Ferskvandsfiskeribladet 1920 - Runkebjerg.dk

14 Ferlkvandafiøkeribladet Nr. a
Intet lider, og bliver den slugt af
en Svømmefugl, saa kan den udvikle
sig videre. Hyppigst synes
den dog at blive slugt sammen med
Fisken. Forbliver Remormen derimod
i Fiskens Bughule, eller kommer
den ikke heelt ud, saa gaae
baade Ormen og Fisken tilgrunde.
Den gjør undertiden stor Skade pall.
Ferskvandsfiskerierne" .
Max Luke nævner (i Die Susswasserfauna
Deutschlands) som Vært
for Ungdomsstadiet bL a. følgende
Fisk: Karuds, Grundling, Rudskalle,
Skalle, Bl'asen - her bliver Ligula
særlig stor, siger han, indtil 75 cm
lang og 1,6 cm bred; Hofer beretter
(i Handbuch der Fischkrankheiten)
om . et Eksemplar, der toges fritsvømmende
i Bodensøen, og som
maaIte 2,80 Meter - endvidere Flire
og Løje, Gedde og Aborre; men
Max Luhe tvivler dog om, at disse
sidstnævnte Hovfisk virkelig har haft
Ligulaen i Bughulen.
Blandt Værterne for den kønsmodne
Remorm nævner Max Luhe Lappedykkerne,
Hættemaagen, Stormmaagen,
Ternen, Skalleslugerne,
Stok and, Stork og "lejlighedsvis"
Krage. Mærkelig nok synes Ligula
ikke at være kendt fra Hejren, men
det turde være et Tilfælde.
J eg har truffet Remormen hos
følgende Fisk: meget almindeligt
hos Grundling, Løje og Brasen; een
Gang hos llegnløje, af hvilken Art
kun 20-30 Stk. er unde.rsøgt; nogle
faa Gange hos Skaller, af hvilke
flere Tusinde er undersøgt; og een
Gang hos Gedde, af hvilken Art
3-400 er undersøgt.
Derimod har jeg aldrig set Ligula
i Bughulen hos Aborre (over 1000
undersøgt) eller Hork (ca. 1000
undersøgt) og vistnok heller aldrig
hos Flire (forholdsvis faa undersøgt),
Karuds (ligesaa), Suder (hovedsa.gelig'
kun -store Fisk undersøgt) og
Rudskalle (ca. 250 undersøgt).
Jeg nævnede, at jeg en Gang har
fundet Ligula i en Gedde. Det drejede
sig om en Gedde paa 10 cm,
der i sin Bughule havde en lille
IJigula.lignende Tinte (B/VIII. 17); det
kan jo ikke godt have været andet
end en Ligula. Antager man, at der
i Virkeligheden er endnu en tredje
V ært for Ligula, nemlig en for den
unge Larve, saaledes Bom Janick;
og Rosen har vist det for Træinophorus
Larvens vedkommende, og er
denne Vært f. Eks. en Vandloppe,
vilde det jo være klart, at de ældre
Gedder vanskeligt kunde blive
smittede, da de udelukkende lever
af Fisk; Geddeungerne kunde derimod
nok blive smittede, medens de
er smaa.
I Maveindholdet er Ligula fundet
baade hos Aborre og Gedde. D.
H/VIII. 15 fandtes 5 levende Lignla
i Maven paa en Aborre, men de
stammede tydeligvis fra en Løje pas.
8 cm, som ogsaa fandtes dor. D.
IS/VI. 19 fandt jeg Rester af en Brasen
paa ca. 35 cm i en Geddemave
og tillige 3 Ligulastumper; de to (J
og 2 cm) var fordøjede fra begge Ender,
medens Midterpartiet var friskt,
det tredje (4 cm) er friskt og levende
i den ene Ende (Dyrets Foreller
Bagende), men fordøjet fra den
anden Ende. Geddens Mavesaft lader
altsaa til at kunne fordøje Ligula.
De liguløse Fisk er jo særlig udsat
for at blive ædt baade af Rovfisk
og Fugle, da de er besværede i
deres Bevægelser.,
Jeg har ikke gennemført nogen
Statistik over Ligulas Forekomst
Aaret rundt eller i de forskellige