Udsagn til Forårsudstillingen 2012.pdf - Kunsthal Charlottenborg

Nedenfor finder du udsagn fra de deltagende kunstnere på Forårsudstillingen
2012
Diego Agulló (ES, f. 1980) & Dmitry Paranyushkin (RU, f. 1981)
The Humping Pact (2011) repræsenterer en overtagelsesakt af omgivelserne, fastfrosset i tid.
Det er en æstetisk meditation over menneskets trang til at fremture i det nytteløse og udtænke
det umulige. Vores elskovsakt er en hyldest til dysfunktionelle rum, der stadig udstråler kreativt
potentiale. Vi forsøger at opbygge et intimt og personligt forhold til rummet på den mest
effektive måde, ved at forblive loyale mod dets krav og trofaste i vores bestræbelser.
Besøg: www.humpingpact.com
Sofie Alsbo (DK, f. 1982)
I forbindelse med Sofie Alsbos videoværk Tribe Absurdia (2010) har hun bemærket, at dette
citat repræsenterer hendes værk.
Den smukkeste og dybeste følelse vi kan opleve, er fornemmelsen af det mystiske.
Den er kilden til al sand videnskab ~~ Albert Einstein (via YaHoWha)
Claus Bjerre (DK, f. 1972)
Visitors (2012) er en serie stole, hvor jeg arbejder med den interesse der er omkring
historiefortællingen, som ofte bliver knyttet til design i dag. Her synliggjort ved at jeg har ”slidt”
stolene så kraftigt, at de fremstår på samme måde som et stykke drivtømmer på en strandkant.
De fremstår både som en serie der forsvinder mere og mere, og som historien om én stols
forløb, fra at være næsten hel til næsten at være forsvundet. Stolene undersøger også hvornår
et stykke design fremstår med patina og hvornår det bare er helt almindelig slidt.
Tom Bogaert (BE/JO, f. 1966)
Tom Bogaerts værk Jordan Cucumber (2010-2012) er akrylmaling på friske agurker, værket er
baseret på den tanke, at der er nogle, der argumenterer for, at der ikke er nogen grund til at
evakuere bosættelserne på Vestbredden og slet ikke nogen grund til at oprette en stat for
palæstinenserne i de besatte områder, eftersom der allerede eksisterer en palæstinensisk stat i
nabolandet Jordan. Det forslag, der går ud på, at palæstinenserne fra Vestbredden simpelthen
skal tage til Jordan for at få løst alle deres problemer, kaldes ’Jordan-løsningen’. Arabiske
ledere kalder det for ’Jordan-agurken’, fordi det arabiske ord ’khiyar’ både kan oversættes som
’løsning’ og ’agurk’. Den rådne agurk afspejler ’Jordan-løsningens’ status som politisk
mulighed.
1

Mikkel Damsbo (DK, f. 1979) & Gitte Broeng (DK, f. 1973)
Den lille tegneserie Relocating Mother (2012) af Mikkel Damsbo og Gitte Broeng er oprindelig
lavet til tryk. På Forårsudstillingen vises de 7 originaltegninger. Damsbo er arkitekt og
tegneserietegner, Broeng digter. De er begge optaget af forholdet mellem arkitektur og
menneskelig erfaring. I tegneseriegenren arrangeres indbyrdes forbundne ‘rum’ i sekvenser,
der skaber en narration – næsten som en 2-dimensionel bygning. ‘Relocating Mother’ fortæller
om forandringer i livet og fantasien. Som en følge heraf bliver arkitektoniske rum, tanker og
erindring flettet ind i hinanden.
Ann Iren Buan (NO, f. 1984)
Værket Whatever I do, All Remains the Same (2011) er et igangværende projekt, der består af
en række skulpturer og tegninger. Udgangspunktet er tegninger i stor skala, i størrelser op til
10 x 1,5 meter. Papiret mættes med utallige lag pastelfarve i en meget fysisk, monoton og
tidsrøvende proces. Dernæst bliver tegninger brutalt formgivet. Det forhåndenværende værk
består af adskillige lag papir fra tidligere skulpturer. Hver gang papiret bliver udstillet, bliver det
mere slidt og laset for til sidst at opløses.
I sit værk fokuserer Buan på følelser af sårbarhed og ubehag, understreget af udtryksfuldheden
i hendes behandling af sine yndlingsmaterialer.
Ben Carey (AU, f. 1987)
Ben Carey har skrevet dette udsagn om sine værker zero david (2011) zero jo (2011) zero
josh (2011) zero karly (2011).
At finde nulpunktet er at afsøge den historiske subjektifikations dybder og grave det, der stadig
en genstand, frem og befri den fra dens middelbare vedhæng og begrebsindhold. Hverken
fortid eller nutid er ansvarlig for et sådant øjebliks visdom. Tæt på at skulle modtage en
skadelig arv længes generationen i opstigende linje, som lider under historien, efter at blive
befriet fra sin verden præget af Kapitalfastsættelse. Vores umiddelbare kunst, vores rå kunst,
begynder således: alt vil blive dekontekstualiseret med det samme, fuldstændigt og i
offentlighed, til nulpunktet og derudover - helt ind i para-kapitalområder.
Christina Schou Christensen (DK, f.1973)
I mit værk Viskositet (2011) har jeg udviklet en viskos glasur – altså en meget sejtflydende
glasur – jeg undersøger hvordan glasur kan bruges som en formgivende masse og keramisk
udtryk. Eksperimenterne viser hvor langt glasuren kan strækkes, hvordan den formes og hvor
meget den kan bære udsmeltningen af glasuren sker i ovnen under høje temperaturer – og er
dermed uden for min kontrol.
2

