Bedlington - Dansk Terrier Klub

B LID
E LEGANT
D RISTIG
L IVLIG
I INTELLIGENT
N YSGERRIG
G LAD
T ILLIDSFULD
O PMÆRKSOM
N EM

Racespecifik Avls Strategi (RAS).
Guide/håndbog til alle der vil beskæftige sig med opdræt af Bedlington Terrier.
1. Racens historie.
Bedlington Terrieren har fået sit navn efter den lille mineby Bedlington, der ligger i det nordlige
England tæt ved den Skotske grænse, hvor også mange andre terrierracer har deres oprindelse.
Den ser ikke ud som en terrier, føles ikke som en terrier eller bevæger sig som en terrier, men
englænderne har kaldt den en terrier, så det må vi tro på.
Hvor langt tilbage dens historie går og hvilke racer, der har været med til at skabe denne
karakteristiske terrier, vides ikke.
Men for mere end 250 år siden havde de omrejsende håndværkere nogle terriere med sig. En af
disse terriere udmærkede sig ved at være i besiddelse af fremragende jagtegenskaber. Den var
mellemstor, højbenet, slank, smidig, hurtig, udholdende, modig, havde et kraftigt bid og jagede
uden lyd alt, hvad der rørte på sig til lands, til vands og i luften. Den kunne også tage et rask
slagsmål eller et væddeløb, hvis det skulle være.
Mr. Joseph Ainsley, der boede i byen Bedlington kom i 1820 i besiddelse af en sådan terrier-tæve
Coates' Phoebe. Hun blev beskrevet som: sort eller blåsort med lysere silketop på hovedet, med
en højde på 13 inc. og en vægt på 14 lb. Ainsley parrede hende med Anderson's Piper, der var
slank, leverfarvet med en slags hård ulden pels, tæt til hovedet hang lange ører med en fryns for
enden, hans højde var 15 inc. og vægten 15 lb.
I 1825 da hanhvalpen Piper blev født sagde Ainsley, at det var en Bedlington Terrier.
Som årene gik kom der flere "opdrættere" af Bedlington Terrier og i 1867 blev den første
racestandard nedskrevet og i 1871 den første udstilling afholdt med en særlig klasse for Bedlington
Terrier i byen Bedlington. The Kennel Club dannedes i 1873 og stambogsregistreringen (The Stud
Book) blev offentliggjort i 1874. Bedlington Terrieren har en af verdens mest dokumenterede
stamtavler af alle racer. Man kan følge nutidens hunde helt tilbage til den første registrerede
Bedlington Terrier Peachem R 1.
Hvornår den første Bedlington Terrier kom til Danmark vides desværre ikke, men sikkert er det, at
den må have været her i landet før 1899 for Viggo Møller, daværende redaktør på DKK's blad
Hunden skriver i 1899 i et referat fra en udstilling i Edinburg:" Af andre slags terriers, som ikke ses
så ofte på danske udstillinger skal nævnes Bedlington Terrieren".
I 1910 havde handelsgartner V. Larsen i en annonce i Hunden 2 Bedlington Terriere til salg: en
importeret brungul han på 3 år (65 kr) og en blå tæve på 5 mdr. (20 kr). V. Larsen var den første
herhjemme, der i 1913 lod 2 Bedlington Terriere stambogsfører: Tæven Frisky Bess f. 2.10.1912
opdrættet af ejeren og hannen Peregrine Rover f. 23.5.1913 opdrættet i England. Første gang man
hører om en Bedlington Terrier, der er blevet udstillet, er også i 1913, hvor dommer Hoffmann i et
dommerreferat udtaler:" En udstillet Bedlington Terrier var uden præg og fik ingen præmie".
I 1920'erne vedtog den danske regering en ny "rottelov" og da man var bekendt med de
uovertrufne jagtegenskaber hos Bedlington Terrierne, blev de indkøbt fra England og
udstationeret, hvor der var behov for dem, på betingelse af, at hvalpene skulle sælges til en billig
pris. Bedlington Terrierens rolle som decideret "rottehund" aftog med årene, og den overgik en
forandring i retning af "selskabshund". Men selv den dag i dag, skal en rotte ikke føle sig alt for
sikker !

