Hillerød Gasværk – Niels Jarlmark – 1 - Folkemuseet

NoMus
Fra 184 opholdt Frederik VII og grevinde Danner
sig en stor del af året på Frederiksborg, og efterhånden
blev Hillerøds håndværkere og handlende direkte eller
indirekte økonomisk afhængig af kongens tilstedeværelse.
Ved slottets brand i 185 frygtede erhvervslivet
imidlertid, at byen ville blive kastet ud i en økonomisk
krise, da kongen ikke ville genopbygge slottet
og i stedet valgte at flytte til Jægerspris Slot. Krisen
udeblev. Det skyldtes, at Hillerød var inde i en i en
gunstig periode, hvor erhverv og indbyggerantal voksede
gennem resten af 1800-tallet.
Indbyggerantallet mere end fordobledes fra 1 2
ved folketællingen i 1850 til 4272 ved folketællingen
i 1 01. Der kom nye virksomheder til byen, og ikke
mindst fik åbningen af banestrækningen København
- Hillerød – Helsingør, samt, i slutningen af århundredet,
Frederiksværksbanen, afgørende betydning for
Hillerøds udvikling. Men sandsynligvis var kommunereformerne
i 183 og 1868, der førte til et egentlig
kommunalt selvstyre, den væsentligste årsag til byens
udvikling og fremgang.
Hillerød, en naturlig ”forsyningsby” til København
Sammen med Helsingør var Hillerød naturlige ”forsyningsbyer”
til København. For Helsingørs vedkommende
var det søvejen ned gennem Øresund og for
Hillerød placeringen midt i Nordsjælland. I begge
tilfælde var forsyningsvejene ind til hovedstaden korte
og mindre omkostningskrævende end andre steder
fra, ikke mindst fordi datidens transportomkostninger
var store på grund af landets dårlige infrastruktur.
Hillerød Gasværk
Niels Jarlmark
Fig. 1. Omkring 1900 var Hillerød Savværk en af byens
store arbejdspladser med ca. 40 medarbejdere. Her er
hele personalet samlet til fotografering. Foto: Christian
Pedersen.
Hillerød får jernbane og bliver en driftig by
Indvielsen af jernbanen i 1864 satte for alvor skub
i udviklingen i Hillerød, og snart kom der nye virksomheder
til byen. Bl.a. grundlagde kaptajn Petersen
samme år Hillerød Savværk, og han havde ganske fornuftigt
lagt savværket tæt op ad banen, så der kunne
lægges et sidespor hen til savværkets oplagsplads.
Også andre virksomheder nedsatte sig i Hillerød,
f.eks. grundlagde A. F. Petersen en tobaksfabrik i
Slotsgade, og i 1876 flyttede Peder Nordsten produktionen
af landbrudsmaskiner fra Lynge til Hillerød.
Samme år startede Hillerød Vognfabrik produktionen
på Nordre Banevej.
De eksisterende virksomheder lå heller ikke på
den lade side. Brændevinsbrænderierne, der stadig

10
var et af Hillerøds hovederhverv, gik over til en ny
destillationsteknik, der forøgede produktionen af
brændevin ganske væsentligt. Andre erhvervsmænd,
som f.eks. tekstilfabrikant Orlow Andersen og farver
K. Thygesen, moderniserede og udvidede deres virksomheder.
Alt sammen tiltag, der skaffede Hillerød
nye arbejdspladser.
Kommunalt selvstyre
Efter flere år med statsligt ledet kommunalt ”selvstyre”
fik de danske købstæder i 1868 det længe ventede
grundlovssikrede selvstyre. I første omgang betød det,
at købstadens borgere skulle vælge et borgerrepræsentantskab
til erstatning for det gamle byråd.
Efter valget fik borgerrepræsentantskabet overdraget
det fulde ansvar for, at kommunen fungerede
tilfredsstillende, og borgernes velfærd blev sikret. Det
vil sige, at kommunen nu selv, uden indblanding fra
staten, kunne foretage skatteligning og opkræve skatter.
Samtidig blev kommunen økonomisk eneansvarlig
for forsyningsvirksomheder, anlægsvæsen, vedligeholdelse
af gader og veje, skolevæsen og socialvæsen.
I første omgang kom borgerrepræsentationen
ofte til at bestå af medlemmerne fra de gamle byråd,
og samtidig blev de tidligere byfogeder, ved kongelig
beskikkelse, udnævnt til formænd for byrådene, dvs.
borgmestre.
