Livet som cyklist. Lad bilen stå - tag cyklen. Bil contra cykel

Om at droppe bilen og klare sig med cyklen
Af Kurt Petersen, januar 2012, revideret juni 2013
Jeg har haft kørekort siden jeg var 18 år, og nu er jeg 65. Da jeg var ung, drømte jeg om at få 1) en
lejlighed, 2) en bil og 3) en båndoptager. Jeg fik lejlighed og båndoptager, men en bil er det aldrig
blevet til. Som ung havde jeg en VeloSolex knallert, for jeg gad ikke køre på cykel. Jeg ved ikke
hvorfor, men det gad jeg bare ikke. Siden fik jeg en motorcykel, men jeg fandt det for farligt, så den
blev solgt efter et par år.
I de år, hvor jeg boede i provinsen, klarede jeg den med en cykel og ellers offentlige transportmidler.
Det gik fint. Nogen steder fik jeg stillet en bil til rådighed, når det var nødvendigt.
I mange år har jeg boet i København, og dér er en bil mere et problem, end det er en fordel. På et
tidspunkt skiftede en af mine venner sin udmærkede bil ud med en større model, og jeg fik den
gamle tilbudt. Den var udmærket og billig. Efter 14 dages betænkningstid afslog jeg tilbuddet. Jeg
kunne ikke rigtig se, hvad jeg skulle bruge den til med det transportbehov, jeg havde.
Nogle gange om året har jeg så før i tiden lejet en bil for at ordne praktiske ting og besøge venner,
som bor upraktisk langt væk. Jeg har også overvejet en delebil – som med lidt planlægning kan
være en smart løsning til de fleste formål.
I dag klarer jeg den helt uden bil, og det går egentlig forbløffende let. Der kan være sure tidspunkter,
men det har jeg også fundet en løsning på.
Først nødvendighed, nu princip
I begyndelsen var cyklen bare et praktisk redskab i hverdagen. Jeg har gennem en del år arbejdet i
Nordsjælland, og med S-toget kunne jeg nå tæt på jobbet. Ved den nærmeste togstation har jeg så
haft en meget gammel, og ikke særlig køn, cykel stående.. Cyklen har kevlardæk og kører fint. Den
har en moderne og god lås, og den har aldrig været udsat for hærværk eller anden skade. Den har så
klaret det sidste stykke af vejen til jobbet på en nem og hurtig måde.
Pointen ved kombinationen af 3 minutters gang til stationen og så en cykel i den anden ende, er, at
der ikke er nogen ventetid af betydning. I toget er bogen eller avisen åben før bagdelen har nået
sædet. Tiden kan bruges fuldt ud til nyttige formål. Den, der kører i bil, har ikke denne mulighed for
at nyttiggøre transporttiden.
Dem, der er så uheldige, at de skal skifte tog eller køre i bus undervejs, har det ikke så let. Ventetid
gør mig rastløs. Jeg kan ikke fordrage busser og har ikke så let ved at læse undervejs i en bus. Jeg
har et par gange afvist jobs, som lå helt forkert for min måde at lade mig transportere på. Det er
naturligvis en luksus.
Det hænder at folk klager over, at de ikke kan få en siddeplads i toget og må stå op. Det må være
træls. Jeg har heldigvis haft flextid, så jeg har ikke haft det problem. Jeg kører uden for myldretiden.
Der er et lidt pudsigt fænomen ved min form for transport. Det hænder nemlig, at en god og venlig
kollega får ”medlidenhed” med mig, og tilbyder et lift fra jobbet til byen. Den slags tilbud skal man
forsøge at undgå. Dels tager det for lang tid og dels holder cyklen det forkerte sted næste morgen...

