Urinvejsinfektioner og urinvejskatetre - Coloplast

Urinvejsinfektioner og urinvejskatetre 1-8
Nr. 3 2006
Urinvejsinfektioner og urinvejskatetre
D
en seneste landsdækkende
prævalensundersøgelse af
sygehuserhvervede infektioner
(2003) viste en stigning i forekomsten
af sygehuserhvervet urinvejsinfektion
(UVI) fra 2,0% i 1999
til 2,9% i 2003 (1) . Tal fra Sundhedsstyrelsen
(2) støtter den fundne stigning
i forekomsten af UVI, idet der er sket
en fordobling i forbruget af antibiotika
til behandling af UVI på de danske
sygehuse fra 1999 til 2004.
Prævalensundersøgelsen fandt
desuden, at forekomsten af patienter,
som fik konstateret en sygehus-
erhvervet UVI, og som havde anlagt
et kateter, var fordoblet fra 21,2% i
1999 til 43,6% i 2003, hvilket kunne
tyde på, at brugen af katetre til
urindrænage igen ikke er optimal,
hvorfor en ny fokusering på området
kunne være tiltrængt på de danske
sygehuse.
Årsag, symptomer og definitioner
UVI omfatter blærebetændelse
(cystitis) og betændelse i nyren eller
nyrebækkenet (pyelonephritis).
Fra nyrebækkenet kan infektionen
sprede sig til blodet (bakteriæmi) og
give blodforgiftning (sepsis).
Hos mænd kan bakterier sprede sig
fra urinvejene til det omkringliggende
væv og give betændelse i blærehalskirtlen
(prostatitis). Under normale
omstændigheder er der ikke bakterier
i urinen (bakteriuri), idet urinvejene
undtagen urinrørsåbningen (meatus
urethrae externae) er sterile. Tilstedeværelse
af bakterier i urinen kan give
symptomer på urinvejsinfektion, men
det er ikke altid tilfældet. I litteraturen
bruges bakteriuri og UVI ofte i
flæng, men de to begreber er reelt
ikke det samme, idet bakteriuri uden
symptomer i de fleste tilfælde ikke
kræver behandling, hvilket også
frarådes i de fleste tilfælde, da overforbrug
af antibiotika øger risikoen
for udvikling af resistens.
Årsag
De vigtigste patogene mikroorganismer,
som er skyld i UVI både
uden for og inden for sygehuset er
E. coli, Enterococcus sp., Klebsiella
Af Christian Stab Jensen, cand.scient, PhD,
Afdeling for Antibiotikaresistens og Sygehushygiejne,
Det Centrale Afsnit for Sygehushygiejne, Statens Serum Institut
sp., Proteus sp., Pseudomonas sp.,
Staphylococus aureus, Staphylococus
saprophyticus og Candida sp. Infektioner
med Klebsiella sp., Proteus
sp., Pseudomonas sp. og Staphylococus
aureus ses hyppigere ved
sygehuserhvervet UVI. Fund af UVI
forårsaget af Serratia marcescens
og Pseudomonas cepacia tyder på
en eksogen smittekilde (se afsnit om
smittekilder og risikofaktorer), eftersom
disse mikroorganismer ikke
normalt findes i tarmkanalen.
Symptomer
Svie eller smerter ved vandladning
(dysuri/stranguri) er det hyppigste
symptom ved UVI. Andre symptomer
kan være hyppig vandladningstrang
(pollakisuri), bydende vandladningstrang
(urgeinkontinens) eller pus i
urinen (pyuri), så urinen er grumset
og ildelugtende. Børn under fem år
har ofte nogle mindre karakteristiske
symptomer så som slaphed, irritabilitet,
nedsat appetit og opkastninger.
Lændesmerter, suprapubisk ømhed,
høj svingende feber og stærk sygdomsfølelse
tyder på, at infektionen

Urinvejsinfektioner og urinvejskatetre
har spredt sig til nyrebækkenet eller
nyren.
Definitioner
Tidligere blev klinisk manifesteret
sygehuserhvervet UVI defineret
som UVI - opstået under hospitalsindlæggelse
(gerne 12-48 timer
efter indlæggelsestidspunktet) -
med symptomer som feber, svie
eller smerter ved vandladning,
suprapubisk ømhed samt enten
>10.000 mikroorganismer “Colony
Forming Units” (CFU)/ml i ikkecentrifugeret
urin eller pus i urin
(pyuri) med >10 hvide blodceller
(lymfocytter)/ml.