I Hillerød kom byrådet til at bestå af tidligere
byfoged Hans Rudolph von Scholten som borgmester
og de øvrige medlemmer var bl.a. købmand Carl M.
Møller, vejinspektør N. P. Mørch, farver K. Thygesen,
prokurator Langkilde og tekstilfabrikant Orlow
Andersen.
Kommunalt eller privat gasværk
Byrådet havde i flere år, med købmand C. L. Møller
som den ivrigste fortaler, diskuteret, om det ikke var
på tide, at Hillerød fik et gasværk. Helsingør havde
allerede fået sit gasværk nogle år tidligere til stor gavn
for byen og dens borgere. Men da byrådet i Helsingør
forudså, at indenrigsministeriet, der skulle give den
NoMus
endelige tilladelse, ville sige nej til et kommunalt
ejet gasværk, valgte man at overlade anlæg og drift af
gasværket til det private aktieselskab ”Det Danske
Gasværk Compagni”.
Indenrigsministeriets forbehold skal næppe tolkes
som statslig modvilje mod fornyelse og udvikling.
Men Danmarks økonomi led stadig efter omkostningerne
ved krigene i 1848/50 og i 1864. Samtidig var
eksportindtægterne stærkt formindsket ved tabet af
hertugdømmerne Slesvig og Holsten, der var storleverandører
af korn og kvæg til dansk landbrugseksport.
Staten var derfor tilbageholdne med at tillade anlæg i
byerne, der kunne forpligtige den offentlige økonomi.
Pengene skulle i stedet bruges til udvikling af infrastrukturen
- jernbaner, veje og havne.
Gasværket planlægges
Da Hillerød også forventede et nej fra Indenrigsministeriet,
valgte man at udskyde beslutningen indtil
marts 1868, hvor det kommunale selvstyre trådte i
kraft. Så den 20. marts offentliggjorde borgerrepræsentationens
formand, købmand Carl M. Møller et allerede
udarbejdet forslag om at opføre et kommunalt
ejet gasværk. Forslaget var vedtaget i borgerrepræsentationen
med alle stemmer mod en.
Umiddelbart efter afstemningen blev det besluttet
at nedsætte et gasværksudvalg, der skulle føre det
overordnede tilsyn med opførelse af værket og den
senere drift, og udvalget fik officielt navnet ”Hillerød
Gascommitee”. I daglig tale blev det aldrig omtalt som
andet end gasværksudvalget.
Det kom til at bestå af alle de byrådsmedlemmer,
der havde stemt ja, og som formand valgte man købmand
Møller.
Gasværket bliver en realitet
Købmand Møller havde allerede i 1866, efter aftale
med det tidligere byråd alias den nye borgerrepræsentation,
kontaktet civilingeniør Thorning og forelagt
ham planerne. Thorning, der gennem årene havde tilegnet
sig en stor erfaring med opførelse og drift af gas-

NoMus 11
Fig. 2. I begyndelsen af 1900-tallet blev gasværket udvidet
af flere omgange for at dække efterspørgslen af husholdningsgas.
I 1907 blev der opført en ny gasbeholder,
der kunne rumme 3000 kubikmeter. Ukendt fotograf.
værker, påtog sig opgaven. Samtidig havde det gamle
byråd også fundet en passende grund til gasværket bag
Slotsgade og lavet en aftale med stationsforstander
Johan Schotmann vedrørende transport og oplagring
af kul.
Thorning arbejde videre med projektet og havde
en plan færdig til godkendelse i gasværksudvalget få
dage efter den officielle henvendelse. Og da udvalgets
godkendelse nu var en formsag, fik Thorning straks
grønt lys til at sætte arbejdet i gang.
I projektet havde Thorning garanteret, at anlægssummen
ikke ville overstige 22.000 rigsdaler (ca.
44.000 kr.) samt, at gasværket kunne sættes i drift i
løbet af samme efterår.
Der ansættes personale
Samtidig med at byggeriet blev påbegyndt, søgte
gasværksudvalget efter personale i Frederiksborg
Amtstidende. I annoncen stod:” Ved Hillerød Gasværk
vil blive at ansætte en Værkmester eller Bestyrer. Dennes
lønning vil formodentlig blive ca. 300 Rigsdaler årligt
foruden fri Bolig, Brændsel og Lys. Andragende om
denne post vil være at indgive til Gasværkscomiteen inden
8 Dage”.
Stillingen blev besat af Vilhelm Hildebrand, og da
gasværket var bygget færdigt, og produktionen kørte
tilfredsstillende, overlod civilingeniør Thorning den
daglige ledelse til Hildebrand.
