Vore ferske vande og deres beboere - Runkebjerg.dk

De svarer til Bjergets Jættegryder, og man har Ret
til at mene, at de netop er udgravede ved højt fra
Ismarken kraftigt styrtende Vand. De har Form
som en Tragt og de er for det meste uden Af- eller
Tilløb; vi kan kalde dem Grydesøer.
Har Vandet derimod virket udgravende over en
større Flade, fremkommer en Uddybning med ret
stejle Bredder, men med ringere Dybde, og vi kan
da maaske passende bruge Navnet Kedelsø, Endelig,
naar Vandet kun har haft ringe eroderende Kraft,
fremkommer flade, pandeformede Uddybninger i
Overfladen, og her vil da Navnet Pandesø passe.
Denne er lidet dyb, og dens Rande er i Tidens Løb
blevne udjævnede ved Bølgeslaget.
Der er naturligvis Overgange imellem disse tre
Hovedformer, og det er kun sjeldent, at man træffer
dem aldeles kresrunde. Man vil tvertimod tit finde,
at Uddybningen er ujævn og dybere i en Retning, rimeligvis
i den, hvorfra Vandstrømmen faldt. Skyldes
Udgravningen flere Strømme eller Ændringer i den
oprindelige Hetning, bliver Søformen uregelret med
flere Render, Vige eller Bugter, som ved høje Grunde
eller Tanger er indbyrdes adskilte. Saaledes bør
man tyde den tit meget uregelrette Form hos mange
af vore Indsøer. Et Eksempel paa en dyb Sørende
er Sorø·Søens nordlige, smalle Arm med de stejle
Brinker imellem »Skjolden« og » Hjortenæs«.
I Modsætning til Sølavningerne staar » Dalførerne«.
Ad disse skete det afsmeltende Vands Afløb til Havet,
og ad disse rinder nu det overskydende Vand mod
481
VORE FERSKE VANDE
Fig, 2. Gudenaa neden for Silkeborg .
Havet, for saa vidt deres Vandleje ikke helt er udtørret.
Men man har let ved at kende dem, fordi
de skærer sig dybt ind i Terrtenet, og paa Kaartene
viser de sig ved de tilbagevigende Højdekurver.
Dalførerne er sjeldent ensartet brede over hele deres
Udstrækning. Tit har de »I3ugterc, hvorfra Kilder
udspringer. Undertiden ligger der i dem Rækker af
Tragter eller Kedler eller Pander. Disse U ddybningers
Retning viser da, hvorfra den eroderende Kraft
kom. Det ved Erosionen opbrugte Vand var i hine
Tider saa rigeligt, at det flød over, sammenknyttede
samtlige Uddybninger og gravede Dalføret. De jyske
Aadale er vort Lands største Erosionsdale. De er
brede, det oprindelige Flodleje har passet til en
•
vældig Vandrnasse, som skyllede hen ved Foden af
de stejle Brinker langs Nutidens Enge, og ad Tværdalene
kom det ene Tilløb efter det andet og krævede
Plads, saa at Dalførets Brede naturligvis blev større
og større, alt som det kom Havet nærmere. Glldenaa­
Dalen er det mægtigste Dalføre i Danmark. Den
rummer i sig vidtstrakte Enge, Mosedrag, Søer og
Landtanger m. v., og den har endda Plads til Danmarks
største Vandløb, som i dets nedre Del er
flodbredt, og derfor ogsaa er vor eneste virkelige
Vandvej inde i Landet.
Undertiden opstemmes Vandet i Dalførerne, og
derved fremkommer da ogsaa Søer. I det mindre
opstemmes Vandet til Møllebrug eller anden Fabriksvirksomhed.
Men desuden har vi enkelte andre Søer, som
482

ikke skylder Erosionen deres Tilværelse, men derimod
Vandets undergravende Magt. Ved Udvaskning af
underliggende Jordlag bliver nemlig undertiden det
overliggende Jordskjold saa svagt, at det brister,
synker sammen i Form af en Tragt og danner et
saakaldt Jordfaldshul. Naar dette fyldes med fra
Dybet opstigende Vand eller ved Nedbør eller ad
anden Vej, saa fremkommfl' den Slags Søer, Sænkningssøer,
som kendes fra Møen, fra Thy, fra Hederne
omkring Stubbergaard- og FJyndersø imellem
Skive og Struer, samt fra flere Steder i Hobroegnen.
En anden Slags Sænkningssøer er SIrandsøerne:
Lavninger, fyldte med Vand fra Havet paa Grund af
Landets Sænkning. Deres :\lodsætning er Hævningssøerne,
som ved Landets Hævning er blevne skilte
fra Havet.
Flertallet af de danske Søer er imidlertid fremkomne
ved en Erosion i Morænelandskabet. Gryde'
søerne er gerne mindre i Flademaal, medens Kedel­
og Pandesøerne
indtager større
Flader. Det er
dog ikke altid
Tilfældet, at en
og samme Sømasse
dækker
en ren Erosion
efter det her
opstillede Skema.
Mange større
Søer har
tværtimod en
meget ujævn
Bund eller med
andre Ord, der
findes, som alt
nævnt, i dem
dels Gryder, dels
Kedler og dels
Pander, som enten
kan være
helt overgaaende
i hverandre
eller kun skilte
indbyrdes ved
DEN DANSKE STAT
Fig. 3. Fra Silkeborg. Søerne.
lave Volde elle Grunde, medens hele den ujevne Bund
dækkes af en og samme Vandrnasse. I saa Henseende er
Esrom Sø en meget regelret Sø. Den har et vidtstrakt
Dyb (60-70 Fod), jevnt skraanende Sider og
en smal Landgrund , ingen Øer og særdeles faa
Grunde eller Holme under Vandet (»Fiskebanker«).
