selv 

de bedst stillede gårdmandsfamilier i byen 

havde ikke mere end højst 2-3 børn. På en 

tid, hvor børn – og gerne mange børn – var 

nødvendig for familiens overlevelse har det 

nærmest været et katastofalt lavt fødselstal. 

De relativt få børn blev yderligere sat i relief 

af en gennemgående høj alder hos den 

voksne befolkning. Ganske mange har været 

50 år eller derover, og især blandt småkårsfolkene 

var der mange ældre ægtepar og ere, 

der som Mette Jensdatter på 70 år »Nyder 

Almisse af Sognet«. Her ligger vel også en 

del af forklaringen på, at der er relativt få 

børn i landbyen; nemlig at de i husmands- og 

landarbejderfamilierne for længst er yttet 

hjemmefra. Flere har på trods af høj alder 

måttet arbejde som daglejere, hvad fx Jens 

Koch (70 år) og Anders Jørgensen (64 år) har 

måttet, og det skete vel at mærke i en tid, 

hvor gennemsnitslevealderen lå omkring 35 

år, og hvor ringe kost, hårdt arbejde og dårlige 

boligforhold har slidt hårdt på folk. 

Folketællingen i 1787 – se skema side 26 

– omfattede også status eller erhverv. 11 

»Hosbonde« betegner sig selv som »Bonde 

og Gaardbeboer« mens 2 blot betegner sig 

som »Gaardbeboer«. Det svarer godt til de 

13 gårde, som få år senere får tildelt hovedparten 

af landsbyens jord i forbindelse med 

udskiftningen. 

En ganske stor gruppe på omkring 12 

»Hosbonde« betegner sig selv som enten 

»Huus Mand« eller »Huus Mand og Daglejer«. 

I tiden før udskiftningen var det en meget 

stor andel af Dråbys befolkning, der således 

havde husmandsstatus. 

De resterende 7 husstande i Dråby er enker, 

enkemænd, aftægtsfolk og fattiglemmer »på 

sognet«. De este har formodentlig i deres 

yngre dage været husmænd/daglejere. 

Der er ingen umiddelbar og entydig forklaring 

på, at Dråby i slutningen af 1700-tallet 

havde en stor befolkningsgruppe bestående 

af husmænd og daglejere. Hovedgården 

Skærsøs nærhed har utvivlsomt spillet en 

rolle, her skulle der bruges mange folk, men 

det kan også have spillet ind, at Dråbys gårde 

var forholdsvis små og folkefattige. Her har 

man også været afhængig af husmænd og 

daglejere »udefra« til at klare arbejdet i det 

daglige, når der tilsyneladende ikke har 

været råd til at have karle og piger i større stil. 

Mens de este landsbyer i tiden før udskiftningen 

var domineret af byens gårde, så 

har den meget store andel af husmands- 

og landarbejderboliger i Dråby sat sit helt 

specielle præg på byen: hele østsiden af 

bebyggelsen langs den nordlige del af Dråby 

Bygade fremstår som en lang, sammenhængende 

bebyggelse af små uensartede byhuse. 

Af de ældre udskiftningskort fremgår det,

25 

Kort over Dråby by i tiden om- 

kring udskiftningen.

Folketællingen 1787. 

Dråby by 

Tjenestefolk er angivet som 

m = karl og k = pige. 

Et enkelt navn er ulæseligt. 

Kilder: Arkivalieronline og 

Dansk Demogrask Database. 

1 

2 

3 

4 

5 

6 

7 

8 

9 

10 

11 

12 

13 

14 

15 

16 

17 

18 

19 

20 

21 

22 

23 

24 

25 

26 

27 

28 

29 

30 

26 

at denne struktur allerede var etableret før 

udskiftningen. Sammenbyggede længehuse 

var ikke usædvanligt i de gamle landsbyer, 

men det er usædvanligt, at så mange og så 

små huse ligger side om side. Det bidrager 

også til særpræget, at husene ikke har forhaver 

og vel knap nok baghaver som følge af de 

landskabelige forhold på stedet. 

Erhverv Ægtefælle Børn Tjenestefolk 

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 1 1 m 


Bonde og gårdbeboer ægtefælle 3 1 k 

Bonde og gårdbeboer enkemand 1 2 k 


Bonde og gårdbeboer ægtefælle 1 1 k 

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 2 




Bonde og gårdbeboer ægtefælle 1 k 

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 2 


Husmand og daglejer ægtefælle 



Husmand enkemand 1 

Huuskone enke 

Husmand ægtefælle 

Husmand og daglejer enkemand 

Husmand ugift 



Husmand og smed ægtefælle 2 



? ? 