2. Racens formål.
Da håndværkerne i 1700-tallet stiftede bekendtskab med de mellemstore, slanke, hurtige, smidige,
modige og udholdende terriere var det ikke udelukkende deres fremragende egenskaber, der
fattede deres interesse, men også deres "praktiske" udseende.
Når de jagede, var man næsten altid sikker på at få et jagtudbytte, hvad enten det var et nyttedyr
eller skadedyr, der blev nedlagt. Sådan en "stille dræber" var også god at have med, hvis man var
ude i ulovligt ærinde. Ekstra håndører kunne man også tjene ved at lade sin terrier deltage i
væddeløb eller hundekamp.
Terrieren var bygget som en "racer", der med sin hvælvede ryg og optrukne buglinie næsten kunne
bukke begge ender sammen, skyde en vældig fart og dreje på en tallerken. Den havde en helt
speciel pels, ikke blød og ikke ru, men med mange stikkelhår, så den kunne modstå al slags vejr.
Når den blev angrebet, bevirkede dens langhårede top på hovedet og de lange ørefrynser, at
modstanderen istedet for et godt bid i hoved og hals, fik munden fuld af hår.
3. Racens identitet:
Selvom det nu er mange år siden de første Bedlington Terriere løb rundt og arbejdede i det
nordlige England, er det stadig vigtigt, at racen bevarer sin oprindelige identitet, således at Mr.
Ainsley ville nikke genkendende til nutidens Bedlington Terrier, hvis han skulle møde den !
Bedlington Terrierens FCI Standard er selvfølgelig den "brugsanvisning", som opdrætteren skal
følge. Men da avl ikke er så lige til og resultatet desværre ikke altid bliver som forventet, er det
nødvendigt her at henlede opdrætterens opmærksomhed på følgende punkter i standarden, som
der i fremtidig avl skal arbejdes særligt med for at bevare Bedlington Terrierens oprindelige
identitet:
Udstillerens opmærksomhed henledes hermed på følgende punkter der har betydning for
Bedlington Terrierens oprindelige identitet:
a) Temperament.
Bedlington Terrierens oprindelige temperament har desværre ned gennem
generationerne gennemgået en mental forandring: den er blevet for "sød og
karakterløs".
b) Bid.
Det kraftige bid med de store stærke tænder forudsætter stærke kæber. En del
Bedlington Terriere i dag har for smalle og svage kæber med for få og små tænder.
c) Hals.
"The Bedlington Terrier should look like a cobra ready to strike" (Ken. Bounden, GB.). I
dag ses både for korte og for lange halse.
d) Krop.
En muskuløs og udpræget smidig krop med en dyb og bred brystkasse er særdeles
vigtigt. Ryglinien skal være naturligt hvælvet over lændepartiet og ryggens højeste punkt
skal befinde sig præcis over det sidste ribben. Ryglinien må ikke være
overdrevet(kamel).