Helt anderledes staar det derimod til i 'Tjllstrllp- og
i Sorø-Sø eller i flere af Himmelbjergsøerne. Banker
og endog Øer skyder sig op imellem de enkelte
dybere Dele af disse Søer, og stundom deles Søerne
endog i godt adskilte Dele derved, at deres Rande
nærmer sig til hinanden, saa at Delene faar særlige
Navne (Viborg Nørre- og Sønder-Sø j Tjustrup-Bavelse
Sø; Almind-, Bras-, Borre- og Hjul-Sø ved Silkeborg
osv.).
Man træffer ikke sjældent den Opfattelse, at Indsøernes
Overflade ikke ligger højere end det nærliggende
HlJvs. En saadan Opfattelse kan til Dels
undskyldes i vort Land, hvor Forskellen ikke er
synderlig stor og hvor Landet ikke hæver sig til
483
større Højder over Havet. Som i andre Henseender
er vore Indsøer heller ikke endnu i denne tilstrækkeligt
undersøgte. Men der er næppe mange, hvis
Overflade ligger højere over Havets end Mos-Søens,
som ligger 71 Fod højt. Af andre højtliggende Søer
kan nævnes Fllre-Søen med en Overfladehøjde af 63
Fod. Esrom·Sø ligger 29 Fod, TjllSlrup-Sø kun 22
Fod og Arre-Sø endda kun 12-12 1 / 2 Fod.
Naturligvis skifter Søernes Niveauhøjde noget i
Aarenes Løb paa Grund af den skiftende Vandstand;
men Forskellen kan kun være faa Fod, og disse kan
man ikke medregne,hverkennaar man vil opgive Højden
af Søoverfladens Niveau eller naar man viI opgive
Sødybden. Desværre har man ogsaa hidtil kun
sparsomme Meddelelser om de danske Indsøers Dybde,
og der hersker derfor herom højst mærkelige Tanker.
Det er endog ikke ualmindeligt, at høre Almuefolk,
og dannede Folk da for Resten med, tale om Dybder,
som ikke er til at maale, Dybder, hvor Ingen endnu
har fundet
Bund. Til de
dybe Søer eller
Søhuller knyttes
saa gerne alskens
Snak om
sunkne Borge
og ugudeligt
Levned. Om
den svenske
Sø Siljan, som
er 60 Favne paa
det dybeste, for­
tælles, at man
loddede 450
Favne uden at
træffe Bund, og
da man drog
LoddeUnen, var
Blyloddet ombyttet
med Pandeskallen
af et
Faar. Andre,
som vilde maa­
le Dybden, hør-
te en Røst raabe:
) Vil du kende mit Dyb, da maal min Længde«.
Fra Yånern og Vettern har man det samme
Sagn om Pandeskallen, men her er den af en Kalv.
Fortællingen er kun Almuens Udtryk for det unyttige
i at søge det uudgrundelige; Vånerns Bund
er ikkun 143 Fod under Havfladen. Mærkeligt nok
træller man ogsaa den samme Fortælling om Pandeskallen
paa Linen, hvormed man dristede sig til
at maale :o>bundløse« Dybder, i vort eget Land.
Den dybeste danske Indsø, vi hidtil kender, er
Fure· Sø, som er 120 Fod dyb og 58 Fod under
Havfladen, Glenstrup Sø er 108 Fod dyb og 63 Fod
under Havfladen, Mos Sø respektive 108 og 37 Fod,
Fllsing Sø over 100 og 50 Fod, Viborg- og Hald Sø
omtr. 80 og 50, Almind- og Thor Sø (Silkeborg) er
respektive 60 og 28 Fod dybe; Nors Sø i Thy er
paa det dybeste omtrent 60 Fod og 15 Fod under
Havets Niveau.
Medens man ikke kan undre sig over, at vore
Søer ikke til alle Aarets Tider har den samme
484

forudgaaende Utilpashed. - Paa Bunden eller klyngende
sig til Planterne er der travl Virksomhed.
Vaarfluelarver kryber om i deres af afbidte friske
Plantedele sammenspundne Rør
(Fig. 28). De skræmme s meget
let og trækker da Hovedet
hurtig helt tilbage i Hylsteret,
i hvilket de senere, efter at
have lukket for Indgangen,
hliver til Pupper. De rømmer
først Boligen, naar Puppelivet
er til Ende og flyver da ud.
Midt i Fig. 22 Sp. 501 ses en
Vaarflue flyvende mod Bred·
den, medens flere Slags Rygsvømmere
og andre Tæger tumler
sig i og paa Vandet. Længst
til venstre forneden i Billedet
kryber en A1I,fosesnegl. Den er
vor største Ferskvandssnegl,
let kendelig paa den graahrune,
stærkt toppede Skal og de
tykke Følehorn (Fig. 29). Det
er mærkeligt at iagttage, hvorledes
Mosesneglen , ligesom
flere andre af dens Slægt, kan
holde sig, med dens store
Fod udbredt, i Vandskorpen,
idet den ligefrem krybu hen
under denne. Man har vanske·
ligt ved at fatte, hvorledes
dette gaar til. Imidlertid har
man iagttaget, at den op ad
vendte Fodtlade er lidt uddybet,
saa at Dyret ligesom bæres
af en Baad, og da nu Sneglens
Vægtfylde kun er lidt over
1, vil en meget svag Baadform
være tilstrækkelig til at holde
Dyret i Vandskorpen. Men
aldrig saa snart har Sneglen
Fig, 27. En Brøndorm. ophørt at hule Fodfladen, før
:\aturl. Størr. den synker til Bunden. Naar
Sneglen vil trække Vejret, nærmer
den sig Vandskorpen, strækker Aanderøret ("le
Fig. 29 til venstre) op til Luften og fylder nu sin
Lungesæk med frisk Luft. Skræmmes den, drager
den hurtig Aanderøret tilbage, slipper nogle Luftblærer
og synker til Bunden. Ligesom
de fleste andre Ferskvandssnegle fæster
Mosesneglan sine slimede, langstrakte
Æ\lgehobe paa Planterne, og den afgiver
i Sommerens Løb omtrent en Snes saa·
danne Æggehobe, af hvilke hver indeholder
indtil et Hundrede Æg.
