Miljøkonsekvenser af dyrkning af blåmuslinger

Overfladebaserede anlæg er karakteriseret ved:
• At bændler, strømper mv. er fæstet til langliner med opdrift synlig på
havoverfladen eller til rør eller flåder. Anlæggene er dermed synlige i deres fulde
udstrækning gennem hele produktionsperioden.
• At i det omfang der bruges langliner er disse udspændt lige under havoverfladen.
• At i opdræt uden mellemhåndtering kan der være meget lille afstand (ca. 2 m)
mellem langlinerne.
• At være følsomme overfor drivis.
• At kunne håndteres i daglig drift uden brug af løftekapacitet på bådene.
Undersænkede anlæg er karakteriseret ved:
• I hele eller størstedelen af produktionsperioden ikke at være synlige på
havoverfladen, bortset fra markeringsbøjer i enderne af de enkelte langliner.
• Ikke at være følsomme overfor drivis eller vind.
• At afstanden mellem de enkelte liner skal være relativt stor (10-12 m) for at holde
ankerlinerne adskilt.
• At der kræves maskindreven løftekapacitet på bådene.
Den mest udbredte form for dyrkningsteknik i skandinaviske farvande er p.t. den metode
som praktiseres på den svenske Bohus-kyst. Denne model er vist på figur 1.1 og er
opbygget af et antal (normalt 10-15) langliner udspændt mellem to forankrede bomme.
Langlinerne holdes oppe af bøjer eller tønder placeret med jævne intervaller og afpasset
vægten af muslinger. Fra langlinerne hænger der vævede nylonbændler som enkelt liner
(drop-downs) eller i kontinuerlige guirlander med en afstand på 40-60 cm mellem hver
drop-down eller fold. Hele processen fra larvens fasthæftning til høst af den voksne
musling foregår på bændlet og opdrætteren skal primært tilse anlægget for at sikre sig at
opdriften er passende og at linerne ikke bliver viklet ind i hinanden. Bændlerne bliver
hængt ud i maj-juli og muslingerne er som regel klar til høst den efterfølgende
sensommer-efterår. Variationer på dette grundprincip er ”Explora” systemet, som
anvender to liner pr opdrifttønde og såkaldte stigereb i stedet for bændler, eller
”Smart” systemet, der bruger net til at dyrke muslingerne på. Som produktionen er
mest udbredt langs Bohus-kysten er arealkravet til en produktion af 120 t
konsumtionsmuslinger hvert andet år under brug af den svenske model ca. 0,4 hektar.
Figur 1.1. Principskitse af et svensk opdrætsanlæg (efter Haamer, 1996)
4