I dag kan man tage cyklen gratis med S-toget. Her i Københavnsområdet har jeg benyttet mig af det
nogle få gange, men det er sjældent. Det er en smadder god ordning, som er jeg glad for – selvom
jeg stort set ikke bruger den selv.
Hvornår er det surt
Det, som før i tiden kunne gøre det surt at være cyklist, har været dage med regn, blæst og frost. Det
har jeg så løst ved altid at have et regnsæt med i rygsækken. Det fylder lidt, men på den anden side
bliver jeg ikke våd. Jeg har brugt en del energi på at finde noget fornuftigt regntøj, og det lykkedes i
Føtex, som (dengang) for 200 kroner solgte glimrende regnsæt. Nogle af de dyrere mærker var
faktisk dårligere.. Og så har jeg fundet ud af, at når den slags skal vaskes, så findes der specielle
vaskemidler, som sikrer, at det også er vandtæt efter vasken.
Det siges, at Helly Hansens regntøj (som koster 5-7 gange så meget) er godt. Eller Spejdersports
Asivik serie...
Mest surt har det været, når kommunen (eller grundejerne) ikke har ryddet cykelstierne eller
kørebanen for sne. Det er heldigvis sjældent, at vi har en rigtig snevinter. Men frem kommer man jo
alligevel.
Problemet med dårligt vejr synes jeg, at jeg har løst med fornuftigt tøj. Vandtætte vanter/luffer er
dyre og ikke så gode. I stedet har jeg købt tynde luffer (af regnfrakkestof) og det ser ud til at være
en god løsning (mærket er Mammut). Jeg har også købt en slags regnfrakker til mine sko (i Dansk
Cyklist Forbunds butik). Det er ret smart, at man ikke får ødelagt sine gode lædersko. Og så har jeg
en hætte til min cykelhjelm. Den er en del af sættet. Det er trods alt ikke så tit, at det regner, så
bøvlet med at tage regntøj på, er til at overse.
Det hænder, at man punkterer. Jeg har altid købt de bedste dæk (sidst Schwalbe Marathon Plus til
min hverdagscykel). Det er lidt dyrere i købsøjeblikket, men det kan godt betale sig. Det er sjældent,
at jeg punkterer, men det sker selvfølgelig. Om sommeren lapper jeg på stedet, hvis jeg har
lappegrejet med. Det tager ca. et kvarter og så er den klaret. Jeg har en god lille pumpe (som også er
dyr), som kan få et ordentligt dæktryk på. De billige taskepumper dur ikke. Hvis jeg punkterer når
det er koldt, så ville jeg ikke betænke mig på at ringe efter en taxa – eller gå til den nærmeste Stogstation.
At lappe med kolde og stive fingre har jeg ikke lyst til.
Jeg har set, at man nu kan få et plasticbånd, som lægges ind mellem slange og dæk, så det er næsten
umuligt at punktere. De koster ca. 100 kroner pr. hjul, og det vil jeg lægge i når jeg får tid.

En rigtig god, men dyr pumpe i taskeformat
Hvad har jeg så gjort
Jeg har købt mig en god klassisk standardcykel med lukket kædekasse og 7 gear. Den giver en god
og magelig kørestilling, for jeg har ikke lyst til at ligge hen over styret med strakte rygmuskler. Det
er en Kildemoes fra 2010 – en god årgang.
Den er overkommelig i pris (jeg har givet godt 4.000 kroner for den), og den kører godt sommer og
vinter. Pasningen er minimal. Den bliver vasket en gang om året, og så ved samme lejlighed smurt,
justeret osv.
En klassisk dansk helårs cykel.
På et tidspunkt fik jeg et job 15 km væk, og efter de første par dage på cykel, tænkte jeg: – Den går
bare ikke – det er for langt. Men jeg blev faktisk ret glad for turen, som jeg tog i ro og mag. Jeg
ræser ikke afsted, men kører med en god jævn hastighed. Turen var på 45 minutter hver vej. Vi var
nok ca. 50 ansatte, og jeg vil tro, at halvdelen boede tættere på jobbet end jeg gjorde, men pudsigt
nok der var kun 3 parkerede cykler i kælderen.
Folk siger, at de ikke vil køre på cykel, for så kommer de svedige frem, og så skal de i bad. Jeg må
indrømme, at det problem har jeg aldrig haft. Når jeg – efter ca. 10 minutter på cyklen – bliver
varm, så åbner jeg ærmegabene og lyner lidt ned i halsen, så kroppen får den nødvendige
ventilation. Det er nok til, at man ikke bliver for varm og sveder. Der er også jakker, hvor man kan
åbne en lynlås ved armhulen. Det er smart.
Når det virkelig regner og blæser samtidigt, så bliver man våd i ansigtet. I modvind løber vandet
med fornøjelse ned under kraven, og her har jeg med held brugt et gammelt sejlertrick: Jeg tager et
foldet viskestykke på som halstørklæde (uden knude). Det er tyndt og fylder kun lidt, men det