Julie Clifforth (DK, f. 1984)
Min motivation for dette videoværk A3 (2011) er en forsat fascination af lys og skygger.
Dokumenteringen i videoen bygger på den lysmæssige funktionen af maskiner, i dette tilfælde
en kopimaskine og scanner.
Maria Dabow (DE, f. 1983)
Værket Þoka (2011) er en sort/hvid super-8 film, der, undersøger samspillet mellem
tilstedeværen og forsvinden samt skiftet fra det genkendelige til det, som tilsyneladende virker
uklart og tvetydigt for øjet.
Filmoptagelsernes besynderlige, maleriske defekthed reflekteres også i værkets lyd: Det er
som om filmkornene får det til at knitre. En lav brummende støj skaber en truende
fornemmelse, imens sangen fra en havfrue forstyrrer billedet og danner en verden i verden der
overskrider det utvetydige og skaber en atmosfære af uhygge i fraværet af narration.
Øystein Dahlstrøm (NO, f. 1976)
Mine projekter bunder ofte i erfaringer hentet fra det arkitektoniske rum og fra materialet, såvel
som fra en genstands metaforiske beskaffenhed. Relic (2011) er en del af et større projekt,
hvor jeg forsøger at udforske det fotografiske medie og en tings skulpturelle potentiale og
egenskaber. Jeg er interesseret i tingen som meningsbærer eller symbol på vores kultur og
civilisation, erfaringer og eksistentielle associationer. Ved hjælp af fotografi og
computermanipulering rekonstruerer jeg tingenes eksistens ved at skabe en spænding mellem
virkelighed og fantasi, figuration og abstraktion.
Gair Dunlop (GB, f. 1960)
Dounreay Atomic Research Establishment på nordkysten af Caithness i Skotland er et stort,
diffust monument over solidt byggeri, forfejlet optimisme og tilsvarende ingeniørkunst.
Uhåndgribelige alkymistiske processer og en grundliggende følelse af romantisk videnskab er
indfanget som rav på arkivfilm og i dets kolossale strukturer. De sidste to års mulighed for
adgang til anlægget og til UKAEA Arkivet i Harwell har betydet, at Gair Dunlop har kunnet
udforske drømmen om og konsekvenserne af højtflyvende videnskab i en fjern kommune.
Filmen Atom Town: life after technology (2011) undersøger de forskellige stadier af
processen, fra opdagelse, konstruktion og videnskabelige fremskridt til hensygnende
optimisme. Arkivmateriale fra TV-udsendelser, undervisningsfilm og videoer og fra
amatørfilmmagere sammenlignes med nye HD videooptagelser.
Besøg: www.atomtown.org.uk
3

Gerhard Eckel (AT, f. 1962)
Kunstværket Random Access Lattice (2011) er en lydskulptur, der kan udforskes med en
højtaler, som man bevæger omkring inden i en 2x2x2 m kube. Kuben er fyldt med 4 timers
digte på 44 forskellige sprog. Optagelserne er arrangeret i et tredimensionalt net, et
gitterværk. Der er et lydspor for hver ottende cm langs hver af nettets akser. En streng på 2 m
indeholder 7 sekunders lyd. Markørerne, som er sluttet til højtaleren, følges af 8 kameraer, som
registrerer dens position med millimeterpræcision. Dette arrangement forvandler éns krop til et
sanseredskab, der udforsker de indspillede stemmer ned til mindste detalje ved at trænge ind i
deres lydvæv.
Guðrún Einersdóttir (IS, f. 1957)
Værket Materia Landscape (2011) udgør en del af Det Materielle Landskabsprojekt - et
eksperiment med varierende olietyper og oliemængder, der sigter mod at udvikle forskellige
resultater i tørringsperioden (som varer 12-14 måneder) og dermed et nyt landskab.
Pernille Feilberg (DK, f. 1974)
Jeg har en fascination af silke. Den undselige silkelarve, der tålmodigt spinder kilometerlange
tråde til sin puppe og transformerer sig til et vægtløst væsen. Silkesommerfuglens livscyklus er
en lang sammenhængende kæde af forandringer, som jeg i projektet Cocoon (2010-2011) har
skildret gennem forskellige stadier. Udstillingsprojektet består af 8 sammenstrikkede modeller,
der svæver i en cirkel.
Teknikker og materialesammensætninger ændres med flydende overgange fra model til model.
Projektet er enkelt og grafisk i sort-hvid og er strikket op i en blanding af rå, ubehandlede
silketråde og fint forarbejdede silkegarner fra Japan og Indien. Jeg arbejder ud fra tanken om,
at materialet i sig selv er et smykke, en dekoration, men samtidig også en brugsgenstand, som
er formet så den passer til kroppen. Materialerne og strikteknikkerne skaber værket uden
kunstige tiltag som tilskæring, broderi eller tilsætning af andre stoffer og materialer. I mit
arbejde med dette udstillingsprojekt har jeg lagt vægt på at udfordre de formgivningsmæssige
muligheder og bevare fordybelsen og den legende tilgang til designprocessen.
David Gates (GB, f. 1979)
Nedenfor har David Getes skrevet udsagnet til de tre værker Tree (2011) Cheetah (2011)
Zebra (2011).
Billedet kæmper for at holde sig på overfladen. Denne overflade, der består af præstationer,
stolthed, fejltagelser, et skin af konstruerede ideer kan undersøges med friske øjne igen og
igen. Forladt af virkeligheden og adskilt fra den trænger de undersøgende ned i historiens
4

