kandidat - Redningshunden-Danmark

24
Redningshunden - 37. årgang, nr. 3 december 2008
Efter vi havde meldt vores ankomst og var
blevet registreret, var det ellers med finde
alt vores grej frem og få det pakket over i et
andet køretøj, der skulle kører os til vores
camp under selve testen.
Efter at have forladt vores bil var der ikke
mulighed for at komme retur til den, før
øvelsen var slut. Så vi skulle huske alt.
Campen var indrettet sådan, at vi havde
adgang til toilet og vand. Resten inkl. mad
skulle vi selv have med fra starten. Der var
ingen mulighed for at købe noget undervejs.
Mad på turen havde vi nok af, men det var
mere med at få tid til at spise den. En af de
oplevelser, vi havde, var, at man mere eller
mindre mister sin tidsfornemmelse, selv
om man har ur på.
Man skal tage sig tid til at spise, give hundene
mad, når der er tid til det, og ikke
mindst skal man huske at lufte hundene,
for det ved man ikke, om der er mulighed
for senere.
Vi syntes, at vi havde meget grej med, og
vi var lidt i tvivl, om det var ok, at vi tog alt
det med. Men vores mængde var som en
dråbe i forhold til, hvad de andre teams
havde med.
De andre teams havde kæmpe mandskabstelte
med, varmekanoner, opholdstelte og
ikke mindste kokke og andre hjælpere.
Det var noget af en modsætning til vores
tomandstelte uden varme, bortset fra den
vi selv generede, hvor vi skulle leve sammen
med vores hunde de næste 48 timer.
Umiddelbart kan man godt sige, at det
måske var en smule overdrevet med det
grej, de andre teams havde med, men det
syntes vi ikke, da vi stod under selve øvelsen.
Det havde nu været dejligt at kunne have
sovet i et telt, der havde været opvarmet
og ikke mindst kunne have stået og ikke
mindst siddet i læ i.
Vi havde kørt i godt vejr næsten hele
vejen, lige indtil ca. 50 km før Dresden – så
begyndte det ellers at regne meget voldsomt,
og det ville bare ingen ende tage.
Det væltede bare ned, så ingen tvivl om, at
det ville blive en noget våd øvelse.
Det var ikke det mest rare at skulle tænke
på, at vi kunne risikere en øvelse, hvor det
ville regne fra start til slut, men det havde vi
jo også prøvet på en tidligere øvelse jordskælv.
Men heldigvis var vi fortsat uvidende om
de kommende strabadser.
Den første udfordring, vi blev udsat for,
var, da vi med al vores grej blev sat af på
en mark – det skal i den forbindelse lige
bemærkes, at himlen fortsat havde åbnet
for alle sine sluser.
Selv om vi knoklede som små myrer for at
få slået vores telte op – det havde vi selvfølgelig
øvet os på hjemmefra, nåede vores
tasker at blive meget fugtige. Vi havde
nemlig ikke lige tænkt på, at en presenning
her havde gjort underværker.
Så selv om vi havde pakket alt vores tøj
ind i plastikposer var det noget af en fug-