Ud over Hildebrand var der fastansat to arbejdsmænd,
og i vinterhalvåret, hvor gasværket kørte på
højeste produktivitet, blev der antaget yderligt et par
arbejdere.
Gadelys
Thorning holdt som lovet tidsfristen og anlægsudgifterne
blev holdt inden for de budgetterede
22.000 rigsdaler, penge som kommunen havde lånt i
Frederiksborg Amts Spare- og Laanekasse. Gasværket
var nu klar til at sende gas ud i nettet til forbrugerne.
Indtil Hillerød fik sit gasværk, blev gaderne oplyst
af tranlamper, der stod på træpæle rundt om på gaderne.
Tranlamperne gav kun en dårlig gadebelysning,
og de stank fælt, når de var tændte. Det gav anledning
til en konstant strøm af klager til kommunen,
og det var endnu et incitament til, at Hillerød fik
et gasværk. Da gasværket var sat i drift, kom der lys
Fig. 3. Gasværket fotograferet fra Frederiksgade i 1955.
Foto: Lokalhistorisk arkiv, Hillerød.

12
i de 62 gadelygter, som kommunen havde opstillet,
fortrinsvis i Slotsgade, på Torvet og i Helsingørsgade.
Nu forventede kommunen, at klagerne om den dårlig
og stinkende gadebelysning stoppede. Men det gjorde
de ikke. Nu klagerne borgerne over, at der var for få
gadelygter, og at de lyste for svagt. Klagerne var måske
ikke helt uberettiget, da gadelygterne kun blev tændt i
vinterhalvåret.
I de følgende år blev gasnettet udvidet, og efterhånden
som udbygningen skred frem, opstillede
kommunen gadelygter i samtlige gader og førte
stikledninger hen til gadens ejendomme. Så i løbet af
få år var samtlige gader i Hillerød forsynet med gas.
Gasværkets største kunde var i flere år kommunen selv.
Man brugte gassen i de kommunale bygninger og til
gadebelysning.
Men i 1 0 fik Hillerød et elværk, der blev bygget
i samme område som gasværket, og i de efterfølgende
år blev gaslyset erstattet af ”det hvide lys”, som det nye
elektriske gadelys blev kaldt. Selv om gasværket mistede
leverancen af gas til gadebelysning, gik det ikke
ud over indtjeningen. De manglende indtægter blev
hentet ind ved det stigende salg af gas til Hillerøds
husholdninger.
Kogegas
Da gasværket i 1868 begyndte at sende gas ud
i ledningerne, havde 105 husstande allerede
fået indlagt gas. Mange husmødre, de mere
velhavende, valgte at udskifte komfuret i køkkenet
med gasapparater. Men da fruerne næppe
selv deltog i madlavningen, var det vel mest for
at vise omverdenen, at man tilhørte det bedre
borgerskab.
Ud over gas i køkkenet valgte mange husstande,
stadigvæk de mere velhavende, også at
bruge gassen til oplysning. Man blev fri for stearinlys
og petroleumslamper. Man tændte bare
for blusset.
NoMus
Der gik dog ikke længe før, at også menigmand
fandt ud af fordelene ved gas, og efterhånden som gasværket
udbyggede nettet, havde samtlige ejendomme i
Hillerød mulighed for at få indlagt gas.
Gasmotor
Dampmaskinen var absolut en af de afgørende faktorer
for den industrielle udvikling i 1800-tallet.
Men dampmaskinen var pladskrævende og dyr i både
anskaffelse og i drift, så den egnede sig ikke til mindre
industri- og håndværksvirksomheder.
Gasmotoren, der kom på markedet i 1840erne,
løste delvis problemet for disse virksomheder.
Gasmotorerne kunne leveres i forskellige størrelser
med forskellig ydeevne, så de passede til den enkelte
virksomhed.
Der findes ikke umiddelbart beretninger om
virksomheder i Hillerød, der brugte gasmotorer.