Imellem Smaavandenes tætte Skarer
falder ogsaa let de rødlige Vandmidder
i øjnene. De lever ligesom andre Spindler
af at udsuge andre Dyr. Nogle Midder
er gennemsigtige. Saaledes det i Fig. 30
gengivne Dyr, hvis Krop er høj og hvælvet
som de tleste andre Vandmidders. I
Modsætning til de langsomt krybende
Fig. 28. En Midder, som opholder sig paa Land eller
Vaarfluebolig. snylter paa andre Dyr, er disse Vand-
505
YDRE FERSKE VA:\DE
midder hurtige, og derfor er da ogsaa deres Ben udstyrede
med fine Svømmehaar.
Frit i Vandet lever de talrige Myggelarver. og da
Slikmyggenes (Fig. 31) er imellem dem, er det t yde-
Fig. 29. ::\Iosesnegle.
ligt, hvorfor man altid plages mest af Myg i Nærheden
af Vand eller fugtige Steder. Larverne har
yderst i Bagkroppen to Aanderør, medens Aanderørene
hos Pupperne sidder fortil. Naar Larver og
Pupper skal aande, svømmer de op i Vandskorpen,
stikker Aanderørene op i den og kan tit, naar Vejr
og Vind tillader det, ses skarevis nyde den friske
Fig. 30. En Vundmidde (meget forstørret).
Luft. Men den ringeste Støj eller en pludselig paa
Vandet faldende Skygge skræmmer dem øjeblikkelig
og jager dem ned i Mørket og Dyndet.
Hos andre Larver sker Aandedrættet derimod
paa en helt anden Maade, nemlig gennem et Slags
Gæller, H!ldblade, som sidder langs Bagkroppens
Sider. Dette er Tilfældet hos Vaarfluers, Guldsmedes
og Døgnfluers Larver. Om Sommeraftenerne
\
/
Fig. 31. En Stikrnyg, Larven og Puppen.
ser man Sværme af Døgnfluer (Fig. 32) hæve og
sænke sig i Luften omkring Vandene eller ogsaa
træffer man dem siddende døde i Vandenes Nærhed.
De tre lange Flyvetraade i Døgnfluens Bagkrop Ije-
506

ner den ved dens Svæve n i Luften til at holde den
Balance, som de svage Vinger ikke kan vedligeholde
og som er nødvendig, medens deres første og tillige
sidste Aftentur varer. Disse Smaadyr lever kun faa
Timer, og de maa da ile med
at nyde Livet. Mad og Drikke
har de ikke Brug for,
medens de er oven Vande,
og derfor er ogsaa deres
Mund saa godt som lukket.
Som Larver lever de derimod
længe. I den Tid hører de
til Vandenes grumme Røvere,
og saa er Mundtøjet i Orden.
Dette er ogsaa Tilfældet
hos randkalven (Fig. 33), men
hos denne er baade Billen
og Larven udstyrede med
frygtelige Kæveredskaber, og
de er derfor særdeles farlige
for Fiske, som er komne ud
over den spædeste og spæde
Vækst. Dette fa ar Fiskeavleren
at mærke, og han har
saa meget vanskeligere ved
at værge sine Damme, som
Vandkalvene, foruden at være
Fig. 32. En Døgnflue. dygtige Svømmere, ogsaa flyver
ypperligt og derfor strejfer
om fra det ene Vand til det andet. :\Ian har endog
villet vide, at de store Vandkalve klemmer sig fast
paa større Fiskes Hoved og bider øjnene ud, hvorved
Fiskene blindes og endelig omkommer. Man har
endog set Vandkalve æde hele Gruber ind i store
Karper. Saa er den store, begsorte i'andkær tilligemed
dens Larve (Fig. 34) langt fredeligere; den er
nemlig et altædende Dyr, og muligvis lever den for
største Delen af Planteføde.
Der var endnu mange andre Biller, andre Insekter
og mange Slags Dyr, som det var værd at dvæle
ved, dersom der fuldt ud skulde gives en Udsigt
over det Liv, som rører sig i Smaavandene. Pladsen
paabyder, at indskrænke Enkelthederne i Billedet.
Det skulde ellers nok vise sig, at de ferske Vandes
Dyreliv ingenlunde i Interesse eller i Formmangfol-
Fig. 33. En Ynnill

planter, som vokser under Vand, og her indretter
den sig en Bolig, i hvilken den samler Luft i tilstrækkelig
Mængde, til at den kan opholde sig i
den. Det er denne Bolig, som har skaffet Vand-
Fig. 36. Vand edderkopper med Rede. Noget større end i
Naturen. Oventil en af Edderkoppernes øjne, set bag fra.