dybe mørke og erindringens subjektivitet med et løst greb om det følelsesmæssige og det
ukvantificerbare. De leger med historiens upålidelighed og kunst.
Marcie Miller Gross (US f. 1958)
I et af mine seneste værker Working Parts (Wedges, Blocks and Slabs) (2011) er jeg
fascineret af det rumlige samspil mellem elementær og abstrakt form. Gennem kumulative
byggemetoder med brugsmaterialer, først og fremmest industrielt filt, undersøger jeg det
visuelle, umiddelbare forhold mellem masse og tomrum, materialitet og tyngde og disse små
faste legemers opslugende stilhed. Styret af natursystemer og geometri har disse genstande
deres rod i Froebels ’gaver’, i dyre- og mineralriget, med mangfoldige associationer, der
spænder fra delelementer og deres arrangering, arkitektoniske fragmenter, stenmarkører, kiler
og plader.
Gennem en særlig bevægelse af folden udforsker værket Hung (2010) en bøjelig plades
umiddelbare fremtræden, med hensyn til materialitet og tyngde, alt i mens det drager én ind i
sin opslugende stilhed. Jeg er fascineret af evnen til at forvandle rummet med dets mørke,
tyngde, masse og varme. Min interesse i dets iboende, udtryksfulde kropslighed og upræcise
men alligevel destillerede form finder sine paralleller i kunstneriske fortilfælde som f.eks.
minimalisme og den japanske kunstretning Mono-ha.
Ásdís Sif Gunnarsdóttir (IS, f. 1976)
Ásdís Sif Gunnarsdóttir er videokunstner, performancekunstner og poet. I relation til hendes
performance ved Forårsudstillingen har hun reflekteret over sit værk og skrevet udsagnet
nedenfor.
”Opførelse af poesi med tilknyttede musikalske toner og et beat der optræder i fem minutter
eller mindre, nogle ord og farven blå er fremtrædende. Jeg er ikke sikker på om det er min
stemme eller en dyb mandestemme. Hvorfor er farven blå? En hvid paryk? Det må være på
grund af den måde jeg har det i denne måned…”
Jonas Del Pin Hamilton (DK, f. 1985)
MOVEMENT NEVER STOPS: Jonas Del Pin Hamilton har I forbindelse med sit fotoværk Slide
in all directions #1 (submerging) (2011) og fotoværket Slide in all directions #2 (submerging)
(2011), bl.a. fundet inspiration i en passage fra Erlend Loes Fakta om Finland, og har også har
fået kunstneren Lars Troels Møller til at knytte nogle poetiske ord til hans værker.
Jeg driver i alle retninger
mod et fællesskab af destinationer
i uvisheden hvor det hele sker!
Ustandseligt, forandrende
Lars Troels Møller
5

Jeg drømmer om vand igen. Drømmer at vandet er på mig og i mig og omkring mig, og at det
flyder og strømmer og drypper, og jeg har hørt at det at drømme om vand betyder forandring
og hver gang jeg drømmer om vand tænker jeg: for satan, forandring nu igen. Holder det aldrig
op!
Fakta om Findland, Erlend Loe
Kevin Hviid (f. 1978, DK)
Værket Rum i bevægelse (2011-2012) er beskrevet ud fra disse observationer.
Tese (Kevin Hviid)
#1 Køkkenet/ spisesalen
Tungt trykket, nedenunder, gab, detalje, skala, fordeling, organisering, blanding
TESE: Varme, dufte, forberedelse, damp, nydelse, krydderi,
Duften spredes i de store rum, der forberedes til nydelse. Alle samles. Samlende rytmer.
Indtagelse. Luften er fyldt.
Skala: 1:50
#2 Dansesalen
Tvistet, forskel, dynamik, vridning, krop, nærvær
TESE: Luften omslutter, indikerer vibrationer. Man udspændes mellem rum, fra små til store.
Luften er tung.
Takter løfter, fladerne glider og overlapper. Rum danner lyd og lyden skaber rum. Balance.
Skala: 1:50
#3 Vagttårnet / fyrtårnet / giraffen
Højde, kobling, led, knæ, størrelse
Forankret, opadgående
TESE: Man går op, og op og op. Stiger. Ser langt. Man ledes langs fladerne. Opdager
retninger, som skaber genveje. Havgus. Lettere luftlag.
Skala: 1:50
Anne Haaning (DK, f. 1977)
Værket Bars, Lines and Measures (2012) konfronterer den gennemtrængende og ofte
sløvende ‘støj’ fra vor tids kultur. Det søger ikke at nægte verden flere billeder. Det bestræber
sig i stedet på at skabe bevægelige billeder, der antager de fysiske genstandes egenskaber
ved f.eks. at udnytte de særlige forhold, der gælder for sted, tid, størrelsesforhold og materiale.
Skabt med det formål at få beskueren i tale bliver det immaterielle gjort følbart og slår bro
mellem virkelighed og fantasi.
6