opsuger den smule vand, der siver ind. Hvis turen er lang, har jeg selvfølgelig et nyt, tørt
viskestykke klar i tasken til tilbageturen.
Min erfaring er, at jeg om vinteren bliver fodkold efter ca. 45 minutter i sadlen. Der er altså grænsen
for, hvor langt jeg vil køre på den årstid. Det er ca. 15 km.
Jeg har med irritation konstateret, at min Fjällräv rygsæk langt fra er vandtæt. Jeg har så fundet en
kæmpe badehætte, som jeg kan sætte uden på. Rygsækkens indhold ligger i en plasticpose. Det er
ok, men det havde været bedre med noget helt vandtæt. Det siges, at her findes der kun én løsning,
og det er grej fra tyske Ortlieb, som laver tasker af høj kvalitet, og de er garanteret vandtætte.
Kønne er de ikke, men det er slidstærk, praktisk og effektivt grej.
Køn er den ikke, men praktisk
De har blandt andet en ”Office Bag”, som er en kontortaske, der kan rumme bærbar computer og i
øvrigt har god plads. Den er lidt pebret i prisen, men hvis man skal bruge den hver dag, så er det
nok en god investering. Den har beslag til nem montage på bagagebæreren. Der findes flere slags
beslag, så det betaler sig at tjekke mulighederne.
Jeg har selv (i stedet) foretrukket en kurv bag på min hverdagscykel. Den er praktisk til indkøb på
vejen hjem. Jeg holder mig langt fra kurve foran – det er alt for farligt, hvis der er nogle kilo
indkøb, for man kan jo ikke styre ordentligt, når der skal reageres hurtigt. Tænk at det faktisk er
lovligt!!
Jeg kører ikke almindeligvis rundt med lappegrej og cykelpumpe. Det er der ingen grund til her i
København. Den sjældne gang det sker, at jeg punkterer, klarer jeg mig med en taxa eller ved at
trække cyklen.
En dag var jeg ude på Kalvebod Fælled, og for dem, der ikke kender området, så kan jeg fortælle, at
det er et enormt stort naturområde, som udgør omtrent halvdelen af Amager. Jeg mødte en mand,
hvis cykel var punkteret og så var han for alvor på den, for der kan have været 20 km at gå ud af
området. Det kan blive til noget af en spadseretur, så jeg har altid siden haft lappegrej med derud.
Man kan ikke ringe efter en taxa – det er ikke tilladt med bilkørsel i området. Der er altså steder,
hvor lappegrejet er nyttigt...
Jeg har af og til et transportbehov, som ikke kan dækkes på min bagagebærer. I hvert fald ikke, hvis
jeg er med familien på cykelferie. Jeg gider ikke bøvl med børn, der bliver trætte, så jeg tager
broderparten af bagagen i min anhænger. Da jeg i sin tid købte den, var det lidt af en overflødig

luksus, men i dag er jeg meget glad for den. Jeg købte den i Dansk Cyklist Forbunds butik for ca.
2.400 kroner.
Den kan monteres på alle cykler på et halvt minut. Den vejer selv meget lidt, men laster officielt 30
kg, og dens rumfang er, så der lige kan stå 2 kasser øl (som vejer 46 kg). Om sommeren kan den
tage telt, kogegrej, mad- og vandforsyning. Ellers har jeg (og de andre familiemedlemmer) cykeltasker
og normal oppakning. Anhængeren er en fiks løsning, som jeg har haft meget mere brug for,
end jeg forventede. Den er med til at gøre livet som cyklist noget lettere – også uden for ferierne.
En rigtig smart fidus ved anhængeren er, at man med et snuptag kan tage hjulene af. Når der ikke er
hjul på, er det bare bagage, og kan derfor komme gratis med S-tog, DSBs regionaltog, færger osv.
Den overholder endda de maksimale bagagemål, fordi man kan vippe trækstangen ned langs siden.
Foldecykel
På et tidspunkt så jeg (i Dansk Cyklist Forbunds butik), at man kunne købe en Brompton
foldecykel. Prisen var lidt i overkanten (dengang ca. 7.600 kroner). Jeg syntes egentlig, at det var
lidt fjollet, for hvad skulle jeg dog bruge den til? Nå, men hverken værre eller bedre, så har den vist
sig ualmindelig nyttig. Og den kører aldeles udmærket. Det er den bedste af de foldecykler, der
findes. Man bliver lidt efter lidt imponeret over, hvor smart og praktisk den er. Sammenklappet er
den meget lille.
Den foldes ud og sammen på få sekunder, og med en speciel taske, som sættes fast foran styret,
kører man let og godt. Tasken er også dyr, men heller ikke den har jeg fortrudt.