Almisse af sognet enkemand 


Almisse af sognet enke 

1800-tallet 

Allerede ved folketællingerne i begyndelsen 

af 1800-tallet sporer man vækst og fremgang 

i landsbysamfundet Dråby. Perioden omkring 

og efter englandskrigene og statsbankerotten 

i 1813 regnes ellers for en fattig tid, men i 

forhold til årene før udskiftningen er der tale 

om fremgang og vækst i Dråby. Det kommer 

ikke mindst til udtryk i et stigende børnetal 

og en lavere gennemsnitsalder i landsbyen. 

Op gennem 1800-tallet steg befolkningstallet 

på landet betragteligt. Det var ikke mindst 

husmænd, daglejere og andre småkårsfolk, 

der blev ere af, de havde i stigende grad 

svært ved at nde arbejde ved landbruget, 

hvilket var den ejendomsløse landbefolknings 

mulighed, hvis man ikke skulle ende 

som fattig og »nyde almisse« fra sognet. 

Ved århundredets slutning begyndte 

vandringen fra landet mod de større byer, 

ikke mindst København, hvor den gryende 

industrialisering skabte behov for »hænder«. 

Alternativt kunne man søge endnu længere 

væk og emigrere, hvad ganske mange gjorde 

i de år. Man regner således med, at omkring 

130.000 danskere emigrerede fra Danmark til 

USA i anden havldel af 1800-tallet. 

I de kystnære områder åbnede der sig muligheder 

i skeri, der i slutningen af 1800-tallet 

blev et egentligt erhverv. Dråby, by var i 1880 

hjemsted for tre skere og en skegarnsfabri- 

Om skeriet i Dråby sogn: 

»I Draaby S. var der i 1923 12 Fiskere 

(deraf 7 Erhvervsf.), der ejede 15 

Fartøjer (heraf 2 Motorf., det ene over 5 

Tons) til Værdi 10,400 Kr. og Redskaber 

for 16,700 Kr.; Værdien af Fangsten 

(derunder 5 Tons Rødspætter, 1 T. 

Skrubber, 4 T. Ising, 40 T. Torsk, 1 T. 

Hornsk, 8 T. Makrel, 6 T. Sild, samt en 

større Mængde Aal) udgjorde 

37.500 Kr.« (TRAP: Danmark, 1925)

kant, mens der var 46, som angav skeri som 

hovederhverv i hele Dråby sogn. 

Ophævelsen af næringsfrihedsloven i 1857 

gav mulighed for, at håndværkere og handlende 

kunne etablere sig i landsbyer med en 

vis afstand til nærmeste købstad. Før 1857 

var smeden den eneste håndværker, som 

kunne etablere sig i landsbyerne. 

Ser man på folketællingen i 1880 fremgår 

det, at en lang række almindelige håndværk 

er repræsenteret i Dråby. Det gælder 

bl.a. tømrer, væver, karetmager (2), syerske, 

træskomand (3), murer og skrædder (2). 

Listen omfatter også 2 stenhuggere, som 

der var god brug for ved de mange vejbyggerier 

og vejrenoveringer i anden halvdel af 

1800-tallet. Som nævnt gurerer der også 

en skegarnsfabrikant. Kilderne oplyser 

ikke noget om fabrikationens omfang eller 

nærmere karakter, men man kan dog notere 

sig, at begrebet »fabrikant« har fundet vej til 

landsbyen og i en vis forstand indvarsler de 

nye tider. 

Listen omfatter en uldtøjshandler, hvilket 

kan være en lille forretningsdrivende i byen 

eller en opkøber, men næppe en omrejsende 

handelsmand (en såkaldt bissekræmmer) da 

den gesjæft blev forbudt de este steder i 

landet i forbindelse med næringsfrihedsloven 

i 1857. 

Mest bemærkelsesværdigt er det i virkeligheden, 

at der ikke var en købmand i en landsby 

af Dråbys størrelse i 1880! 

Mens antallet af gårdmænd forbliver stabilt, 

var antallet af husmænd vokset betragteligt 

i 1880. Gruppen omfatter 12 personer eller 

husstande, de este med børn. Det har dog 

formodentlig været sådan, at de alle i større 

og mindre omfang har måttet arbejde for 

Skærsø eller landsbyens bønder for at få det 

til at løbe rundt. 