De nyeste kriterier for symptomatisk
UVI er betydeligt mere restriktive og
kræver ud over, at UVI er opstået
under indlæggelse, tilstedeværelse
af enten ét symptom (feber med
temperatur >38 o C, hyppig vandladningstrang,
bydende vandladningstrang,
svie og/eller smerter
ved vandladning eller suprapubisk
ømhed) og en positiv dyrkning dvs.
>100.000 CFU/ml med to eller flere
forskellige mikroorganismer eller
to af de ovennævnte symptomer
samt anden diagnostik så som
en positiv nitritstix-test, lægens kliniske
diagnose eller ordination af
antibiotika 3) .
Mange studier har foreslået en
lavere grænse for en positiv dyrkning
end 100.000 CFU/ml, idet der
er påvist klinisk relevans ved positiv
dyrkning med færre mikroorganis-
mer (4-7) . Dette er dog endnu ikke blevet
indarbejdet i de danske kriterier
og definitioner.
Der er desuden andre problemer
med definitionerne, som besværliggør
påvisning af UVI, dels fordi der
ikke bliver rutinetestet for UVI ved
indlæggelse på sygehusene, dels
fordi definitionerne ikke er tilpasset
alle patientgrupper.
Sygehuserhvervet UVI kan være
svær at diagnosticere specielt hos
svækkede og konfuse ældre, og
manglende symptomer udelukker
ikke UVI. Særlige forhold gør sig
gældende ved graviditet. Normalt
er der ikke indikation for at undersøge
for bakterier i urinen, hvis der
ikke er symptomer. Bakterier i urinen
med eller uden symptomer kan hos
gravide give alvorlig nyrebækkenbetændelse
omkring fødselstidspunktet.
Specielt tilstedeværelsen
af streptokokker i kvindens urinveje/
vagina under graviditeten kan øge
risikoen for abort og for barselsfeber.
Derfor bør urinen undersøges
rutinemæssigt hos alle gravide, og
ved fund af bakterier behandles den
gravide uanset tilstedeværelse af
symptomer.
På sygehusene er der også særlige
forhold, som gør sig gældende hos
patienter med abnorm urogenital
anatomi og/eller funktion, immunkompromitterede
og -supprimerede
patienter samt hos patienter før
urogenitale operationer. Bakterier i
urinen hos disse patienter har stor
sandsynlighed for at give urinvejsinfektioner
og eventuelt blod i urinen
(hæmaturi). Disse patienter bør
derfor oftest (efter lægeordination)
behandles profylaktisk med antibiotika.
På grund af disse forhold bør den
korrekte diagnosticering af sygehuserhvervet
UVI derfor ideelt bygge på
et helhedsindtryk, som bør omfatte
patientens symptomer, objektive
fund og laboratoriefund så som
dyrkningsresultater og urinanalyser
samt udelukkelse af andre mulige
infektioner.
Epidemiologi og økonomiske
aspekter
UVI er en meget hyppig sygdom,
som især rammer kvinder, der
normalt ikke fejler andet. Abnorm
urogenital anatomi og/eller funktion
af urinvejene hos børn og besværet
urinafløb hos ældre patienter
disponerer til UVI, og i disse grupper
dominerer drenge og mænd.
Det skønnes, at der er 2-300.000
tilfælde af UVI om året i Danmark.
Forekomsten (prævalensen) blandt
kvinder over 14 år estimeres til at
ligge mellem 5 og 8%, og kvinders
livstidsrisiko for mindst en UVI
ligger et sted mellem 50 og 100%.
Risiko hos kvinder for at få UVI igen
(recidiverende UVI) er 20-30% (8) . På
sygehusene er UVI den hyppigst
forekommende sygehuserhvervede
sygdom, som udgør mellem 1/4 og
1/3 af de sygehuserhvervede infek-
tioner. En landsdækkende prævalensundersøgelse
i 2003, som
omfattede ca. 1/5 af de hospitalsindlagte
patienter i Danmark, viste,
at 2,9% af de indlagte patienter på
det tidspunkt havde sygehuser-
hvervet UVI (1) (se tabel 1). Resultatet
af undersøgelsen indikerer, at der
i Danmark formentligt forekommer
15-20.000 sygehuserhvervede
UVI’er årligt. Efter en stor fokusering
på og indsats mod UVI i1980’erne
og 90’erne så man en reduktion i
prævalensen af sygehuserhvervet
UVI fra 5,5% i 1979 til 4,2% i 1991 (9)
(se tabel 1).