En Brompton i køreklar stand med taske i holderen. Bag sadlen er en hætte man kan sætte over
cyklen – DSB og Arriva forlanger, at man anvender den slags, men det gør jeg nu ikke. Jeg
tilsmudser hverken nogen eller noget.
Når den er klappet sammen kan den komme gratis med både tog, færge og bus. Også de busser,
hvor man normalt ikke kan have cykel med (der kan dog være besværligheder med visse
langdistancebusser).
Jeg har i nogle år kørt til Odsherred en gang om ugen, og med cyklen kommer jeg hurtigt til Valby
Station og så med tog til Holbæk. Cyklen kan stå mellem de sæder, der vender ryg mod ryg. Den
Cyklen passer let ind som bagage mellem togets sæder
fylder minimalt i bussen og det sidste stykke kører jeg så på cyklen. I nogle tilfælde 10 km. Derved

kan jeg opnå en total transporttid, som er acceptabel. Jeg kan læse avis i toget, og med medbragt
termokaffe kan man få den mest behagelige transport, som selv en bilist må misunde. I hvert fald
kigger mange medpassagerer misundeligt på min medbragte luksus. Togene kører (i modsætning til
det man hører så tit) ret præcist.
På mange måder er en Brompton foldecykel en snedig løsning for den, der vil kombinere cyklen
med offentlig transport og lejlighedsvis transport i bagagerummet på en bil. Jeg vil sige, at den
vinder ved nærmere bekendtskab...
Brompton folkecykel i bussen i Odsherred
Når jeg kører på landeveje uden cykelsti, så har jeg en gul vest med refleksstriber på. Kønne er de
ikke, men ude på landet tales der meget i mobiltelefon, sendes sms'er og der lægges make-up mens
man kører bil. Det er jeg ikke så tryg ved.
I forhold til anden bagage, er det ikke så meget en Brompton fylder
Det hænder, at man bliver tilbudt et lift, og her har foldecyklen den fordel, at den snildt kan ligge i
et bagagerum – uden at svine til. Alle olierede dele er skjulte på en Brompton.
Jeg vil sige, at den, som supplement til min hverdagscykel, har været en rigtig god investering.
Havde det været i dag, ville jeg have købt den i en 6 gears version (med lavest mulige gearing) –
min har ”kun” tre gear, og det kan være for lidt i bakket terræn – især i modvind. Hvis du skal have
hele udstyret med – så regn med en pris på godt 9.000 kroner, alt inklusive, også taske (det er