1 

2 

3 

4 

5 

6 

7 

8 

9 

10 

11 

12 

13 

14 

15 

16 

17 

18 

19 

20 

21 

22 

23 

24 

25 

26 

27 

28 

29 

30 

27 

28 

29 

30 

27 

28 

29 

30 

27 


gårdmand ægtefælle 7 

gårdmand ægtefælle 2 2 k 

gårdmand + lærerinde ægtefælle 3 1 k + 1 m 

gårdmand + 1 aftægt ægtefælle 6 2 k 

gårdmand + 1 aftægt ægtefælle 5 2 m + 2 k 

gårdmand ægtefælle 1 m 


gårdmand + 1 aftægt ægtefælle 4 


gårdmandsenke + bror enke 2 m 


gårdmandsenke enke 2 1 m 


gårdmand ægtefælle 7 1 m + 1 k 

Husmand - jordbruger ægtefælle 1 

Husmoder - jordbruger enke? 3 


Husmand - jordbruger enkemand 1 + 1 


Husmoder - jordbruger enke? 

Husmand - jordbruger ægtefælle 2 1 aftægt 

Husmand - jordbruger ægtefælle 4 1 aftægt 

Husmand - jordbruger ægtefælle 



Husmoder - jordbruger enke 

Bager ægtefælle 6 1 m + 1 k 

Stenhugger ægtefælle 

Stenhugger ægtefælle 

Væver enkemand 

Lærer ægtefælle 

Uldtøjshandler ægtefælle 

Karetmager ægtefælle 

Væver ægtefælle 

Smed og husmand ægtefælle 

Fiskegarnsfabrikant ægtefælle 

Tømrer ægtefælle 

Væverske enke 

5 

3 

3 

2 

5 

2 

1

31 

32 

33 

34 

35 

36 

37 

38 

39 

40 

41 

42 

43 

44 

45 

46 

47 

48 

49 

50 

51 

52 

53 

54 

55 

56 

57 

58 

59 

50 

57 

58 

59 

60 

61 

62 

63 

28 


Møllerenke enke 4 2 m 

Fisker og arbejdsmand ægtefælle 4 

Syerske enke 2 

Smed ægtefælle 2 

Træskomand ægtefælle 3 

Bysmed ægtefælle 4 

Murer ægtefælle 2 


Karetmager ægtefælle 7 1 aftægt 


Træskomand ægtefælle 3 

Skrædder ægtefælle 3 

Fisker ægtefælle 1 

Træskomand ægtefælle 4 4 

Tømrer ægtefælle 1 1 m 

Fisker ægtefælle 3 

Tømrer ægtefælle 1 1 aftægt 

Skrædder ægtefælle 2 

Matros ægtefælle 2 

Arbejdsmand ægtefælle 

Tjenestekarl ægtefælle 1 

Arbejdsmand i agerbrug enkemand 

Gartner enkemand 

Arbejdsmand ægtefælle 5 

Arbejdsmand husholderske 

Arbejdsmand ægtefælle 5 1 aftægt 


Husfæster ægtefælle 

Husmoder enke 







Almisse af sognet ægtefælle 


1 

4 

2 

3 

4 

2 

søster 

1 aftægt 

Det sidste kan man med sikkerhed sige om 

de 14 familiefædre, der opgiver at være arbejdsmand 

el.lign. (en enkelt er dog angiveligt 

matros). 

Den sidste gruppe af indbyggere i Dråby i 

1880 er de 5, der angiver at leve af Almisser. 

De re af dem er enker eller enkemænd, 

mens den femte har en ægtefælle. Det forholdsvis 

beskedne tal på offentligt forsørgede 

i Dråby by skal ses i lyset af, at en del både 

gårdmands- og husmændsfamilier har ældre 

slægtninge på aftægt, i sig selv et udtryk for 

bedre forhold og ere midler, end landsbyen 

kunne opbyde i slutningen af det foregående 

århundrede. 

1900-tallet 

Årene omkring 1900 bød på store forandringer, 

der ikke mindst skabte opbrud 

på landet. Andelsbevægelsen var tidens 

dominerende bevægelse. 

Andelstanken, der for alvor brød igennem i 

de sidste årtier af 1800-tallet, var bl.a. udtryk 

for en økonomisk og praktisk organisering 

af indkøb og afsætning. Andelsmejeriet og 

brugsforeningen var i mange landsbyer det 

synlige resultat heraf. 

På det politiske plan markerede Venstre sig 

som en væsentlig politisk faktor, godt bakket 

op af en engageret venstrepresse. 

Den politiske vækkelse i tiden kom også 

til udtryk i et udbredt og mangesidet 

foreningsarbejde, der typisk udfoldede 

sig i de forsamlingshuse, der blev bygget 

selv i små landsbyer. Mange steder k 

foreningsarbejdet i forsamlingshuset 

modspil fra missionsarbejdet i missionshuset 

med rod i Indre Mission. Det er ganske 

enkelt imponerende, hvor mange små 

landsbysamfund, der over en ganske kort 

årrække havde både vilje og midler til 

at bygge såvel brugs som andelsmejeri, 

forsamlingshus og missionshus. Det kan 

i den forbindelse godt undre, at Dråby

ikke får nogle af de nævnte institutioner, 

bortset fra forsamlingshuset, der dog 

blev opført ret sent (i 1935 og ombygget 

1988) I 1925 angiver TRAP dog at byen på 

det tidspunkt havde en forsamlingssal. 