Endnu en prævalensundersøgelse i
1999 viste, at prævalensen var faldet
yderligere til 2,1% (10) . Den samlede
prævalens for sygehuserhvervede
infektioner var faldet fra 12,1% i
1979 til 8,0% i 1999, hvilket primært
skyldtes faldet i antallet af sygehuserhvervet
UVI. Samlet indikerede
prævalensundersøgelserne, at det
var muligt at nedbringe forekomsten
af sygehuserhvervet UVI dels ved at
reducere brugen af transuretralt
kateter à demeure (KAD), dels ved
en opdatering af de danske guidelines
på området, som bl.a. indskærpede,
at der skal være medicinsk
indikation for anlæggelse af transuretralt
KAD,og dels ved introduktion
af aktive kontrolprogrammer lokalt
med fokus på sygehuserhvervet UVI.
Det er umuligt at afgøre, hvorvidt de
tidligere fald og den nylige stigning i
prævalensen skyldes den generelle
usikkerhed, som findes ved sam-
menligning af prævalensundersøgelser,
eller om det er reelle tendenser.
Statistik fra Sundhedsstyrelsen (2)
støtter dog den fundne stigning,
idet tal for det samlede forbrug af
de seks mest benyttede antibiotika
til behandling af UVI på de danske
sygehuse viser, at forbruget har
været støt stigende siden slutningen
af 90’erne med en fordobling i det
samlede forbrug fra 1999 til 2004 (se
figur 1). Samlet indikerer prævalensundersøgelserne
og statistikken fra
Sundhedsstyrelsen, at forekomsten
Figur 1 - Forbrug af antibiotika til behandling af UVI i hospitalssektoren fra
1997 til 2004 (Antal definerede døgn doser (DDD/100 belagte 7-døgnssenge/døgn)
SIDE 2 • FOKUS PÅ INKONTINENS SPECIAL 3-2006 FOKUS PÅ INKONTINENS SPECIAL 3-2006 • SIDE 3
Antal DDD/100 belagte 7døgnssenge/døgn
9
8
7
6
5
4
3
2
1
0
Pivmecillinam
Sulfamethizol
Nitrofurantoin
Total
Trimethoprim
Ciprofloxacin
Methenamin
1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004
Tabel 1 - Forekomst af sygehuserhvervet UVI på danske sygehuse (Data fra Statens Serum Instituts prævalensundersøgelser)
Årstal 1978 1979 1991 1999 2003
Antal undersøgte patienter
Antal patienter (andel i %) med
sygehuserhvervet UVI
Antal patienter (andel i %) med
sygehuserhvervet UVI og KAD
Sygehuserhvervet UVI’s relative andel af
samtlige sygehuserhvervede infektioner
1363
57
(4,2%)
38
(66,7%)
40,1%
1557
86
(5,5%)
40
(46,5%)
46,0%
Årstal
1581
66
(4,2%)
20
(30,3%)
* i 1991 undersøgtes kun prævalensen af sygehuserhvervede urinvejsinfektioner
-*
4651
99
(2,1%)
21
(21,1%)
26,6%
4226
1402
(2,9%)
54
(43,6%)
27,7%

Urinvejsinfektioner og urinvejskatetre
af sygehuserhvervet UVI er steget
siden1999, og at brugen af transuretrale
KAD måske igen ikke er optimal.
Fra flere studier (9,11-15) er det velkendt,
at sygehuserhvervet UVI har en tæt
relation til brugen af transuretralt
KAD, og at en øget forekomst af UVI
er korreleret til større risiko for at udvikle
bakterier i blodet (bakteriæmi),
som i sidste ende fører til en øget
dødelighed. Overføres tal fra tidligere
europæiske studier, vil omkring 11%
af de indlagte patienter på danske
sygehuse formentligt få anlagt transuretralt
KAD (12) , og 10-40% af disse
patienter vil udvikle bakteriuri (11,16) .
Det skønnes, at 10-30% af patienter
med bakterier i urinen får feber eller
andre symptomer på UVI (11,17) , og
SIDE 4 • FOKUS PÅ INKONTINENS SPECIAL 3-2006
at 1-4% af disse patienter udvikler
blodforgiftning (sepsis) (16,18-21) . Et
dansk retrospektivt studie af 3.500
bakteriæmier viste, at 59% var
erhvervet på sygehuset, 46% udgik
fra en forudgående UVI,og 28% var
relateret til brugen af kateter (22) .