Jan Ijäs (FI, f. 1975)
Værket Sweet Mov(i)e (2011) er genbrugte videooptagelser fra nettet af mennesker, der
bevæger sig alene foran kameraet. Bevægelserne antyder ikke samleje, men simulerer det.
Værket Two Islands (2012) består af film om to enorme lossepladser i NYC, den første er en
nu lukket almindelig losseplads, som på et vist tidspunkt var den største i verden; den anden er
en kirkegård af ukendt indhold, stadig i brug. Two Islands filmen spørger ligeud: hvad fortæller
eksistensen af disse to mægtige bjerge af økonomisk og socialt skrald og forkastet overflod
om vores civilisation og om den ’rigeste nation i verden’, og hvilken slags arv vil arkæologerne
se i dem, når de om nogle århundreder studerer dem?
Björn Oskar Jönsson (SE/DK, f. 1986)
Midlertidig marmor (2011) er en skulptur lavet fra sammenpresset brugt emballageplastic fra
et shoppingcenter. Det bliver holdt sammen af båndstrammere og er skåret over på to sider for
at vise det marmor-lignende snit. Marmor, et klassisk tempelmateriale, der her opstår ud af
skradet fra shoppingcentret.
Kalle Jørgensen (DK, f.1976) & Kristine Sundahl (DK, f. 1977)
Værket Gitterværk (2011) er en arkitektonisk installation, der består af sammensatte
træelementer der danner fleksible gitterskærme. I kraft af de enkelte elementers udformning,
kan gitteret både fremstå tæt og massivt nogle steder, samtidig med det kan synes luftigt og
transparent andre steder. Gitteret er opbygget af elementer, der som perler er trukket på
metaltråd. Mellem elementerne sidder der kugleled således at elementerne kan bevæges i
forhold til hinanden. Elementerne er i en skala lig kroppens lemmer. Intentionen med værket er
at skabe en fleksibel rumlighed, der arbejder med lysets foranderlighed og positive og negative
rumligheder der kan udvikle vores fornemmelse af rum.
Barbara Knezevic (IE, f. 1977)
Denne kube med titlen More than the sum of our parts (2011) genkalder minimalistisk skulptur.
Den består af 9.000 sorte Crayola farvestifter, smeltet og støbt i en kubeform. Den henviser
umiddelbart til kunstpraksisser, som er selvrefererentielle, som kun drejer sig om sig selv; og
samtidigt handler den om arbejde, produktion og peger mod handlinger, der har at gøre med
tegn og tegninger.
Værket er sammensat af elementer, der har undergået en forvandlingsakt, en indbyrdes
tilnærmelse af materialer og betydninger, hvor genstandene bliver til noget andet end sig selv.
Den bredere undersøgelse i værket beskæftiger sig med måden genstandene fungerer på og
med det menneskelige forhold til dem, som kunstgenstanden kendetegner.
7

Skulpturen Self-supporting object (2011) består af 60 fyrretræskosteskafter som er drejet i
hver ende, så der fremkommer to spidser, der virker dødbringende. Kosteskafterne er bundet
sammen af pallegummibånd, den slags der anvendes på fabrikker til at pakke varer og kasser.
Sat sammen på denne måde og holdt i balance på deres fine tilspidsede ender kan
kosteskafterne stå frit.
De små indgreb, der er lavet i disse materialer, har gjort dem næsten uigenkendelige. Dette
værk beskæftiger sig med en kunstgenstands potentiale for forvandling.
Inge Koenen (NL, f. 1965)
I forbindelse med sit fotografi Hero (2010) har Inge Koenen skrevet nogle overvejelser om sit
værk.
Et sårbart væsen, forhistorisk af udseende, med kejtede forben, ude af stand til at flyve.
Men intelligent, optimistisk og overmodigt.
Han forsøgte at flyve men faldt død til jorden. Nu ligger han som et visnet insekt på
vindueskarmen.
I virkeligheden var denne helt den svageste af kuldet. De andre vippede ham ud af reden. Og
han faldt. Død.
Taber eller helt. Det er alt sammen et spørgsmål om perspektiv...
Daisuke Kosugi (JP/NO, f. 1984)
Installationen Attention (stairs)(2012) består af små maskiner som slår på forskellige dele af
rummet. Lyden varierer afhængigt af de forskellige materialer, deres placering og resonans, og
afgøres til sidst af kombinationen mellem rummet og hvor modtageren står. Slagfrekvensen er
programmeret som en tilfældighed i et interval.
Hovedfokus i dette værk er: Auditiv opmærksomhed, cocktailparty-effekten, perception af
rummet gennem resonans, genkendelse og projektion af forskellige materialer gennem lyd og
modstridende visuel information.
Karen Lise Krabbe (DK, f. 1955)
Hvad foretager de døde ting sig, når vi vender ryggen til eller forlader et rum? Er de her stadig,
når vi sover?
Jeg fanges let af ‘det første indtryk’– og ønsker ofte at forlænge dette blanke øjeblik. Sekundet,
hvor man ikke ved, hvad man ser, ikke erkender, ikke genkender, men bare ser ’noget’…en
’væren’, der er der, fordi jeg ser den. Det første syn … denne illusion har en vis ret til at
eksistere, for en tid … og derpå, hvad så, er det så stadig en illusion, eller fortjener den et
navn?
8