Forklaringen på andelsbevægelsens fravær 

i Dråby skal måske søges i det forhold, 

at byen, i modsætning til mange andre 

landsbyer af tilsvarende størrelse, ikke var 

domineret af velbjærgede (og selvbevidste) 

gårdmænd, men nok så meget af husmænd, 

arbejdsmænd og andre småkårsfolk. 

Ved folketællingen i 1925 var antallet 

af gårdmænd og husmænd stort set 

uforandret i forhold til 1880-folketællingen. 

Sammenligningen vanskeliggøres dog 

af, at begreberne gårdmand og husmand 

er erstattet af gårdejer, landmand eller 

landbruger, udtryk, der ikke på samme måde 

som gårdejer og husmand siger noget om 

bedriftens størrelse. 

Titlen »daglejer« er forsvundet fra 

statistikken. Nu er man enten forpagter 

(1 familie), fodermester (3 familier), 

arbejdsmand (15 familier) eller landarbejder 

(1 familie). Landarbejderen arbejder ved 

landbruget uden selv at eje jord. 

29 

Dertil kommer et betydeligt antal karle 

og piger, der er opført under gårdenes 

folkehold. Det drejer sig om knap 25 karle og 

knap 15 piger eller husassistenter, som de 

oftest registreres. 

Antallet af håndværk og håndværkere var 

gået stærkt tilbage. I 1925 var der en gartner, 

en smedemester med svend, en skrædder, 

en skomager og en møller. Til gengæld 

bragte Ebeltoft-Trustrup Jernbane nye 

stillingsbetegnelser til, bl.a. baneformand og 

pensioneret lokomotivfører. 

Antallet af aldersrentenydere var vokset lidt, 

mens færre skriver sig som aftægtsfolk. I 1891 

blev aldersrenten skilt ud fra fattigforsorgen, 

og i 1922 blev der indført faste takster 

for aldersrenten. Foruden et økonomisk 

fundament tildelte ordningen også de gamle 

en større værdighed i egne og andres øjne. 

Der skulle ikke længere spises nådsensbrød 

fra det offentlige. Nu var aldersrenten blevet 

er rettighed. 

Ebeltoft-Trustrup Jernbanes hol- 

deplads (eller trinbræt) vest for 

Dråby by. Selv om holdepladsen 

gjorde Dråby til »stationsby«, 

som det fremgår af navneskiltet 

på billedet, k banen aldrig 

rigtig betydning for Dråbys 

udvikling. I landsbyen Hyllested 

længere mod nord voksede by 

og station derimod sammen 

i de første årtier efter banens 

åbning i 1901.

Der har tidligere været tradition for, at selv små landsbyer k fremstillet eget postkort med motiv fra landsbyen. Motivvalget siger ofte en del om den lokale 

selvforståelse. Man kan dog heller ikke helt afvise , at omverdenens forestillinger om landsbyidyl kan have spillet en rolle i valget af et motiv, der som her 

leder tanken hen på H.C.Andersens »hist hvor vejen slår en bugt« fra 1829. 

S T R U K T U R O G B E B Y G G E L S E

Landsbyen 

Ifølge landsbyhistorikeren Fritz Hastrup 

er Dråby en uregelmæssig vejforteby. Den 

bestemmelse er knyttet til landsbyens 

udseende og struktur ved udskiftningen 

omkring år 1800. Fra den tid stammer de 

første pålidelige og detaljerede kort over 

danske landsbyer. Hastrup forholder sig altså 

ikke til landsbyens udseende og struktur i 

tiden før udskiftningen, og heller ikke til de 

ændringer, en senere udvikling (eller mangel 

på samme) har ført med sig, fx jernbanens 

udbredelse eller hovedlandevejene og 

motorvejenes betydning for byvækst og 

udvikling. For Dråbys vedkommende er det 

dog interessant at se på Dråbys tidligste 

historie og byens formodede status af 

søstad og på betydningen af jernbanens 

31 

tilstedeværelse i første halvdel af det 20. 

århundrede. Herom senere. 

Betegnelsen uregelmæssig henviser til 

fortens form, mens vejforteby henviser til, 

at landsbyens veje indgik i fortesystemet. 

Kun i den vestlige del af byen var der tale 

om en større pladsdannelse, som er den 

oprindelige betydning af ordet forte (»den 

aabne plads midt i landsbyen (i fællesskabets 

tid), der var fælleseje og benyttedes som 

byens samlingssted, som gaardsplads for de 

omliggende gaarde olgn«, citeret fra Ordbog 

over det danske Sprog). 