I udlandet har man fundet, at mere
end 17% af de fundne sygehuserhvervede
bakteriæmier skyldes for-
udgående UVI (23) , og dødeligheden i
gruppen af patienter med bakteriuri
forårsaget bakteriæmi er rapporteret
til at være 13-30% (19,24,25) . Ifølge flere
internationale undersøgelser medfører
sygehuserhvervet UVI en øget
indlæggelsestid på 1-5 dage (23,26-29) ,
hvilket formentligt også gør sig gældende
i Danmark. Skal man prøve
at give et skøn over, hvad denne
øgede indlæggelsestid koster det
danske sygehusvæsen, kunne det
skønsmæssigt ligge mellem 109,8
og 548,8 mill. kr. om året på landsplan
(se beregning i Tabel 2). Udover
dette, vil der også være øgede
udgifter til f.eks. medicin og bleer/
uridomer, hvilket ikke er undersøgt
nærmere. Der vil derfor være mange
liv at redde og betragtelige summer at
spare ved at nedbringe forekomsten
af sygehuserhvervet UVI.
Smittekilder og risikofaktorer
UVI skyldes i de fleste tilfælde, at
tarmbakterier, hovedsageligt fra
patientens egen bakterieflora (endogen
smitte), vandrer op i blæren
gennem urinrøret (urethra), hvor
Tabel 2 - Estimater for øgede udgifter som følge af ekstra indlæggelsestid pga. sygehuserhvervede
urinvejsinfektioner
Tal som ligger til grund for beregnede estimater:
Antal uskrevne patienter (2002)
Prævalens af urinvejinfektioner (2003)
Ekstra liggedage ved infektion
DRG-taksten (2005)
(Infektioner i nyrer og urinveje hos patienter over 15 år)
Gennemsnitlig indlæggelsestid (2004)
(Infektioner i nyrer og urinveje hos patienter over 15 år)
Omkostninger pr. dag
(Infektioner i nyrer og urinveje hos patienter over 15 år)
Beregning af estimat ved én dags ekstra indlæggelse:
691.368 pt. x 2,9% x 1 dag x 5.474 kr. pr. dag = 109,8 mill. kr.
Beregning af estimat ved fem dages ekstra indlæggelse:
691.368 pt. x 2,9% x 5 dage x 5.474 kr. pr. dag = 548,8 mill. kr.
691.368 pt. (48)
2,9% (1)
(23, 26-29)
1-5 dage
21.897 kr. (49)
4 dage (50)
21.897 kr.
4 dage af 5.474 kr. pr. dag
de danner et stadigt voksende lag
af bakterier omgivet af et beskyttende
slimlag, en såkaldt biofilm.
Bakterierne stammer fra området
omkring endetarmsåbningen (anus)
og deres vandring op gennem urinrøret
modvirkes bl.a. rent fysisk, når
bakterierne skylles ud som følge af
den tilbagevendende urinstrøm ved
vandladning. Desuden findes der
lokale immunologiske mekanismer i
urinrørets slimhinde, som normalt vil
nedkæmpe eventuelle bakterieangreb.
På hospitalerne kan bakterier også
overføres ved krydsinfektion fra
andre patienter eller personalet
(eksogen smitte), oftest via forurenede
hænder, ved brug af ikke-sterilt
udstyr, ved spredning fra urinposen
langs kateteret eller ved brud på
det lukkede drænagesystem. Det er
således påvist, at risikoen for at få
UVI i forbindelse med brug af KAD er
tre gange større, hvis man ligger på
stue med en patient med KAD (30) .
Risikofaktorer uden for sygehuset
Den hyppigste risikofaktor for at
pådrage sig en UVI uden for sygehuset
er personens køn, idet kvinder
har en betydelig øget risiko i forhold
til mænd, hvilket menes at skyldes
kvinders kortere afstand fra endetarmsåbningen
til urinrøret, samt den
kortere længde på urinrøret. Fysisk
skade på urinrøret, f.eks. ved nyligt
vaginalt samleje, forsinket vandladning
efter vaginalt samleje og brug
af cremebehandlede kondomer er
risikofaktorer hos kvinder. Ældre
kvinder har øget risiko for UVI og
tilbagevendende (recidiverende) UVI.
