Nr. 5 Handicappolitikken under lup - Socialpolitisk Forening

sociale sikringssystem, der placerede sig med 17 %. Størst med henholdsvis
38-, 32- og 32 % var tilliden til sundhedsvæsenet, retsvæsenet
og politiet.
Går det bedre eller værre for socialt udsatte? Mange mente, at socialt
udsatte for deres eget vedkommende har fået det bedre, men vurderingen
var samtidig, at gruppen som helhed havde fået det sværere. Til det
spørgsmål svarede et flertal i undersøgelsen (25,1 %) da også, at socialt
udsatte som gruppe havde fået det værre.
I særdeleshed kildede holdningsundersøgelsen ved vores forestillinger
om systemets egnethed til at håndtere inddragelsen af borgerne/
brugerne. Til spørgsmålet om hvor stor indflydelse man oplever at have
på sine sager i kommunen, svarede et flertal (51,7 %), at de oplever at
have enten lille eller slet ingen indflydelse på egne sager. I det perspektiv
er det meget interessant, at hele 72,9 % mente at have enten ret stor
eller meget stor indflydelse på, hvordan det går dem. Der er altså en
forholdsvis stor uoverensstemmelse mellem socialt udsattes ansvarsfølelse
og deres manglende oplevelse af at kunne gøre deres indflydelse
gældende på sager, der relaterer sig direkte til deres livsomstændigheder.
Det må nødvendigvis øge den negative afhængighedsfølelse til
hjælpesystemet.
de små skridts metode
På dette sidste punkt der omhandler indflydelse eller muligheden for at
blive medspiller i sit eget liv, ved vi fra værestederne, at netop dét er forbundet
med ønsket om et bedre liv blandt disse mennesker. Gennem 14
års intensivt arbejde med reel brugerinddragelse på værestederne er vi
også her gennem et ’nedefra-perspektiv’ blevet meget klogere på, hvad
reel inddragelse er for en størrelse, og ikke mindst på hvilken forskel
den beror, når den doseres rigtigt og på brugernes egne præmisser, gør
for socialt udsatte. Landsforeningen af VæreSteder har kontinuerligt
arbejdet med beskrivelsen af den praksis, der udføres på værestederne.
Det særlige hjælpe- og udviklingsarbejde, der udføres på værestederne,
har vi døbt ’de små skridts metode’. Som metode gør den op med den
oftest så dominerende kasse eller silotænkning på området og tendensen
til at tænke i store, synlige og ikke mindst målbare effekter.
I vores arbejde med at beskrive hvorfor og hvordan særlige indsatser
på væresteder for socialt udsatte gør en forskel blandt brugerne,
forholder vi os til den store kompleksitet i udsattes problemstillinger
som en præmis at arbejde og tænke metodisk ud fra. Nogle forskere på
det sociale område vil betegne dette som såkaldte vilde problemer, der
netop grundet kompleksiteten både er vanskelige at definere og derfor
at finde en entydig løsning på. I modsætning til såkaldte tamme problemer,
som nemmere lader sig forstå og definere og dermed også løse.
Lav
brugerindflydelse
Værestederne har
størst succes med
»de små skridts
metode«
Vilde og tamme
problemer
27