illigere at købe det hele samtidigt). Du kan mene, at du kan undvære bagagebæreren, men på den
kan du montere EasyWheels, som gør at cyklen kan trækkes som en lille vogn når den er klappet
sammen. Det er bare rigtig smart.
På et tidspunkt skulle jeg 4 dage til Hanstholm og bo i en hytte på en campingplads. Jeg tog
langtursbussen fra Valby med foldecykel og rygsæk. I Hanstholm blev jeg sat af ved det nærmeste
stoppested, og kørte så med rygsæk de sidste 5-6 km. Det gik fint, og om aftenen kunne jeg køre ind
til byen, tage en rundtur og spise på restaurant. Jeg behøvede ikke sætte mig ind i lokale busplaner
eller tage taxa.
Brompton cykel med City anhænger – begge sammenklappelige
Jeg har set i Dansk Cyklist Forbunds butik (de har faktisk en del smarte kvalitetsting), at man sørme
også kan få en lille anhænger ”City” til sin foldecykel. Den kan også klappes sammen, og man kan
altså konvertere sig selv fra at være cyklist med bagage til ”passager” i tog, bus eller flyver – blot
med lidt ekstra bagage. Jeg kunne dog ikke helt lide anhængeren, og den var lidt halvdyr, så den
købte jeg ikke.
Sidenhen er der kommet en endnu bedre anhænger til verden. Den hedder Chubby (fra Radical
Design) og kan ses hos Dansk Cyklist Forbund. Den er endda så smart, at man kan lægge den
sammenklappede Brompton ind i tasken sammen med hjul og trækstang. Så kan man have bagagen
på ryggen og cykel og anhænger som bagage ved siden af. Det er bare rigtig smart. Du kan se en
video om den på YouTube.
I Bruxelles er der masser af Brompton cykler. De passer fint ind under skrivebordet på jobbet og så
bliver den ikke stjålet. Trafikken er ulidelig i myldretiden, så cyklen kan hurtigt nå frem til
togstationen. Og så kan de ses med en snedig dims, som gør det muligt at have et barn med på sin
foldecykel. Det er bare ret smart.
Løsningerne
Jeg har altså (blandt andet) anskaffet:
En Kildemoes City (2010) cykel med lukket kædekasse og 7 gear.
En Burley anhænger.

En Brompton foldecykel med taskebeslag (plus kevlardæk, EasyWheels og bagagebærer – det er ret
smart).
En Brompton taske, som er dyr og unødvendig, men af høj kvalitet og som jeg er meget glad for.
To regnsæt fra Føtex (ét i reserve). Reflekser har jeg selv limet på.
Et regnsæt til skoene fra Dansk Cyklist Forbunds butik (den lavskaftede model er bedst)
Vandtætte luffer og handsker fra Sealskinz er dyre og ikke helt så gode, som jeg forventede. Jeg har
derfor købt nogle vandtætte luffer (fra Mammut), som er af regnfrakkestof.
En cykelhjelm (Abus) til sommerbrug.
En cykelhjelm (Abus) lidt større og med indvendigt tykt foer til vinterbrug. Det fungerer rigtig godt.
En ”badehætte” til cykelhjelmen.
En regnhætte til min Fjällräv rygsæk.
En cykelpumpe af den lodretstående type med manometer. Den kan både pumpe min almindelige
cykel og min Brompton, som har samme type ventiler som biler – men med så højt tryk i dækkene,
at tankstationerne ikke kan hjælpe dig!
Lappegrej af god kvalitet.
Lille cykelpumpe af mærket Topeak (ca. 350 kroner) – efter min erfaring er den pengene værd. Det
er den eneste, som kan give et ordentligt dæktryk. Den kan være i rygsækken eller med på ferien.
Den er så smart, at den kan omstilles til også at pumpe min Brompton.
Plus lidt mere grej, som er nævnt i teksten ovenfor. Hvis du lægger det hele sammen, så bliver det
til noget, men i forhold til at holde bil, så er det forsvindende. Pointen ved at tage springet og få
købt det gode grej, er, at det holder i mange år, og fjerner de mest irriterende forhold ved at være
cyklist. Udgiften kommer ikke igen som ved benzinkøb, så det kan opfattes som en éngangsinvestering.