Dette er oftest en følge af den mindre
elasticitet i blærens og urinrørets
muskulatur, der kommer med alderen
og efter graviditet, samt eventuelt
fremfald (prolaps) af blæren, som
betyder, at blæren ikke tømmes fuldstændigt.
En ufuldstændig tømning
af blæren bevirker, at der efter hver
vandladning vil være urin tilbage i
blæren (residualurin). Residualurinen
vil fungere som et reservoir for opformering
af patogene bakterier, der
kan give UVI. Ældre mennesker, der
pludselig bliver sengeliggende af andre
årsager, har en generelt større infektionsrisiko
end patienter, som selv
kan gå på toilettet, idet de ofte ikke
indtager tilstrækkeligt med væske og
ikke har regelmæssig vandladning,
som kan modvirke UVI.
Recidiverende UVI ses hyppigt hos
kvinder. Risikofaktorer for recidiverende
UVI er nyligt vaginalt samleje, brug af
pessar eller spermicidcreme, en ny
seksualpartner, første UVI før 15-års
alderen og en moder, som har haft
UVI. Hos ældre mænd vil det primært
være vandladningsproblemer som
følge af forstørret blærehalskirtel
(prostatahypertrofi), der er skyld i
UVI. Også her vil en ufuldstændig
tømning af blæren bevirke, at der
vil være residualurin i blæren, og dermed
øget risiko for bakterievækst.
Risikofaktorer på sygehuset
Den hyppigste risikofaktor for at
pådrage sig en sygehuserhvervet
UVI er brug af transuretral KAD.
Risikoen for at få kateterrelateret UVI
afhænger af kateterisationstypen
og metoden, samt varigheden for
kateterisationen. Risikoen for UVI er
størst ved brug af transuretralt KAD.
Suprapubisk kateterisation er mindre
risikofyldt ved korttidskateterisation
(

Urinvejsinfektioner og urinvejskatetre
mindre end syv dage (11,16,32) . I Danmark
fandt Zimakoff et al. (9,33) , at en stor
indsats mod UVI havde reduceret
prævalensen for transuretralt anlagt
KAD fra 13,7% i 1980 til 6,6% i
1990 på medicinske afdelinger, og
i samme periode faldt forekomsten
af patienter med sygehuserhvervet
UVI og anlagt kateter fra 66,7% til
30,3% (13) .
Christensen & Jepsen (10) fandt, at
faldet var fortsat, idet de i 1999 kun
udgjorde 21,2% af de sygehuserhvervede
UVI’er. Det skal dog
påpeges, at den gennemsnitlige
indlæggelsestid er faldet i perioden,
og det generelle patientgrundlag har
også ændret sig med tiden, hvilket
der ikke tages højde for i sammenligningerne
af prævalensundersøgelserne.
Den seneste landsdækkende
prævalensundersøgelse foretaget i
2003 viste, at forekomsten desværre
igen var fordoblet, så patienter med
sygehuserhvervet UVI og anlagt
kateter i 2003 udgjorde 43,6% (1) .
Det er ikke muligt at afgøre, hvorvidt
stigningen i prævalensen skyldes,
at brugen af transuretralt KAD igen
ikke er optimal. Antallet af KAD, som
bruges på de danske sygehuse, ser
ikke ud til at have ændret sig nævneværdigt
fra 1982 til i dag. Både
i 1982 og i 1991 var det skønsmæssige
forbrug på ca. 200.000
stk./år (33) , og nyligt indhentede tal fra
sygehusenes indkøbscentraler viste,
at det årlige forbrug i 2004 stadig var
ca. 200.000 stk. (ikke publicerede
data, Statens Serum Institut). Ingen
af undersøgelserne har dog belyst,
hvor længe katetrene var anlagt, og i
hvor stor udstrækning de blev brugt
til urindrænage. Blandt hospitalsindlagte
patienter, som har haft
transuretralt KAD i mindre end syv
dage (11,16,32) , er det kun et mindretal
(10-40%), som udvikler bakteriuri (15,32) ,
men da antallet af patienter med
transuretralt KAD er så stort, udgør
kateterassocieret bakteriuri en af
de hyppigste hospitalsinfektioner
med fundne prævalenser på mellem
1,3 og 2,0% i andre europæiske
lande (14,17,34,35) . Man skønner, at
incidensen for udvikling af sygehuserhvervet
UVI hos patienterne med
transuretralt KAD ligger på mellem
3 og 10% (gennemsnitligt 5%) pr.
dag, 1-5% udvikler bakteriuri ved en
enkelt kateterisation, 10-30% ved
korttidskateterisation (3-4 dage),
50% ved kateterisation i 10-14 dage,
mens så godt som alle patienter vil
have bakteriuri efter en måned med
transuretralt anlagt KAD (11,15,32) .