Disse tanker følger og forfølger mig, de er grundstenen i mit arbejde.
Jeg bedriver en slags uorganiseret grundforskning inden for gruppen silikater, som glas for en
stor del består af. I værket Materialernes Mummel (2011) opstår kaos og et tredje materiale,
en slags supernatur.
Jeg udforsker disse nye (til tider ældgamle, for jeg er ikke altid den første) kompositmaterialers
æstetiske og fysiske potentiale. I denne proces, hvor nysgerrighed over for materialet
frembringer værket, kickstarter det nye materiale en lykkelig stund og får mig til at glemme,
hvad jeg har lært – og heraf vokser de nye superarter. Resultatet er ofte uventet og føles som
en gave.
Besøg:
www.youtube.com/watch?v=20zstdeRth8
www.youtube.com/watch?v=YTShNsCkZ0A
Gilles T. Lacombe (FR, f. 1949)
Gilles T. Lacombe har med sin skulptur Défense de touches (2010) skabt et monument for
elefanterne. Lacombes gigantiske ’svævende’ skulptur er på én og samme tid, et skrøbeligt og
kraftfuldt værk, der dækker over erindring, sorg, natur og kultur. Skulpturen er konstrueret som
modellen på et skib, hvor træ-skelettet danner formen på en kæmpe elefantstødtand. Formen
er en tredobbelt størrelse af en faktisk elefanttand, der er at finde på Muséum d’Histoire
Naturelle i Paris. Det utraditionelle ved dette æstetiske værk, er selve den belægning der
omslutter skelettet – Lacombe har indsamlet over 4000 stykker tangenter fra kasserede
klaverer, herefter har han brugt elfenbensbeklædningen fra tangenterne til at dekorere
skulpturens skelet. Hvis man går tæt på skulpturen vil man opdage, at elfenbensbeklædningen
har forskellige nuancer af hvid - dette kan fortælle os hvilket geografisk sted elfenbenet
kommer fra, og det skildrer den uhyggelige historie om elefantens truede tilværelse.
Værket repræsenter ikke blot de mange elefanter, der gennem historien har måttet lade livet for
deres stødtænder, men også de mange kasserede klaverer der har haft deres eget liv i diverse
hjem, koncertsale, cafeer og værtshuse, hvor elfenbensbeklædningen har fået farve af tidens
tand.
Kristina Lindberg (SE, f. 1981)
Kristina Lindberg er skulptør og uddannet ved Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam samt
Konsthögskolan Valand i Göteborg hvor hun tog sin mastereksamen i kunst 2011. Lindbergs
praksis tager ofte et konceptuelt udgangspunkt i moderne skulpturhistorie, hvor både dens
konventioner og begrænsninger udforskes som blandt andet ses i værket Omen (2012).
Jeg er interesseret i at finde ét punkt i en historie, hvor den grundlæggende form eller materiale
præsenterer sig for eksempel tilstedeværelsen af en cirkels bevægelse og mønster i rørelse i
historien og naturen eller at belyse parallelle aspekter mellem processen af tilblivelsen af et
objekts form og Jegets / identitetens opbygning.
9

Nkule Mabaso (ZA, f. 1988)
Billeder af race og image er blevet en moderne besættelse, og selv de mest overfladiske dele
af menneskekroppen er udsat for intens bearbejdning og genstand for bekymring.
Fokuseringen på fysisk og seksuel tiltrækning er et nyttigt udgangspunkt for en undersøgelse
af kvindelighedens opståen og de talrige muligheder, den åbner, for en omformulering af
kvindeidentiter via styling-procedurer.
I mit værk Red Hot Lips (2011) og Sta-Soft-Fro “Conspicuous Individualism” (2011)
udforsker jeg den moderne sorte kvindes identitet, der bryder med strukturer og hierarkiske
værdier, der stammer fra kolonitidens racisme, og sætter spørgsmålstegn ved konstruktionen
af ‘skønhed’, som den udtrykkes i politikken omkring hår. Hår anvendes som et polyvalent,
stærkt symbolsk materiale, der optræder som en metafor for mere generelle
samfundsspørgsmål. Den fysiske og materielle anvendelse af hår i mine værker er en måde at
afprøve grænserne for traditionel kunst.
Dorte Marcussen (DK, f. 1955)
DR’s koncerthus blev indviet d. 17. januar 2009. Arkitekten er Jean Nouvel. Koncertsalen er
koncerthusets største rum Orkesteret med 92 musikere er opstillet som ved koncerten
Piazzolla - Latin Nights, der blev opført 27. maj 2010. Der er fuldt hus. Alle de 1797 pladser er
besat, også kongelogen og de 16 pladser til rullestole. Publikum har taget fint tøj på, men
ingen kvinde vil opleve at møde en anden med samme kjole som hende selv.
Kongens Nytorv blev grundlagt i 1670 af Christian d. 5 Kongen bestemte, at torvet skulle
bebygges med fornemme hus det første var Gyldenløves Palæ - i dag Charlottenborg. I 1688
indviedes haveanlægget i barokstil. Midt i haveanlægget står rytterstatuen af Christian 5 udført
af den franske billedhugger Abraham César Lamoureux. De 80 træer i Krinsen er lindetræer
plantet i 2001. Torvet fik sin harlekinsbelægning ved renoveringen af torvet i 2004-2005.
Gemma Mamelade (GB, f. 1979)
Gemma Mamelade har i forbindelse med sit værk Strange Birds (2011) bemærket, at et hold
førende parapsykologer under et forsøg med ekstrasensorisk perception hos dyr i 1957
opdagede, at duer var i stand til at bestemme menneskers køn ud fra visuel observation.
Anders Scrmn Meisner (DK, f. 1981)
Værket Stuffed and Exhibited (2011) er 18 collager bestående hovedsagligt af kunstnerens
egne tegninger og udklip fra historie og natur bøger fra 1950'erne. Værkernes tematiske
omdrejningspunkter er kolonisering og slavehandel både fra et historisk og nutidigt perspektiv
samt menneskets behandling af naturen. Et eksempel er kunstnerens selvopfundne terminologi
10