De uregelmæssige vejfortebyers form 

synes i særlig grad at være et resultat af 

terrænmæssige forhold. Det gælder også 

for Dråby, der som by er blevet »klemt inde« 

mellem søen mod øst og moræneskrænterne 

mod vest. Det indeklemte gælder i udtalt 

grad for bebyggelsen langs Dråby Bygade, 

især den nordlige del. Det gælder også i lidt 

mindre grad for bebyggelsen langs Dråby 

Søvej, der ligger tilbagetrukket i forhold til de 

lave og sumpede områder langs søens bred. 

Forten var fællesområde, og det er derfor 

logisk, at kirken og kirkeladen (der senere 

blev skolebygning) er de eneste bygninger, 

der ligger inde på forten. Forten mistede sin 

egentlige funktion ved landsbyfællesskabets 

opløsning, og mange steder blev fællesområdet 

bebygget, oftest med småhuse til 

det voksende landproletariat. For Dråbys 

vedkommende skete det i løbet at 1800tallet, 

men forløbet, Dråby Bygade, blev 

bevaret. 

Fritz Hastrups landsbytypologi 

omfatter syv typer: rektangulær 

reguleret vej- og vejforteby, 

skovrækkeby, polygonal for- 

teby, slynget vejby, vejklyngeby, 

uregelmæssig vejforteby og 

forteklyngeby. På Djursland 

udgør de slyngede vejbyer og 

de uregelmæssige vejfortebyer 

langt hovedparten af landsby- 

erne. I Dråby sogn er kun disse 

to typer repræsenteret, idet 

Handrup, Egsmark, Elsegårde, 

Stubbe og Dråby er uregel- 

mæssige vejfortebyer, mens 

Lyngsbæk, Boeslum og Holme er 

slyngede vejbyer. 

På illustrationen til venstre ses 

Dråbys forte, som den har set ud 

i tiden omkring udskiftningen. 

De tre led i henholdsvis nord, 

vest og (syd)øst, som gjorde 

det muligt at lukke forten af for 

natten, er markeret med en gul 

streg. Der var ikke noget gade- 

kær i Dråby, men til gengæld 

god adgang til Dråby Sø, hvor 

kvæget kunne drikke. 

Forlængelsen af forten i den 

sydøstlige »arm« har tjent som 

fædrift til græsarealerne øst for 

byen. På udskiftningskortene 

kan man se, at fædriften har 

været afgrænset fra agerjorden 

mod syd af et stendige.

Selv med status af hovedlan- 

devej forblev Dråby Bygade 

langt op i historien en jord- og 

grusvej, som næppe har været 

nogen fornøjelse i våde og regn- 

fulde perioder. 

Foto:: Ebeltoft Byhistoriske Arkiv. 

Mindesten over Lauritz Ulrik la 

Cour og hustru Ellen Kirstine 

født Poulsen, der i 1825 erhver- 

vede et noget forfaldent Skærsø. 

I årene efter 1825 lykkedes det 

la Cour og hustru at »op- 

bygge Gaarden, tilvejebringe 

Besætning, opdyrke Marken og 

Kæret og opelske skoven« som 

det hedder på stenen. Den er 

i øvrigt rejst af »efterkommere 

i 3. slægtsled« og står tæt på 

bygrænsen til Dråby ud mod 

Hovdigevej. En hilsen til Dråbys 

bønder? I hvert fald næppe en 

tilfældig placering. 

32 

Vejene 

I store træk var der sammenfald mellem 

vejforløb og forte i Dråby. Det gælder også i 

dag, hvor hovedforløbene Dråby Bygade og 

Dråby Søvej følger de gamle spor fra tiden 

før udskiftningen. Vejen vest om Dråby kirke, 

der en periode var lukket, er endda i nyere tid 

blevet genåbnet. 

Den eneste egentlige vejudviddelse, der er 

kommet til i tiden efter udskiftningen, er 

den lille sidevej Møllemarken, der oprindelig 

var en gennemgående vej »ovenom« med 

forbindelse til Dråby Byvej. Her er der stadig 

en lille stump oprindelig vej tilbage, men 

ellers er gennemkørslen afskåret. 

Hvad vejene til og fra Dråby angår, var og er 

den vigtigste vej den gamle Dråbyvej med 

forbindelse til Ebeltoft. Andre vigtige veje er 

Dråby Søvej, oprindelig landsbyens fædrift, 

der senere blev til ere egentlige veje (Dråby 

Kærvej og Dråby Søvej) ved udytningen 

og etableringen af sommerhusområdet 

ved Dråby Strand. Endelig Storkhøjevej, der 

muligvis også er anlagt i forbindelse med 

udytningen. 

