Hent speciale 'Plastic Fantastic? - ETFE og den bæredygtige fremtid'

6.2.2 Bestandighed
ETFE er som led i sit nære slægtskab med PFTE (se Tabel 4) et af få termoplastiske plastmaterialer,
der uden brug af kemiske additiver udviser total resistens over for UV-stråling (Lehnert & Schween,
2006, s. 285). Denne egenskab har væsentlig betydning for både levetid, styrke samt optiske
egenskaber, og har derfor afgørende indflydelse på plastfoliens potentiale som klimaskærm. Alle
parametre har bevist sig i ETFE-tagdækningen i Burgers Zoo fra 1982, der knap tre årtier efter
opsætningen af den flerlagede pudekonstruktion har bevaret sin oprindelige styrke og udseende. Den
manglende aldring underbygges tillige af tests udført siden 1980’erne af producenter i Tyskland og
USA, der ikke har fastslået væsentlige ændringer i materialets substans (LeCuyer, 2008, s. 33-35).
Disse induktive resultater underbygges tillige af den såkaldte Xenontest, udført af det norske
byggeforskningsinstitut SINTEF i 2008. Her er ETFE-folien blevet eksponeret for skiftende, simulerede
vejrforhold i 10.000 timer i cykler af 25 min. sol og 5 min. regn med tilfredsstillende resultat (SINTEF
Byggforsk, 2008). Ligeledes udviser ETFE jf. Tabel 4 en god temperaturbestandighed, og bevarer
således sine fysiske egenskaber fra -200 °C til +150 °C.
6.2.3 Brandforhold
Bestandighed er ligeledes det centrale emne i en analyse af materialets brandtekniske egenskaber,
der er en vigtig parameter i byggeriet og således også i forbindelse med brugen af plast. I denne
sammenhæng er materialet dog endnu et forholdsvis ubeskrevet blad i regelsæt over lovgivninger, og
idet antallet af forskellige typer og kvaliteter er meget stort, er de brandmæssige egenskaber ligeledes
varierende. I hovedtræk kan det dog konstateres, at plaststoffer som udgangspunkt er brændbare.
Nogle brænder umiddelbart videre når antændt til antændelsestemperaturen, andre kan kun brænde,
når der til stadighed tilføres varme (Beredskabsstyrelsen). Sidstnævnte tilfælde gør sig gældende for
ETFE. Medens markedets største producenter Seele og Vector Foiltec begge brandklassificerer deres
respektive folier i den fælleseuropæiske brandklasse D-s2,d2 (Klasse B), har det uafhængige norske
byggeforskningsinstitut SINTEF i deres tekniske godkendelse af april 2008 klassificeret materialet som
B-s1,d0 (Klasse A) (SINTEF Byggforsk, 2008). Således også det hjemlige Dansk Brand- og
sikringsteknisk Institut, der ifølge Vector Foiltec har klassificeret folien i samme kategori (Sag: F7712).
I disse termer bliver folien kategoriseret som en meget begrænset medvirken til brand med meget
begrænset mængde af røgudvikling og uden brændende dråber eller partikler (Bygbjerg, 2008).
Tests foretaget af producenten Vector Foiltec og brandmyndighederne i forbindelse med
projekteringen af The Water Cube i Beijing har da også vist, at særligt sidstnævnte faktor ikke er af
nævneværdigt omfang og dermed nogen trussel for bygningens besøgende under en eventuel brand
(Megastructures: Beijing Water Cube, 2008). ETFE-folien reagerer jf. den tyske producent kun ved en
vedvarende varmepåvirkning på 275 ± 10 °C og altså ikke i en sådan grad, der måtte være til fare for
mennesker eller bærende konstruktioner. Anderledes forholder det sig med almindeligt glas, der under
påvirkning af brand kan krakelere og springer ved temperaturdifferencer større end 80 °C (EBST,
2004, s. 53). Ved en gennemsnitlig middeltemperatur på 0,0 °C i de koldeste vintermåneder og en
indvendig temperatur på estimerede 20 °C, vil der under høje varmepåvirkninger være betydelige risici
for et hurtigt svigt i glassets substans. Glas brugt i horisontale konstruktioner og bygningsdele som
ovenlysvinduer og overdækningen af atrier, er således en potentiel fare for menneskene i bygningen i
brandtilfælde. Denne problematik kan i nogen grad imødekommes ved brug af brandsikret men
omkostningskrævende glas, der dog både i vægt og lystransmittans er dårligere end almindeligt
vinduesglas.
SIDE 10 | 23