edderkoppen dens Ry. Naar Edderkoppen vil bYllge,
kommer den op i Vandskorpen og rækker lige Bagkroppens
yderste Del op over den, spreder Spindevorterne
fra hverandre og farer derpaa atter ned i
Dybden. Paa denne Maade bringes, uafhængig af
Kroppens Haar, en større eller mindre Luflblære
til det Sted, hvor Edderkoppen vil bygge. Imidlertid
kan Luften naturligvis ikke slippes uden ved
Hjælp af et Spind, som kan holde den fast under
Vandet. Dette Spind er ligefrem en Slags Dykkerklokke,
til hvilken efterhaanden den ene Luftblære
bringes efter den anden, indtil den luftfyldte Klokke
omtrent er saa stor som en Valnød. Omkring
Klokken er spændt en Del Traade, hvorved den
ligesom er ankret, og desuden er der andre Traade,
som er det Fangenæt, hvori Byttet hildes, og hvorfra
Edderkoppen henter dette ind til sig i Klokken. I
Klokken gemmes ogsaa en Del af Byttet indtil knappere
Tider, ligesom ogsaa af og til Edderkoppens
sammenspundne Æg ophænges i dens Hvælving. I
Parringstiden har Han og Hun hver sin Klokke,
men der er da en Tunnel imellem dem. Om Vinteren
lukkes Klokken med Spind eller ogsaa tyer Edderkoppen
ind i et tomt Sneglehus, hvis Munding da
tilspindes.
Imellem Blærerodsplanternes (Fig. 37) tætte Vækst
af Stængler og Blade kan man næsten altid vente at
træffe Vandedderkoppen, og det er da for Resten ikke
sau underligt, at den morderiske Edderkop og den paa
sin Vis morderiske Plante ynder de samme Pladser
i de stillestaaende Vande, hvor der er rigeligt af
Smaakryb. Plantens talrige Smaablærer er nemlig
ikke alene Flyderedskaber, som holder Grenene
509
VORE FERSKE VANDE
og Blomsterne godt oppe, men de fjener tillige
som Fangeredskaber for Smaadyr, der ligefrem ædes
og fordøjes af Planten. Blærerne er nemlig aabne
i Siden og for Aabningen hænger en Klap, vistnok
som Lokkemad for adskillige Smaadyr. Men aldrig
saa snart støder det lokkede Dyr imod Klappen,
før denne trykkes ind efter, saa at Dyret falder ind
i Blæren og nu er indespærret i denne, fordi Klappen
ikke kan aabnes ud efter. Smaa Krebsdyr,
Myglarver og andre Smaadyr kan ligefrem fylde en
saadan Blære, i hvilken de efterhaanden dør og
derpaa udsuges, som om det var i et Dyrs Mave,
de var blevne optagne. Plantens »Graadighedc fremgaar
bl. a. af den Iagttagelse, at en lille Plante med
kun femten Blade i Løbet af halvanden Time havde
taget 270 smaa Krebsdyr til sig. Endog spæd Fiskeyngel
fanges i Blærerodsplantens Blærer eller gribes
af disse ved Hoved eller Hale og omkommer.
Derfor udrydder man ogsaa Blærerodsplanterne af
Damme, i hvilke man vil have Fisk, f. Eks. Karper,
til at yngle.
Et Dyr, som træffes i talrige Ferskvande, baade
stillestaaende og rindende, er J?lodkrebsen. Indsøer
og Vandløb, Tørve- og Mergelgrave: i dem
alle kan Krebsen finde sig til Rette, dersom den
ellers finder Vilkaarene efter sin Smag; men det er
ikke let at forstaa, hvoraf denne afhænger. Derimod
er det en afgjort Sag, at enlen Krebsen opholder
sig i et større eller mindre Vand, er Landgrunden
Pladsen for den. De større Krebs gemmer sig for
det meste paa de dybeste Steder, medens de mindre
kryber ind under Sten o. s. v. nær Bredderne, og de
mindste kryber helt op under de langs Bredden
voksende Planters Rodgrene, som hænger frem i
Fig. 37. a. Blærerodsplanten. b. Blad (fors!.). c. Bladgren med
Blærer. d. Stærkt fors!. Blære. e. Blærens Inderside. f. et Stykke
af denne.
Vandet. I Brinker eller hvor der ellers er Lejlighed,
vælger den voksne Krebs sig gerne en Hule, og ind
i denne kryber den altid baglængs. Forkroppen
med Saksene eller Kløerne og især de lange Føle-
510

med Rette mene, at Øerne nødvendig maatle mangle
sammenligneisesvis flere Arter, fordi Havet havde
hindret deres Overførelse. Men i saa Henseende
støtter netop ogsaa Ferskvandsfiskenes Udbredelse
den Opfattelse, at Vandene imellem de danske Øer
er af ret sen Oprindelse og fremkomne længe efter
Landets Hævning over Havfladen. Man kan herimod
indvende, at Vandfloder tillige overskyllede
Landet, da de udskar Sunde og Bælter (jvfr. »Danmarks
Tilblivelse« Sp. 6f}-66). Men dette kan
godt stemme med Ferskvandsfiskenes nuværende
Udbredelse, idet enkelte Arter kan være blevne til·
intetgjorte, medens andre har holdt sig f. Eks. i
Vande, som har ligget mere i Læ end andre for de
vældige Vandrnasser, som skyllede over Landet.
Fordi en 0 er lille, er det derfor ikke sagt, at
den kun har faa Ferskvandsfiske. Smaaøers mindre
Søer og kortere Vandløb kan bidrage dertil; men i
og for sig har ikke en Gang paa Fastlandet et
Fiskevands ringere Omfang nødvendigvis nogen Indflydelse
paa Arts-Antallet. Derimod har vist nok Tilgangen
af Føde den største Indflydelse. Hvor der
er et rigt Planle- og Dyreliv, vi! der altid kunne
ventes flere Fiskearter. Laalands Søer viser delte;
thi foruden de almindeligere Ferskvandsfiske træffer
man der tillige enkelte Arter, som ellers er sjældne
i Landet eBer som endog helt fatles, saa som Ilalu'
bleg, Pigsmærling og mulig Stæm- eller Bundskalle.