I forbindelse med vejforløbene omkring 

Dråby er det interessant, at en gammel 

kirkevej, Dråby Kirkevej, er bevaret som 

en knap 3 km lang grusvej gennem skov. 

Eftersom Dråby sogn var ganske stort 

og omfattede ere landsbyer foruden to 

herregårde, har andre af sognets veje også 

tjent som kirkeveje uden at have fået navn 

deraf. 

Et andet vejnavn med en vis historisk klang 

er Hovdigevej nordpå ud af Dråby. Fra 

gammel tid har det været vejen til Skærsø. 

Hovvej eller Hovdigevej er velkendte 

vejnavne for veje og stier mellem godserne 

og de landsbyer, hvor fæstebønderne 

udførte deres hoveriarbejde. Det kan sagtens

tænkes, at vejen fra gammel tid i folkemunde 

har heddet hovvej eller hovdigevej, men 

det kan også udmærket være en »tak for 

sidst« til herremanden fra politisk bevidste 

venstrebønder omkring provisoriekampen i 

slutningen af 1800-tallet. 

I midten af 1800-tallet blev Hovdigevej 

udlagt som hovedlandevej mellem 

Ebeltoft og Grenå. Hovedlandevejen havde 

tidligere gået mere vestligt (se side 19). 

Af de nye hovedlandeveje fra midten af 

1800-tallet (Århus-Grenå, Randers-Grenå, 

Randers-Ebeltoft og Ebeltoft-Grenå) var 

Ebeltoft-Grenå den »mindste«, i hvert fald 

den mindst trakerede, og der er ikke 

meget, der tyder på, at Dråby oplevede 

en opblomstring som følge af byens nye 

status som hovedlandevejsby. Måske var det 

med hovedlandevejen og Dråby som med 

jernbanen og Ebeltoft: Den kom for sent til at 

løfte udviklingen. 

Bygningerne 

Kirken 

Kirken var og er landsbyens vigtigste 

bygning. Her markeres en række af livets 

højdepunkter fra fødsel til død og for de 

troende har kirken udstukket pejlemærker 

for samfundet og den enkeltes liv. 

Kirken er i langt de este tilfælde landsbyens 

ældste bygning, og i den forstand bevidner 

den også landsbyens historie i det omfang, vi 

kender den. 

33 

Almindeligvis er kirken også landsbyens 

højest beliggende bygning og dermed også 

den mest synlige bygning i landsbyen. Det 

princip har man i nyere tid håndhævet med 

retningslinjer for højden af bebyggelse nær 

kirken og med beskyttelse af kirkeindsigten 

fra det åbne land. 

I Dråby, der ligger på en smal »hylde« mellem 

kote 5 og kote 10 , er kirken opført på en 

mindre bakkeknold i den sydøstlige ende af 

byen. På trods af bakkeknoldens beskedne 

højde fremtræder kirken som ophøjet 

og hævet over den øvrige bebyggelse. 

Dråby kirke er i sjælden grad synlig overalt 

i landsbyen og også i en meget stor del 

af det omgivende åbne land. Det skyldes 

selvfølgelig også kirkens størrelse samt de 

hvide mure og det røde tag, der står tydeligt 

frem i de grønne omgivelser. Endelig betyder 

det også noget, at kirkeområdet er friholdt 

for skærmende beplantning. At dømme ud 

fra de ældste fotograer af Dråby, har det 

traditionelt været sådan. 

Skolen 

I en årrække var byens vindmøl- 

le faktisk byens højst beliggende 

bygning. Den blev dog næppe 

opfattet som en værdig konkur- 

rent til kirken i de år den lå der. I 

folketællingen fra1925 optræder 

der en møller – formodentlig 

mølleren på Dråbys mølle. 

Dråby kirke set fra det åbne land 

syd for landsbyen.

Dråby gamle skole med kirken 

i baggrunden. Både bygningen 

og omgivelserne fremstår i dag 

i neste stand og giver en god 

oplevelse af helheden, der dog 

skæmmes noget af den stedlige 

skiltning. 

Dråby Brugsforening i butikkens 

sidste år. Butikken forhandlede 

brugsens eget mærke 

OK Benzin, der er et andels- 

selskab i brugsbevægelsens 

ånd. Benzinsalget skæppede i 

kassen nogle år, men bilismen 

underminerede samtidig de 

små landbutikkers eksistens- 

grundlag. 