Konklusion
Jeg har for år tilbage besluttet mig til, at det ikke er vådt, når det regner, og at det ikke er koldt om
vinteren. Det gør alting meget enklere, når den beslutning først er truffet. Jeg holder mig ikke
tilbage fra at køre ud i regnvejr. Jeg har det rigtige tøj på. Jeg har det rigtige tøj til alle årstider. Hvis
der ikke er styr på den slags, så kan det blive surt at være cyklist året rundt. Jeg har på fornemmelsen,
at det er lige her mange mister lysten til at køre på cykel – på grund af mangel på det rigtige
grej.
Jeg kører med blinkende magnetlygter på hverdagscyklen og har derudover blinkende kvalitetslygter
på styr og bagagebærer – altså dobbelt lys. Jeg gør det, fordi nogle bilister ikke ser særligt
godt. Især når det regner, har de svært ved at se ud ad ruderne. F.eks. når bilen vil svinge til venstre i
et lyskryds, og derved vil krydse mig, der kører lige ud. Føreren skal så se mig ud af den del af
forruden, som vinduesviskeren ikke dækker – eller ud ad sidevinduet. Det er lumsk for begge parter.
Jeg kører konsekvent med hjelm. Trafikken i København er tæt på visse tidspunkter af dagen. Det
siges, at 7 ud af 8 ulykker, hvor cyklister kommer på skadestuen, skyldes sammenstød med andre
cyklister. Det tror jeg gerne, og jeg holder mig langt fra dem, der gør cykelstierne til racerbaner. Jeg
passer på de forbløffende mange, som faktisk ikke kører særlig godt på cykel, og laver de
mærkeligste og farlige manøvrer. Dem er jeg bange for.
Det siges, at cyklister kører råddent i København, og det er rigtigt, at mange ikke rigtig kender
reglerne. Desværre er det ved at ske det, at bilisterne også kører råddent. Det er en trist udvikling,
men med lidt forudseenhed kan man undgå de farlige situationer.
Jeg når rundt i København hurtigere end en bilist og oftest hurtigere end folk i tog. Pointen er, at de
offentlige transportmidler sjældent når tæt på bestemmelsesstedet, og der kan være ventetid. Bilister
har det problem, at de ofte skal bruge mere tid på at finde en parkeringsplads, end jeg bruger på at
komme hjemmefra og ind til byen. Her i København må bilen tilfredsstille et helt personligt behov,
for det er hverken hurtigt, sundt eller økonomisk.
Jeg har cykelkælder her, hvor jeg bor. Mange er henvist til at have deres fine cykel stående på gaden
eller endnu værre ved en S-togstation. Dér er den i fare for at blive stjålet, og hvis den får lov at
være i fred, så er vejret hårdt ved den. Jeg ville ikke betænke mig på at købe noget kraftigt låsegrej,
hvis jeg var i samme situation. Tilsyneladende er det Abus, som leverer en god kvalitet, men det er
tungt og dyrt.
Jeg er af natur ret doven, og jeg gider ikke at løbe eller rende til fitness. Jeg går gerne en tur og
ellers tager jeg cyklen. Pudsigt nok siger en af mine bekendte, som har været praktiserende læge det
meste af sit liv, at det nok også er det sundeste. Det har taget al dårlig samvittighed fra mig, over at
jeg ikke gider så meget på den fysiske front. På den anden side har jeg det også bedst, hvis jeg har
været i pedalerne mindst 30-45 minutter om dagen.
Jeg hører tit radioprogrammer som podcast på min mp3-spiller når jeg kører på cykel. Jeg har lyden
meget moderat, og da det er mono, så har jeg kun hørerøret i det ene øre. Det andet øre er til
trafikken. Jeg synes selv, at det er ansvarligt. Det er lovligt at køre med hovedtelefoner, så vidt jeg
ved.
En enkelt gang på godt to år er det sket, at mit tog til Holbæk var forsinket så meget, at jeg ikke
kunne nå frem med blot acceptabel forsinkelse. Jeg tog så en taxa, og hele herligheden stod mig i
ca. 400 kroner. Det er dyrt, men det er så også kun overgået mig én gang på ca. 100 ture til
Odsherred. Hvis man regner lidt på det, så er det ikke afskrækkende.

Tilføjelse:
Jeg har læst, at nogle Brompton brugere klager over, at de skal ”slæbe cyklen” når den er klappet
sammen. Og er det en længere afstand, så er den også tung (ca. 11 kg). Men det problem er let at
løse med Easy Wheels. Det er nogle hjul, som sættes i hjørnerne på bagagebæreren. En gummiprop
for enden af det rør, som sadlen sidder på, udgør en bremse, så den ikke af sig selv ruller når den
skal stå stille.
Når cyklen er klappet sammen, står den på bagagebæreren, og derfor hjulene. Den kan derfor
trækkes afsted som en kuffert på hjul.
Den specielle Brompton-taske kan blive i sit beslag, så den skal man heller ikke slæbe på. Det
fungerer fint og er ret smart.
Har du forslag til forbedring af denne tekst, så skriv til webmaster@mund-til-mund.dk