e) Forpart.
En Bedlington Terrier skal have en ganske speciel forpart, som ingen anden terrierrace
har: Afstanden mellem forbenene skal være større ved brystkassen end ved poterne
(hestesko). Desværre er der ved at vise sig en tendens til parallelle forparter, som en del
dommere af uvidenhed tror er korrekte.
f) Bagpart.
Mange Bedlington Terriere har overdrevne bagbensvinkler. Overvinklede lange bagben
der giver terrieren udtryk af at "stå på knæene", lige knæled og høje haser må ikke
forefindes.
g) Poter.
En Bedlington Terrier skal have harepoter, derfor må pelsen på benene ikke gå helt ned
til gulvet, så harepoterne ikke kan ses.
h) Bevægelse.
Bevægelsen er karakteriseret ved en let og spændstig trippen ved langsomt tempo og
en rullen ved fuld fart. Den trippende bevægelse må ikke være så overdrevet, at det
bliver til en Hackney-bevægelse, som kan bero på en kort overarm, et kort kryds og/eller
en overvinklet lænd.
i) Pels.
Pelskvaliteten har forandret sig meget i negativ retning. De mange sorte stikkelhår, som
har så stor betydning for pelsens vejrbestandighed og gør den uld-agtig er desværre på
retur. Pelsen bliver derved lysere, blødere og bomuldsagtig, og i våd tilstand ligner en
Bedlington Terrier en "druknet mus". Mørk pigmentering skal prioriteres, "kødfarvet" må
ikke forefindes. En Bedlington Terrier skal ikke følge tidens trend og div. modeluner. Den
skal hverken præsenteres som et stykke "klippekunst", et lækkert, blødt og velduftende
krammedyr, have en pels der flagrer i vinden når den løber eller forsynes med enorme
ørefrynser udformet som en pompon. Disse ting har intet som helst med dens
oprindelige identitet at gøre, det svarer næsten til at nedgøre den og det har Bedlington
Terrieren ikke fortjent! Tænk bare på dens oprindelse og fortid og forestil dig så, hvordan
en Bedlington Terrier ser ud, når den udstråler alle de ovennævnte uovertrufne
egenskaber, der er Bedlington Terrierens særkende.
Vær venlig at have dens oprindelige identitet for øje når den skal klippes, både til
hverdag og udstilling og præsenter den så, som det den var, stadig er og skal blive ved
med at være.
j) Størrelse.
I følge racestandarden skal en Bedlington Terrier være elegant, smidig og muskuløs, og
skal have udseende af at nå en høj fart i galop.
Derfor er størrelse-/vægt-angivelserne i standarden så vigtige.
For stort og for småt, for tungt og for let gør at individet let falder ud af rammen for den
ønskede racetype.
Størrelse hænger også sammen med maskulinitet / feminitet.
En stor tæve er ofte maskulin, mister kønspræg og dermed type.
En stor han kan derimod godt have kønspræg, men bliver let klodset.
En lille tæve er som regel også feminin.
En lille han risikerer at blive for feminin og miste sit kønspræg, nogle få hanner kan dog
have et tydeligt kønspræg på trods af deres lidenhed.

4. Racens sundhed.
Bedlington Terrieren er generelt en sund og rask terrier, der sjældent besøger en dyrlæge og ofte
opnår en høj levealder. Et stort antal bliver mere end 13 år og et fåtal dør før 10-års
alderen. Racen har som hovedregel ingen problemer med fertilitet, drægtighed eller fødsel; enkelte
tæver har haft fødselskomplikationer og fået kejsersnit.
Man skal sørge for at holde terrierens tænder rene, da der er en tendens til tandsten.
5. Racens sygdomme og genetiske variation.
Bedlington Terrier-racen har tidligere været plaget af 2 alvorlige arvelige sygdomme:
a) En sygdom i trædepuderne Cracked feet (hyperkeratosis ), som debuterede i USA i
1930'erne og senere blev bortavlet. Så vidt vides har ingen dansk Bedlington Terrier haft
denne sygdom.
b) En sygdom i leveren Kobbertoxicose (KTC). Man havde i mange år i mange lande set
Bedlington Terriere i alle aldre få en uforklarlig sygdom med dødelig udgang. I USA
begyndte man i 1970'erne at studere fænomenet og i 1975 blev sygdommen KTC første
gang videnskabeligt beskrevet af Dr. Robert M. Hardy. Han påviste, at de syge
Bedlington Terriere havde en abnorm kobberophobning i leveren. Kobber findes i næsten
alle foderemner i større eller mindre mængde, og når lever-defekten gør, at kobberet ikke
udskilles til galden, som normalt, bliver det ophobet i leveren. Kobber har en skadelig
virkning på leveren når koncentrationen bliver for høj og hunden får nærmest
skrumpelever, som den kan dø af. I 1980'erne blev det fastslået, at arvegangen for KTC
heldigvis er "autosomal recessiv". Det vil sige, at en syg hund altid har modtaget et defekt
gen fra både sin far og sin mor. Man kunne nu dele hundene i 3 grupper: raske,
anlægsbærere og syge og på forhånd vide, ved parring, hvad afkommet ville blive:
Parrer man rask med rask bliver alt afkom raske.
Parrer man syg med syg bliver alt afkom syge.
Parrer man anlægsbærer med anlægsbærer får man et afkom der består af
25 % raske, 25 % syge og 50 % anlægsbærere.
Parrer man rask med syg bliver alt afkom anlægsbærere.
Parrer man rask med anlægsbærer får man et afkom der består af 50 % raske og
50 % anlægsbærere.
Parrer man syg med anlægsbærer får man et afkom der består af 50 % syge og
50 % anlægsbærere.
Diagnosen KTC kunne dengang kun stilles ved en leverbiopsi, som man målte
kobberindholdet på og kun de syge hunde kunne findes, da anlægs-bærerne, som havde
arvet et defekt gen fra den ene forælder og et normalt gen fra den anden, så helt normale
ud på biopsierne.
I 1997 kom der endeligt afgørende nyt fra USA, hvor en forsker havde fundet en DNAmarkør
for sygdommen. Ved hjælp af denne markør kunne man i en spyt- eller blodprøve
lave en DNA-test for KTC og finde både raske, anlægsbærere og syge hunde.