34 

Dråbys gamle skole, der ligger på samme 

bakkeknold som kirken, er opført i 1722 

på foranledning af Christian Benzon. Flere 

steder i landet tog godsejerne i slutningen 

af 1700-tallet initiativ til oprettelse af 

skoler for almuens børn. Almueskolerne 

var formodentlig inspireret af Frederik den 

IV, som på samme lod opføre 240 såkaldte 

rytterskoler i de kongelige rytterdistrikter. 

Dråby skole var i brug som skole frem til 

1967, hvor kirkens menighedsråd købte 

bygningen og indrettede den til bl.a. 

konformationsstue og kapel. 

Med de seneste restaureringer fremstår 

bygningen i dag gennemført velholdt. 

Brugsen 

Den røde vinkelbygning på hjørnet af 

Dråby Bygade og Bysvinget husede en 

årrække Dråby Brugsforening. Brugsen blev 

etableret i en tidligere købmandsbutik og 

åbnede den 1. maj 1931. I dag er der boliger 

i den tidligere brugsbygning. 

Forsamlingshuset 

Dråby Forsamlingshus blev opført i 1935, 

og hører i den forstand til blandt de nyere 

af landets forsamlingshuse. Før 1935 foregik 

de typiske forsamlingshusaktiviteter i et 

forsamlingslokale i byen. Forsamlingshuset 

er stadig i høj grad i brug ved lokale 

arrangementer i Dråby. 

Gårdene 

Dråbys ældste bevarede gårdbygning 

ligger i den nordlige ende af byen tæt op til 

Dråby Bygade. Gården er angiveligt opført 

i 1720 og er, ud over kirken og skolen, den 

eneste bygning i Dråby der er registreret 

som en bygning med høj bevaringsværdi. 

Den stråtægte bindingsværksbygning 

er da også et sjældent nt eksempel på

ældre dansk gårdbyggeri på det, man 

må formode er gårdens oprindelige 

placering. På godt og ondt er den også et 

eksempel på, at bevaringen af den ældre 

danske kulturarv i privat eje altid stiller 

store krav til ejerens pietetsfølelse – og 

økonomi. Det er bekosteligt at vedligeholde 

upraktiske og forfaldstruede stråtækte 

bindingsværksbygninger. 

Overordnet set er der kun beskedne rester 

tilbage i selve Dråby af byens gamle gårde. 

Den nævnte gård på Dråby Bygade 28 fra 

1720 udgør en undtagelse. Det samme 

gælder til en vis grad for Borggård, der stadig 

bærer præg af at have været en af byens 

gamle relængede gårde, og som ligger på 

det sted i landsbyen, hvor den formodentlig 

altid har ligget. I haven er der bevaret et 

gammel skeldige, der må være sat om nogle 

gange i tidens løb. 

Husene 

Som nævnt i det historiske afsnit var Dråby 

allerede før udskiftningen kendetegnet ved 

usædvanligt mange små huse. Hele vestsiden 

af bebyggelsen langs den nordlige del af 

Dråby Bygade fremstod og fremstår endnu i 

dag som en lang, næsten sammenhængende 

bebyggelse. Det er et velkendt mønster for 

gårdenes vedkommende i tiden før udskiftningen 

og udytningen men ses sjældnere 

for husbebyggelser, alene af den grund, at 

det var usædvanligt med så mange husmænd 

og daglejere i landsbyerne, som man 

så det i Dråby. 

De ældste husbebyggelser i Dråby lå dels 

langs sydsiden af Dråby Bygade mellem den 

nuværende Dråby Kirkevej og Dråby Søvej 

og dels som nævnt langs vestssiden af Dråby 

Bygade nord for Dråby Søvej. Desuden lå 

enkelte huse oven for kirken langs Dråby 

Søvej. Et par af disse hører i dag til de ældste 

bevarede huse i byen. 

Der synes ikke at have været nogen nævneværdig 

byvækst i Dråby op gennem det 

35 

Charmerende ser det ud 

– og meget vedligeholdelses- 

krævende. 

Kommuneatlas Ebeltofts (1999) 

vurdering af de enkelte bygninger 

i Dråby by. Udhuse og tilbygninger 

er sjældent højt vurderet. 

Sten- og jorddiger hører også til 

de bevaringsværdige kultur- 

historiske spor i landsbyen. 

Stendiget på billedet markerer 

et gammelt tofteskel, som kan 

genndes på de ældste udskift- 

ningskort, men som udmærket 

kan være væsentligt ældre end 

udskiftningen.

Det lidt kantede forløb af Dråby 

Søvej nord for kirken afspejler 

det gamle gadeforløb fra tiden 

før udskiftningen. Den stensatte 

banke i billedets venstre side 

er af nyere dato. Oprindelig 

har der været tale om en lille, 

uregelmæssig pladsdannelse, 

der nu mere fremstår som en 

regulær vej. 