20-30% af samtlige patienter med
KAD og bakteriuri får symptomer på
UVI, dvs. at 2-6% af samtlige patienter
med KAD får UVI med symptomer.
Blandt patienter med transuretralt
KAD og bakteriuri udvikler
1-4% blodforgiftning (sepsis) (19-21,25,32) .
Patienter med KAD har en 10 gange
større risiko for at udvikle sygehuserhvervet
UVI og tre gange større risiko
for at udvikle bakteriæmi i forhold til
patienter, som ikke havde fået anlagt
KAD (12) .
Det er påvist, at patienter med kateter-
relateret bakteriuri, der opereres,
har øget risiko for at få postoperativ
sårinfektion (27) , og patienter med
langtidskateterisation kan få episoder
af akut nyre- og/eller nyrebækkenbetændelse
(pyelonephritis) og blodforgiftning
(septikæmi). Øget risiko
for tilstopning af kateteret, sten i
urinvejene, kronisk nyreinflammation,
periuretrale infektioner, nyresvigt og
udvikling af blærekræft efter 10-20
år, er andre kendte komplikationer (13) .
Tilstedeværelsen af et blærekateter
var associeret med en tre gange højere
dødelighed end i en tilsvarende
kontrolgruppe uden kateter (36) .
Da brugen af transuretralt KAD
og liggetiden for katetret er den
største risiko for udviklingen af
sygehuserhvervet UVI, er det
yderst vigtigt at minimere brugen
af disse katetre. Det anbefales
derfor, at man så vidt muligt begrænser
brugen af KAD til patien-
ter med følgende indikationer:
Indikationer for anlæggelse af
transurethralt kateter
1. Akut obstruktion af urinvejene,
som ikke kan behandles med
engangskateterisation
2. Blærelammelse (neurogen dysfunktion),
som ikke kan behandles
med engangskateterisation
3. Kritisk diuresemåling hos intensive
patienter
4. Inkontinente terminale patienter
5. Under operative indgreb, som
kræver blæretomhed.
Der bør altid være en klinisk indikation
for anlæggelsen, og om muligt bør
man altid bruge andre alternativer
som suprapubisk- eller engangskateterisation,
uridom og/eller ble, som
medfører færre infektioner. Har man
forsøgt sig med disse metoder uden
succes, kan man være nødsaget til
at benytte permanent transuretral
kateterisation hos vedvarende tunge
immobile patienter og hos patienter
med liggesår eller med risiko for
liggesår.
Studier fra USA har fundet, at der ikke
var klinisk indikation for 21-54% af de
anlagte urinvejskatetre på forskellige
intensivafdelinger (11,37,38) ,og 47-54% lå
længere, end der var indikation for (11,37) .
En kombineret spørgeskema- og monitoreringsundersøgelse
blandt læger
og medicinstuderende viste, at 28% af
de udspurgte læger og medicinstuderende
var uvidende om kateterstatus
hos en del af deres patienter, og at der
ikke var klinisk indikation for kateterisation
i 31% af tilfældene (39) . Det er derfor
vigtigt, at de anlagte katetre evalueres
dagligt, så man ikke kommer til at
”glemme” et anlagt kateter.
Det er påvist, at brug af et compu-
terbaseret registreringssystem, som
påminder læger og sygeplejersker
om patientens urinvejskateter, kan
nedbringe liggetiden for kateteret
og mindske forekomsten af sygehuserhvervet
UVI (40,41) . Der findes
desværre ikke nylige opgørelser for
brugen af alternativer til transuretralt
KAD så som suprapubisk- eller engangskateterisation
(intermitterende
kateterisation), uridom og/eller ble
på danske sygehuse. Suprapubisk
kateterisation anvendes formentligt
kun rutinemæssigt i få afdelinger i
Danmark, mens teknikken er mere udbredt
andre steder i Europa og USA.