Som Modsætning kan den 2 Mil store Ø Læsø
tjene; paa denne træffer vi kun tre Arter, nemlig
Aal, Aborre og 1{arusse, og de to sidst nævnte Fiske
er sagtens indført til Øen, da dens Skildrer ud·
trykkelig melder om "dertil indrettede Vandparker.«
Holder vi os ikke til denne fattige ø, men tager
Sams til Sammenligning, vil det vise sig, at denne
Ø, der har samme Størrelse som Læsø, foruden
Hundestejl kun har Karussen i de meget smaa Vande.
Derimod er Forholdene meget heldige paa Langeland,
hvorfra der i Tranekær Sø opgives følgende
Arter: Aborre, Horke, Hundestejl, Gedde, Karpe, Karusse,
Suder, Flire, Rudskalle, Skalle og Aal.
Karpefiskene er de mest udbredte i Europas
Slette- og Lavland, som man derfor har kaldt J(aJpefiskenes
Region, og til denne hører ogsaa Danmark,
skønt ikkun 18 af vor Ferskvandsfiskes Arter er
Karpefiske, medens Mellemeuropa har omtrent 30
Arter. Imellem vor Ferskvandsfiske er der ikke en
eneste Art, som ikke tillige træffes i Landene syd
for os; derimod mangler vi 8 Arter, som lever i
dette Omraade. Af den skandinaviske Halvøs Fiske
mangler Danmark mindst to Arter; men til Gengæld
har vi to, som endnu ikke er fundne øst for Øresund.
Danmark har ingen for det ejendommelig Fiskeart;
derimod er der en ikke ringe Ulighed imellem
de enkelte Landsdeles Ferskvandsfiske. Saaledes
har .Jylland 7 for det ejendommelige Arter, nemlig
B,jerglllk, Stalling, Hælt, Snæbel, BZ!J!dskalle, Hvidskalle
og alm. Smærling.
Af disse er Hælt (Fig. 42) almindeligst udbredt;
men naar Handers Fjord (Gudenaa) og nogle Indsøer
i dennes Nærhed undtages (Glenstrup-, Klejtrup-,
Rød- og Tjele Lang-Sø) kendes den ikke fra Mellemjylland
eller fra Østkysten. Imod Vest træffer man
den derimod lige fra Rye-Aa og ned til Ribe i de
515
DEN DANSKE STA.T.
fleste Aaløb, og blandt Søerne har man den fra
Nors-, Flynder- og Stubbergaardsø, foruden i Nissumog
Ringkøbing Fjord. Endelig er Hælten ogsaa bleven
fanget i den lille Hedesø, Krag-Sø, syd for Karup.
I denne Sø bliver Hælten dog kun saa stor som en
Sild, medens den ellers kan veje flere Pund. Nu
Fig. 42. En Bælt.
har Krag-Sø intet Afløb; men paa ga mIe Kaart ser
man tydeligt, at den i sin Tid har haft Afløb til
Karup·Aa. Det er derfor rimeligt, at denne uselige
Hælt, som nu lever i Søen, er Afkom fra Fiske,
som er blevne indespærrede i Søen, hvor de maaske
var dragne ind for at lege. Paa lignende Maade
er Hælten vist nok bleven indestængt i Tylands og
i Flynderpartiets Søer. Ligeledes kan man tænke
sig, at Hælten, som nu trælles i de oven for nævnte
Søer i Randersegnen, i sin Tid fra Fjorden er draget
op i dem, eller ogsaa er den vester fra ad Skals-Aa
og dennes Tilløb naaet op i Nørre-Aaens Lavninger,
hvorfra den da for den Sags Skyld ogsaa under
tidligere Niveauforhold kan være sluppen over til
Randersfjord. Vandskællel imellem Vandløbene til
Limfjorden og til Randers Fjord er endnu i vore
Dage ikke stærkt udpræget. Paa denne Maade fik
man da en Tydning af Hæltens enestaaende Fremtræden
paa Østkysten. - Det er muligt, at der kan
være nogen Artsulighed imellem de jyske Egnes
Hæltfiske, men i Almindelighed vil disse Laksfiske
være let kendelige ved deres store blanke Skæl, som
giver dem et silde- eller skallelignende Ydre. Hæltens
Legetid falder midt om Vinteren (December, Januar),
og Hannerne faar da gærne ligesom Smaavorter
over hele Kroppen, saa at de bliver helt ru.
Snæbelen (Fig. 43) ligner i Ydre og Levemaade
særdeles meget en Hælt, men dens Snude staar som
Fig. 43. En Snæbel.
en Tryne frem foran Underkæven. Den er en Vesterhavsfisk,
som kun ved Legetiden trækker op i en
Del af Vesljyllands Aaløb. Den er nok trulJen hist
og her i flere af vore Farvande, men kun enkeltvis,
saa at den ikke derfor er mindre ejendommelig for
Jylland.
5lU

Højde over Havet, men forekommer desuagtet ofte i
Vanddrag, der ved større eller mindre Fosser er
skilte fra Søen, og hvorhen den næppe nogensinde
frivillig er vandret i Nutiden, lige saa lidt som der,
kan antages frivillig at udvandre herfra. « Robert
ColleU tænker sig Muligheden af, at en Overføring
ved Hjælp af fiskeædende Fugle kan være sket til
slige ellers utilgængelige Vande, men han synes tillige,
at det er udenfor al Tvivl, at Aalen yngler her.