Men i gasværkets regnskaber var salget af ”motorgas”
opført som en selvstændig post. Det kan ikke udelukkes,
at Nordsten, ud over dampmaskine, også brugte
gasmotorer på nogle af fabrikkens mindre værksteder.
Imidlertid ved vi, at Nordsten senere fik indlagt gas til
lys på fabrikken. Arbejderne blev glade for den bedre
belysning, og det forøgede produktionen.
Fig. 4. Gasproduktionen stoppede i 1973, og nedrivningen af
gasværket blev påbegyndt umiddelbart efter. Foto: Lokalhistorisk
arkiv, Hillerød.

NoMus 13
Økonomien
Gasværksbestyrer Hildebrandt var sin løn værd. Da
det første regnskabsår var afsluttet, viste det sig, at
han havde skaffet Hillerød en god indtægtskilde.
Regnskabet viste et driftsoverskud på 20 rigsdaler, så
man både kunne betale renter og afdrage på gælden.
I de efterfølgende år lykkedes det også Hildebrand
at forøge gasproduktionen med 25 % uden nævneværdige
udgifter for kommunen. Det honorerede gasudvalget
med en lønforhøjelse på 100 rigsdaler om året.
Hildebrand trak sig tilbage i 1875, og han blev afløst
af Jens Pedersen.
Gasværket udvider og moderniserer
I 1875 kunne gasværket knapt producere gas nok til
den stigende efterspørgsel. I 1868 var der opsat 105
gasmålere, men i 1875 var tallet mere end fordoblet
samtidig med, at der var opsat gadelamper i stort
set alle Hillerøds gader. For at dække efterspørgslen
begyndte Jens Pedersen straks efter sin tiltrædelse at
modernisere og udvide gasværket.
Hillerøds ældste industrikvarter
De første årtier blev kullene til gasværket kørt fra
oplagspladsen ved banen ad Slotsgade og Gasværksvej
(nu Frederiksgade). Men i 18 5 begyndte man
at anlægge Frederiksværksbanen, og samtidig bekostede
kommunen et stikspor hen til gasværket.
Sammen med København – Hillerød banen og
Frederiksværksbanen blev jernbanerne hurtigt et vigtigt
omdrejningspunkt i den efterfølgende industrielle
udvikling i Hillerød. Efter gasværket, der var Hillerøds
første kommunale forsyningsværk, fulgte vandværket i
18 og elværket i 1 0 .
Men det var ikke kun kommunen, der byggede
i området bag Slotsgade. I slutningen af 1800-tallet
besluttede Peder Nordsten, at nu var tiden kommet til
en udvidelse af fabrikken, hvis produktionen fortsat
skulle følge med efterspørgslen. Peder Nordsten var
Fig. 5. ”Gasmønt H G” med
Hillerøds byvåben. Til mønten
knytter der sig den sjove
lille historie, at den, mens
denne artikel blev skrevet,
blev fundet på kældergulvet
i Frederiksgade 9, en af
Teknisk Forvaltnings gamle
bygninger.
en forudseende mand. Han havde allerede opkøbt
grundene bag fabrikken til udvidelsen. Under projekteringen
og anlæg af Frederiksværksbanen, blev der taget
hensyn til den kommende udvidelse af Nordstens
fabrik, der ville blive banens største kunde.
Senere kom Hviids Maskinfabrik og
Svineslagteriet til, og de skulle alle, lige som de kommunale
værker, bruge kul enten til fyring i dampmaskinerne
eller til metalstøbning. Og kullene blev
fragtet af banerne.
Gasværket lukker
Gasværket eksisterede i mere end hundrede år. Men
udviklingen overflødiggjorde efterhånden gasværket.
Der var ikke længere den samme efterspørgsel.
Elektriske komfurer erstattede gasapparaterne,
og oliefyr erstattede kakkelovne og koksfyr. Så
kommunen valgte at nedlægge gasværket i 1 73.
Gasværksgrunden blev senere afhændet og indgår nu
som en del af Slotsarkadernes udvidelse i 2006.
Kilder og litteratur
Baunegaard, Kirsten. (2006) Hillerød 1945 – 2006.
Jarlmark, Niels (200 ). By og byliv - en beretning om
Hillerød i årene op til Grundloven i 1848. NoMus 2.
Jarlmark, Niels (200 ). Johan Julius Vosbein. NoMus
3.
Lange, J. O. (1 32). Dansk Gasværks Historie.
Referater fra Frederiksborg Amtstidende (1868).