"Future Indians". Et begreb som dækker over grupper af både mennesker og deres kultur hvis
eksistens grundlag er truet af virksomheder, forurening og teknologiske fremskridt. I mellem de
historiske aspekter har kunstneren samtidig implementeret personlige udtryk, små digte og
referencer til individer der befinder sig i midt i alt dette.
Elin Melberg (NO, f. 1976)
Under skabelsen af værket I wish I wish I wish in vain (2011) ønskede jeg at fordybe mig i den
kontrollerede brug ad detaljen.
I wish I wish I wish in vain udforsker behovet for kontrol. Jeg ønsker at kontrollere livet ved
pertentligt at indsætte skinnende billeder og spejle i et forsøg på at skabe en verden, der er så
helt igennem smuk og naiv, at den næsten får én til at føle sig tryg.
Kunstværket, et boksrum, er helt dækket af tusindvis af perler, blanke fotografier og
spejlmosaikstykker. Jeg skaber min personlige tolkning af spændingsfeltet mellem kontrol og
ikke-kontrol, og af hvor sårbar denne balance kan være, samtidigt med at jeg lader beskueren
få del i oplevelsen af denne tolkning. Gulv og loft er smykket med over tres tusind
spejlmosaikstykker, og det skaber en dybde, en druknende og uendelig følelse blandt
detaljerne og de roterende lysreflekser i rummet.
Carina Sveistrup Mikkelsen (DK, f. 1985)
I vores samfund kasseres mange funktionsdygtige produkter. Vi forholder os ofte til et produkts
ydre og bestemmer os måske for, at udseendet ikke længere lever op til vores æstetiske
standarder. Vi erstatter derfor denne genstand med en ny og mere moderne model. Vi
glemmer at undersøge, hvad der gemmer sig hinsides produktets skal og får desværre ikke
muligheden for at opleve, hvilken skønhed og magi der kan gemme sig under overfladen.
Termokanden er et klassisk eksempel på et masseproduceret dagligdags produkt. Vi kender
alle termokanden og har derfor også bestemte værdier knyttet til denne. Jeg har set bort fra
dette kendskab, ændret de hertil knyttede værdier og afslører hermed termokandens indre i
min installation Termokanden (2011).
Termokanderne er hentet på lossepladsen.
Salla Myllylä (FI, f. 1961)
Salla Myllyläs værk Fadeout (2012) er en animeret HD-video, der afspilles bagfra; billederne
giver beskueren mulighed for at forestille sig udtoningsprocessen.
Solen har bleget gamle køkkengardiner i et sommerhusvindue. I juli måned genoptegnede jeg
mønstret med farveblyanter.
11

Når man farvelægger, lærer man også mønstret at kende: ærter, kålrabi, porrer, æbler, tomater
og jordbær. Det smukkeste jævne lys begynder kl. 4 om eftermiddagen, når det direkte sollys
bevæger sig væk fra vinduet.
De næste tre timer er de bedste til farvelægning.
Sebastian Neubauer (DE, f. 1980)
The Metaphysical Possibility of Joy in the Mind of Someone Unhappy (2011), det består af en
plyshaj, der er konserveret i en glasmontre i en blanding af forskellige gasser (kvælstof, ilt,
argon og kultveilte). Det blev oprindeligt bestilt i 2011 af Kunstverein Hannover, som solgte et
Begrænset Oplag (et fotografi af installationen) i 2011 til mange kunstsamlere for en uoplyst
sum, som generelt formodes at have været på 200 €. Titlen på Don Thompsons bog, The €12
Million Stuffed Shark: The Curious Economics of Contemporary Art, tyder imidlertid på en
højere sum.
Olof Nimar (SE, f. 1985)
Værket består af en videodokumentation af en performance, en kort tekst i en ramme og en
grafitblyant, som er placeret oven på rammen (2011). I denne performance ses jeg i færd med
at tegne med grafitblyanten, en vældig cirkel på græsmarken. Men præcis som der står i
stykkets tekst, opstår der tvivl om cirklens form. Selvom der foreligger specifik viden om formen
og retningen, fortalte mine erfaringer fra cirklens udførelse mig noget andet. Viden og
erfaringer bliver sat op mod hinanden. Og i løbet af videoen vises der en tydelig horisont,
denne rette linje, som vi får at vide, er en cirkel.
John K. Raustein (NO, f. 1972)
Værket Herbarium 1998-2012 (2012) er en samling af forskellige blomster. Blomsterne er
møjsommeligt broderet og derefter beundret af kaffedrikkende og kagespisende mennesker
verden over. De er samlet ind gennem en tiårsperiode og til sidst bevaret og monteret. Disse
samlinger er uundværlige hjælpemidler ved studier af socialt liv i forskellige dele af verden.
Værket (UggaBugga)StilebenD37 1011 (2011) er iscenesatte øjebliksbilleder - ophøjelse af
hverdagsmaterialer der kan stå som arbejdstitel på mine sidste projekter. Jeg arbejder råt og
hensynsløst med enkle tekstile materialer. Jeg udforsker, hvordan jeg kan udnytte forskellige
materialers naturlig iboende egenskaber som lethed, tyngde og stivhed, og hvordan disse
opfører sig mod tiden. Ved hjælp af enkle greb og teknikker udnytter og presser jeg disse
egenskaber til der opstår nye dimensioner og uventede rum. Gentagelser giver volumen,
variationer giver energi og bevægelse. Jeg forenkler, forstørrer og repeterer i et tilsyneladende
tilfældigt udtryk, på denne måde fortæller jeg fortalte historier. Inspirationen til mit arbejde
finder jeg i naturen, kunsthistorien eller fra flygtige tilfældige hændelser i hverdagen. Jeg ønsker
at genskabe disse minder, oplevelser og give dem en ny iscenesættelse.
Tom Reynolds (GB, f. 1985)
12