Til de ferske Vandes Dyreverden hører endnu
ikke saa helt ringe et Tal af Skabninger, som den
meste Tid af deres Liv ikke færdes frit i Vandet,
men derimod boer paa eller i andre Dyr og lever
med dem og paa deres Regning, saa længe Værterne
er i Live. Ferskvandsdyrene har nemlig lige saa
godt deres Snyltere, som Landets og Havets Dyr.
Imidlertid vilde det føre for vidt, om her skulde
dvæles ved de talrige Snylteplanter, Infusionsdyr
o. s. v., som kan træffes paa alle Slags Ferskvandsdyr,
og som Iwerken skaaner Insekter eller Fiske.
Heller ikke kan her opregnes de talrige Indvoldsorme
; der kan kun gøres en Undtagelse med Spolormene
(Fig. 58), fordi Aalells Spolorm jæYlllig udgives for
at være Aaleyngel og vistnok har
paa sin Samvittighed den fastgroede
Opfattelse, at Aalen føder Unger.
Det er nemlig ret aImi ndeligt, at
Aalen plages af Spolorme, og naar
nu disse kryber ud af en død Aals
Gat eller opdages i dens Mave, sendes
i mangt et saadant Tilfælde den
opdagede Aaleyngel med Posten til
en eller anden kyndig Herre, som
da gerne tillige opfordres til at opgive,
hvor den store Præmie for
Opdagelsen af Aalens Formerelsesmaade
er at erholde, en Præmie,
SOl1l aldrig er hleven udsat.
Medens man næppe kan aabne
Fig. 58 En Spolorm. nogen Fisk uden at træffe paa Spolorme,
Bændelorme og andre lndvoldsdyr,
er det sjældnere at finde Snyltere paa Huden,
Finnerne eller Gællerne. Et af de mærkeligste
af disse er det saakaldte Dobbeltdyr (Fig. 59), som
man kan træffe paa talrige Ferskvandsilskes Gæller,
saasom hos Karpe, Elritse o. s. v. I udvoksen Tilstand
ser Dyret ud som en x- eller korsdallnet Organisme,
men som i Virkeligheden er fremkommen
ved en Sammenvoksning af tvende oprindelig adskilte
Sugeorme. Hver af disse Sugeormes Bag har
to i fire Gruber delte Hæfteskiver, til hvilke endda
slutter særlige Klamreredskabel'. Begge de spidse
Forkroppe har hver sin Mundaabning og desuden et
Par smaa Sugeskaale. Længe var Dobbeltdyret en
Gaade for Naturgranskerne, indtil man iagttog, at der
regelmæssig i dets Selskab fandtes en Orm, og opdagede,
at Dobbeltdyret opstaar ved, at to saadanne
Orme lægger sig korsvis over hinanden og gensidig
suger sig til hinanden, indtil de er sammenvoksede
til et Dyr, som dernæst vokser sig stort.
En Dej igleagtige Dyr holder sig ogsaa til Ferskvandets
Fiske og ligesaa en Række af smaa Krebsdyr,
529
som er til ikke ringe Plage for deres Værtel'. Et
saadant Dyr er Kalpelllsen (Fig. 60), som for Resten
mere end de andre
Snyltekrebs er tilbøjelig
til at skifte
Plads enten paa den
samme Fisk eller fra
en til en anden, hvilket
allerede fremgaar
afdensfireParlange
Svømmefødder Mere
bundne til den
en Gang valgte Plads
er derimod adskillige
andre Fiskelus,
hvis Leml1ler da
ogsaa er langt mindre
udviklede, idet
de enten er omdannede
Ul Klamrekroge
eller endog indskrænkede
til kun
at være flade Vedhæng,
som er ubru- Fig. 59. Et Dobbeltdyr.
gelige til Bevægelse.
Hunnerne har lange Æggesække (Fig. (1). Som de
smaa Tal ved Fig. 60 og 61 angiver, er alle tre FigUl'er
forstørret 10 Gange.
FERSKVANDENES UDNYTTELSE.
Det ferske Vands umiddelbare Virksomhed som
Fugtighedskilde eller den Arbejdskraft, dets faldrette
Strøm udøver i Mølleværker og lignende Masldner,
vedkommer os selvfølgelig ikke her. Dets kødproducerende
Rolle staar derimod i nøje Sammenhæng
med dets Dyreliv, og da dets Fiske paa Grund af
deres Kødfuldhed har adskillig Vigtighed i den menneskelige
Husholdning, faar det Interesse at se, hvorledes
Fiskefangsten driyes, ja hvorledes endog visse
Fiske avles og fedes.
Fig. (JO. En Karpelus (Undersiden). Fig. 61. To FiskeluR.
I de danske Ferskvande kan der selvsagt ikke
være Lejlighed til noget Storfiskeri. Dertil er Søerne
for smaa og Vandløbenes Udstrækning og Vand-
530

Yandet, slaar i dette ("pulser") og derved skræmmer
Fisken til at fare imod Garnvæggen. Desuden
kan man i Aaløb bruge tiet drivendl' med Strømmen,
og, itlel man samtidig skræmmer Fiskene ud fra deres
Skjul bag ludende Brinker, faar man dem til at
stode imod Garnet og gaa i Posen.
Den almindelige Kasleruse (Fig. 63) er et godt Eksempel
paa den Slags Fiskefælder, som man kalder RlIse.
Den er i Virkeligheden et rørformet Næt, som er
Fig. 63. En J{as[erme.
udspændt over tre, fra hverandre ved Spoler eller
Kæppe holdte, Træ- eller Metalbøjler. Fra de to
ydre Bøjler gaar der desuden et, ind efter i Rusen
aabent, tragtformet N æt. Man fanger med Kasleruse
ved at kaste den ind imellem Vandplanterne, og bedst
dersom man forinden ved at skære en fri Rende
eller Glime har skalfet et frit Løb, hvori Busen kan
ligge. I Vandløh fanger den Buse-Ende hedst, som
ligger med Strømmen. Undertiden lægger man Mading
(døde Fiske, Indmad o. s v.) ind i Bnsen eller
lllan binder den til den indre Bøjle.