Nu blev det også muligt at indføre en avls restriktion. I 1999 skulle alle Bedlington
Terriere i Danmark DNA-testes for KTC før avl, og fra år 2000 måtte udelukkende
benyttes genetisk raske hunde.
Imidlertid skete der noget uforudset. Dyrlæge Janne Olsen på KVL påviste i 2001, at der allerede
på den korte tid var sket en markant reduktion i den genetiske variation. ( Genetisk variation er et
begreb, der siger noget om, hvor forskellige individerne i en bestemt race er, og en vis grad af
variation er nødvendig for at sikre racens sundhed.)
Genmaterialet hos de raske Bedlington Terriere adskilte sig fra de andres ved ikke at være så
varieret mere, groft sagt var de raske Bedlington Terriere blevet mere ens og udgjorde nu en
særskilt gruppe blandt alle Bedlington Terrierne!
Da Bedlington Terrierne antalsmæssig udgør en lille race, er avls materialet på nuværende
tidspunkt ikke stort nok til, at man udelukkende kan benytte genetisk raske hunde i avlen uden
dermed, at reducere den genetiske variation yderligere. Derfor blev det besluttet at inddrage
anlægsbærerne i den fremtidige avl for at få mere variation i genmaterialet til gavn for racen.
I 2002 indførtes en ny avls restriktion, der tillader DNA-testede raske hunde både at parre DNAtestede
raske hunde og parre DNA-testede anlægsbærere.
Denne restriktion er stadig gældende.
I 2003 fandt en hollandsk forskergruppe ud af, at den markør, som blev beskrevet i 1997 faktisk
ligger inde i selve genet, så DNA-testen er 100 % sikker. Sandsynligvis bliver der også udviklet en
test for selve gendefekten, men den er ikke dukket op på markedet endnu.
6. Øvrige sygdomme.
Der foreligger oplysninger om enkelte Bedlington Terriere, der har Addison- og Cushings-syndrom
som begge er sygdomme knyttet til binyrerne.

Strategi = fremgangsmåde til opnåelse af et mål.
"Den naturlige Bedlington terrier" skal nødvendigvis være målet.
Det skal hundeklubberne arbejde for, det skal dommerne hele tiden have i baghovedet, det skal
racerepræsentanterne holde sig for øje, det skal den enkelte opdrætter tænke på ved hver eneste
parring.
Strategier vedr. 3) racens identitet:
a) Temperament.
Vedr. racens mentale forandring m.h.t. temperamentet kunne udarbejdelsen af en
ønskeprofil og afholdelsen af en mentaltest være et godt mål for fremtiden.
b) b), c), d), e), f), g), h), i), j) Eksteriør.
Fremgangsmåden til forbedring af racens eksteriører forandringer kunne være
afholdelsen af flere dommerseminarer evt. med deltagelse af racerepræsentanter og
opdrættere. Endnu flere eksteriørdommerne fik således i fremtiden mulighed for at få det
rette syn på Bedlington terrierens racespecifikke ydre.
Referat fra sådanne seminarer kunne offentliggøres evt. i Terrier Nyt til gavn for alle, der
interesserer sig for racen.
Strategi vedr. 4) racens sundhed:
Da Bedlington terrieren både her i Danmark og på verdensplan er en antalsmæssigt forholdsvis
lille race er avls materialet ikke særligt stort. Derfor vil mere åbenhed mellem opdrætterne i både
ind- og udland være af meget stor betydning i tiden fremover, så der ikke avles hunde med diverse
lidelser, der kunne være undgået.
Strategi vedr. 5) racens sygdomme og genetisk variation.
Avls restriktionen fra 2002 er i 2007 blevet permanent.