Hybrid 2056; brickworks and laboratory (2011) er en snittegning hentet fra projektet "The
Mucking Brickworks and Night School of Architecture". Projektet stiller forslag om den
fremtidige udvikling af Thames Gateway-området i London, hvor teglværket leverer materiale
og laboratorium for udbygningen. Det bliver en labyrint i konstant forvandling, der eksisterer på
grænsen mellem ruin og konstruktion, udvundet af Londons ler og skjult i tomrummet skabt af
den selv samme by.
For yderligere information, se: www.tomreynolds.eu
Sean Rogg (GB, f. 1970)
I relation til Sean Roggs videoværk W, or the dream of childhood (2011), har han skrevet
disse ord: Tykt krøllet hår på en lille pige er spredt ud over græsset, en lille dreng ligger ved
siden af hende, de kigger ikke på hinanden. Pludselig høres ekkoet fra en voksen, i
baggrunden lyder en blid, forsigtig og øm stemme, som melodien fra en vuggevise. En
musikalsk vise i øret på barnet og charmen fra det franske sprog. Men hvem er stemmens
ejermand? Vi er ikke sikre: der opstår en uro mellem hvad vi hører og hvad vi ser: det
paradoksale ved stemmen, sprogets spil og fantasiens opblomstring.
Ida Rödén (SE, f. 1981)
Ida Rödén er en tværfaglig kunstner, der arbejder i skæringspunktet mellem det konceptuelle
fotografi, kreativ skrivning, skulptur og installation. Hendes kunstneriske praksis er et forsøg på
at forme og udviske grænserne mellem virkelighed og fiktion, historie og fantasi, sansning og
fysisk realitet.
A Reunion of Lost People (2011) er manipulerede dokumenter, der omhandler møder, der
aldrig har fundet sted i det virkelige liv. Hvert ansigt er en kombination af mellem tre og fem
individer hentet fra en database over personer, der er meldt savnet. Personerne på disse
fotografier er fiktive identiteter, tilstede og fraværende på en og samme tid. De har muligvis
mistet deres plads i det virkelige liv, men via disse dokumenter får de en smule liv tilbage.
Anna Samsøe (DK, f. 1987)
nooriginnowhere #4 (2011) er inspireret af et fænomen på YouTube hvor unge mænd, ofte
forklædt med et stykke klæde der skjuler deres ansigt, udlever en lyst til at danse eller vise
deres krop på mere eller mindre ukonventionel vis. YouTube skaber et forum hvor disse fyre
kan udtrykke sig og dele interesser uden at blive forfulgt af det omgivende samfund. Videoen
nooriginnowhere #4 er et bidrag og en hyldest til dette samfund.
Gro Sarauw (GB, f. 1979)
13

Værket I’m (S)hot In Every Direction (2011) er en genlæsning af -og parafrase over Le
Corbusiers tabte mesterværk ’The Philips Pavilion’ (1958) d. 25 februar 2012, satter en live
performance scenen for ‘det der var’ og ‘det der skabes i nuet’: Opførelsen foregik via Skype,
hvor musik og billeder tilførte værket en flygtighed som en form for krydsning mellem real tid og
kunstnerisk tid. Der er tale om tidsmæssige forskydninger, som hele tiden omvendes,
genopfindes og samles i et både moderne og post-moderne udtryk. Glasset er derfor ikke en
model af den originale pavillon, men i stedet kun et udstik af den grundplan som Le Corbusier
kaldte ’maven’ for bygningen.
Fons Schiedon (DE, f. 1980)
Vindheksen er et ikonisk element i amerikanske westernfilm, hvor den oftest bruges til at
symbolisere trøstesløshed. Det er et billede, der hører til en kultur, som romantiserer den frie
eksistens, som i Bob Nolans sang Tumbling Tumbleweeds, hvorfra værket Nowhere to go (but
I’ll find just where the trail will wind) (2011) låner sin titel. I sangen lader en omvandrende
mand sit hjerte lede ham til et sted, hvor han måske kan komme til at høre til, hvilket minder om
den måde, vinden synes at give den viljeløse vindheks en retningssans.
Vindhekse gror i ødemarken og formerer sig - når de er udvokset - ved at rive sig løs fra deres
rødder og sprede deres sporer, mens vinder triller dem over store afstande. Der er et tragisk
element tilstede her. For at denne rejse kan tage sin begyndelse, skal planten først dø, og kun
dens frø overlever. Dens mission, der skal sikre artens fremtid, er egentlig en vandring efter
døden.
Til brug for denne installation blev der sendt en nylig død busk fra Utah til Tyskland, hvor den
blev låst inde i sin nuværende kasse. Her bliver den holdt i konstant kunstig bevægelse, så
man er sikker på, at den kan blive ved med at rulle magtesløst rundt i, hvad der kan synes, en
evighed.
Kari Steihaug (NO, f. 1962)
Værket Archive: The Unfinished Ones (2010) er en hyldest til ufuldendtheden, som er at finde
blandt levn og fragmenter, blandt livets tågede og uafklarede facetter. Det handler om poesien
i det ufuldkomne og om at rette opmærksomheden mod det, der er mislykket og forfejlet. Ingen
har lyst til at vise et ufærdigt strikketøj frem; det bliver ofte anbragt i en pose bagest i skabet.
Samtidigt er det forbundet med personligt engagement og bliver ofte gemt fra generation til
generation. Eftersom det aldrig blev til en ulden hat, en varm sok eller en barneluffe og dermed
ikke opfyldte den rolle i en eller andens liv, som det var tiltænkt, blev det til noget andet.
Strikketøjet blev bærer af, eller redskab for, tid og tanker, sorger og glæder, håb og drømme.
David Stjernholm (DK, f. 1986)
14