Rusen med Arme eller Vinger og Rad er af salllme
Slags, som den i Fig. 42 tegnede og i Sp. 117 skildrede;
men den bindes snart med større Masker
(f. Eks. til Geddefangst), snart med mindre (til Aalefangst).
A.alekllben eller Aalekllruen laves af Pil, flækket
Hasselkæp eller af ;\fetaltraad. Den er kegleformet
og har en Indgang som Kasternsens. Fangsten udtages
enten fra den spidse Ende, som er lukket med
en Træprop, eller ad en med Laag lukket Aabning
paa Siden. Ved Hjælp af Sten tynges Aalekuben
ligesom Kaslenlsen i Bund, og den fæstes enten til
en Pæl eller den ankres ved en Sten. I Aaer spænder
man undertiden fra Bred til Bred et Tov tværs
over og fastgør til dette flere Kuber, hvis lukkede
Ender altid er vendt imod Strømmen.
Ved Stem værker ovenfor Møller og Fabriker anhringes
meget tit Hnser eller Kuber for i disse at
fange Skredaal og andre med Vandet følgende Fiske,
naar Vandet »slippes«. Eller ogsaa anbringer man
Kuber eller »Tejner«, som vender Aabningen med
Strømmen for at den imod Strømmen og opefter
Vandløbet søgende Ørred eller Laks kan springe ind
i dem. Mange af disse Aaleuærker og Ørredspring
kan være meget indbringende, saa som Glentbolms
(By-Mølles) Aaleværk og Sncumgaards 0rredspring.
Vaaddcn, som Ferskvandsrlskeren bruger og med
hvilken han tvinger Fisken i sin Magt, er i Hovedsagen
af samme Art som Saltvandsliskerens, men i
Almindelighed aldrig af saadan Styrke og Omfang
som dennes. Heller ikke drager Ferskvandsfiskeren
sit Yaad ved Sejl- eller Dampkraft frem over Bun-
333
YORE FERSKE YAXDE
den, 0111 han end i større Yande har et saa stort
Hedskab, at han yed Brugen af Spil man drage det
til sig. I Begelen er Fersln'andcts Vaad sammensat
af en Pose, »Kalven" og af tvende fra den udgaaende
Arme, som har Fland langs Overliget og Bly
eller Sten langs Underliget, for at Armene kan holde
sig lodl'et, naar Vaadden dl'ages. Hver Arm ender
i en Vaadstok, som har Vægt forneden og til h\'ilken
Draglinen er fæstet. Ogsaa Kalven lettes for det
meste ved Flaad langs Oversiden, ligeSOlTI et storre
Flaad »Hjærtel((, siddel' midt over Indgangen til
Kalven.
Men foruden disse regelrette Hedskaber er der
ikke saa faa andre i Brug; man kunde kalde dem
den ledige Mands Hedskaber, maaske endog Lediggangens.
Paa Overgangen til disse staar Stangjærnef
(jysk-Algier) eller Lystret. Det eneste af alle Lystre,
man bør have noget tilovers for, er AalejærIlet, fordi
det om Vinteren ved Stangning fra Is giver Ilumgen
arbejdsløs :\

Slang, helst til at skille i mindre Dele, en fin og
stærk Fiskeline, helst oprullet paa et » Hjul ({ (Fig.
64), saa at den kan løbe frit ud langs Stangen og
atter let oprulles ved Dreining paa Hjulets Sving.
Figuren viser Hjulets
Plads paa Stangens
Haandtag. Endelig maa
der mange Slags Kroge
til, afpassede efter de
Fiske, man vil fange,
eller endog Krogesæt,
d. v. s. Kroge, samlede
efter en vis Plan, dels
indrettede til at sætte
i enten en Fisk, som
bruges till\Iading eller
Lokkefisk, dels hængende
frit uden om
denne, rede til at hage
sig fast i den lokkede
Fig. 64. En Medestang med Hjul. Fisk. Fisk som Mading
bruges f. Eks. ved det
saakaldte Dyppefiskeri, hvis Navn skriver sig derfra,
at man hist og her sænker eller dypper den paa en
eller to eller flere Kroge fæstede Agnfisk i Vandet
og bringer denne til at fare eller skyde gennem dette.
Herved narres den lurende Gedde eller Ørred til at
at jage til, nappe Agnfisken og mulig sluge den, om
der er Vilje i Nappet og Kløgt hos Fiskeren. Man
kan ogsaa trække en Agnfisk gennem Vandet eller
lade den })spinde« igennem dette og derved ogsaa
lokke større Rovfiske til at bide; man bruger i saa
Fald, hvad man altid burde, en Svirvel paa Linen,
hvorved opnaaes, at Agnen kan dreje sig, eller ogsaa
fremmer man endda den drejende Bevægelse ved
Hjælp af et Par Vinger, en Propel, som paa en
Fartøjs-Skrue. I Stedet for en virkelig Fisk bruger
man ogsaa Efterligninger, lavede enten af Metal,
Gummi, Silke eller af anden dertil tjenlig Masse.
Almindeligere er det at fisl,e med »Skeblad« eller
Blink, d. v. s. Linen ender i en eller flere S\'irvler,
og i den sidste af disse
er da hæftet et blankt Metalblad
, som mere eller
mindre har Skeform og i
hvilket (yderst eller tillige
i Siderne) er hæftet Kroge.