To sammenbyggede småhuse 

(Dråby Søvej 3) med iøjnefal- 

dende knæk på tagryggen. De 

to huse har en noget forskellig 

alder. Det røde hus til venstre er 

opført i 1877, mens det hvide 

hus til højre angiveligt skulle 

være opført i 1777 (ombygget 

1948). 

Til højre Dråby Søvej 5, hvis 

proportioner antyder en høj 

alder. Huset angives at være 

opført i 1750. 

36 

19. århundrede. Et hjørne af det store forteområde 

omkring Dråby Byvej (matrikel 52) 

og to »inddæmmede« områder sydøst for 

kirken (matriklerne 49c og 49d) synes at være 

de eneste egentlige udstykninger i byen i 

perioden 1889-1921. 

Fra 1920 og fremefter sker der til gengæld 

en del. Området mellem Dråby Søvej/Dråby 

Strandvej og søen bebygges med villaer. 

Hertil kommer bebyggelse på begge sider af 

Dråbyvej ind mod Ebeltoft. Endelig forsvinder 

gården umiddelbart syd for kirken. 

Matriklen er senere blevet bebygget med et 

moderne parcelhus. 

Den seneste tilvækst af huse i Dråby er sket 

omkring Møllemarken. 

Det mest markante hus- og gadeforløb 

i Dråby er indiskutabelt de mange 

tætliggende, små huse langs vestsiden af 

Dråby Bygade. Som tidligere nævnt er det 

kulturhistorisk lidt af en sjældenhed for en 

landsby af Dråbys størrelse. Husrækken har 

være etableret allerede før udskiftningen, 

hvilket peger på Skærsø gods, den 

daværende ejer af landsbyens huse og gårde, 

som initiator. Man har formodentlig valgt 

at samle godsets daglejere m.. i Dråby by 

i stedet for at opføre landarbejderboliger i 

nærheden af godset, som man kan se andre

steder. Et nærliggende eksempel er godset 

Ruggård længere nordpå. 

Husene i husrækken langs Dråby Bygade er 

af meget forskellig beskaffenhed. Nogle huse 

er bevaret med stråtag og bindingsværk, 

mens andre er skalmuret og forsynet med 

eternittag. Nogle af husene er traditionelle 

længehuse, mens andre er bittesmå 

byhuse, som man normalt ikke nder i en 

traditionel landsbybebyggelse. Ved nogle 

af husene er de diminutive forhaver med 

stensætning bevaret, mens de andre steder 

er ernet for at etablere parkeringsmulighed 

foran huset. Forskelligheden er både 

charmen og udfordringen her, for man kan 

vanskeligt insistere på en linje i et byggeri 

som formodentlig altid har været meget 

forskelligartet, og som desuden skal fungere 

som moderne boliger, med alt hvad det 

indebærer. 

37 

Dråbys »skæve« gadeforløb og tidstypiske 

småhusbebyggelser, kirkens markante og 

synlige beliggenhed i landsbyen samt de 

historiske relationer mellem landsby og sø er 

de karakteristika der bestemmer det samlede 

indtrykket af Dråby. 

Udsnit af det meget forskellig- 

artede byggeri langs vestsiden 

af Dråby Bygade nord for Dråby 

Søvej. 

Smuk række af meget velholdte 

murermestervillaer langs østsi- 

den af Dråby Bygade. På trods 

af forskellig udformning frem- 

står forløbet ganske harmonisk 

og repræsenterer en senere 

mere velstående tid end den 

øvre del af Dråby Bygade.

Kilder: 

38 

www.dkconline.dk – Fund og fortidsminder 

www.OIS.dk – ejendomsdata 

www.ddd.dda.dk – Dansk Demogrask Database 

www.arkivalieronline.dk 

Stig Pedersen og Kaj Petersen: Djurslands Geologi, 2002 

TRAP Danmark 

G. Begtrup: Agerdyrkningens tilstand i Danmark, 1812 

Henrik Pedersen: De danske landbrug, Kbh. 1975 

Frits Hastrup: Danske landsbytyper, Århus 1964 

L.J. Bøttiger: Æbeltoft og Omegn, Aarhus 1893 

Den biologiske tilstand i Dråby Sø, 2009 

Ældre udskiftningskort og ældre matrikelkort 

Avisudklipsamling om Dråby 

Plancheudstilling om Dråby af Thorkild Hansen 

Dråby 

Landskab, historie, struktur og bebyggelse 

er udarbejdet af 

Kulturhistorie & Landskab 

for Syddjurs Kommune 

maj 2011

Kilder: 

38 






TRAP Danmark 









Dråby 





maj 2011

Kilder: 

38 






TRAP Danmark 









Dråby 





maj 2011

Hent rapporten her……..

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?