Engangskateterisation anvendes
formentlig overvejende på specialafdelinger
eller til patienter i eget
hjem efter oplæring i teknikken. Flere
undersøgelser har vist, at suprapubiske
blærekatetre giver færre UVI’er
ved korttidsbrug (

som kan give varige skader. Denne
gruppe af patienter har ofte blæretømningsproblemer
pga. neurologiske
skader (neurogen blæredysfunktion).
Det kan dreje sig om patienter med
dissemineret sklerose, patienter med
læsioner på rygmarven (medulla
spinalis), patienter med sukkersyge
(diabetes mellitus) og som følge af
dette diabetisk cystopati.
Dårlig blæretømning kan også ses
hos patienter, som har ødelagt
blæren, (“selskabsblære”), hvor
blæremuskulaturen er erstattet af
kollagent bindevæv, som medfører,
at patienten ikke kan tømme blæren.
Enkelte patienter kan have forsnævring
i urinrøret og derfor have
behov for at udblokke urinrøret. Engangskateterisation
kan/bør derfor
anvendes på:
1. Inkontinente immobile patienter
2. Patienter med overløbsinkontinens
3. Inkontinente patienter med liggesår
4. Patienter med akut urinretention
5. Patienter, som efter blæretømning
stadig har stor mængde residualurin
Artiklerne i “Fokus på Inkontinens - special” bliver skrevet af forfattere, som repræsenterer forskellige behandlingsinstitutioner
fra hele landet. Af den grund må vi understrege, at fremkomne holdninger og synspunkter i artiklerne er forfatternes egne og
ikke nødvendigvis i overensstemmelse med Coloplasts holdning.
Coloplast Danmark A/S
Møllevej 11-15
2990 Nivå
Telefon 49 11 12 13
Telefax 49 11 12 12
www.coloplast.dk
6. Patienter med for højt tryk i blæren
7. Ved udtagning af urin til dyrkning
og resistensbestemmelse hos
patienter, hvor urinprøve ikke kan
opnås på anden vis.
Da langtidsblæredrænage ved hjælp
af kateterisation er forbundet med
alvorlige komplikationer, kan det som
alternativ anbefales at anvende ekstern
blæredrænage til inkontinente
patienter, idet man mener, at den
ikke-invasive teknik skulle udgøre en
mindre risiko for patienterne. Der er
dog meget lidt information i litteraturen
om hyppighed af bakteriuri,
symptomatisk UVI og komplikationer
hos patienter, der behandles med
disse hjælpemidler (uridom, ble mv.).
En undersøgelse på danske sygehuse,
plejehjem og i hjemmeplejen (47)
viste en overraskende høj forekomst
af UVI (11%) hos patienter med
ekstern blæredrænage (især uridomer,
men også bleer), også når der
var korrigeret for køn, alder, immobilitet
og andre kendte risikofaktorer.
Risikoen kan måske forklares med
øget kolonisation (“driv-huseffekt”)
på penis i forbindelse med sjældne
skift. Andre komplikationer i form af
forhudsødem, tryksår, nekrose af
Se litteraturliste på www.coloplast.dk/fpi-special
penis, fistel, eksem (dermatitis) og
krustadannelse mv. er også rapporteret
(24) , men langtidseffekten er ikke
systematisk undersøgt.
For bleers vedkommende er det formentlig
ikke bleen i sig selv, der udgør
risikoen, men øget kolonisering
af huden ved sjældne bleskift (superabsorberende
bleer) og manglende
hygiejne er nærliggende muligheder
vurderet ud fra en dansk undersøgelse
af personalets praksis (47) .
Der er behov for gode kontrollerede
undersøgelser af den relative risiko
og årsagssammenhænge mellem
UVI og brug af uridomer og bleer, så
mere effektive protokoller for forebyggelsen
kan udvikles og alvorlige
komplikationer undgås. Indtil da
må anbefalingerne være baseret på
almene hygiejniske principper.
Det er væsentligt at huske, at inkontinenshjælpemidler
kun er et supplement
i de tilfælde, hvor inkontinens
ikke kan afhjælpes med individuel
toilettræning eller andre behandlings-
eller plejemæssige tiltag, som
ikke udsætter patienterne for infektionsrisiko.
Se mere på
www.coloplast.dk
eller kontakt vores Kundeservice på
49 11 12 13
er et registreret varemærker ejet af Coloplast A/S. © 2006/11. Alle rettigheder forbeholdes Coloplast A/S, 3050 Humlebæk, Danmark. kmr/xxx 190NCCxxx