Dette Hedskab bruges fra
Baad, som enLen sejles op
eller gives Fart ved Roning.
Intet Lystfiskeri kræver
dog saa stor Sikkerhed i
øje og Haand som Fluefiskeriet,
ved hvilket man
fanger Laks, Ørred og
Stalling. Disse Fiske har
nemlig megen Smag for
Insekter, som svirrer omkring
Vandløbene. Men
Insekterne efterlignes, idet
Fig. 65. Fn Lakseflue. man sammenbinder Fjer,
Haar, skinnende Metaltraade
o. s. v. i Form af spraglede Insekter, en Slags Fanlasiflue,
eller man efterligner andre saa nær som
nogenlunde muligt f. Eks. Døgnfluer. Laksefluer (Fig.
535
DEN DANSKE STAT
65) laves af skinnende I

fra dei ene Kar til det lavere staaende. I Fig. 73 er
A det kaliforniske Trug, set i Gennemsnit. Det er
sammensat af det ydre Kar C, i hvilket er indsat
to andre Zinkkasser, som begge ved en Krave hviler
Fig. 73. Det kaliforniske Trug.
paa Yderkassens øvre Rand; alle Kasserne kan let
skilles fra hver andre. Æggene lægges i Kassen C
paa dennes Bund af Virenæt, igennem hvilket Vandet
tvinges op imellem Æggene. Kassen d, som ogsaa
har Virebund, hindrer den klækkede Yngel i at undvige.
Dersom alligevel Yngel skulde slippe fra Truget,
falder den i Samlekassen B.
For Resten har man mange Slags Klækningskar, og
enkelte af disse, indrettede til smaa Æg Cf. Eks. Hæltens
eller Geddens), der er klæbende, naar de gydes,
kræver en særlig Konstruktion og langt nøjere afpasset
Vandstrøm, end de større Laksefiskes som ikke
frembyder videre Vanskeligheder.
Efterhaanden som »den kunstige Fiskeavl« h:ll'
faaet fastere Former, har den
udviklet sig til Støtte for en Damkultur
for Fiske, som man ikke
tidligere i større Omfang indtog
til Vækst og Fedning i Damme.
Det er da især Laksefiske, som
man, efter at have klækket dem under
Kontrol, sætter i Damme til Fodring.
Saadanne Damkulturer er
nu almindelige i Nord-Amerika,
Tyskland, Frankrig o. n. a. Steder.
I Danmark kommer vi efterhaanden
ogsaa med. Et af de
senere Aars nyeste Anlæg er Frøjk,
nær Holstebro (Fig. 74), hvor
der tillige er en Klækningsanstalt,
foruden de i Billedet viste Damme.
Lignende Anlæg er ogsaa
llldrettet ved Kolding, og større
KlækningsanstaIter har allerede i
længere Tid virket ved Viborg,
Aalborg og Silkeborg.
I de danske Klækningsanstalter
har det hidlil mest været danske
Ørredæg, som man har klækket,
og Øjemedet har nærmest været
at udsætte Yngelen i dertil skikkede
Frivande, som enten er hlevne ørredtol11ll1e eller
truer med at hlh'e det. Men i de sidste Aar har man
ogsaa optaget til Klækning de amerikanske Lal,sefbke
Regnbueørreden, l{ildeørreden og den kaliforniske Laks,
DEN DANSKE STAT
fordi disse skønne Fiske yokser godt til i passende
Damme, og fordi de tillige ogsaa egner sig for vore
Frivande.
Arbejdet for at bringe et Cdbytte af vor Jordbunds
vandfyldte Overflade er nu ikke nogen saadan
ligefrem Sag. Lige saa lidt som det egentlige Ferskvandsfiskeri
kan opretholdes, om man lader fem
være lige og overlader Naturen at virke for os, om
vi ogsaa sætter dens Virksomhed paa den haardeste
Prøve ved at lade dens Produktionsevne kappes med
vor og alle Slags Skadedyrs Rovdrift, lige saa lidt
er det kulturelle Arbejde afsluttet ved at skaffe Vand,
Fiskeyngel og Foder for de opvoksende Fiske. Der
maa mere til, og da i første Række den største
Paapasselighed over for Konkurrenterne, som ikke
alene optræder over for os, naar vi fisker i de frie
Vande, men som tillige gærne vil være med, hvor Yi
ligefrem dækker Bord for dem. Hvor tit røber ikke
Ternen eller Maagen eller andre fiskende Fugle, hvor
FIskepladsen er? Hvor tit skønner vi ikke efter Odderens
Træk, hvor der er et rigeligt Fiskevand eller
den fyldige Krebseplads? Mens Fisken lurer paa de over
Vandskorpen ilende Insekter, for i det rette Øjeblik
al kunne snappe dem i et dristigt Spring, endog
højt op over Vandet, maa den til samme Tid holde
Udkig med Fuglen, som pilsnar kaster sig over den
selv (Fig. 75). Men hvor :NIennesket ved det kulturelle
Arbejde paatager sig gennem den om hyggeligste Pleje
at være Skæbne, maa han være paa sin Post
over for Odder og Rotte, Terne og And, ja endog
over fOl' saadanne Smaarøvere som Vandkalve, Yandtæger,
Igler og andet Ctøj, der kan volde ham
store Tah.
Fig. 74. Ørrcddammcnc vcd Frøjk.
Det har været Opgayen paa disse Blade at yække
J nten'sse for Danmarks Ferskvande, dels ved i større
Træk at skildre deres ejendommelige Natur og Sammenhæng
med Landets Overl1adehygning, dels ved
51.!

gennem passende Eksempler al oplyse om det i dem
herskende, mangeartede Dyreliv. :l