I additionel farveteori, omhandlende lys, kan alle farver skabes ud fra et blandingsforhold af rød,
grøn samt blå. Dette stemmer overens med øjets farveinddelte tapceller, som er grundlaget for
vores syn og farveopfattelse. I værket B/W-RGB RAINBOW (2011) ses tre detaljeudsnit af en
regnbue, affotograferet i sort/hvid, med henholdsvis rødt, grønt og blåt filter. Ved brug af disse
filtre optræder den prioriterede farve lysere end normalt, og nye rumligheder afsløres i den
ellers velkendte farvepalet.
Absolut stilhed hører til bland de begreber som vi som mennesker kun er i stand til at bruge
teoretisk, men aldrig vil kommer til at sanse og opleve. Vores krop og tilstedeværelse er sig
selv alt for støjfremkaldende til at dette ville være muligt.
Værket ANECHOIC CHAMBER CUBE (2011) indeholder et ikke-tilgængeligt rum uden lyd,
indstøbt i beton.
Külli Suitso (DK, f.1974)
Nedenfor har Külli Suitso skrevet et udsagn til sine tre malerier, Nature morte II (2011) Nature
morte IV (2011) Drømmen (2011).
I historiens løb har folk i forskellige kulturer haft vidt forskellige skikke, riter, traditioner, religiøse
overbevisninger, helte og guder samt mørkere kræfter og alt, hvad man har anset for negativt.
Hver nation betragter sin egen kulturelle sfære og sin egen verdensanskuelse som den rigtige
og mest naturlige, uanset hvilket århundrede det drejer sig om. Indblik i andre traditioner og
kulturer kan komme som et chok - de er anderledes, de er forkerte! Det er praktisk talt det
samme som at sætte spørgsmålstegn ved MINE/VORES/EGO-aktiviteter. Folk har ofte
indlevet sig totalt i deres egen MIN/VORES-livsstil, og i deres iver efter at beskytte og
retfærdiggøre den glemmer de at træde et skridt tilbage og se tingene på afstand. Det er ikke
usædvanligt udelukkende at lægge mærke til billedet på en papkasse...
Laila Svensgaard (DK, f. 1974)
Som en spejlet medspiller forsøger mit nutidige selv at stille sig i dialog med mit datidige selv.
Men i den forsøgte spejling fremstår refleksionen mere som en forskydning, ligesom mindet
kan anskues som en forskydning af øjeblikket. Tiden, som i sin natur er en forskydende faktor,
spiller ind og umuliggør den ellers tilsyneladende mulige spejling. Desuden er fotoværkerne
Untitled (reclining) (2011) også et billede på øjeblikkets konstruktion. Sådan som mindet og
hukommelsen på sin vis også kan forstås som konstruktioner, mindet værende hukommelsens
strukturerede billede af datiden i fotografiets konstruktion af nutiden.
Hanne Mago Wiklund (SE, f. 1981)
Et liminalt rum er i psykologien betegnelsen for et sted, hvor grænserne forsvinder. Vi står ved
en tærskel parate til at krydse over fra det, vi var, til det, vi vil blive til. Som en åbningsportal til
noget andet kan døren ses som en tærskel, der befinder sig på en midterkant uden at tilhøre
nogen af siderne.
15

Mit værk Liminal Space Protection against hard surface (2011) og min øvrige kunst balancerer
mellem virkelighed og fiktion, der er ingen egentlig virkelighed men en verden af fortællinger og
erindringer, narrative historier fra en anden verden og en anden tid, der danner et keramikstøbt
trompe l’oeil i polyesterbeton. Dette rejser spørgsmålet om, hvad beskyttelse er. Og har en
yderside altid en inderside?
Erik Östensson (SE, f. 1978)
I værket The circle and the line #IV (2011) forsøger jeg at forvandle menneskekroppen til en
abstraktion. Jeg føler, at billederne bliver stærkere, jo mere jeg gør dette. Mit mål med denne
proces er at få kroppen til at holde op med at være en krop og i stedet blive til en form. Det er
min ambition at få disse former til at blive opfattet som symboler, med den forskel at de ikke er
definerede men åbne for fortolkning.
Billedet, der er vist her, skal ses som et symbol eller et tegn, som sammen med resten af
værket danner en tekst. En tekst som ikke er letforståelig. Fortolkningen vil i stedet afhænge af
beskueren.
16