Udsagn til Forårsudstillingen 2012.pdf - Kunsthal Charlottenborg

Værket I’m (S)hot In Every Direction (2011) er en genlæsning af -og parafrase over Le
Corbusiers tabte mesterværk ’The Philips Pavilion’ (1958) d. 25 februar 2012, satter en live
performance scenen for ‘det der var’ og ‘det der skabes i nuet’: Opførelsen foregik via Skype,
hvor musik og billeder tilførte værket en flygtighed som en form for krydsning mellem real tid og
kunstnerisk tid. Der er tale om tidsmæssige forskydninger, som hele tiden omvendes,
genopfindes og samles i et både moderne og post-moderne udtryk. Glasset er derfor ikke en
model af den originale pavillon, men i stedet kun et udstik af den grundplan som Le Corbusier
kaldte ’maven’ for bygningen.
Fons Schiedon (DE, f. 1980)
Vindheksen er et ikonisk element i amerikanske westernfilm, hvor den oftest bruges til at
symbolisere trøstesløshed. Det er et billede, der hører til en kultur, som romantiserer den frie
eksistens, som i Bob Nolans sang Tumbling Tumbleweeds, hvorfra værket Nowhere to go (but
I’ll find just where the trail will wind) (2011) låner sin titel. I sangen lader en omvandrende
mand sit hjerte lede ham til et sted, hvor han måske kan komme til at høre til, hvilket minder om
den måde, vinden synes at give den viljeløse vindheks en retningssans.
Vindhekse gror i ødemarken og formerer sig - når de er udvokset - ved at rive sig løs fra deres
rødder og sprede deres sporer, mens vinder triller dem over store afstande. Der er et tragisk
element tilstede her. For at denne rejse kan tage sin begyndelse, skal planten først dø, og kun
dens frø overlever. Dens mission, der skal sikre artens fremtid, er egentlig en vandring efter
døden.
Til brug for denne installation blev der sendt en nylig død busk fra Utah til Tyskland, hvor den
blev låst inde i sin nuværende kasse. Her bliver den holdt i konstant kunstig bevægelse, så
man er sikker på, at den kan blive ved med at rulle magtesløst rundt i, hvad der kan synes, en
evighed.
Kari Steihaug (NO, f. 1962)
Værket Archive: The Unfinished Ones (2010) er en hyldest til ufuldendtheden, som er at finde
blandt levn og fragmenter, blandt livets tågede og uafklarede facetter. Det handler om poesien
i det ufuldkomne og om at rette opmærksomheden mod det, der er mislykket og forfejlet. Ingen
har lyst til at vise et ufærdigt strikketøj frem; det bliver ofte anbragt i en pose bagest i skabet.
Samtidigt er det forbundet med personligt engagement og bliver ofte gemt fra generation til
generation. Eftersom det aldrig blev til en ulden hat, en varm sok eller en barneluffe og dermed
ikke opfyldte den rolle i en eller andens liv, som det var tiltænkt, blev det til noget andet.
Strikketøjet blev bærer af, eller redskab for, tid og tanker, sorger og glæder, håb og drømme.
David Stjernholm (DK, f. 1986)
14